Det var en lun sensommeraften i 2010, da Benedikte Bock Pedersen og Jesper Nielsen kørte de 50 kilometer hjem fra Lunderskov til præstegården i Haderslev. Stemningen i bilen var trykket. Det havde den også været til forældrekaffen på efterskolen, hvor forstanderen havde holdt en ganske beroligende tale om, at teenagere i puberteten det ene øjeblik kan sende en sms om, at de har det ganske forfærdeligt og vil hjem, for det næste at befinde sig som en fisk i vandet. Det skulle forældrene bare tage ganske roligt.
Roligt havde de det nu ikke. Efter kaffen ventede afskeden med datteren, Ane, på 16, der ganske vist selv havde ønsket at begynde på sang- og musikefterskolen, men som også er et følsomt gemyt. Hun kunne begynde at græde hvert øjeblik. Derfor havde Benedikte lagt en plan for afskeden. Den skulle være kort og usentimental uden for meget føleri …
Da de nærmede sig tiden for afskeden, gik alt efter planen, lige indtil Jesper med våde øjne gav datteren et kram og sagde:
“Jeg kommer sådan til at savne dig.”
Det var dråben. Pigen græd! Hulkende vinkede hun til sin far, mor og storebror, da den røde Megane stationcar satte i gear. Inde i bilen græd Benedikte, men det var af raseri, mens Jesper tavst kørte, og Peter lige så stille søgte helle i horisonten gennem bilruderne.
HJERTEBLOD EFTERLADT
På køreturen med den beklemte stemning gik det op for dem: Afskeden var ikke bare et farvel til datteren for en periode, det var punktum for 15 års kernefamilieliv. Fra nu af ville familien ikke længere skulle leve og have en hverdag sammen. Når Ane vendte hjem fra efterskole, ville Peter efter planen være student og først tage på højskole og derefter flytte til København.
“Da vi steg ud af bilen, og det ’kun’ var Peter, der kom ud, gik det op for mig. Der kunne jeg pludselig mærke, hvor anderledes tomme hverdagene ville blive uden hende,” fortæller Benedikte, mens Jesper supplerer:
“Man efterlod jo hjerteblod der.”
“Det var en vemodig aften,” fortsætter Benedikte. “Der var ikke ligefrem feststemning. Det var så kikset, og vi havde også lige den der konflikt, vi skulle have landet. Jeg var godt nok rasende. Men det røg jo lige ud af hjertet på dig – du kunne ikke gøre for det.”
Jesper: “Nej, det kom ganske pludseligt. Jeg var anspændt. Jeg havde tænkt meget på, at hun skulle væk. Jeg vidste, at jeg ville komme til at savne hende så skrækkeligt. Alle de der små ting som at give hende et kram, at liste ind og kysse hende på panden og hviske godnat. At vække hende blidt om morgenen – det kan hun bedst lide – sådan nogle dagligdags ting … men det er jo hele relationen, varmen og kærligheden. På en vis måde kan man ikke lade være med at tænke, at hun er i den der følsomme alder, og så overlader man hende til andre, der kan forme hende.”
Benedikte: “Hun kan sagtens klare sig! Jeg havde ikke frygtet det. Mit fokus var hele tiden, at det ville være så godt for hende at få et skoleskift og blive stimuleret med det, der interesserer hende allermest. Men du er sådan en bekymret ’føle-frans’! Du var også urolig, da hun skulle starte i skolen.”
“Det var noget andet,” forsvarer Jesper sig: “Det er da meget epokegørende, når børnene begynder i skolen og bliver konfronteret med viden og andre voksne rollemodeller – det er da ligesom en uskyld, der går tabt.”
| “ | Der er store sko alle vegne, de spiser meget og ja, fylder rigtig meget. Puberteten må være kreeret som forældrenes tilvænning til, at de skal flytte – en slags afvænning. |
VÆK ER VÆK
Benedikte: “Selv om jeg slet ikke frygtede, at hun skulle af sted, så har jeg registreret, at jeg er langt mere omhyggelig med at spørge Peter, hvornår han kommer hjem. Og hvis han ikke kommer, så bliver jeg skuffet. Men det prøver jeg nu at skjule, det bedste jeg har lært.”
Jesper: “Det underlige er, at man vænner sig alligevel hurtigt til det. Et par uger, så er det den nye hverdag.”
Benedikte: “Ja, og så alligevel. Jeg kan huske en dag nogle måneder efter, hun var flyttet, hvor jeg tog mig i, at så behøvede der jo heller ikke at være varme på hendes værelse. Og så gik jeg ned og slukkede. Det var lidt trist.”
Afstanden til efterskolen er ganske vist kun 50 kilometer, men som Benedikte udtrykker det: “Væk er væk. Og faktum er, at vi ser hende næsten aldrig.”
Tonen er kærlig, mens ægteparret drillende gensidigt beskylder hinanden for at være den mest følsomme og blødsødne forælder. For en udenforstående virker det umiddelbart, som om det står meget lige. Oprindeligt ville Benedikte ganske vist slet ikke have børn og var lige ved at miste Jesper på den konto. Men pludselig var Peter en ’kvalmende’ realitet. Siden da har familielivet været det naturlige omdrejningspunkt for begge parter, og der har ikke været børnefri zoner - snarere tværtimod.
SLARAFFENLAND FOR BØRN
Præstegården har udgjort den harmoniske ramme for ikke alene parrets to egne børn, men også de fleste af deres kammerater. Det moderne parcelhus, der ikke udadtil signalerer præstegård, har været et slaraffenland for børn. Der har været både rammer og rummelighed; hverken dinosaurbyen eller togbanen behøvede nødvendigvis at blive ryddet op med det samme. Både byer og baner kunne blive stående til næste dag, eller så længe legen var god, og så skrævede Benedikte og Jesper hen over så længe.
Nu bruges græsplænen til ’at varme op’ til Roskildefestival med telte, bål og bajere. Men da børnene var mindre, forvandledes dammen til skøjtebane. Idyllen var af nærmest Morten Korchske dimensioner med hyggestunder med lun kakao og levende fakler på isen. Huset har altid været fyldt – ikke mindst, fordi der altid var nogen hjemme. Benedikte arbejder hjemmefra som præst, mens Jesper, der nu er talepædagog, tidligere arbejdede som socialpædagog og havde skiftende vagter. Men i mange år arbejdede han på deltid og har både taget barsels- og forældreorlov.
“Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Det har givet mig en særlig nærhed til begge børnene,” fortæller Jesper.
Benedikte: “Vi har haft et helt utrolig privilegeret familieliv. Børnene har kunnet være så meget hjemme, de har haft lyst til. Og huset har været åbent – alle var velkomne, så der var altid fuldt hus, og så delte vi bare, hvad der var.”
“På et tidspunkt spurgte en af de andre forældre for sjov ’hvor mange procent af børnepengene skal I så have?’ Det var selvfølgelig bare en joke, men der har altid været mange børn her,” supplerer Jesper.
HVERDAGENS SOUNDTRACK
Den mageløse udsigt fra præstegården på en af de første solrige forårsdage ledsages konstant af musik. Indimellem dunker trommerne. Så er det guitaren, der kiler sig ind. Jævnligt blander saxofonens bløde toner sig. Peters værelse er fyldt med instrumenter. Musikken larmer ikke påtrængende, og man vænner sig hurtigt til den uforudsigelige følgesvend, der giver liv i huset. Peter, der er meget musikalsk og musikinteresseret, spiller hele tiden. I den ene ende af huset er der decideret øvelokale for hans band, men på værelset synker han selv ind i musikken:
“Jeg elsker, når han spiller klarinet. Det er, så mine nakkehår rejser sig af ren og skær nydelse,” fortæller Jesper: “Der er musik i huset hele tiden, og jeg elsker det. Bare tanken om, at det holder op …”
“Det bliver slemt …,” falder Benedikte ind.
“Alene det, at han tager halvdelen af cd-samlingen med sig – mindst – bliver forfærdeligt; så kan jeg sidde med nogle gamle Dire Straits og sådan nogle halvstøvede sager,” siger Jesper.
Benedikte: “Her bliver meget stille, når han flytter. Også selv om Ane vender hjem. Og jeg tør slet ikke tænke på, når de så er væk begge to, så bliver her helt enormt stille … jeg kommer til at savne dem helt vildt – også de ting, jeg indimellem er ved at blive tosset over.”
Jesper: “Det bliver vanvittigt tomt og ensomt, for det er jo ikke bare dem, altså vores egne - vennerne forsvinder jo også. En af Peters venner fra bandet spiser med en eller flere aftener om ugen – det holder også op, så kommer man også til at savne ham! Til gengæld kommer vi til at spise noget bedre mad, når vi bliver alene.”
Benedikte: “På den anden side under jeg dem det også. Jeg flyttede selv fra Jylland til København, da jeg var blevet student. Jeg kan godt huske, hvordan det føltes. Det bliver så fantastisk for dem!”
FORÆLDRENES AFVÆNNING
Parret ser på hinanden. Det er, som om fremtiden med ét har sneget sig ind på dem, og det føles også en anelse, som om rationaliteten skal holde stilheden stangen.
“Men der er også noget meget naturligt ved processen. For eksempel er der flere og flere ting ved os, der irriterer Peter,” griner Benedikte. “Spisetiderne, bare for at nævne noget. Heldigvis er han udstyret med en meget veludviklet radar, så han undlader ofte konflikterne, mens hans lillesøster har et mere udfarende temperament.”
Jesper: “Ja, vi har to meget forskellige børn, som vi har måttet opdrage forskelligt. Og i forhold til de der pubertetskonflikter med Ane sagde vi til hende: “Vi gider tage alle kampene. Så du bestemmer, hvilke der er værd at tage. Vi er modtagelige for argumenter.”
Benedikte: “Pubertetsbørn fylder meget. Det er en glidende overgang. Men på et tidspunkt kan man indimellem godt tage sig i at tænke ’puha, nu må det godt fylde lidt mindre’. Der er store sko alle vegne, de spiser meget og ja, fylder rigtig meget. Puberteten må være kreeret som forældrenes tilvænning til, at de skal flytte – en slags afvænning.”
Jesper: “Jeg synes, vi har været gode til at give slip. Vi har gjort noget for at lære vores børn at flytte hjemmefra. På et tidspunkt spurgte vi hinanden: ’Hvad kommer børnene til at spise?’. Og så indførte vi faste maddage, så de har to om ugen, hvor middagen er deres ansvar.”
Benedikte: “Vi har været bevidste om at gøre dem klar. Det har været helt logistisk, at de skulle være i stand til at kunne klare sig selv om tre-fire år. Jeg synes faktisk også, at vi har været rimelig gode til at give slip på dem, og vi har hele tiden været på forkant. Det er fire år siden, jeg søgte lejlighed til Peter i København, så han har noget at flytte over i efter højskolen.”
Jesper: “De er bestemt flyveklare begge to … det er mere det, at man mister den tætte, daglige kontakt og ’leven’ med i deres liv.”
KÆRESTER IGEN
Efter at Benedikte og Jesper nærmest tumlede ind i forældreskabet, har børnene, deres venner og familielivet virkelig været ikke alene omdrejningspunktet, men hele livsindholdet. Oprindeligt var det slet ikke meningen, og altså ikke så planlagt. Børnene kom bare, og så fulgte resten med. Fritiden har været tilbragt sammen som FDF’ere, mens ferierne oftest er gået til storbyer i bytteboliger, hvor der også har været plads til børnenes venner. Når begge børn er flyttet hjemmefra, vil Benedikte og Jesper være lige omkring de 50, og derfor er det jo et oplagt spørgsmål, hvordan de ser et liv for sig uden børn?
Jesper: “Jeg vil gerne arbejde mindre, så jeg kan være hjemme nogle af de dage, hvor Benedikte har fri. Og så skal der være tid til meget mere kultur. Vi skal på museer, i teateret og mere i biografen …”
“Vi fik jo børn tidligt,” afbryder Benedikte. “Ja, særlig du var ikke helt klar,” falder Jesper ind. “Nej, jeg ville godt have været kærester længere. Og der sagde du jo altid, at ’det kommer igen’. Så på en vis måde glæder jeg mig også til, at vi bliver to, for jeg tænker, at vi har noget til gode,” forklarer Benedikte.
“Og så glæder jeg mig til friheden fra de der skemaer – alle de fastlåste mønstre, der følger med børnene – uge 42 og sådan noget bliver skønt at slippe for. Men mest glæder jeg mig til det med kærestetid, for vi har altid haft børnene med – og det var jo et privilegium, at vores børn gerne ville være sammen med os, men jeg glæder mig nu også til at blive to igen.”
Jesper: “Jeg kan huske første gang, vi var ude at spise, efter at vi havde fået Peter. På vejen tænkte jeg: ’Gad vide, om vi overhovedet har noget at snakke om?’ Og så var det faktisk ’overraskende’ hyggeligt! Altså, så længe det varede, for der var jo grænser for, hvor længe du kunne undvære ham. Men det kunne det jo godt gå hen og blive igen.”
| “ | Det skræmmende for en selv er, at nu tager man det næste skridt, men det er på sådan en underlig følelse af gyngende grund. Nu kigger man ind i en ny fase af livet, tager hul på det næste kapitel – vil det mon komme til at føles lige så meningsfuldt? |
JÆVNLIGE BESØG
Forholdet mellem børnene og forældrene er tæt. En voldsom trafikulykke på en tysk autobahn på vej hjem fra ferie for nogle år siden har knyttet dem endnu tættere. Og spørgsmålet er, hvordan forholdet så skal være, når børnene flytter?
Jesper: “Vores datter siger, at hendes veninder altid er misundelige på hende, fordi hun kan snakke med os om næsten alt. Men det skal jo holde op, når de flytter. De skal ikke bruge så meget tid på at snakke med deres forældre. De skal jo nyde livet. Ungdomstiden oplevede jeg selv som vidunderlig.”
Benedikte: “Jeg håber altså, at de har lyst til at komme hjem i et vist omfang, måske ikke sådan ligefrem på månedlig basis. Men jeg håber, at de fysisk kommer her tre-fire-fem gange om året. Og at de ringer … tit. Vi har også et nært forhold til vores egne forældre. Det håber jeg inspirerer dem til, at forældre er nogle, man har brug for, og som man har glæde af at være sammen med. De er vokset op med et engagement fra vores side – både i forhold til sig selv og til vores øvrige familie – man er interesseret i hinandens liv.”
Jesper: “Jeg mistede selv min far, da jeg var 21 – det bliver man aldrig klar til. Når man bliver far og selv skal opdrage børn, tager man sin egen opdragelse op til revision, og dér manglede jeg ham. Hvis mine børn har det behov, så stiller jeg op.”
GYNGENDE GRUND
Fremtidens frihed og de mange muligheder udfordrer parret. Ud over de kærlige små drillerier dukker for første gang en mindre konflikt op. Benedikte vil gerne følge efter børnene og forlade Haderslev, der har dannet ramme om familielivet og børnenes opvækst, og flytte til København – faktisk har hun allerede skrevet parret op til en lejlighed – mens Jesper ikke vil fra Jylland:
“Jeg synes, det er problematisk at flytte efter sine børn,” konstaterer han. “Der er da også andre grunde end børnene til, at vi skulle flytte,” afbryder Benedikte. “Jamen, jeg ved godt, at jeg selv har savnet, at vores forældre var tættere på,” fortsætter Jesper: “Men jeg er villig til at køre over til dem, hvis de har brug for hjælp. Det er altså vanskeligt at flytte, når man bliver ældre, for vi har mange af vores venner her. Mange af dem fik vi jo igennem børnene – det gør man ikke næste gang. Og så synes jeg, historien her er vigtig – vi har tradition for at holde store familiefødselsdage og sammenkomster her.”
Benedikte: “Det kan da også godt være, at vi ikke skal flytte!”
Jesper:” Jeg ville også have svært ved at undvære naturen …”
“Der er masser af dejlig natur deromkring, og du ville jo få et hus i Sverige også,” forsøger Benedikte forsonligt at lande diskussionen og konstaterer: “Vi har sådan lidt et skisma omkring det med København.”
Jesper: “Det kan da også godt være, at det ændrer sig til den tid, for det bliver da ’tought’ her uden dem.”
“Overordnet set er det en naturlig ting, at de flytter hjemmefra, runder Benedikte af: “Det er en selv, der kigger ind i en ny fase af livet uden at vide, hvad den bringer. Når man får børn, opfyldes man af en meget dyb følelse af mening. Det giver bare så meget mening! Det skræmmende for en selv er, at nu tager man det næste skridt, men det er på sådan en underlig følelse af gyngende grund. Nu kigger man ind i en ny fase af livet, tager hul på det næste kapitel – vil det mon komme til at føles lige så meningsfuldt?”