På alle kirkegårde findes en grav, der tilhører ligæderne. Vandrer man længe nok rundt på en hvilken som helst kirkegård, finder man den - fugtplettet, vandmættet og med en revnet eller knækket gravsten, forpjusket græs eller frodigt ukrudt og en følelse af forladthed, når man når hen til den. Den er som regel også koldere end de andre gravsten, og navnet på stenen er det oftest umuligt at tyde. Hvis der står en statue på graven, er den hovedløs eller så skurvet af svamp og lav, at den i sig selv ligner en svamp. Hvis en enkelt grav på en kirkegård ligner et mål for smålige vandaler, er det ligæderporten. Hvis graven får dig til at ønske, at du befandt dig et andet sted, er det ligæderporten.
Der var en på Bods kirkegård. Der er en på alle kirkegårde.
Silas skulle rejse.
Bod havde været ude af sig selv, da han hørte det. Nu var han ikke længere ude af sig selv. Han var rasende.
"Men hvorfor?" spurgte han.
"Det har jeg fortalt dig. Jeg er nødt til at skaffe nogle oplysninger. For at skaffe dem er jeg nødt til at rejse. For at rejse er jeg nødt til at forlade kirkegården. Det har vi allerede været igennem."
"Hvad er det, der er så vigtigt, at du er nødt til at rejse?"
Bods seksårige hjerne forsøgte at forestille sig noget, der kunne få Silas til at ville forlade ham. Det lykkedes ikke. "Det er uretfærdigt."
Hans værge var urokkelig. "Det er hverken retfærdigt eller uretfærdigt, Nobody Owens. Det er bare sådan."
Bod lod sig ikke dupere. "Det er meningen, du skal passe på mig. Det har du selv sagt."
"Som din værge er jeg ansvarlig for dig, ja. Heldigvis er jeg ikke det eneste væsen i verden, der er parat til at påtage sig det ansvar."
"Og hvor skal du så hen?"
"Ud. Væk. Der er ting, jeg er nødt til at finde ud af, som jeg ikke kan finde ud af her."
Bod udstødte en snøften og gik derfra, mens han sparkede til imaginære sten. Den nordlige del af kirkegården var meget overgroet og filtret, langt mere, end opsynsmanden eller foreningen Kirkegårdens Venner kunne holde nede og tæmme, og der traskede han hen og vækkede en familie af børn fra viktoria-tiden, der alle var døde, inden de fyldte ti år, og så legede de skjul i måneskinnet i den vedbend-omslyngede jungle. Bod forsøgte at lade, som om Silas ikke skulle rejse, som om ingenting ville forandre sig, men da de var færdige med at lege, og han løb tilbage til det gamle kapel, så han to ting, der ændrede hans opfattelse.
Det første, han fik øje på, var en taske. I samme øjeblik han fik øje på den, vidste Bod, at det var Silas' taske. Den var mindst hundrede og halvtreds år gammel, en smuk genstand af sort læder med messingbeslag og et sort håndtag, en taske af den slags, en viktoriansk læge eller bedemand kunne have brugt, og som indeholdt hvert eneste redskab, der kunne blive brug for. Bod havde aldrig før set Silas' taske, han havde ikke engang vidst, at Silas havde en taske, men det var en af den slags tasker, der kun kunne tilhøre Silas. Bod forsøgte at kigge ned i den, men den var lukket med en stor hængelås af messing. Den var for tung til, at han kunne løfte den.
Det var den første ting.
Den anden ting sad på bænken ved kapellet.
"Bod," sagde Silas. "Det er Miss Lupescu."
Miss Lupescu var ikke køn. Hun havde et spidst ansigt med et misbilligende udtryk. Hun var gråhåret, selv om ansigtet virkede for ungt til gråt hår. Hendes fortænder var lidt krumme, og hun havde en uformelig regnfrakke på og et herreslips om halsen.
"God dag, Miss Lupescu," sagde Bod.
Miss Lupescu sagde ingenting. Hun udstødte en snøften. Så kiggede hun på Silas og sagde: "Det er altså drengen." Hun rejste sig og gik hele vejen rundt om Bod med udspilede næsebor, som om hun indsnusede ham. "Du melder dig hos mig, når du vågner, og inden du går i seng," sagde hun, da hun var nået hele vejen rundt om ham. "Jeg har lejet et værelse i et hus derovre." Hun pegede på et tag, der netop var synligt fra det sted, de stod. "Men jeg tilbringer min tid her på kirkegården. Jeg er her som historiker, der laver research på gamle grave. Forstår du det, dreng? Da?"
"Bod," sagde Bod. "Jeg hedder Bod, ikke dreng."
"En forkortelse for Nobody," sagde hun. "Et latterligt navn. Desuden er Bod et navn til et kæledyr. Et kælenavn. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg kalder dig "dreng". Du kalder mig "Miss Lupescu"."
Bod kiggede bedende op på Silas, men der var ingen medfølelse at spore i Silas' ansigt. Han greb sin taske og sagde: "Du er i gode hænder hos Miss Lupescu, Bod. Jeg er sikker på, at I vil komme godt ud af det med hinanden."
"Nej," sagde Bod. "Hun er frygtelig!"
"Det var meget uforskammet sagt," sagde Silas. "Jeg synes, du skal sige undskyld, synes du ikke?"
Det syntes Bod ikke, men Silas kiggede på ham og stod med sin sorte taske og skulle rejse væk i ingen vidste hvor lang tid, så han sagde. "Undskyld, Miss Lupescu."
Først svarede hun slet ikke. Hun snøftede bare. "Jeg er kommet langvejs fra for at passe dig, dreng. Jeg håber, du er det værd," sagde hun så.
Bod kunne ikke forestille sig at give Silas et knus, derfor rakte han hånden frem, og Silas bøjede sig ned, greb den blidt og omsluttede Bods lille, snavsede hånd med sin egen store, blege. Så løftede han sin sorte lædertaske, som om den ikke vejede noget, og gik ned ad stien og ud af kirkegården.
Bod fortalte sine forældre det.
"Silas er rejst," sagde han.
"Han kommer tilbage," sagde Mr Owens muntert. "Det skal du ikke tage dig af, Bod. Han kommer tilbage som en falsk daler, som man siger."
Og Mrs Owens sagde: "Da du blev født, lovede han, at han ville finde en anden til at komme med mad til dig og holde øje med dig, hvis han var nødt til at rejse, og det har han gjort. Han er meget pålidelig."
Silas var ganske rigtigt kommet med mad til Bod og havde hver aften efterladt det i krypten, så han kunne spise det, men efter Bods opfattelse var det det mindste af, hvad Silas havde gjort for ham. Han gav ham gode råd, roligt, fornuftigt og ufejlbarlig korrekt, han vidste mere end kirkegårdens folk, for hans natlige ture ud i verden betød, at han var i stand til at fortælle om en verden, der var nutidig og ikke hundredvis af år for gammel, han var uforstyrrelig og pålidelig og havde været der hver eneste nat i Bods liv, så Bod havde svært ved at forestille sig det lille kapel uden dets eneste beboer, og først og fremmest fik han Bod til at føle sig tryg.
Miss Lupescu anså det for sin pligt at gøre andet og mere end bare at komme med mad til Bod. Dét gjorde hun dog også.
"Hvad er det?" spurgte Bod rædselsslagen.
"God mad," sagde Miss Lupescu. De befandt sig i krypten. Hun havde sat to plasticbokse på bordet og åbnede låget på den ene boks. Hun pegede på den. "Det er byg-og-rødbede-stuvning." Hun pegede på den anden. "Det andet er salat. Kom så, spis dem begge to. Jeg har lavet dem til dig."
Bod kiggede på hende for at finde ud af, om det var en vittighed. Mad fra Silas kom som regel i papirspakker, anskaffet i den slags butikker, der solgte mad sent om aftenen og ikke stillede spørgsmål. Ingen var nogensinde før kommet med mad til ham i en plasticboks med låg. "Det lugter grimt," sagde han.
"Hvis du ikke snart spiser stuvningen, bliver den kold, og så smager den endnu værre," sagde hun. "Spis nu."
Bod var sulten. Han tog en plasticske, dyppede den i den rødlilla stuvning og spiste. Maden var slimet og uvant, men han holdt den i sig.
"Og så salaten!" sagde Miss Lupescu og åbnede låget på den anden boks. Den bestod af store stykker rå løg, rødbede og tomat i en tyk, eddikelugtende dressing. Bod stak et stykke rødbede i munden og begyndte at tygge. Han kunne mærke, at mundvandet samlede sig og indså, at han ville kaste det op igen, hvis han sank det. "Jeg kan ikke spise det," sagde han.
"Det er godt for dig."
"Jeg kaster op."
De kiggede på hinanden, den lille dreng med forpjusket, kommunefarvet hår og den spidse, blege kvinde med sølvfarvet hår, hvor ikke et eneste hår sad forkert.
"Jeg kan ikke."
"Nu spiser du en mundfuld til, eller også bliver du siddende, til du har spist op."
Bod tog et stykke eddikelugtende tomat, tyggede det og sank det med besvær. Miss Lupescu satte låg på boksene igen og lagde dem ned i sin plasticpose. "Og nu undervisning," sagde hun.
Det var højsommer. Det blev ikke helt mørkt før omkring midnat. Der var ingen undervisning i højsommeren - de timer, Bod var vågen, tilbragte han i et endeløst, varmt tusmørke, hvor han kunne lege, gå på opdagelse eller klatre.
"Undervisning?" sagde han.
"Din værge mente, at det ville være godt, hvis jeg lærte dig forskellige ting."
"Jeg har lærere. Letitia Borrows lærer mig at læse og skrive, og Mr Pennyworth lærer mig sit Fuldstændige Uddannelses-system for Unge Herrer med Bilagsmateriale til dem, der er Post Mortem. Jeg lærer geografi og det hele. Jeg har ikke brug for mere undervisning."
"Så ved du altså alting, dreng? Seks år gammel, og så ved du allerede alting."
"Det var ikke det, jeg sagde."
Miss Lupescu lagde armene over kors. "Fortæl mig om ligædere," sagde hun.
Bod forsøgte at huske, hvad Silas i tidens løb havde fortalt ham om ligædere. "Hold dig fra dem," sagde han.
"Er det det eneste, du ved? Da? Hvorfor skal man holde sig fra dem? Hvor kommer de fra? Hvor tager de hen? Hvorfor skal man ikke befinde sig i nærheden af en ligæderport? Kom så, dreng?"
Bod trak på skuldrene og rystede på hovedet.
"Nævn de forskellige slags folk," sagde Miss Lupescu. "Nu."
Bod tænkte sig om et øjeblik. "De levende," sagde han. "Øh. De døde." Han tav. "... Katte?" foreslog han så usikkert.
"Du er uvidende, dreng," sagde Miss Lupescu. "Det er skidt. Og du er tilfreds med at være uvidende, og det er endnu værre. Gentag efter mig, at der er de levende og de døde, der er dagfolk og nattefolk, der er ligædere og tåge-gængere, der er de høje jægere og Guds hunde. Og så er der enerne."
"Hvad er du?" spurgte Bod.
"Jeg er Miss Lupescu," sagde hun strengt.
"Og hvad er Silas?"
Hun tøvede. "Han er en ener," sagde hun så.
Bod led under undervisningen. Når Silas lærte ham noget, var det interessant. Tit gik det slet ikke op for Bod, at han blev undervist. Miss Lupescu underviste efter lange lister, og Bod kunne overhovedet ikke se meningen med det. Han sad inde i krypten og var helt syg efter at komme ud i sommerens tusmørke, ud under spøgelsesmånen.
Da timen var forbi, flygtede han i det mest elendige humør. Han ledte efter legekammerater, men fandt ingen og så ingenting, bortset fra en stor, grå hund, der luskede rundt mellem gravene, mens den hele tiden holdt sig på afstand af ham og smuttede væk mellem gravstenene og ind i skyggerne.
Det blev værre i løbet af ugen.
Miss Lupescu blev ved med at komme med mad til Bod, som hun selv havde lavet til ham: boller, der svømmede i svinefedt, en tyk rødlilla suppe med en klat sur fløde i, små, kolde, kogte kartofler, kolde hvidløgsfyldte pølser og hårdkogte æg i en grå uappetitlig væske. Han spiste så lidt som muligt. Undervisningen fortsatte: Hun brugte to hele dage på at lære ham at råbe om hjælp på hvert eneste sprog i verden, og hun smækkede ham over knoerne med sin pen, hvis han begik en fejl eller glemte et eller andet. På tredjedagen hørte hun ham i dem:
"Fransk?"
"Au secours."
"Morsekode?"
"S-O-S. Tre korte prikker, tre lange og tre korte igen."
"Nattehøge."
"Det her er dumt. Jeg kan ikke huske, hvad en nattehøg er."
"De har hårløse vinger og flyver lavt og hurtigt. De besøger ikke denne verden, men flyver på den røde himmel oven over vejen til Ghûlheim."
"Det får jeg jo aldrig brug for at vide."
Hendes mund blev en endnu tyndere streg. "Nattehøge?" sagde hun bare.
Bod udstødte den lyd bagest i munden, som hun havde lært ham - et skrig nede fra struben, som et ørneskrig. Hun udstødte en snøften. "Det går an," sagde hun.
Bod kunne slet ikke vente, til Silas kom tilbage. "Sommetider er der en stor, grå hund på kirkegården," sagde han. "Den kom samtidig med Dem. Er det Deres hund?"
Miss Lupescu strammede slipset. "Nej," sagde hun.
"Er vi færdige?"
"For i dag. Du læser den liste, jeg giver dig i aften, og lærer den udenad til i morgen."
Listerne var skrevet med lyslilla blæk på hvidt papir, og de lugtede underligt. Bod tog den nye liste med op på skråningen og prøvede på at huske ordene, men han kunne ikke koncentrere sig. Til sidst foldede han papiret sammen og lagde det under en sten.
Den aften ville ingen lege med ham. Ingen ville lege eller snakke, løbe eller klatre under den store sommermåne.
Han gik ned til ægteparret Owens' grav for at beklage sig til sine forældre, men Mrs Owens ville ikke høre et ondt ord om Miss Lupescu af den, syntes Bod, uretfærdige grund, at det var Silas, der havde valgt hende, mens Mr Owens bare trak på skuldrene og begyndte at fortælle om sin tid som ung møbelsnedker-lærling og om, hvor glad han ville have været for at lære alle de nyttige ting, som Bod lærte, og det var endnu værre, syntes Bod.
"Skal du i øvrigt ikke læse lektier?" spurgte Mrs Owens, og Bod knyttede hænderne og sagde ingenting.
Han trampede ud på kirkegården og følte sig uelsket og ikke værdsat.
Bod rugede over altings uretfærdighed, mens han traskede rundt på kirkegården og sparkede til nogle sten. Han fik øje på den mørkegrå hund og kaldte på den for at se, om den ville komme og lege med ham, men den holdt sig på afstand, og Bod smed frustreret en jordklump efter den, som knustes mod et nærliggende gravsted og spredte jord over det hele. Den store hund kiggede bebrejdende på Bod, trådte så ind i skyggerne og forsvandt.
Drengen gik ned ad bakken på den sydvestlige skråning og undgik det gamle kapel. Han ville ikke se det sted, hvor Silas ikke var. Han standsede ved en grav, der så ud på samme måde, som han følte sig: Den befandt sig under et egetræ, der engang var blevet ramt af lynet og nu kun var en sort stamme, som stak ud af bakken som en spids klo. Stenpladen, der dækkede graven, var fugtplettet og revnet, og på selve gravstenen hang en hovedløs engel iført en dragt, som lignede en stor, grim svamp.
Bod satte sig på en græstue og havde ondt af sig selv og hadede alle og enhver. Han hadede endda også Silas, fordi han var rejst væk og havde efterladt ham. Så lukkede han øjnene, rullede sig sammen som en bold i græsset og gled ind i en drømmeløs søvn.
Hen ad gaden og op ad bakken kom Greven af Westminster, den ærede Archibald Fitzhugh og Biskoppen af Bath og Wells smuttende og springende fra den ene skygge til den næste, magre og læderagtige, lutter sener og brusk, iklædt tøj, der var laser og pjalter, og de hoppede og galopperede og sneg sig af sted, sprang buk over skraldespande og holdt sig på den mørke side af hækkene.
De var små, som mennesker af fuld størrelse, der var krympet i solen. De snakkede dæmpet sammen og sagde ting som: "Hvis Deres Nåde har flere blomstrende ideer om, hvor vi er, end vi andre har, vil jeg være taknemmelig, hvis han vil fortælle os det. Ellers sku' han tage og holde sin store gavflab lukket, ikk'" og "Det eneste, jeg siger, Ærede Herre, er, at jeg ved, der er en kirkegård her i nærheden, jeg ka' lugte det" og "Hvis du lugter det, burde jeg også kunne lugte det, for jeg har en bedre næse, end du har, Deres Nåde."
Alt sammen mens de smuttede og sprang gennem forstadshaverne. De undgik en bestemt have ("Psst!" hvæsede den ærede Archibald Fitzhugh. "Hunde!"), løb hen ad overkanten af havemuren og flygtede over den som rotter i børnestørrelse. Ned på hovedgaden og op ad vejen til bakketoppen. Og så nåede de til muren omkring kirkegården, kravlede op på den som egern i et træ og indsnusede lugten.
"Pas på hund," sagde Greven af Westminster.
"Hvor? Ved ikk'. Heromkring. Lugter 'ligevel ikk' som en rigtig hund," sagde Biskoppen af Bath og Wells.
"Der var osse nogen, der heller ikke kunne lugte den her kirkegård, ikk'," sagde den ærede Archibald Fitzhugh. "Det husker du vel, ikk'? Det er bare en hund."
De sprang alle tre ned fra muren og løb hen ad jorden, mens de brugte både arme og ben til at bevæge sig gennem kirkegården hen til ligæderporten ved træet, der var ramt af lynet.
Og ved siden af porten standsede de i månelyset.
"Hvad er monstro det, når den er hjem' hos sig selv?" spurgte Biskoppen af Bath og Wells.
"Ih, du store," sagde Greven af Westminster.
Så vågnede Bod.
De tre ansigter, der kiggede ned på hans eget, kunne have været mumificerede menneskeansigter, kødløse og indtørrede, men deres træk var bevægelige og nysgerrige - munde, der grinede og afslørede skarpe, plettede tænder, strålende perleøjne, kloagtige fingre, der hele tiden dansede og trommede.
"Hvem er I?" spurgte Bod.
"Vi er det vigtigste folk, ikk'," sagde et af væsenerne - og det gik op for Bod, at de kun var en lille smule større end ham selv - "Det her er Greven af Westminster."
Det største af væsenerne bukkede og sagde: "En ære for dig, helt bestemt."
"... og det her er Biskoppen af Bath og Wells -" Væsenet, der grinede med skarpe tænder og mellem dem vrikkede med en spids tunge af ubegribelig længde, lignede ikke Bods forestilling om en biskop: Dets hud var plettet, og det, havde en stor mørk klat hen over det ene øje, som nærmest fik det til at virke sørøveragtigt.
"... og jeg har selv æren af at være den ærede Archibald Fitzhugh, ikk'. Til Deres tjeneste."
De tre væsener bukkede, som om de var ét. "Nå, knægt, hva' er så din historie?" spurgte Biskoppen af Bath og Wells. "Og løb nu ikk' med halve vinde, husk på, hvordan man taler til en biskop."
"Nemlig, Ærede Herre," sagde den anden.
Bod fortalte dem det. Han sagde, at der ikke var nogen, der kunne lide ham eller ville lege med ham, at der ikke var nogen, der satte pris på ham, at alle var ligeglade, og at selv hans værge havde forladt ham.
"Jamen dog, jamen dog," sagde Greven af Westminster og kløede sig på næsen (en lille indtørret tingest, der mest bestod af næsebor). "Du har vist brug for et sted, hvor folk sætter pris på dig."
"Der er ingen steder," sagde Bod. "Og jeg må ikke forlade kirkegården."
"Du har brug for en hel verden af venner og legekam'rater," sagde Biskoppen af Bath og Wells og vrikkede med sin lange tunge. "En by med 'nøjelser, sjov og trylleri, hvor du får sat pris på og ikk' bli'r overset."
"Den dame, der passer mig. Hun laver ulækker mad," sagde Bod. "Hårdkogt æggesuppe og sådan noget."
"Mad!" sagde den ærede Archibald Fitzhugh. "Der, hvor vi er på vej hen, er maden den bedste i hele verden, ikk'. Får min mavse til at rumle og mit mundvand til at løbe bare ved tanken."
"Må jeg komme med?" spurgte Bod.
"Komme med?" spurgte Greven af Westminster. Han lød chokeret.
"Hold nu op, Deres Nåde," sagde Biskoppen af Bath og Wells. "La' hjertet råde. Kig engang på den lille mide. Han har ikk' fået or'n'li' mad, jeg ved ikk' hvor læng'."
"Jeg stemmer for, ikk'," sagde den ærede Archibald Fitzhugh. "Der er fin ædelse derhjemme." Han klappede sig på maven for at vise præcis, hvor god maden var.
"Altså. Er du klar til eventyr?" spurgte Greven af Westminster, der nu var vundet for den nye idé. "Eller vil du spilde resten af livet her?", og med knoklede fingre pegede han på kirkegården og aftenen.
Bod tænkte på Miss Lupescu og hendes afskyelige mad og hendes lister og hendes sammenrimpede mund.
"Jeg er klar," sagde han.
Hans tre nye venner var måske nok på størrelse med ham, men de var meget stærkere end noget barn, og Bod blev løftet op af Biskoppen af Bath og Wells og holdt højt oppe over væsenernes hoveder, mens Greven af Westminster greb fat i en håndfuld usselt græs, råbte noget, der lød som "Skagh! Thegh! Khavagah!" og trak til. Stenpladen, der dækkede graven, svingede op som en lem og afslørede et mørkt hul nedenunder.
"Hurtigt," sagde Greven, og Biskoppen af Bath og Wells smed Bod ned i den mørke åbning og sprang selv bagefter, fulgt af den ærede Archibald Fitzhugh og Greven af Westminster med et eneste adræt spring, der, så snart han var nede, råbte: "Wegh Khârados!" for at lukke ligæderporten, og så bragede stenen ned oven over dem.
Bod tumlede ned gennem mørket som en klump marmor, alt for forbløffet til at blive bange, og spekulerede på, hvor dybt hullet under graven mon kunne være, da to stærke hænder greb ham i armhulerne, og det gik op for ham, at han bevægede sig svingende fremad i buldermørke.
Bod havde ikke oplevet totalt mørke i mange år. På kirkegården kunne han se på samme måde som de døde, og hverken grave eller mausoleer var helt mørke for hans blik. Nu befandt han sig i fuldstændigt mørke og mærkede, at han blev kastet fremad i en række ryk og sving, mens vinden strømmede forbi ham. Det var skræmmende, men også oplivende.
Og så blev der lyst, og alting forandrede sig.
Himlen var rød, men det var ikke solnedgangens varme, røde farve. Den røde farve her var en vred, glødende rød, samme farve som et sår med betændelse i. Solen var lille og virkede gammel og langt væk. Luften var kold, og de nærmede sig en mur. Grave og statuer stak ud gennem muren, som om en stor kirkegård var blevet drejet en kvart omgang, og som tre vindtørre chimpanser i lasede sorte jakkesæt, der flagrede bagpå, svingede Greven af Westminster, Biskoppen af Bath og Wells og den ærede Archibald Fitzhugh sig fra statuer til sten med Bod dinglende imellem sig, mens de kastede ham til hinanden uden at tabe ham - de greb ham hele tiden med lethed og uden så meget som at kigge.
Bod prøvede på at kigge op, at få øje på den grav, de var kommet ned i denne mærkelige verden igennem, men kunne ikke få øje på andet end gravsten.
Han spekulerede på, om de grave, de svingede sig forbi, var døre for den slags folk, der bar ham ...
"Hvor skal vi hen?" spurgte han, men hans stemme blev revet væk af vinden.
De bevægede sig hurtigere og hurtigere. Oven over dem så Bod en statue svinge op, og to andre væsener, mage til dem, der bar Bod, blive slynget ud i den højrøde verden. Den ene var iført en pjaltet silkekimono, der tilsyneladende engang havde været hvid, den anden et plettet, gråt jakkesæt, der var for stort, og hvis ærmer var flået itu til skyggelignende laser. De fik øje på Bod og hans tre nye venner, satte kurs mod dem og lod sig med lethed falde seks-syv meter.
Greven af Westminster udstødte en kvækkende strubelyd og lod, som om han var bange, og Bod og de andre tre svingede ned langs muren med grave forfulgt af de to nye væsener. Ingen af dem blev tilsyneladende trætte eller forpustede under den røde himmel, hvor den udbrændte sol kiggede ned på dem som et dødt øje, men til sidst nåede de frem til en stor statue af et væsen med et ansigt, der lignede én stor svampet gevækst. Bod blev præsenteret for den treogtredivte præsident for De Forenede Stater og for Kejseren af Kina.
"Det her er mester Bod," sagde Biskoppen af Bath og Wells. "Han vil vær' en af os."
"Han leder efter et godt måltid mad, ikk'," sagde den ærede Archibald Fitzhugh.
"Jamen god mad er du garanteret, når du bliver en af os, unge mand," sagde Kejseren af Kina.
"Yeah," sagde den treogtredivte præsident for De Forenede Stater.
"En af jer? Mig?" sagde Bod. "Mener I, at jeg bliver forvandlet til jer?"
"Kvik som en pisk, skarp som et søm, sent skal man stå op hver nat for at løb' om hjørner med den der knægt," sagde Biskoppen af Bath og Wells. "Nemli'. En af os. Lisså stærk, lisså hurtig, lisså uovervind'lig."
"Med tænder så stærke, at de kan knuse alle knogler, og en tunge skarp og lang nok til at slikke marven ud af de dybeste knogler og flå flæsket af en fed mands fjæs," sagde Kejseren af Kina.
"Og i stand til at smutte fra skygge til skygge, aldrig set, aldrig under mistanke. Fri som luften, hurtigt som tanken, kold som isen, hård som jernet, farlig som ... som os," sagde Greven af Westminster.
Bod kiggede på væsenerne. "Men hvad nu, hvis jeg ikke vil være en af jer?" spurgte han.
"Ikke vil? S'fø'li' vil du det! Der findes ikk' noget finere. Jeg tror ikk', der findes en sjæl i hele universet, der ikk' helst vil være aldeles lissom os."
"Vi har den bedste by -"
"Ghûlheim," sagde den treogtredivte præsident for De Forenede Stater.
"Det bedste liv, den bedste mad -"
"Kan man måsk' forestil' sig skønnere drik end det sorte ligvand i bunden af en kiste af bly?" afbrød Biskoppen af Bath og Wells. "Eller hvor'n det føles og vær' vigtigere end konger og dronninger, præsidenter og statsministre og helte og vær' sikker på det på sam' måde, som folk er vigtigere end rosenkål."
Bod sagde: "Hvad er I for folk?"
"Ligædere," sagde Biskoppen af Bath og Wells. "Kors i hytten, der var nok en, der ikk' hørte or'n'li' efter, hva'? Vi er ligædere."
"Se!"
Under dem kom en hel flok små væsener hoppende og springende og løbende hen mod dem på stien, og inden han nåede at sige mere, blev han grebet af et par knoklede hænder og fløj gennem luften i en række hop og ryk, mens væsenerne bevægede sig ned for at møde de andre af deres slags.
Muren med gravene holdt op, og nu var der en vej og ikke andet end en vej, en fasttrampet sti hen over en gold slette, en ørken af sten og knogler, der snoede sig frem mod en by højt oppe på en stor rød klippetop mange kilometer væk.
Bod kiggede på byen og blev rædselsslagen: En følelse gennemstrømmede ham, en blanding af afsky og frygt, væmmelse og foragt, alt sammen farvet af chok.
Ligædere bygger ikke selv. De er snyltere og skraldemænd. Den by, de kalder Ghûlheim, er et sted, de fandt for længe siden, de lavede den ikke selv. Ingen ved (om noget menneske nogensinde havde vidst det), hvilke væsener der skabte de byggerier, som gennemhullede klippen med tunneller og tårne, men det er helt sikkert, at kun ligæder-folket kunne tænke sig at bo der eller bare nærme sig stedet.
Selv fra stien under Ghûlheim, selv så mange kilometer derfra, kunne Bod se, at alle vinkler var forkerte - at væggene hældede afsindigt, at det var alle hans livs mareridt, der her var omdannet til et sted, som lignede en stor mund med fremstikkende tænder. Det var en by, som udelukkende var bygget for at blive forladt igen, og hvor al frygt, vanvid og væmmelse hos de væsener, der byggede den, blev omskabt til sten. Ligæder-folket havde fundet byen og glædede sig over den og kaldte den hjem.
Ligædere bevæger sig hurtigt. De sværmede af sted på stien gennem ørkenen, hurtigere end en grib kan flyve, og Bod blev båret af sted, højt oppe over hovedet på dem, holdt fast af et par stærke ligæder-arme, blev kastet fra den ene til den anden, havde kvalme og følte gru og afsky, følte sig dum.
Oven over dem på den sure, røde himmel kredsede nogle væsener på store, sorte vinger.
"Pas på," sagde Greven af Westminster. "Gem ham. Nattehøgene må ikke stjæle ham. Forbandede tyvepak."
"Jøhø! Vi hader tyvepak!" råbte Kejseren af Kina. Nattehøge, på den røde himmel over Ghûlheim ... Bod trak vejret dybt og kaldte, nøjagtig som Miss Lupescu havde lært ham. Han udstødte et ørneskrig bagest i munden.
Et af de vingede bæster dykkede ned mod dem, kredsede lavere, og Bod kaldte igen, indtil hans kalden blev kvalt, da en hård hånd lagde sig over hans mund. "Udmærket idé at kalde på dem, ikk'," sagde den ærede Archibald Fitzhugh, "men tro mig, de er ikk' spiselige, før de har rådnet mindst et par uger, og de skaber bare ballade, ikk'. Vi er ikke de bedste venner, os og dem, nej."
Nattehøgen steg igen op i den tørre ørkenluft for at slutte sig til sine fæller, og Bod følte alt håb forsvinde.
Ligæderne hastede af sted mod byen på klippen, og Bod, der nu uden dikkedarer blev smidt hen over Greven af Westminsters stinkende skulder, blev ført med.
Den døde sol gik ned, og to måner stod op, en stor, der var hvid og koparret, og som nærmest fyldte halvdelen af horisonten, mens den steg op, men skrumpede ind, i takt med at den hævede sig på himlen, og en mindre, der havde samme blågrønne farve som de mugne årer i en blåskimmelost, og da den måne steg op, blev ligæderne glade. De standsede deres march og slog lejr i vejsiden.
En af de nytilkomne - Bod mente, at det vistnok var ham, han var blevet præsenteret for som "den berømte forfatter Victor Hugo" - fremtryllede en sæk, der viste sig at være fyldt med brænde, flere af brædderne stadig med hængsler eller messinghåndtag, og en lighter af metal, og han fik hurtigt tændt et bål, som alle ligæderne satte sig omkring for at hvile. De kiggede op på den grønblå måne, mens de sloges om de bedste pladser ved bålet, fornærmede hinanden og kradsede og bed endda hinanden.
"Snart sover vi, og vi tager så af sted til Ghûlheim ved måne-nedgang," sagde Greven af Westminster. "Der er i løb kun ni-ti timer tilbage hen ad vejen. Vi skulle helst nå frem ved næste måne-opgang. Så skal vi rigtig feste. Fejre, at du skal gøres til en af os!"
"Det gør ikk' ondt," sagde den ærede Archibald Fitzhugh.
"Det' ikk' noget at snakke om. Og tænk på, hvor glad du bliver bagefter, ikk'."
Og så begyndte de alle sammen at fortælle historier om, hvor fint og dejligt det var at være ligæder, om alle de ting, de havde knaset med deres stærke tænder og bagefter slugt. Uimodtagelige var de for sygdom og dårligdom, sagde den ene. Det betød nemlig ikke noget, hvad deres aftensmad var død af, de kunne smaske sig igennem alting. De fortalte om de steder, de havde været, tilsyneladende mest i katakomber og pestgrave. ("Pestgrave er mums," sagde Kejseren af Kina, og alle var enige.) De fortalte Bod, hvordan de havde fået deres navne, og hvordan han selv, når han var blevet til en navnløs ligæder, ville blive navngivet efter hovedretten i sit første måltid, ligesom de selv var blevet.
"Men jeg vil ikke være en af jer," sagde Bod.
"På den en' eller and' måde ender du som en af os," sagde Biskoppen af Bath og Wells muntert. "Den and' måde er mer' snasket, for så bli'r du fordøjet, og du er der ikk' ret længe selv for at nyd' det."
"Men det er ikke sjovt at snakke om," sagde Kejseren af Kina. "Det er bedst at være ligæder. Vi er ikke bange for nogen ting!"
Og den bemærkning fik alle ligæderne omkring kistebålet til at hyle, og de sang og råbte op om, hvor kloge og mægtige de var, og hvor godt det var ikke at være bange for noget som helst.
Så hørtes en lyd ude fra ørkenen, langt væk, en fjern hylen, og ligæderne plaprede løs i munden på hinanden og krøb sammen tættere på ilden.
"Hvad var det?" spurgte Bod.
Ligæderne rystede på hovedet. "Bare noget ude i ørkenen," hviskede en af dem. "Ti stille! Det kan høre os!"
Og alle ligæderne sad tavse et stykke tid, indtil de havde glemt det, der var ude i ørkenen, og begyndte at synge ligæder-sange fyldt med ækle ord og endnu mere ækle forestillinger. De mest populære sange bestod kun af lange lister over, hvilke rådne kropsdele der skulle spises og i hvilken rækkefølge.
"Jeg vil hjem," sagde Bod, da den sidste bid var blevet fortæret i sangen. "Jeg vil ikke være her."
"Tag nu ikk' sådan på vej, din lille tosse," sagde Greven af Westminster. "Jeg lover, at du slet ikke vil kunne huske, at du nogensinde havde et hjem, når du først er blevet en af os."
"Jeg husker ingenting fra tiden, før jeg blev ligæder," sagde den berømte forfatter Victor Hugo.
"Heller ikke mig," sagde Kejseren af Kina stolt. "Nope," sagde den treogtredivte præsistent for De Forenede Stater.
"Du bli'r en af de udvalgte, et af de kvik'ste, stærk'ste og modigste væsener der nogensind' har eksisteret," pralede Biskoppen af Bath og Wells.
Bod lod sig ikke imponere af ligædernes mod og klogskab. Men de var stærke og umenneskeligt hurtige, og han befandt sig midt i en flok af dem. At stikke af var umuligt. De ville fange ham, inden han var nået ti meter væk.
Et sted langt ude i natten hylede noget igen, og ligæderne rykkede tættere på ilden. Bod hørte dem snøfte og bande. Han lukkede øjnene, følte sig elendigt til mode og havde hjemve: Han ville ikke være en af ligæderne. Han spekulerede på, hvordan han nogensinde skulle kunne falde i søvn, når han var så bekymret, og det hele var så håbløst, men så sov han til sin egen forbavselse et par timer.
En lyd vækkede ham - ophidset, højrøstet, tæt på. Det var en, der sagde: "Nå, hvor er de? Hva'?" Han slog øjnene op og så Biskoppen af Bath og Wells råbe til Kejseren af Kina. Et par medlemmer af flokken var tilsyneladende forsvundet sporløst i nattens løb, og ingen havde nogen forklaring på hændelsen. De tilbageværende ligædere havde nerverne på højkant. De pakkede hurtigt lejren sammen, og den treogtredivte præsident for De Forenede Stater løftede Bod op og smed ham over skulderen.
Ligæderne klatrede ned over de ujævne klipper til vejen under en himmel, der havde samme farve som råddent blod, og satte kurs mod Ghûlheim. Her til morgen var de langt mindre kæphøje. Nu virkede det nærmest - i hvert fald på Bod, mens han bumpede af sted - som om de flygtede fra et eller andet.
Omkring middag, hvor den døde sol stod højt på himlen, standsede ligæderne og samlede sig i en tæt gruppe. Foran dem og højt oppe på de varme luftstrømme kredsede nattehøge, masser af dem, svævende på opvindene.
Ligæderne var splittet i to grupper: Dem, der følte, at deres venners forsvinden var uden betydning, og dem, der troede, at et eller andet, måske nattehøgene, var efter dem. De kunne ikke blive enige om andet end at bevæbne sig med sten, de kunne kaste mod nattehøgene, hvis de dykkede, og de fyldte lommerne i deres jakker og frakker med små sten fra ørkenen.
Noget hylede et sted til venstre ude i ørkenen, og ligæderne kiggede på hinanden. Lyden var højere end aftenen før, og den var tættere på: et dybt, ulveagtigt hyl.
"Hørte I det?" spurgte Londons borgmester.
"Nope," sagde den treogtredivte præsident for De Forenede Stater.
"Heller ikk' mig," sagde den ærede Archibald Fitzhugh.
Hylet lød en gang til.
"Vi må se at komme hjem," sagde Greven af Westminster og greb en velvoksen sten.
Mareridtsbyen Ghûlheim lå på en høj klippe foran dem, og væsenerne løb med lange, fjedrende skridt hen ad vejen mod den.
"Nat'øgene kommer!" råbte Biskoppen af Bath og Wells. "Kast sten efter de slubberter!"
Bods udsigt til det, der foregik, var på det tidspunkt vendt på hovedet, fordi han hoppede op og ned på ryggen af den treogtredivte præsident for De Forenede Stater, mens småsten og grus fra stien blæste op i hans ansigt. Men han kunne høre skrig, der mindede om ørneskrig, og endnu en gang råbte Bod om hjælp på nattehøgsk. Denne gang var der ingen, der prøvede på at standse ham, men han var heller ikke sikker på, at nogen kunne høre ham hen over nattehøgenes skrig og de eder og forbandelser, ligæderne udstødte, mens de kastede og slyngede stenene op i luften.
Bod hørte hylet en gang til. Denne gang kom det fra højre.
"Der er masser af de forbaskede vingebaskere," udbrød Greven af Westminster dystert.
Den treogtredivte præsident for De Forenede Stater rakte Bod til den berømte forfatter Victor Hugo, der proppede drengen ned i sin sæk og smed den over skulderen. Bod var glad for, at sækken ikke lugtede af noget værre end støvet træ.
"De trækker sig tilbage!" råbte en ligæder. "Se dem smutte!"
"Ta' det bar' roligt," lød en stemme tæt ved sækken, der i Bods ører lød som Biskoppen af Bath og Wells. "Der bli'r ikk' mer' af den slags pjat, når vi får dig til Ghûlheim. Den er uindtag'lig, er Ghûlheim."
Bod var ikke klar over, om nogle af ligæderne var blevet dræbt eller såret, mens de kæmpede mod nattehøgene. De forbandelser, Biskoppen af Bath og Wells udstødte, gav ham en mistanke om, at flere af ligæderne var stukket af.
"Kom nu!" var der en, der råbte, sikkert Greven af Westminster, og ligæderne begyndte at løbe. Bod havde det ubekvemt inde i sækken, han dunkede mod den berømte forfatter Victor Hugos ryg, så det gjorde ondt, og af og til ramte han jorden. Hans ophold i sækken blev endnu mere ubekvemt af, at der stadig lå flere stykker træ i den, for slet ikke at tale om spidse skruer og søm, de sidste rester af kiste-brændet. En skrue befandt sig lige under hans hånd og stak ham.
Selv om han bumpede og skumplede og dunkede og tumlede rundt for hvert skridt, hans kidnappere tog, lykkedes det Bod at få fat i skruen med højre hånd. Han mærkede på den; den var spids. Han mærkede et håb dybt inde. Så stak han skruen ind i sækkestoffet bag sig, pressede den spidse ende ind, trak den ud igen og lavede bagefter endnu et hul lidt under det første.
Bagved kunne han høre et eller andet hyle igen, og det faldt ham ind, at noget, der var i stand til at skræmme ligæder-folket, selv måtte være endnu mere skræmmende, end han var i stand til at forestille sig, og et øjeblik holdt han op med at stikke med skruen - hvad nu, hvis han faldt ud af sækken og ind mellem kæberne på et eller andet ondskabsfuldt bæst? Men så ville han i det mindste dø som sig selv, tænkte Bod, med alle sine minder og med visheden om, hvem der var hans forældre, hvem Silas var, og selv hvem Miss Lupescu var.
Det var godt.
Igen og igen angreb han sækken med messingskruen og stak og masede, indtil han havde lavet endnu et hul i stoffet.
"Kom så, gutter," råbte Biskoppen af Bath og Wells. "Op ad trappen, så er vi hjem', alle sam' i sikkerhed i Ghûlheim!"
"Hurra hurra, Deres Nåde, ikk'!" råbte en anden, sikkert den ærede Archibald Fitzhugh.
Nu havde hans kidnappere ændret deres måde at bevæge sig på. Det gik ikke længere ligeud, nu var det en serie af bevægelser, der gik opad og henad, opad og henad.
Bod trak i sækkestoffet for at lave et kighul. Han kiggede ud. Ovenover var den triste røde himmel, nedenunder ...
... kunne han se ørkenen, men nu lå den flere hundrede meter under ham. Trin strakte sig ud bag ham, men trin lavet til kæmper, og til højre var den okkerfarvede klippevæg. Ghûlheim, som Bod ikke kunne se fra det sted, han befandt sig, måtte ligge oven over dem. Til venstre var en stejl afgrund. Han var nødt til at lade sig falde lige ned, tænkte han, ned på trinene, og så måtte han bare håbe, at ligæderne i deres desperation for at nå hjem i sikkerhed ikke lagde mærke til, at han stak af. Han kunne se nattehøgene kredse afventende højt oppe på den røde himmel.
Han var glad for at se, at der ikke var ligædere bag ved ham. Den berømte forfatter Victor Hugo udgjorde bagtroppen, og ingen kom efter ham og kunne advare ligæderne om hullet i sækken, der blev stadig større. Eller opdage Bod, hvis han faldt ud.
Men der var noget andet ...
Bod blev skumplet til den ene side og væk fra hullet. Men han havde opdaget noget stort og gråt på trappen under dem, noget, der forfulgte dem. Og han kunne høre en vred, knurrende lyd.
Mr Owens havde et bestemt udtryk, når der var to ting, han fandt lige ubehagelige: "Jeg er nødt til at vælge mellem Djævelen og det dybe blå ocean," sagde han. Bod havde spekuleret på, hvad det betød, for han havde i sin tilværelse på kirkegården aldrig set hverken Djævelen eller det dybe blå ocean.
Jeg er nødt til at vælge mellem ligæderne og uhyret, tænkte han.
Og netop som han tænkte tanken, greb spidse rovdyrtænder fat i sækken og trak i den, indtil stoffet revnede langs de flænger, Bod havde lavet, og drengen tumlede ned på klippetrappen, hvor et stort gråt dyr, der lignede en hund, men var meget større, knurrede og savlede og stod over ham, et dyr med glødende øjne, hvide hugtænder og store poter. Det gispede og stirrede på Bod.
Foran ham var ligæderne standset. "Kors i hytten!" sagde Greven af Westminster. "Helvedeskøteren har den pokkers knægt!"
"Lad den få ham," sagde Kejseren af Kina. "Løb!"
"Yeah!" udbrød den treogtredivte præsident for De Forenede Stater.
Ligæderne løb videre op ad trappen. Nu var Bod sikker på, at trinene var blevet hugget ud af kæmper, for hvert enkelt trin var højere end ham selv. Ligæderne standsede kun deres flugt for at vende sig om og skære uforskammede grimasser ad uhyret og måske også ad Bod.
Uhyret blev, hvor det var.
Det æder mig, tænkte Bod bittert. Smart, Bod. Og han tænkte på sit hjem på kirkegården og kunne nu ikke længere huske, hvorfor han overhovedet var løbet hjemmefra. Monsterhund eller ej, han var nødt til at komme hjem. Der var folk, der ventede på ham.
Han masede sig forbi uhyret og sprang mere end en meter ned på det næste trin, snublede og landede på sin ene ankel, vred smertefuldt om på den og faldt tungt omkuld på klippen.
Han kunne høre uhyret komme springende ned til ham, og han forsøgte at mave sig væk, at komme på benene, men hans ankel var blevet ubrugelig og stiv og gjorde ondt, og mod sin vilje faldt han en gang til. Han faldt væk fra trinet, modsat klippevæggen, ud i det tomme rum, ned ad klippesiden, han faldt - en mareridtsagtig tumlen over afstande, som Bod ikke engang var i stand til at forestille sig ...
Og mens han faldt, var han sikker på, at han hørte en stemme komme fra det sted, hvor det grå bæst stod. Og det sagde med Miss Lupescus stemme: "Åh, Bod!"
Det føltes som hver eneste af de fald-drømme, han nogensinde havde drømt, et skræmmende, vildt styrt gennem rummet, på vej mod jorden nedenfor. Bod følte det, som om hans sind kun kunne rumme en enkelt stor tanke, og derfor sloges Den store hund er i virkeligheden Miss Lupescu og Jeg rammer klippegrunden og splatter ud om pladsen i hans hoved.
Et eller andet foldede sig omkring ham og faldt med samme fart som han selv, og så lød en højlydt flaksen af læderagtige vinger, og det hele begyndte at gå langsommere. Det virkede ikke længere, som om jorden kom op imod ham med samme fart.
Vingerne flaksede voldsommere. Nu hævede de sig lidt, og den eneste tanke i Bods hoved var nu: Jeg flyver! Og det gjorde han. Han drejede hovedet. Oven over ham var et mørkebrunt hoved, der var helt skaldet og med dybtliggende øjne, som lignede blankpolerede stykker sort glas.
Bod udstødte den skingre lyd, der betød "hjælp" på nattehøgsk, og nattehøgen smilede og udstødte en dyb tudende lyd som svar. Den virkede tilfreds.
De dykkede og satte farten ned og ramte ørkenjorden med et bump. Bod prøvede på at rejse sig, men hans ankel forrådte ham endnu en gang og sendte ham tumlende omkuld i sandet. Vinden var stærk, og det skarpe ørkensand føg voldsomt og sved mod Bods hud.
Nattehøgen bøjede sig ned over ham med de læderagtige vinger foldet på ryggen. Bod var vokset op på en kirkegård og vant til billeder af bevingede mennesker, men englene på gravstenene lignede overhovedet ikke den her.
Og nu kom et stort bæst springende hen imod dem over ørkenjorden i skyggen af Ghûlheim, et stort, gråt bæst, der lignede en kolossal hund.
Hunden talte med Miss Lupescus stemme.
"Det er tredje gang, nattehøgene har reddet dit liv, Bod," sagde den. "Første gang da du råbte om hjælp, og de hørte dig. De gav mig besked og fortalte, hvor du var. Anden gang omkring ilden i nat, mens du sov. De kredsede i mørket og hørte et par af ligæderne tale om, at du nedkaldte ulykke over dem, og at de skulle slå hjernen ind på dig med sten og lægge dig et sted, hvor de kunne finde dig igen, når du var rådnet ordentligt, så de kunne spise dig. Nattehøgene ordnede sagen i stilhed. Og så nu."
"Miss Lupescu?"
Det store hundelignende hoved sænkede sig ned over ham, og i et afsindigt, angstfyldt øjeblik troede han, at hun ville tage en bid af ham, men hun slikkede ømt hans kind med tungen. "Har du slået benet?"
"Ja. Jeg kan ikke stå på det."
"Lad os få dig op på min ryg," sagde det store, grå bæst, der var Miss Lupescu.
Så sagde hun noget på nattehøgenes skingre sprog, og nattehøgen kom hen og løftede Bod op, så han kunne lægge armene om Miss Lupescus hals.
"Hold fast i pelsen," sagde hun. "Hold godt fast. Og inden vi tager af sted, skal du sige ..." og så udstødte hun en høj, hvinende lyd.
"Hvad betyder det?"
"Tak. Eller farvel. Begge dele."
Bod hvinede, så godt han kunne, og nattehøgen kluklo muntert. Den udstødte en lignende lyd, spredte sine store læderagtige vinger og løb af sted i ørkenvinden, mens den flaksede voldsomt med vingerne, og så blev den grebet af vinden og løftet op som en drage, der letter.
"Nå," sagde uhyret, der var Miss Lupescu, "nu skal du holde godt fast." Og så satte hun i løb.
"Skal vi hen til muren med grave?"
"Til ligædernes port? Nej. Den er for ligædere. Jeg er en af Guds Hunde. Jeg går mine egne veje, ind i Helvede og ud af Helvede." Og så virkede det på Bod, som om hun begyndte at løbe endnu hurtigere.
Den store måne stod op, og derefter den mindre, mugfarvede måne, og de to blev fulgt af en rubinrød måne, og under månerne løb den grå ulv med jævne, fjedrende skridt gennem ørkenen af knogler. Hun standsede ved en ødelagt bygning af ler, der lignede en kolossal bikube, bygget ved siden af en lille kilde, der kom piblende ud af ørkenklippen, plaskede ned i en lille dam og forsvandt igen. Den grå ulv bøjede hovedet og drak, og Bod skovlede vand op i hænderne og drak i mange små slurke.
"Det her er grænsen," sagde den grå ulv, der var Miss Lupescu, og Bod kiggede op. De tre måner var væk. Nu kunne han se Mælkevejen, se den, som han aldrig før havde set den, et glitrende klæde hen over himmelbuen. Himlen var fuld af stjerner.
"Det er smukt," sagde Bod.
"Når vi har fået dig hjem, skal jeg lære dig navnene på stjernerne og stjernebillederne," sagde Miss Lupescu.
"Det vil jeg gerne," måtte Bod indrømme.
Bod klatrede igen op på hendes store, grå ryg, begravede ansigtet i pelsen og holdt godt fast, og det forekom ham, at der kun var gået et øjeblik, før han blev båret - kejtet, som en voksen kvinde bærer en seksårig dreng - gennem kirkegården hen til ægteparret Owens' grav.
"Han har slået sin ankel," sagde Miss Lupescu. "Stakkels lille sjæl," sagde madam Owens og tog drengen fra hende og vuggede ham i sine kompetente, om end ulegemlige arme. "Jeg vil ikke sige, at jeg ikke var nervøs, for det var jeg. Men nu er han tilbage, og det er det eneste, der betyder noget."
Og så havde han det fuldstændig behageligt, nede under jorden, et rart sted og med hovedet på sin egen pude, og et blidt, udmattet mørke greb ham.
Bods venstre ankel var hævet og blålilla. Doktor Trefusis (1870-1936, Må Han Vågne i Glans ogHerlighed) undersøgte den og erklærede, at den bare var forstuvet. Miss Lupescu vendte tilbage fra en udflugt til apoteket med en stram ankel-bandage, og Josiah Worthington, baronet, der var blevet begravet sammen med sin spadserestok af ibenholt, insisterede på at låne den til Bod, der morede sig kosteligt over at støtte sig til stokken og lade, som om han var hundrede år gammel.
Bod haltede op ad bakken, hentede et sammenfoldet stykke papir under en sten og læste:
Guds hunde
Det var skrevet med lilla blæk og var det første emne på en liste.
Dem, som mennesker kalder varulve eller lycantroper, kalder sig selv Guds hunde, fordi de påstår, at deres forvandling er en gave fra deres skaber, og de siger tak for denne gave ved ihærdigt at forfølge enhver misdæder lige til Helvedes porte.
Bod nikkede.
Ikke kun misdædere, tænkte han.
Han læste resten af listen, fast besluttet på at huske den, så godt han kunne, og så gik han ned til kapellet, hvor Miss Lupescu ventede på ham med en lille kødpostej, en stor pose fritter, hun havde købt i fish-og-chips-butikken for foden af bakken, og endnu en stabel lister skrevet med lilla blæk.
De delte fritterne, og Miss Lupescu smilede endda et par gange.
Silas kom hjem i slutningen af måneden. Han havde den sorte taske i venstre hånd, og hans højre arm var stiv. Men det var Silas, og Bod blev glad for at se ham og endnu gladere, da Silas forærede ham en gave, en lille model af Golden Gate Bridge i San Francisco.
Det var næsten midnat og stadig ikke helt mørkt. De tre sad sammen på bakketoppen med byens lys glitrende nedenfor.
"Jeg går ud fra, at alting er gået godt, mens jeg var væk," sagde Silas.
"Jeg har lært en masse," sagde Bod, der stadigvæk sad med sin bro. Han pegede op på nattehimlen. "Det der er Store Bjørn og hendes søn Lille Bjørn. Og det der er Dragen, der snor sig imellem dem."
"Udmærket," sagde Silas.
"Hvad med dig?" spurgte Bod. "Har du også lært noget, mens du var væk?"
"Åh ja, det har jeg," svarede Silas, men nægtede at uddybe det.
"Det har jeg også," sagde Miss Lupescu formelt. "Jeg har også lært noget."
"Godt," sagde Silas. En ugle tudede på grenene af et egetræ. "Mens jeg var væk, hørte jeg nemlig rygter om, at I begge to for et par uger siden rejste længere væk, end jeg ville have været i stand til at følge jer," sagde Silas. "Normalt ville jeg tilråde forsigtighed, men til forskel fra visse andre har ligæder-folket ikke nogen lang hukommelse."
"Det er okay," sagde Bod. "Miss Lupescu passede på mig. Jeg var ikke i fare på noget tidspunkt."
Miss Lupescu kiggede på Bod med skinnende øjne, og så kiggede hun på Silas.
"Der er så mange ting, det er godt at vide," sagde hun. "Måske kommer jeg tilbage igen til næste år, også i højsommeren, så jeg kan lære drengen noget mere."
Silas kiggede på Miss Lupescu og hævede øjenbrynet en anelse. Så kiggede han på Bod.
"Det ville være rart," sagde Bod.