Det var almindeligt kendt, at en heks lå begravet i udkanten af kirkegården. Så længe tilbage, Bod kunne huske, havde han af Mrs Owens fået besked på at holde sig fra det hjørne af verden.
"Hvorfor?" spurgte han.
"Det er ikke sundt for en levende sjæl," sagde Mrs. Owens. "Der er fugtigt nede i den ende. Det er nærmest en mose. Du bliver syg og dør."
Mr Owens var mere undvigende, men mindre fantasifuld. "Det er ikke noget godt sted," var det eneste, han sagde.
Den rigtige kirkegård endte under det gamle æbletræ for foden af bakken mod vest, med et hegn af rustbrune jerntremmer, hver forsynet med en lille rusten spydspids på toppen, men der lå et stykke ødemark bagved, et virvar af brændenælder og ukrudt, brombær og visne blade og kviste, og Bod, der i det store og hele var en artig dreng, masede sig ikke ud gennem gitteret, men han gik derned og kiggede ud. Han var godt klar over, at han ikke havde fået hele historien, og det irriterede ham.
Bod gik op ad bakken igen og ned til det lille kapel i nærheden af kirkegårdslågen, og der ventede han, indtil det blev mørkt. Da tusmørket skiftede fra gråt til lilla, hørtes en lyd oppe fra tårnet, ligesom en flagren af tungt fløjl, og Silas forlod sit hvilested i klokketårnet og kravlede på hovedet ned fra tårnet.
"Hvad er der i det fjerneste hjørne af kirkegården?" spurgte Bod. "Efter Harrison Westwood, bager i dette sogn, og hans koner Marion og Joan?"
"Hvorfor spørger du?" sagde hans værge og børstede med elfenbensfingre støvet af sit sorte jakkesæt.
Bod trak på skuldrene. "Ikke for noget."
"Det er uindviet jord," sagde Silas. "Ved du, hvad det betyder?"
"Ikke rigtig," svarede Bod.
Silas kom hen over stien uden at forstyrre så meget som et vissent blad og satte sig på bænken ved siden af Bod. "Der findes folk, der tror, at al jord er hellig," sagde han med sin silkebløde stemme. "At den er hellig, inden vi kommer til den, og hellig bagefter. Men her i dit land velsigner de kirkerne og den jord, de bruger til at begrave folk i, for at gøre den hellig. Men de lod et stykke uindviet jord ligge ved siden af den hellige jord, frijorden kaldes den. Der begravede man de kriminelle og selvmorderne og dem, der ikke havde troen."
"De folk, der ligger begravet i jorden på den anden side af hegnet, er altså dårlige mennesker?"
Silas hævede et fuldendt øjenbryn. "Hm? Nej, overhovedet ikke. Lad os nu se, det er et stykke tid siden, jeg har været dernede. Men jeg husker ikke nogen af dem som særligt slemme. Husk på, at man dengang kunne blive hængt for at stjæle en skilling. Og der findes altid mennesker, der synes, at deres liv er blevet så uudholdeligt, at de mener, at det bedste, de kan gøre, er at fremskynde overgangen til et andet eksistensniveau."
"De slår sig selv ihjel, mener du?" sagde Bod. Han var omkring otte år gammel, storøjet og spørgelysten, og han var ikke dum.
"Nemlig."
"Virker det? Er de gladere, når de er døde?"
"Nogle af dem. Som regel ikke. Det er ligesom med mennesker, der tror, de bliver gladere af at flytte et andet sted hen, men opdager, at det ikke forholder sig sådan. Hvor man end flytter hen, har man sig selv med. Hvis du forstår, hvad jeg mener."
"På en måde," sagde Bod.
Silas stak hånden ned og rodede op i drengens hår. "Hvad så med heksen?" spurgte Bod.
"Netop," sagde Silas. "Selvmordere, kriminelle og hekse. Dem, der døde uden at have skriftet." Han rejste sig, en midnatsmørk skygge i skumringen. "Al den snak, og jeg har ikke engang fået morgenmad endnu," sagde han. "Og du kommer for sent til dine timer." I skumringen på kirkegården fandt en tavs implosion sted, en flaksen af fløjlsmørke, og så var Silas forsvundet.
Månen var ved at stå op, da Bod nåede Mr Pennyworths mausoleum, hvor Thomas Pennyworth (her ligger hanem i vifhed om den meft ærefulde genopftandelfe) allerede ventede, og han var ikke i det allerbedste humør.
"Du kommer for sent," sagde han.
"Undskyld, Mr Pennyworth."
Pennyworth sukkede dybt. Den foregående uge havde Mr Pennyworth lært Bod om Elementer og Temperamenter, og Bod var blevet ved med at glemme, hvad der var hvad. Han forventede en prøve, men i stedet sagde Mr Pennyworth: "Det er vist på tide at bruge et par dage på praktiske øvelser. Tiden går trods alt."
"Gør den?" spurgte Bod.
"Ja, det er jeg bange for, unge mester Owens. Nå, hvordan går det med din Blegnen?"
Bod havde håbet, han ikke ville stille det spørgsmål. "Den er okay," svarede han. "Jeg mener. De ved jo nok."
"Nej, mester Owens, jeg ved ikke nok. Hvorfor demonstrerer du den ikke for mig?"
Bods hjerte sank i livet på ham. Han tog en dyb indånding, kneb øjnene sammen og forsøgte at Blegne bort.
Mr Pennyworth var ikke synderligt imponeret.
"Pøh. Det lignede ikke engang. Overhovedet ikke. Glide og Blegne, dreng, på samme måde som de døde. Glide gennem skygger. Blegne for bevidstheden. Prøv igen."
Bod prøvede igen.
"Du er lige så tydelig som næsen midt i dit ansigt," sagde Mr Pennyworth. "Og din næse er i sandhed tydelig. Ligesom resten af dit ansigt, unge mand. Ligesom du er. For alt hvad der er helligt: Tøm nu dit sind. Nu. Du er en øde gangsti. Du er en tom døråbning. Du er ingenting. Øjne ser dig ikke. Hjerner fastholder dig ikke. Hvor du er, er intet og ingen."
Bod prøvede igen. Han lukkede øjnene og forestillede sig, at han Blegnede ind i mausoleets plettede stenmur og blev en nattens skygge og ikke andet. Han nøs.
"Grufuldt," sagde Mr Pennyworth med et suk. "Aldeles grufuldt. Jeg tror, jeg må tale et alvorsord med din værge om det." Han rystede på hovedet. "Altså. Temperamenterne. Rems dem op."
"Øh. Sangvinsk. Kolerisk. Flegmatisk. Og den sidste. Øh, melankolsk, tror jeg nok."
Og sådan fortsatte det, indtil det var tid til Grammatik og Digtning med Miss Letitia Borrows, Gammeljomfru fra dette Sogn (Som Intet Ondt Gjorde Noget Menneske Alle SineLivsens Dage. Kan Du Sige Det samme, Læser?). Bod kunne godt lide Miss Borrows, der var hyggeligt i hendes lille krypt, og det var meget let at aflede hende fra emnet.
"De siger alle sammen, at der er en heks i den uvi- uindviede jord," sagde han.
"Ja, kæreste. Men der skal du ikke gå hen."
"Hvorfor ikke?"
Miss Borrows smilede de dødes smil, der var uden svig. "De er en anden slags folk end os," sagde hun.
"Men det er da kirkegården, ikke? Jeg må gerne gå derhen, hvis jeg vil, ikke?"
"Det ville ikke være tilrådeligt," sagde Miss Borrows. Bod var artig, men nysgerrig, og samme aften, da undervisningen var færdig, gik han derfor forbi bager Harrison Westwoods familiegravsted, en engel med brækkede arme, men ikke ned ad bakken til frijorden. I stedet gik han hen til det sted, hvor et selskab, der havde spist frokost i det grønne omkring tredive år tidligere, havde skåret et mærke i et stort æbletræ.
Bod havde trods alt lært noget. Nogle år før havde han spist en hel masse umodne æbler fra træet, sure og med hvide kerner, og havde bagefter fortrudt det i flere dage, hvor han havde haft mavekrampe og smerter, og Mrs Owens underviste ham i, hvad han skulle lade være med at spise. Nu ventede han altid, indtil æblerne var modne, før han spiste dem, og han spiste aldrig mere end to-tre stykker på en aften. Ugen før havde han spist det sidste æble, men han kunne godt lide at sidde i æbletræet og tænke.
Han klatrede op ad stammen til sit yndlingsted i en kløft mellem to grene og kiggede ned på frijorden under sig, et stykke jord fyldt med brændenælder, ukrudt og uklippet græs i månelyset. Han spekulerede på, om heksen var gammel og krumbøjet, eller om hun var tynd og spidsnæset og gik rundt med et kosteskaft.
Bods mave knurrede, og det gik op for ham, at han var sulten. Han ville ønske, at han ikke havde spist alle træets æbler. At han havde efterladt bare et enkelt ...
Han kiggede op og mente, at han så et eller andet. Han kiggede en gang til og endnu en gang for at være helt sikker: et æble, rødt og modent.
Bod var stolt af sine evner til at klatre i træer. Han svingede sig opad fra gren til gren og forestillede sig, at han var Silas, der let klatrede op ad en lodret murstensvæg. Det røde æble var næsten sort i månelyset og hang lige uden for rækkevidde. Bod bevægede sig langsomt ud på en gren, indtil han befandt sig lige under æblet. Så strakte han sig opad og rørte ved det fuldendte æble med fingerspidserne.
Det skulle han aldrig komme til at smage.
Der lød et knæk så højt som en jægers gevær, da grenen knækkede under ham.
Nede i ukrudtet kom han til sig selv igen den sommeraften, da han mærkede et jag af smerte, skarpt som is og af farve som langsom torden.
Jorden under ham virkede forholdsvis blød og mærkeligt varm. Han stak hånden ned og mærkede noget under sig, der mindede om varm pels. Han var landet på den bunke, hvor kirkegårdsgartneren smed det afklippede græs, og det havde taget af for hans fald. Alligevel havde han ondt i brystet, og hans ben gjorde ondt, som om han var landet på det og havde vredet om.
Bod jamrede sig.
"Nå da da, nå da da," sagde en stemme bag ham. "Hvor kom nu du fra? Falder ned som en tordensten. Hvordan er nu det at te sig?"
"Jeg var oppe i æbletræet," sagde Bod.
"Aha. Lad mig kigge på benet. Brækket som træets eget lem, mon ikke." Kølige fingre prikkede til hans venstre ben. "Ikke brækket. Forvredet, ja, forstuvet måske. Du er djævleheldig, knægt, at du lander i komposten. Det er ikke verdens ende."
"Det er jeg glad for," sagde Bod. "Men det gør ondt." Han drejede hovedet og kiggede opad og bagud. Hun var ældre end ham, men ikke voksen, og virkede hverken venlig eller uvenlig. Mest vagtsom. Hendes ansigt var intelligent og ikke den mindste smule smukt.
"Jeg hedder Bod," sagde han.
"Den levende dreng?" spurgte hun.
Bod nikkede.
"Det tænkte jeg nok," sagde hun. "Vi har hørt om dig, selv herovre, i frijorden. Hvad hedder du rigtigt?"
"Owens," sagde han. "Nobody Owens. Forkortet til Bod."
"Goddag til Dem, unge mester Bod."
Bod kiggede op og ned ad hende. Hun havde en enkel hvid særk på. Hendes hår var langt og kommunefarvet, og der var noget nisseagtigt over hendes ansigt - en skæv antydning af et smil, der tilsyneladende blev hængende, lige meget hvad resten af hendes ansigt foretog sig.
"Var du en selvmorder?" spurgte han. "Stjal du en skilling?"
"Jeg har aldrig stjålet noget," sagde hun, "ikke engang et lommetørklæde. I øvrigt ligger selvmorderne alle sammen derovre," sagde hun, "ovre på den anden side af hvidtjørnen, og galgenfuglene ligger begge to inde i brombærkrattet. Den ene var falskmøntner, den anden landevejsrøver, det siger han i hvert fald selv, men jeg tvivler nu på, at han var ret meget andet end en stratenrøver og en søvngænger."
"Aha," sagde Bod. Og da mistanken sneg sig ind på ham, sagde han forsøgsvis: "Det siges, at der ligger en heks begravet her."
Hun nikkede. "Druknet og brændt og begravet her uden så meget som en sten til at markere stedet."
"Blev du druknet og brændt?"
Hun satte sig ned ved siden af ham på bunken af afklippet græs og holdt om hans dunkende ben med kølige hænder. "De kommer til min lille hytte ved daggry, inden jeg er rigtig vågen, og trækker mig ud på fælleden. "Du er en heks!" råber de, fede og nyskrubbede og helt lyserøde i morgenlyset og ligner grisebasser, der er skrubbet rene til markedsdagen. Den ene efter den anden stiller sig op under himlen og fortæller om mælk, der er blevet sur, og heste, der er blevet halte, og til sidst rejser frøken Jemima sig, den fedeste, mest lyserøde og skrubbede af dem alle sammen, og fortæller, at Solomon Porritt er begyndt at behandle hende som luft og i stedet hænger omkring vaskehuset som en hveps om en honningkrukke, og det er kun og udelukkende mine trolddomskunster, der har gjort ham sådan, siger hun, og den stakkels unge mand må være blevet forhekset. Så anbringer de mig i buret og presser det ned under vandet i gadekæret og siger, at jeg hverken vil drukne eller mærke noget som helst, hvis jeg er en heks, men at jeg vil kunne mærke det, hvis jeg ikke er en heks. Og frøken Jemimas far giver dem hver en sølvmønt for at holde buret nede i det ækle grønne vand i lang tid for at se, om jeg druknede."
"Og gjorde du så det?"
"Åh ja. Jeg fik lungerne fulde af vand. Det var ude med mig."
"Åh," sagde Bod. "Så var du altså ikke en heks."
Pigen rettede sine perleagtige spøgelsesøjne mod ham og smilede et skævt smil. Hun lignede stadig en nisse, men nu lignede hun en køn nisse, og Bod regnede ikke med, at hun havde haft brug for heksekunster for at tiltrække Solomon Porritt, ikke med sådan et smil. "Sludder og vrøvl. Selvfølgelig var jeg en heks. Det fandt de ud af, da de løsnede mig fra stolen og lagde mig ned på fælleden, ni dele død og fuldstændig dækket af andemad og stinkende skidt fra dammen. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og forbandede alle som én, der var på landsbyfælleden den morgen, så ingen af dem nogensinde kunne finde hvile i en grav. Jeg blev overrasket over, hvor nemt den forbandelse kom til mig. Det var ligesom at danse, når ens fødder finder trinene i en ny takt, som ørerne aldrig har hørt, og hovedet ikke kender, og så danser man lige til daggry." Hun stod og snurrede rundt og sparkede ud, og hendes bare fødder glimtede i månelyset. "Sådan forbandede jeg dem, med mit sidste gurglende andedams-åndedræt. Og så drog jeg mit sidste suk. De brændte min krop på fælleden, indtil jeg var helt forkullet, og så smed de mig i et hul i frijorden uden så meget som en gravsten med mit navn," og først da tav hun og virkede et øjeblik vemodig.
"Er nogen af dem begravet her på kirkegården?" spurgte Bod.
"Ikke en eneste," sagde pigen med glimt i øjet. "Lørdagen efter, at de druknede mig og ristede mig over en sagte ild, blev et tæppe leveret til Mester Porringer, det kom hele vejen fra London, og det var et meget fint tæppe. Men det viste sig, at der var mere i det tæppe end holdbar uld og en god vævning, for det bragte pesten med sig i sit mønster, og om mandagen hostede fem af dem blod, og deres hud blev lige så sort, som min var, da de trak mig ud af ilden. En uge senere havde den taget det meste af landsbyen, og så smed de alle ligene i en pestgrav, de gravede uden for byen, og fyldte op."
"Døde alle i landsbyen?"
Hun trak på skuldrene. "Alle dem, der så mig blive druknet og brændt. Hvordan går det med benet?"
"Bedre," sagde han. "Tak."
Bod rejste sig langsomt og humpede ned fra græsbunken. Han lænede sig op ad gitterhegnet. "Var du hele tiden en heks?" spurgte han. "Også før du forbandede dem alle sammen, mener jeg?"
"Som om det krævede heksekunster for at få Solomon Porritt til at snuse rundt om min hytte," sagde hun med en snøften.
Men det var faktisk ikke noget svar på spørgsmålet, tænkte Bod uden at sige det højt, overhovedet ikke noget svar.
"Hvad hedder du?" spurgte han.
"Jeg har ikke nogen gravsten," sagde hun og surmulede. "Jeg kunne være hvem som helst, ikke?"
"Men du må da hedde noget?"
"Liza Hempstock, om jeg må bede," sagde hun spidst. Og så: "Det er vel ikke for meget at ønske sig, vel? Noget, der markerer min grav. Jeg ligger dernede, forstår du? Uden andet end brændenælder til at vise, hvor jeg hviler." Og et øjeblik så hun så ked ud af det, at Bod følte trang til at kramme hende. Og da han masede sig ud mellem tremmerne i hegnet, fik han den idé, at han ville skaffe en gravsten til Liza Hempstock med hendes navn på. Han ville få hende til at smile.
Da han begyndte at gå op ad bakken, vendte han sig om for at vinke farvel, men hun var allerede forsvundet.
Der var rester af andre folks knuste gravsten og statuer på kirkegården, men Bod vidste, at det ville være helt forkert at forære sådan en til den gråøjede heks på frijorden. Der skulle mere til. Han besluttede at lade være med at fortælle nogen om sine planer af den ikke helt ufornuftige grund, at de ville have sagt, at han skulle lade være.
I de næste par dage var hans hoved fyldt med planer, den ene mere kompliceret og forfløjen end den næste. Mr. Pennyworth fortvivlede.
"Jeg synes nærmest, du bliver dårligere til det," meddelte han og kløede sig i sit støvede overskæg. "Du Blegner ikke. Du er tydelig, dreng. Du er svær at overse. Hvis du kom hen imod mig sammen med en lilla løve, en grøn elefant og ridende på en højrød enhjørning, som var kongen af England i sine kongelige rober, var det vist dig og kun dig, folk ville stirre på, mens de affejede de andre som det mindst interessante."
Bod kiggede bare på ham uden at sige noget. Han spekulerede på, om der derude, hvor de levende samlede sig, var særlige butikker, der kun solgte gravsten, og i så fald hvordan han skulle bære sig ad med at finde en. Blegnen var det mindste af hans problemer.
Han udnyttede Miss Borrows' villighed til at lade sig aflede fra Grammatik og Digtning til alle mulige andre emner og udspurgte hende om penge - hvordan de helt nøjagtig blev brugt, hvordan man plejede at skaffe sig ting, man ville have. Bod havde nogle mønter, han havde fundet i årenes løb (han havde opdaget, at den bedste måde at finde penge på, var ved at besøge steder, hvor elskende par havde ligget på kirkegårdens græs og kælet og hygget sig og kysset og rullet rundt. Han fandt tit mønter på jorden de steder, de havde været), og han tænkte, at han måske omsider kunne få brug for dem.
"Hvor meget koster en gravsten?" spurgte han Miss Borrows.
"I min tid kostede de femten guineas," svarede hun. "Jeg ved ikke, hvad de står i i dag. Mere, kan jeg forestille mig. Meget, meget mere."
Bod havde to pund og treoghalvtreds pence. Det var ikke nok, det var han sikker på.
Der var gået fire år, næsten et halvt liv, siden Bod havde besøgt Den Blå Mands grav, men han kunne godt huske vejen. Han gik op på bakketoppen, indtil han befandt sig oven over hele byen, endda oven over toppen af æbletræet, endda oven over det ødelagte kapels spir, deroppe hvor familien Frobishers mausoleum stod som en rådden tand. Han smuttede ind, om bag ved kisten og ned og ned og endnu længere ned, ned ad de små stentrin, der var hugget ud inde i midten af bakken, indtil han nåede stenkammeret. Der var mørkt i graven, mørkt som i en tinmine, men Bod så, som de døde ser, og rummet afslørede sine hemmeligheder for ham.
Snigen lå snoet langs gravhøjens vægge. Det kunne han mærke. Den var, som han huskede den, en usynlig tingest, lutter røgagtige slyngtråde og had og begær. Men denne gang var han ikke bange for den.
Frygt os, hviskede Snigen. Vi vogter kostbarheder og det aldrig-tabte.
"Jeg er ikke bange for jer," sagde Bod. "Det kan I vel godt huske? Og jeg er nødt til at tage noget hernedefra."
Ingenting forlader dette sted, lød svaret fra den sammenrullede tingest i mørket. Kniven, brochen, bægeret. Snigen vogter dem i mørket. Vi venter.
"Undskyld, jeg spørger," sagde Bod, "men var det her jeres grav?"
Vores herre sætter os her på sletten for at vogte, begraver vores kranier under denne sten, efterlader os her, og vi ved, hvad vi har at gøre. Vi vogter skatten, indtil herren kommer tilbage.
"Jeg er nu ret sikker på, at han har glemt alt om jer," påpegede Bod. "Jeg er sikker på, at han selv har været død i lange tider."
Vi er snigen. Vi vogter.
Bod spekulerede på, hvor langt tilbage i tiden man mere nøjagtigt skulle, før den dybeste grav inde i bakken lå på en slette, og han var klar over, at det måtte være ekstremt længe siden. Han kunne føle, hvordan Snigen snoede sine bølger af frygt omkring ham som tentakler fra en kødædende plante. Han begyndte at føle sig kold, og langsom, som om han var blevet stukket i hjertet af en arktisk hugorm, og den begyndte at pumpe sin isnende gift ind i hans krop.
Han trådte et skridt frem, så han stod ved klippefremspringet, og stak hånden ned og lukkede den om den kolde broche.
Hvissssh! hviskede Snigen. Den vogter vi for vores herre.
"Han har ikke noget imod det," sagde Bod. Han trådte et skridt baglæns og gik hen imod stentrinene, men undgik de indtørrede rester af folk og dyr på gulvet.
Snigen vred sig vredt og snoede sig rundt i det lille kammer som spøgelsesrøg. Så sænkede den farten. Det kommer tilbage, sagde Snigen med sin filtrede trestemmighed. Det kommer altid tilbage.
Bod gik så hurtigt han kunne op ad trinene inde i bakken. På et tidpsunkt forestillede han sig, at der var noget efter ham, men da han sprang ud af gangen øverst oppe, ind i familien Frobishers mausoleum, og kunne indånde morgengryets kølige luft, var der ikke noget, der bevægede sig eller fulgte efter ham.
Bod sad i den friske luft på bakketoppen med brochen. Først troede han, at den var helt sort, men så stod solen op, og han opdagede, at stenen midt i det sorte metal hvirvlede rødt. Den var på størrelse med et æg fra en rødkælk, og Bod kiggede ind i stenen og spekulerede på, om der var noget, der bevægede sig i dens hjerte, hans øjne og sjæl var dybt i den højrøde verden. Hvis Bod havde været mindre, ville han have følt trang til at putte den i munden.
Stenen blev holdt på plads af en sort metalindfatning, der lignede kløer med noget andet kravlende rundt om. Dette andet var nærmest slangeagtigt, men det havde for mange hoveder. Bod spekulerede på, om det var sådan, Snigen så ud i dagslys.
Han traskede ned ad bakken og tog alle de genveje, han kendte, gennem virvaret af vedbend, der dækkede familien Bartlebys slægtsgrav (og indefra kom lyden af familien Bartleby, der vrissende forberedte sig på at gå i seng), og op på og hen over hegnet og ind på frijorden.
"Liza! Liza!" kaldte han og så sig omkring. "Godmorgen, unge klodsmajor," lød Lizas stemme. Bod kunne ikke få øje på hende, men der var en ekstra skygge under hvidtjørnen, og da han gik nærmere, samlede skyggen sig til noget perlemorsglinsende og gennemskinneligt i det tidlige morgenlys. Noget pigeagtigt. Noget gråøjet. "Jeg burde ligge i min sødeste søvn nu," sagde hun. "Hvad er det for en måde at tage på vej på?"
"Din gravsten," sagde han. "Jeg vil gerne vide, hvad du vil have, der skal stå på den."
"Mit navn," sagde hun. "Mit navn skal der stå med et stort E for Elizabeth, ligesom den gamle dronning, der døde, da jeg blev født, og et stort H for Hempstock. Jeg er ligeglad med resten, for jeg lærte aldrig rigtig bogstaverne."
"Hvad med datoerne?" spurgte Bod
"Wilhyam Erobreren ti seksogtres," sang hun som en hvisken af morgenbrisen i hvidtjørnen. "Et stort E, tak. Og et stort H."
"Havde du arbejde?" spurgte Bod. "Altså da du ikke var en heks, mener jeg."
"Jeg vaskede for folk," sagde den døde pige, og så strømmede morgensolen ind over vildnisset, og Bod var alene.
Klokken var ni om morgenen, og hele verden sov. Bod var fast besluttet på at holde sig vågen. Han havde trods alt en mission. Han var otte år gammel, og verden uden for kirkegården rummede ingen rædsler for ham.
Tøj. Han havde brug for tøj. Hans sædvanlige påklædning, et gråt liglagen, var helt forkert, det var han godt klar over. Det var udmærket på kirkegården, havde samme farve som sten og skygger. Men hvis han skulle vove sig ud i verden hinsides kirkegårdsmuren, var han nødt til at virke upåfaldende.
Der lå noget tøj i krypten under det ødelagte kapel, men Bod ville ikke gå ned i krypten, ikke engang i dagslys. Bod var parat til at stå skoleret over for Mester og Madam Owens, men havde ikke tænkt sig at forklare sig for Silas. Alene tanken om de mørke øjnes vrede eller, værre endnu, skuffelse fyldte ham med skam.
Der lå et gartnerskur i den fjerneste ende af kirkegården, en lille grøn bygning, der lugtede af motorolie, og hvor den gamle plæneklipper stod ubrugt og rustede op sammen med et udvalg af ældgamle haveredskaber. Skuret var blevet forladt, da den sidste gartner gik på pension, før Bod blev født, og opgaven med at holde kirkegården var blevet delt mellem kommunen (der en gang om måneden fra april til september sendte en mand ud for at slå græsset og luge stierne) og de lokale frivillige fra foreningen Kirkegårdens Venner.
En stor hængelås på døren beskyttede skurets indhold, men Bod havde for længst opdaget det løse bræt på bagsiden. Sommetider kravlede han ind i gartnerskuret og sad og tænkte, når han gerne ville være alene.
I al den tid, han var kommet i skuret, havde der hængt en brun arbejdsjakke bag på døren sammen med et par grønplettede arbejdsbukser, glemt og forladt mange år tidligere. Bukserne var alt for store til ham, men han smøgede dem op, indtil hans fødder dukkede frem forneden, og så lavede han et bælte af brun havesnor og bandt det om livet. Der stod et par støvler i et hjørne, og han forsøgte at tage dem på, men de var så store og så indsmurte i mudder og cement, at han knap nok kunne slæbe sig af sted i dem. Hver gang han tog et skridt, blev støvlerne stående på skurets gulv. Han stak jakken ud gennem hullet ved det løse bræt, masede sig selv ud og trak den på. Hvis han smøgede ærmerne op, ville det gå udmærket, tænkte han. Den havde store lommer, og han stak hænderne ned i dem og følte sig rigtig fin.
Bod gik ned til kirkegårdens store låge og kiggede ud gennem gitterværket. En bus skramlede forbi ude på gaden, der var biler derude, støj og butikker. Bag ham var kølig grøn skygge, tilgroet med træer og vedbend: hjemme.
Med hamrende hjerte gik Bod ud i verden.
Abanazer Bolger havde set mange sære typer i tidens løb, og du ville også selv have mødt nogle af dem, hvis du havde haft en butik som Abanazers. Butikken, der lå i de myldrende gader i den gamle bydel - lidt antivitetshandler, lidt genbrugsmarked, lidt pantelåner (ikke engang Abanazer selv var helt sikker på, hvilken del der var hvad) - tiltrak sære typer og underlige mennesker, og nogle af dem ville gerne købe, andre havde brug for at sælge. Abanazer Bolger handlede over disken, købte og solgte, men gjorde endnu bedre forretninger under disken og ude i baglokalet, hvor han accepterede genstande, der måske ikke var anskaffet på helt hæderlig vis, for derefter stilfærdigt at videresælge. Hans forretning var et isbjerg. Kun den støvede lille butik var synlig. Resten befandt sig under overfladen, og det var nøjagtig sådan, Abanazer Bolger gerne ville have det.
Abanazer Bolger havde stærke briller og et evigt udtryk af let væmmelse i ansigtet, som om han lige havde opdaget, at mælken i hans te var sur, og han kunne ikke få den sure smag ud af munden igen. Et nyttigt udtryk, når folk forsøgte at sælge ham noget. "Ærlig talt er den faktisk ingenting værd," sagde han med sit sure ansigtsudtryk. "Men jeg vil alligevel give så meget, jeg kan, når nu den har affektionsværdi." Man skulle være heldig, hvis man så meget som kom i nærheden af det beløb, man havde regnet med, når man solgte noget til Abanazer Bolger.
En forretning som Abanazer Bolgers tiltrak mærkelige mennesker, men drengen, der kom ind den morgen, var et af de mærkeligste, Abanazer kunne komme i tanke om fra et helt liv, hvor han havde narret værdifulde genstande fra mærkelige mennesker. Han så ud til at være omkring syv år gammel og iført sin bedstefars tøj. Han lugtede af haveskur. Hans hår var langt og tjavset, og han virkede meget alvorlig. Hans hænder var dybt begravet i lommerne på en støvet brun jakke, men selv om hænderne var ude af syne, kunne Abanazer se, at drengen knugede et eller andet ekstremt hårdt - og beskyttende - i højre hånd.
"Undskyld," sagde drengen.
"Jaha, sønnike," sagde Abanazer Bolger vagtsomt. Børn, tænkte han. Enten har destjålet et eller andet, eller også prøver de på at sælge deres legetøj. Hvad enten det var det ene eller det andet, plejede han at sige nej. Hvis man køber stjålne ejendele af et barn, er det næste, der sker, at en rasende voksen anklager én for at have givet lille Johnnie eller Matilda en hundredlap for deres vielsesring. De gav mere besvær, end det var værd, gjorde børn.
"Jeg har brug for noget til en af mine venner," sagde drengen. "Jeg tænkte, at du måske ville købe en ting, jeg har."
"Jeg køber ikke noget af børn," sagde Abanazer Bolger tonløst.
Bod trak hånden op af lommen og lagde brochen på den snavsede disk. Bolger kastede først et blik på den, så kiggede han nærmere efter. Han tog brillerne af, greb et okular på disken og satte det for øjet. Han tændte en lille lampe, der stod på disken, og undersøgte brochen gennem okularet. "Slangesten?" sagde han for sig selv, ikke til drengen. Så fjernede han okularet, tog briller på igen og rettede et surt og mistænksomt blik mod drengen.
"Hvor har du fået den fra?" spurgte Abanazer Bolger. "Vil du købe den?" sagde Bod.
"Du har stjålet den. Du har hugget den fra et museum eller sådan noget, ikke?"
"Nej," sagde Bod tonløst. "Vil du købe den, eller skal jeg gå et andet sted hen og finde én, der vil?"
Abanazer Bolgers humør skiftede. Pludselig var han lutter elskværdighed. Han smilede bredt. "Undskyld," sagde han. "Man ser bare ikke ret mange af den slags ting. Ikke i en butik som min. Ikke uden for et museum. Men jeg ville bestemt gerne eje den. Nu skal du høre, skulle vi to ikke sætte os ned over en kop te og nogle kiks - jeg har en pakke chokoladekiks i baglokalet - og finde ud af, hvor meget sådan en som den er værd?"
Bod var lettet over, at manden omsider viste venlighed.
"Jeg har brug for penge nok til at købe en sten," sagde han. "En gravsten til en af mine venner. Altså, egentlig er hun ikke min ven. Bare en, jeg kender. Jeg tror, hun hjalp med at gøre mit ben rask, forstår du."
Abanazer Bolger, der ikke tog særlig notits af drengens snak, førte ham om bag disken og åbnede døren ind til baglokalet, et lille rum uden vinduer, hvor hver eneste kvadratcentimeter var fyldt med høje stabler af vakkelvorne papkasser, der alle sammen var fyldt med skrammel. Et stort, gammelt pengeskab stod i hjørnet. Der var en kasse fuld af violiner, massevis af udstoppede døde dyr, stole uden sæder og bøger og reproduktioner.
Ved døren stod et lille bord, og Abanazer trak den eneste stol frem og satte sig ned, mens han lod Bod stå op. Abanazer rodede i en skuffe, hvor Bod fik øje på en halvtom flaske whisky, og trak en næsten tom rulle chokoladekiks frem og bød drengen en. Så tændte han lampen på bordet og kiggede igen på brochen, de røde og orange hvirvler inde i stenen. Han undersøgte det sorte metalbånd, der omgav den, og undertrykte en lille gysen, da han opdagede slangevæsenernes ansigtsudtryk. "Den er gammel," sagde han. "Den er - " uvurderlig, tænkte han - "måske ikke ret meget værd, men man ved aldrig." Bod så slukøret ud. Abanazer Bolger forsøgte at berolige ham. "Jeg er bare nødt til at vide, at den ikke er stjålet, før jeg kan give dig så meget som en penny. Har du taget den fra din mors kommode? Snuppet den på et museum? Du kan godt fortælle det til mig. Jeg sladrer ikke til nogen. Jeg er bare nødt til at vide det."
Bod rystede på hovedet. Han gumlede på sin kiks. "Hvor har du så fået den fra?"
Bod tav.
Abanazer Bolger ville ikke lægge brochen fra sig, men skubbede den alligevel hen over bordet til drengen. "Hvis du ikke vil fortælle mig det, må du hellere beholde den," sagde han. "Det er trods alt nødvendigt med tillid på begge sider. Det var fint at handle med dig. Jeg er ked af, at vi ikke kom længere."
Bod så bekymret ud og sagde så: "Jeg har fundet den i en gammel grav. Men jeg kan ikke fortælle hvor." Han tav, fordi nøgent begær og ophidselse havde erstattet venligheden i Abanazer Bolgers ansigt.
"Og er der mere af den slags?"
"Hvis du ikke vil købe den, finder jeg en anden," sagde Bod. "Tak for kiksen."
"Du har måske travlt?" sagde Bolger. "Mor og far venter på dig, går jeg ud fra."
Drengen rystede på hovedet og ønskede så, at han havde nikket.
"Der er ingen, der venter. Godt." Abanazer Bolger lukkede hænderne omkring brochen. "Nå, fortæl mig så nøjagtig, hvor du fandt den her. Kom nu."
"Jeg kan ikke huske det," svarede Bod.
"Den går ikke," sagde Abanazer Bolger. "Måske har du brug for lidt tid til at tænke over, hvor den kom fra. Og når du så har tænkt, skal vi to have os en lille sludder, så kan du fortælle mig det."
Han rejste sig, gik ud af rummet og lukkede døren efter sig. Han låste den med en stor nøgle.
Så åbnede han hånden og kiggede på brochen med et begærligt smil.
Der lød et ding fra klokken over døren til butikken, den, der fortalte ham, at der var kommet nogen ind, og han kiggede skyldbevidst op, men der var ingen. Døren stod dog lidt på klem, og Bolger skubbede den i og vendte for en sikkerheds skyld skiltet i vinduet om, så der stod Lukket. Han låste døren. Ingen pilfingre skulle dukke op i dag.
Efterårsdagen var skiftet fra solskin til gråvejr, og regnen trommede let på den nussede butiksrude.
Abanazer Bolger tog røret af telefonen på disken og tastede med fingre, der næsten ikke dirrede.
"Forretninger i sigte," sagde han. "Kom herover, så hurtigt du kan."
Da han hørte nøglen dreje rundt i døren, gik det op for Bod, at han var fanget. Han trak i døren, men den gav sig ikke. Han følte sig dum, fordi han var blevet narret derind, og idiotisk, fordi han ikke havde stolet på sin første indskydelse, nemlig at skynde sig så langt væk som muligt fra manden med det sure ansigt. Han havde brudt alle kirkegårdens regler, og alting var gået galt. Hvad ville Silas sige? Eller ægteparret Owens? Han mærkede, at han var ved at blive grebet af panik, men han undertrykte den og skubbede ængstelsen dybt ned i kroppen igen. Det skulle nok ende godt. Det vidste han. Men det var selvfølgelig nødvendigt at komme ud ...
Han undersøgte rummet, han var fanget i. Det var ikke meget mere end et lagerrum med et bord. Den eneste indgang var døren.
Han åbnede skrivebordskufferne, men fandt ikke andet end små dåser maling (brugt til at friske antikviteter op med) og en pensel. Han overvejede, om han kunne smide maling i mandens ansigt og blinde ham længe nok til at flygte. Han åbnede låget på en malerdåse og dyppede fingeren.
"Hvad laver du?" spurgte en stemme tæt ved hans øre. "Ikke noget," sagde Bod, satte låget på malerdåsen igen og lod den falde ned i en af jakkens kolossale lommer.
Liza Hempstock kiggede uimponeret på ham. "Hvorfor er du herinde?" spurgte hun. "Og hvem er det fede læs derude?"
"Det er hans butik. Jeg ville sælge ham noget."
"Hvorfor det?"
"Det rager ikke dig."
Hun snøftede. "Nå nå," sagde hun, "du burde se at komme hjem på kirkegården."
"Det kan jeg ikke. Han har låset mig inde."
"Selvfølgelig kan du da det. Du kan bare smutte gennem væggen -"
Han rystede på hovedet. "Det kan jeg ikke. Jeg kan kun gøre det derhjemme, fordi de gav mig Kirkegårdens Frihed, da jeg var lille." Han kiggede på hende i skæret fra lampen. Det var svært at se hende rigtigt, men Bod havde tilbragt hele sit liv med at snakke med døde mennesker. "Men hvad laver du selv her? Hvad laver du uden for kirkegården? Det er højlys dag. Og du er ikke ligesom Silas. Det er meningen, du skal blive på kirkegården."
"Der er regler for dem på kirkegården, men ikke for dem, der blev begravet i uindviet jord," sagde hun. "Der er ingen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal, eller hvor jeg skal være." Hun kiggede på døren. "Jeg kan ikke lide den mand," sagde hun. "Jeg smutter ud og ser, hvad han laver."
En flimren, så var Bod igen alene i baglokalet. Han hørte en rumlen som af fjern torden.
I det rodede halvmørke i Bolgers Antikvitetshandel kiggede Abanazer Bolger mistænksomt op, sikker på at nogen iagttog ham, men tænkte så, at det var en idiotisk tanke. "Drengen er lukket inde i baglokalet," sagde han til sig selv. "Og gadedøren er låst." Han polerede metalspændet, der omgav slangestenen, lige så blidt og forsigtigt, som en arkæolog i en udgravning fjernede det sorte og afslørede det glimtende sølv indenunder.
Han var begyndt at fortryde, at han havde ringet efter Tom Hustings, selv om Hustings var stor og god til at skræmme folk. Han følte også lidt fortrydelse over, at han var nødt til at sælge brochen, når han var færdig. Den var noget ganske særligt. Jo mere den glimtede under den lille lampe på hans disk, des mere ønskede han, at den var hans og kun hans.
Men der var jo mere, hvor det kom fra. Drengen ville fortælle ham det. Drengen ville føre ham til det.
Drengen ...
Han fik en idé. Han lagde modvilligt brochen fra sig, åbnede en skuffe bag disken og tog en kagedåse frem, der var fuld af kuverter, kort og sedler.
Han trak et kort frem, der kun var lidt større end et visitkort. Det havde en sort kant. Men der var ikke trykt et navn eller en adresse. Der stod kun et eneste ord i midten, håndskrevet med blæk, der var falmet til brunt: Jack.
Bag på kortet havde Abanazer Bolger med blyant skrevet instrukser til sig selv med sin lille bitte, præcise håndskrift. En huskeseddel, selv om det var usandsynligt, at han ville kunne glemme anvendelsen af kortet, hvordan han skulle bruge det til at tilkalde Manden Jack. Nej, ikke tilkalde. Invitere. Man tilkaldte ikke folk som ham.
Der lød en banken på gadedøren.
Bolger smed kortet ned på disken, gik hen til døren og kiggede ud i den våde eftermiddag.
"Skynd dig at åbne," råbte Tom Hustings. "Der er rædselsfuldt herude. Møgvejr. Jeg er helt gennemblødt."
Bolger låste op, og Tom Hustings masede sig ind med dryppende regnfrakke og hår. "Hvad er det, der er så vigtigt, at du ikke kan sige noget om det i telefonen."
"Vores formue," sagde Abanazer Bolger med sit sure ansigt. "Er hvad jeg vil tale om."
Hustings tog regnfrakken af og hængte den bag på butiksdøren. "Og hvad er det så for en formue? Er der faldet gode sager af en lastbil?"
"En skat," sagde Abanazer Bolger. "To skatte." Han førte sin ven hen til disken og viste ham brochen under den lille lampe.
"Den er gammel, ikke?"
"Fra hedensk tid," sagde Abanazer. "Endnu før. Fra druidernes tid. Før romerne kom. Det kaldes en slangesten. Jeg har set dem på museer. Jeg har aldrig set metalarbejde som det, eller en der så fin. Den må have tilhørt en konge. Knægten, der fandt den, sagde, at den kom fra en grav - forestil dig en trillebør fyldt med den slags sager."
"Det er måske værd at klare over disken," sagde Hustings tankefuldt. "Erklære det for danefæ. Så skal de betale os markedsprisen, og vi kunne få dem til at opkalde graven ofter os. Hustings-Bolger-graven."
"Bolger-Hustings," sagde Abanazer automatisk. "Jeg kender nogle få mennesker, folk med rigtig mange penge, der ville betale mere end markedsprisen for at stå med den på samme måde, som du gør nu -" fortsatte han, for Tom Hustings fingererede med brochen, blidt som en mand, der aer en kattekilling - "og de stiller ingen spørgsmål." Han rakte hånden frem, og Tom Hustings gav ham modstræbende brochen.
"Du sagde, at der var to skatte," sagde Hustings. "Hvad er den anden?"
Abanazer Bolger tog kortet med den sorte rand på disken og rakte det frem, så hans ven kunne se det. "Ved du, hvad det her er?"
Hans ven rystede på hovedet.
Abanazer lagde kortet på disken. "Nogen leder efter nogen."
"Og?"
"Som jeg har forstået det, er den anden nogen en dreng."
"Der er drenge overalt," sagde Tom Hustings. "De løber rundt over det hele. Roder sig ud i ting. Jeg kan ikke udstå dem. Men der er altså nogen, der leder efter en bestemt dreng?"
"Og knægten her ser ud til at have den rigtige alder. Hans tøj er - ja, det får du at se. Og han fandt den her. Det kunne godt være ham."
"Og hvis det er ham?"
Abanazer samlede kortet op igen, holdt det i kanten og viftede langsomt med det, som om han lod kanten løbe langs en imaginær flamme. "Her er et lys, der kan vise vej ...," begyndte han.
"... og her hugger øksen ho'det af dig," konkluderede Tom Hustings tankefuldt. "Men hør engang. Hvis vi ringer til Manden Jack, mister vi drengen. Og hvis vi mister drengen, mister vi skatten."
Og de to mænd snakkede frem og tilbage, vejede fordele og ulemper op mod hinanden ved at melde drengen til Manden Jack i forhold til at hente skatten, der i deres bevidsthed var vokset til en kæmpe underjordisk hule fyldt med kostbare genstande, og mens de diskuterede, trak Abanazer en flaske slåenlikør frem under disken og skænkede dem begge to en gavmild dram "som hjælp til de små grå".
Liza blev hurtigt træt af at høre på deres diskussion, der bevægede sig frem og tilbage og kørte i ring som en snurretop uden at komme nogen vegne, og vendte derfor tilbage til baglokalet, hvor hun fik øje på Bod, der stod midt i rummet med sammenknebne øjne, knyttede hænder og ansigtet fuldstændig forvredent, som om han havde tandpine, og nærmest højrødt af at holde vejret.
"Hvad laver du nu?" spurgte hun uimponeret.
Han åbnede øjnene og slappede af. "Prøver på at Blegne," sagde han.
Liza snøftede. "Prøv igen," sagde hun.
Det gjorde han, og denne gang holdt han vejret i endnu længere tid.
"Hold op," sagde hun. "Ellers eksploderer du."
Bod tog en dyb indånding og sukkede. "Det går ikke," sagde han. "Måske kan jeg slå ham med en sten og bare løbe." Der var ikke nogen sten, så han tog en brevvægt af farvet glas og vejede den i hånden, mens han spekulerede på, om han kunne kaste den hårdt nok til at standse Abanazer Bolger.
"Der er to derude nu," sagde Liza. "Og hvis den ene ikke får fat i dig, gør den anden. De siger, de vil have dig til at vise dem, hvor du har fået brochen fra, og så grave graven ud og tage skatten." Hun sagde ikke noget om den anden diskussion, de havde, eller om kortet med den sorte kant. Hun rystede på hovedet. "Hvorfor gjorde du i øvrigt noget så idiotisk? Du kender jo godt reglerne for at forlade kirkegården. Du har ligefrem selv opsøgt den her ballade."
Bod følte sig meget ubetydelig og meget tåbelig. "Jeg ville skaffe dig en gravsten," indrømmede han med lille stemme. "Og jeg regnede med, at den kostede flere penge. Derfor ville jeg sælge brochen, så jeg kunne købe en sten til dig."
Hun tav.
"Er du vred?"
Hun rystede på hovedet. "Det er den første venlige ting, nogen har gjort for mig i fem hundrede år," sagde hun med antydningen af et nissesmil. "Hvorfor skulle jeg blive vred?" Så spurgte hun: "Hvad er det, du gør, når du prøver på at Blegne?"
"Det, Mr Pennyworth har sagt, jeg skulle gøre. Jeg er en øde gangsti. Jeg er en tom døråbning. Jeg er ingenting. Øjne ser mig ikke, blikke glider gennem mig. Men det virker aldrig."
"Det er, fordi du er levende," sagde Liza med en snøften. "Nogle af de ting, der virker for os, de døde, som er nødt til at kæmpe for i bedste fald overhovedet at blive lagt mærke til, kommer aldrig til at virke for jer mennesker."
Hun slog armene om sig selv og rokkede frem og tilbage, som om hun diskuterede et eller andet. "Det er min skyld, at du har rodet dig ind i det her ..." sagde hun så. "Kom her, Nobody Owens."
Han trådte et skridt hen imod hende i det lille lokale, og hun lagde en kold hånd på hans pande. Den føltes som et vådt silketørklæde mod huden.
"Sådan," sagde hun. "Måske kan jeg gøre dig en tjeneste."
Så begyndte hun at mumle ord for sig selv, som Bod ikke kunne høre. Og så sagde hun højt og tydeligt:
Bliv hul, bliv støv, bliv drøm, bliv vind
Bliv nat, bliv sort, bliv ønsk', bliv sind
Slip nu, glid nu, bevæg os igennem
Over, under og uset imellem
Noget stort rørte ved ham, strøg ham fra isse til fod og fik ham til at gyse. Hårene rejste sig på hans hoved, og han fik gåsehud over det hele. Noget havde ændret sig. "Hvad var det, du gjorde?" spurgte han.
"Jeg har bare givet dig en hjælpende hånd," sagde hun. "Ganske vist er jeg død. Men jeg er en død heks, husker du nok. Og vi glemmer ikke."
"Men -"
"Shh," sagde hun. "De kommer tilbage."
Nøglen klikkede i døren til baglokalet. "Nå, kammerat," sagde en stemme, Bod ikke havde hørt før. "Jeg er sikker på, at vi nok skal blive gode venner alle sammen", og med de ord slog Tom Hustings døren op. Så stod han i døråbningen og så sig forvirret omkring. Han var en meget stor mand med ræverødt hår og en sprutrød næse. "Herinde, Abanazer? Jeg synes, du sagde, han var herinde?"
"Ja," sagde Bolger bag ham.
"Nå, men jeg kan altså ikke se så meget som et knurhår."
Bolgers ansigt dukkede frem bag ved den rødskallede mands, og han kiggede ind i rummet. "Han har gemt sig," sagde han og kiggede direkte på det sted, hvor Bod stod. "Det nytter ikke noget at gemme sig," meddelte han højt. "Jeg kan godt se dig. Kom frit frem."
De to mænd trådte ind i det lille rum, og Bod stod bomstille mellem dem og tænkte på Mr Pennyworths undervisning. Han reagerede ikke, han bevægede sig ikke. Han lod mændenes blik glide igennem sig, uden at de fik øje på ham.
"Du kommer meget snart til at ønske, at du kom frem, da jeg sagde det," sagde Bolger og lukkede døren. "Altså," sagde han til Tom Hustings. "Du spærrer døren, så han ikke kan komme forbi." Og så gik han en runde og kiggede om bag tingene og bøjede sig klodset ned for at lede under bordet. Han gik direkte forbi Bod og åbnede skabet. "Nu kan jeg se dig!" råbte han. "Kom frit frem!"
Liza fnisede.
"Hvad var det?" spurgte Tom Hustings og snurrede rundt.
"Jeg hørte ikke noget," sagde Abanazer Bolger.
Liza fnisede igen. Så spidsede hun munden, pustede og lavede en lyd, der begyndte som en fløjten og derefter lød som en fjern vind. Lamperne i det lille lokale blinkede og summede og gik så ud.
"Forbandede sikringer," sagde Abanazer Bolger. "Kom. Det er spild af tid det her."
Nøglen klikkede i låsen, og Liza og Bod var alene i rummet.
"Han er sluppet ud af rummet," sagde Abanazer Bolger. Nu kunne Bod høre ham gennem døren. "Der er ikke noget sted, han kan have gemt sig. Vi ville have fundet ham."
"Manden Jack vil ikke synes om det."
"Hvem skulle fortælle ham det?"
Pause.
"Hallo. Hvor er brochen blevet af, Tom Hustings?"
"Mm? Nå den? Her. Jeg passede på den."
"Passede på den? I din lomme? Sjovt sted at passe på den efter min mening. Det virker mere, som om du havde planer om at smutte med den - som om du havde planer om at beholde min broche."
"Din broche, Abanazer. Din broche. Vores broche, mener du vel?"
"Vores, selvfølgelig. Jeg husker ikke, at du var her, da jeg fik den af drengen."
"Den dreng, du ikke engang kunne holde tilbage her til Manden Jack, mener du? Kan du forestille dig, hvad han vil gøre, når han finder ud af, at du havde den dreng, han leder efter, og at du lod ham smutte?"
"Det er sikkert ikke den samme dreng. Der er masser af drenge her i verden, og hvor stor er chancen for, at det er ham, han leder efter? Jeg vil vædde på, at han smuttede ud gennem bagdøren, så snart jeg vendte ryggen til." Og så sagde Abanazer Bolger højt og overtalende. "Tænk ikke mere på Manden Jack, Tom Hustings. Jeg er sikker på, at det er en anden dreng. Det er mit gamle hoved, der spiller mig et puds. Og vi har næsten ikke mere slåenlikør - hvad med et godt glas whisky? Jeg har whisky i baglokalet. Bliv her et øjeblik."
Døren til baglokalet blev låst op, og Abanazer kom ind med en spadserestok og en lommelygte i hånden og virkede endnu mere sur end før.
"Hvis du stadig er herinde, skal du ikke så meget som tænke på at stikke af," mumlede han gnavent. "Jeg har pudset politiet på dig, det er, hvad jeg har gjort." En rumsteren i en af skufferne fremskaffede den halvfyldte flaske whisky og en anden flaske, lille og sort. Abanazer hældte nogle dråber fra den lille flaske over i den større, og så stak han den lille flaske i lommen. "Min broche, min alene," mumlede han efterfulgt af et bjæffende: "Kommer nu, Tom!"
Han så sig om i det mørke rum, kiggede forbi Bod og gik så ud af baglokalet med whiskyen i hånden. Han låste døren efter sig.
"Her," lød Abanazer Bolgers stemme gennem døren. "Ræk mig dit glas, Tom. Lidt whisky giver dig hår på brystet. Sig til."
Tavshed. "Sikke noget billigt sprøjt. Skal du ikke selv have noget?"
"Den slåenlikør har sat sig på indvoldene. Min mave skal lige slappe lidt af ..." Så: "Hallo - Tom! Hvor har du gjort af min broche?"
"Er det nu din broche? Halløj - hvad har du ... du har hældt noget i min whisky, din lille skiderik!"
"Og hvad så? Jeg kunne se på dit fjæs, hvad du havde planer om, Tom Hustings. Tyveknægt."
Og så lød der råb og rabalder og adskillige brag, som om tunge møbler blev væltet ...
... og så stilhed.
"Hurtigt. Lad os se at komme ud herfra," sagde Liza. "Men døren er jo låst." Bod kiggede på hende. "Er der noget, du kan gøre?"
"Mig? Jeg kan ingen kunster, der kan skaffe dig ud af et låst rum, min dreng."
Bod bøjede sig ned og kiggede gennem nøglehullet. Det var blokeret, nøglen sad i. Bod tænkte sig om, så smilede han et øjeblik, og smilet oplyste hans ansigt som et glimt fra en elektrisk pære. Han tog et krøllet stykke avispapir fra en kasse, glattede det ud, så godt han kunne, og skubbede det ud under døren, så kun et hjørne var tilbage på hans side af døren.
"Hvad er det nu, du leger?" spurgte Liza utålmodigt. "Jeg skal bruge noget, der minder om en blyant, bare tyndere ...," sagde han. "Her." Og så tog han en tynd pensel fra bordet og skubbede den ende, der ikke havde penselhår, ind i nøglehullet, rokkede den lidt og skubbede så lidt mere.
Der lød et dæmpet klonk, da nøglen blev skubbet ud og faldt ud af låsen og ned på avispapiret på den anden side af døren. Bod trak papiret ind under døren, nu med nøglen på.
Liza lo muntert. "Det var kvikt, unge mand," sagde hun. "Det er ren visdom."
Bod stak nøglen i nøglehullet, drejede og skubbede døren op ud til butikken.
Der lå to mænd på gulvet midt i den overfyldte antikvitetsforretning. Møbler var ganske rigtigt væltet, rummet var et virvar af ødelagte ure og stole, og midt i det hele lå den store Tom Hustings oven på Abanazer Bolgers mindre skikkelse. Ingen af dem rørte sig.
"Er de døde?" spurgte Bod.
"Desværre ikke," svarede Liza.
På gulvet ved siden af mændene lå en broche af glimtende sølv, en orangerød indfattet sten holdt på plads af kløer og slangehoveder, og slangehovedernes udtryk var triumferende, grisk og tilfreds.
Bod lod brochen falde ned i sin lomme, hvor den lå ved siden af den tunge brevvægt, malerpenslen og den lille bøtte maling.
"Tag også det her med," sagde Liza.
Bod kiggede på kortet med de sorte kanter og ordet JACK håndskrevet på den ene side. Det foruroligede ham. Der var noget velkendt ved det, noget, der vakte gamle minder, noget farligt. "Jeg vil ikke have det."
"Du må ikke efterlade det hos dem," sagde Liza. "De ville bruge det til at gøre dig fortræd med."
"Jeg vil ikke have det," sagde Bod. "Det er ondt. Brænd det."
"Nej!" Liza gispede. "Det må du ikke. Det skal du lade være med."
"Så giver jeg det til Silas," sagde Bod og stak det lille kort ned i en kuvert, så han ikke var nødt til at røre mere ved det end højst nødvendigt, og stak kuverten i inderlommen på sin gamle gartnerjakke, tæt ved hjertet.
Mere end tre hundrede kilometer væk vågnede Manden Jack af sin søvn og snusede ind. Han gik nedenunder.
"Hvad er der?" spurgte hans bedstemor, der stod og rørte i en stor jerngryde på komfuret. "Hvad er der nu med dig?"
"Det ved jeg ikke," svarede han. "Der foregår et eller andet. Noget ... interessant." Og så slikkede han sig om munden. "Det lugter godt," sagde han. "Vældig godt."
Lynene oplyste de brolagte gader.
Bod skyndte sig gennem den gamle bydel i regnen, hele tiden i retning af bakken op mod kirkegården. Den grå dag var blevet til tidlig aften, mens han havde været inde i baglokalet, og han blev ikke overrasket, da en velkendt skygge hvirvlede under gadelygterne. Bod satte farten ned, og en flagren af nattemørkt fløjl opløste sig til en mands skikkelse.
Silas stod foran ham med korslagte arme. Han gik utålmodigt frem.
"Nå?" sagde han.
Bod sagde: "Undskyld, Silas."
"Jeg er skuffet over dig, Bod," sagde Silas og rystede på hovedet. "Jeg har ledt efter dig, siden jeg vågnede. Du lugter langt væk af ballade, og du ved udmærket godt, at du ikke må gå herud, ud i de levendes verden."
"Jeg ved det godt. Undskyld." Drengen havde regn i ansigtet, den løb som tårer.
"Først og fremmest skal vi have dig tilbage i sikkerhed." Silas bøjede sig ned, løftede det levende barn op og svøbte det i sin kappe, og Bod mærkede jorden forsvinde under sine fødder.
"Silas," sagde han.
Silas svarede ikke.
"Jeg var lidt bange," sagde han. "Men jeg vidste, at du ville komme og hente mig, hvis det blev for slemt. Og Liza var der. Hun hjalp mig meget."
"Liza?" Silas stemme lød skarp.
"Heksen. Fra frijorden."
"Og du siger, at hun hjalp dig?"
"Ja. Hun hjalp mig især med min Blegnen. Jeg tror godt, jeg kan gøre det nu."
Silas gryntede. "Du kan fortælle om det, når vi er kommet hjem." Og Bod var tavs, indtil de landede ved siden af kapellet. De gik indenfor, ind i den tomme sal, mens regnen tog endnu mere til, og vandet sprøjtede op fra de vandpytter, der dækkede jorden.
Bod trak kuverten med det sortkantede kort frem. "Øh," sagde han. "Jeg tænkte, at du skulle have det her. Eller rettere sagt var det Liza, der tænkte det."
Silas kiggede på kuverten. Så åbnede han den og trak kortet ud, kiggede på det, vendte det om og læste Abanazer Bolgers blyantsnotater, den lille håndskrift, der nøjagtigt forklarede, hvordan kortet skulle bruges.
"Fortæl mig det hele," sagde han.
Bod fortalte ham alt, hvad han kunne huske fra dagen. Og til sidst rystede Silas langsomt og tankefuldt på hovedet.
"Har jeg problemer?" spurgte Bod.
"Du har virkelig problemer, Nobody Owens," sagde Silas. "Men jeg tror, jeg vil overlade det til dine forældre at tildele dig den tugt og straf, de finder nødvendig. I mellemtiden er jeg nødt til at gøre noget ved det her."
Det sortkantede kort forsvandt ind under fløjlskappen, og så forsvandt Silas, sådan som hans slags forsvinder.
Bod trak jakken op over hovedet og bevægede op ad de regnglatte stier til toppen af bakken, til Frobishers mausoleum. Han skubbede Ephraim Pettyfers kiste til side og gik ned, og dybere ned, og stadig dybere ned.
Han lagde brochen tilbage ved siden af bægeret og kniven.
"Her," sagde han. "Pudset og poleret. Den er pæn." Det kommer tilbage, sagde Snigen med tilfredshed i sin røgfarvede tentakel-stemme. Det kommer altid tilbage.
Det havde været en lang nat.
Bod gik søvnigt og lidt forsigtigt forbi den lille grav, der tilhørte kvinden med det vidunderlige navn Miss Liberty Roach (Hvad hun brugte, er tabt, hvad hun gav, forbliver altid hos hende, vær derfor godgørende, læser), forbi Harrison Westwood, bager i dette sogn, og hans to koner Marion og Joans sidste hvilested og videre til frijorden. Mr og Mrs Owens var døde, flere hundrede år før det blev besluttet, at det var forkert at slå børn, og Mr Owens havde den nat modstræbende gjort, hvad han anså for at være sin pligt, og Bods bagdel sved som bare det. Men Mrs Owens' bekymrede ansigtsudtryk havde gjort mere ondt på Bod end nogen endefuld.
Han nåede hen til jerngitteret omkring frijorden og gled ind mellem tremmerne.
"Hallo?" råbte han. Der kom ikke noget svar. Der var ikke engang en ekstra skygge i hvidtjørnen. "Jeg håber ikke, du også har fået problemer," sagde han.
Ingenting.
Han havde lagt bukserne tilbage i gartnerens skur - han havde det mere bekvemt i sit grå liglagen - men han havde beholdt jakken. Han kunne godt lide lommerne.
Da han var inde i skuret med bukserne, havde han taget en lille håndskovl, der hang på væggen, og med den gik han til angreb på brændenældestykket på frijorden og flænsede og raserede og sendte nælderne flyvende af sted, indtil der kun stod stikkende stubbe tilbage på jorden.
Op af lommen trak han sammen med malerdåsen og penslen den store brevvægt af glas, hvis indre bestod af en mangfoldighed af strålende farver.
Han dyppede penslen i malingen, og med brun maling malede han omhyggeligt på overfladen af brevvægten bogstaverne
E H
og under dem skrev han ...
vi glemmer dig ikke
Det var daggry, snart sengetid, og det ville være temmelig uklogt af ham at gå for sent i seng det næste stykke tid.
Han satte brevvægten på det stykke jord, hvor der havde været brændenælder, på det sted, han regnede med, at hendes hoved måtte ligge, og kiggede kun på sit værk et øjeblik, før han klemte sig ud gennem hegnet og gik tilbage op ad bakken, nu temmelig meget mindre forsigtigt.
"Ikke dårligt," sagde en næsvis stemme fra frijorden bag ham. "Slet ikke dårligt."
Men da han vendte sig om for at kigge, var der ingen.