VINTEREN 1868

Da tvillingefyrtårnene var blevet bygget, var der skabt tryghed på Åludden, både for skibe og mennesker. Det troede de mænd, der havde bygget dem, i hvert fald. De troede, at livet ved kysten var trygt og sikkert i al fremtid. Kvinderne vidste, at det ikke altid forholdt sig sådan.

Døden var nærværende, den kom ind i hjemmene.

På loftet over den gamle kostald er der i hast blevet indskåret et kvindenavn: ELSKEDE CAROLINA 1868. Carolina har været død i over ethundredetyve år, men hun har visket til mig gennem væggene. Hun har hvisket om, hvordan det gik for sig på Åludden i det, som af og til kaldes de gode gamle dage.

– Mirja Rambe

Gården er så stor, så stor. Kerstin går fra værelse til værelse og leder efter Carolina, men der er så mange steder, man kan lede. For mange steder på Åludden. For mange værelser på gården.

Og snestormen er på vej, den mærkes som en tunghed i luften udenfor, og Kerstin ved, at tiden er knap.

Gården er solidt bygget, og stormen kan ikke rokke den, men spørgsmålet er, hvordan menneskene bliver ramt. Snestormene får alle til at samle sig som forvildede fugle rundt om kaminerne. De længes efter, at den snart skal drive over.

En svær sommer med dårlig høst er blevet fulgt af en hård vinter. Det er den første uge i februar, og det er så isnende koldt ved kysten, at ingen går ud frivilligt. Men fyrpasserne og jernarbejderne gik deres vagtrunder ude ved tårnene, og denne dag er alle friske og raske mænd, bortset fra fyrmester Karlsson, ude på odden for at gøre fyrtårnene klar til snestormen.

Kvinderne blev på gården, men ingen kan finde Carolina. Kerstin har kigget i alle værelser på begge etager, og hun har også været oppe mellem bjælkerne på loftet. Hun kan hverken tale med nogen af de andre tjenestepiger eller med fyrpassernes koner, for de kender jo ikke noget til Carolinas tilstand. De har måske deres mistanker, men de ved det ikke med sikkerhed.

Carolina er atten år, to år yngre end Kerstin. De er begge tjenestepiger hos fyrmester Sven Karlsson. Kerstin betragter sig selv som den eftertænksomme og forsigtige. Carolina er mere livlig og stoler mere på andre mennesker – på mange måder ligner hun Kerstins ældre søster Fina, som rejste til Amerika forrige år – og det er denne lighed, der giver hende bekymringer. Den sidste tid har Carolina fået voksende bekymringer, og den eneste, hun har fortalt om dem til, er Kerstin.

Hvis Carolina har forladt gården og er gået ud i skoven eller ned imod mosen, så kan Kerstin ikke finde hende. Carolina vidste godt, at der var en snestorm på vej – er hun alligevel så desperat?

Kerstin går ud af stuehuset. På den snedækkede gårdsplads fejer vinden ned fra himlen og hvirvler rundt mellem husene uden at kunne undslippe. Snestormen nærmer sig, dette er blot et forvarsel.

Hun hører et skrig, der hurtigt forstummer. Det var ikke vinden.

Det var en kvindes skrig.

Blæsten slider i Kerstins tørklæde og forklæde og får hende til at bøje sig forover. Hun presser døren til kostalden op og går ind.

Køerne brøler og flytter uroligt på sig, mens hun leder inde mellem dem. Ingenting. Så går hun op ad den stejle trappe til det store høloft. Her er luften iskold.

Noget bevæger sig ovre ved væggen, lige neden for den store dynge hø. Svage bevægelser i støvet og skyggerne.

Det er Carolina. Hun ligger på gulvet, der er dækket af hø. Hendes ben ligger ubevægelige under et beskidt tæppe. Vejrtrækningen bliver tynd og pibende, da Kerstin nærmer sig. Skammen brænder i hendes blik.

»Kerstin … jeg tror, det skete nu«, siger hun. »Jeg tror, det kom ud.«

Kerstin går rystende frem mod tæppet og lægger sig på knæ.

»Er der noget?« hvisker Carolina. »Eller er det bare blod?«

Tæppet, der ligger over Carolinas ben, er klæbrigt og vådt. Men Kerstin løfter en flig af det og nikker.

»Jo«, siger hun, »du fik det ud.«

»Lever det?«

»Nej … det er ikke fuldbårent.«

Kerstin læner sig ind over venindens blege ansigt.

»Hvordan har du det?«

Carolina flakker med øjnene.

»Det døde uden at være blevet døbt«, mumler hun. »Vi er nødt til at få … at få det i indviet jord, så det ikke går igen … Det bliver usaligt, hvis vi ikke begraver det.«

»Det går ikke«, siger Kerstin. »Snestormen er her … vi dør, hvis vi går ud på vejene.«

»Så må vi gemme det«, hvisker Carolina og kæmper for at få vejret. »Ellers kommer de til at tro, at jeg har begået barnemord … at jeg har forsøgt at fordrive det.«

»Du skal være ligeglad med, hvad de tror.« Kerstin lægger hånden på hendes varme pande og siger stille: »Jeg har fået brev fra min søster igen. Hun vil have, at jeg skal komme til Amerika, til Chicago.«

Det virker ikke, som om Carolina lytter længere, hun stønner bare svagt, men Kerstin fortsætter alligevel:

»Jeg skal rejse over Atlanten til New York og så videre derfra. Hun har endda sparet penge op til mig, så jeg kan få en billet til Göteborg.« Hun læner sig tættere på. »Og du kan komme med, Carolina. Vil du gerne det?«

Carolina svarer ikke. Hun forsøger ikke længere at trække vejret. Luften synker bare ud af hende, næsten lydløst.

Til sidst ligger hun helt stille i høet med vidt åbne øjne. Alt er stille. »Jeg kommer snart tilbage«, hvisker Kerstin med stemmen fuld af gråd.

Hun skraber det, som ligger i høet, sammen i tæppet og folder det derefter flere gange for at skjule pletterne af blod og fostervand. Så rejser hun sig og tager bylten i favnen.

Kerstin går ud på gårdspladsen, hvor vinden er taget betydeligt til, og hun er nødt til at kæmpe sig vej tilbage til stuehuset ved at trykke sig ind mod kostaldens stenvæg. Hun går direkte ind på sit lille pigeværelse, pakker sine egne og Carolinas få ejendele sammen, tager flere lag tøj på forud for den hårde vandring, som venter, når snestormen er løjet af.

Så fortsætter Kerstin uden at tøve over imod storstuen, hvor olielamper og kakkelovne spreder varme og lys i vintermørket. Fyrmesteren Sven Karlsson sidder i en stol ved spisebordet i midten af stuen, og hans mave udspiler den sorte uniform.

Som kongelig tjenestemand er Karlsson en af sognets privilegerede borgere. Han disponerer over næsten halvdelen af gårdens rum og har sin egen bænk i Rörby Kirke. Ved siden af ham troner hans hustru Anna i en armstol. Nogle piger holder sig i baggrunden og venter på, at snestormen skal løje af, og i et mørkt hjørne sidder Gammel-Sara, som kom fra fattiggården i Rörby, fordi fyrmesteren bød mindst, da der blev afholdt auktion over hvem, der skulle tage sig af hende.

»Hvor har hun været henne?« spørger fruen, da hun ser Kerstin komme ind.

Fyrmesterkonens stemme er altid høj og skarp, men nu er den for at overdøve vindens tuden mere hvas, end den plejer.

Kerstin nejer, stiller sig forsigtigt foran bordet og venter, indtil alle kigger på hende. Hun tænker på sin storesøster ovre i Amerika.

Så lægger hun bylten fra sig på bordet lige foran Sven Karlsson.

»Godaften, fyrmester«, siger Kerstin med høj stemme og folder tæppet ud. »Jeg har noget her … noget, som fyrmesteren ser ud til at have mistet.«