Det kom som en overraskelse. Et storfamilieliv med masser af børn var forbi, og det føltes, som om det skete ’lige pludseligt’. Peter Aalbæk Jensen havde i hvert fald ikke set det komme, eller som han indrømmer: “Måske havde jeg bare ikke set det i øjnene.” Et par år tidligere havde han endda flyttet hele familien over i et større hus – uden egentlig at være særlig forudseende og tage højde for, at børnene faktisk var på vej væk. I dag sidder han der alene, eller næsten alene.
“Det er ganske rædselsfuldt. De er alle sammen flyttet, og jeg er helt alene. Du kan bare komme,” lyder hans lakoniske svar på min mail, da jeg spørger, om jeg må interviewe ham om den periode, hvor børnene flytter hjemmefra. I offentligheden er Peter kendt som filmbossen, tidligere med den evige cigar, og Lars von Triers tro væbner, der ofte kommer i mediernes søgelys for sit ’klovneri’. Men han har altid fortalt varmt om sit myldrende familieliv, og derfor var det oplagt at spørge ham om, hvordan han oplever perioden som den meget udadvendte person, han er. Det kan sammenfattes ganske kort: “Rædselsfuldt,” som han altså både skriver og siger, da jeg møder ham på filmselskabet Zentropa.
| “ | Børn søger jo derhen, hvor det fungerer. Der er sådan en slags ’Ordnung muss sein’ hos børn og unge. De kommer, når der er mad og varmt vand i hanerne. |
Det er tydeligt, at han trives med en masse mennesker omkring sig, og han insisterer da også på, at interviewet foregår i Zentropas kombinerede kantine, reception og mødelokale. Fredeligt kan det ikke beskrives som. Til gengæld virker Peter fuldstændig upåvirket af aktiviteten omkring sig – tværtimod synes det som om, at jo mere uro, der er, desto mere rolig er han. Han er præcis og fokuseret og rives kun ud af samtalen de få gange, folk henvender sig direkte til ham.
ALTERNATIV STORFAMILIE
Lidt tilfældigt er han og hans kone, Lise, blevet ’mor og far’ for i alt fem børn. Familien er opstået på utraditionel vis, forklarer han og fortæller, at de altid har levet lidt alternativt. En stor gammel kasse i Herfølge på Sydsjælland har dannet rammen om ham selv og konen, Lise, der havde en søn, Jasper, da de to mødte hinanden. Hendes eksmand flyttede også ind i huset sammen med sin nye kone, der også havde en søn, Simon, i forvejen. Parret fik desuden en datter, Rose, mens Peter og hans kone fik to døtre, Sigrid på nu 25 og Hedvig, der nu er 15.
“Alle børnene er blevet ’mine’. Vi havde hver vores værelse, men ellers var vi sammen i resten af huset, der fungerede som sådan et kæmpekollektiv i mange år. De andre voksne flyttede, så på den måde endte Lise og jeg med at være ’far og mor’ for hele banden. Børn søger jo derhen, hvor det fungerer. Der er sådan en slags ’Ordnung muss sein’ hos børn og unge. De kommer, når der er mad og varmt vand i hanerne,” konstaterer Peter.
BESTIKKELSE PÅ 5.000 KR.
Børnene er flyttet gradvist. Og ikke med Peters gode vilje:
“På et tidspunkt forsøgte jeg at bestikke dem til at blive hjemme. Jeg tilbød min datter 5.000 kroner om måneden foruden kost og logi – det er da immervæk en sjat. Det var for min egen skyld. Men dem ville hun ikke tage imod. Hun havde lyst til at komme hjemmefra, så hun flyttede for tre år siden,” fortæller Peter.
Efter sommerferien 2010 gik situationens alvor op for ham, da den yngste drog på efterskole, så der blev helt tomt. Peter er ikke sikker på, at hun flytter hjem igen bagefter, så han beskriver sig selv som ’ham, der sidder ganske alene derhjemme med medisterpølsen’. For hans kone er også flyttet. Hun har fået en mindre lejlighed i København, men det vil han ikke. Han synes nærmest, det er patetisk med alle de par, der sælger villaen og myldrer til København, når børnene er smuttet, fordi de ikke kan finde på andet at give sig til. Men konens flirt med byen har han accepteret:
“Vores forhold har altid været baseret på, at man ikke skal forpligte sig til noget, man ikke har lyst til. Vi har aldrig levet så traditionelt, så det er fint med mig, at hun vil være københavner lidt og engagere sig mere i sit arbejde og drøne rundt til alt muligt teater og i biografen. Bare jeg slipper, og hun kommer hjem med jævne mellemrum. Man keder sig jo ad helvede til, hvis man bare skal sidde og glo på hinanden, når børnene er flyttet,” fortæller Peter.
“Jeg synes, det er ganske forfærdeligt og ualmindelig røvsygt at sidde alene i det store, tomme hus, efter at børnene er flyttet. Men min kone synes, det er skønt. Hun har fuld knald på nu og trænger til at kunne gøre, hvad der passer hende. Hun har haft børn i sengen, siden hun var 21. Og det var hende, der var der, da de var små.”
Helt alene er Peter nu næppe i længere tid ad gangen. Han er meget begejstret for de kriser, der opstår i børnenes kærlighedsforhold, for så rykker de hjem med jævne mellemrum.
“Lige nu er det Rose, der har kærlighedskvaler, så hun er her et par dage. Det er skønt. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide deres kærester, men det er dejligt, når de har krise, for så kommer de hjem til far,” siger Peter.
| “ | Når børnene flytter, bliver det en påmindelse om kistens ensomhed. Det er vel sådan en slags dødsangst – en fornemmelse af at have opfyldt sin mission. Der er ikke brug for en mere, så man kan bare sætte sig ud i sneen … men så må man jo redefinere sin livssituation, og det er jeg også i fuld gang med. |
KISTENS ENSOMHED
Det er ganske angstprovokerende for ham at være alene, forklarer han. Han hævder, at han i løbet af sine 55 år aldrig har tilbragt et helt døgn alene. På det tidspunkt, vi mødes, ligger påsken lige for, og da alle i familien har planer og aftaler uden ham, har de arrangeret en pasningsordning, så der kommer nogen og ser til ham og er hos ham indimellem.
“Det er modbydeligt at være helt alene. Jeg bliver urolig af stilheden. Jeg kan ikke sove til middag, hvis der ikke er nogen, der pusler omkring. Roen kommer af den ’stille puslen’. Der skal bare være nogen, ellers kan jeg slet ikke klare det. Vi behøver ikke at lave noget sammen eller snakke, de skal bare være der. Ellers ender det med, at jeg drikker mig bjældestiv for at holde det ud,” fortæller Peter og fortsætter:
“Når børnene flytter, bliver det en påmindelse om kistens ensomhed. Det føles som første skridt. Det er vel sådan en slags dødsangst – en fornemmelse af at have opfyldt sin mission. Der er ikke brug for en mere, så man kan bare sætte sig ud i sneen … men så må man jo redefinere sin livssituation, og det er jeg også i fuld gang med.”
SMÅ NÅDEGAVER
Fremtidsplanerne vender vi tilbage til. De involverer også børnene. De slipper ikke for ham så let, og det har de tilsyneladende affundet sig med. De bor i hver deres lille lejlighed i et hus i København, som Peter har købt til dem, så de i det mindste kan holde sammen. Han stiller uopfordret med boremaskine og værktøj, men indrømmer, at de alle sammen faktisk er ganske selvhjulpne. Egentlig hører det til sjældenhederne, at det overhovedet er nødvendigt, han kommer masende:
“I virkeligheden er det sådan en slags nådegave fra dem, at jeg kan få lov til at ordne et eller andet,” griner han.
Normalt siger eksperterne jo, at vi forkrøbler vores børn, hvis vi ikke evner at give slip på dem. Peter ser ud til at være undtagelsen, der bekræfter regelen. Børnene klarer sig strålende, mens han klamrer sig fast og indrømmer, at han bestemt ikke har været god til at give slip, snarere tværtimod: De skal sparke ham væk. Hans telefon er altid åben, hvis det er et af børnene, der ringer. Og sådan er det stadig, selv om de for længst er flyttet hjemmefra.
SUR ’SVANS’
Efter at børnene er flyttet, har Peter forandret sig. Han illustrerer forvandlingen med at beskrive sig selv som ’ham, der går derhjemme med et lille forklæde på og nipper til blomsterne’.
“Jeg er blevet sådan en tøsedreng, efter de flyttede. Min kone kan slet ikke holde det ud. Hun kalder mig en svans. Hun gider overhovedet ikke sidde og glo på mig og holde i hånd og snakke følelser. Hun kunne meget bedre lide, dengang jeg drak mig skidefuld og var bøvet og hundsede rundt med hende. Det er noget mærkeligt noget, men det kan kvinder bedre lide, end når vi bliver bløde,” forklarer Peter.
“Jeg bliver også kællingefornærmet, hvis hun kommer for sent hjem og ikke har ringet i forvejen og sagt det. Det er, som om vi har byttet roller. Men så er det også op til mig at skabe noget nyt. En ting er, at man er blevet en tøsedreng, men man behøver jo ikke at sidde og klynke også.”
Forandringen er blevet en udfordring for Peter. Med et glimt i øjet indrømmer han, at han egentlig også synes, det er skidesjovt, at det hele pludselig er fuldstændig anderledes. Sammen med nogle venner er han allerede gået i gang med at lede efter en større ejendom på Sjælland, hvor de kan lave hotel eller konferencecenter. I virkeligheden lyder det snarere som en slags minisamfund, hvor generationerne kan bo sammen:
“Udgangspunktet er, at vi skal bo der, men der skal også være produktion. Jeg er ikke i tvivl om, at samfundets kasse er smækket i – og med rette. Min generation kan ikke tillade sig at ligge samfundet til last. Vi – jeg selv inklusive – har været så grådige, vi har raget til os og stukket snablen ned i alle de kasser, vi har kunnet komme til, så det er helt i orden, at der er lukket. Men det betyder jo, at vi må finde på noget selv. Vi må i gang med at dyrke vores afgrøder, at skabe noget og i det mindste være selvforsynende. Jeg er meget inspireret af “Bonderøven”, og jeg har f.eks. lige været på biavlerkursus, så kan man da det,” forklarer Peter og fortsætter med at fortælle om fremtidsdrømmen:
“Det skal ikke kun være gamle, der bor der. Der skal ikke være et stisystem for rollatorer, men hvis der er en, der skal have en arm eller et skub, så er det fint, at en anden kan give det. Min kone synes, det er en god idé. Børnene griner ad mig. Men bare vent. Jeg håber, de flytter med. På langt sigt ville det være skønt med sådan et lille samfund, hvor generationerne kan lære af og have glæde af hinanden. Vi kan passe børnebørnene og gøre rent for dem. De griner nu, men lad os se, når de får børn. Jeg håber stadig. Og så må jeg jo bare være lidt snu og designe noget, de ikke kan undvære, så de kommer helt frivilligt.”