Ganske paradoksalt er der masser af liv i det hus, jeg er på vej til at besøge. Anledningen er egentlig, at de to døtre for nylig er flyttet hjemmefra, men til gengæld er der netop kommet nyfødte. Omsorgsfuldt trækker Birdie Bjerregaard en foret kasse ud under skrivebordet og viser begejstret frem. Hun har lavet rugekassen og assisteret husets kat under fødslen. Helt tæt sammenslyngede ligger tre langhårede totter sort og brunt. Killingerne misser med øjnene og benytter straks anledningen til at stolpre på opdagelse. Moren cirkulerer vagtsomt omkring, parat til at hente ungerne ind, hvis de når for langt. Vi smelter bogstavelig talt over de små charmetrolde og det spæde liv, der på forunderlig vis bliver helt symbolsk for den samtale, der er udgangspunktet for vores møde.
Familien Klump. Sådan beskrev naboerne dem, fordi de altid gjorde alting sammen. Birdie griner og illustrerer med fingrene, hvordan hun, manden, Steen, og døtrene Malou og Simone tussede af sted efter hinanden, når de havde fri.
“Vi har arbejdet meget – virkelig meget – begge to, så når vi ikke arbejdede, var vi sammen med pigerne, og så var vi sammen alle sammen. Vi har ikke meget familie i øvrigt, så der er nogle stærke bånd imellem os fire. Livet har været delt op imellem arbejde og familie. Når Steen og jeg blev inviteret ud, sagde vi altid nej, hvis det var uden børn. Når vi havde været på arbejde, hvor jeg også ofte rejste, så ville vi være sammen med pigerne, når vi havde fri. Vi rejste også sammen alle sammen. Steen og jeg rejste aldrig alene med hinanden. Vi har altid været meget tætte og gjort alting sammen – alle fire.”
Tætte er de stadig, men fysisk er der kommet afstand. Døtrene er flyttet fra barndomshjemmet, så nu er der stille i rækkehuset i Holte lidt nord for København. Og ordentligt. Det er især det manglende rod, Birdie hæfter sig ved:
“Sådan så her jo aldrig ud, da pigerne var hjemme. Der var sko og støvler alle vegne, og altid bunker af vasketøj.”
Der er sket flere store forandringer på kort tid i hjemmet i Holte. Birdie arbejder i tv-branchen og har i mange år været redaktør for alle livsstilsprogrammer og reportage-dokumentarudsendelser på DR1. Et drømmejob. Men også et travlt job med en masse ansvar, rejser og møder. Efter en omstrukturering valgte hun at sige op og etablere sig som konsulent for den branche, hun har været med til at styre i omkring 20 år. Siden nytår har hun været freelancer og arbejder hjemmefra.
“Det er helt paradoksalt. Jeg har styrtet frem og tilbage på arbejde i alle de år, hvor børnene var mindre, og nu sidder jeg herhjemme, og så er de her ikke engang. Det er et tilfælde, at det er faldet sådan ud. Men det føles alligevel som en meget mærkelig og bizar timing.”
Tidspunktet faldt pudsigt nok sammen med, at den yngste datter, Simone, på 20 flyttede endeligt hjemmefra mellem jul og nytår. Ved samme tid forrige år flyttede hendes storesøster.
HVORFOR SNAKKER I IKKE MED HINANDEN?
Der er ikke klynk at spore hos Birdie. Kun en konstatering af livets naturlige gang. Det er ikke kommet som den store overraskelse, at pigerne ville flytte. Birdie og hendes mand har langsomt været vænnet til tanken, de har bare ikke vidst præcist, hvornår det ville ske. Den ældste datter, Malou på 25, var i en periode i England, og da hun kom hjem, begyndte hun efterhånden at sove mere og mere hos sin kæreste, så hun var gradvist mindre og mindre hjemme.
“Vi fik det i små doser. Først var hun ude og rejse, så kom hun hjem, men var her mindre og mindre, så det var en glidende overgang, og vi havde jo stadig Simone. Men for Simone var det hårdt, da Malou flyttede. Hun følte sig meget alene. Pludselig var der kun en, så hun oplevede det ensomt. Det blev meget tydeligt for hende, at tidligere havde de været to om al opmærksomheden. Når vi sad og spiste, så kunne hun udbryde: ’Hvorfor snakker I ikke lidt mere med hinanden? Det er, som om I kun sidder og ’forhører’ mig’! Det var altså voldsomt.”
For Birdie og Steen var det et langt hårdere skift, da Simone flyttede. Det var en lørdag. Hun havde selv pakket det meste af ’ungpigeværelset’ ned – der var ikke så meget – og så kom 3x34’eren. Birdie ler, da hun fortæller, at hun og Steen ’selvfølgelig’ hjalp til med flytningen. De var med til at læsse. Så ræsede de sammen i deres bil efter vognen ind til den lille lejlighed på Vesterbro i København og hjalp med at læsse af, tømme et par kasser og sætte på plads. Og så var det farvel!
De kørte hjem, og Simone sov derinde alene for første gang.
“Det var sådan lidt højtideligt, da vi kom hjem. Hov, så er hun flyttet … nå … er du sulten? Næ …,” siger Birdie og parodierer hendes og mandens forsøg på at orientere sig i det tomme hus og deres nye liv, efter at de havde taget afsked med datteren.
| “ | Hold kæft, hvor har vi været gode til at ‘ordne’ ting for dem, så de først skal til at lære det nu. For vores vedkommende er det helt tydeligt, at vi ikke har klædt dem ordentlig på i forhold til økonomi. |
NYE ROLLER
Trods savnet føles det helt naturligt, at døtrene er flyttet. Af en eller anden grund var de fastlagte roller som mor og børn svære at ryste af sig, da døtrene stadig boede hjemme – også selv om de for længst er vokset Birdie over hovedet.
“Det virkede på mange måder enormt naturligt, at de skulle flytte. De er jo begge større end mig, og det føltes på nogle måder forkert til sidst. Da de boede hjemme, var de jo stadigvæk børn, så man kommer til at servicere dem, fordi man altid har gjort det. Man tror, det er løgn, men vi skulle stadig skændes om sådan nogle praktiske banaliteter som at rydde op, vaske op eller sådan noget. I det lys tror jeg, det er sundt for alle parter, når de flytter – også selv om det ikke umiddelbart føles sådan,” fortæller Birdie.
“Orv, hvor må det også være frygteligt for dem at høre på det evindelige ‘gør nu dit og gør nu dat’. Og den der evige indblanding i deres liv … jeg mindes en episode, da Simone havde været hjemme en uge fra New York. Hun spiste noget kosttilskud, og jeg spurgte interesseret: “Nå, hvad er det? Gud, skal du have tre af dem?” Og så endte jeg med at spørge, om hun kom hjem og spiste om aftenen. Jeg spurgte jo af interesse for hendes sundhed og hendes ve og vel. Mens hun oplevede det, som om jeg kritiserede. Det var slet ikke meningen. Jeg spurgte udelukkende af praktiske årsager, om hun kom, så jeg kunne købe ind og tilpasse måltidet. Mens hun oplevede det som kontrol og indblanding i hendes liv. Hun følte sig fuldstændig overvåget. Så man når også et punkt, hvor man opfatter tingene forskelligt. Og hvor de forskellige tilgange kan udløse unødige konflikter. Når de kommer hjem nu, er de jo ikke ‘børn’ længere. Nu har de fået nye roller som voksne, og de bærer ud og deltager i alting på en anden måde.”
SMERTEFULDT MAGTESLØS
Ens forældreskab kommer til en slags eksamen, når børnene flytter hjemmefra. Man kan betragte sine børn og se, hvad de magter, og hvad det kniber for dem at håndtere. Birdie oplever en form for naturlighed i processen.
“Jeg har lært mine unger at flyve selv, og hver dag det går dem godt, er de godt på vej ind i deres nye liv.”
Men glæden over børnenes styrker ledsages af en smerte, ikke bare over manglerne:
“Åhh, nogle gange kan man jo se, at de skal lære tingene på den hårde måde. Det er så smertefuldt indimellem at opleve, man ikke længere kan hjælpe. Da de var små, kunne man puste på knæet og trøste eller drøne til pædagogen og få opklaret, hvad det var for en konflikt, de var kede af. Nu er man magtesløs. Man kan se en gang imellem, at de er ‘grund kede af det’, men man kan ikke rigtig gøre noget. Man kan bare håbe på det bedste og tro på, at man har udstyret dem med redskaber til at tackle de kriser, der uvægerligt opstår,” siger Birdie.
“Hold kæft, hvor har vi været gode til at ‘ordne’ ting for dem, så de først skal til at lære det nu. For vores vedkommende er det helt tydeligt, at vi ikke har klædt dem ordentlig på i forhold til økonomi. For Simone var det en bombe for eksempel, da det gik op for hende, at en husleje ikke var all inclusive, men at der skulle betales el og vand og sådan noget ved siden af. Det der med at forstå, hvordan man får økonomien til at hænge sammen, når man står på egne ben, dér har vi svigtet.”
HVEM ER VI?
Den manglende økonomiske sans har til en vis grad naturlige årsager. Udfordringen for Birdie og hendes mand har i højere grad været tid end penge – det var tiden, det kunne knibe med at få til at slå til. Alligevel er det barskt at være vidne til, at ens børn skal lære det på den hårde måde. Det er imidlertid ikke kun børnene, der skal lære nyt, når de flytter hjemmefra:
“Dér, hvor deres flytning virkelig gør en forskel, er jo i mig og i vores forhold. Rollen er forandret. Jeg har elsket at være en familie. Jeg har elsket at være det der omdrejningspunkt i en familie. Jeg gjorde mig til centrum, lavede mad, vaskede tøj og stillede mig altid til rådighed. Det var en fantastisk rolle. Jeg elskede ’MOR’-rollen. Når den rolle ikke er der længere, hvem er jeg så? Og hvordan er det for min mand og mig, når vi har været så fokuserede på at være en familie – hvad er vi så, når vi med et er blevet et par?”, spørger Birdie.
| “ | Pludselig går det jo op for en, hvor meget man har levet separat. Enten har vi arbejdet, eller også har vi været familie. Så man skal finde ud af, hvad man vil med hinanden. |
“Vi sad her en aften, og pludselig kunne vi høre køkkenurets tikken. Jeg har A-L-D-R-I-G lagt mærke til den lyd før i mit liv. Og vi har altså boet her i tyve år. Vi havde begge to den følelse, og vi snakkede om det. Det var simpelthen så skræmmende – og så tænker man pludselig: ’Hold kæft, mand, hvor gammel kan man blive? Hvornår er det, det hele går i stå? Hvad skal vi egentlig med hinanden? Hvad stiller vi op, når det bare er dig og mig, og vi ikke længere skal holde sammen for at holde familien sammen? Hvad er det så, vi vil? … og kan?’ Og det skal man jo finde ud af. Det er en helt ny situation.”
FØLELSESMÆSSIGT VIRVAR
Spørgsmålene popper op, men det gør svarene ikke i samme takt. Livets naturlige gang kan godt føles rigtig i én sammenhæng, men på samme tid være skræmmende og både efterlade et stort tomrum og en kæmpe forvirring. Lige præcis midt i det følelsesmæssige virvar befinder Birdie og hendes mand sig.
“Pigerne var planlagte ønskebørn, og hvis man altid har været familie sammen, og familien har været det fælles projekt, så står man helt uventet der over for hinanden og har ikke længere noget fælles projekt. Pludselig går det jo op for en, hvor meget man har levet separat. Enten har vi arbejdet, eller også har vi været familie. Så man skal finde ud af, hvad man vil med hinanden. Og i virkeligheden har man også selv forandret sig. Jeg er ikke længere den, jeg var for tyve år siden. Jeg er blevet en anden. Min personlighed er meget mere defineret. Jeg ved jo godt, hvad jeg kan lide, og hvorfor jeg gør, som jeg gør. Min mand er også blevet en anden, så man skal i virkeligheden også til at lære hinanden at kende igen og finde ud af, om man overhovedet vil det samme … der er jo ikke en naturlov om, at man som par har de samme drømme, længsler, ønsker og behov. Man er et nyt sted i livet, og jeg tror faktisk, man som par er nødt til at vælge hinanden igen,” siger Birdie.
“Det er så klichéagtigt, men den eneste måde at komme videre på er ved at snakke med hinanden og være fuldstændig ærlige over for hinanden. Og så er man nødt til at tvinge sig til at gøre noget nyt sammen.”
Rækkehuset i Holte var aldrig til diskussion, så længe pigerne boede hjemme. Det var den perfekte ramme om et familieliv. Men nu er det slut. Birdie og hendes mand vil flytte. De kan bare ikke blive enige om hvorhen:
“Det er jo rigtig interessant. For det siger noget om, hvordan man tænker, man vil leve. Så selv om jeg på mange måder synes, det er rimelig uproblematisk, at pigerne er flyttet, så kan jeg jo godt se, at det fører en masse med sig i forhold til en selv og ens partner. Familielivet er – når det ellers fungerer – så dejlig defineret. Det er så afgjort. Der er ikke noget at sætte spørgsmålstegn ved, selvfølgelig skal du komme hjem. Det er på mange måder dejlig ukompliceret i forhold til nogle roller, der giver mening. Og det er naturligt, at man arbejder for noget. Det er svært at få ens eget liv til at give lige så meget mening. Ligesom det er en kæmpe omvæltning at få børn, så ændres livet jo også fuldstændigt, når de ikke længere er der.”
KAOS OG KONTROL
Stilheden har sænket sig, og det er den, der skræmmer. Det samme har den ryddelige orden, der nærmest får rækkehuset til at ligne et showroom for moderne dansk design. Og lige præcis orden optager Birdie. Frygten for at stivne, hvis man lader kontrollen få overtaget. For, som hun siger, et liv med børn er jo netop ukontrollabelt og ofte defineret som et mindre kaos:
“Du har ikke samme kontrol, når der er børn i huset. Der er altid noget i vejen. Så er der en, der er syg, så er der en, der har tabt sin telefon, så mangler de at aflevere en opgave og skal lave den om natten. Alt det kan være dybt frustrerende i ens tilværelse, men den ’upassende støj’ gør livet levende – og lidt sjovt. Man skal passe på, at man ikke forfalder til orden og kontrol, når al børnenes kaos forsvinder. Det klæder sjældent mennesker at kunne kontrollere deres liv alt for meget. Den der fare for at stivne skal man virkelig være meget opmærksom på,” siger Birdie.
“Børn er jo hele tiden med til at udvide ens liv og punktere det alle mulige steder. De giver naturligt en indgangsvinkel til andre verdner. Så går de til basket, og der lærer man nogle forældre at kende fra et helt andet miljø. Så kommer de i en ny klasse, hvor man skal samarbejde med en forældregruppe, der påvirker ens liv i en anden retning. Jeg tror, det er vigtigt, at man stadig lader sig påvirke meget forskelligt. Jeg tror, man skal passe på ikke at lade sig fastlåse, så denne overgangsfase bliver permanent. Den mulighed, man har for kontrol med sit liv nu, må man ikke overfodre – det er meget afgørende! Det er fint nok, at der er orden, for der er jo ikke nogen, der roder, men det må ikke tage overhånd og styre.”
TYVE ÅR IGEN OG PISSEKLOG!
Planerne om at flytte og den nye arbejdssituation som freelancer er de muligheder for – skal vi kalde det kontrollabelt kaos – som Birdie har inviteret ind i sit liv. Begge dele giver mulighed for forandringer, men det primære for hende er, at hun er blevet opmærksom på faren for den fristende kontrol. For billedlig talt er denne overgangsfase billetten til din alderdom. Hvilken form for alderdom sigter du på? Hvilken billet investerer du i? Her lurer Birdie på nogle af dem, som hun synes er lykkedes temmelig godt med at blive ældre. Det karakteristiske for dem er, at det lykkes dem at være aldersløse – ikke vanvittigt ungdommelige – men bare ikke styret så voldsomt af et tal eller de forventninger, omgivelserne har til forskellige aldre og den opførsel, der forudsættes der.
Tværtimod er de ofte drevet af en livsappetit, som hun også selv mærker nu, og som hun oplever som en af de gaver, livet tildeler, så man bæres igennem svære faser med savn:
“På en måde synes jeg, at det her er en helt vildt, utrolig sindssygt interessant periode. Det er ligesom at være tyve igen, bare pisseklog! Jeg ved jo godt, at jeg ikke ligner en på tyve, men en gang imellem kan jeg godt glemme, at jeg ikke er det, og så oplever jeg stadig tingene, som om jeg var tyve. Vi er jo lige omkring 50, og vi kan nærmest gøre lige, hvad vi vil. Det er lidt den fornemmelse, jeg har, og det er jo ikke skidt. Jeg glæder mig helt vildt til at få børnebørn. Jeg kan stadig blive fuldstændig lykkelig over alle mulige mærkelige ting. Jeg får sug i maven, når jeg rejser. Og jeg kan stadig mærke sommerfuglene, når jeg skal holde foredrag. Så jeg er ikke bange for, men glæder mig vildt til de næste 10-15-20 år … men derfra …,” siger Birdie.
“Jeg er skrupræd ved tanken om, hvordan det vil være at blive rigtig gammel. For lige nu ser jeg ikke mange eksempler på, at det er særlig sjovt. Den der rigtige alderdom kan være grim.”
ROMANTISERET IDYL
De forskellige livsfaser og deres krav og udfordringer optager Birdie, og hun forsøger at analysere dem for sig selv, så usentimentalt som man nu kan, når man også befinder sig i en forandringsperiode med savn:
“Når børnene er små, handler det om mange forskellige ting – både inden i og uden for en selv. Man er selv drevet af alle mulige mærkelige ting, som er faldet meget mere på plads inde i en nu. Det der med at sige, at man får det bedre med sig selv – det er f…… rigtigt! Der er en dyb tilfredsstillelse i, at jeg nu ved, hvorfor jeg gør nogle ting, som jeg ikke tidligere selv forstod, hvorfor jeg gjorde. Når man selv forstår det, er man jo langt bedre til at håndtere det. Jeg tror, man har en tendens til at glemme, hvor frustreret man også var, da børnene var små. Jeg kan da godt huske de der morgener med mellemørebetændelse. Eller øjenbetændelse og ned i børnehaven en dag for tidligt. Og er det dig eller mig, der bliver hjemme? Det synes jeg var et helvede. Så småbørnslivet er ikke kun idyl. Det er også hårdt for et forhold at være familie. Det er rigtig hårdt, samtidig med at det er tilfredsstillende,” siger Birdie.
“Man glemmer, hvordan det virkelig var, og romantiserer. Ligesom man faktisk ganske hurtigt vænner sig til, at børnene er væk, og så kommer der indimellem sådan nogle nedslag, hvor man pludselig mærker savnet. Men det er også en kæmpegave pludselig at have så uendelig meget tid, som det faktisk giver, når der ikke er børn. Der er ikke længere så meget, der på samme måde er styret af en klokke – nu SKAL vi spise. Nu oplever jeg, at jeg kan gøre mange af de ting, jeg virkelig godt kan lide, uden at det går ud over nogen. Nu kan jeg bare gå en tur, når jeg kommer hjem om aftenen, i stedet for at jeg hæsblæsende skal halse af sted i 25 minutter, fordi familien skal have mad. Før i tiden oplevede jeg, at den bedste weekend var en uden aftaler. Nu gider jeg godt mødes med andre, når jeg har fri. Det er en gave. I aften skal jeg for eksempel ud og spise med en veninde … no big deal, men det havde jeg ikke orket før i tiden. Jeg havde måske nok sagt ja, men hele dagen ville jeg samtidig have tænkt, at jeg hellere ville hjem.”
| “ | Man skal øve sig i at give dem luft og frihed – både når de bor hjemme, og når de er flyttet. Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil sidde med den der klynkende stemme og spørge ’hvornår kommer I hjem’. Det vil jeg bare ikke. |
NYT SAMVÆR
Tiden efter børnenes flytning har givet rum for eftertanke og refleksioner. Birdie stiller lige så mange spørgsmål, som hun byder ind med svar, men konstaterer, at hun står lige midt i en brydningstid. Det er kun et par måneder siden, den yngste, Simone, pakkede ungpigeværelset sammen, og hun selv kastede sig ud i et ganske uforudsigeligt arbejdsliv. Hun er rolig midt i forandringerne og giver sig selv tid til at mærke, hvad hun skal have fokus på. Og også hvordan hun skal indrette sig i samværet med døtrene, efter at matriklen ikke længere er den samme:
“Man skal øve sig i at give dem luft og frihed – både når de bor hjemme, og når de er flyttet. Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil sidde med den der klynkende stemme og spørge ’hvornår kommer I hjem’. Det vil jeg bare ikke. Det skal aldrig ske! Og jeg har også lovet mig selv, at lige så meget, jeg kunne elske den italienske model med hele familien rundt om bordet til søndagsmiddag og den rummelige mor, der signalerer ’mit hjem står altid åbent og kom med venner, børn, hund og mand’, så er det ikke sikkert, at svigersønnerne synes, det er så pissehyggeligt. Altså, jeg synes jo, det kunne være fuldstændig fantastisk. Men det ville være noget, jeg lagde ned over dem, så jeg prøver at begrænse mig,” forklarer Birdie.
“Udgangspunktet må være respekt for deres liv. Jeg prøver at sætte mig ind i, hvad der ville være hyggeligt, hvis jeg var i deres situation. Og så kan jeg da godt huske, hvordan det var; man var altid flad om søndagen, så i stedet kan man for eksempel mødes inde i byen, når de har tid og lyst.”
Birdie har øvet sig i at give slip på døtrene hele livet i den forstand, at når pigerne selv var i stand til at tage over, så lod hun dem gøre det. Det er faldet hende let, fordi hun både har oplevet en tryghed og en nærhed med dem:
“Ellers kan man jo ikke. Men jeg oplever stadig, at vi har nogle meget stærke bånd. Selv om de er flyttet, så ser jeg dem en gang om ugen, og vi snakker meget i telefon – sgu nok hver dag! Så jeg er uendelig taknemmelig for, at jeg stadig får lov til at være så tæt på deres liv,” fortæller Birdie.
“Det er interessant, men de er det bedste selskab, jeg kan have nu. De er pissekloge og giver mig råd på et niveau, hvor de slår flere af mine veninder. Tit tænker jeg: ’Hold da op, hvor kom det fra?’ Det er skønt.”
FLERE FACETTER AF LIVET
Samtalen falder på dem – ofte mænd – der, kort før børnene flytter hjemmefra, etablerer ny familie. Birdie kan godt forstå dem. For familie og den nødvendighed, der ledsager børn, føles så meningsfuld og naturlig. Alligevel er hun ikke misundelig på muligheden:
“Det må på en eller anden måde være et udtryk for dødsangst – et håb om fortsat at være med på beatet og ung med de unge. Jeg kender mænd på folkepension med hjemmeboende børn. De snyder jo på en vis måde sig selv for det kapitel, jeg tager hul på nu, og de udfordringer, der kan virke så skræmmende, at man har lyst til at stikke af, men som jeg alligevel betragter som en af livets mere usynlige gaver,” fortæller Birdie.
“Det er jo rart, at livet tvinger en ud i nye faser. Det er krævende, så man griber ikke selv ud efter det, hvis ikke man tvinges til det. Jeg ville ikke have haft alle de her tanker og overvejelser, hvis ikke mine piger var flyttet. Hvorfor i alverden skulle jeg det? Efterhånden tror jeg, at alle de her skruer og møtrikker i tilværelsen, som både er frivillige og ufrivillige – de giver sgu mening. Hvis du gider lytte, så giver de mening. Jeg tror, at de giver os adgang til at opleve nogle flere facetter af livet.”