Sidste optagedag er lidt som et rejsegilde. Man er ikke færdig med filmen, men man har nået en milepæl i processen. Der er stadig mange måneders klippe-, redigerings-, lyd-, specialeffect-, dub-, grafisk-, og meget andet arbejde, før filmen får premiere. Men optagelserne er slut, tagryggen er rejst, og måneders intenst holdarbejde er forbi.
Mit arbejde er slut nu. Efter festen har jeg ikke mere med denne film at gøre. Jeg har afleveret min scriptrapport til klipperen for en lille time siden, og dermed er stafetten givet videre.
Det er forskelligt fra film til film, hvordan man vælger at fejre sidste optagedag. På ultra lowbudget film har jeg været med til at holde festen i producerens svigermors baghave med tre storsavlende sanktbernardshunde løbende rundt mellem benene på folk, og alt hvad der blev serveret var champagne og pindemadder. Jeg kom hjem med indtørrede, hvide savltråde på mine sorte bukser og en heftig forkølelse, fordi det begyndte at regne ved 22-tiden. Det vildeste jeg har hørt om var en fransk storfilm, hvor sidste optagedag blev holdt på Pierre Gagnaire, en af Paris’ dyreste restauranter.
En ting er det samme alle steder: Man holder sig til sine. Det betyder, at skuespillerne klumper sig sammen for sig, fotograferne for sig, lydmændene for sig, regiholdet for sig, og så videre. Er der stjerner blandt skuespillerne, skiller de sig ud fra de andre skuespillere. Der er kun én scripter på hver film. Jeg plejer at finde sammen med instruktøren, instruktørassistenten, klipperen, produceren og produktionslederen, da det er dem, jeg arbejder mest sammen med.
Derfor sidder jeg nu mellem Georges Baillot og klipperen, Andréa Descheix, og bæller hvidvin, mens vi venter på forretten. Pierre-Henry sidder tre pladser nede ad bordet, og jeg kan næsten ikke se på ham.
Men jeg kan mærke hans blik ind imellem.