Kunsten at give slip

TIL SALG. Skiltet hænger diskret til højre for havelågen. Lavt, så man ikke umiddelbart lægger mærke til det. Som om det ikke vil trænge sig på. Måske ikke helt er for alvor. Er en forsigtig føler. Eller måske er det snarere, fordi den rummelige kolos endnu ikke helt har udspillet sin rolle for familien på fem, selv om der kun er to fast tilbage på matriklen. Der er i hvert fald blevet meget, meget stille i de delikate stuer, efter at nytåret bragte tretrinsraketten til endelig affyring.

For Karen Margrethe Schelin er det en tretrinsraket i mere end en forstand. To bonusdøtre og en biologisk har forladt hjemmet på Frederiksberg. Og den biologiske har tidligere taget tilløb. Først var Mathilde på efterskole i 9. klasse, og som 17-årig flyttede hun hjemmefra i en fremlejet ungdomsbolig. Efter nogle måneder hjemme på Frederiksberg er hun nu flyttet i sin helt egen lejlighed på Nørrebro.

Det er især hendes afgang, der smerter, og Karen Margrethe har forsøgt at skrive sig gennem processen, blandt andet i sin klumme i Berlingske under titlen ’Stik mig lige en livline’. Mens Mathilde har brugt løsrivelsesprocessen som udgangspunkt for et af sine digte i Poetry Slamantologien “Nye rejsende”. Her skriver hun under titlen “Mit første digt”:

“Mit første digt
mit største digt
mit lille hjerte, der banker.
Det skal handle om mig og lidt om min mor …”

Digtet er skrevet i en meget følsom opbrudsperiode, fortæller Mathilde, da hun lige var fyldt 18 og netop vendt hjem igen efter det halve år alene i den fremlejede ungdomsbolig.

Karen Margrethes klumme er skrevet, et kvart år efter Mathilde flyttede for alvor, og udtrykker den følelse af tomhed og vemod, der er karakteristisk for alle os mødre, når vi må se i øjnene, at kapitlet med hjemmeboende børn endegyldigt er forbi.

“… signalet er klart. Hun foretrækker mindst mulig indblanding fra min side, hvilket sikkert er både super sundt og naturligt og alt mulig andet. Men det er altså også ret svært.”

“Jeg øver mig på at opføre mig anderledes, men jeg falder hele tiden i og bliver ’mor’: ’Har du nu husket det ene og det andet.’ Jeg er ikke spor stolt af, at jeg er alt for patroniserende, men det udspringer selvfølgelig af, at jeg gerne vil hjælpe hende og ikke kan lade være med at bekymre mig om, om hun nu kan klare det hele. Og så er jeg heller ikke ret god til at stille krav, fordi jeg hellere vil bevare den gode stemning,” siger Karen Margrethe.

“Vores forhold er blevet meget bedre, efter at hun flyttede her sidste gang, fordi jeg har været bedre til at slippe taget. Jeg kan sagtens selv se, at jeg har været for slem til at styre og bestemme for hende. Men jeg kan genkende nogle mønstre fra min ungdom. Jeg var også sen til at komme i gang med en uddannelse, og det har jeg jo fortrudt siden, så jeg håbede, at hun ville få det lidt lettere og måske komme i gang med en uddannelse hurtigere end jeg selv. Mathilde har en stærk selvstændighedstrang, og det betyder meget for hende at kunne klare sig selv. Jeg tror, hendes oprør meget har handlet om, at vi ikke skulle bestemme, om hun skulle direkte i gymnasiet eller ej.”

Første gang, Mathilde flyttede hjemmefra, vågnede Karen Margrethe uroligt op om natten og kunne ikke sove. Nu går det meget bedre, og det føles også lidt tryggere nu, fordi Mathilde deler lejlighed med den ene af sine halvsøstre. Men selvstændighedstrangen, der for alvor fik et ryk allerede på efterskolen, ville også have eksploderet, hvis ikke hun var kommet af sted nu. For i det halve år, hun boede hjemme mellem de to fraflytninger, var hun mentalt flyttet, og Karen Margrethe skildrer rammende følelsen af mødres anglen … og afmagt, når spørgsmålet: ’Hvordan har du det?’ blev skåret af med et: ’Fint!’

“Vi har aldrig råbt og skreget ad hinanden. Det har ikke været voldsomt. Jeg kunne bare mærke, at hun lukkede af. Vi er faktisk kommet tættere på hinanden, efter hun flyttede hjemmefra. Hun virker også gladere,” fortæller Karen Margrethe.

“Men jeg skal tage mig i agt. Jeg lægger bånd på mig selv, så jeg ikke konstant skriver sms’er om, hvordan det mon nu går inde på Nørrebro. Og det er meget bedre, når jeg skriver konkret, frem for de mere følsomme beskeder.”

Hun har også erfaret, at neutralt territorium er godt for samværet og ikke mindst nærværet:

“Det er nemmere at få den nære snak, når vi mødes inde i byen. Hjemme har vi en tendens til at falde ind i de gamle roller begge to. Nu er der gået fire måneder, og det er fantastisk at mærke, at vi er ved at få en anden måde at være sammen på. Men jeg skal lære ikke at blande mig i hendes liv. Jeg skal bare holde ’nallerne’ væk,” fortæller Karen Margrethe.

“Måske har jeg haft svært ved at tackle hendes voldsomme løsrivelsesproces, fordi jeg aldrig rigtig selv gjorde oprør. Min mor var bestemt også for meget dengang, men jeg var det udglattende mellembarn. Jeg protesterede ikke så voldsomt, så det er lidt nyt land for mig.”

“Jeg har været en mere bekymret mor, end jeg er stolt af. Det er ikke klædeligt. Men jeg syntes jo indimellem, at bare jeg kunne bane vejen for hende … at det ikke skulle være så svært for hende. En stor del har handlet om, om hun nu kunne klare det, og om hun var rustet til de ting, hun begav sig ud i. Indimellem syntes jeg jo, hun var for skrøbelig i forhold til, hvad hun havde sat sig for. Men jeg har faktisk ikke grund til al den bekymring. Når jeg taler med andre, kan jeg høre, at hun er utrolig tjekket – og det kan jeg jo også selv se. Hun skriver sine digte, går til sangundervisning og har job. Hun klarer sig selv økonomisk, og det er noget, hun sætter en ære i. Hun har altid overholdt aftaler med os. Og jeg kan høre, hvordan andre forældre skal hente deres fulde børn fra fester, og det har vi aldrig skullet,” forklarer Karen Margrethe.

“Men det smertefulde i at give slip, når hun flytter, er jo, at man ikke længere kan passe på hende. Nu skal hun selv. Jeg priser mig lykkelig for, at hendes far er langt mere cool. Han er – og har hele tiden været – langt mindre pylret end jeg.”

Støtten er velkommen, men der er også et stik af jalousi over det mindre komplicerede forhold, far og datter har, fornemmer man i Karen Margrethes klumme:

“’Hvad gør folk, der ikke har en far?’ … udbryder barnet, da samme far for Gud ved hvilken gang rykker ud med boremaskine og værktøjskasse … der synes dømt fast arbejde til hendes far. Men hvad med mig? Moderen? Jeg er ligesom hægtet helt af …”

“Det er fedt, at de har det godt sammen. Men jeg oplevede da et lille stik i hjertet af jalousi og fik en snert af at føle mig overflødig. Selv om jeg jo godt ved, at det er utrolig vigtigt for døtre at opnå farens anerkendelse. Men jeg oplever også, at det ér nemmere for hendes far, fordi de kan være sammen om alle de der praktiske, konkrete ting,” siger Karen Margrethe.

“Det er i det hele taget dejligt, når man kan foretage sig noget praktisk sammen. Vi har lige syet en Harry Potter-kappe, som hun skulle bruge til en fest. Samværet er så meget mere enkelt, når man foretager sig noget konkret, og det forhindrer jo ikke, at man kan sludre sammen imens.”

Fra det sekund, vi føder vores børn, bliver vi tudet ørene fulde af, at de ’kun’ er til låns. Intellektuelt forstår man flosklen, men følelsesmæssigt bliver det først en smertelig erkendelse, når afgangen er alvor. Også selv om vi er enige om, at langt det værste scenarie ville være, hvis de ikke flyttede hjemmefra. Frihedstrangen må betragtes som et sundhedstegn. Alt det bekræfter Karen Margrethe og jeg hinanden i under parasollen på den fine sommerdag i haven på Frederiksberg, da der pludselig lyder en smuk, klar sangstemme, som minder om alt det værdifulde liv, der mangler i den store, gamle kasse, hvor Mathilde nu søger ly for solen i en hyggelig sofa.

“Selv om man har dem til låns, er bekymringen en livslang følelse, man skal ’deale’ med. Og når de flytter, oplever man en følelse af forladthed: ’Nu har de ikke brug for én mere!’. Jeg kan meget vel komme til at føle mig overflødig, selv om jeg langsomt bliver bedre til at ryste følelsen af mig. Hvis jeg ikke hører fra dem i nogle dage, kan jeg godt føle mig fortabt,” fortæller Karen Margrethe.

“Jeg oplever, at de unge færdes blandt mange flere i sådan nærmest et stammefællesskab – helt ’tribal’ – og det synes jeg er fantastisk opmuntrende. Jeg tilhører selv en generation, hvor vi dannede par tidligt, og jeg er mere ensom. Vi har ikke en kæmpe omgangskreds. Vi har haft travlt. To job, tre børn og i virkeligheden to familier, der skulle køres sammen i forhold til de mange fødselsdage og helligdage. Vi har været fuldt, fuldt beskæftiget med det hele. ’Hvor blev tiden af’, og ’Gjorde man det godt nok?’, spørger man sig selv. Jeg arbejder meget med at sige til mig selv, at jeg gjorde det så godt, jeg kunne.”

Alderen er et irriterende faktum, Karen Margrethe lægger arm med – forhåbentligt er det mest noget, der fylder inde i hendes eget hoved, som hun siger, for udenfor – kan vi andre konstatere – er der ikke noget at komme efter. Som ung følte hun sig ikke parat til at få børn, og da hun begyndte som journalist, trådte hun ind i en ekstremt traditionel mandeverden på Politiken, hvor kvindelige journalister med børn var et absolut særsyn.

“Der var en tidligere chefredaktør, der engang sagde: ’Karen Margrethe, husk nu, at du også ska’ ha’ nogle børn!’. Det var egentlig smaddersødt af ham, men det var ikke så almindeligt, som det heldigvis er blevet nu,” mindes Karen Margrethe.

“Måske ville det have været sjovere at have en mor, der var 15 år yngre. Mathilde har aldrig sagt noget. Tværtimod har hun tit sagt: ’Mine veninder tror ikke på, at du er så gammel.’ Og mit job indebærer, at jeg følger med i det meste. En gevinst ved at få sine børn sent er også, at de i den grad er med til at holde én til ilden, når man bliver ældre.”

Uanset, hvordan alderen opfattes, tillader de 61 år, at Karen Margrethe kan gå på almindelig pension om fire år, og det kan føles som et kommende farvel til alt det velkendte.

“Hvordan man end vender og drejer det, kan jeg se en ende på mit arbejdsliv med et job, der har fyldt meget. Måske også for meget. Efter at Mathilde er flyttet, føles det som meget, der slutter på samme tid, og jeg kan da godt indimellem gå lidt i panik og tænke ’hvad nu, skal vi lave det hele om?’,” spørger Karen Margrethe.

“Som du kan se, har vi også sat huset til salg. Vi har egentlig ikke rigtigt taget stilling til, hvad der så skal ske, men det er jo et kæmpeskrummel, der er alt for stort til os to, så nu ser vi, hvad der sker.”

Forude venter fremtiden på en gang spændende og skræmmende. Indtil videre udgør jobbet den livline, Karen Margrethe efterlyser i sin klumme, men også hun er ramt af den ganske vist fristende, men også forvirrende frihed, der kan synes så vanskelig at forvalte, for:

“Hvad vil man egentlig selv? Det er klart, der opstår nogle muligheder, når man får mere tid. Men jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal fylde i alle hullerne. Heldigvis har jeg stadigvæk mit job. Jeg har syet og tegnet meget tidligere, og det vil jeg måske genoptage. Jeg vil også skrive mere lystbetonet nu, hvor jeg har mere tid, selv om jeg nok er temmelig miljøskadet og derfor afhængig af deadlines,” siger Karen Margrethe.

“Først skal min mand og jeg prøve, om vi overhovedet kan finde ud af at være alene sammen. Denne sommer skal vi for eksempel to uger til Sydfrankrig. De sidste mange år har vi mest holdt ferie i Danmark, for så havde børnene også mulighed for at komme forbi sommerhuset. Det er spændende, men også lidt skræmmende, at vi slet ikke har nogen, vi skal tage os af. Mathilde skal fem uger til Seoul i Korea sammen med en hel masse andre unge. Jeg er spændt på, hvordan jeg tager det, når hun er så langt væk, men jeg håber selvfølgelig, at det bliver en fantastisk tur.”

Øverst på ønskelisten til fremtiden står dog, at Mathilde og hun på længere sigt kan bevare en nær kontakt og have hinandens fortrolighed. Også selv om Karen Margrethe er bevidst om, at der godt kan gå nogen tid, før man kan nå hinanden på en ny og mere ligeværdig måde. Hun håber, datteren altid vil føle, at hun kan komme til dem. Men også, at hun selv kan få lov til at være en del af datterens liv.

En del af datterens liv har hun allerede fået adgang til. For nylig sad hun en aften sammen med sin mand og Mathildes mellemste halvsøster i Huset til Københavnermesterskabet i Poetry Slam og oplevede datteren i sit helt rette element:

“Det var så fint. Fuldstændig anderledes end almindelig, højtidelig oplæsning – de har en særlig kadence, når de fremfører deres digte. Det var virkelig Mathildes univers, og jeg blev så glad. Ikke mindst over, at hun bagefter sagde, at hun syntes, det var hyggeligt, vi var der,” fortæller Karen Margrethe.

“Det er fantastisk, at hun kan gøre de ting, hun gør. Hun har en klar kunstnerisk åre og er sprogligt skarp. Jeg er glad for, at hun gør det, hun kan lide. Og så er jeg meget, meget stolt af, at hun forfølger sine drømme.”

Mit første digt

mit største digt

mit lille hjerte, der banker.

Det skal handle om mig og lidt om min mor

og om en fugl jeg har

den er stærk og lyserød

og holder mit hoved

og den lyd der udgår fra den er så færdig og så fin

og den er din

som den er min.

“Har du røget?”

Ja. Kan du så stadig elske mig?

Med tre eller nogle gange fire-fem ord

smuldrer mine store, stærke drømme.

Men jeg kan stadig vippe lydløst på stolen

og koncentrere mig i skolen

og som Morten kan tælle til to og binde sine sko

kan jeg holde mig i ro og være dig evigt tro

og sidde ganske, ganske stille, mens jeg bløder inderst inde

efter at sidde ved siden af dig i timen

men når de store, klare ruder, der græder brede floder

gør mig tung og varm bag panden

gør du dig tung og varm på en anden.

“Har du en cigaret?”

Nej. Men kan vi stadig se hinanden i øjnene en gang imellem alligevel?

Og gør det noget hvis jeg så holder mig lidt længere væk, hvis jeg smiler lidt mindre, men ellers holder tæt, og gemmer dig væk, i en boks med luft fra for hundrede år siden, måske fra IKEA, måske fra for lidt siden.

For jeg skylder dig så meget, og jeg giver dig så lidt.

Så jeg lukker mine øjne og tænker på vores klistrede hvepsestik

og alle de fordybninger i hud der ligner skyer.

Men jeg kradser, for det klør, og dækker det hele til med plaster

for jeg skylder dem så meget, og jeg giver dem så lidt

Så jeg kigger op – på jer (hej). Men kun kort – og så igen på papiret.

For jeg skylder jer så meget, og jeg giver jer så lidt.

Men nu har I hørt mit første digt mit største digt

og en dag vil jeg kunne det udenad

og kalde det ved sit rette navn, Mathilde.