14

Livia sov tungt søndag nat. Joakim vågnede tidligt efter tre timers søvn og uden at have drømt noget. Længere end det kunne han ikke sove for tiden, og han vågnede med en buldrende træthed i hovedet.

Som sædvanligt kørte han børnene til Marnäs, og da han kom hjem var gården stille og tom. Han fortsatte med at tapetsere soveværelserne i stuehusets sydlige ende.

Ved ettiden hørte han lyden af en motor nærme sig Åludden. Han kiggede ud.

En stor vinrød Mercedes kom kørende i høj fart ad grusvejen. Joakim genkendte den; han havde set den forlade Marnäs kirke som én af de første lige efter begravelsen.

Katrines mor kom på besøg.

Selvom bilen var stor, virkede kvinden, der kørte den, på en eller anden måde endnu større. Hun måtte kæmpe sig ud af bilen, som om hun sad fast mellem rattet og forsædet. Men til sidst stod hun midt på gårdspladsen, iklædt stramme cowboybukser, spidse støvler og en læderjakke med mange blinkende spænder. En kvinde på femoghalvtreds med rød læbestift og kulsorte, sminkede øjne.

Hun rettede lidt på sit røde silketørklæde og gik så op mod gården med et bistert udtryk i ansigtet. Så tændte hun en cigaret.

Mirja Rambe, hans svigermor fra Kalmar. Hun havde ikke ladet høre fra sig en eneste gang siden begravelsen.

Joakim tog en dyb indånding, lod langsomt luften sive ud og gik så ud for at åbne døren.

»Hallo, Joakim«, sagde hun og pustede røg ud ad mundvigen.

»Hej, Mirja.«

»Godt, at du var hjemme. Hvordan har du det?«

»Ikke så godt.«

»Det forstår jeg godt … man får det lortedårligt af sådan noget her.«

Det var al den sympati, det kunne blive til. Mirja smed cigaretten fra sig i gruset og gik op mod døren, han trådte til side, og hun fejede forbi ham i en sky af tobak og parfume.

Inde i køkkenet blev hun stående og så sig omkring. Joakim vidste, at alt var lavet om, siden hun selv havde boet på gården for mere end tredive år siden – men da hun ikke kommenterede alt det arbejde, de havde lavet, var han nødt til selv at bringe det på bane:

»Katrine lavede det meste om herude i sommer. Hvad synes du?«

»Joh«, sagde Mirja. »Da Torun og mig lejede et af værelserne ovre i bryghuset, boede der ungkarle herinde i stuehuset. Dengang så det ud ad helvede til. Der var sod over alt.«

»Var det folk, der skulle passe fyret?« spurgte Joakim.

»Der var ingen fyrpassere herude dengang«, sagde Mirja kort. »Det var en flok dagdrivere, som boede her.«

Hun stod lidt uroligt, som om hun gerne ville skifte emne og spurgte så:

»Hvor er mine små børnebørn så henne?«

»Livia og Gabriel er i skole. I Marnäs.«

»Allerede?«

»Ja, det er jo forskolen. Forskolen er i Livias øjne en virksomhed drevet af seksårige.«

Mirja nikkede, men smilede ikke.

»Nyt navn …«, sagde hun. »Samme hundekennel.«

»Forskolen er ikke nogen hundekennel«, sagde Joakim. »De har det godt der.«

»Sikkert«, sagde Mirja. »I min tid kaldte man det småbørnsskolen. Samme lort … dag ud dag ind.«

Pludselig vendte hun sig om.

»Nu vi taler om dyr …«

Hun gik ud på gårdspladsen igen.

Joakim blev stående i døren ind til køkkenet og spekulerede på, hvor længe Mirja havde tænkt sig at blive på gården. Den føltes meget mindre, nu hvor hans svigermor var der. Det var, som om der ikke var luft nok.

Han hørte en bildør smække, og så vendte hun tilbage til køkkenet med en kuffert i hver hånd. Hun viste én af dem frem, en grå kasse med håndtag.

»Den var gratis. Jeg fik den af min nabo«, sagde hun. »Tilbehøret var jeg nødt til selv at købe.«

Kufferten var en transportkasse til katte, kunne Joakim se, og den var ikke tom.

»Det må være din spøg«, sagde han.

Mirja rystede på hovedet og åbnede buret. En fuldvoksen, grå hankat med sorte striber hoppede ud og strakte sig på trægulvet. Den så mistænksomt på Joakim.

»Han hedder Rasputin«, sagde hun. »Han kommer til at leve som en russisk munk her, ikke?«

Hun åbnede en stor pose og begyndte at tage en masse dåser med kattemad op. Der var også en madskål og en kattebakke.

»Vi kan ikke have ham her«, sagde Joakim.

»Selvfølgelig kan I det«, sagde Mirja. »Den liver det hele lidt op.«

Rasputin strøg sig opad Joakims bukseben og gik så ud i forstuen. Så snart Mirja åbnede hoveddøren, forlod han huset.

»Nu skal han ud og fange rotter«, sagde hun.

»Jeg har ikke set en eneste rotte her«, sagde Joakim.

»Det er, fordi de er klogere end dig.« Mirja tog et æble fra skålen på køkkenbordet og fortsatte: »Hvornår kommer I så til Kalmar og besøger mig?«

»Jeg vidste ikke, at vi var inviteret?«

»Selvfølgelig er I det.« Hun tog en bid af æblet. »Kom når I vil.«

»Katrine fik, så vidt jeg ved, aldrig nogen indbydelse«, sagde Joakim.

»Katrine ville aldrig være kommet alligevel«, sagde Mirja. »Men vi ringede til hinanden en gang imellem.«

»Én gang om året«, rettede Joakim. »Hun ringede til dig til jul, men altid fra et sted, hvor jeg ikke kunne høre, hvad der blev snakket om.«

Mirja rystede på hovedet.

»Jeg talte med hende for kun en måned siden.«

»Om hvad?«

»Ikke noget særligt … om min seneste udstilling i Kalmar. Og om min nye kæreste, Ulf.«

»I talte altså med andre ord om dig.«

»Vi talte også om hende.«

»Hvad sagde hun?«

»Hun følte sig ensom«, sagde Mirja. »Hun savnede ikke Stockholm, sagde hun … men hun savnede dig.«

»Jeg var nødt til at blive ved med at arbejde et stykke tid«, sagde han.

Han kunne selvfølgelig have sagt sit tidligere job op. Han kunne have gjort en hel masse ting anderledes, men det var ikke noget, han ønskede at diskutere med Mirja.

Hun fortsatte ind gennem huset, men standsede ud for Joakims soveværelse for at kigge på Rambe-maleriet.

»Jeg gav Katrine det der billede, da hun fyldte tyve«, sagde hun. »Til minde om hendes mormor.«

»Hun kunne godt lide det«, sagde Joakim.

»Det burde ikke hænge her«, sagde Mirja. »Den sidste af Toruns malerier, der blev solgt på auktion, gik for tre hundrede tusinde.«

»Okay? Men der er jo ingen, der ved, at vi har den.«

Mirja studerede maleriet koncentreret og fulgte de gråsorte penselstrøg med blikket.

»Der findes overhovedet ingen horisontale linjer i det. Det er derfor, den er så svær at kigge på«, sagde hun. »Sådan der maler man, når man selv har prøvet at være ude i en af de store snestorme.«

»Og det havde Torun?«

»Ja. Det var vores første vinter her. De havde advaret om, at der ville blive snestorm, men Torun gik alligevel over til Offermosen. Hun kunne godt lide at gå ind i landet og sætte sig og male.«

»Vi var derovre i går«, sagde Joakim. »Der er dejligt ved mosen.«

»Ikke når snestormen kommer«, sagde Mirja. »Toruns staffeli blæste væk, inden hun kunne nå at tage det ned, og selv kunne hun pludselig kun se nogle meter frem for sig. Solen forsvandt. Der var bare sne overalt.«

»Men hun klarede sig?«

»Hun var på vej ud i mosen og gik også ud i vandet, men så lettede sneen et øjeblik, så hun kunne se det blinkende lys fra fyrtårnet.« Mirja kiggede på maleriet og fortsatte med lav stemme. »Det var i sidste øjeblik. Hun sagde, at hun kunne se de døde, da hun sjoskede rundt ude i mosen … dem, der blev ofret i jernalderen. De rejste sig af vandet og strakte sig efter hende.«

Joakim lyttede spændt. Det begyndte at dæmre for ham, hvor stemningen i Toruns billeder stammede fra.

»Hun fik problemer med synet bagefter«, fortsatte Mirja. »Det var dengang, det begyndte. Hun blev jo blind til sidst.«

»Af snestormen?«

»Måske … hun kunne i hvert fald ikke åbne øjenlågene i flere dage. Snestormen blæste sand op fra markerne, og det blandede sig med sneen … det var, som at få stukket nåle i øjnene.«

Mirja trådte et skridt væk fra maleriet.

»Folk vil ikke have mørke malerier«, sagde hun. »Her på Øland skal det alt sammen være høj himmel, blåt hav og store gule blomstermarker, ikke andet. Lyse malerier med hvide rammer.«

»Sådan nogen, som du laver«, sagde Joakim.

»Netop.« Mirja nikkede energisk og virkede ikke det mindste irriteret. »Sommerbilleder fulde af sol til sommerhusfolket.« Hun så sig omkring. »Men det ser ikke ud til, at I har Mirja Rambe-malerier her. Eller har I?«

»Nej. Katrine har nogle af dem på postkort et eller andet sted.«

»Det var godt. Postkort giver også penge.«

Joakim ville væk fra soveværelserne – det virkede for privat at stå der. Han trak ud imod køkkenet igen.

»Hvor mange af Toruns malerier var der oprindeligt?« spurgte han.

»Mange. Omkring halvtreds vil jeg tro.«

»Og nu er der kun seks tilbage, siger du?«

»Seks, ja.« Mirja så vred ud. »De seks, som blev reddet.«

»Og folk siger …«

Mirja afbrød ham irriteret:

»Jeg ved godt, hvad folk siger … at hendes datter ødelagde dem. En samling, der ville have været flere millioner værd i dag … de siger, at jeg lagde dem i pejsen en kold vinter og brugte dem som brænde, for at vi ikke skulle fryse ihjel.«

»Katrine sagde, at det ikke forholdt sig sådan.«

»Nå?«

»Hun sagde, at du var jaloux på Torun … og at du smed hendes malerier i havet.«

»Katrine blev født året efter, det skete, så hun var ikke med.« Mirja sukkede. »Jeg hører godt sladderen her på øen: Mirja Rambe er en besværlig kælling … hendes kærester er alt for unge, hun er alkoholiker … det sagde Katrine vel også?«

Joakim rystede på hovedet, men tænkte på, hvordan Mirja havde dinglet rundt til deres bryllup i Borgholm og forsøgt at forføre hans noget yngre fætter.

De var nået ud til glasverandaen nu. Mirja lukkede sin læderjakke.

»Kom med«, sagde hun. »Der er noget, jeg vil vise dig.«

Joakim fulgte efter hende ud på gårdspladsen. Han så Rasputin liste ind gennem stakittet og ned mod havet.

»Det hele ligner sig selv«, sagde Mirja og gik hen over de ujævne sten. »Der er lige så meget ukrudt som dengang.«

Hun standsede, tændte en cigaret og kiggede så ind gennem bryghusets støvede vinduer.

»Ingen hjemme«, sagde hun.

»Ejendomsmægleren kaldte det for gæstehuset«, sagde Joakim. »Vi vil sætte det i stand til foråret … eller det var i hvert fald planen.«

Udefra så det hvidkalkede bryghus ud som et aflangt enfamilieshus med tegltag. Indeni var der brændeskur, tømmerværksted, et vaskerum med store fugtskader på gulvet, en sauna bygget i 1970’erne og to gæsteværelser med tilhørende brusebad. Gårdens familier havde boet i gæsteværelserne om sommeren, når stuehuset blev for varmt.

Mirja så på huset og rystede på hovedet.

»Herude boede vi i tre år, mig og Torun. Mellem mus og nullermænd. Det var fandeme som at bo i et køleskab om vinteren.«

Mirja vendte ryggen til bryghuset.

»Det var det her, jeg ville vise dig … herovre.«

Hun gik over til stalden og åbnede døren ind til det store mørke.

Mirja skoddede cigaretten og tændte lyset i loftet, og Joakim fulgte efter hende ind. Hun pegede op mod loftet.

»Det er deroppe«, sagde hun.

Joakim tøvede lidt. Så fulgte han efter Mirja op ad den stejle trætrappe. Der var lige så støvet, som sidste gang han havde været deroppe.

»Man kan ikke komme rundt heroppe«, sagde han.

»Jo da«, sagde Mirja.

Hun gik uden at tøve ind mellem alle kufferterne, kasserne, de gamle møbler og rustne maskindele. Hun fandt stier i skramlet og fortsatte helt over til den anden side af loftet. Der standsede hun så ved endevæggen og pegede på de brede planker.

»Se her … det her opdagede jeg for femogtredive år siden.«

Joakim gik tættere på. I det svage lys fra vinduet kunne han se, at nogen havde skåret bogstaver ind i de umalede planker. Rækker af navne og årstal, og indimellem var der et kors eller et citat fra biblen:

ELSKEDE CAROLINA 1868 stod der skåret ind i en planke lige under loftet. Nedenunder stod der VOR SAVNEDE JAN, GIK TIL HERREN 1883, og lidt længere nede stod der TIL MINDE OM ARTHUR CARLSSON, DRUKNET 3 JUNI 1911, JOH 3:16.

Der var mange flere navne på væggen, men Joakim holdt op med at læse og kiggede på Mirja.

»Hvad er det her for noget?«

»Det er gårdens døde«, sagde Mirja. Hendes stemme, der før havde været højrøstet, lød mere stille nu, næsten ærbødig. »Det er de pårørende, der har skrevet navnene. De var her allerede, da jeg var ung … men de der er nye.«

Hun pegede på et par navne nede ved gulvet: CIKI stod der med tynde bogstaver et sted, og SLAVKO stod der et andet.

»Det kan være flygtninge«, sagde Joakim. »Åludden var flygtningelejr for nogle år siden.« Han kiggede på Mirja. »Men hvorfor har folk indskrevet deres navne her?«

»Tja«, sagde Mirja. »Hvorfor sætter folk gravsten?«

Joakim tænkte på den granitblok, han havde valgt til Katrine i forrige uge. Stenen skulle leveres før jul, havde stenhuggeren lovet. Han kiggede på Mirja.

»For ikke … for ikke at glemme«, sagde han.

»Netop«, sagde Mirja.

»Talte du med Katrine om den her væg?«

»Ja da, det gjorde jeg allerede i sommer. Hun var interesseret … men jeg ved ikke, om hun gik herop.«

»Det tror jeg, hun gjorde«, sagde Joakim.

Mirja strøg med en finger over de udskårne tegn.

»Da jeg som teenager fandt de her navne, læste jeg dem igen og igen«, sagde hun. »Og så begyndte jeg at spekulere over, hvem de mon var. Hvorfor boede de her på gården, og hvorfor døde de … det er svært at holde op med at tænke på de døde, ikke?«

Joakim så på væggen og nikkede stille.

»Og jeg hørte dem«, fortsatte Mirja.

»Hvem?«

»De døde.« Mirja lænede sig ind imod plankerne. »Hvis man bare lytter efter … så kan man høre dem hviske.«

Joakim var stille, men hørte ingenting.

Jeg skrev en bog om Åludden i sommer«, sagde Mirja, da de gik tilbage over loftet.

»Nå?« sagde Joakim.

»Katrine fik den, da hun flyttede ind.«

»Gjorde hun? Det sagde hun aldrig noget om.«

Pludselig standsede Mirja og så ud, som om hun ledte efter noget på gulvet. Hun flyttede en frønnet trækasse og kiggede ned.

Under kassen var der to navne skåret i gulvet, tæt ved siden af hinanden, og der var også et årstal.

MIRJA & MARKUS 1961

»Mirja …«, læste Joakim og så på hende. »Har du skåret det?«

Hun nikkede.

»Vi ville ikke skære vores navne ind i væggen, så vi gjorde det i gulvet i stedet for.«

»Hvem er Markus?«

»Det var min fyr. Markus Landkvist.«

Mirja sagde ikke mere. Hun sukkede bare og tog et langt skridt ind over begge navne og gik tilbage mod trappen.

De tog afsked ude på gårdspladsen. Mirjas energi var næsten væk nu. Hun kastede et sidste langt blik op mod gården.

»Jeg kommer måske tilbage«, sagde hun.

»Jamen, gør da det«, sagde Joakim.

»Og du skal komme til Kalmar med børnene. Jeg kan byde på lidt saftevand.«

»Fint … og hvis katten ikke trives her, så tager jeg den med.«

Mirja lo hånligt.

»Prøv du bare på det.«

Så satte hun sig ind i sin Mercedes og startede den.

Da Mirja var forsvundet ud til kystvejen, gik Joakim stille tilbage over gårdspladsen. Han kiggede ned mod vandet – hvor var katten smuttet hen?

Den store dør ind til stalden stod på klem. De havde ikke fået lukket den rigtigt efter sig.

Joakim følte sig draget imod den og gik til sidst ind i mørket igen. Stilheden herinde var som i en katedral.

Han klatrede op ad trappen og gik over på den anden side af loftet. Der læste han alle navnene på væggen, ét efter ét.

Han lyttede til væggen, men hørte ingen hviske.

Så samlede han et søm, der lå på gulvet op og ridsede omsorgsfuldt navnet KATRINE WESTIN og hendes årstal på én af de nederste planker.

Da han var færdig gik han et skridt tilbage for rigtigt at kunne se hele væggen.

Katrines minde var bevaret på gården nu. Det føltes godt.

Selvfølgelig elskede børnene Rasputin. Gabriel klappede ham, og Livia gav ham mælk på en tallerken. De ville ikke skilles fra katten et eneste øjeblik, men aftenen efter Mirja Rambes besøg var familien inviteret uden kat over til naboerne på gården syd for Åludden. De ældste børn var ikke hjemme, men den syvårige Andreas sad med ved middagsbordet, inden han og de to Westin-søskende gik ud for at spise is i køkkenet.

Joakim blev siddende i spisestuen og drak kaffe med Roger og Maria Carlsson. Samtaleemnet gav sig selv: at istandsætte og renovere huse, som var udsatte for vind og vejr, hvilket huse ved havet jo var. Men han havde også et andet spørgsmål på læberne, som han til sidste stillede:

»Jeg spekulerede på, om I mon har hørt nogle historier om vores gård? Om Åludden?«

»Historier?« sagde Roger Carlsson.

»Ja, spøgelseshistorier eller andre historier«, sagde Joakim. »Katrine sagde, at hun i sommer havde talt med jer om … om, at det spøgte der.«

Det var første gang, han havde sagt hendes navn i løbet af aftenen – han var forsigtig med ikke at tale for meget om sin afdøde kone. Han ville jo ikke virke, som om han var besat af hende. Han var ikke besat.

»Hun talte ikke med mig om nogen spøgelser«, sagde Roger.

»Katrine og jeg talte om det en dag, hun var inde at få kaffe«, sagde Maria. »Hun ville bare gerne vide, om Åludden havde et dårligt rygte.« Hun kiggede over på sin mand. »Der var jo al den der snak blandt gamle folk, dengang vi var børn – om et hemmeligt rum på Åludden, og at det spøgte derinde … kan du ikke huske det, Roger?«

Hendes mand rystede på hovedet – spøgelser havde tydeligvis ikke hans store interesse – men Joakim lænede sig frem.

»Hvor lå det rum? Ved I det?«

»Ingen anelse«, sagde Roger og drak sin kaffe.

»Næ, jeg ved det heller ikke«, sagde Maria. »Men min farfar sagde noget om, at det spøgte derinde hver jul. De døde kom tilbage til gården og samledes i et bestemt rum. Og bagefter tog de …«

»Det er bare en gang snak«, afbrød Roger og løftede kaffekanden mod Joakim. »Mere kaffe?«