“Det er grusomt den dag, der ikke længere ligger en skoletaske smidt i entreen, skoene står hulter til bulter, og køleskabet er tømt. Ganske grusomt.”
Anne Knudsen har selv prøvet det, hele tre gange. Det var slemt hver gang, men selvfølgelig mest smertefuldt, da den sidste forlod hjemmet.
“Jeg var fandeme ked af det,” som hun meget direkte udtrykker det.
Vi vender tilbage til hendes egen oplevelse, og hvordan hun tacklede den. Som udgangspunkt er det chefredaktøren for Weekendavisen, der med en baggrund som antropolog er vant til at overvåge og analysere vores måde at gerere os på, jeg har sat i stævne. Umiddelbart kan det jo undre, at vi tilsyneladende bliver så hårdt ramt af afskeden med vores børn, når man tænker på, at børn for hundrede år siden blev sendt ud at tjene allerede som 11-13-årige uden de store falbelader. Derfor er jeg nysgerrig efter årsagerne, og hvilke mere eller mindre synlige mekanismer, der styrer vores indretning af samfunds- og familielivet. Anne kan også trække paralleller imellem vores og andre kulturer, fordi hun har lavet feltarbejde i det sydlige Europa, Italien, Frankrig og på Korsika.
ACCEPT AF ’NØDVENDIGHEDER’
Allerførst slår hun fast, at vores oldemødre selvfølgelig har været utroligt kede af det, når de sendte deres børn i vej. De har både været ulykkelige og bekymrede for, hvordan det dog skulle gå. Men det er ikke noget, de har dyrket. Forklædesnippen har været en tur omkring øjenkrogen, og så ’mander man sig op’. Dengang ’bar man ikke følelserne udenpå’ og dyrkede dem.
“Min mor var da også ked af det dengang i 1969, da jeg flyttede, men i vores generation er vi ’ude’ med alle vores følelser for at få dem erklæret normale, mens de dengang i højere grad levede med det. Måske vrissede de lidt ad hinanden i en periode, men så fandt de på noget … begyndte at spille bridge eller sådan noget.”
Til gengæld har den tidligere afsked med børnene indtil midten af det 20. århundrede også indebåret en form for lettelse; så var der en mund mindre at mætte, og måske oven i købet et ekstra bidrag til en stram husholdning.
Den væsentligste forskel på alle tidligere generationer og nu er ifølge Anne, at vi i dag ikke affinder os med eller accepterer ’nødvendigheder’. Det var man tvunget til, da alting var mere knapt. Man accepterede tingenes tilstand. Det var imidlertid ikke kun de fattiges børn, der blev sendt af sted, så det var også en del af normen. For de velhavende var det også en ’nødvendighed’, at børnene skulle ud og uddannes eller blive et godt parti.
| “ | Vi skal jo ikke se bort fra, at det er den stærkeste kærlighedshistorie, man nogensinde oplever. Det bliver ALDRIG stærkere. |
STÆRKESTE KÆRLIGHEDSHISTORIE
Børn spillede slet ikke den rolle i familien, som de gør i dag, hvor de er hele omdrejningspunktet. Der var som regel mange børn, så det føltes ikke så tungt at tage afsked, og mange gange var der børnebørn, før den yngste rejste hjemmefra.
“I dag får vi ofte kun ét barn. Vi har ventet længe på det, og i nogle tilfælde har vi oven i købet investeret ubeskriveligt meget i at få det med fertilitetsbehandlinger. Det giver børnene en helt anden særstatus, som også er tydelig, når man ser hele den industri, der lever af at levere til børnefamilier. Indretningen af et børneværelse i dag er jo ikke overladt til tilfældigheder. Ofte er det rene udstyrsstykker,” siger Anne.
“Det er klart, at når vi har børn omkring os i en langt kortere periode, end vores bedsteforældre havde, fordi vi uddanner os og kommer senere i gang, så er det også mere smerteligt at tage afsked med dem. Og så skal vi jo ikke se bort fra, at det er den stærkeste kærlighedshistorie, man nogensinde oplever. Det bliver ALDRIG stærkere.”
MENING MED LIVET
Nu om stunder har vi fået en helt anden måde at være sammen med vores børn på. Fordi de basale livsvilkår er forbedret, er fokus rettet mod børnene, som i højere grad er blevet hele ’meningen med livet’. Måske hænger det også sammen med, at man i gamle dage ikke levede så længe – cirkulationen var større, hvis man kan tillade sig at udtrykke det så barskt. Det hørte til sjældenhederne, at der var tre generationer i live på samme tid. Så det meget nære forhold mellem børn og forældre er altså temmelig nyt.
“Vi leger med vores børn. Når vi får dem, vil vi vide mere end pædagogen, så vi er sikre på, at de bliver udfordret og stimuleret ordentligt i de timer, vi er tvunget til at efterlade dem i institution. Det er kommet hos de yngre generationer, for i 1950’erne legede man ikke med sine børn. Børn legede, voksne gjorde noget andet. Fædrene legede måske en lille smule med de små, når de kom hjem fra arbejde, men mødrene gjorde bestemt ikke,” fortæller Anne.
“Vi er meget mere sammen med vores børn, end vores bedsteforældre var. De så nærmest kun deres børn til måltiderne, mens vi kender dem rigtig godt.”
MED LUP OG PINCET
Vi investerer mange kræfter i vores familieliv, der altså er blevet meget mere intenst fokuseret omkring børnene. Men vi investerer også meget i vores arbejde, der er drevet af lyst som et identitetsskabende personligt projekt. Den sparsomme fritid reserverer vi til vores helt nære kernefamilie.
“Vi har valgt en meget sårbar konstruktion. Vi går på arbejde, og så går vi hjem. Vi lægger al energien i kernefamilien som en enhed, og selv partneren devalueres i forhold til børnene og kernefamilien. Det gør os jo meget udsatte, når hjemmet forandrer sig, og børnene forsvinder. Og når vi samtidig har projiceret al meningsfuldhed over i børnene, er det klart, at vi bryder sammen, når den lille enhed ikke eksisterer længere. Sådan var familien overhovedet ikke bygget op i gamle dage,” fortæller Anne.
“Nu har vi en tendens til sådan en slags moderne Noahs Ark med ’alle ud og alle ind’ samtidig. Vi har aftaler og noterer i kalendere, og det skal passe for alle. Før i tiden var hjemmet levende, og så kom og gik man, eller rettere børnene og mændene kom og gik. Det hænger selvfølgelig sammen med, om man har et samfund, der er sikkert for børn at færdes i på egen hånd, og også med kvindefrigørelsen, for nu er der jo ingen hjemme, som mødrene var i gamle dage. Alligevel synes jeg, der er en tendens til, at de langt færre børn, vi har i dag, opdrages med lup og pincet og slet ingen frihed har, så vi bliver sådan nogle små sammenfiltrede enheder. Når vi bliver så afhængige af hinanden, er vi også langt mere skrøbelige, når vi skilles fra hinanden.”
UAFHÆNGIGHED ER EN DYD
Det er en underlig måde, vi har indrettet os på i det moderne liv, konstaterer Anne. Men der er mere, end det blotte øje kan se, for når vi er så vilde med vores børn, kunne man jo forestille sig, at vi som den italienske mama holdt dem hjemme så længe som overhovedet muligt. Men det er ikke tilfældet. Hvis man ser på de tørre tal, ser statistikken sådan ud:
Mens danske børn i gennemsnit er 20 år, når de flytter hjemmefra, så er de franske 23, de spanske 27 og de italienske 28 år, før de forlader mor og far. Danske unge har altså en klar topplacering, når det handler om at flytte tidligt hjemmefra. Hvis man udelukkende ser på pigerne, er de endnu tidligere af sted. Statistikken for 18-24-årige viser, at danske piger er dem, der oftest bor for sig selv: 15 % af de 18-24-årige spanske piger er flyttet hjemmefra, 29 % af de europæiske piger mellem 18-24 bor væk fra mor og far, mens det er hele 73 % af de danske piger, der er rykket for sig selv.
Det er der en klar, men umiddelbart ikke særlig synlig forklaring på, når man spørger Anne:
“I Danmark er uafhængighed en dyd. Når man måler værdier for børneopdragelse, så rangerer fænomener som lydighed og den slags højt i andre lande, mens det hos os ligger lavt. Til gengæld er uafhængighed en kvalitet hos os, så fra de er ganske små, opdrager danske forældre instinktivt deres børn til at blive selvstændige og uafhængige, og så er det jo også naturligt, at de flytter tidligere hjemmefra.”
| “ | Vi vælger på alle andre parametre end på det sociale – pudsigt nok! Der er en tendens til, at vi har venner, før vi får børn, og forhåbentlig holder de ved, men vi får ikke så mange nye, som ikke udspringer af arbejdet eller børnenes liv. |
ITALIENSKE ’MAMA’
Det handler både om menneskelige værdier og samfundsmæssige konjunkturer, for når de italienske børn bliver hjemme hos mama længe, er det ikke kun, fordi hendes favn er blødere og serviceniveauet højere. Det hænger i høj grad sammen med en familiestruktur, hvor økonomien strækkes til mange, og hvor man med Annes ord skal kende ’fandens oldemor’ for overhovedet at få fat i en bolig, som så til gengæld ikke er til at betale. Men selv om italienske unge stadig fører i statistikken over at blive længst hjemme hos far og mor, er mønstret langsomt ved at ændre sig, efter at de italienske kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet. Det påvirker imidlertid i højere grad fødselstallet, fordi samfundet ikke er indrettet med institutioner og offentlige barselsydelser, som vi kender herhjemmefra.
“Når især sønnerne blev hjemme længe i Italien, var det også, fordi mødrene dyrkede dem. Men i virkeligheden har de sjældent et så intenst forhold, som vi efterhånden praktiserer herhjemme. Til gengæld har de italienske kvinder jo taget revanche på arbejdsmarkedet og har overført ambitionerne for børnene til karrieren med det resultat, at de får langt færre børn, men i stedet er strøget direkte til tops og har gjort karriere,” fortæller Anne.
“Tidligere var det italienske samfund jo en ’projekt barn-kultur’, hvor al fokus var på de kære små. Myten om de voksne sønner, der blev hjemme længe, baseredes på en teori om, at mænd ikke blev så tidligt voksne. Måske har det sin rigtighed! Men med fattigdom, mangel på boliger og et højt serviceniveau hjemme hos mor, der nærmest agerede hotel, er det næsten logisk, at de lå højt i statistikken over sent hjemmeboende.”
VERDENSMESTRE I TILLID
Pudsigt nok har de færre børn blandt de udearbejdende italienske kvinder fået dem til at skele til de danske opdragelsesmetoder, der er ganske indviklede. Anne ler, når hun giver overskriften: “Hvordan man er aggressiv uden at bide”:
“Vi dyrker dem jo i en ganske særlig grad som små individer. Det sker i den bedste mening, men ligger fjernt fra gammeldags opdragelse. Folk har børnetegninger arkiveret, fra børnene var 0 år, vi lærer dem indviklede adfærdsmønstre, som ikke udspringer af de naturlige følelser, og vi begynder meget tidligt at smide dem i vandet til babysvømning, mens mødrene ’småhakkende’ konkurrerer i såkaldte mødregrupper. Og så er børn jo ikke længere uartige som i gamle dage – i dag er de kede af det eller forsøger at udtrykke noget, hvis de da ikke ligefrem får stillet en diagnose,” ler Anne.
Den stærke fokusering på børn og familieliv herhjemme får også et skud for boven af Anne, for det er blevet et præstationsræs, hvor vi genererer dårlig samvittighed, hvis børnene får chokolade eller en juice for meget. Og hvad ville der egentlig ske, hvis vi selv slog et smut omkring pubben eller cafeen på vej hjem? Børnene kunne lege på legepladsen, mens vi snakkede med nogle andre end vores kolleger eller helt nære familiemedlemmer, ligesom det er kutyme i Sydeuropa:
“Vi vælger det ikke. Vi vælger på alle andre parametre end på det sociale – pudsigt nok! Der er en tendens til, at vi har venner, før vi får børn, og forhåbentlig holder de ved, men vi får ikke så mange nye, som ikke udspringer af arbejdet eller børnenes liv. I statistikkerne er vi som danskere afvigere på socialt liv, netværk og relationer, fordi vi omgås så få. I andre lande har folk et meget større socialt netværk,” forklarer Anne.
“Det er imidlertid ikke kun, fordi vi er nogle ’kølige’, stressede nordboere. Det handler også om vores værdier. I det sydlige Europa har folk et langt større og mere vidt forgrenet netværk af sociale relationer, som også findes på den lokale bar eller på torvet, når man alligevel slår et smut forbi på vej hjem og får et glas vin eller en kop kaffe. Det hænger sammen med, at tilliden til andre er lavere i de lande, og derfor er det endnu vigtigere at bygge et netværk op, så man har relationer i toldvæsenet, hos skattemyndighederne og kender dem, der administrerer vandværket eller kommunen. Den nødvendighed driver ikke os, fordi vi er et samfund baseret på tillid.”
Vi er altså ikke alene verdensmestre i uafhængighed, men også i tillid, så vi behøver ikke at dyrke andre sociale relationer end de helt nære. Det er med til at gøre os sårbare, mens sydeuropæernes sociale liv er helt anderledes vidt forgrenet, og derfor er de mindre udsatte.
NYTTIGE VENNER
“Mange af dem, man hygger sig med på torvet i Syden, ville vi jo kategorisere som fjerne bekendte, men for dem er de ’nyttige venner’, som de opbygger tillid til, og i tilgift bliver de involveret i hinandens familier. De mødes på torvet eller i baren først på aftenen til en snak og et glas vin, og det, man sludrede om i går, fortsætter man med i dag. Det er også af lyst, og tiden til det henter de ved at spise senere og se mindre tv. Deres berøringsflader bliver langt større. De er flere omkring middagsbordet, så om det voksne barn lige er der i dag, mærkes ikke så tydeligt, og man har så mange andre at relatere sig til, og det gør dem følelsesmæssigt mindre afhængige af børnene,” forklarer Anne.
| “ | Jeg var ked af det hver gang. Man savner dem jo, og det er et anderledes dybere savn, end hvis de bare er ude at rejse. Den dag, man maler deres vægge over, så er det lige meget, hvor meget man har glædet sig til at få et kontor, og hvor tiltrængt det er. Når man flytter ind, er glæden overskygget af savn. |
Alle forklaringer til trods indrømmer Anne, at det er voldsomt, når børnene flytter:
“Det er virkelig skrapt, når ens elskede forlader en. Man har været vant til at have dem omkring sig konstant, og pludselig skal man ned på knæ og tryglende bønfalde dem om at ringe hjem. Hvis bare man kunne sige, at næste gang, så vil jeg indrette mig sådan og sådan eller være bedre forberedt på afskeden, men der er ikke en næste gang – det er i hvert fald sjældent. Man kan ikke engang øve sig. Det gør det jo dybt traumatisk,” medgiver Anne.
“Jeg var ked af det hver gang. Man savner dem jo, og det er et anderledes dybere savn, end hvis de bare er ude at rejse. Den dag, man maler deres vægge over, så er det lige meget, hvor meget man har glædet sig til at få et kontor, og hvor tiltrængt det er. Når man flytter ind, er glæden overskygget af savn.”
Det er otte år siden, hendes sidste rykkede ud, og hun kan stadig genkalde sig følelsen. For hende har arbejde været kuren – “en god, sund arbejdsneurose giver én noget andet at tænke på,” som hun udtrykker det. Datteren, den ældste, flyttede, da hun var 21, den yngste søn, da han var 22, mens den midterste blev længst hjemme, til han var 24. Det var så længe, at vennerne begyndte at stikke til ham, for vi er så vant til, at unge flytter hjemmefra forholdsvis tidligt, at det betragtes som ’underligt’, hvis de ikke gør det.
HØNEMOR
Når Anne beskriver sig selv, lyder hun trods en beundringsværdig karriere blandt ’de tunge drenge’ som lidt af en hønemor; hun har altid været bekymret for, at der skulle ske børnene noget. Det har ikke særskilt været efter, at de flyttede hjemmefra. Især drengene kunne risikere at blive udsat for vold. Til gengæld synes hun, hendes børn har været nemme – altid! – og jo ældre og mere selvkørende, desto sjovere selskab:
“Det der med at komme træt hjem fra arbejde og kunne sige ’sku’ vi ikke lige smutte i biffen?’. Det var jo vidunderligt.”
Men det er langt mere end hygge. Selskabet med vores børn er også adgang til en del af samfundet, vi selv har forladt:
“Hvad enten vi kan se det eller ej, så er de vores informationskanal. De er vores oplysningskilde, der holder os ajour og fører os up to date inden for de områder, hvor vi selv er fortabte,” forklarer Anne.
“Vores familie har heldigvis stadig lyst til at være sammen med hinanden, så der er søndagsmiddag hjemme hos os, for vi har god plads. Man melder bare fra, hvis man ikke kan. Så jeg ser dem stadig meget.”
BØRNEDIKTATUR
Forandringen fra tidligere generationers forhold mellem børn og forældre er sket i løbet af Annes generation, og derefter er det eskaleret:
“Min mor har flere gange sagt til mig: ’Jeg synes, du sidder på dine børn’, og det skyldes jo, at der ikke er de kulturkløfter imellem generationerne, som der var i min ungdom. Vi deltager langt mere i deres liv, end de tidligere forældregenerationer gjorde,” siger Anne.
“Udviklingen rummer både godt og ondt. De tidligere generationer var bedre til at blive i rollerne som enten voksne eller børn, mens vi ikke længere har hver vores verden. Og det må ikke tage overhånd. Vi nasser på de unges verden, og det er ikke længere os, der belærer dem, men omvendt. Vi interesserer os for det, der interesserer dem. På sin vis var gamle dages forældre mere værdige. Jeg øver mig selv i at være den, jeg nu engang er.”
Børnedyrkelsen er lige ved at forvandle sig til et ’børnediktatur’. Det er ikke sundt for hverken børn eller voksne, selv om vi gør det i den bedste mening og gør os umage. Anne illustrerer den forrykkelse af balancen, der sker, når man flytter emner fra den ene lejr til den anden med en ligning, hvor børn er på den ene side og voksne på den anden. Ligningen påpeger tendensen til, at vores børnedyrkelse gør børnene til små voksne, mens vi voksne hopper over og er ungdommelige:
“Børn forventes at træffe voksne beslutninger om alt muligt. Det er gået over gevind. Det hører ikke til sjældenhederne, at lille Klara skal bestemme i Irma, hvad hele familien skal spise. Det er en sammensmeltning af rollerne, og det er ikke sundt. Børnene involveres i de voksnes beslutninger og skal diskutere, om der skal gøres det ene eller det andet. Det er en slags overgreb – selv om det ikke sker af ond vilje,” siger Anne.
“Med hele den dyrkelse af barnet og det barnlige projicerer vi al meningsfuldhed over i dem, og det er klart, at så opleves tabet af vores ’elskede’ som endnu større, når de flytter hjemmefra.”