Det begynder med et skrig, indimellem et brøl udløst af en fuldstændig ubeskrivelig smerte – barnets entré i vores verden. Smerten afløses pludselig af en lige så ubeskrivelig, endnu ukendt forunderlig lykke, forårsaget af den fedtede, slimede og blodige klump liv, der ganske naturligt har taget plads i vores arme.
De har det med at tage os med storm, de små væsener, og udløse et infernalsk følelseskaos, som trykkede de på hovedkontakten til alle eksisterende følelser overhovedet umiddelbart ved ankomsten. Mænd såvel som kvinder – de fleste af os tuder for et godt ord. Og lige dér er der så meget, vi ikke ved om de næste mange års forunderlige opdagelsesrejse. Heldigvis. For lige dér, alt imens vi begynder en livslang tilknytning og tilpasning til måske den største – i hvert fald den mest betingelsesløse – kærlighed i vores liv, begynder deres løsrivelse.
Løsrivelsen og adskillelsen er det, der er emnet for denne bog: Kunsten at give slip på dine børn, når de flytter hjemmefra. For det er faktisk noget af en kunst. I hvert fald hvis begge parter skal overleve nogenlunde og finde fodfæste i hver sit nye liv. Der er mange faldgruber undervejs, og undskyldningerne for at holde fast hober sig op i kærlighedens hellige navn. Og man skal det stik modsatte: give slip, men dog ikke for pludseligt.
Den norske psykolog Anne-Lise Løvlie Schibbye skildrer en fornuftig kærlighedsrelation som en harmonisk halvbue – begge parter skal tage lige meget ansvar for nærhed og for afstand. Hvis man kravler over på den andens banehalvdel, bliver vedkommende nødt til at trække sig tilbage, hvis afstanden skal opretholdes, og så bliver buen skæv. I forhold til de snart voksne børn betyder det, at jo mere, vi griber fat og nærmer os dem, jo mere lukker de af og afviser os – og omvendt.
Ideen til denne bog blev undfanget ved et tilfælde. Den 23. august 2010 forsøgte forlagschef på Gads Forlag, Susanne Svendsen, ihærdigt i en mailkorrespondance at vække min interesse for forskellige projekter. Ideerne fejlede ikke noget – men det gjorde jeg. Og efter et par uengagerede svar krøb jeg til bekendelse og indviede hende i situationen:
Dagen før havde min 18-årige søn sammen med to kammerater storsmilende vinket fra toppen af trappen ved check-in’en i Københavns Lufthavn i Kastrup. Forude ventede eventyret, en – skulle det senere vise sig – bordeauxfarvet Chevrolet med pink velourindtræk, og tre måneders uvis færden gennem ’Guds eget land’. Jeg havde ikke alene sanktioneret og med min sunde fornuft i behold oven i købet billiget beslutningen – jeg havde såmænd også assisteret med mindre praktiske forberedelser. Men følelser og fornuft er som bekendt to indimellem meget modsatrettede sanser.
Først dér i hans afskeds-favntag erfarede jeg alvoren i al sin gru: “Don’t call me, I’ll call you,” for der var for første gang i mange år ingen mobil! Om det var navlestrengen, der fik det sidste, afgørende klip midt i det kæmpe afskedsknus, skal jeg ikke kunne sige, men det var som en dæmning, der sprang læk. Tårerne piskede i al sin pinlighed ud og efterlod en makeup, der var Alice Cooper værdig. En større gruppe venner agerede begejstret afskedskomité, men endte med en reel omgang førstehjælp, og jeg er dem evigt taknemmelig. Turen på vej hjem i bilen var ensom og varslede en følelse, jeg ikke brød mig om. Der var nøjagtigt lige så tomt inde i mig som i bilen; kun tre spørgsmål konkurrerede desperat om opmærksomheden: Ser jeg ham nogensinde igen? Holder denne tilstand mon nogensinde op? Og vil jeg nogensinde komme til at opleve en lignende lykke som årene sammen med ham?
Denne lidet klædelige, dybt pinlige og meget uprofessionelle situation beskrev jeg for forlagschefen og afsluttede undskyldende: “… men det er nok bare mig.” En mail kom så rapt retur, at man ikke skulle tro, min var nået at lande i hendes indbakke, før hun replicerede: “Jeg tror bestemt ikke, det bare er dig – det kunne der faktisk være en rigtig god bog i!”
Mailen nærmest blinkede på min skærm af iver. Men den problematik havde jeg overhovedet ikke lyst til at kaste mig over. Jeg ville slet ikke konfronteres med det faktum, at et kapitel for evigt var forbi. Én ting var at overleve og komme igennem det. En anden ligefrem at lade det invadere hele mit liv som en ’full time’ beskæftigelse. Rent bortset fra, at det i min optik ikke var synderlig ’seriøst’ at beskæftige sig med den slags naturligheder. Min kæreste, der som regel er den, jeg spørger til råds, hvis der skal udredes indviklede magtintriger og analyseres storpolitiske konflikter, undrede sig og spurgte:
“Hvorfor i alverden skulle det ikke være seriøst at beskæftige sig med det vigtigste i vores liv?”
Efterfølgende kunne jeg konstatere, at det ikke ’bare’ var mig. Det er ’bare’, som skuespilleren Mette Horn siger, et meget underfortalt kapitel: Kort tid efter havde forfatteren Bjarne Reuter en rørende kronik i Politiken, som jeg er meget taknemmelig over at måtte bringe i slutningen af denne bog. Min ellers farvestrålende og livfulde kollega var pludselig grå, indesluttet og grådlabil. Hun rapporterede om sønnens flytning med det bebrejdende blik, man overbærende reserverer de uvidende ignoranter, der ikke forstår ens altopslugende smerte – hun er så efterfølgende det bedste eksempel på, at man kommer over det, og oven i købet kan lande et andet og bedre sted. Og rundt omkring mig viste det sig, at der var mange, der led i stilhed og skam. Det er nemlig ikke noget, vi praler med. Indimellem er det meget ucharmerende følelser, der stikker deres grimme ansigt frem i al vores i øvrigt velkontrollerede pænhed.
Min undren blev imidlertid den største drivkraft. For hvordan kunne det være, at netop denne generation – feministernes døtre, der er opdraget til selvstændighed, uden faste kønsrollemønstre og med en stor del af identiteten forankret i vores profession – kunne lide under den latterlige tilstand, der bedst associeres med 1950’ernes hjemmegående, frustrerede forstadshusmødre, der lod børnenes værelser stå urørte i årevis efter deres fraflytning, som et monument over fordums storhedstid? Det vakte min nysgerrighed.
Modstræbende gik jeg på jagt efter forklaringer, årsager og sammenhænge. Og ikke mindst mennesker, der ville lægge liv og stemme til erfaringerne fra et landskab mineret med modsatrettede følelser af kaos, tab, savn, frihed og stolthed.
Dette er i virkeligheden en frontzoneberetning fra en opbrudstid. Et forsøg på at forstå og indkredse, hvorfor netop “Generation X”, “No Future-generationen” eller “Nå-generationen”, som forældrene med slutcifre omkring 60 i deres fødselsår kaldes, rammes så hårdt af det, der i 1950’erne blev døbt “The empty nest syndrome”.
Måske er det et forsøg på kontrol i en i øvrigt ukontrollabel verden, eller med forfatteren Erica Jongs ord:
“Det, der er så bekymrende ved det moderne, overvågende og kontrollerende forældreskab, er, at det ligner forsøg på at skabe kontrol i en verden, der i stadig større udstrækning er ude af kontrol.”
Måske er det, fordi børnene spiller en ganske anderledes rolle i det moderne – og indtil 2008 velhavende – velfærdssamfund. Hvor børn tidligere var forældres pensionsopsparing, er de i dag vores statussymboler. En ganske ny rapport om familieliv fra Rockwoolfonden: “Vi, der bor i Danmark”, konkluderer, at børnene fylder mere og mere. Vi prioriterer dem og vores job og skærer ned på de øvrige sociale relationer.
Uanset forklaringer og generation har det været beroligende for mig at erfare, at toneangivende eksperter og solide kvinder som Ida Koch, Margrethe Brun Hansen, Anna Wahlgren og Anne Knudsen ikke selv har kunnet give slip på deres børn uden at kny.
Det er en udmærket reminder, når de feministiske ikoner Erica Jong og Fay Weldon sætter moderskabet i perspektiv, og især at erfare, at de selv har et ganske “soft spot”, når det drejer sig om deres børn. At jeg så personligt ville have ønsket, at kvindebevægelsen en bloc havde påskønnet moderskabet mere, da det buldrede voldsomst i 1970’erne, skal ikke lastes de to. Og så er jeg med på, at alting selvfølgelig skal forstås i sin kontekst.
“En påmindelse om kistens ensomhed,” bekendtgør filmproducenten Peter Aalbæk Jensen som den eneste repræsentant for sit køn, der på egen hånd har kunnet lokkes om bord i denne bog. Til trods for at både mænd og kvinder kan føle sig overflødige og fortabte i kølvandet på ungernes afgang, er det oftest kvinderne, der er hårdest ramt … og i hvert fald offentligt indrømmer og tør tale om savnet.
Ingen af parterne undgår konfrontationen med en ny virkelighed, for man bliver utrolig tydelige for hinanden, når børnene flytter. “Kan man mon gemme kærligheden som en gave, man venter med at pakke op, til alt det andet er overstået?” Sådan synes mange par at tænke. Svaret får stå hen i det uvisse, for selv om forskerne registrerer en tendens til en lille stigning i antallet af skilsmisser, når børnene flytter hjemmefra, er det ikke veldokumenteret. Og derfor har jeg ikke i bogen her beskæftiget mig med skilsmisser og parforholdsproblemer ud over de refleksioner, de interviewede selv giver udtryk for.
Det kan godt være, at det er en omvæltning at komme ind i moderskabet eller forældreskabet. Men komme ud af det, hvordan gør man det? For hvilken berettigelse har man, når man ikke længere skal tage sig af nogen? Har man så overhovedet ret til at være her? Det er der faktisk bud på i denne bog, der spejler erfaringer og liv. Bogen er ikke et “quick fix” i form af en selvhjælpsbog, men betragtninger og refleksioner over det forunderlige liv, der indimellem har det med at slå benene væk under os.
Kendte som ukendte i den bredere offentlighed deler gavmildt ud af erfaringer fra det nye – sårbare – sted i livet, hvor det endnu er uvist, om der er tale om tab eller befrielse. Mødet med alle disse mennesker har været fantastisk berigende, beroligende og inspirerende, og det håber jeg også, det vil være for jer læsere. Der er jo ikke tale om jordens undergang, når børnene flytter hjemmefra – snarere tværtimod, men derfor kan det godt føles voldsomt, når jorden for en stund så småt forsvinder under fødderne på én.
Om end den kan være ringe, så er det dog en trøst, at man ikke er alene. Spejl jer, grin, græd og filosofer med Christine Antorini, der hylder friheden, Birdie Bjerregaard, der nægter at lade kontrollen overtage kaos, Jeanette Videcrantz, der har fundet sin passion, Jesper Nielsen og Benedikte Bock Pedersen, der glæder sig til tid til hinanden, Karen Margrethe Schelin, der beundrer sin datter for at forfølge sine drømme, Christina Maria Melskens, der står på spring ind i en helt ny rolle i livet, og Cæcilia Holbek Trier, der smerteligt erkender, at nu stopper drømmene ganske vist – men er det mon også her, det virkelige liv begynder?
Tak til jer alle sammen for at have stillet jer til rådighed og ærligt have bidraget til denne bog. Jeg kan ikke takke jer nok, kun håbe, at samtalerne måske har været med til at afklare processen også for jer. Det har været en fornøjelse at møde jer og dele tanker og erfaringer. Tak til Gads Forlag for blidt, men insisterende pres ud i en modvillig proces og efterfølgende en professionel håndtering. Også tak til mine forældre, der evner den største forudsætning for et fornuftigt forældreskab – nemlig elasticiteten til på et splitsekund at stå til rådighed, for den næste lange tid ikke at høre en lyd og alligevel leve deres egne liv fuldt ud. Mest tak til min søn og hans far for at have givet mig billetten til dette forunderlige kapitel af livet, og en særlig tak til min søn for ubønhørligt at tvinge mig til at give slip … ellers var der en vis risiko for, at han var blevet kvalt i den tidligere omtalte navlestreng.
Lene Johansen, 2011