Kunsten at give slip

Rygsækken virkede alt, alt for stor. Al den bagage. Det så ud, som om de havde alt for meget med. Hvordan i alverden skulle han komme Europa rundt med den kæmpe oppakning?

Margrethe Brun Hansen havde kørt sin søn, Rasmus, og hans bedste ven til stationen i Roskilde. Hun var alene, da hun vinkede farvel. Sønnen var netop blevet student og havde tjent til turen hos den lokale købmand. Han og kammeraten var glade og kolossalt spændte, for forude ventede Europa og en begivenhedsrig og garanteret strabadserende interrailtur – og også det første, markante skridt ud i voksenlivet. Rasmus var 18. Næste skridt var militærtjeneste, og så skulle han læse og for alvor flytte hjemmefra.

De krammede og vinkede, og da konduktøren fløjtede af, og toget begyndte at trille ud af perronen, skyllede en følelse af forladthed gennem Margrethe. Forladthedsfølelsen var iblandet en voldsom, irrationel angst: “Hvad nu hvis han blev slået ihjel? Nåede de mon frem? Huskede de at stå af toget?”

“Og hva’ så, hvis de ikke kom af på den planlagte station,” beroligede Margrethe sig selv – “de kunne vel bare stå af på en anden!” Det primære var, at Rasmus var udstyret med redskaber, der gjorde ham i stand til at tackle de episoder, hun af egen erfaring vidste, han uvægerligt ville blive udsat for.

Køreturen gik ikke lige hjem til det tomme hus. Familien bor på en meget smuk egn, så Margrethe kørte en længere tur i den skønne natur, alt imens hun kneb en tåre. Samtidig forsøgte hun at berolige sig selv:

Men det var ikke bare afskeden og selve rejsen. Dér i bilen blev hun klar over, at Rasmus var blevet voksen, og nu ville han flyve fra reden. Hjemme igen listede hun ned på hans værelse. Duften af hans aftershave, som hun så godt kunne lide, hang stadig svagt i hans bluser. Hun var vemodig, men følelserne var blandede. For samtidig syntes hun, det var skønt, at han kom til at nyde den italienske og spanske kultur og alt det andet, han og kammeraten skulle opleve. En stor del af hende var fuldstændig overbevist om, at det både var godt og rigtigt, at han rejste og frigjorde sig. Det svarede til et billede, hun trøstende har beskrevet for andre, af et træ, der vokser inde i et hus, og pludselig rager en af grenene ud gennem vinduet. Sådan var det også med Rasmus. Naturens gang rokkede imidlertid ikke ved en uro og en følelse af angst, selv om fornuften konstant mindede om, at der både er rare mennesker og hospitaler rundt om i Europa.

Margrethe søgte trøst i en bog, hun holder meget af, nemlig Kahlil Gibrans “Profeten”, hvor han et sted understreger, at vores børn er til låns:

“Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn, og han sagde: Jeres børn er ikke jeres børn, de er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer. Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan I give dem men ikke jeres tanker.

Thi de har deres egne tanker.

Deres legemer kan I yde husly men ikke deres sjæle;

Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som de, men søg ikke at danne dem i jeres eget billede.

Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.

På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.

Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd;

Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.”

Her var en tekst, der beskrev lige det, hun følte. Den berørte hende så meget, og særligt delen om pilen, der skydes af sted, og buen, der bliver tilbage, for det var den adskillelse, som også hun skulle igennem.

I dag er det overvejende Margrethe, der trøster eller snarere rådgiver andre om forholdet mellem os og vores børn, og hvordan vi giver slip på dem. I sin egenskab af børne- og familiepsykolog med mange års erfaring fra forskellige institutioner, sin egen private praksis, som forfatter, underviser og foredragsholder, kender hun til de fleste følelser og problemer, der dukker op i forholdet mellem børn og forældre.

Margrethe har analyseret nutidens forældregeneration omkring de 45, og kender dens styrker og svagheder. Derfor kan hun også bekræfte, at det er meget smertefuldt at slippe børnene for netop den generation, fordi vi i høj grad har slået rod i forældrerollen og følelsesmæssigt lever igennem vores børn.

Egentlig er det ganske paradoksalt, slår hun indledningsvist fast, og minder om scenen fra “Pelle Erobreren”, hvor faren af nød sender sin lille dreng ud i verden uden mulighed for at kunne komme i kontakt med ham. I tidligere tider var det nødvendigt, at man sendte sine børn ud at tjene.

Grundlæggende er sorgen den samme, men det kan synes, som om den har udviklet sig med den generation, der er forældre nu. Derfor starter Margrethe med at karakterisere ’Generation X’, som den er blevet kaldt:

“De skulle virkelig arbejde hårdt for at få et job og for at beholde det. Der var skarp konkurrence for ikke at blive fyret. For at få denne her karriere blev de nødt til at tænke meget på sig selv og på en vis måde lukke sig om sig selv og være sit eget drivværk. De har været ambitiøse, og deres venskaber har været karakteriseret ud fra ’what’s in it for me?’ – altså, hvad får jeg ud af det? – og derfor taler man også om, at generationens engagement i samfundet ikke var særlig stort. Af gode grunde engagerede de sig i sig selv og i deres egen uddannelse, og det engagement lagde de også i deres børn og i deres egen familie. De engagerede sig i vuggestuens bestyrelse, men ikke i politik som sådan. Så det blev ikke en kamp for bedre forhold for alle børn, men for deres egne børn, som ikke skulle være ’dørholdere’, men have de bedste betingelser der, hvor de var, mens forældrene var på arbejde,” forklarer Margrethe.

“Forældrene involverer sig utrolig meget i børnenes forhold, men når de samtidig har travlt i deres egen hverdag, risikerer det ikke alene at blive en overinvolvering, men også en direkte overtagelse. De mener at vide, hvad der er bedst for deres barn. Bedre end pædagogen eller skolelæreren. Det behov for at involvere sig udspringer lige så meget af, at de selv som forældre skal have det godt med de forhold, de byder deres børn, når de er så meget væk. De blander sig og bestemmer, så de føler, de kan tage af sted med god samvittighed.”

Margrethe vil dog ikke gå så langt som til at kalde generationen for egoistisk:

“Jeg bryder mig ikke om ordet. Jeg tror snarere, der ligger en sårbarhed i os, fordi vi er så meget væk på et konkurrencebetonet arbejde. Når forældrene endelig er sammen med deres børn, har de en tendens til at servicere dem i stedet for at lade dem tage ved lære. Jeg tror, det handler om kontrol og en stor sårbarhed: ’Selv om jeg er meget væk fra mit barn, vil jeg alligevel have kontrol med, hvad der foregår.’ Kontrol er meget vigtig. Vi har meget svært ved at miste kontrollen. Jeg oplevede jo også selv, da jeg sendte min egen søn af sted, at nu havde jeg ikke ’styr’ på noget mere.”

“En anden væsentlig ting er, at børnene fylder så meget i vores private liv. Mit arbejde fylder meget, min karriere fylder, og jeg må kæmpe for det selv. Men solidariteten er røget, vi kan blive fyret og miste vores job, så vi er langt mere sårbare. Når vi så kommer hjem og er sammen med vores børn, bliver det dem, der bekræfter ømhed og nærvær. Det er dem, der egentlig er min rod. Det er her, jeg har min familie, og oven i købet en klar rolle: Jeg er mor eller far og hører til. Så på den måde lever vi følelsesmæssigt gennem vores børn.”

Man kan sige det på den måde, at man som forældre får en slags ’helle’ hos sine børn:

“Du får et følelsesmæssigt anker i dem – noget emotionelt og varmt – og derfor vil du også beskytte dem mod smerte. På en vis måde er det lidt symbiotisk – man lever igennem dem, adskiller sig ikke rigtigt fra dem. Dem, jeg elsker så højt, må ikke mærke livets smerte. Så hvis de er kede af det, er jeg også ked af det, og så handler jeg og løser problemerne for dem. Nøjagtigt ligesom vi er vant til at gøre på arbejde. Vi har jo disse her uhyrlige eksempler på forældre, der ’vil have en højere tyskkarakter’ i gymnasiet, fordi det faktisk er dem, der har lavet opgaven.”

Med til Margrethes karakteristik af den individualistiske ’Generation X’ hører, at den ikke er god til at håndtere konflikter, og derfor heller ikke magter at have konflikter med børnene.

“Hvis man ser på generationerne, er det jo helt logisk, for 68’erne havde et stort samfundsengagement, men var meget ’laissez faire’. Så efterfølges de af en generation, der synes, det er alt for sløset, og i stedet klæder sig i trenchcoat og dokumentmappe og forsøger at styre og kontrollere,” forklarer Margrethe.

“De servicerer deres børn, henter og bringer dem og involverer sig så følelsesmæssigt i dem, at de bliver venner med dem og inddrager dem i alt for meget: hvad skal vi til sommer f.eks. Det er, som om de uddelegerer nogle ting til børnene, som børnene slet ikke er i stand til at bestemme. Jeg har mødt et forældrepar, der blev inviteret til en middag, de gerne ville komme til, men først skulle de spørge børnene, om de syntes, det var i orden – børnene er 8 og 12 år – og da børnene ikke syntes, det var en god idé, meldte forældrene afbud. Hvis man skal sige det meget enkelt, så skal forældre i dag lære at skelne imellem, hvad vores børn og unge selv kan bestemme, og hvad de ikke selv kan bestemme. Venskabet betyder, at vi tror, vi er ligeværdige med dem, og det er vi altså ikke. Men det betyder også, at det er vores bedste ven, der forlader os, når de flytter hjemmefra, og derfor opleves det endnu mere smerteligt – nærmest ubærligt for denne her generation.”

Sådan ser ’Generation X’ og dens ’giv-slip-diagnose’ altså ud, vurderet igennem Margrethes psykologbriller. Men spørgsmålet er, hvordan vi så skal tackle smerten og løsrivelsen?

Først og fremmest skal vi ændre adfærd over for vores børn, så vi ikke løser problemerne for dem eller fejer tingene til side for dem, for så forkrøbler vi dem. Tværtimod skal vi tidligt i livet give børnene redskaber til selv at løse konflikter, så de bliver selvstændige personer.

Margrethe supplerer med et eksempel på, hvordan vi ofte kommer til at overtage eller ligefrem ’overrule’ vores børn, og hvordan det grundlægges, når de er små, men udvikler sig og fortsætter langt op i voksentilværelsen:

“Jeg plejer at sige, at man som en tommelfingerregel skal ’føle med og ikke som’. Hvis nu f.eks. cyklen er punkteret, så kører mor måske sønnen i skole, selv om han er 14 år, og det kun drejer sig om 800 meter, og hun sørger samtidig for, at cyklen bliver lappet. I stedet for skulle hun lade ham gøre det selv, så han lærer at løse sine problemer og bliver selvstændig.”

“Når man overinvolverer sig i sit barn og tilsidesætter sig selv, kommer man meget hurtigt til at gøre barnet uselvstændigt og hjælpeløst, og så bliver de faktisk utrolig usikre på langt sigt og får svært ved at klare sig. Jeg vil meget hellere have, at man gør dem livsduelige. Altså langsomt lærer dem at løse de opgaver, de står over for, så de har redskaber i bagagen til en voksentilværelse.”

“Det, der sker i den sunde, naturlige livsproces, er jo egentlig, at vi tager barnet ved hånden og lærer det at gå igennem alle de skær, der er i det her forfærdelige, problematiske liv, vi lever. Vi lærer det at tackle og aflæse situationer. Der er så meget, vi skal lære børnene. Men på et tidspunkt skal vi slippe og se, at det går faktisk meget godt, også selv om vi ikke er der. Og så skal vi glæde os over det. Vi skal meget hellere glæde os over, at vores børn kan magte nogle ting, i stedet for at være evigt bekymrede og omklamrende,” siger Margrethe.

“Så hvis man ikke gradvist, fra barnet er 0 til 15 år, sluser dem ud i at kunne erobre verden selv, så kan de ikke. Til sidst skal vi kun træde til i særlige situationer. Hvis de ikke ved, hvad de skal gøre, kan de ringe hjem og bede om hjælp. Vi udsætter dem jo ikke fra vores hjerter, men til en selvstændighed. Det er det, jeg kalder, at man skal gøre dem livsduelige og klar til at gå ud i livet, samtidig med at vi jo har denne her enorme kærlighed for hinanden.”

Hvis ikke vi som forældre stiller vores børn til ansvar og konfronterer dem med livets udfordringer, men i stedet løser problemerne for dem, risikerer vi altså at forkrøble dem i stedet for at ruste dem til livet:

“Livet består af konflikter, problemer og udfordringer, og du kan ikke undgå at møde modstand indimellem. Der er heller ikke en uendelig kilde pengemæssigt, og det bliver et problem for vores børns generation, at de ikke har lært at styre økonomien. Omsorg er godt, men vi må holde os fra den overinvolvering, hvor vi løser deres problemer og ikke udstyrer dem med evnerne til selv at gøre det.”

En af de værste unoder, vi har excelleret i i ’Generation X’, er altså, at vi har været symbiotiske med vores børn. Vi har ikke kunnet adskille vores følelser fra vores børn. Barnets følelser er overført i os og vores i dem, og det duer ikke, siger Margrethe.

“Mange forældre kan ikke rumme, hvis deres børn græder og er kede af det. Så bliver de selv kede af det. Men kunsten er som sagt at kunne ’føle med og ikke som’. At man som forældre f.eks. kan sige: ’Jeg kan godt forstå, du bliver ked af det, når du har øvet dig sådan og så ikke bliver hørt i skolen.’ Men desværre vil mange af nutidens forældre ikke nøjes med at trøste og ’føle med’. De bliver selv sårede og kontakter derfor læreren for at høre, hvorfor deres barn ikke er blevet hørt. Hvis vi ikke kan adskille vores og vores børns følelser fra hinanden, så oplever de jo også, at det bliver svært for mor, når de rejser fra os og forlader os. Og der er det vigtigt at kunne sige til sine børn, at det er fantastisk, det, vi har haft sammen, men nu sker der noget nyt. ’Du må endelig ringe, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med’ – selv skal man ikke komme masende og blande sig, og især ikke, hvis de har fået kæreste. De skal vide, at vi er der, og at hvis der virkelig opstår en krise, så kommer vi. Men de kan også bare ringe og få et godt råd, så de selv kan løse det problem, de står over for.”

Én ting er, hvordan vi skal forholde os i forhold til vores børn, mens de er mindre. Men når nu skaden er sket, og vi har overinvolveret os, så vi nærmest er symbiotiske, og vi derfor oplever en ufattelig smerte, når de forlader os, hvad skal vi så stille op med vores egen sorg?

“Når dine børn rejser hjemmefra, står du ved en skillevej. Det er et brud, og en almindelig krise i et almindeligt menneskes liv. Det er den, der bliver tilbage, som står med vemodet: Et kapitel i mit liv er slut. Det er nogle meget sammensatte følelser af angst, usikkerhed, vemod og en meget, meget dyb sorg over, at min rolle som mor eller far i store træk nu er slut,” forklarer hun.

“Det er jo et tab … en tid, der forsvinder, og samtidig mister man en del af sin identitet. Nu forvandles rollen, og vi vil så gerne hurtigt sætte noget andet i stedet. Men det er en glidende overgang, og det tager sin tid. På længere sigt bliver man forældre på en anden måde – mere en slags rådgiver og vejleder, der står på sidelinjen. De kommer til dig, og du får en anden identitet. Derfor er det også vigtigt at sige pænt farvel til den gamle identitet, man har haft som forældre til et lille barn. Og man skal ikke være ked af at sørge. Jeg synes, det er meget trist i vore dage, at vi ikke synes, noget i livet må gøre ondt. Vi synes ikke, at det ’at sørge’ er så godt.”

Margrethe oplevede selv vemodigheden, og i en periode føltes det trist, at de var færre ved spisebordet.

“Den der tomhed ved pludselig ikke at have fem-seks stykker til spisning. Jeg kan huske, at når jeg kom hjem dengang, så kiggede jeg ud i entreen, hvor kondiskoene flød over det hele, og talte: en, to, tre … fire er der i dag. Og rugbrød … de spiste simpelthen så meget! Man skal bare minde sig selv om, at det var en tid, der var. Og man skal glæde sig over, at når man savner noget, er det jo, fordi det er noget, der har været godt. Der kommer en tid efter det. Og så skal man give sig selv lov til at sørge i en periode. Til gengæld er det vigtigt, hvis du har brug for at sørge, at du ikke overfører sorgen til dit barn. Hvis det fortsætter med at gøre knuder inde i en, og man må konstatere, at ’jeg savner mit barn så meget, at jeg næsten ikke kan bære det’, så er det altså et symptom på, at der er noget andet og mere grundlæggende galt, som det nok vil være en god idé at få vendt med en psykolog,” forklarer Margrethe.

“På en vis måde er der tale om en eksistentiel krise. Det vigtige er, at det kan blive en normal og god krisereaktion, og dermed en normal og god sorg over et tab af en tid, der har været. En sund og normal reaktion får man ved inden for en måned eller halvanden at få vendt det om og minde sig selv om, at der indfinder sig en ny livssituation, og hvad vil vi egentligt med den? Nu skal vi have sagt farvel til noget, som var, og sige velkommen til et andet liv.”

Men hvad gør man så, hvis ’den gode sorg’ ikke langsomt bliver overtaget af en lyst til noget andet?

“Så skal man spørge sig selv, om det egentlig drejer sig om barnets afrejse, eller om det drejer sig om et eller andet i ens eget liv: Hvad er det, jeg er usikker på? Er det min angst, og har jeg en reel grund til at være angst? Nogle af de tilfælde, hvor forældre har overinvolveret sig i deres børn, skyldes måske, at de er meget angste eller meget kontrollerende mennesker. Der bliver man nødt til at tage hånd om, at man har mistet kontrol, og har man det så dårligt, at man ikke kan sove om natten, så er det ikke barnet, der har et problem. Dér ligger hele kunststykket, når vores børn flytter hjemmefra. Vi skal sige: Jeg ved godt, du kan klare dig. Men jeg har et lille problem, når du har været i byen, så gider du ikke sende en sms, så jeg ved, at alt er vel, og du er kommet godt hjem.”

Hvis sorgen virkelig har fået fat, ligger der altså ofte en anden uforløst sorg og lurer. Ofte har de voksne tilpasset sig og bidt smerter og sorger i sig for ikke at belaste børnene, så når børnene flytter, er det måske første gang, forældrene kommer i kontakt med deres egne følelser eller den smerte, der stammer fra tidligere tab som skilsmisse eller dødsfald. Margrethe mener, det er et fint tidspunkt at få undersøgt sine følelser. Ungerne er væk, og man kan tillade sig at græde og få det hele sat på plads, enten sammen med gode venner eller hos en psykolog, så man er rustet til at komme videre.

“Nogle familier har valgt, at fra det sekund, barnet ankom, har det været det absolut vigtigste, og barnet er det eneste, man snakker om, fra det øjeblik, man træder ind ad døren. Hvis man ikke har haft sit eget liv ved siden af børnene, kan man godt komme til at tænke ’er det virkelig ham, jeg er gift med?’, eller ’hvad så jeg egentlig i hende, dengang vi blev gift? Hvad faldt jeg for?’. For nogle par kan det udløse en krise,” siger Margrethe.

“Så er det en god idé at få snakket grundigt sammen eller måske tage på en rejse og se, om man kan genopdage hinanden. Det er vigtigt, at man ikke bliver bange for sine egne følelser, men er ærlig over for dem. Tænk, hvis det ikke udløste voldsomme følelser, når dit barn rejste – det er lige før, jeg ville synes, det var værre, hvis det ikke gjorde.”

Der er også en form for eksamen over den fase i livet. Fik jeg de børn, jeg ønskede? Gjorde jeg det godt nok? Arbejdede jeg for meget? Regnebrættet gøres op. Mange har skyldfølelse, og Margrethes bedste råd er at tilgive sig selv og forsone sig med de valg, man har truffet. Eller granske, om der reelt er nogen grund til at føle skyld? Ofte har nogle ydre samfundsmæssige omstændigheder dikteret betingelserne, og så nytter det ikke at slå sig i hovedet, men handler måske snarere om at vurdere helt realistisk, om ikke man ud fra de givne forudsætninger gjorde det så godt, man kunne. Og mest af alt at huske på:

“Der er aldrig nogen her i livet, der ikke har truffet forkerte valg. Ingen er overmennesker, så vi skal kunne tilgive os selv.”

Hjemme hos familien Brun Hansen blev der stadig kogt kartofler, som om de var en hær. Og nu var de to. Der blev stegt bøffer på store pander, indtil Margrethe, en måned efter at Rasmus endeligt var flyttet, konstaterede:

Der var nemlig aldrig rester, da Rasmus og hans kammerater var der, men nu skulle hun indstille sig på noget andet. Så der blev købt små pander og lavet mindre portioner. Det er et meget konkret billede på, at der også skal ske noget inde i ens eget hoved. For Margrethes vedkommende fik hun en glubende appetit på at kaste sig over alt det arbejde, hun havde skubbet til side under Rasmus’ opvækst. Hun nød pludselig at kunne være ude om aftenen og at kaste sig over de noter, bunker med avisartikler og notitser, der havde hobet sig op, fordi hun vidste, der ville komme en periode, hvor hun fik tid til at boltre sig i arbejdsopgaver.

“Vi hoppede jo ud i arbejdet: Nu vil jeg have skrevet den bog. Nu vil jeg tage flere institutioner ind. Nu vil jeg sige ja til at holde kurser eller deltage mere i fjernsynet, når de spørger. Det har jeg gjort før, men ikke i samme grad,” forklarer Margrethe.

“Og det vil jeg også gerne understrege som et godt råd: Vi lever altså i nogle tidsfaser. Helt logisk er der brug for os på en særlig måde, når børnene er små, og når de flytter hjemmefra, er der brug for os på en anden måde. Men som forældre i dag får vi rodet det hele sammen, og vil det hele på en gang. Og derfor bliver vi yderligere stressede. Lad være, der kommer en tid, hvor der er brug for os igen, og så får vi jo også en ny identitet. Så lad være med at gøre det hele samtidig. Det er noget med at tænke i de faser, livet byder, og gribe de muligheder, faserne indeholder. For vores vedkommende arbejder vi meget nu og nyder det, og vi rejser meget.”

Den tid begyndte, da Rasmus efter soldatertiden flyttede til Odense for at begynde på universitetet. Margrethe og hendes mand kørte med og hjalp ham med at installere sig, men der var ikke længere nogen sorg. Sorgen var i zenit ved afskeden på Roskilde station nogle år tidligere. I stedet var et nyt fællesskab indtrådt. En nær, varm og fortrolig relation, hvor man diskuterer politik, vejleder hinanden i ens professionelle opgaver, eller hygger sig med gode middage, klassisk musik og jazzkoncerter. Rasmus er nu uddannet cand.scient.pol. og lektor på Århus Universitet, så han har interesser – særlig politik – til fælles med sin far. Hvis man ikke ligefrem har samme fag, er det vigtigt at finde nogle fælles udgangspunkter for et samvær. Fodbold, sport, kunst, bøger, film eller fjernsyn, foreslår Margrethe.

Hun understreger, at det er vigtigt at finde interesser, som kan give begge parter glæde. Man skal slippe den indblandende forældrerolle, hvor man forholder sig til, om deres hår er klippet, eller hvordan de har indrettet i stuen, og i stedet for kan sige: “Så I den udsendelse i fjernsynet?” eller “har I læst den bog?”, eller tale lidt om personlige følelser i forbindelse med kolleger og arbejde.

“Det er meget vigtigt, at man taler med dem om noget, som man også ville tale med andre om. Og især, at man ikke blander sig eller – værre endnu – kritiserer dem, men i stedet for diskuterer med dem. Men man bliver nødt til selv at tage ansvar for det behov, man har for at ses. De skal ikke sidde med en mor som hende i “Det Brune Punktum” – ’skyld med skyld på’. Man kan sagtens understrege, at ’jeg nyder meget, når du ringer, og hvis det er svært for dig at passe ind, kan vi så ikke lave en fast aftale’,” foreslår Margrethe.

“Det er en brydningstid, og man skal ikke være alt for opsøgende. Man skal snarere sørge for at få afstemt forventningerne og måske lægge det ud til dem: Hvad passer dig bedst? Det er en balance, hvor man skal sørge for at holde kontakten, men uden at komme rendende. Mit bedste råd er egentlig: Sig ikke, hvad du forventer, men spørg, hvad du kan få! Så kører det som regel kanongodt.”

Forældrerollen ændrer sig med årene, så det er op til en selv at sørge for at udvikle den og byde ind med nye fællesskaber. Man ser jo ikke “Cirkeline” sammen med sin 30-årige, men måske “Mad Men”. Det er en særlig form for venskab, der kan udvikle sig og være ekstra stærkt, fordi man har fælles værdier som udgangspunkt. Det er vigtigt, at man husker, at uanset alder, så er man som forældre altid den ’voksne’ indtil meget sent i livet. Det nytter ikke, at grænserne udviskes, så man ikke kan se, hvem der er mor, og hvem der er datter – det andet er unaturligt og forøger risikoen for overinvolvering begge veje, lyder dommen:

“Det vanskelige ved meget af alt det her er, at der ikke er et facit – man skal mærke med sit hjerte. Og det skal man have ro til. Hvis det kan være nogen form for trøst, så begynder der altså noget nyt efter en periode. Nu oplever jeg, at det, jeg har sammen med min søn, næsten er bedre end tidligere. Hvis jeg skal beskrive det meget enkelt, så er det utrolig smukt, fordi det er så givende. Nu er vi ikke i den fase, hvor jeg skal yde med mad og tøj og lektier og alt det praktisk opslidende, der knytter sig til hverdagslivet som mor,” forklarer Margrethe.

“Måden, vi er sammen på, er dejlig; vi vælger tidspunkter, hvor vi har tid, og så kan vi sidde længe og spise og tale om livet, os selv og verden. Det er en anden kvalitativ måde. Jeg oplever, at jeg har en søn, og at jeg er glad for at være sammen ham. Og hvem er det lige, der sætter i opvaskeren? Det gør ens barn pludselig. Og hvem tror du lige lægger et tæppe over én, når man er faldet i søvn?”

GODE RÅD FRA MARGRETHE BRUN HANSEN

» Når de er 19-20 år, så er det altså godt at flyve fra reden – hvis de er uselvstændige, kan man jo sørge for, at de får noget i nærheden af, hvor man selv bor.

» Udstyr dem med redskaber, så de bliver livsduelige og kan klare sig selv, og lad være med at overtage og fikse for dem.

» Undgå overinvolvering.

» Man skal føle med dem, ikke som dem!

» Høst og nyd goderne i de forskellige livsfaser i stedet for at presse alting ind på en gang.

» Sørg, hvis du er ked af det … i en periode.

» Få hjælp til at undersøge, hvad der kan være galt, hvis du er meget ked af det længe.

» Find fælles interesser til et nyt samvær.

» Hold kontakten uden at komme masende.

» Og mærk så efter i dit hjerte i stedet for at fare forvirret rundt og spørge alle mulige til råds.