10

»Politiet er tilbage i Marnäs nu, og vi har styr på alle ballademagere. Jeg vil have, at alle på det nordlige Øland er klar over det.«

Tilda kunne høre, at kommissær Holmblad havde ordet i sin magt, og det virkede også, som om han godt kunne lide at være i centrum. Han kiggede ud over den halve snes tilhørere, der have samlet sig i den kolde vind på gaden foran Marnäs’ nye politistation – journalister, kollegaer og måske et par almindelige borgere – og fortsatte sin indvielsestale:

»Nærpolitiet er en ny slags politi, et mere personligt politi … man kan sammenligne nærpolitiets betjente med forne tiders konstabler, som kendte alle i det samfund, hvor de havde deres virke. Samfundet er naturligvis blevet mere kompliceret siden dengang, der er kommet flere netværk, men vores betjente i nærpolitiet på det nordlige Øland er velforberedte. De vil komme til at samarbejde med foreninger og erhvervsliv og være særligt opmærksomme på ungdomskriminalitet.«

Nærpolitichefen holdt en pause. »Er der nogen spørgsmål?«

»Hvad vil I gøre ved graffitien på torvet?« spurgte en ældre mand blandt tilhørerne. »Det ser jo forfærdeligt ud.«

»Politiet tager hånd om alle graffitimalere, der pågribes«, svarede Holmblad. »Vi har ret til at visitere dem og beslaglægge deres spraydåser, og vi har selvfølgelig ingen tolerance i den henseende. Men hærværk er i lige så høj grad et område for skolen og forældrene at tage sig af.«

»Og indbruddene, hvad med dem?« spurgte en anden mand. »Alle de indbrud i kirker og sommerhuse?«

»Det er nærpolitiets opgave at bekæmpe indbrud«, sagde Holmblad. »Vi prioriterer opklaringen, og det står højt på vores liste at anholde de ansvarlige.«

Tilda stod som en mannequindukke bag ved sin chef, stiv i ryggen og med blikket lige frem for sig. Hun var den eneste kvinde, der var til stede, og hun ville hellere være alle andre steder end lige i Marnäs i dag. Hun ville også ønske, at hun var en anden – i hvert fald ville hun ønske, at hun ikke var politibetjent. Uniformen var for tyk og varm. Den kvalte hende.

Og hun havde heller ikke lyst til at stå så tæt på sin kollega, Hans Majner.

Faren i familien ude på Åludden, Joakim Westin, havde skrevet et kritisk læserbrev til Ølands-Posten for tre dage siden. Læserbrevet havde omhandlet politiets forveksling af hans døde hustru og datteren, som stadig levede. Han havde ikke udpeget nogen bestemt person, men efter at læserbrevet havde været i avisen, syntes Tilda, at folk i Marnäs var begyndt at kigge efter hende på gaden på en ny og fordømmende måde. Og i går aftes havde Holmblad ringet til hende og sagt, at hun skulle køre med ham ud til Åludden – for at sige undskyld.

»… til sidst har jeg et par ting til vores nye nærpolitibetjente, Hans Majner og Tilda Davidsson. Nøglerne til stationen og så den her …« Kommissær Holmblad løftede en aflang brun pakke, der havde stået lænet op ad hans skrivebord. Han åbnede den og tog et oliemaleri frem. Det forestillede et sejlskib, en tremaster i hård storm ude på havet. »Det er en gave fra Borgholm … et slags symbol på, at vi alle sammen er i samme båd.«

Holmblad overdrog højtideligt maleriet og sit nøglebundt til Majner og Tilda. Majner låste døren til stationen op og bød alle de tilstedeværende indenfor med en fejende armbevægelse.

Tilda trådte til side og lod mændene gå ind først.

Politikontoret var blevet gjort rent, gulvet skinnede blankt. På væggene hang der kort over Øland og Østersøen. Holmblad havde bestilt en smørebrødsanretning bestående af rejer, og den stod nu på kaffebordet mellem Majners og Tildas to skriveborde.

På Tildas bord lå der allerede flere stakke papir. Hun tog en af mapperne fra bordet og gik over til sin kollega på stationen.

Majner stod og spiste smørebrød ved sit eget skrivebord. Han talte med to mandlige kollegaer fra Borgholm, og de grinte af noget, han lige havde sagt.

»Har du et øjeblik, Hans?«

»Selvfølgelig, Tilda.« Majner smilte til kollegaerne og vendte sig om mod hende. »Hvad drejer det sig om?«

»Jeg vil gerne tale med dig om din meddelelse.«

»Hvilken meddelelse?«

»Om den afdøde ude på Åludden.« Tilda trak sig lidt væk og fik Majner til at følge med. »Kan du genkende det her?«

Hun viste ham det stykke papir, som hun havde lagt i mappen dagen efter, at hun havde fået det af Majner. Det var hendes bevis.

Der var skrevet tre navne med blæk på papiret. Det første var LIVIA WESTIN. Det andet var KATRINE WESTIN. Det tredje var GABRIEL WESTIN.

Ved siden af Livias navn var der et kors: †

»Ja?« sagde Majner og nikkede. »Det er de navne, jeg fik fra alarmcentralen.«

»Netop«, sagde Tilda. »Og du skulle markere navnet på den druknede. Det var det, jeg bad dig om.«

Majner smilede ikke længere.

»Ja?«

»Du satte korset ud for Livia Westins navn«.

»Ja?«

»Men det var forkert. Det var jo moren, Katrine Westin, der var druknet.«

Majner spiddede nogle rejer på sin gaffel og stoppede dem i munden. Han virkede helt uinteresseret i samtalen nu.

»Okay«, sagde han og tyggede på rejerne. »En fejl. Selv politibetjente kommer til at lave den slags engang imellem.«

»Ja, men det var din fejl«, sagde Tilda. »Ikke min.«

Majner kiggede på hende.

»Så du stoler ikke på mig?« sagde han.

»Jo, men …«

»Fint«, sagde Majner. »Og tænk lige over, at …«

»Står I her og lærer hinanden at kende?« afbrød en stemme.

Kommissær Holmblad var kommet over til dem. Tilda nikkede. »Vi prøver«, sagde hun.

»Godt. Glem nu ikke, at vi skal på besøg bagefter, Tilda.«

Holmblad nikkede og smilede og gik videre over til Ølands-Postens journalist og fotograf.

Majner klappede Tilda let på skulderen.

»Det er vigtigt, at man stoler på en kollega, Davidsson«, sagde han. »Er du ikke enig i det?«

Hun nikkede.

»Godt«, sagde Majner. »Rigtigt eller forkert … en politibetjent skal være sikker på, at han eller hun altid bliver bakket op. Hvis der sker noget.«

Så vendte han hende ryggen og gik tilbage til sine kollegaer.

Tilda blev stående og ønskede stadig, at hun var et andet sted.

»Nå, Davidsson«, sagde Göte Holmblad en halv time senere, da det meste af smørebrødet var blevet spist, og resterne var sat i køleskabet. »Så er vi nok nødt til at køre ned til vores lille møde. Vi kan tage min bil.«

Politichefen og Tilda var på dette tidspunkt alene på den nyåbnede politistation. Hans Majner havde været blandt de første, der gik.

På det tidspunkt havde Tilda besluttet sig for ikke engang at prøve på at bryde sig om ham.

Hun tog kasketten på, låste døren til stationen og fulgte med Holmblad ud til bilen.

»Vi er ikke forpligtede til at foretage et besøg som det her«, forklarede Holmblad, da de sad i bilen. »Men Westin har ringet til Kalmar et par gange for at tale med mig eller en anden i politiets ledelse, og jeg syntes, at det var godt at tage en personlig snak med ham.« Han startede bilen, drejede ud fra fortovet og fortsatte: »Det er vigtigt at undgå anmeldelser og undersøgelser. Et besøg som det her er ikke nogen officiel foranstaltning, men de plejer at kaste lys over de fleste misforståelser.«

»Jeg kontaktede Westin nogle dage efter dødsfaldet«, sagde Tilda, »men han var ikke særlig interesseret i at tale på det tidspunkt.«

»Jeg kan prøve at snakke med ham den her gang«, sagde Holmblad. »Det er måske bedre. Det handler jo ikke om at sige undskyld, men om at …«

»Jeg har ikke noget at undskylde«, sagde Tilda. »Det var ikke mig, der gav forkerte oplysninger om den afdøde.«

»Var det ikke?«

»Det var en kollega, der gav mig et stykke papir, hvorpå det forkerte navn var markeret. Jeg læste bare, hvad der stod.«

»Nå? Men meddelelse om dødsfald må som bekendt ikke gives over telefonen. Vi bliver nok nødt til alle sammen at tage ansvaret på os, fordi vi ikke opretholdt almindelig praksis denne gang.«

»Det sagde min kollega også«, sagde Tilda.

De kørte ud af Marnäs og fortsatte ad kystvejen sydpå mod Åludden. Vejen var helt øde i dag.

»Jeg har længe overvejet at købe hus på øen«, sagde Holmblad og kiggede ud over strandengene ved havet. »Herovre på østkysten.«

»Okay?«

»Der er fantastisk smukt her.«

»Ja«, sagde Tilda. »Min familie stammer herfra, eller rettere fra landsbyerne rundt omkring Marnäs. Min fars familie.«

»Nå. Var det derfor, du kom tilbage?«

»En af grundene«, sagde Tilda. »Jobbet lokkede også.«

»Jobbet, ja«, sagde Holmblad. »I dag begynder det for alvor.«

Nogle minutter senere dukkede det gule skilt, der viste af til Åludden, op, og Holmblad drejede ind på den snoede grusvej.

Man kunne se fyrtårnene og de røde bygninger nu. Denne gang så Tilda for første gang den store fyrmestergård i dagslys, selvom et gråt skydække skjulte solen.

Holmblad drejede ind på gårdspladsen foran stuehuset og standsede bilen.

»Husk«, sagde han, »du behøver ikke sige noget, hvis ikke du vil.«

Tilda nikkede. Den nederste i rangordnen – ti stille. Det var præcis ligesom, da hun var lille og sad ved aftensmaden sammen med sine to storebrødre.

I dagslys virkede gården på Åludden mere imødekommende, syntes Tilda, men huset var stadig alt for stort til, at hun selv ville bryde sig om at bo der.

Holmblad bankede på ruden i køkkendøren. Der gik lidt tid, så blev døren åbnet.

»Goddag«, sagde Holmblad. »Så er vi her.«

Joakim Westins ansigt var blevet om muligt endnu mere gråt, syntes Tilda. Hun vidste, at han var fireogtredive år, men han lignede en på halvtreds nu. Blikket var mørkt og træt. Han nikkede bare til Holmblad, og Tilda hilste han slet ikke på. Han kiggede ikke engang på hende.

»Kom indenfor.«

Westin forsvandt ind i mørket, og de fulgte efter ham. Alt var pænt og rent i huset, ingen nullermænd, men da Tilda så sig omkring, syntes hun, det så ud, som om en grå hinde havde lagt sig over alting.

»Kaffe?« spurgte Westin.

»Ja tak«, sagde Holmblad.

Westin gik over til kaffemaskinen.

»Er du alene her nu … dig og børnene?« spurgte Holmblad. »Ingen familie?«

»Min mor har været på besøg«, sagde Westin, »men hun er kørt hjem til Stockholm.«

Der blev stille. Holmblad rettede på uniformen.

»Vi vil gerne indlede med at beklage … og sige, at det her hører til den slags, som bare ikke må ske«, sagde han. »Almindelig praksis i forbindelse med meddelelse om dødsfald gik lidt galt den her gang.«

»Det må man sige«, sagde Westin.

»Ja, vi beklager meget. Men …«

»Jeg troede, at det var min datter«, sagde Westin.

»Undskyld?«

»Jeg troede, at min datter var druknet. Det troede jeg i flere timer, hele vejen fra Stockholm til Øland. Og den eneste trøst … det var ikke nogen stor trøst, men den eneste trøst var, at min kone Katrine ville være der, når jeg nåede frem, og at hun ville have det dårligere end mig. Så ville jeg i hvert fald kunne prøve på at trøste hende resten af livet.« Westin holdt en pause og fortsatte næsten hviskende: »Vi ville i det mindste have haft hinanden.«

Han holdt inde og stirrede ud ad vinduet.

»Ja, som sagt beklager vi«, sagde Holmblad. »Men nu er det sket … og så må vi sørge for, at det ikke sker igen. Med en anden pårørende, mener jeg.«

Det virkede dårligt nok, som om Westin lyttede. Han studerede sine hænder, da Holmblad tav, og så spurgte han stille:

»Hvordan går det med efterforskningen?«

»Efterforskningen?«

»Politiefterforskningen. Af min kones død.«

»Der er ingen efterforskning«, sagde politichefen hurtigt. »Efterforskninger eller forundersøgelser foretages kun, hvis der er mistanke om en forbrydelse, og der er ingen mistanke i det her tilfælde.«

Westin så op fra bordet.

»Så det, der skete, var ikke usædvanligt?«

»Det var ikke helt almindeligt«, sagde Holmblad, »men …«

Westin tog en dyb indånding og fortsatte:

»Min kone sagde farvel til mig uden for huset om morgenen. Så gik hun ind og skrabede maling af vinduerne. Derefter lavede hun frokost til sig selv, og så gik hun ned til stranden. Hun gik længst ud på høfden og hoppede i vandet. Virker det normalt?«

»Der er ingen, der siger, at der er tale om selvmord«, sagde Holmblad. »Men der er ingen mistanke om, at der ligger en forbrydelse til grund. Hvis hun for eksempel havde taget par glas vin til sin frokost og derefter gik ud på de glatte sten …«

»Kan I se nogen flasker her?« afbrød Westin.

Tilda så sig omkring. Der var faktisk ingen vinflasker i køkkenet.

»Katrine var total afholdskvinde«, fortsatte Westin. »Hun drak ikke alkohol. Det kunne I have tjekket ved at tage en blodprøve.«

»Ja, men …«

»Jeg drikker heller ikke. Vi har slet ikke alkohol her på gården.«

»Må man spørge om hvorfor?« spurgte Holmblad. »Er I religiøse?«

Joakim så på ham, som om spørgsmålene var uforskammede. Det var de måske også, tænkte Tilda.

»Vi har set, hvad alkohol og narko kan føre til«, sagde han til sidst. »Vi vil ikke have den slags i vores hus.«

»Okay«, sagde Holmblad.

Der blev stille i det store køkken. Tilda kiggede ud ad vinduet mod de to fyrtårne ude i havet. Hun tænkte på Gerlof og på hans evindelige nysgerrighed.

»Var din kone uvenner med nogen?« spurgte hun pludselig.

Ud ad øjenkrogen så Tilda, at Holmblad kiggede på hende, som om hun havde materialiseret sig ud af den tomme luft ved køkkenbordet.

Joakim Westin virkede også overrasket over spørgsmålet. Ikke vred, bare overrasket.

»Nej«, sagde han. »Ingen af os er uvenner med nogen.«

Men Tilda syntes, at han trak på det. Som om han ikke sagde det hele.

»Så hun var ikke blevet truet af nogen her på øen?«

Westin rystede på hovedet.

»Ikke hvad jeg ved af … Katrine har boet alene herovre på gården sammen med børnene de sidste måneder. Jeg er kun kommet herned fra Stockholm i weekenderne. Men hun har ikke talt om noget i den retning.«

»Så hun virkede, som hun plejede inden dødsfaldet?«

»Mere eller mindre«, sagde Joakim Westin og kiggede ned i sin kaffekop. »Lidt træt og mismodig, måske … Katrine syntes, det var hårdt at være alene herovre, når jeg arbejdede i Stockholm.«

Der blev stille igen.

»Må jeg låne toilettet?« spurgte Tilda.

Westin nikkede.

»Du skal ud gennem forstuen og så til højre ned ad gangen.«

Tilda forlod køkkenet. Hun kunne godt finde vej. Hun havde jo været her på gården før.

Lugten af maling var næsten væk i forstuen og i gangene nu, og huset virkede lidt mere beboet.

I gangen, som førte forbi soveværelserne, hang et nyt billede. Det var et oliemaleri, der forestillede et gråt og hvidt landskab – det lignede det nordlige Øland om vinteren. En snestorm fejede ind over øen og udviskede alle omrids. Tilda kunne ikke huske, at hun nogensinde før havde set øen afbilledet på så mørk og skummel en måde, og hun blev stående foran billedet lidt, før hun fortsatte ud på badeværelset.

Det var lille, men varmt og beklædt med kakler. På gulvet lå et tykt blåt tæppe, og der var også et gammeldags badekar med fire løvefødder af støbejern. Da hun var færdig på toilettet, gik hun tilbage ad gangen og forbi børneværelserne, hvor dørene var lukkede. Hun standsede ved det soveværelse, hvor døren stod halvåben.

Et hurtigt kig?

Tilda stak hovedet ind og fik et glimt af et mindre værelse med en stor dobbeltseng. Der stod en lille kommode ved siden af sengen og på den stod et indrammet foto af Katrine Westin, som vinkede fra et vindue.

Så opdagede Tilda tøjet.

En halv snes bøjler med dametøj hang som malerier på soveværelsets vægge. Trøjer, bukser, chemiser, bluser.

Dobbeltsengen var redt, og der lå en hvid natkjole lagt pænt sammen på den ene hovedpude – som om den var lagt frem i forventning om, at kvinden, som ejede den, ville komme og tage den på, når mørket faldt på.

Tilda kiggede længe på den mærkelige tøjsamling, og så gik hun baglæns ud ad soveværelset.

På vej ud til køkkenet hørte hun nærpolitichefens stemme:

»Nå, men så må vi hellere vende tilbage til vores pligter.«

Göte Holmblad havde drukket sin kaffe og rejst sig fra bordet.

Stemningen i rummet virkede mere afslappet nu. Joakim Westin rejste sig også og kiggede hurtigt på både Tilda og Holmblad.

»Godt«, sagde han. »Tak, fordi I kom.«

»Det var så lidt«, sagde Holmblad og tilføjede: »Det er naturligvis muligt for dig at gå videre med den her sag. Det synes jeg, du skal vide, men vi vil hos politiet sætte pris på, hvis …«

Westin rystede kort på hovedet.

»Jeg går ikke videre med det … det må være nok nu.«

Han fulgte med dem ud i forstuen. Ude på fortrappen gav han hånd til begge betjente.

»Tak for kaffe«, sagde Tilda.

Skumringen havde lagt sig, og der hang en duft af brændte blade i luften. Nede ved stranden blinkede fyrtårnet.

»Vor trofaste ven«, sagde Westin og nikkede mod lyset.

»Er I forpligtede til på nogen måde at tage jer af fyrtårnene?« spurgte Holmblad.

»Nej, de er automatiserede.«

»Jeg er lige blevet fortalt, at stenene til soklerne derude blev taget fra et forladt kapel«, sagde Tilda og pegede mod skoven nordpå. »Det lå nede ved odden.«

Det føltes, som om hun gjorde væsen af sig og forsøgte at lyde som en turistguide, men faktisk lyttede Westin.

»Hvem har fortalt dig det?«

»Gerlof«, sagde Tilda og forklarede: »Det er min farfars bror i Marnäs, han ved en del om Åludden. Hvis du gerne vil vide noget mere, så kan jeg godt spørge ham …«

»Det vil jeg gerne«, sagde Westin. »Hils ham og sig, at han også er velkommen til at komme og få kaffe engang.«

Da de havde sat sig ind i bilen, kastede Tilda et blik på det store stuehus. Hun tænkte på alle de stille rum derinde. Så tænkte hun på tøjet, der havde hængt på væggene inde i soveværelset.

»Han har det ikke godt«, sagde hun.

»Nej, det er klart«, sagde Holmblad. »Han er jo i sorg.«

»Man kan godt være lidt bekymret for, hvordan børnene har det.«

»Små børn glemmer hurtigt«, sagde Holmblad.

Han drejede ud på kystvejen mod Marnäs og kiggede på Tilda.

»Det var nogle … uventede spørgsmål, du stillede i køkkenet, Davidsson. Var der nogen særlig bagtanke med dem?«

»Nej … det var mest for at få kontakt med ham.«

»Ja, og måske virkede det.«

»Vi kunne nok godt have spurgt ham endnu mere.«

»Nå?«

»Jeg tror, der var noget, han gerne ville fortælle.«

»Om hvad?«

»Det ved jeg ikke«, sagde Tilda. »Måske … nogle familiehemmeligheder.«

»Alle har hemmeligheder«, sagde Holmblad. »Selvmord eller en ulykke? Det er så spørgsmålet … men det er ikke vores opgave at efterforske det.«

»Man kan jo godt forfølge nogle spor«, sagde Tilda, »helt uden at have en decideret mistanke.«

»Spor efter hvad?«

»Ja … om der har været andre på gården for eksempel.«

»De eneste spor, vi fandt, tilhørte jo den forulykkede«, sagde Holmblad. »Desuden var Westin den sidste, der så sin kone. Det sagde han jo. Hvis man skal lede efter en morder, skal man i så fald først fatte mistanke til ham.«

»Hvis jeg nu har tid til at …«

»Du får ikke tid til noget, Davidsson«, fortsatte Holmblad. »Betjente ved nærpolitiet er altid i tidnød. Du skal besøge skoler, pågribe fulderikker, sætte en stopper for graffitimalere, patruljere i gaderne i Marnäs og overvåge trafikken på landevejene. Og oveni det skal du sende rapporter til Borgholm.«

Tilda tænkte lidt.

»Med andre ord«, sagde hun, »… hvis jeg får tid tilovers efter alt det der, så må jeg godt banke på dørene på gårdene omkring Åludden og spørge efter vidner til Katrine Westins død. Ville det være i orden?«

Holmblad kiggede ud ad forruden uden at smile.

»Jeg fornemmer, at det er en kommende kriminalkommissær, der sidder ved siden af mig«, sagde han.

»Tak«, sagde Tilda. »men jeg har ikke tænkt mig at gøre karriere.«

»Sådan plejer folk at sige.« Holmblad sukkede, som om han spekulerede lidt over sine egne karrierevalg. »Gør hvad du selv synes«, sagde han så. »Du styrer som sagt selv din tid, Davidsson, men hvis du falder over noget, så skal du overdrage oplysningerne til eksperterne. Det er vigtigt, at du rapporterer alt til Borgholm.«

»Jeg elsker papirarbejde«, sagde Tilda.