11  Jeg vidste ikke,
hvem jeg var

“Når jeg går på gaden, og et barn kalder ’mor’, så vender jeg mig om – helt instinktivt. Det er først derefter, jeg tænker: “Nårh, nej!”

Anna Wahlgren smiler ad sig selv. Ansigtet former sig til en grimasse som for at indikere, at hun er godt tosset. Men trods de ihærdige anstrengelser afleder manøvrerne ikke; man fornemmer et smerteligt savn.

Kvinden over for mig er og har om nogen været mor. Hun blev nærmest udråbt som guru, da hun for små 30 år siden skrev “De kære børn” – sin samtids børnefamiliers ’bibel’, som antikvaren konstaterede, da jeg efter forgæves jagt i bogreolen måtte ty til ham:

“Min kone og jeg købte den ene bog efter den anden, da vi fik børn, indtil vi fik denne her. Så blev alle de andre pludselig overflødige.”

Den populære bog er baseret på Annas egne erfaringer. Hun fik ni børn, hvoraf en af sønnerne døde som helt lille, med tre forskellige mænd, og levede stort set alle årene alene med de mange børn, der nærmest kom i kuld. I dag er hun 69 og bedstemor til 14 børnebørn, der spænder i alder fra halvandet til 25 år, og med yderligere to på vej.

Hun har aldrig helt sluppet identiteten som mor. Måske fordi moderskabet i den grad kom til at definere hendes liv. Måske fordi hun var djævelsk god til det. Måske fordi hun fik så mange børn. Måske fordi det faldt hende så naturligt. Måske fordi hun elskede rollen som mor. Måske fordi det gav mening. Måske fordi hun bare bedre kan lide at tage sig af andre end af sig selv.

Det er en smuk forårsdag, koldt med blændende sol og reminiscenser af vinterens sne. Køreturen gennem det svenske landskab med de spredte gul- og rødmalede træhuse med hvidsprossede vinduer bringer associationer til Pippi Langstrømpe. På mange måder er det en menneskelig inkarnation af fantasifiguren, jeg er på vej til at møde – hun har i hvert fald præsteret det nærmest umulige. Anna har ganske vist ikke rødt hår, fregner og fletninger, men hun skiller sig mærkbart ud med sin flamboyante, flippede fremtoning blandt frokostgæsterne på den indiske restaurant, hvor hun foretrækker at blive interviewet.

AURA AF MYSTIK

Restauranten ligger i en kælder i Stockholms bohemekvarter, Söndermalm, hvor hun bor. Faktisk udvikler mødet sig senere til en noget længere køretur i den svenske hovedstad og dens forstæder. For Anna har meget at fortælle, og selv om hun er blevet 69, begrænser institutionstider stadig hendes frihed - eller måske er det snarere hendes egen grænse for, hvor længe det er acceptabelt, at børn er i børnehave. For det er onsdag, og seksårige Sally skal på det ugentlige besøg med overnatning hos mormor, som de begge glæder sig til.

Trods frokosttravlheden i restauranten er Anna nærværende og fascinerende. Øjnene er kraftigt og mørkt sminkede, og ansigtet omkranses af lange, mellembrune krøller. Hun har en lang rød velourkjole med blondekanter på. Den slutter lige over ankelen og afslører et par fornuftige striksokker, der stikker ned i et par farverige clogs. Neglene er lange og rødlakerede, og hun bærer masser af smykker, guldringe på fingrene og et par dråbeformede, tunge guldørenringe, der bevæger sig i takt med hendes engagerede talestrøm. Smilet er bredt og varmt. Hun udstråler en aura af mystik, når hun fortæller om sit liv.

Anna blev gravid som 19-årig uden at vide en døjt om børn. Hun havde ingen mindre søskende og kunne ikke erindre nogensinde at have holdt et spædbarn i sine arme. Da graviditeten var konstateret, spurgte hun nysgerrigt jordemoren, hvordan man føder, og jordemoren beroligede hende med, at det skulle hun ikke bekymre sig om. Men det ville hun. Hun anskaffede sig Pierre Vellays bog “Fødsel uden smerte”, og da datteren omkring ni måneder senere kom til verden – ganske vist uden smerte, men efter masser af hårdt arbejde – udbrød hun, som hun skriver i forordet til “De kære børn”, henvendt til et stakkels par, der med sorte rande under øjnene havde kæmpet i timevis på stuen ved siden af:

“Det her kunne jeg gøre hver eneste dag, hvis det bare var muligt.”

Samme trodsige ildhu, kombineret med kærlighed, blev drivkraften i den børneopdragelse, hun siden blev berømt for, og som egentlig var ganske enkel: en konstatering af, at barnet var gjort af samme stof som hun selv og både lod sig iagttage og reagerede. Men samtidig med fokus på, at barnet ikke skulle dominere hendes liv, men tage plads ved hendes side, leve med hende og ikke tilintetgøre hende.

Siden den første smertefrie fødsel kom de efterfølgende seks piger og to drenge spredt hen over de næste 19 år.

“Det var en kæmpe gave for dem at være sådan en stor søskendeflok. Jeg har altid opdraget dem til at holde sammen – også mod mig, og det gør de heldigvis stadig,” fortæller Anna.

“Nogle mennesker har grønne fingre – jeg forstår mig på børn.”

FASTE RAMMER

Annas holdning er, at børn aldrig er besværlige, men at de skal opdrages til at være en aktiv del af den familie eller det fællesskab, de lever i. Alligevel må det have været ualmindelig hårdt – som en af hendes døtre på et tidspunkt spurgte: “Hvordan fa’en kunne du klare seks, når jeg ikke engang magter fire.” Det var, da de to ældste var flyttet hjemmefra. Og det gik heller ikke uden faste rammer, hverken med seks eller otte.

“Børnene blev puttet ved sekstiden om aftenen og sov til næste morgen klokken seks, eller da skulle der i hvert fald være ro. Jeg blev nødt til at have aftenerne i fred til at gøre alt det praktiske, man ikke kunne nå i løbet af dagen med alle de børn,” fortæller Anna.

“Indimellem var jeg så træt, at jeg måtte støtte mig til væggene, når jeg vaklede ud i køkkenet om morgenen for at lave vælling. Alligevel har jeg aldrig set frem til, at jeg kun skulle have mig selv at tænke på. Tværtimod. Jeg har altid nydt dem. Jeg sagde det endda direkte til mig selv: ’Husk nu at nyde dem, så længe de er her, for en dag er de her ikke længere’.”

På spørgsmålet om, hvorvidt hun var en hård mor, svarer hun:

“Nogle vil nok mene, jeg var hård. Andre, at jeg var for blød. Jeg var også for meget og en rigtig ’løvemor’ – ingen skulle krumme et hår på mine ungers hoved. Men hovedsageligt bestræbte jeg mig på at være tydelig. Og jeg har altid betragtet min opgave som mor på den måde, at jeg skulle ruste mit barn til at kunne klare sig uden mig. Lære dem alt det praktiske, lave lektier, tjene penge, være en del af et fællesskab og kunne begå sig. Jeg har altid syntes, det var fuldstændig vanvittigt med de mennesker, der laver deres børns lektier.”

“	Dét, at min familie – jeg og mine børn – ikke længere fandtes sammen, det tog mig flere år at forstå. Det tog i hvert fald tre år, før det for alvor stod klart for mig, at jeg i den forstand ikke længere havde børn.

UD AF REDEN

Med til Annas manual i børneopdragelse hører, at børn skal flytte hjemmefra som 18-årige, eller når de bliver studenter. I “De kære børn” har hun et helt kapitel under overskriften “Gifte sig med barnet eller forberede det til livet?”, hvor hun beskriver det moderne livs mange faldgruber med udearbejde, enebørn og fraskilte forældre.

“Der skal nerver, mod, forudseenhed – og smerte – til at trække grænsen mellem den kærlighed, der vil frihed, og den kærlighed, der vil afhængighed.”

Hun hylder, at ungerne i bogstavelig forstand skubbes ud over redekanten, hvis de ikke selv gør ansats til at flytte, og det har hun også forberedt sine egne børn på – selv om det aldrig blev nødvendigt.

Uden at man på den måde kan generalisere, fordi børn er forskellige, er der visse karakteristika, der dukker op i de forskellige aldre, og det har været en slags rettesnor for Anna. Børn under tre skal for eksempel ikke i institution, hvis det kan undgås, og hos den 12-årige opstår en helt anden kapacitet til at klare sig selv end hos yngre børn, fordi barnet modnes der. Kønsmodningen går hånd i hånd med det mentale, og det næste store skridt sker ved 16 år. Den alder har været meget skelsættende for Annas børn. Herfra måtte de selv bestemme, hvor længe de var ude, og hvornår de gik i seng. Hvor den 15-årige for eksempel slet ikke har samme styrke til at træffe selvstændige beslutninger og modvirke gruppepres, kan den 16-årige godt sige fra. Så 16 var også aldersgrænsen for sex i det Wahlgrenske hjem.

“Det er vigtigt at få sin frihed der, fordi man stadig bor hjemme, så man er ikke ensom og har stadig sine opgaver. Friheden skal man også vænne sig til at kunne forvalte, så det skal ske i trygge rammer,” fortæller Anna.

“Det hører også med til børnenes udvikling at eksperimentere med det forbudte, så længe det ikke er narko! Og hvis det sker i det rum, hvor de stadig er hjemme, er man der jo at falde tilbage på, på en helt anden måde, end når de er flyttet hjemmefra.”

’Curlingforældre’, der er betegnelsen for de forældre, der rydder en hvilken som helst opgave af vejen for deres barn, eller de totalt overvågende ’helikopterforældre’, der både kontrollerer og omklamrer deres børn, har Anna ikke meget tilovers for. Hun refererer til et svensk tv-program, der skildrede de moderne børnefamilier og afslørede børnenes manglende kompetencer. F.eks. var der en far, der havde sin datter på 23 år boende hjemme. Han vaskede hendes tøj og forsvarede det med, at livet var så hårdt, at han anså det for sin opgave at gøre det så let som muligt for hende, så længe han kunne.

“Det er jo fuldstændig vanvittigt. Der er en naturens gang i det her. Det er meningen, at børnene skal tage over. Når man opfører sig som ham, er det en fejl. Jeg ser det tværtimod som min opgave at forberede dem på at flytte hjemmefra,” konstaterer Anna.

“Og jo ældre, de bliver, desto sværere er det for dem at flytte. Det er tragisk med de her sønner, der bliver hjemme hos deres mødre i en evighed. Det risikerer at udvikle sig til en hel skilsmisse – lige så besværlig og opslidende som hos ægtefæller - når de skal slippe hinanden.”

SAVNET OG TOMHEDEN

Livet har ikke alene været domineret af børn. Annas palet er farverig, og hendes liv har foldet sig ud så forskellige steder som i et lille træhus i Jämtland, i lejligheder i Stockholm og i Egypten, hvor hun var gift nogle år. Da hun og børnene vendte hjem derfra, boede de to ældste hos deres far, men det var lige rundt om hjørnet, så de sås alle sammen tit. Men da den ældste datter flyttede hjemmefra, skete det reelt fra farens hjem.

“Hun var blevet student og fandt sammen med nogle venner en kondemneret ejendom, som de flyttede ind i og gjorde rigtig hyggelig,” fortæller Anna.

“Jeg var imponeret og så stolt af hende. Det er bedårende, når børn kan klare sig selv. Hvis jeg kun havde haft hende, havde det været svært. Men jeg havde jo så mange børn at tage mig af. Og når de skulle folde deres vinger ud og flyve, så vidste jeg, at de kunne.

Det var vanskeligere at slippe den næste datter, der blev student omtrent samtidig, og derefter rejste til USA. Ikke alene blev hun udstyret med et 18 sider langt brev med gode råd fra mor. I løbet af det år, hun var au pair-pige hos en amerikansk familie, kom Anna på besøg hele tre gange.

“Jeg ville vide, hvad det var for en familie. At de var ordentlige,” siger Anna.

“Det var så langt borte, og jeg havde aldrig været i Amerika, så jeg måtte derover for at finde ud af, hvad det var for et sted, hun kom over til.”

En overgang var Anna næsten alene. De tre yngste gik på en slags kostskole, fordi familien boede så langt ude på landet, så de var kun hjemme i weekenden. Allerede det gav en forsmag på ensomheden:

“Det var forfærdelig tomt, men de kom i det mindste hjem i weekenden.”

IDENTITET UDEN BØRN

Alle børnene flyttede hjemmefra, da de havde taget studentereksamen.

“Det var forfærdelig ensomt. Det var ikke sjovt. Dér havde jeg levet med børn, siden jeg var 19,” forklarer Anna og begynder at tælle årene fra 1962 til 1999 og konstaterer, at hun havde levet med børn i hele 37 år, og pludselig var der ikke nogen.

“Dét, at min familie – jeg og mine børn – ikke længere fandtes sammen, det tog mig flere år at forstå. Det tog i hvert fald tre år, før det for alvor stod klart for mig, at jeg i den forstand ikke længere havde børn. Og det tog to år, før jeg lærte at lave mad til to mennesker ad gangen. Jeg var vant til kæmpe portioner.”

Anna rejste meget, især lange ture til Indien, da børnene var flyttet hjemmefra, og hun fik også faste job, men det var især identiteten, der voldte problemer. Ganske vist havde Anna foruden sin moderrolle også en identitet som forfatter, og hun fortsatte med at skrive, men hun beskriver perioden som frygtelig ensom og hvileløs.

“Jeg vidste ikke, hvem jeg var uden børnene. Jeg havde jo udført et kæmpearbejde, jeg havde gjort det umulige – været alene med alle de her børn, og jeg var meget ambitiøs omkring det.”

Anna smiler varmt og stolt, men ser alvorligt på mig, da hun fortsætter:

“Men børnene gav mig jo samtidig en følelsesmæssig forankring. Jeg selv er opvokset i en kærlighedsløs familie med nogle uforståelige og smertefulde brud, så jeg har haft megen smerte. Da børnene flyttede, blev det tydeligt for mig, at jeg var langt bedre til at tage mig af børnene end af mig selv. Jeg er knap så god ved mig selv, som jeg er imod andre.”

Vi dvæler ikke ved Annas barndom, som også er beskrevet i “De kære børn”. Hun ryster bare på hovedet over, hvad voksne kan finde på at udsætte børn for. Og det gælder også moderne livsformer, hvor især delebørn i skilsmissefamilier falder hende for brystet.

“De børn mister noget meget fundamentalt – deres hjem. De er hos mor og hos far, men basis i form af hjemmet eksisterer ikke længere, og det gør dem rodløse,” konstaterer Anna med tunge, sørgmodige øjne.

“	Da børnene flyttede, blev det tydeligt for mig, at jeg var langt bedre til at tage mig af børnene end af mig selv.

CYKLUS AF BØRN

Livet har altså været fuldt af børn for Anna. Da hendes første flyttede hjemmefra, fik hun sit sidste kuld, og hendes yngste var seks, da hendes første barnebarn dukkede op, så børnene har dannet en hel cyklus. Ved siden af har der været alle de børn, hun professionelt har været involveret i som rådgiver. Og selv om Anna har accepteret sin nye identitet og meldt sig ind i klubben af mormødre, så er det ikke det samme:

“Jeg skulle prøve at definere mig om, så jeg blev mormor i stedet. Og farmor. Men det er ikke det samme. Jeg elsker mine børnebørn højt. Jeg holder meget af at være sammen med dem og er det meget, men de er ikke mine, og de bor ikke hos mig. Det gør hele forskellen,” siger Anna.

“Derfor kan jeg heller ikke bestemme, hvad jeg synes er bedst for dem. Så jeg blander mig udenom, selv om nogle af dem også er delebørn, der bor to forskellige steder, og det smerter mig.”

Indlevelsen i børn bliver tydelig, da vi efter karambolage med Stockholms eftermiddagstrafik og et par forkerte frakørsler når frem til Sallys børnehave, der ligger i et skovbryn. Anna lyser op og peger ud gennem bilruden på flokken af børn:

“Se, der er hun!”

Glæden er gensidig. Sally inddrager straks mormor i legen, og Anna sidder længe på hug, inden de sammen med pædagogen summerer dagen op og tager afsked. Sally er en smule reserveret over det uventede og fremmede selskab i bilen, men får omhyggeligt forklaret, at det handler om mormor, dengang hun var mor. Omsorgsfuldt placerer Anna Sally på børnesædet, og hun får en blød pude at læne hovedet mod. Hun introduceres som en stor pige på seks, der snart skal i skole, hvorefter varmen og bilens rytme hurtigt luller hende i søvn. Hun skal sove hos Anna og holde fri fra børnehaven dagen efter. Sådan er det hver anden uge, de øvrige uger er hun der sammen med to af de mindre børnebørn, så de også får opbygget et fællesskab. Anna udbreder stadig aktivt sine værdier og synes, det er så skønt at have de små.

“Det er naturens gang, at der ikke længere er brug for os som forældre, selv om det er så dejligt, når der er. Det er utrolig taknemmeligt at have børn og tage sig af dem. Det er grundlæggende meningsfuldt. Da mine ikke længere havde brug for mig som mor, satte jeg en ære i ikke at blande mig i mine børns liv. Jeg har altid haft stor respekt for deres integritet. Den er vigtig,” siger Anna og ler:

“Også selv om der var to af dem, der valgte PR-branchen, og jeg syntes, det var forfærdeligt for sådan en ’rødvins-venstreorienteret’ som mig, der hader kapitalismen. Men jeg blander mig ikke, for det er jo dem, der skal leve med deres beslutninger. Og jeg er aldrig negativ over for deres liv. Jeg er tydelig, og så kan de tage, hvad de kan bruge.”

Børnene er alle blevet harmoniske voksne, der søger hinandens selskab både i medgang og modgang. Foruden de to, der er gået public relationvejen, har de spredt sig over flere fag: sygeplejerske, litteratur på universitetet og udvikler af computerspil, og de klarer sig alle sammen godt, til morens stolthed.

Der er ingen tvivl om, at det har været smertefuldt for Anna at efterleve sin egen strategi om at opdrage børnene til at fare i vej. Det har været ensomt, indtil hun for otte år siden mødte sin veninde, der i dag er hendes soulmate. Hun lyser op, når hun fortæller om sit livs kammerat, og stirrer ud gennem bilruden, mens hun afslutningsvist konstaterer:

“Det er klart, det føltes tomt og forfærdelig ensomt, da jeg ikke længere havde børn hjemme Jeg havde jo haft børn hele tiden … og så pludselig var de der ikke længere.”