VINTEREN 1916

De døde prøver på at nå os, Katrine. De vil tale med os, de vil have, at vi lytter til dem.

Hvad er det, de vil fortælle os? Måske at vi ikke skal tage døden på forskud.

På loftet over stalden er der i væggen skåret et årstal fra første verdenskrig: 7. december 1916. Efter det er der ridset et kors og begyndelsen på et navn: † GEOR –

– Mirja Rambe

Fyrmesterfruen Alma Ljunggren sidder ved vævestolen i kammeret på bagsiden af hovedbygningen. Bag hende tikker et vægur. Alma kan ikke se havet herfra, og det passer hende godt. Hun vil ikke se, hvad hendes mand Georg og de andre fyrpassere laver nede ved stranden.

Der høres ingen stemmer på gården, alle de andre kvinder er nede ved stranden. Alma ved godt, at hun også burde være dernede og støtte sin mand, men hun tør ikke. Hun orker ikke at støtte nogen, hun tør dårligt nok trække vejret.

Væguret bliver ved med at tikke.

Denne vintermorgen er et stort havdyr drevet i land på Åludden.

Det er den store krigs tredje år. Udyret blev opdaget efter nattens hårde snestorm; et sort monster med strittende stålpigge over hele den runde krop.

Sverige er neutral i den store krig, men det bliver alligevel ramt.

Udyret nede på stranden er en mine. Sandsynligvis russisk, og den er sikkert lagt ud sidste år for at bremse den tyske malmtrafik i Østersøen. Men det spiller naturligvis ikke nogen rolle, hvilket land minen kommer fra. Uanset hvad er den livsfarlig.

Den tikkende lyd i rummet forsvinder pludselig.

Alma drejer hovedet.

Væguret bag ved hende er gået i stå. Pendulet hænger lige ned.

Alma tager en sort fåresaks, der ligger i en kurv ved siden af vævestolen, rejser sig og går ud af rummet. Hun tager et sjal om skuldrene og går ud i glasverandaen på forsiden af stuehuset. Hun tør stadig ikke kigge ned mod stranden.

Bølgerne må på grund af de sidste dages storm have slidt minen løs fra dens fortøjninger ude i havet, og derefter langsomt skyllet den ind mod land. Nu sidder den fast i sandbunden og isslaggerne kun halvtreds meter fra det sydlige fyrtårn.

Året før flød en tysk torpedo i land på stranden nord for Marnäs. Den blev sprængt i stykker, og de maritime myndigheder har herefter forlangt, at miner skal håndteres på samme måde. Den russiske mine skal ødelægges. Men det er umuligt at sprænge den så tæt på fyrtårnene. Den skal bugseres væk. Fyrpasserne skal lægge en trosse om minen og derefter forsigtigt trække den væk fra fyranlægget.

Fyrmester Georg Ljunggren leder arbejdet ude på vandet. Han har stillet sig i forenden af en åben motorbåd, og oppe fra verandaen kan Alma høre sin mands højlydte ordrer forplante sig som et ekko helt op til gården.

Da hun åbner døren, høres råbene tydeligt.

Alma træder ud i kulden og går over den sneryddede gårdsplads. Hun går mod stalden uden at kigge ned mod stranden.

Stalden er mennesketom, men da hun åbner den tunge dør og går ind, begynder køerne og hestene at røre på sig inde i mørket. Stormen gør dem urolige.

Alma går langsomt op ad trappen til høloftet. Også deroppe er der tomt.

Høet når næsten helt op til loftet, men der er en lille sti langs væggen, hvor hun kan komme frem.

Hun går hen til den fjerneste væg og standser. Her har hun stået tit i løbet af de sidste år, og nu læser hun igen navnene.

Så tager hun fåresaksen frem, sætter spidsen af den imod en af plankerne og begynder at skære datoen, den 7. december 1916, ind i træet. Og så et navn.

Råbene fra stranden forstummer.

Alt bliver stille, og oppe på loftet lægger Alma saksen fra sig. Hun folder hænderne og beder til Gud.

Alt er stille ved Åludden.

Så lyder eksplosionen.

Det er, som om luften i gården bliver trykket sammen samtidigt med, at drønet fra stranden ruller ind over land. Trykbølgen kommer nogle sekunder efter, den splintrer flere ruder i stalden og runger i et øresønderrivende drøn for Almas ører. Hun lukker øjnene, falder tilbage i høet.

Minen er eksploderet for tidligt. Alma ved det.

Da trykbølgen er ebbet ud, rejser hun sig op.

Efter nogle sekunder, hvor de har stået helt stille, begynder køerne at brøle nedenunder. Så høres der høje stemmer nede fra strandengen. De nærmer sig gården hurtigt.

Alma skynder sig ned ad trappen.

Begge fyrtårne står endnu, kan hun se, de er urokkelige. Men minen er væk. Der findes kun gråt og grumset vand, der hvor den har ligget. Og fyrpasserbåden er ingen steder at se.

Alma ser de andre kvinder komme ind på gården. Det er Ragnhild og Eivor, fyrpassernes koner. De stirrer på hende med bedøvede blikke.

»Fyrmesteren?« spørger Alma.

Ragnhild ryster stift på hovedet, og nu ser Alma, at hendes forklæde er vådt af blod.

»Min Albert … stod i forenden.«

Hendes knæ giver efter, Alma løber ned af flisegangen og griber hende, inden hun falder.