Han stønner igen af smerte, da hun undersøger hans ansigt, og fingrene famler hen over næsen. Den er brækket. Helt skæv.
“Av,” hvisker han.
“Benjamin! Kan du høre mig?” Hun holder hænderne fast om hans kinder og fører forsigtigt sit ansigt ned til ham. “Benjamin?” Hun kan mærke skægstubbene på hans kind kradse, men hun kan end ikke ane ham i mørket.
“Agnes?” Hans stemme er kun en hæs hvisken. Hun begynder at græde.
“Agnes,” siger han igen, og hun fornemmer hans hånd famle i mørket, før den lægger sig om hende og holder hende fast. Åndedrættet hviner i hans strube.
“Hvor er vi?” hvisker hun.
“Aner det ikke.” Han slipper hende, lader armen falde slapt væk fra hende. “Han er vanvittig, Agnes. Han slår os ihjel.”
Hun bliver bare liggende, helt stille. Nyder at mærke ham, i live, levende, nær.
“Den er gal med ... mit ben,” hvisker han lidt efter. “Jeg tror, jeg bløder ret meget.”
“Hvor?”
Hans hånd finder hendes i mørket og fører den ned til et sted midt på højre lår. Han grynter af smerte, da hun rører ved såret gennem en flænge i cowboybukserne og mærker en stille strøm af blod mod fingerspidserne. Omkring såret er buksestoffet tungt og vådt.
“Hvad er der sket?” gisper hun og føler kælderens kulde krybe dybt ind i hende. “Åh Gud, hvad har han gjort ved dig?”