VINTEREN 1959

Den sidste vinter i halvtredserne – det er her min egen fortælling begynder. Fortællingen om Mirja på gården ude på Åludden, og om Torun og hendes malerier af snestormen.

Jeg var seksten år og havde ingen far, da jeg kom til fyrmesterens gård. Men jeg havde Torun. Hun lærte mig noget, som alle piger burde lære: aldrig at blive afhængig af en mand.

– Mirja Rambe

De to mænd, som min kunstneriske mor hadede mest, var Stalin og Hitler. Hun var født et par år før Første Verdenskrig og opvokset på Bondegatan i Stockholm, men hun var rastløs og ville ud i verden. Hun elskede at male og startede i begyndelsen af trediverne først på en kunstskole i Göteborg, og siden tog hun videre til Paris, hvor folk, ifølge Torun selv, konstant forvekslede hende med Greta Garbo. Hun fik en del opmærksomhed for sine malerier, men ville gerne hjem til Sverige, da krigen brød ud. Hun rejste hjem via København. Der mødte hun en dansk kunstner og nåede lige en hurtig romance, inden Hitlers soldater pludselig dukkede op i gaderne.

Da hun kom hjem til Sverige, opdagede Torun, at hun var gravid. Hun hævdede, at hun skrev flere breve til den vordende fader, min danske far. Det er måske rigtigt nok. Men han lod under alle omstændigheder aldrig høre fra sig.

Jeg blev født i vinteren 1941, da rædslen favnede verden. På det tidspunkt boede Torun i det mørklagte Stockholm. Alt var rationeret. Hun flyttede rundt mellem værelser for enlige mødre, små kamre, der blev lejet ud af strenge damer, og så forsørgede hun sig ved at gøre rent hos fine folk på Östermalm. Hun havde hverken tid eller råd til at male.

Det kan ikke have været så let. Jeg ved, at det ikke var let.

Da jeg begyndte at høre de døde hviske i stalden på Åludden, blev jeg ikke bange. Jeg havde været med til det, der var værre, i Stockholm.

Et par somre efter krigen, da jeg var syv eller otte år, får jeg svært ved at tisse. Det gør forfærdeligt ondt. Torun siger, at jeg har badet for meget og tager mig med hen på en af Stockholms bredeste gader for at besøge en læge med fuldskæg. Han er sød, siger mor. Børn skal ikke betale noget for at komme hos ham.

Lægen hilser venligt på mig. Han er gammel, omkring de halvtreds vil jeg tro, og han har en krøllet jakke på. Han lugter af alkohol.

Jeg skal gå ind og lægge mig på ryggen i et lille rum. Der lugter også af alkohol, og han lukker døren bag os.

»Knap kjolen op«, siger han. »Træk den op og slap af.«

Jeg er alene med lægen, og han er meget omhyggelig. Men til sidst er han tilfreds.

»Hvis du fortæller om det her til nogen, så bliver du spæret inde på en anstalt«, siger han og klapper mig på hovedet.

Han knapper min kjole. Derefter giver han mig en blank enkrone, og så går vi ud til Torun i venteværelset – jeg vakler af sted på dirrende ben og føler mig endnu mere syg, end da jeg kom. Men lægen siger, at der ikke er noget videre galt med mig. Jeg er en sød pige, og han vil udskrive noget medicin.

Mor bliver vred, da jeg ikke vil spise lægens piller.

I begyndelsen af halvtredserne tager Torun mig med til Øland. Det er én af hendes mange indskydelser. Jeg tror ikke, at hun havde nogen tilknytning til øen, men ligesom dengang hun rejste til Paris, længes hun efter et kunstnerisk miljø. Øland er jo berømt for sit lys og for de malere, som har haft succes med at fange det. Mor plaprer løs om Nils Kreuger, Gottfrid Kallstenius og Per Ekström.

Personligt er jeg bare glad for at komme væk fra byen, hvor den gamle læge bor.

Vi kommer til Borgholm med færgen. Vi bærer alle vores ejendele i tre kufferter, og ud over det bærer vi Toruns pakke med lærreder og oliefarver. Borgholm er en pæn lille by, men mor trives ikke der. Hun synes, at folk er stive i det og alt for fornemme. Det er i øvrigt billigere at bo ude på landet, så efter et års tid flytter vi igen, denne gang til et rødt udhus i Rörby. Vi er nødt til at sove under tre dyner, fordi huset er så koldt og utæt.

Jeg begynder i skolen. Alle børnene i skolen synes, jeg har et blæret storbysprog. Jeg siger ikke, hvad jeg synes om deres dialekt, men jeg får alligevel ingen venner.

Ret kort efter, at vi er flyttet ud på landet, begynder jeg at tegne for alvor. Jeg tegner hvide skikkelser med røde munde, og Torun tror, at det er engle, men det er lægen og hans ituskårne mund, jeg tegner.

Da jeg blev født, var Hitler den store skurk, men jeg vokser op fuld af angst for Stalin og Sovjetunionen. Hvis russerne vil, kan de erobre Sverige på fire timer med deres flyvemaskiner, fortæller mor mig. Først vil de besætte Gotland og Øland, bagefter resten af landet.

Men for mig, der er ung, er fire timer selvfølgelig lang tid, og jeg spekulerer en hel del på, hvad jeg skal lave min sidste tid i frihed. Hvis nyheden kommer, at de sovjetiske flyvemaskiner er på vej, vil jeg løbe til landhandlen i Rörby og proppe så meget chokolade i munden, som jeg kan. Jeg vil tømme hele lageret, og bagefter vil jeg hugge kridt og papir og vandfarver og styrte hjem igen. Jeg kan udholde at leve resten af mit liv som kommunist; hvis bare jeg kan blive ved med at male.

Vi flytter rundt som lejere på et antal gårde, og alle de værelser vi lejer, stinker af oliemaling og terpentin. Torun forsørger sig som rengøringskone, men i sin fritid maler hun billeder – hun går ud med staffeliet og maler og maler.

I efteråret 1959 flytter vi endnu en gang, og denne gang til et endnu billigere værelse. Det ligger i et hundred år gammelt hus på Åludden. Et bryghus bygget af kalksten og med hvidkalkede vægge. Det er køligt og dejligt at bo i på varme sommerdage, men svinekoldt resten af året.

Da jeg får at vide, at vi skal bo ved de to fyrtårne, får jeg selvfølgelig en masse magiske billeder i hovedet. Mørke, stormfulde nætter, skibe i havsnød ude på havet og heltemodige fyrpassere.

Torun og jeg flytter ind på gården en grå oktoberdag, og jeg føler mig øjeblikkeligt uvelkommen på stedet. Åludden er et koldt og blæsende sted. At gå rundt mellem de store bygninger føles som at liste rundt på en forladt borggård.

Drømmebillederne viser sig at være langt fra virkeligheden. Fyrpasserne har forladt gården på Åludden og kommer kun på besøg et par gange om året – fyrtårnene blev elektrificeret nogle år efter krigen, og ti år senere blev de automatiserede. Der er en gammel tilsynsmand. Han hedder Ragnar Davidsson, og han lunter rundt på gården, som om han ejede det hele.

Et par måneder efter vi er flyttet ind, oplever jeg min første store snestorm – og jeg er samtidig tæt på at blive forældreløs.

Det er i midten af december, og da jeg kommer hjem fra skole, er Torun der ikke. Et af hendes staffelier og tasken med farver er også væk. Mørket falder på, og sneen begynder at falde udenfor. Det blæser op ude fra havet.

Torun kommer ikke tilbage. Først er jeg sur på hende, så begynder jeg at blive bange. Jeg har aldrig set så meget sne hvirvle forbi vinduet før. Fnuggene falder ikke, de skærer gennem luften. Vinden får ruderne til at dirre.

En halv times tid efter, at stormen er kommet ind, ser jeg endelig en lille skikkelse vade gennem snedriverne ude på gårdspladsen.

Jeg skynder mig ud, får fat i Torun, inden hun falder sammen, og så hjælper jeg hende ind til kaminen.

Malertasken hænger stadig over hendes skulder, men staffeliet er blæst væk i stormen. Hendes øjne er hævede; der er blæst små iskorn blandet med sand ind i dem, og hun kan dårligt se noget. Da jeg trækker hendes tøj af, er det drivvådt. Hun er gennemfrossen.

Hun havde siddet og malet på den anden side af Offermosen, da skyerne trak sig sammen, og stormen kom. Hun forsøgte at skyde genvej via græstuerne og den tynde is på mosen, men hun gik igennem isen og trådte ned i vandet. Hun måtte kæmpe sig frem til fastere grund under fødderne. Hun hvisker:

»De døde kom op af mosen … mange, de kradsede efter mig, rev og sled … de var kolde, så kolde. De ville have min varme.«

Torun taler i vildelse. Jeg får hende til at drikke varm te og får hende i seng.

Hun sover roligt i mere end tolv timer, og jeg våger ved vinduet og ser snefaldet tage af hen under aften.

Da Torun vågner, fortsætter hun med at tale om de døde, der bevægede sig i snestormen.

Hendes øjne er ridsede og blodsprængte, men allerede næste aften sætter hun sig foran et lærred og begynder at male.