15

Tilda lå nøgen og svedig på sin tynde madras.

»Var det godt?« spurgte hun.

Martin sad på sengekanten med ryggen til hende.

»Jo … det var det da.«

Eftersom han var stået ud af sengen en søndag morgen og hurtigt havde taget sine underbukser på og derefter cowboybukserne, burde Tilda nok have anet, hvad der var under opsejling, men det gjorde hun ikke.

Han havde sat sig på sengekanten og kigget ud gennem vinduet.

»Jeg tror ikke, at det går det her«, sagde han så.

»Hvad går ikke?« spurgte hun, stadig nøgen under dynen.

»Det her … det hele. Det fungerer ikke.« Han kiggede stadig ud gennem vinduet og sagde så: »Karin er begyndt at stille spørgsmål.«

»Om hvad?«

Tilda havde stadig ikke forstået, at hun var ved at blive vraget. Først dyppet i sukker og så vraget – det var en klassiker.

Martin var kommet sent om fredagen, og alt havde virket normalt. Tilda spurgte ikke om, hvad han havde sagt til sin kone – det gjorde hun aldrig. De var blevet i hendes lille lejlighed om aftenen. Hun havde lavet fiskesuppe. Martin havde virket anspændt og fortalt om det nye hold politielever, der var begyndt på skolen dette semester. Nogle var gode og andre var mindre egnede.

»Men vi får nok sat skik på dem«, sagde han.

Tilda nikkede og tænkte tilbage på den første tid på Politiskolen: Hun havde været én ud af nogle og tyve elever. Mest fyre, og så nogle få piger. De havde hurtigt inddelt deres lærere i tre kategorier: gamle politilærere, som var søde, men som der samtidig voksede mos på, civile lærere, der underviste i jura og ikke anede noget om, hvad politiarbejde i virkeligheden bestod i – og så de unge politilærere, der hovedsageligt havde ansvaret for de praktiske øvelser. De kom lige fra arbejdet i felten og fortalte spændende historier. De var klassens forbilleder. Martin Ahlquist var én af dem.

Om lørdagen var de kørt nordpå i Martins bil. De var kørt helt ud til øens nordligste odde. Tilda havde ikke været der, siden hun var barn, men hun huskede følelsen af at være kommet til verdens ende. Nu i november måned blæste der iskolde vinde fra havet, og ind over området omkring fyrtårnet havde der været mennesketomt. Det kalkhvide tårn ude på odden, Lange Erik, havde mindet hende om de to fyrtårne på Åludden. Hun ville diskutere dødsfaldet på odden med Martin, men gjorde det ikke – hun havde fri i den her weekend.

De spiste sen frokost på den eneste restaurant i Byxelkrok, der havde vinteråbent, og bagefter kørte de hjem til Marnäs og blev inden døre resten af aftenen.

Det var på det tidspunkt, at Martin var blevet sværere at trænge igennem til, syntes Tilda, selvom hun forsøgte at holde samtalen i gang.

De sov sammen i stilhed, men om morgenen satte Martin sig altså på kanten af sengen og begyndte at snakke. Uden at kigge på Tilda en eneste gang fortalte han, at han, efter at hun var flyttet til Øland, havde tænkt meget over det hele. Han havde tænkt over sine valg her i livet. Nu havde han besluttet sig, og det føltes som den rigtige beslutning.

»Det bliver også godt for dig«, sagde han. »Det bliver godt for alle.«

»Du mener … at du går fra mig?« sagde hun lavt.

»Nej. At vi går fra hinanden.«

»Jeg flyttede herover for din skyld.« Tilda kiggede på Martins nøgne og ret behårede ryg. »Jeg ville ikke væk fra Växjö, men jeg gjorde det for din skyld. Jeg synes bare, at du skal vide det.«

»Hvordan mener du?«

»Folk snakkede om os. Jeg ville sætte en stopper for det.«

Martin nikkede.

»Alle kan lide god sladder«, sagde han. »Men nu har de ikke mere at snakke om.«

Der var faktisk ikke mere at sige. Fem minutter senere var Martin påklædt. Han samlede sin taske op fra gulvet uden at kigge på hende.

»Nå, men så …«, sagde han.

»Så det var ikke det værd?« spurgte hun.

»Jo«, sagde han og gik ud i entreen. »I lang tid var det. Men ikke nu.«

»Du er så konfliktsky«, sagde hun.

Martin svarede ikke. Han åbnede hoveddøren.

Tilda undertrykte sin lyst til at bede ham om at hilse sin kone.

Hun hørte døren lukke sig og lyden af trin, der forsvandt ned ad trappen. Nu ville han gå ud til sin bil på torvet og køre hjem til familien, som om intet var hændt.

Tilda sad nøgen tilbage på sengen.

Alt var stille. Der lå et brugt kondom på gulvet.

»Kan du bruges?« spurgte hun sit slørede spejlbillede i vinduesruden.

Nej, troede du virkelig det?

Du er bare Den Anden Kvinde.

Efter at have siddet og haft ondt af sig selv i mere end en halv time, og efter at have undertrykt lysten til at klippe alt sit blonde hår af, var Tilda stået op af sengen. Hun gik i bad, tog tøj på og besluttede sig for at tage hen på plejehjemmet og hilse på Gerlof. Gamle mennesker uden kærlighedsproblemer var lige, hvad hun trængte til at være sammen med nu.

Men inden hun nåede så langt, havde telefonen ringet. Det var den vagthavende i Borgholm, som kaldte hende ud i et tjenesteærinde; indbrudstyve havde tiltvunget sig adgang til en præstegård nord for Marnäs i løbet af weekenden. Et ældre ægtepar, der boede i huset, havde overrasket dem, og nu lå manden på sygehuset med læsioner i hovedet og flere frakturer.

Arbejde. Det bedøvede Tildas smerte.

Hun ankom til gården ved totiden. Dagslyset var allerede begyndte at aftage på øen.

Den første, hun mødte på stedet, var Hans Majner. Til forskel fra hende var han i fuld uniform og gik omkring gården med en blåhvid rulle polititape og skilte med teksten POLITIAFSPÆRRET i hånden.

»Hvor var du i går?« spurgte han.

»Jeg havde fri«, sagde Tilda. »Jeg fik ikke noget opkald.«

»Den slags er man selv nødt til at have styr på.«

Tilda smækkede bildøren.

»Hold din kæft«, sagde hun.

Majner vendte sig om.

»Hvad sagde du?«

»Jeg sagde, at du skulle holde din kæft«, sagde Tilda. »Du behøver ikke at bosse rundt med mig hele tiden.«

Nu havde hun definitivt ødelagt alle sine chancer for at komme til at stå på god fod med Majner, men hun var ligeglad.

Han stod som naglet til stedet og kiggede på hende i flere sekunder. Det var, som om han ikke rigtigt havde forstået, hvad hun havde sagt.

»Jeg bosser ikke rundt med dig.«

»Nå, ikke. Giv mig tapen.«

Hun begyndte i stilhed at afspærre bagsiden af præstegården, og samtidig kiggede hun efter aftryk af sko, der skulle dækkes over. Kriminalpolitiets teknikere ville komme fra Kalmar mandag morgen.

Der var faktisk flere skoaftryk i den lerholdige jord omkring huset. De så ud til at komme fra riflede sko eller støvler i mandsstørrelse – og længere inde i krattet var der spor efter nogen, der så ud, som om han var faldet lang, som han var, og derefter var kravlet igennem skoven.

Tilda vurderede og tog bestik af sporene. De tydede på, at der havde været tre besøgende på gården.

En kvinde kom ud fra glasverandaen. Det var nabokonen, viste det sig. Hun havde nøgle til gården og passede på den for det ældre ægtepar, der nu lå på sygehuset i Kalmar. Kvinden spurgte, om de ville med over til hende og have en kop kaffe.

Drikke kaffe med Majner.

»Tak, men jeg må hellere lige tage et hurtigt kig inde i huset.«

Da hun havde sendt nabokonen hjem, gik hun op ad trappen til glasverandaen.

I hallen lige indenfor lå der en hel mosaik af glasskår, som stammede fra et stort spejl, der var faldet ned. Tæppet var i uorden, og der var kommet blod på tærsklen og trægulvet.

Døren ind til den store dagligstue stod halvåben, og hun tog et skridt hen over det knuste glas og kiggede ind.

Der var rodet i stuen. Vitrineskabets låger stod på vid gab derinde, og skufferne i en gammel kommode var blevet trukket ud. Tilda kunne se spor efter beskidte sko på det nyslebne trægulv – teknikerne ville få meget at arbejde med her.

Da de var færdige på gården, kørte begge betjente i hver sin retning uden at veksle et ord med hinanden. Tilda satte sig ind i sin bil og kørte ned til Gerlof.

»Indbrud«, sagde Tilda som forklaring på, hvorfor hun kom så sent.

»Nå da?« sagde Gerlof. »Hvorhenne?«

»I Hagelby præstegård. De slog ejeren.«

»Meget?«

»Ret meget. Han er også blevet stukket med en kniv … men du kan sikkert læse om det i avisen i morgen.«

Hun satte sig ved hans lille sofabord, tog sin båndoptager op og tænkte på Martin. Han måtte være kommet hjem nu, være gået ind gennem døren, have krammet sin kone Karin og børnene og klaget over, hvor trist politikonferencen i Kalmar havde været.

Gerlof sagde noget.

»Undskyld?«

Tilda havde ikke hørt efter. Hun havde tænkt på, hvordan Martin var gået ud ad hendes dør uden at se sig tilbage.

»Har I ledt efter spor efter dem?«

Tilda nikkede, men ville ikke til at gå i detaljer.

»De vil undersøge åstedet i morgen.« Hun tændte for mikrofonen. »Skal vi tale om familien nu?«

Gerlof nikkede, men spurgte alligevel:

»Hvad gør I så på åstedet?«

»Ja … teknikerne sikrer sporene«, sagde Tilda. »De fotograferer og filmer. Leder efter fingeraftryk og hår og også tekstile spor, altså fibre fra tøj. Og efter biologiske spor som for eksempel blod, selvfølgelig. Og så laver de gipsafstøbninger af de skoaftryk, der findes uden for huset. Man kan sikre aftryk inde i huset også, altså hvis man laver en elektrostatisk …«

»I er ambitiøse«, afbrød Gerlof.

Tilda nikkede.

»Vi prøver på at arbejde metodisk. De ankom sandsynligvis i en bil, en stor personbil eller en varevogn. Men vi har ikke så meget at gå videre med lige nu.«

»Og det er selvfølgelig vigtigt, at I finder de her skurke.«

»Meget vigtigt.«

»Vil du tage et stykke papir til mig ovre fra skrivebordet?«

Tilda adlød og kiggede stille på, mens Gerlof nedskrev nogle korte sætninger på papiret. Da han var færdig, rakte han det til hende.

Der stod tre navne skrevet med Gerlofs sirlige håndskrift:

John Hagman

Dagmar Karlsson

Edla Gustafsson

Tilda læste dem og kiggede op på Gerlof.

»Okay?« sagde hun. »Er det tyvene?«

»Nej, det er nogle af mine gamle bekendte.«

»Nå?«

»De kan hjælpe jer«, sagde Gerlof.

»Hvordan det?«

»De ser ting.«

»Okay?«

»De bor alle tre i nærheden af vejen, og de holder øje med trafikken«, sagde Gerlof. »For John og Edla og Dagmar er en bil stadig en stor begivenhed, især om vinteren. Edla og Dagmar slipper alt, de har i hænderne for at kigge ud og se, hvem det er, der kører forbi deres hus.«

»Jamen, så er jeg vel nødt til at tale med dem«, sagde Tilda. »Vi er taknemmelige for alle de tips, vi får.«

»Ja. Begynd med John nede i Stenvik. Vi er venner … du kan hilse fra mig.«

»Og spørge ham om ukendte biler«, sagde Tilda.

»Netop. John har sikkert set nogen køre langs kysten … Og så kan du tage hen til Dagmar, som bor ved vejen ned til Altorp, og spørge hende om det samme. Og Edla Gustafsson, Edla i Hultet, er også god at snakke med. Hun bor ved landevejen ikke så langt fra Speteby på vej mod Borgholm.«

Tilda kiggede på listen af navne.

»Tak«, sagde hun. »Jeg banker på, hvis jeg er i nærheden.«

Så startede hun båndoptageren på bordet.

»Gerlof … Når du tænker på din bror Ragnar, hvad tænker du så på?«

Gerlof spekulerede lidt.

»Ål«, sagde han så. »Han kunne godt lide at være ude med sin lille motorbåd og røgte bundgarnene om efteråret. Han kunne godt lide at snyde ålene … at afprøve forskellige former for lokkemad for at lokke hunnerne ind i garnet om natten, og han kunne godt lide at få dem ind i tejnerne.«

»Hunnerne?«

»Man fanger kun hunålene.« Gerlof smilede til hende. »Hannerne er der ingen, som vil have, de er alt for små og svage.« »Det er der også mange mænd, der er«, sagde Tilda.