31

Henrik kæmpede sig vej gennem snestormen. Han bøjede sit hoved ned mod brystet for at beskytte det mod den buldrende vind. Han havde kun en svag anelse om, hvor han befandt sig.

Han gættede på, at han var nået frem til strandengene syd for Åluddens to fyrtårne, men han kunne ikke se dem. Sneen kradsede i hans øjne.

Idiot. Han skulle have holdt sig inden døre. Han havde altid holdt sig inden døre, når snestormen kom.

En januaraften, da han var syv år og på besøg hos mormor og morfar, havde han haft et mareridt: En flok brølende løver var gået omkring på hans værelse om natten.

Da han vågnede om morgenen, var løverne væk. Alt havde været stille på gården, men da han stod ud af sengen og kiggede ud, var jorden mellem husene gnistrende hvid.

»Den store snestorm var her i nat«, havde morfar Algot forklaret.

De bølgende snedriver nåede næsten helt op til sålbænken – Henrik havde ikke kunnet åbne hoveddøren.

»Hvordan ved man det, morfar … at det er en af de store snestorme og ikke bare en lille en?«

»Man ved ikke, hvornår den store snestorm kommer«, havde Algot sagt. »Men man ved, når den er her.«

Og det vidste Henrik der på stranden ved Østersøen. Det her var den store snestorm. Op til nu havde blæsten bare været en slags forvarsel.

Algots le svingede i vinden og tyngede ham ned. Han var nødt til at slippe den, men han beholdt øksen. Han tog nogle skridt hen over den hårdt frosne jord, krøb sammen og hvilede sig lidt. Så tog han tre skridt til.

Efter et stykke tid var han tvunget til at holde pause efter hvert andet skridt.

Det tynde islag ude på vandet blev brudt i stykker af de voksende bølger. Henrik hørte en manende buldren derudefra, men han kunne ikke længere se havet – han kunne ikke se noget i nogen retninger.

Smerten i maven var taget af i styrke. Det var måske den isnende vind, der standsede blødningen, men samtidigt var det, som om hele hans krop langsomt blev følelsesløs.

Hans bevidsthed begyndte at trække sig tilbage – indimellem var den så langt væk, at det føltes, som om han svævede ved siden af sin krop.

Henrik tænkte på Katrine, kvinden, der var druknet ved Åludden. Han havde haft det godt med at slibe og omlægge gulvet sammen med hende. Hun havde været lille og blond ligesom Camilla.

Camilla.

Han mindedes hendes varme, da de lå i sengen. Men tanken forsvandt hurtigt i vinden.

Det var for sent at vende tilbage til bådehusene ved Enslunda, og han vidste ikke engang, i hvilken retning de befandt sig længere. Og hvor var de skide fyrtårne? Henrik skævede op imod vinden og fik et hurtigt glimt af et svagt blinkende lys i det fjerne – han var altså på rette vej.

Træk vejret ind, gå fremad, ånd ud.

Så kom der et hårdt vindstød fra havet. Det standsede ham midt i et skridt. Vinden var taget yderligere til, selvom Henrik ikke havde troet, at det var muligt.

Han gik ned på knæ. Samtidigt tabte han øksen i sneen, men med stort besvær fik han den samlet op igen. Det lykkedes ham også at få den ind under frakken med skaftet først. Øksen var tiltænkt brødrene Serelius, og han måtte ikke tabe den.

Han krøb nordpå, eller i den retning, han troede var nord. Der var ikke andet at gøre. Hvis han blev og hvilede sig lidt i stormen, ville han fryse ihjel.

»Tyve skulle straffes med piskeslag«, kunne han høre morfar sige. »Det eneste, de dur til, er gødning og fiskefoder.«

Henrik rystede på hovedet.

Nej, morfar Algot havde altid kunnet stole på ham. De eneste, han nogensinde havde snydt, var hans lærere, en del kammerater, hans forældre og hans chef John fra gulvfirmaet. Og dem, der ejede husene. Og så Camilla selvfølgelig; han havde løjet en del for hende, da de var sammen, og til sidst var hun blevet træt af ham.

En skruetrækker i maven, det var lige præcist hvad han fortjente.

Pludselig greb nogen ud efter ham. Henrik gik i panik, inden han forstod, at det bare var lange blade fra de siv, der blæste omkring i vinden.

Han standsede, lukkede øjnene og krøb sammen i den rygende sne. Hvis han bare slappede af og holdt op med at kæmpe, ville han snart blive helt følelsesløs i maven og resten af kroppen.

Var døden varm eller kold? Eller et sted midt imellem?

Et eller andet sted i hans hoved befandt brødrene Serelius og deres brede grin sig. Det fik ham til at begynde at bevæge sig igen.