Når mørket falder på, og lygterne tændes, får Paris et lunt gulligt skær. Jeg sidder i Marcels bil, der holder ulovligt parkeret på hjørnet ud for en En-Times-Foto. Drikker cola og spiser chips, som jeg har været henne i en kiosk og købe. Tiden snegler sig af sted. Der er gået over en time nu, snarere halvanden, og jeg keder mig. Marcel er blevet inde hos fotomanden, mens billederne bliver fremkaldt. Det lader til, de kender hinanden. Jeg kan ikke se derind uden at rødme.
Jeg tænder bilradioen, leder efter noget at høre, finder et program, hvor man kan ringe ind og sige sin mening. Radioværten er en langsomt talende franskmand med en dyb og rolig stemme. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke finder et andet program.
“Vi har en lytter igennem. Marie de Mun, hvordan oplever du, at dit liv bliver påvirket af månens cyklus?”
“Er jeg igennem?” En tynd, næsten spinkel pigestemme.
“Du er igennem, ja. Hvad har du at fortælle om månens påvirkning, Marie?”
“Åh, jeg er bare så vild med dit program, du styrer.”
“Tak, Marie. Men månen ...”
“Åh, ja, undskyld.” Hun rømmer sig. “Det er i min seksualitet, jeg mærker det mest. Jeg bliver simpelthen mere lidenskabelig, mere flirtende. Når månen er fuld, giver jeg mig lettere hen, så kan man få mig til hvad som helst.”
“Har du nogen eksempler, du vil dele med os, Marie?”
Hun griner. “Der var den her gang ...”
Marcel er ved at skræmme livet af mig, da han pludselig banker på ruden. Jeg skynder mig at slukke for radioen og åbner døren. Han giver mig de fremkaldte billeder.
“Hvilket et er det til mig?”
Jeg synker en klump, løber hurtigt billederne igennem og fisker det ud, som jeg tog til ham oppe på taget. Man kan ane Renault-reklamens gule neon bag mig, som jeg sidder med spredte ben på havestolen, kjolen trukket op om lårene, trusserne vippet til side. Man kan se det hele.
Mit hjerte slår som en gal, og jeg kan ikke se på ham, da jeg rækker ham billedet og kvækker: “Det.”
Han tager billedet og negativerne og går tilbage til En-time-foto. Jeg ser ham gå hen til skranken, udvælge negativet og give det til fotomanden, som tager billedet og ser ud på mig. Jeg skynder mig at gøre mig så lille som muligt, glider næsten ned i bunden af bilen.
Et kvarter senere kommer han ud med billederne i lommen og en stor sammenrullet plakat i hånden. Han sætter sig ind i bilen, lægger plakaten om bag sæderne og starter motoren.
“Jeg har noget, jeg vil vise dig,” siger han stille.