Julen året før. Vi er ved at sætte os til bords. Skal vi flette vore julehjerter sammen dæmpet fra anlægget i den anden stue, hvor juletræet står. Gåsen og flæskestegen står på bordet, vinen er ved at blive skænket op. Mormor for bordenden snakker med sig selv. Pia er ved at give den mindste hagesmæk på. Mor kommer ind med de brunede kartofler. Rødkålen går rundt. Jan spørger, om jeg ikke har taget på nede i Frankrig, jeg lader, som om jeg ikke hører ham, vender mig mod deres andet barn, Emil, der er næsten 5 og helt hvid i hovedet.
“Jeg kan ikke vente mere, jeg kan ikke vente mere,” siger han og skæver ind til gaverne under juletræet. Det er for resten kun en del af gaverne. Der er ikke plads til dem alle under træet, så der står poser med gaver under skrivebordet og bag sofaen.
“Går det godt i børnehaven?” smiler jeg og føler mig voksendum og irriterende.
Han svarer heller ikke, for nu råber Pia tværs over bordet, at han skal sidde ordentligt.
Jeg kom i går aftes og har overnattet på mit gamle værelse, som nu er indrettet til en blanding mellem gæsteværelse og bibliotek. Hele den ene væg er dækket af min mors bogklubbøger. Jeg kunne ikke sove. Lå bare og så op i træloftet, som jeg gjorde, da jeg var barn. Stod til sidst op og listede ned i køkkenet. Mor har samlet årets julekort på opslagstavlen. Der er mange. Jeg tog dem ned et for et og tjekkede, men der var ingen fra Jonathan. Satte mig ind i stuen og så fjernsyn, til jeg faldt i søvn på sofaen.
Der bliver gået godt til vinen. Jeg er på tredje glas, inden stegen går rundt igen. Og jeg er et glas efter de andre. Onkel Ib er et foran.
“Er du faldet godt til nede i Paris?”
“Så I det der program om Tvind?”
“Og så punkterede Corollaen ...”
“Jeg så julemanden kysse mor ...”
Jeg er en tom skal, der nikker, smiler, skåler, griner, småsnakker, men jeg er der slet ikke. Jeg findes ikke, jeg er gemt væk, indtil jeg sidder i flyet på vej til Paris igen. Eller det håber jeg. For jeg orker ikke et skænderi igen i år. Overhører med vilje stikpillerne fra Pia og Jan. Drikker mere vin. Onkel Ib fortæller mig om en tilbygning, de har fået udført på deres sommerhus i Sverige.
Risalamanden kommer på bordet. Far spilder kirsebærsovs på dugen, mor bander ad ham, Pia laver øjne. Mormor forsvarer ham. Onkel Ib skænker mere vin til mig. Børnene har fået deres egen mandel, som de finder med det samme, og de får en marcipangris hver og løber ind i stuen og ser en videofilm, mens Jan æder som en gal af risalamanden, og Pia spørger, om jeg får mænget mig med de rige og kendte franskmænd. Jeg spørger hende, om hun stadig er glad for jobbet i Matas. Hun vender sig og siger noget til tante Ulla.
Mandlen er fundet, jeg har den i munden. Overvejer at spise den, men så skal vi bare sidde her hele aftenen. “Jeg har den,” siger jeg.
“Ih, du skal da ikke sige det allerede.” Pia stirrer ondt på mig.
“Hvorfor ikke?”
“Så er det ikke sjovt!”
“Nå, for søren,” siger jeg stille. “Det er jeg ked af.”
Mor kommer med mandelgaven, og jeg pakker den op, mens Ib råber: “Uiiii!” og det er et Georg Jensen juleophæng.
Så skal der slås maver i sofaen. Børnenes videofilm bliver slukket, kaffe og konfekt bliver båret ind. Børnene er elektriske nu, blege ansigter med opspilede øjne. Men det er ikke tid til gaver endnu. Først kaffe. Mormor sætter sig ved siden af mig.
“Bor du godt dernede i Tyskland?”
“Frankrig, mormor. Jeg bor i Frankrig.”
“Jeg er så bange for, at du skal forelske dig i en af de fremmede, Hellepige. Bare du ikke kommer hjem med en af de sorte.” Mormor tager fat i min arm. “Hører du, Hellepige, du skal passe godt på dig selv ude i verden.”
“Ja, det skal jeg nok.”
Far går sin vej. Jeg ser på uret. Mor kommer ind med en kande vand, som hun sætter på skrivebordet, før hun tænder lysene på træet. Vandet er til, hvis der skulle gå ild i træet, eller byt ‘hvis’ ud med ‘når’, for det gør der altid. Det er ikke noget, de tager så tungt. Kanden er sådan en pist-pist sprøjtevandkande til at vande urtepotterne med, og mor giver bare træet et pist, når det begynder at brænde. Jeg fatter ikke, at huset aldrig er brændt ned. Jeg er hysterisk, får jeg at vide. Det må være det franske, der smitter af. Ha ha.
Det ringer på døren. Far klædt ud som julemanden med to små gaver i sin enorme sæk. Sofie tager glad mod sin, men Emil er bange og begynder at græde.
Så danser vi rundt om træet. Højt fra træets grønne top, På loftet sidder nissen, Dejlig er den himmelblå, Juletræet med sin pynt, Det kimer nu og til sidst Nu er det jul igen, og rundt gennem hele huset, op i sengene, ned i kælderen, ud i garagen.
Og endelig gaver.
Papir bliver flået op. Næste. Næste. Næste. Børnene er kulrede, selv jeg kan ikke overskue, hvad jeg har fået eller af hvem. Tak. Tak. Tak. Sig tak til moster Helle. Næste gave. Og sådan bliver det ved og ved og ved og ved. Selv børnene mister interessen, før alle gaver er åbnet, men vi bliver ved. Selvfølgelig gør vi det.
Da det hele er forbi, sidder vi bag bjerge af ting og glor tomt ud i luften.
“Det er børnenes fest, det hele er jo for deres skyld,” smiler min far og roder i Emils hår. Emil er ved at sætte klistermærker på en Playmobil brandbil, mens Jan hjælper ham med at bygge et Lego rumskib, spille et eller andet spil, der går ud på at stable plasticdimser på en kamel, og styre den fjernstyrede bil på én gang.
Mor sætter sig i stolen ved siden af mig. “Skal du ikke snart have dig et rigtigt arbejde?”
Og så er der ild i træet. Mor springer op, griber kanden og sprøjter ilden ud.
Jeg lukker øjnene, mens de andre klapper af hende og griner. Drikker min cognac i en mundfuld. Tante Ulla kommer over. Hvisker: “Jeg har hørt, at franskmænd elsker med sokkerne på.” Hun taber en vaniljekrans på gulvet. Emil begynder at græde over et eller andet. Pia skælder ud.
“Har du hørt noget fra Jonathan?” spørger jeg Ulla.
“Næ, skulle jeg det?”