40

Det havde virket at kvæle ilden med sneen, men da Joakim endelig fik slukket alle flammerne, var næsten hele trappen op til høloftet forkullet, og der hang tykke skyer af grå røg under tagbjælkerne.

Joakim hostede på grund af den tørre luft og satte sig med trætte ben ved foden af den rygende trappe. Han holdt stadig fast i sneskovlen.

Han orkede ikke at tænke længere, orkede ikke at undre sig over, hvor alle de uindbudte gæster i aften var kommet fra, eller spekulere over, hvad det var, der var sket oppe i rummet med alle kirkebænkene. Han måtte indse, at Gerlof Davidsson havde haft ret: Et slør af glemsel begyndte allerede at lægge sig over denne aften.

Havde han virkelig mødt Katrine deroppe? Havde hun erkendt, at hun havde druknet hans søster?

Nej. Det havde Katrine aldrig sagt noget om.

Joakim så på den store og kantede mand, der lå ovre ved ydervæggen. Han havde ingen anelse om, hvem det var, eller hvorfor han havde håndjern på, men hvis Tilda Davidsson havde anholdt ham, var det umuligt ikke at drage visse konklusioner.

Næsten samtidigt syntes han, at han havde hørt nye skud blive affyret et eller andet sted uden for stalden.

Joakim lyttede, men da der blev stille, kiggede han over mod væggen.

»Var det dig, der startede det her?« spurgte han.

Efter nogle sekunder kom der et lavmælt svar nede fra gulvet:

»Undskyld.«

Joakim sukkede.

»Jeg er nødt til at bygge en ny trappe op til loftet … på et eller andet tidspunkt.«

Han lænede sig tilbage, men huskede i det samme, at Livia og Gabriel stadig var inde i stuehuset. Alene.

Hvordan havde han dog kunnet efterlade dem?

Der lød pludselig en skrabende lyd ovre fra stalddøren, og da han vendte hovedet, så han Tilda komme væltende ind fra stormen dækket af sne. Hun havde sin pistol i den ene hånd og et gammelt jagtgevær i den anden.

Hun sank ned ovre ved væggen og pustede ud.

»Han er væk«, sagde hun.

Freddy kiggede op fra gulvet.

»Væk?« sagde Joakim.

»Han løb ind i skoven«, sagde Tilda. »Han forsvandt … men han har i hvert fald ikke noget gevær nu.«

Joakim rejste sig.

»Jeg er nødt til at se til mine børn«, sagde han og gik over mod døren. »Kan du klare dig selv et stykke tid?«

Tilda nikkede, men blev siddende på gulvet og hang med hovedet.

»Hvis du går gennem glasverandaen … så er der nogle mennesker der. To mænd.«

»Flere sårede?« sagde Joakim.

Tilda sænkede blikket.

»Én såret … og én død.«

Joakim spurgte ikke mere. Hun havde taget sin mobiltelefon og var begyndt at taste et nummer.

Han gik ud på gårdspladsen. Sneen lå i bølgende driver, og han krummede sig sammen imod vinden. Gården på Åludden føltes ikke så stor i nat – husene virkede som bange hunde, der krøb sammen i snestormen. Vindens greb løsnede teglsten, som hvirvlede op over tagrygningen og forsvandt videre ud i mørket.

Joakim gik ind i glasverandaen og trak døren i efter sig. En mand lå udstrakt på kludetæppet. Død? Nej, han sov bare dybt.

Stormen fik vinduesglasset på verandaens forside til at dirre, og vindueskittet og karmene, der holdt ruderne fast, knagede, men så langt så godt holdt de.

Joakim gik helt ind i huset, men blev stående i forstuen.

Han hørte en knagende lyd nede ad gangen.

Hæse åndedrag.

Ethel var derinde.

Hun stod foran døren til børneværelset, hun var kommet for at hente sin datter. Ethel ville tage Livia med sig.

Joakim turde ikke gå videre. Han sænkede bare hovedet og lukkede øjnene.

Stol på mig, tænkte han.

Han åbnede øjnene og fortsatte ind i huset.

Gangen ud for soveværelset var tom.