“Mor, jeg skal på afvænning!”
Erica Jong sidder på bagsædet af en gul taxa i New York en sen eftermiddag, da datteren tager hende i armen og insisterende giver hende den alvorlige besked.
“Det er alvor, mor. Jeg tager kokain, og jeg har hele tiden troet, at jeg kunne styre det. Men det kan jeg ikke. Og jeg vil ikke dø!”
Tankerne farer igennem Erica Jongs hoved. Hun har haft mere end på fornemmelsen, at hendes datter havde det skidt, men har skubbet det fra sig, fordi hun ikke har vidst, hvad hun skulle stille op. Hun har haft anelser om, at datteren indimellem var påvirket, men har fortrængt det og tænkt, at det nok var lidt pot og lidt vin, som hun selv havde eksperimenteret med som ung. Men når det kommer til stykket, har hun godt vidst, at noget var rivende galt, og her på vej til en digtoplæsning i det centrale New York kan hun ikke længere vende det ryggen.
19-årige Molly har været af sted på flere forskellige universiteter uden rigtig at falde til. Tilbage i New York har hun arbejdet på kunstgalleri, hvor hun heller ikke trivedes, og nu falder bomben så pludseligt, da de er på vej sammen i taxaen.
“Det kan ikke være sandt – dette kan ikke ske for min lille pige,” når hun at tænke, inden hun tager sig sammen og tvinger sig selv til at forholde sig til, hvad Molly netop har fortalt hende: “Fat dog, hvad det er, hun forsøger at sige til dig.” Til Molly siger hun:
“Molly, det er alvorligt, og det er godt, du fortæller mig det. Nu skal jeg lige have overstået denne her digtoplæsning, og så tager vi hjem sammen og finder en behandlingsplads til dig.”
Erica er bekendt med misbrug både i sin egen familie og i sin omgangskreds og understreger, hver gang talen falder på emnet: “Det er derfor, jeg ikke drikker mere.” Og samme aften går hun og en veninde i gang med at finde en plads til Molly. Via gode kontakter lykkes det dem at skaffe en plads i Minnesota med afgang allerede næste morgen.
“Som mor ved du præcist, hvornår du skal handle hurtigt. Det her var sådan en situation. Hun risikerede jo at dø,” fortæller Erica, da jeg møder hende i København 14 år senere, og episoden stadig står lysende klart.
Vi skal tale om moderskab og evnen til at slippe sine børn, og egentlig vil hun slet ikke fortælle om datterens oplevelser med misbrug. Ikke fordi hun er flov over det – hun har også skrevet om oplevelserne – men fordi, som hun siger: “Det er Mollys historie.” Alligevel er det så central en del af den periode, hvor hun egentlig skulle slippe hende og Molly flytte hjemmefra, at det er uundgåeligt at fortælle om – også fordi det har knyttet dem måske endnu tættere sammen.
DUNDER FRA FEMINISTERNES FØRSTEDAME
Anledningen til Erica Jongs besøg i København er 100-året for Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts, hvor hun er æresgæst på Det Kongelige Bibliotek, fordi hun har skrevet et meget sarkastisk essay om moderne moderskab. “Mother Madness” blev først trykt i Wall Street Journal i 2010 og spredte sig med lynets hast over det meste af verden. Det vakte voldsom debat og mødte hård kritik. Erica Jong blev beskyldt for at være blevet antifeminist, fordi hun med udgangspunkt i sit eget liv som enlig mor kritiserede moderne moderskab for at være blevet glamourøst og børn et uundværligt statussymbol, nærmest som accessories. Forherligelsen af moderskabet og den nye moralske orden, moderne forældre blev påtvunget, var ifølge Erica Jong en større trussel for kvinders frihed, end nogen mand nogensinde har været. Det 69-årige feministiske ikon advarede direkte om, at ’moderkulten’ var et fængsel for mødre, og et lige så stort tilbageslag for kvinders frihed som antiabortbevægelsen i sin tid havde været.
Det er en ægte dronning, der på høje hæle indtager en fuldstændig fyldt Dronningesal, og forlader den et par timer senere til stående ovationer – for første gang i stedets historie. Selv om der også har været kritiske røster op til besøget i København, er det, som om de er forstummet, da den ualmindeligt varme, empatiske og charmerende Erica Jong taler dunder om negligering af hårdt tilkæmpede rettigheder. Bifaldet bølger, da hun kritiserer moderne forældre for hellere at ville lave økologisk hjemmekogt babymos end at tage politisk stilling. Hun harcelerer over de forældre, der ikke har andet indhold i tilværelsen end deres børn, så de heller ikke evner at slippe børnene, når de skal løsrive sig og flytte hjemmefra. Og hun opfordrer kvinderne til at tænke deres identitet længere end til moderskabet:
“Kvinde, du kommer til at leve i 95 år. At opdrage et barn tager 20, hvad skal du så stille op med resten af dit liv?”, gjalder den lille kvinde, der nu kæmper lige så voldsomt for frigørelsen i forholdet til vores børn, som hun i 1970’erne kæmpede for frigørelse i forhold til sex.
“Slip dem fri! Slip dem fri!”, opfordrer hun.
MOR MED STORT ’M’
Mest overraskende er det nok at finde ud af, at de umiddelbart moderfjendske udsagn kommer fra en kvinde, der selv er mor med stort ’M’. For eksempel har hun ikke færre end tre ure om håndleddene: På det ene et Cartier-ur af guld med en lilla krokodillerem – en gave fra hendes elskede mand igennem 30 år, der ganske vist er hendes fjerde – og på det andet et mere moderne, avanceret urværk, hvor to rektangulære skiver ved siden af hinanden hele tiden holder hende orienteret om klokken i den tidszone, hvor hun befinder sig, og den, hendes kære befinder sig i i New York. Og det er i særlig grad datteren, Molly, der nu selv er blevet mor til tre, som Erica ringer til flere gange dagligt, uanset hvor i verden, hun selv befinder sig.
“At være forældre tvinger dig til at være voksen,” siger hun, da hun fortsætter fortællingen om datterens og hendes tur til Minnesota.
Det var koldt, da de nåede frem næste formiddag. Sne, frosne søer og et klima som her i Skandinavien, forklarer Erica, slår ud med armene og peger ud ad vinduerne på VIP-etagen på Hotel Marriott i København.
“Jeg følte mig utrolig hjælpeløs og fuld af skyldfølelse over, at jeg ikke havde grebet ind og undersøgt min mistanke langt tidligere. Man tror jo på en eller anden måde aldrig, det rammer ens egne, men det gør det. Det var også en verden, der var så fjern fra det, jeg selv havde prøvet, Jeg røg lidt pot og drak vin og drinks, men jeg havde aldrig været tæt på hårde stoffer, som op mod 70 % af vores ungdomsgenerationer kommer i berøring med, når de starter med hash. Men dårlig samvittighed var nytteløst og for sent i denne her situation. Da vi ankom til behandlingsstedet, fik vi en meget varm velkomst. Og så skilte de os ad. ’Vi tager hende til afgiftning’, fik jeg at vide. Det var svært at slippe hende, men der var så lidt, jeg kunne gøre, så jeg overlod hende til de professionelle.”
Erica Jong beskriver ganske smerteligt i erindringsbogen ’Seducing the Demon’, hvordan hun følte sig:
“Der har været mange gange i mit liv, hvor jeg virkelig har følt, jeg nåede bunden. Men dette var det værste. Molly var hele min fremtid og symboliserede også alle de drømme, jeg ikke havde indfriet … jeg havde et langt større behov for, at hun levede, end at jeg selv gjorde.”
Erica Jong, der under besøget i København aldrig lader sin iPhone ude af syne, oplevede det som lidt af et chok, at dengang i Minnesota havde hendes telefon ingen forbindelse, og der var ingen andre tilgængelige telefoner. Men hun kom til at nyde den refleksive stilhed. Hun blev installeret på sit eget værelse, mens Molly var i behandling, og her havde hun rig lejlighed til at reflektere over deres fælles liv. Et liv med en kolossal berømmelse på godt og ondt, som hun fortæller meget åbent og ærligt om, både når man møder hende, under foredrag og altså også i erindringsbogen.
BERØMMELSE PÅ GODT OG ONDT
Da Erica Jong i 1973 udgav “Luft under vingerne” og med den opfandt ’det gnidningsløse knald’, blev hun en verdensstjerne over night. Bogen har solgt mere end 26 millioner eksemplarer og er oversat til 25 sprog. Nogle år senere fik hun Molly, som hun blev alene med, da datteren var ganske lille. Hun er dybt taknemmelig for det økonomiske sikkerhedsnet, bogen spændte ud under hende som eneforsørgende alenemor i de efterfølgende ti år. Men det betød også et liv, hvor hun rejste verden rundt på foredragsturneer, og Molly var overladt til barnepiger.
“I perioder har jeg været plaget af, at jeg ikke var nok til stede og nærværende i hendes liv, men der har aldrig været et tidspunkt, hvor hun ikke kunne komme til mig. Vi har altid haft et tæt forhold,” fortæller Erica.
“Derfor er der da alligevel mange gange, hvor jeg har følt, at jeg har svigtet – hvilken mor kender ikke til det? Men de mange rejser og foredrag var nu engang betingelserne for den karriere, jeg havde. Og den var jo ikke til diskussion, for jeg var den, der forsørgede.”
Skilsmissen er det, hun gerne ville have skånet datteren for. Ikke berømmelsen, der har sikret dem et både interessant og økonomisk godt liv. Erica Jong, der drømte om anerkendelse for sine digte, blev i stedet udråbt til eksponent for den seksuelle revolution og blev med et slag ’den lykkelige luder’. Det var dét tilsyneladende frivole og dekadente liv, kritikerne forsøgte at bruge som våben i deres modangreb, da Erica Jong i sin høje alder tillod sig at spørge, hvorfor moderne kvinder i den grad idylliserede moderskabet i gammeldags forstand.
Hun har aldrig pralet med at være typen, der sprang i et forklæde i køkkenet. Snarere tværtimod har hun ikke lagt skjul på, at panikken bredte sig, hver gang den unge pige havde friaften. Og sådan var hun ikke ene om at have det – Molly havde heller ikke meget tillid til, at de så fik noget at spise. Men derfor kan man vel alligevel godt være en god mor?
Molly, der har fået tre børn og har forvaltet moderskabet mere a la ’helikoptermodellen’ – hun beskriver i hvert fald sig selv som en mor, der har prioriteret børnene over arbejdet, og som gerne ligger i ske med dem – blev på et tidspunkt bedt om at skrive et essay med sin version af opvæksten. Og her fortæller hun både om distancen til en berømt mor, der altid var på farten, mens hun selv var sammen med kokken og barnepigen i et fancy New York-hus med en knaldpink dør. Men hun fortæller også om altid at have følt sig elsket og konkluderer:
“Min mor var så god en mor, som hun kunne være. Jeg kunne aldrig selv både have opfostret børn og tjent penge samtidig. Hun og hendes feministiske kammerater arbejdede hårdt, så kvinderne i min generation kunne få valget mellem at arbejde og gå hjemme. Min mor ofrede sig, så jeg kunne få et valg. Måske gør det hende til en langt bedre mor, end jeg nogensinde kommer til at blive.”
| “ | Det er altså ikke sundt for hverken børn eller voksne, hvis de voksne opgiver alt til fordel for børnene. Hvad kan du egentlig give videre af inspiration til dine børn, hvis du ikke har noget aktivt professionelt eller socialt liv? |
DJÆVELSKE PUBERTETSÅR
De værste konflikter oplevede Erica Jong med sin datter, da Molly kom i puberteten, eller med Ericas ord:
“De djævelske år, hvor alle mødre og døtre er ved at blive tossede.”
Perioden faldt sammen med, at Erica Jong blev gift med sin nuværende og fjerde ægtemand. Både datteren og manden krævede hendes fulde opmærksomhed, og deres indbyrdes jalousi var ved at drive hende til vanvid, indtil hun fandt på indimellem at overlade dem til hinandens selskab. Så fandt de stille og roligt ud af det med hinanden og kunne oven i købet lave alliancer mod hende, fortæller hun leende.
Når Erica Jong fortæller om datterens problemer med misbrug og behandling – mens hun samtidig understreger, at det er Mollys egen historie at fortælle i detaljer – er det for at vise os forældre, hvor vigtigt det er, at vi lytter til vores børn.
“Det vigtigste i børneopdragelse overhovedet er, at vi giver vores børn tillid til os, så de ved, at de altid kan komme til os, uanset hvor alvorlig eller kritisabel en sag, det handler om, og vel at mærke uden at blive straffet,” fortæller Erica.
“Ligegyldig, hvor tosset jeg er blevet igennem tiden over piercede øjenbryn, blåt hår eller rød hanekam, er Molly altid kommet, hvis der har været noget, der plagede hende. Og det gjorde hun jo også her, selv om man må sige, at det var i sidste øjeblik.”
LYT OG FORSTÅ MED EMPATI
Det har taget Erica Jong mere end 50 år at finde frem til sin egentlige mission her på jorden. Men i de senere år har hun erfaret, at hun ikke alene har talent som forfatter og digter, men også kan bruge sit kreative og følsomme sanseapparat til at rådgive og inspirere andre. Og hun holder sig ikke tilbage med de gode råd. Især fortroligheden og ærligheden ligger hende på sinde.
“Man skal altid være sikker på, at ens børn trygt kan komme til en uden frygt. Man skal lytte til, hvad de siger. Og man skal vel at mærke ikke lytte med sine ’egne ører’. Man skal lytte med empati, så man finder ud af, hvad der virkelig er galt. Hvis man bare lytter med sine egne ører, så når man måske ikke længere end til den skamfuldhed, der bølger op i en, mistroen eller ærgrelsen, og det er ikke konstruktivt og kan i værste fald støde barnet fra en,” siger Erica.
“Måske fortæller barnet om en smerte, du ikke kender. I stedet for at affærdige den, må du lære, hvad smerten handler om, så du forstår. Det handler om ikke at være så selvoptaget – det bliver jo langt værre, hvis du er fordømmende, og dit barn ikke kan komme til dig.”
Men i Erica Jongs univers er der langt fra fortrolighed med sine børn til den overvågende helikoptertendens, der dominerer moderne forældre. Hun frygter, det bliver langt sværere for dem i fremtiden at give slip på deres børn, fordi de har tilsidesat alt andet.
“Det er altså ikke sundt for hverken børn eller voksne, hvis de voksne opgiver alt til fordel for børnene. De bliver uinteressante og kommer til at hænge på deres børn. Hvad kan du egentlig give videre af inspiration til dine børn, hvis du ikke har noget aktivt professionelt eller socialt liv? Hvor interessant og inspirerende er du mon så?”, spørger Erica og fortsætter:
“Og det er desværre også politisk orkestreret og hænger sammen med hele denne fokusering på, at kvindes primære rolle er moderrollen. Det er jo også derfor, vi ser denne her hysteriske forskrækkelse for overgangsalderen. Det er jo vanvittigt.”
FORÆLDRE FORKRØBLER BØRNENE
Det er nu især børnene, Erica Jong føler for, når hun oplever de besiddende forældre, der ikke kan give slip. Hun er af den opfattelse, at børn har godt af at blive inspireret af så mange forskellige voksne som muligt. Og hun går så vidt som til at sige, at moderne ’helikopterforældre’ forkrøbler deres børn:
“Jeg har hørt om forældre, der selv på universitetet blander sig i, hvilket pensum deres børn skal kunne, eller hvilken karakter deres børn får, og som nærmest reagerer ved at blive fornærmede, fordi de har været så involveret i at lave opgaven, at det er dem selv, der får en dårlig karakter,” ler Erica opgivende.
“Børn skal opdrages til selvstændighed. Lidt efter lidt viser de, hvad de kan, og i samme takt skal de have lov til selv at tage over. Jeg er af den opfattelse, at alle unge personer bør have en mentor. Men der er jo mødre, der elsker så krampagtigt og bliver så jaloux, hvis andre opnår fortrolighed med deres børn, at de ikke kan acceptere det. Jeg synes, det er meget udviklende for unge at have kontakt til og fortrolighed med en anden voksen person end deres egne forældre. Jeg gjorde nøjagtig det samme for Molly, da hun gerne ville være forfatter. Så fandt jeg en dygtig kvinde i vores kreds, der kunne være støtte og vejleder for hende. Hvis det var mig, ville jeg jo blande mig i alt muligt. Hun ville slet ikke opleve den frihed, hun havde brug for. Vi kunne risikere at gå i vejen for hinanden og konkurrere, og tænk, hvis vi endte med at blive jaloux på hinanden? Det ville være frygteligt!”
SMIDER MOLLY UD
I virkeligheden var det også Erica Jong, der i overført betydning endte med at ’smide datteren ud’ eller få hende til at flytte, så hun er meget bevidst om at ’give slip’ og alligevel være der samtidig. Efter en måneds behandling i Minnesota vendte Molly nemlig hjem.
“Jeg var så heldig. Molly er mit ét og alt, men jeg havde intet kunnet gøre, hvis hun ikke selv havde ønsket at vende tilbage til livet. Heldigvis ønskede hun at leve og komme ud af misbruget. Men jeg har flere venner, der har mistet deres børn, og hvor børnene, da de kom i 20’erne, var så selvdestruktive, at der intet var at gøre,” fortæller Erica sorgfuldt.
“Du kan ikke ’tvinge’ dine børn til at ville livet. Desværre. Så jeg var meget, meget heldig og er dybt taknemmelig over, at Molly selv ønskede livet.”
Det efterfølgende år, hvor Molly boede hjemme, beskriver Erica Jong som hårdt. Oven på chokket havde hun svært ved at give Molly det rum og den frihed, hun havde brug for. Og Molly selv svingede mellem et stort behov for selvstændighed og en voldsom usikkerhed.
I familien var der en tradition for, at Erica Jongs far gav sine børnebørn en lejlighed på Upper West Side i nærheden af, hvor han selv boede, når de skulle flytte hjemmefra. Det havde han gjort med Erica Jongs to søstres børn. Og nu bønfaldt hun ham om at give Molly en lejlighed, men ikke der, hvor de andre boede:
“Jeg ville have hende tæt på mig. Det var tydeligt, at vi havde brug for at have hver vores, men jeg havde meget brug for, at hun var i nærheden, og det havde hun også,” forklarer Erica.
“Det gav en masse diskussion i familien, om jeg kunne tillade mig at blande mig og stille krav til en gave. Men jeg gav mig ikke. Hun skulle have sit eget sted, men det skulle være i min ejendom.”
DOBBELTMORALSK HUMORISTISK FEMINIST
Og sådan blev det. Så efter et år flyttede Molly ind i sin egen etværelses lejlighed, dog i den samme ejendom som hendes mor, og fortsatte sine studier. Det var godt for dem begge to med et rum hver for sig og alligevel nærhed, fortæller Erica. Når jeg spørger til, hvilket forhold de havde, slår hun en skraldende latter op og siger:
“Hun brugte mig som supermarked. Hun kom op og sagde til min husholderske, at når hun gik ud og handlede, så måtte hun godt sørge for at købe seks diet-coke til hende og nogle servietter og …”
Erica Jong morer sig, fordi hun godt kan se, hvor dobbeltmoralsk det kan synes fra en kvinde, der bebrejder moderne mødre at være for beskyttende over for sine børn.
Og siden har Molly taget voldsom revanche, proklamerer hun:
“Jeg har jo altid forgudet hende, men siden hun var 18, har hun ganske enkelt gennemgået en imponerende personlig udvikling, så hun er blevet et bedre og bedre menneske. Nu er hun 33, og hun fortsætter i den stil,” fortæller Erica stolt.
“Hun er simpelthen omdrejningspunktet i familien og i deres hus, der altid er åbent for alle. Og det betyder, at hun for eksempel holder jul for både mig og min mand og hele hendes fars familie. Hun har en skøn mand, tre børn, masser af venner, som altid er velkomne, og så er hun meget dedikeret i sit AA-arbejde, hvor hun er mentor for og støtter nogle unge, tidligere misbrugere.”
En misforståelse af temmelig voldsom karakter har sneget sig ind i essayfejden mellem mor og datter om rødstrømperne og deres døtres måde at forvalte moderskabet på. Molly har nemlig ikke opgivet at arbejde, som det ellers har været fremhævet. Hun arbejder stadig som forfatter, men med tvillinger sammen med et blebarn har hun i nogle år været underdrejet på grund af småbørnslivet. I modsætning til sin mor er hun heller ikke forsørgeren, men i takt med at børnene bliver større, arbejder hun mere og mere.
ÅBENT OG ÆRLIGT FORHOLD
Mor og datter bor stadig tæt på hinanden, og Erica besøger datteren og sine børnebørn hver dag. Hun har ganske enkelt et dagsskema, der inkluderer børnebørnene. “Frihed er noget af det værste for mennesker at forvalte,” bedyrer hun, da hun gennemgår sit dagsprogram for mig: Om morgenen er den første time fra klokken 7.00 reserveret hendes hund, som hun spadserer med og giver mad. Så spiser hun morgenmad sammen med sin mand, der åbner kontor 9.30. Og fra klokken 10.00 arbejder hun og skriver koncentreret i tre timer. Derefter kommer hendes assistent, Amanda, fra kontoret, og de gennemgår post, regninger og henvendelser, inden hun går ud i byen. Så har hun et par timer til sig selv, hvor hun besøger sin mor, shopper eller går til lægen, eller hvad hun nu ellers skal. Fra klokken 16.00 er hun hos børnebørnene, så Molly også kan slippe ud af huset. Den ældste, Max, kommer fra børnehaven 16.30, og ham hygger hun sig så med. Klokken 17.00 skal de små tvillinger have aftensmad, og derefter har de lov til at se tv en time, inden de bliver puttet i seng. Så bliver Max puttet, og ved 20-tiden går Erica hjem til sin mand og spiser middag.
“Molly og jeg har et meget åbent og ærligt forhold, og det tror jeg skyldes, at hun aldrig har været i tvivl om min støtte. Vi har været meget igennem sammen, men jeg har også evnet at slippe hende,” fortæller Erica, der er fuldstændig vild med rollen som bedstemor:
“Det er så skønt at kunne dele børnene med Molly. Men der er også noget ganske særligt ved rollen som bedsteforælder; det er så fantastisk at kunne nyde dem fuldstændig uden den angst, der forstyrrende ledsagede mig, da jeg selv var forælder. Jeg var altid bekymret. Nu kan jeg bare give mig hen og lade mig forføre af dem.”
| “ | Da jeg var i 20’erne, ville jeg slet ikke have børn. Ingen af mine forbilleder, Emily Dickinson og Virginia Woolf, havde børn. Sikke en tåbe, jeg var. Jeg har lært mere af Molly, end jeg nogensinde har af Emily Dickinson og Virginia Woolf. Og jeg forventer at lære endnu mere af mit barnebarn Max, fordi jeg selv er blevet meget mindre selvoptaget. |
MOLLY HAR LÆRT MIG ALT
Erica Jong har taget revanche – på flere af livets områder. Som hun skriver i erindringsbogen “Seducing the Demon”, så skifter hun så mange bleer, hun overhovedet kan slippe af sted med, på sine børnebørn, fordi det altid var barnepigerne, der skiftede Molly. Børn har i det hele taget fået en anden betydning:
“Da jeg var i 20’erne, ville jeg slet ikke have børn. Ingen af mine forbilleder, Emily Dickinson og Virginia Woolf, havde børn. Sikke en tåbe, jeg var. Jeg har lært mere af Molly, end jeg nogensinde har af Emily Dickinson og Virginia Woolf. Og jeg forventer at lære endnu mere af mit barnebarn Max, fordi jeg selv er blevet meget mindre selvoptaget,” skriver hun.
Børnebørnene indtager altså en stor plads i hendes hjerte, og det er da også dem, den berømte forfatter, der langt hellere vil kendes som digter, har dedikeret sin seneste digsamling, “Love comes first”, til:
“Til Max, Darwin og Beatrice – tidens pile.”
Efter besøget i København skal Erica Jong videre til Rom, og der skal hendes ældste barnebarn, Max, og hun holde ferie sammen og studere gladiatorer og Romerriget. Det glæder hun sig til. Spørgsmålet er, om de kritikere, der mener, Erica John er en trussel mod både moderskab og feminisme, er klar over, at hun er så engageret både som mor og mormor? Og at hun kæmper med det – ligesom alle os andre – for efter hendes endeløse række af gode råd, griner hun ad sig selv som eksperten i ’mordatter-forhold’ og siger til mig:
“Det er jo vanvittig svært, hvor man sætter grænsen og virkelig slipper sine børn. For eksempel betaler jeg stadig, når Molly går til frisøren, for det synes hendes mand er spild af penge. Men det bør jeg vel heller ikke blive ved med, synes du?”