Den sorte bog ligger slået op på køkkenbordet:
“’Rettidig omhu’, altså det der med, om han nu husker i tide at få tilmeldt sig de ting, han gerne vil, sende breve og den slags …”
“Orden – den er helt gal, og det er for sent, der er ikke noget at gøre! Forhåbentlig kan nogle andre tage over.”
Mette Horn holder kortvarigt en pause med sin lettere anklagende, messende stemme og ser hen over de imaginære briller, som havde hun påtaget sig rollen som den værst tænkelige, kvindelige udgave af ’lektor Blomme’, inden hun stramt fortsætter:
“Hygiejne …”
“Og så at sige ’nej’ – har jeg egentlig lært ham at sige nej – han giver meget i sociale sammenhænge, stiller sig til rådighed. Men sørger han for at få det igen, han selv har brug for? Han er sådan en ægte ’gammeldags gentleman’ – og de har en vis risiko for at brænde sammen.”
Midtvejs i overvejelsen får stemmen et gran af alvor og forvandles til hendes egen. Mette griner, da hun smækker bogen i og konstaterer, at mangellisten er lang.
Det er hendes søn, vi taler om – og hende. Og det er sjov og alvor i en skønsom blanding. Hvilke egenskaber er det lykkedes at udruste ham med inden hans færd ud i verden? Hun har forberedt sig på spørgsmålet. For forinden har jeg sagt, at jeg blandt meget andet er inspireret af en scene i filmen “Max Pinlig 2 – sidste skrig”, hvor Mette spiller verdens måske mest pinlige, grænseoverskridende mor, der i en særlig sårbar stund tvivler på, om hun består ’den store morprøve’, om hun egentlig har gjort det godt nok som mor og lært sin søn de basale færdigheder til at kunne begå sig ude i verden.
Og det er faktisk netop dét, en stor del af den smertefulde afsked med vores voksne børn handler om, er vi enige om.
Privatpersonen Mette Horn har netop befundet sig i sådan en opbrudstid, da hun afleverede sin ældste, 16-årige William, på efterskole.
“Jeg kunne mærke på ham, at han var et sted, hvor han surfede lidt rundt, sådan et vadested, hvor han ikke vidste, i hvilken retning han skulle. Jeg havde det selv lige sådan, da jeg var i hans alder, og jeg var enormt glad for at komme på efterskole. Jeg var vild med det frirum, så jeg fik ham til at undersøge, om det var noget for ham,” fortæller Mette.
“Vi kørte over og besøgte Langelands Efterskole, hvor jeg kender mange, der har været glade for at være. Og på vej hjem i bilen sagde han så: “Det vil jeg gerne.” I samme sekund begyndte jeg at tude; hvad var det dog, jeg havde sat i gang?”
Senere åbenbarede William beslutningsprocessen for sin mor:
“Han så det mest rodede, kaotiske værelse på hele efterskolen og tænkte: “Det er her, jeg skal være!”, forklarer Mette, mens hun trommer med fingeren på den ’sorte bog’, som for at indikere et af punkterne på mangellisten.
“Jeg forestillede mig så, at jeg skulle skrive lange breve til ham – benytte mig af afstanden til at skrive alle de ting, man skal huske at få sagt … men han har slet ikke det behov. På en eller anden måde har han fået nye voksne i sit liv, det kunne jeg bare mærke.”
En af de voksne, der nyder en foretrukken position, er hans far. Fortroligheden er reserveret til ham, i hvert fald i denne her sprøde fase, hvor det handler om sex, piger, kærlighed, musik og alt det, der hører med til at være fyr.
“Så bliver man bare skubbet ud til siden! Det har jeg accepteret. Man kan jo ikke tvinge den der nærhed igennem,” siger Mette.
“Men indrømmet … lidt jaloux, det blev jeg sgu!”
Følelserne er blandede, for i virkeligheden er hun glad for det forhold, far og søn har til hinanden. Ligefrem taknemmelig for, at de har hinanden. Men deres forhold sætter hendes rolle i relief. Og den rolle er kedelig. Mens de to i denne periode har et særligt fællesskab, blandt andet omkring musik, og oplever fortrolighed og nærhed, er hun den med de fornuftige formaninger.
| “ | Nu har man oplevet det bedste i hele verden: at blive valgt hele tiden, og så bliver man pludselig valgt fra. |
BALKORTET BRUGT OP
“Jeg blev ved med at have sådan en forestilling om, at jeg skulle sidde her med stearinlys i kandelaberen, en lille kop kaffe og min fjerpen: ’Kære William, jeg tror godt, jeg ved, hvordan du har det i denne tid. Jeg mindes, hvordan jeg selv …’ Men det billede fortoner sig. Hans blik signalerer niks, hver gang jeg nærmer mig det domæne. Jeg vil have hans fortrolighed, være ’på hat med’ ham, men der er adgang forbudt. Hans far kan slippe af sted med meget mere af det der. Mit balkort er brugt op. Det, jeg byder ind med, gider han ikke længere,” siger Mette opgivende.
“Nærheden og fortroligheden drømmer jeg om vender tilbage senere. Måske når vi har fået det lidt på afstand. Men nu skal jeg jo bede ham om at ringe hjem, helt anglende ’det ku’ du altså godt’, eller noget i den stil. Og sidst han var hjemme, måtte jeg plage mig til at afluse ham – efterskole og lus er uadskillelige – og vaske hans fødder. Det lykkedes! Oh fryd, der var lige en ganske kort lykkestund med nærhed.”
Nogle af Mettes bange anelser har vist sig at holde stik. Og hun blev klar over det ved et tilfælde. Efter en periode på efterskolen havde sønnen netop oplevet en mindre sammensmeltning, og det kom frem under en forældresamtale, hvor hun forvirret drejede hovedet fra lærer til søn, mens hun lignede et undrende spørgsmålstegn.
“Min første umiddelbare reaktion var selvfølgelig: ’Haft det dårligt? Men hvorfor har du så ikke ringet hjem og sagt det?’ Men det havde ikke været nødvendigt. Der var andre voksne, der havde taget sig af ham og sørget for ’den varme kakao’ og omsorgen. Det er en stor tryghed at vide, der er nogen, der tager over. Jeg var nu især glad for, at han faktisk var i stand til at råbe op, række en hånd ud og bede om hjælp og gøre opmærksom på, at der var noget, han havde brug for. Men samtidig er det også mærkeligt. Jeg ville jo med glæde have kravlet ind i Citroënen og drønet af sted med lune boller, om det så var midt om natten. Umiddelbart føles det surt ikke længere at være den, der bliver ringet op. Så bliver min rolle vel at stå på sidelinjen og komme med andre bud!”, siger Mette.
“På den anden side, hvis det var andre på hans alder, hvor moren kom farende, ville man jo tænke ’hold da op en mors dreng’. Man må jo stole på, at man har haft held med at få indopereret visse implantater, der så kan vokse undervejs.”
Tilliden til, at hun har fået sået de mest basale færdigheder, forsøger hun at holde fast i. Man er nødt til at stole på, at ’vingerne bærer’, som hun udtrykker det. Og holde vejret, når de basker den forkerte vej og bumper ned, for de er nået til et punkt, hvor det kun er selvoplevede erfaringer, der tæller. Hun har ellers forsøgt sig gennem årene:
“Da han skulle konfirmeres, begyndte jeg at skrive en tale med alt det, jeg ville sige til ham. Han fik det helt dårligt, allerede to år inden han skulle konfirmeres. Så det var med bange anelser fra hans side, da jeg så rejste mig.” fortæller Mette.
“Men jeg skånede ham. Den var meget modereret. Jeg prøver at lægge bånd på mig selv med det der. Man kan sige, at min gave til ham var, at jeg forskånede ham for den lange tale om, hvor højt jeg elskede ham. Han slap for, at jeg vrælede, men jeg fik jo på den anden side heller ikke mit kick.”
| “ | Måske er vores generation gået glip af noget nærvær med vores børn, og det gør os mindre mætte nu? Det kunne jeg godt forestille mig, for vi havde så travlt med at få dem afleveret allerede i vuggestuen. Jeg er jo fra den generation, hvor man målte alting og blærede sig med at have en timemanager. |
AFSLUTNING
Inde i stuen sidder datteren Solvej på 13 med foden oppe efter en mindre operation. Labradoren lusker omkring og samler sko, som begejstret afleveres som velkomstgave, når nogen ankommer til Østerbro-lejligheden. Børnenes far er netop kommet på sygebesøg. Moren, der har assisteret med pasning og sygepleje om formiddagen, er lige gået. Manden kommer hjem fra arbejde. Og om få måneder vender William tilbage fra efterskole. Alligevel taler Mette med en lettere melankolsk tone om tiden som en afslutning. Og det er det vel ikke, undrer jeg, han kommer jo igen?
“Det føles som en afslutning, selv om han kommer hjem, fordi han har forandret sig. Jeg hører op med at være den primære person i hans liv. Hvis jeg er heldig, er der respons udløst af en diskussion eller et skænderi, men det er nok så nært, det bliver. Nej, skænderi er selvfølgelig så meget sagt. Men det er, som om jeg ikke kan trænge igennem med andet end de kedelige formaninger. Det med fyordene ligger i rollens karakter, og jeg glæder mig faktisk, til den del er udspillet,” siger Mette.
“Ellers føles det på en måde som en lang, skøn rejse med et dejligt menneske, som slutter nu, fordi han skal … han skal en hel masse andet, og så ses vi igen senere, når han engang vender tilbage i en eller anden form.”
Hun var 30, da hun fik ham. Og det er ’pisseuretfærdigt’, at alt skal ske samtidigt i en kvindes liv, mener hun. Der skal tjenes penge, man skal have karriere og gøre sig gældende professionelt, samtidig med at der er børn, der kræver en full time.
“Min mor sagde altid: ’Du skal bare give dem nærvær’. Og det kunne hun sagtens sige. Nærværet var det sværeste at give overhovedet, når man var så stresset,” siger Mette.
“Nærvær – det var jo de der gange, hvor man slap alting, og man bare sad på en trappesten og gloede og spiste pølser og var helt lykkelig. Eller faldt i staver foran en sjov etikette på en pakke kiks i Netto, eller der, hvor man fortabte sig i en skovsø eller cyklede ture. De der stunder, hvor man bare var lige dér sammen med dem!”
FØRSTEVALGET
Det kom bag på hende, at det var så trygt at være mor. Pludselig var man det naturlige midtpunkt i nogens liv – tæt på uundværlig – og ofte i stand til at vende sorg til glæde.
“Alt det kan man ikke rigtig byde ind med længere. Det føles trist. Og det hænger jo nok sammen med, at vi hele livet angler efter at blive valgt. At være førstevalget, godkendt. Den anerkendelse, der ligger i det. Det rækker helt tilbage til skolegården og boldbanen – man vil så gerne vælges, og man vil i hvert fald ikke stå ude på sidelinjen og være den sidste eller, værre endnu, vælges helt fra,” forklarer Mette.
“Pludselig oplever man den godkendelse som mor, for dér er man førstevalget. Det er det, der bygges op, når man er mor, og så bliver det med ét revet ned igen, og man vælges fra. Der kommer andre ind på førstepladsen.”
Det er et meget ’underfortalt kapitel’ i en mors liv, at det er så svært at give slip på sine børn, har Mette udtalt. Hun synes, det er sorgfuldt, at børnene er på vej hjemmefra. Og spørgsmålet er så, hvorfor det er underfortalt? Hvorfor taler vi ikke rigtigt om det, når vi tilhører en generation, der ellers taler om alt? Og nytter det overhovedet at tale om det?
“Det er, fordi det handler om nogle ufede følelser – jalousi og at blive valgt fra, ikke at være den foretrukne og blive gammel og overflødig. Det er lidt pinligt. Det er ikke noget, vi praler af. Tværtimod skammer vi os lidt. Det er ikke rart at snakke om, og det er ikke rart at indrømme, at man overhovedet har de følelser – ikke engang over for sig selv. Jalousi er en væmmelig følelse,” siger Mette.
“Nu har man pludselig oplevet det bedste i hele verden: at blive valgt hele tiden, og så bliver man pludselig valgt fra. Der er selvfølgelig visse faser af livet, man må gå igennem selv og finde ud af, hvordan man tackler. Men det kan indimellem lindre, hvis man hører, man ikke er den eneste. Min kloge mor sagde, at hun dengang beroligede sig selv med, at det ikke var hende som person, der blev valgt fra, men det var det, hendes rolle kunne byde ind med.”
Mette mindes, hvordan moren loyalt bakkede op om de mere eller mindre pudsige påfund, hun selv fandt på i sine opbruds år:
“Hun var god til at synes, at mine planer var gode. Hun drømte ikke om at sige, noget var dumt, hvis jeg ellers kunne redegøre nogenlunde for, hvad jeg ville. Hun slap mig og sagde heller ikke, at hun var ked af det. Jeg kan huske engang, jeg havde fundet på, at jeg ville til Århus og læse. Så stod vi og vaskede op sammen i køkkenet, og så opdagede jeg pludselig, at hun stod og græd hen over opvaskebaljen,” siger Mette rørt.
“Men hun tørrede snudeskaftet og forklarede, at hun syntes, det var godt, at jeg skulle af sted, men at hun selvfølgelig også syntes, det var lidt trist, at jeg så ikke skulle være derhjemme mere. Og så fulgte hun mig til stationen med min lille papkasse bag på cyklen og afleverede mig ved toget. De næste to stationer tænkte jeg over det, der lige var sket, men allerede inden jeg var nået til Hovedbanegården i Århus, havde jeg glemt alt om episoden. Der var jeg allerede fuldstændig optændt af alt det, der lå og ventede mig forude.”
KONKURRENCE
Værdierne fra sin egen barndom har Mette forsøgt at bevare i sin børneopdragelse. Også selv om hun har været i modfase, fordi solidaritet og individualisme rimer så skidt. Tidens dominans af konkurrence og fokusering på den individuelle præstation har sat sig spor helt ned i miniputstadiet, og om det har indflydelse på vores evne til at give slip, får et par tanker med på vejen:
“Måske er vores generation gået glip af noget nærvær med vores børn, og det gør os mindre mætte nu? Det kunne jeg godt forestille mig, for vi havde så travlt med at få dem afleveret allerede i vuggestuen. Jeg er jo fra den generation, hvor man målte alting og blærede sig med at have en timemanager. Det gjaldt om at have så pissetravlt. Man konkurrerede om at være ressourcestærk, og børnene blev sådan nogle små talentfulde projekter, der gik til tusinde ting,” siger Mette.
“Da jeg var barn, kunne man gå til noget, hvis man selv kunne komme derhen. Men da havde forældrene heller ikke helt så voldsomt et behov for at konkurrere gennem børnene. Og man værnede mere om det fælles. Det gik fløjten med timemanager-generationen, hvor forældrene var så optagede af deres eget lille ’projekt barn’, at de bakkede barnet op – også før de bakkede læreren op. Jeg blev så irriteret over det, at jeg ligefrem har flyttet mine børn, fordi det blev for meget. Børnene blev udstyret med mystiske navne, og der skulle være plads til alle deres særheder. De individualiserede ungerne med alle de der mærkelige ’because I’m worth it’-værdier, der satte en kile i fællesskabet. Jeg har prøvet at gøre mine bevidste om, at vi lever i et fællesskab, at fortovet tilhører os alle sammen, så vi har ansvar for det, at man kun kommer på lejrskole, hvis man selv kan binde sine snørebånd og i den dur. Men det var ikke så moderne i en lang periode – heller ikke blandt dem, der ellers bryster sig af at være solidariske.”
Mette Horn har allerede ganske forudseende forholdt sig til Williams hjemkomst:
“Der må rykkes lidt rundt på rollerne. Jeg har spurgt ham, ’hvordan kunne du tænke dig, det skulle være med dig i vores fællesskab fremover?’ Det mangler jeg så lige en tilbagemelding på, men han overvejer,” siger Mette.
“Lige nu er han ude og tage verden til sig. Han er allerede forandret, når han kommer hjem på besøg. Han tilbyder at tage opvasken! Og for nylig ringede han og bad om opskriften på min kødsovs. Så tudede jeg jo lidt. Håbet om, at de vender tilbage igen, begynder i hvert fald at spire lidt – er det ikke et tegn? Så kunne man jo alligevel byde ind med noget, der kunne bruges!”
Sønnen er smertenspunktet, for Mette har allerede gennemskuet, at bølgerne ganske vist kan gå højt med døtre i perioder, men pigerne bliver. Eller de vender i hvert fald tilbage til moren efter en periode, så det frygter hun ikke så meget … ikke lige nu i hvert fald, hvor datteren sidder trygt inde i sofaen med dejlig brug for moderlig omsorg. Bare at tænke tanken om, at hun en dag også stryger af sted, er for meget at kapere.
“Uanset, hvor smerteligt det føles for mig, kan jeg godt forstå, at de vil videre – må videre. Her er det mine regler og min standard, der er gældende. Uanset hvor skønt, jeg synes, det er, at huset er fuldt af teenagere, så er der jo visse regler. De skal ud og sætte nogle nye scenarier op for deres fællesskab,” siger Mette.
“Og så er det jo min egen sag at komme igennem afskeden. Jeg tror, tilgivelse er vigtig. Man må tilgive sig selv og sige ’det er okay’. Som min mor siger: ’Bare du selv ved, at du gjorde dig umage’. Det ved jeg, at jeg gjorde. Og så kan man også bare sige, at så behøver det måske heller ikke at være finere.”
| “ | Måske kan man ligefrem nå at blive voksen, inden man dør … man tager en dans mere med sine forældre og sin fortid, når man får børn. Når de så er i vej, siger man tak for dansen. |
FREDFYLDT
“Vi kan da godt have det hyggeligt sammen?” Spørgsmålet er appellerende men iblandet tvivl, når Mette udfritter sin mand på vej hjem efter en weekend i sommerhuset.
“’Jo, det mener han da godt, vi kan!’ Han er ganske rolig. Han er ikke så bange for os to alene. Han er ikke så forpint. Det er mig … jeg sørger lidt. Der mangler noget, når børnene ikke er der.”
Men hun glæder sig også til noget i den periode af livet, når børnene omsider er flyttet – begge to. Det varer lidt endnu, men selv om det ikke umiddelbart virker sådan, ser hun også frem til nogle gode år. Hun glæder sig over, at det jævnt hen er gået godt med begge børn indtil nu, at de klarer sig godt, og så glæder hun sig vildt til at få børnebørn. Men inden børnebørnene forestiller hun sig en periode på omkring 10 år, hvor der bliver tid til at få samlet op på noget af det, hun ikke fik gjort tidligere:
“Jeg bilder mig ind, at der måske kommer 10 fredfyldte år, hvor der ikke er så meget, der kan vælte mig af pinden. Jeg vil gerne skrive mere, rejse lidt og i det hele taget ’falde lidt ned’. Sidste gang man havde den periode, var man i tyverne. Inden man blev gift og fik børn og karriere, havde man travlt med at nå derhen, og man var også anderledes sårbar. Man var usikker og lod de andre måle sig. Jeg håber, det kan blive indefra styret i stedet for udefra målt,” siger Mette og smiler underfundigt.
“Måske kan man ligefrem nå at blive voksen, inden man dør … man tager en dans mere med sine forældre og sin fortid, når man får børn. Når de så er i vej, siger man tak for dansen.”