35

Morderen var trådt ud af træernes skygger, var gået frem til Ethel og havde hvisket:

»Vil du komme med mig? Hvis du bare er stille og kommer med mig, så skal jeg vise dig, hvad jeg har i lommen … nej, det er ikke penge, det er noget meget bedre. Kom med ned til vandet, så får du en dosis heroin helt gratis af mig. Sprøjte og ske og lighter har du selv, ikke?«

Ethel havde nikket.

Joakim frøs og rystede fantasiforestillingerne ud af hovedet. En tordenagtig buldren omsluttede ham.

Nu vågnede han og så sig omkring. Han sad på den forreste bænk i andagtsrummet med julegaven til Katrine på knæet.

Katrine?

Alt var mørkt. Lommelygten var gået ud nu, og det eneste lys, der var, kom fra den enlige glødelampe ude på loftet; det sivede ind ad væggens smalle sprækker.

Og bulderet? Det var ikke lynet, der havde slået ned – det var stormen, som drønede, når den kom ind over kysten.

Den store snestorm havde nået sit højdepunkt.

Stenmuren i stueetagen lod sig ikke rokke, men resten af stalden vred sig i vinden. Luften, der blev presset ind gennem sprækkerne, tudede som en sirene omkring Joakim.

Han kiggede op mod loftbjælkerne over sit hoved og syntes, at han kunne se dem dirre. Vindstødene kastede sig ind over gården som sorte bølger og fik væggene til at knirke og knage.

Snestormen var ved at slide stalden i stykker. Sådan føltes det.

Men Joakim syntes også, at han hørte andre lyde. Knasende lyde inde fra rummet – langsomme skridt over trægulvet. Urolige bevægelser i mørket. Hviskende stemmer.

Kirkebænkene var begyndt at blive fyldt bag ham.

Han så ikke, hvem de besøgende var, men han kunne mærke, at rummet blev koldere. De var mange, og nu satte de sig ned.

Joakim lyttede spændt, men blev siddende.

Der var stille på kirkebænkene nu.

Men en anden kom langsomt gående op ad gangen mellem bænkene. Han hørte forsigtige bevægelser i mørket, skrabende lyde, fodtrin fra en skikkelse, der gik forbi alle bænkene bag ham.

Ud ad øjenkrogen så han, at en skygge med et blegt ansigt var standset ud for hans bænk og nu stod helt stille.

»Katrine?« hviskede Joakim uden at turde dreje hovedet.

Skyggen satte sig langsomt ned ved siden af ham på bænken.

»Katrine«, hviskede han igen.

Forsigtigt famlede han i mørket og strejfede med sine fingre en andens hånd. Den var stiv og iskold, da han tog fat i den.

»Jeg er her nu«, hviskede han.

Han fik ikke noget svar. Skikkelsen bøjede hovedet som i bøn.

Joakim sænkede også blikket. Han så ned på cowboyjakken ved siden af sig og fortsatte med at hviske:

»Jeg fandt Ethels jakke. Og sedlen fra naboerne. Jeg tror … Katrine, jeg tror, at du slog min søster ihjel.«

Han fik stadig ikke noget svar.