17

Hej Karin

Dette er et brev fra én, der ikke vil dig noget ondt, men som bare gerne vil åbne dine øjne. Det forholder sig nemlig som følger: Martin har i lang tid været dig utro. For over tre år siden fik han som lærer på Politiskolen i Växjö ansvaret for en klasse, hvor der var en næsten ti år yngre kvindelig elev. Efter en skolefest i slutningen af det første år indledte Martin et forhold til hende, og forholdet har varet ved indtil nu.

Forholdet sluttede så sent som for nogle dage siden.

Jeg ved det med sikkerhed, for det er mig, der er den yngre kvinde. Jeg kunne til sidst ikke udholde Martins løgne, og jeg håber, at du heller ikke kan udholde dem, nu hvor du kender sandheden.

Du vil måske gerne have en slags bevis for, at dette er sandt? Jeg har ikke tænkt mig at blive alt for intim, men jeg kan for eksempel beskrive det fem centimeter lange ar lige over hans højre lyske efter brokoperationen for nogle år siden. Var det ikke noget med, at han havde været ved at flytte nogle sten på et landsted uden for Orrefors, da det skete?

Og er du ikke enig med mig i, at han burde få voksbehandlet sin behårede ryg og bagdel af og til. Han er jo alligevel så forfængelig og stolt over resten af sin veltrænede krop?

Jeg vil som sagt ikke skade nogen, selvom jeg ved, at det kan være smertefuldt for dig at kende sandheden. Der findes så mange løgne i verden og så mange svigefulde løgnere. Men sammen kan du og jeg i hvert fald få sat en stopper for én af dem.

Mange hilsner fra

»Den anden kvinde«

Tilda lænede sig tilbage i stolen og læste brevet på skærmen en sidste gang.

Klokken var kvarter i otte om morgenen. Hun var ankommet til politistationen allerede ved syvtiden for at renskrive det udkast, som hun havde kradset ned på et stykke papir aftenen før. Stationen var tom – Hans Majner var som sædvanligt ikke på arbejde så tidligt. Han plejede at komme ved titiden, hvis han da overhovedet dukkede op.

Tilda havde kun set Karin Ahlquist én gang. Det var, da Martin havde været nødt til at tage sin søn Anton med på Politiskolen i nogle timer, før Karin kunne hente ham. Ved firetiden var hun kommet ud til det øvelsesområde, hvor de var i gang med at træne trafiksituationer. Hun var et hoved højere end Tilda og havde mørkt, krøllet hår. Hun kunne huske, hvordan Martins kone havde smilet stolt og ømt til sin mand, da de sagde farvel den dag.

Tilda stirrede ud ad stationens vindue på den tomme gade.

Havde hun det bedre nu? Var hævnen mod Martin virkelig god? Ja.

Hun var træt, men det føltes faktisk bedre nu, da brevet var færdigt. Hun udskrev det hurtigt på printeren.

Men da hun havde fundet en ny hvid konvolut frem, blev hun usikker igen. Martin havde fortalt, at Karin arbejdede på kommunens miljøkontor, og Tilda spekulerede på, om hun skulle adressere brevet dertil for at forhindre, at det havnede i Martins hænder. Men kommunal post plejede at blive åbnet og registreret, så til sidst skrev hun Karin Ahlquists hjemmeadresse med en sirlig håndskrift, som hun antog, at Martin ikke ville kunne genkende. Ingen afsender.

Hun stoppede brevet i rygsækken sammen med båndoptageren, tog jakken og politihuen på og forlod stationen.

Der var en postkasse ved fortovet ikke langt fra politibilen. Tilda standsede, men tog ikke brevet op af tasken.

Hun havde hverken frankeret eller lukket det, og hun ville ikke gøre alvor af at sende det endnu.

Over middag skulle hun deltage i undervisningen om lov og orden i tre skoleklasser, men inden da havde hun tid til at køre en tur ud med bilen, holde øje med trafikken og banke på nogle døre ude på landet.

Edla Gustafsson boede i nærheden af Altorp i et lille rødt hus med en stor udsigt ud over Ølands kalkstensstrækninger. Der var ikke mange træer på hendes grund, og landevejen løb lige forbi hendes hus.

Tiden havde stået stille her. Det var sådan, man skulle bo, tænkte Tilda; langt ude i ødemarken, langt væk fra alle mænd.

Hun tog rygsækken med ind og ringede på døren. En bastant kvinde åbnede.

»Hej, jeg hedder Tilda …«

»Ja ja, det er godt«, afbrød kvinden. »Gerlof sagde, at du ville kigge forbi. Kom ind, kom ind.«

To sorte katte stak af ud af køkkenet, men selv virkede Edla Gustafsson til at være glad for at få besøg af Gerlofs slægtning. Edla var glad og energisk, hun lyttede dårligt nok til Tildas forklaringer om, hvorfor hun var kommet. Hun satte hurtigt eftermiddagskaffen over og tog nogle småkager frem fra spisekammeret. Kager med syltetøj, kager med perlesukker og med chokolade – der var sammenlagt ti slags brød på et stort sølvfad, som hun dækkede op med inde i den lille, fine stue. Tilda stirrede på kaffebordet, da hun satte sig.

»Så mange kager har jeg ikke set i hele mit liv.«

»Nå?« sagde Edla forundret. »Har du aldrig været på konditori?«

»Jo, det har jeg da …«

Tilda betragtede et sort-hvidt bryllupsbillede, der hang på væggen, og tænke på brevet til Martins kone. Hun havde bestemt sig for at sende det i aften. Så ville Karin Ahlquist have det sidst på ugen og have hele weekenden til at smide Martin ud af huset.

Hun rømmede sig.

»Jeg har nogle spørgsmål, Edla. Jeg ved ikke, om du har læst avisen, men der har været et tilfælde af indbrud og grov vold i Hagelby, og politiet har brug for hjælp.«

»Jeg har også haft indbrud«, sagde Edla. »De gik ud i garagen og tog en benzindunk.«

»Okay?« Tilda tog sin notesbog frem. »Hvornår var det?«

»Det var i efteråret treoghalvfjerds.«

»Nå …«

»Jeg kan huske det, fordi min mand levede, og vi havde stadig bilen.«

»Okay, men det her angår nyere indbrud, indbrud, der er sket hen over de sidste måneder.« Tilda holdt blokken op. »Så jeg har nogle spørgsmål om ukendte biler, der kan have kørt forbi på landevejen … Gerlof har fortalt mig, at du holder øje med bilerne.«

»Gennem vinduet, ja. Det har jeg altid gjort, jeg kan jo høre, når bilerne nærmer sig. Men der er så mange nu.«

»Nu om vinteren er der vel ikke så mange biler?«

»Nej, det er lettere nu, end når turisterne kommer … men jeg skriver ikke nummerpladen op længere. Det kan jeg ikke nå. De kører så hurtigt forbi. Og bilmærker er jeg ikke særlig godt til.«

»Men har du set nogen biler, som du ikke kender, i løbet af de sidste dage? Sent om aftenen … for eksempel i fredags?«

Edla tænkte sig om.

»Store biler?«

»Sandsynligvis. I visse tilfælde har de stjålet en hel del, så de har nok haft brug for en slags varevogn.«

»Der kører tit lastbiler forbi her. Og skraldevogne og traktorer.«

»Jeg tror ikke, at de har en lastbil«, sagde Tilda.

»Der kom en stor sort bil forbi i torsdags. Den kørte nordpå.«

»En slags varevogn? Var det sent om aftenen?«

»Jo, det var lige før tolv, da jeg slukkede lyset oppe i soveværelset«, sagde Edla. »Det var en sort varevogn.«

»Godt … så den ny eller gammel ud?«

»Ikke så ny. Og der stod reklametekst på siden af den. ‘Kalmar’ og så noget med svejsning.«

Tilda skrev det ned.

»Supergodt. Mange tak for hjælpen.«

»Er der en dusør, hvis I fanger dem?«

Tilda sænkede blokken og rystede sørgmodigt på hovedet.

Efter besøget hos Edla kørte Tilda tilbage nordpå, og syd for Marnäs drejede hun ind på kystvejen. Den gik forbi Åludden, men hun skulle ikke til Åludden. Hun ville tage et hurtigt kig på farfar Ragnars gamle gård ved Saltfjärden, inden hun kørte tilbage til politistationen.

PRIVAT VEJ, stod der på et træskilt i rabatten. En isbelagt og tilgroet vej førte ned mod havet, og Tildas politibil skrumlede af sted i hjulsporene, der var kørt helt i smadder.

Vejen førte forbi en gammel jernaldergrav, der var dækket af runde sten, og endte så ved et lukket led ind til et hvidt hus. Man kunne ane havet gennem en mindre fyrretræsbevoksning.

Tilda parkerede ved leddet og gik ind på grunden, der var dækket af vildtvoksende græs. Hun kunne ikke rigtigt huske, hvordan her havde set ud, men det virkede i hvert fald alt sammen mindre nu, end da hun sidst havde været her sammen med sin far for femten år siden. Dengang havde Ragnar allerede været død i lang tid, og Tildas farmor var kommet på sygehuset. Gården skulle sættes til salg. Hun huskede svagt, at der havde lugtet af tjære, og at der havde stået flere gamle hyttefade til ål omkring ejendommen. De var væk nu.

»Hallo?« råbte hun i blæsten.

Intet svar.

Stuehuset var lille, men det var kun én ud af flere bygninger på grunden. Der var et bådehus, hvor skodderne var slået for, et brændeskur, en stald og noget, som godt kunne være en sauna. Beliggenheden ved stranden var fantastisk, men alle bygninger trængte til en omgang maling, og der hang en dyster og ensom stemning over gården.

Hun bankede på døren til stuehuset. Der kom helt som ventet heller ikke noget svar. Huset var vel, som Gerlof havde antaget, sommerhus nu. Alle spor efter familien Davidsson var væk.

Åludden kunne ikke ses herfra, men da Tilda var gået forbi alle fyrretræerne og videre ud på strandengen, kunne hun se det gamle skibsvrag på stranden nogle hundrede meter væk og fyrtårnene, som stak op i horisonten mod syd.

Hun gik tættere på vandet, og en stor fugl, som havde siddet på en sten ved stranden, kom langsomt på vingerne med tunge vingeslag. En rovfugl.

I udkanten af skoven kunne hun se et hus til, og på græsplænen foran huset stod en stol, hvor nogen havde lagt en ordentlig stak tæpper fra sig.

Så rørte tæpperne på sig. Et hoved stak op, og Tilda opdagede, at der faktisk var et menneske pakket ind i tæpperne. Hun gik nærmere og kunne se, at der var tale om en ældre mand med gråt skæg og strikket hue. Ved siden af sig havde han en termokande af rustfrit stål, og i hænderne havde han en lang mørkegrøn kikkert.

»Du skræmte min Haliaeetus albicilla væk«, råbte manden.

Tilda gik hen til ham.

»Undskyld, hvad sagde du?«

»Havørnen«, sagde manden. »Så du den ikke?«

»Jo«, sagde Tilda.

En fuglekender. De gemte sig langs kysten året rundt.

»Den holdt øje med troldænderne«, sagde ornitologen. Han rettede sin kikkert ud mod havet, hvor en halv snes storthvide fugle lå og vuggede i bølgerne. »De svømmer her året rundt, og de rotter sig sammen imod rovfuglene. De er nogle seje bæster.«

»Spændende«, sagde Tilda.

»Ja, er det ikke?« Manden i tæpperne kiggede på hendes uniform og sagde: »Jeg tror, det er første gang nogensinde, politiet er kommet herud.«

»Ja, der virker også stille og roligt her.«

»I hvert fald om vinteren. Det er kun containerskibe, der kommer forbi og så et par speedbåde en gang imellem.«

»Så sent på året?«

»Jeg har ikke set nogen her i vinter«, sagde manden. »Men jeg har hørt dem lidt længere nede ad kysten.«

Det gav et sæt i Tilda.

»Du mener nede omkring Åludden?«

»Ja, eller endnu længere sydpå. Man kan høre motorlarmen flere kilometer væk, hvis vinden er i den rigtige retning.«

»Der var en kvinde, som druknede nede ved de to fyrtårne på Åludden for nogle uger siden«, sagde Tilda. »Var du her på det tidspunkt?«

»Det tror jeg nok.«

Tilda så alvorligt på ham.

»Du kan vel huske dødsfaldet?«

»Ja, jeg læste om det … men jeg så ikke noget. Man kan ikke se odden for skoven.«

»Men kan du huske, om du hørte motorlarm den dag?«

Ornitologen tænkte sig om.

»Måske«, sagde han.

»Hvis en båd sejlede forbi i den sydlige del af bredningen, så ville du have set den, ikke?«

»Det er muligt. Jeg sidder tit herude.«

Det var et svagt vidne. Edla Gustafsson havde langt bedre udsigt over landevejen, end den her fuglekender havde over Østersøen.

Hun takkede ham for hjælpen og begyndte at gå tilbage mod bilen.

»Vi kan måske holde kontakt?«

Tilda vendte sig om.

»Undskyld mig?«

»Der er lidt ensomt her.« Han smilede til hende. »Smukt, men ensomt. Du kunne måske komme tilbage og besøge mig engang?«

Hun rystede på hovedet.

»Desværre«, sagde hun. »Du er nok nødt til at finde en anden sangsvane.«

Efter frokost kørte Tilda ind til skolen for i de følgende tre timer at tale om lov og orden med eleverne. Hun havde flere trafikrapporter, der skulle skrives, når hun kom tilbage til stationen, men hun kunne ikke rigtigt slippe drukneulykken ved Åludden.

Hun tog mod til sig, og så løftede hun røret og ringede til gården på Åludden.

Den ringede tre gange, så svarede Joakim Westin. Tilda kunne høre hoppende bolde og glade børneråb i baggrunden. Det var et godt tegn. Til gengæld lød Westin træt og fraværende, da han svarede. Ikke vred – bare kraftesløs i stemmen.

Tilda sprang småsnakken over.

»Jeg er nødt til at spørge dig om noget«, sagde hun. »Kendte din kone nogen, som har en båd her på Øland? Er der en bådejer i nærheden af jeres gård?«

»Jeg kender slet ikke nogen, der har båd herovre«, sagde Westin. »Og Katrine … hun talte heller aldrig om nogen, der havde båd.«

»Hvad lavede hun i løbet af de uger, hvor du var i Stockholm? Snakkede hun om det?«

»Hun renoverede og møblerede og tog sig af børnene. Hun havde nok at se til.«

»Fik hun nogensinde besøg?«

»Kun af mig. Så vidt jeg ved.«

»Jamen, så siger jeg tak«, sagde Tilda. »Jeg skal nok lade høre fra mig, hvis …«

»Jeg har også et spørgsmål«, afbrød Westin.

»Ja?«

»Da du var her sidst, sagde du noget om en slægtning af dig, som kendte Åludden … en fra hjemstavnsforeningen i Marnäs.«

»Gerlof, ja«, sagde Tilda. »Det er min farfars bror. Han har skrevet en del til foreningens årbog.«

»Jeg ville gerne tale lidt med ham.«

»Om gården?«

»Om gårdens historie … og om en bestemt historie, der er knyttet til Åludden.«

»En historie?«

»En historie om de døde«, sagde Westin.

»Nå, okay. Jeg ved ikke, hvor meget han ved om den slags historier«, sagde Tilda, »men jeg kan spørge. Gerlof plejer at være glad for at fortælle.«

»Hils ham og sig, at han er velkommen til at komme på besøg.«

Da Tilda lagde røret på, var klokken halv fem. Hun tændte for computeren for at arbejde lidt med nogle nye politianmeldelser og sine egne rapporter, inklusive den om varevognen. Det var et nogenlunde konkret tips i efterforskningen af indbruddene. Alt det, fuglekenderen havde fortalt om lyden af en motorbåd omkring Åludden, var for vagt til at skrive rapport om.

Hun skrev og skrev, og da hun var færdig med rapporterne, var klokken blevet kvart i otte.

Hårdt arbejde – det forhindrede hende i at tænke på Martin Ahlquist. Det fordrev ham fra krop og sjæl.

Brevet til hans kone havde Tilda ikke sendt endnu.