Man kan i mere eller mindre grad føle sig trist, grådlabil, overflødig, værdiløs, ensom, forladt, fortabt, forvirret … listen over følelser, der på ubehagelig vis invaderer én, er lang, og følelserne ofte ambivalente, for vi er samtidig nået i mål.
Til gengæld er det meget normalt og i virkeligheden også ret logisk. Efter i en årrække at have haft et meget skematiseret liv med faste opgaver, der definerede vores rolle og i vidt omfang også vores identitet, og ikke mindst have været den, der bestemte, mister vi med ét slag det hele. Ikke mindst kontrollen, hvilket er voldsomt angstfremkaldende.
Vores børn er langsomt, men sikkert vokset og træder i karakter som voksne, selvstændige, handlekraftige og beslutningsdygtige mennesker, der selv bestemmer over deres liv. Og med ét slag er alle de egenskaber, vaner og rutiner, vi møjsommeligt har opbygget gennem de sidste mange år, unødvendige.
Vi er ikke længere forudsætningen for dem, vi – måske – holder allermest af, men skal træde i baggrunden, overlade pladsen til andre og finde ud af at tage os af os selv – måske ikke det bekendtskab, vi finder mest interessant, inspirerende og udfordrende.
Hvis vi ikke reagerede på sorg og hjertekvaler, ville det være mere forundrende, og perioden er da også både diagnosticeret og navngivet. Englændere og amerikanere har for længst døbt den periode, hvor vores børn flytter hjemmefra og udløser en større forandring “The empty nest syndrome” – altså en krise udløst af, at reden er tom – ungerne har forladt den.
Kvinder reagerer som regel voldsomst, og det er der mange forklaringer på. Traditionelt set har de været de primære omsorgsgivere, ofte oplever de en særlig tilknytning til barnet, fordi de har båret det under graviditeten, og instinktivt oplever mange kvinder moderskabet som den mest basale og livsnødvendige opgave overhovedet – som grundlæggende naturlig. Når kvinderne er yderligt sårbare, skyldes det, at de i samme periode, som de skal slippe deres børn, ofte gennemgår fysiske og hormonelle forandringer i forbindelse med overgangsalderen. Desuden er kvinderne traditionelt dem, der tager sig af de gamle i familien, der inden for samme periode ældes og måske bliver alvorligt syge og dør.
Mænd er dog langtfra immune. De fleste gennemlever samme krisesymptomer, der for nogles vedkommende er ganske lette og betegner en overgang, mens det for andre ligesom hos nogle af kvinderne tenderer en middelsvær, eksistentiel krise. Fælles for begge køn er, at de som oftest er midaldrende, når børnene flytter, og at det er den periode, hvor det måske står klart, at livet ikke blev det, man drømte om. Man skal altså justere fortidens forventninger til livet med fremtidens mere begrænsede muligheder.
Tilstanden udløses som regel, når vores børn tager på efterskole, flytter hjemmefra eller gifter sig, fordi vi så ikke længere er de primære personer for dem. Og ganske enkelt fordi vi savner dem. Krisens karakter er selvfølgelig afhængig af forskellige forhold – hvor tæt og afhængig har man været af barnet og omvendt, er man alene eller i parforhold, er parforholdet velfungerende, er der andre børn, og har man andet indhold i tilværelsen både privat og professionelt?
I moderne tid tyder meget på, at følelsen af at være værdiløs og kasseret, når børnene flytter hjemmefra, er mere fremherskende, fordi vi ikke længere lever i større familiefællesskaber, hvor det er nødvendigt at tage os af andre, f.eks. vores ældre. Det var også en ganske udbredt følelse i tiden omkring 1950’erne, hvor husmorrollen var under forandring og husholdningerne langsomt begyndte at moderniseres, men hvor kvinderne endnu ikke for alvor var kommet ud på arbejdsmarkedet.
Også andre fjernere kulturer – i Afrika, Indien, Asien og Mellemøsten – oplever i nyere tid “The empty nest syndrome”, i takt med at de samfund langsomt begynder at tilpasse sig vestlig, industrialiseret kultur og livsstil og opgiver det traditionelle storfamiliemønster.
Det er selvfølgelig ikke alle, der rammes af “The empty nest syndrome”. Nogle oplever en glæde over den frihed, der venter, og nyder et ’well done job’, når børnene flytter hjemmefra. Hvis børnenes pubertet og teenageår har været konfliktfyldte, kan forældrene føle en lettelse over, at det er overstået. Og atter andre har drømme og planer for fremtiden, de glæder sig til, men som først kan realiseres, når børnene ikke længere forpligter.
Selv om “The empty nest syndrome” altså er en velkendt psykologisk tilstand, der kan udløse identitetskrise og efterlade en følelse af tab, og selv om den næst efter børnefødsler betragtes som den største overgang i moderskabet, så fylder tilstanden ikke meget i medicinske opslagsværker, og den er heller ikke forskningsmæssigt velbelyst. Den overvejende litteratur er pseudovidenskabelige artikler på internettet. Der er dog enighed om, at krisen ikke må vare for længe, fordi den så kan udvikle sig til en egentlig depression.