“Er det ikke skønt med alt det lys?”, spørger Christine Antorini begejstret, slår ud med armene og peger på altanen og stuernes mange vinduer, hvor den skarpe forårssol strømmer ind.
Turen til denne lejlighed øverst oppe med udsigt til himmelen i hjertet af et cafémyldrende Nørrebro har ikke geografisk været lang, men mentalt og psykisk noget af en rejse. Den ventede som en bonus efter et par turbulente opbrudsår, hvor velkendte strukturer på smertelig vis forsvandt. Til gengæld er den nu rammen om den travle politikers liv og det, hun flere gange undervejs i interviewet med glæde refererer til som ’det’ mit sted!’.
Vi beholder altandøren på klem og lader livet og solen summe ind, mens Christine fortæller, hvordan hun har oplevet, at børnene rykkede hjemmefra. Hun er typen, der er hurtig med det hele. Hun strøg tidligt til tops i SF’s ungdom, fik sit første barn, sønnen Thor, allerede da hun var 23 og studerede på RUC, og to år senere datteren, Sofie. Børnene har været en naturlig del af et aktivt og engageret arbejdsliv med flere topjob, og den tidlige start betyder, at Christine Antorini, der i dag er 46, både har voksne børn og et solidt fodfæste i dansk politik med en position som uddannelsespolitisk ordfører for Socialdemokraterne.
INGEN HØNEMOR
“Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk at have så store børn, men jeg har også indimellem tænkt ’hvor går det hurtigt’, og så kan man ikke lade være med at spørge sig selv: ’Har jeg nu nydt dem nok?’,” fortæller Christine.
“Da Thor rejste på efterskole for at tage 10. klasse, mærkede jeg for første gang helt fysisk, at det kun var et spørgsmål om ganske kort tid, før mine børn ville være voksne og helt væk. I mange år havde mine børn boet hos mig den ene uge og hos deres far den anden. Men nu var Thor også væk på efterskolen i den uge, han ellers var hos mig. Når han kom hjem i weekenden, skulle han selvfølgelig se sine venner. Der gik det op for mig, at jeg kun havde mine børn få år endnu. Og at det ville betyde et markant skift i mit liv, som jeg mentalt var nødt til at begynde at forholde mig til. Jeg ville både være der for mine børn de sidste år – nyde dem herhjemme – og samtidig begynde at gøre mig tanker om mit liv uden ansvar for hjemmeboende børn.”
Christine og hendes daværende mand, Jan, blev skilt, da børnene var omkring 6 og 8 år. Børnene boede på skift hos forældrene – en indretning, Christine i dag konstaterer, at få evner at praktisere:
“Jeg kan jo se, at det er de færreste af mine vennepar, der laver en fifty-fiftyordning, når de bliver skilt. Mødrene kan slet ikke undvære deres børn, når de er hos faren. Og jeg tænker altid, hvorfor de slet ikke kan sætte sig ind i, at deres eksmænd har det på præcis samme måde – at de også savner deres børn.”
“Sådan har jeg ikke selv haft det. Jeg vidste, at mine børn og jeg stadig havde hinanden, selv om de også boede hos deres far. Jeg har aldrig ’siddet’ på mine børn. For mig var det helt naturligt, at vores børn er et fælles ansvar. Børnene har jo lige så meget glæde af og behov for deres far,” fortæller Christine.
“Jeg er ikke en hønemor. Jeg har det simpelthen ikke i mig. Jeg havde ikke dårlig samvittighed eller ondt i maven, når de ikke var hos mig. Til gengæld samlede jeg mit arbejde, så jeg kunne give den en skalle i de uger, de var hos deres far. Når det nu endte sådan, at vi ikke skulle bo sammen som familie, synes jeg, det er en meget ideel måde at organisere sit arbejdsliv og familieliv på: Familieliv den ene uge, og arbejdsliv og aftenmøder den anden. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at det kun kunne lade sig gøre, fordi deres far og jeg var enige om, hvordan vi ville dele forældreskabet, og at børnene aldrig blev et våben, vi brugte mod hinanden.”
“Noget, der kan gøre mig virkelig harm, er de alt for mange kvinder, jeg desværre har mødt, som bliver fuldstændig blinde for andet end deres egne behov i forhold til børnene ved en skilsmisse. Kvinder, der i øvrigt hylder ligestilling og kvinders helt legitime ret til at kunne gøre karriere. De er veluddannede og har stor økonomisk frihed. Alligevel ryger de ind i nogle meget gammeldags kønsstereotyper om, hvem der er bedst til at tage sig af børnene, når de bliver skilt.”
| “ | At spise sammen er en fin måde at have et fælles rum, som også giver mig en rigtig god fornemmelse for, hvor han er i sit liv. |
“GUD, NU FLYTTER HAN JO HJEMMEFRA”
I Christines egen familie har det altid været kutyme, at man flyttede hjemmefra, når man var færdig med sin ungdomsuddannelse. Det havde hun også hele tiden indstillet sig på i forhold til sine egne børn. Og Thor ville gerne flytte, da han var blevet færdig med sin HF. Han var vild med børn og fik job som pædagogmedhjælper, og da Christine havde hørt, at de københavnske almene boligselskaber havde startet en ny ordning med hurtig adgang til lejligheder i såkaldte ghetto-områder for at få en mere blandet beboersammensætning, blev han skrevet op til det, man kaldte ’fleksibel udlejning’. Adgangskravet til en lejlighed var, at man var ressourcestærk, og det var defineret som at have fast arbejde. Pludselig gik det stærkt, og sammen med en ven fik Thor en toværelses lejlighed i Mjølnerparken på Nørrebro.
“Jeg har et foto fra den dag, han flyttede hjemmefra. Hans ting stod stablet op foran hovedindgangen til hans fars hus, indtil transporten fra 3x34 kom. Hans fars kone, Charlotte, og jeg stod sammen og kiggede på ’vores’ store dreng, der skulle flytte hjemmefra. Han var jo den første. På billedet får Thor et kæmpekram af hende, og vi var sådan helt rørte over vores lille ’pus’, der pludselig var voksen, og som vi skulle tage afsked med. Men det var perfekt. Han var glad, og vi var glade. Det var også et fint punktum for vores tid som delefamilie, at hans ’bonusmor’ og jeg kunne være sammen om hans flytning.”
“Jeg var virkelig glad på hans vegne, og jeg havde jo indstillet mig på det. Lejligheden lå fem minutter fra den institution, hvor han arbejdede. Han flyttede sammen med sin barndomskammerat, og de to drenge lærte simpelthen at flytte hjemmefra og klare sig som voksne sammen. Med alt, hvad det indebærer for at få en økonomi til at slå til: Hvilken halalslagter, der solgte det billigste hakkekød med mængderabat, og ugens tilbud på frosne grøntsager til ’uge-gryden’, som Thor syntes var virkelig smart, for så var der kødsovs til flere dage i træk,” fortæller Christine.
“Der skete meget med Thor det år. Han blev meget ansvarsbevidst. Han boede i et kvarter, hvor beboerne har en meget blandet social baggrund – nogle af de samme karakteristika, som han var vant til fra det kvarter, han selv voksede op i på Amager. Så han kunne trække på sine erfaringer i arbejdet med de små børn og deres familier. Han blev på alle leder og kanter voksen af at flytte.”
Savnet blev i højere grad en udfordring eller en ny opgave, for hvordan skulle Christine holde kontakten til en søn, der ikke var synderlig snakkesalig i telefon?
“Jeg måtte finde en ukompliceret måde, vi kunne ses på. Så vi spiser sammen. Jeg inviterer på frokost inde på Christiansborg eller på middag ude i byen. Han har stadig en alder, hvor det er luksus at gå ud. Indimellem er det så også ham, der ringer og siger: ’Hva’ så, mor, sku’ vi snart til at ha’ noget sushi?’. Han er blevet ekstremt prisbevidst, efter han er flyttet hjemmefra og lever for sin SU og lidt vikararbejde. Så vi kan forene det nyttige med det hyggelige, hvor vi rent faktisk får snakket,” ler Christine.
“Han er jo stadig ’min dreng’, men pludselig har vi voksensamtaler på hans banehalvdel og initiativ. Og efter han er begyndt at læse på pædagoguddannelsen, kan jeg også hjælpe ham med noget fagligt, og vi kan diskutere ud fra hans opgaver. At spise sammen er en fin måde at have et fælles rum, som også giver mig en rigtig god fornemmelse for, hvor han er i sit liv. Normalt er det også over aftensmaden, man får snakket sammen i familien. Nu har vi bare fundet en ny ramme for familiens aftensmad ude i byen. Og det er slet ikke skidt for samtalen, at vi har hinanden på tomandshånd i stedet for i en storfamilie med mere uforpligtende snak.”
| “ | Det er meget rørende, når man opdager, at ens børn pludselig er blevet så store, at de også er en støtte for en. |
SORGFULD SOMMER
Tiden op til Sofies flytning nogle år senere var helt anderledes. Christine blev skilt, og samme år døde hendes mor efter ganske kort tids sygdom.
“Alle strukturer var i opløsning. Sofie boede hos mig, mens det hele stod på. Hun var ked af det, men hun bakkede mig meget op og trøstede mig,” fortæller Christine.
“Det er meget rørende, når man opdager, at ens børn pludselig er blevet så store, at de også er en støtte for en. Efter at man i mange år helt har vænnet sig til, at man er den voksne forælder, der skal være den, der er der for sine børn. Sofie var meget forbundet både til sin mormor og til mig, og vi kom meget tæt på hinanden i det år, hvor den nære verden gik i opløsning.”
Efter skilsmissen og begravelsen af mor og mormor, gjorde Christine ligesom sin søn og flyttede gennem fleksibel udlejning som ’ressourcestærk’ til en lejlighed på ydre Nørrebro. Ved et tilfælde lå den i nærheden af Thors lejlighed, så familien rykkede på en måde tættere sammen, selv om Thor var flyttet hjemmefra.
Det nye sted blev nærmest en helende hule for hende og datteren. For Sofie havde samtidig truffet en svær, men for hende vigtig beslutning om, at hun ikke længere ville bo på skift mellem forældrene. Hun ville gerne bo ét sted den sidste tid, mens hun gik i 3. g. Det var en vanskelig beslutning for hende, fordi hun ikke ville gøre sin far ked af det. Men Christine og hendes eksmand havde talt sammen om, at børnene selv måtte bestemme, hvor de ville bo, når de blev ældre. Og derfor var der fuld forståelse for Sofies beslutning, og at hun så til gengæld besøgte sin far og familien der oftere.
PAGTEN MED SOFIE
“Det var meget, meget rørende. Nu flyttede hun og jeg i lejlighed sammen. Det var et fælles projekt. Vi valgte hinanden og lejligheden sammen. Der var meget mere ro, og vi skabte et fælles liv,” fortæller Christine.
“Jeg havde mistet min mor og min ’store’ familie, men selv om jeg var ked af det, så var det første gang i mange år, jeg boede hele tiden sammen med et af mine børn. Og det blev en ny start for mig. Jeg fik styr på mig selv, og jeg fik styr på min økonomi, da vi fik solgt vores tidligere store lejlighed.”
Sofie var bekymret for sin mor. Hun var især bekymret over, hvor meget moren arbejdede. Det var i den periode, hvor Ritt Bjerregaard ganske overraskende stoppede som overborgmester i København, og da opfordringerne om at blive efterfølger begyndte at tilflyde Christine, lød det ganske lakonisk fra datteren: “Mor, det gør du bare ikke!”
“Vi havde givet hinanden håndslag på at flytte sammen den sidste tid, inden Sofie skulle stå helt på egne ben – det var noget, vi gjorde sammen! Vi havde brug for at gå ’i hi’ med hinanden oven på nogle meget turbulente år med skilsmisse og min mors alt for pludselige død, som også havde berørt Sofie dybt. Vi havde brug for en helt stabil og fælles hverdag med hinanden, hvor vi hyggede os, spiste sammen, så film og sad i sofaen og snakkede. Alt det ville ryge, hvis jeg engagerede mig som kandidat til et meget krævende job som overborgmester, så jeg sagde nej tak til opfordringen,” forklarer Christine.
“Det betød rigtig meget for Sofie, og det ville have slået et alvorligt skår i vores forhold, hvis jeg var gået efter overborgmesterposten. I stedet fik vi en meget vigtig tid sammen.”
FANTASTISK FRIHED
Da Christine havde fået overblik over sin økonomi, fandt hun også sin drømmelejlighed: en taglejlighed med altan i hjertet af indre Nørrebro.
“Dér kunne jeg se mig selv. Her skulle jeg bo længe. Det var MIT sted. Jeg havde haft et år i kaos og havde trukket mig væk fra alt på det personlige plan. Men jeg fik også et par vigtige år med Sofie. På en fin måde fik min datter og jeg en ny start sammen, først på ydre Nørrebro og nu på indre Nørrebro, hvor vi hver især forberedte os på at bo alene,” siger Christine.
| “ | Det var også en fantastisk frihed. Med ét slag var jeg kun ansvarlig over for mig selv, min egen planlægning og min egen tid. |
Lejligheden på to sammenlagte stuer og et værelse var ikke beregnet til dem begge to på lang sigt, men selv om Sofie netop var blevet student, rykkede hun med ind. Hun havde fået job som piccoline, og i horisonten lå en længere rejse til Ecuador og Galapagos-øerne, som hun først skulle spare sammen til.
“Sofie flyttede med ind i min nye lejlighed, som hun også syntes var ’ærkefed’. Men vi vidste begge to, at lejligheden var min, og at hun skulle finde sit eget, når hun kom hjem fra Sydamerika. Jeg glædede mig til, at jeg kunne gå i gang med at indrette lejligheden for mig selv, og derfor var det velkomment, da Sofie rejste. Det sekund, hun var væk, rykkede jeg ind og overtog hendes værelse som mit soveværelse. Men den første aften, jeg kom hjem, og hun ikke var der, ramte det mig helt fysisk, ligesom da Thor tog på efterskole. Det var mærkeligt, tomt. Og jeg tænkte: Nu er dine børn flyttet hjemmefra. Helt og aldeles. Du har voksne børn. Ikke hjemmeboende børn. Det omdefinerer helt ens billede af sig selv.”
“Men det var også en fantastisk frihed. Med ét slag var jeg kun ansvarlig over for mig selv, min egen planlægning og min egen tid. Og selv om Sofie var langt væk, var hun alligevel tæt på, fordi hun sendte sms’er, billeder og rejsebreve. På den måde er de sociale medier en gave, som gør det muligt at følge med og være der, selv om man ikke har fysisk samvær. Så jeg fulgte med i alle hendes oplevelser, samtidig med at jeg havde min frihed.”
EN MADRAS I STUEN
Det var egentlig ikke meningen, men da Sofie vendte hjem efter sin rejse, rykkede hun ind igen. Det var svært for hende at finde et sted, der var til at betale, så Christine endte lidt ureelt på en madras i stuen.
“Vi vidste godt, at denne sidste periode var på lånt tid. Sofie var så parat til at flytte, og jeg havde lige vænnet mig til at have lejligheden for mig selv. Så det blev en fælles interesse, at vi sammen brugte efteråret på at snakke indretning, købe ting og gøre klar til vores begges nye liv i hver sin lejlighed.”
Det politiske arbejde har altid opslugt Christine. Også alt, alt for meget, mener hendes datter, der også i denne periode prøvede at få moren til at lade være med at arbejde så meget:
“Det sidste efterår, vi boede sammen, brugte vi hinanden på en ny måde – som en slags sparringspartnere på vores nye liv, når vi skulle flytte fra hinanden. Sofie var bekymret for, om jeg ville arbejde hele tiden, når hun ikke var der til at få mig ned i gear, lave mad sammen og hverdagshygge. Hun påpegede adskillige gange, at jeg arbejdede alt for meget – fra tidlig, tidlig morgen til jeg ofte kom sent hjem om aftenen fra møder: ’Det første, du gør, er at tænde computeren,’ sagde hun til mig,” fortæller Christine om datteren og fortsætter:
“Hun var ret skrap. ’Helt ærligt, mor, nu er jeg her så kort tid endnu, det går altså ikke, at du arbejder hele tiden. Og hvad så, når jeg ikke er her længere, så er der jo intet, der kan stoppe dig!’. Jeg ved godt, at jeg arbejder utrolig meget. Også fordi jeg har det privilegium, at jeg elsker mit arbejde som politiker. Det, jeg brænder allermest for – at være med til at forandre samfundet i forlængelse af det, jeg tror på – er samtidig mit job.”
“De tre måneder, Sofie var ude at rejse, skruede jeg op, og så droslede jeg lidt ned igen, da hun kom hjem. Men jeg er opmærksom på, hvordan jeg har det. Min krop er god til at signalere, når det bliver for meget, og der ikke er balance i mit liv. Det var jeg dårlig til at holde øje med og især gøre noget ved, da jeg var yngre, men efter min mors død er jeg blevet bedre til at lytte til min krops signaler. Og gør jeg ikke tilstrækkeligt ved det, så har Sofie en sjette sans. Hun er altid den første til at mærke, hvis der er noget, der skaber ubalance hos mig. Selv om Sofie stadig er meget ung, har hun fået en modenhed, som hun bruger på den helt rigtige måde i forhold til mig. Det er en af gaverne ved, at ens børn bliver store, og man giver slip på dem.”
Sofie fik nøglen til sin lejlighed lige efter nytår, og både far og mor stillede som arbejdsfolk:
“Det er altså meget smukt, når forældrene er skilt og alligevel rykker sammen om børnene, når der er store forandringer. Hendes far og jeg hjalp hende med at komme i stand. Han er dygtig til håndværksarbejde og gik rundt og tapetserede, borede og skruede, mens jeg malede vægge. Det var en virkelig rar fornemmelse at kunne gøre det sammen for sin datter, og så gav vi hende gode råd ’som mor og far’. Vi var fælles om det og kunne sammen nyde, at begge vores børn nu er kommet godt i vej. Vi kunne ’skippe’ hende sammen. Det var hyggeligt. Og vigtigt. Både for os, og ikke mindst for Sofie.”
| “ | Jeg er spændt på, hvad der venter mig. Hvad har livet mon i godteposen til mig nu og fremover? |
USYNKRON KALENDER
Forskellen på de to børn er tydelig. Mens Christine hele tiden skal sørge for at holde øje med sin kalender og få lagt aftaler ind med sønnen, er hun i daglig kontakt med sin datter. Den løbende kontakt foregår på mobil eller mail, hvor de ringer sammen eller sms’er og mailer om alt imellem himmel og jord.
“Det vanskelige er, at jeg gør meget for at holde min kalender fri i weekenden, og til gengæld har jeg tit travlt på hverdagsaftener. Og mine børn har ’jo ikke tid’ til at mødes i weekenden – der er de sammen med deres venner,” forklarer Christine.
“Det der med at etablere en fast søndagsmiddag er svært. Det har jeg ikke fået gjort. Men jeg tror, der er en masse traditioner, der bliver meget nemmere at bygge op, når de selv får børn. Lige nu har jeg en god fornemmelse af, at hvis der er noget, så kommer de til mig. Jeg er selv opdraget med, at mine forældre respekterede de valg, jeg traf i mit liv, så jeg blander mig ikke unødigt i mine børns.”
“Jeg er sikker på, at de nok skal fortælle mig, hvis der er noget, jeg skal vide. Jeg synes ikke, jeg har nogen ret til at ’snage’. Men hvis jeg pludselig får en følelse af, at der er et eller andet, vi lige skal have på plads, eller at nu er der altså gået lang tid, så ringer jeg.”
På længere sigt regner Christine med at få skabt nogle mere faste traditioner i familien. De er ’gået fløjten’, efter hendes mor som det sociale samlingspunkt i familien er borte, men lige nu nyder hun friheden.
“Jeg er spændt på, hvad der venter mig. Hvad har livet mon i godteposen til mig nu og fremover? Jeg ved, at jeg utrolig gerne vil være en bedstemor, der betyder noget for mine børn og ikke mindst børnebørn, når de kommer. Og den eneste måde, man betyder noget på, er ved at være der, så det vil jeg være,” siger Christine.
“I den periode, hvor Sofie og jeg boede sammen igen, kom jeg selvfølgelig til at tænke på, om jeg havde været der nok, da de var små. For jeg var også folketingsmedlem i 1998-99, hvor mine børn var små, og det er tidskrævende. Når man henter dem om eftermiddagen, begynder journalisterne at ringe, og hvis man ikke vil svare, fordi man lige står i Kvickly med to trætte børn, er på vej til fodbold, eller ens unger bare har brug for deres mor, kan man godt droppe en politisk karriere. Der er ingen tvivl om, at børnene havde syntes, det var hyggeligt, hvis jeg havde været der mere. Men de var også utrolig stolte af det, jeg gjorde. De så mig på tv, og jeg adskilte mig fra deres venners mødre.”
FEDT MED VOKSNE BØRN
Behovet for at holde børnene fast og knytte dem meget tæt har Christine ikke. Mens vi taler sammen, begynder hun at reflektere og spørge, om det mon er forkert, at hun ikke ’savner’ dem mere. Hun synes, det er fedt at have så store og voksne børn, og hun er meget stolt af dem.
“Det er fantastisk at være så ung og samtidig ’færdig’ med at have små børn på den krævende måde. Jeg kan give den gas med arbejde og venner og har mine to dejlige voksne børn ved siden af. Det er jo fantastisk, at jeg har børnene, som jeg har en god relation til, og samtidig tid til mit arbejde. På den måde er det altså en fordel at få børn, når man er ung,” siger Christine.
“Jeg har inviteret dem ud at rejse flere gange. Det er en rigtig god måde for os at være sammen med hinanden i længere tid. Sidste sommer var vi i New York, og i julen inviterede jeg dem til Dubai. Det har været nogle dejlige oplevelser. De er voksne, og det er så fedt at rejse med dem. Når jeg følges med dem, bliver jeg stolt og tænker: ’Tænk, at de er mine’. Og så griner vi alle tre lidt ad folks reaktion, for de færreste tror mig, når jeg siger, at de to voksne unge mennesker er mine børn.”