Kunsten at give slip

Det er utrolig svært som forældre at sige farvel til det, der har fyldt så meget. Men har man meget svært ved at slippe, er der ofte noget andet galt. Når man står i situationen, skal man holde spejlet op for sig og spørge: Hvordan ser dit eget liv egentlig ud? Ofte holder vi krampagtig fast i moderskabet eller forældrerollen, fordi vi pludselig opdager, at vi ikke har så meget andet indhold i tilværelsen, og at parforholdet halter.

Den barske konstatering falder resolut fra psykolog Ida Koch. Hun er 65 år og har i mere end 30 år beskæftiget sig med unge og deres problemer. I over tyve år var hun ansat i Frederiksberg Ungdomsrådgivning og vikar for Tine Bryld som rådgiver i “Tværs”, DR’s rådgivningsprogram for unge. I dag arbejder hun på deltid i “Den gule flyver” på Nørrebro, hvor de tager sig af stærkt belastede unge med mange forskellige problemer, og så er hun freelancer ved siden af.

“Det er fantastisk livfuldt at arbejde med børn og unge. Det er med til at holde mig i live og gøre min tvivl på mange ting større, og det udfordrer mig på alle planer,” siger Ida og ler over, at det også er med til indimellem at give hende selv nogle identitetsproblemer:

“Jeg får hele tiden ungdommelige input i forhold til måder at forstå verden på, i forhold til musik, sprog og tøjstil. Det er en stor rigdom, men det er også med til at skabe en del forvirring, fordi jeg jo altså hører til i en anden aldersgruppe.”

Ida er også mor. Til to nu ganske vist voksne sønner, der selv er gift og har børn. Men selv om det er længe siden, kan hun udmærket huske, hvordan det føltes, da de flyttede hjemmefra:

I det samme fører Ida beskyttende hånden hen foran solar plexus, som for at skærme sig mod den imaginære ’mavepuster’:

“Nej, det var ikke sjovt. Men følelserne var også blandede, fordi han var så glad og stolt, at jeg ikke kunne andet end at dele hans glæde. Så jeg sagde ’Go for it!’, men samtidig forklarede jeg ham, at mens jeg på den ene side var utrolig glad på hans vegne, så ville jeg komme til at savne ham helt vildt meget.”

Det var den yngstes exit. Han var fuldt flyvefærdig, da han blev student. Forinden havde hun, sønnerne og eksmanden levet det, hun kalder et meget privilegeret skilsmisseliv. Hun beskriver bruddet som en ’typisk vellykket akademikerskilsmisse’, hvor forældrene havde hver sit hus rundt om hjørnet fra hinanden i Gentofte. I starten boede sønnerne en uge på skift hos dem hver især, og senere blev det til 14 dage ad gangen. Men det var så tæt på, at de alligevel spiste middage sammen og så hinanden, selv om det ikke lige var de uger, hvor de boede sammen.

Da den ældste flyttede, oplevede Ida det ikke for alvor, som om han flyttede hjemmefra. Hendes tidligere mand havde indrettet kælderetagen til en ungdomshybel, og der fik sønnen sit eget sted, hvor han faktisk blev boende længe, også mens han studerede. Nogenlunde samtidig blev overetagen i Idas hus ledig, og der indrettede den yngste sig så. Men de spiste stadig sammen, så det var først, da han som student fik sin egen lejlighed sammen med en kammerat, at han decideret flyttede hjemmefra.

“Det er jo i høj grad også deres venner, man savner – huset var altid fyldt, der var fuld knald på – ’dunk dunk-rytmerne’ kørte, og vi diskuterede hen over middagsbordet. Det var så skægt,” mindes Ida.

“Heldigvis havde jeg en rigtig skøn kæreste på det tidspunkt. Han flyttede ind og spillede også meget musik, så huset blev ved med at være levende. Og så var det helt fantastisk at komme til middag hos mine sønner, efter at de var flyttet hjemmefra. ’Vil du lige tage skoene af, jeg har lige gjort rent’, sagde den ene, da jeg kom. Hvem skulle have troet det?”

Moderne familieliv er mineret med paradokser. Et af dem, der særligt undrer Ida, er, at vi har så travlt med at realisere os selv, samtidig med at vi skal have familielivet til at fungere, og når så børnene flytter hjemmefra, klynger vi os til det familieliv, der ganske naturligt er ved at opløses – i hvert fald i den konstruktion.

“Når børnene er mindre, skal vi have familien til at blomstre, vi skal have karrieren op at køre, og så skal vi gå til fitness og alt muligt andet. Vi lever i en tid, hvor der er så mange krav, og vi tilføjer en uendelig række af ’skal’er’, så vi drøner rundt og har alt for travlt,” siger Ida.

“Familier og samvær kræver tid. Og når alle har hver deres dagsorden, atomiseres familien. Vi mødes måske ved middagsbordet, men samværet bliver på det formelle plan med gennemgang af aftaler – som for eksempel ’hvornår skal du møde i morgen’, eller ’har du lavet dine lektier’ og den slags. Så er det begrænset, hvor meget man mærker de unge, og med teenagere skal man føle sig frem til, hvordan de har det. Det der med afmålt ’kvalitetstid’ duer ikke i forhold til de unge. De stempler ikke bare ind mellem seks og syv, selv om man har bildt sig ind, at man har afsat tid til samvær der. De opfatter i stedet, at man har travlt med alt muligt andet, og oplever det, som om der er meldt optaget. I de år er det virkelig nødvendigt, at man er tilgængelig – det er de unge, der vælger tidspunktet for, hvornår de vil være fortrolige, så man forpasser selv en masse samvær og nærhed ved ikke at være til stede og tilgængelig, når de unge melder ind og pludselig åbner sig.”

Mange forældre oplever deres unge teenagere som selvoptagede og afvisende, så det kommer sikkert bag på de fleste, at de unge samtidig er meget hensynsfulde: “Mor har så travlt, så jeg vil ikke belaste hende,” tænker de for eksempel. Og så løser de selv deres eventuelle problem, eller snakker med nogle andre. På et tidspunkt holdt Ida nogle møder på en skole, hvor forældrene blev introduceret til de unges tanker og overvejelser, som de var formuleret i deres stile. Og forældrene blev overraskede over at høre, hvordan de unge omtalte dem:

“De unge var meget empatiske i forhold til deres forældre. De overvejede meget, hvordan forældrene havde det, og de kunne godt forstå, at forældrene følte sig svigtet, når de valgte dem fra til fordel for deres venner eller deres interesser. I det hele taget kunne de godt sætte sig ind i, hvor svært skiftet måtte være for forældrene, efter de var blevet teenagere og meldte sig ud af det fælles samvær,” forklarer Ida.

“Ofte er de unge tynget af skyldfølelse. Når de går ud ad døren, har de tit en tyngende ambivalens i bagagen, fordi de på den ene side har lyst til alt det, der frister ude i verden, og samtidig er plaget af skyld og dårlig samvittighed over at forlade deres forældre. Det gælder især, hvis de mærker, deres forældre ikke har et eget liv.”

Nogle forældre har vanskeligt ved at klare, når de bliver valgt fra. De bliver jaloux på bedsteveninden eller afviser den unge, hvis den unge vender tilbage og opsøger nærhed og fortrolighed efter tidligere at have isoleret sig eller helliget sig vennerne.

“Det er vanskeligt at give slip. Det er vigtigt, at denne ’giv-slip-proces’ sker i takt med det enkelte barns modenhed og ressourcer. Nogle forældre bliver sårede over teenagernes fravalg af dem, så de opfører sig som forsmåede elskere og reagerer resolut med at vende den unge ryggen, og ikke stille op til det, de ellers altid har gjort. De unge kan blive sårede og forvirrede, og så opstår de her voldsomme konflikter, vi indimellem er vidne til,” forklarer Ida.

“Det er vigtigt, at forældrene forsøger at styre sig, selv om de føler sig tilsidesat. Det er jo ikke et kærlighedsforhold i den forstand. Nogle børn og forældre udvikler venskaber, og det er fint nok. Men det er meget vigtigt, at forældrene altid er opmærksomme på den asymmetri, der er i forholdet. Forældrene er de voksne – og netop forældre – og har derfor altid haft magten og kontrollen over barnet, der er den yngre. Det betyder, at forholdet altid vil have en særlig karakter.”

Forældrene skal gradvist give ansvaret fra sig – lade være med at ’stjæle’ det og fastholde en dominans – men det er vanskeligt at sige, hvornår og hvordan det er rigtigt, at man slipper, for børn er meget forskellige, og det er derfor, det er så afgørende at mærke dem undervejs og have tillid til dem. Nogle forældre kan i misforstået hensyn eller i ren og skær lettelse over at undgå konflikterne slippe ansvaret nærmest ’overnight’, og det er ifølge Ida lige så galt:

“Det er meget vigtigt at slippe gradvist og ikke pludseligt. Forældre, der opgiver eller ikke orker konflikterne – for dem er der mange af med teenagere – kan have en tendens til at slippe for hastigt. Den unge kan for hurtigt føle sig overladt til sig selv og svigtet. Jeg havde engang en 19-årig til rådgivning. Han fortalte, at han måtte alt, fra han var 13 år. I begyndelsen var det sejt, og kammeraterne misundte ham, men efterfølgende savnede han, at moren satte grænser. Det var, som om hun var helt ligeglad med mig, fortalte han.”

Det er en uhyre vanskelig balance, for på den ene side vil man som forældre gerne vise sig som den tydelige og kærlighedsfulde forælder – på den anden side er det vigtigt at vise respekt for den unges integritet, privatliv osv. Kærligheden skal helst strømme uden at komme til at krænke. Og der handler det om at opfatte og forstå den unges grænser og respektere dem uanset alder.

“Det er ikke så let. For som teenagere er de jo store og voksne det ene øjeblik, for det næste nærmest at være bitte små. Alligevel er det utrolig vigtigt at overholde grænserne for privatliv. Deres integritet og intime liv skal respekteres, og det skal det hele livet. Når den femårige lukker døren til sit værelse, skal man banke på, inden man braser ind. Allerede der grundlægges respekten for det andet menneske. Barnet lærer at blive respekteret og selv have respekt for andre,” forklarer Ida.

“Mange af elementerne i forbindelse med løsrivelsen er en del af opdragelsen og opvæksten, fra børnene er ganske små. Et vigtigt led i opdragelsen er at dosere forpligtelserne, så børnene deltager i fællesskabet. Kravene og ansvaret skal gradvist stige, til de er teenagere. Det er tæt på, at ’opdragelsestoget’ er kørt, når barnet er blevet 12 år. Der er stort set kun plads til finjusteringer, når de er teenagere. Men det gør selvstændiggørelsen lettere, hvis ansvarligheden er grundlagt undervejs, mens mulighederne er der for at lære børnene det naturligt.”

De familier, der især får det vanskeligt, er dem, hvor forældrene ikke tidligt har indset, at ’vi har børn på lånt tid’. Vi skal – og det gælder også hele livet – gradvist kunne overlade dem til andre og til sig selv. Vi går fra at have en hovedrolle til at blive statist. Ofte tror vi ganske fejlagtigt, at alting handler om os – hvis børnene klarer sig godt, har vi gjort det godt, og hvis de klarer sig skidt eller kommer ud i noget, påtager vi os skylden for det. Men de unge er også noget i sig selv og har selv ansvar for deres liv, succeser og fiaskoer, understreger Ida.

“Vi skal være villige til at vige pladsen for andre – jævnaldrende og voksne. Men hvis man er fyldt op af krænkelse og jalousi og ikke magter at lade andre komme til, så kan man jo ikke slå ud med armene og sige ’yes, kom bare, når du har brug for det’.”

“Nogle gange forklarer jeg det med, at vi som forældre skal være parate til at skifte det ene sæt ’forældresko’ ud med det næste. Når barnet er lille, har det brug for os som primærpersoner og skal have dækket alle sine behov hos os. Siden skal de klare mere og mere selv og vende sig mod verden og få deres behov dækket andre steder,” forklarer Ida.

“Jeg plejer også at bruge det billede, at de ikke længere er en gren på vores træ. De har slået rødder selv og er blevet deres eget træ. De er deres egne, uanset om man bryder sig om det eller ej!”

Nogle få fokuserer på lettelsen, når deres børn flytter hjemmefra. Men det er de færreste. Og det er helt reelt at indrømme og sige, at det er svært, når de ’letter’, for det ér et tab.

“Vi skal sørge for vores eget liv. Vi kan ikke blive ved med at leve på relationen til børnene,” siger Ida. Hun opfordrer til, at man et stykke tid før de unge er modne til at flytte, siger til sig selv:

“Min nye opgave er, at jeg skal finde mit eget liv, fylde tiden ud med andet og rette energien mod andet og andre. Og dermed skal forældrene give afkald på forestillingen om at have magten, betydningen og kontrollen.”

Ida bliver skræmt, hvis hun møder en 25-årig, der siger ’min mor er den, jeg elsker højest i verden’ – eller en 23-årig, der siger ’min mor er min bedste veninde’. Så er der gået noget galt i løsrivelsen.

Det er især enlige forældre eller forældre, der lever i utilfredsstillende parforhold, der kan have svært ved at give slip på deres børn. Tomheden kan føles uoverstigelig. Nogle udtrykker det, som om selve ’meningen med livet’ forsvinder. De har været vant til at være nødvendige og have betydning alene i kraft af børnene. Og det er klart, at når de mister den betydning og barnets tilbedelse og kærlighed, kan det medføre en følelse af ensomhed, savn og en fornemmelse af, at familien som sammenhængende enhed smuldrer, skriver Ida i sin bog “Når ungerne bliver unge – et remix”. Hun uddyber:

“Det er belastende for de unge, hvis forældrene bliver så ulykkelige. Det er ekstra svært, hvis man er det sidste barn, og særlig hvis man flytter fra enlige forældre, der måske ikke har så meget andet at gå op i. De unge kan sagtens gennemskue, at mor eller far har det skidt, og passer faktisk på dem,” fortæller Ida.

“Omvendt bliver unge rigtig glade for at se, at deres forældre er glade og optaget af noget fedt – de gider ikke se på sådan en forsømt ’hængemule’, og de bliver bekymrede.”

Et andet af de paradokser, man oplever som forældre, er, at man faktisk skal give slip for ikke at miste. For når man slipper gradvist og respektfuldt, opbygger man også på længere sigt det bedste forhold til sine voksne børn.

“Hvis man ikke slipper dem, kan det resultere i, at de unge ’slår’ sig fri, og der kan opstå en masse sår og konflikter. Forældre og børn ender måske med at tale grimt til hinanden – de indbyrdes spilleregler brydes, og der kan komme sådan en ’fuck dig’-attitude. Nogle få bryder simpelthen helt kontakten med forældrene. Men det er ikke kun for at undgå stridigheder, vi skal overlade kontrollen til den unge selv. Hvis vi holder fast for længe, kan de unge blive angste for verden. De opfatter vores kontrol som mistillid og risikerer grundlæggende at blive i tvivl om deres egne ressourcer og evner til at klare sig,” siger Ida.

Ida anbefaler, at man deler sin bekymring og sine savn med andre i en lignende situation, for blikket udefra fra den anden er ofte klarere, end når man selv er opslugt i magtesløshed, bekymring og vrede.

“Det er det største, det fedeste og det skønneste at få børn. Men det er også det værste. Det er en livslang glæde og frugt, men også en bekymring, hvor alt det, der rammer dem, gør mere ondt på en, end hvis det samme ramte en selv eller andre, man kender. Det er på en gang det største, det bedste og det værste. At elske rummer tabet, ligesom livet rummer døden. Og man skal ikke sætte børn i verden, hvis ikke man er indstillet på det og villig til at løbe den risiko,” siger Ida.

Hun er selv villig til at smide alt, hvad hun har i hænderne, for sønnerne, svigerdøtrene og de fire børnebørn, hvis uheldet skulle være ude. Hun kender udmærket til følelsen af og rollen som den bekymrede hønemor, og underholder med den gang, en af hendes sønner skulle på skiferie, og hun udstyrede ham med en avanceret dims, der skulle ligge i hans støvle, så han kunne opspores, hvis han blev begravet i en lavine! Hun sætter fingeren op på siden af hovedet og medgiver, at det lyder tosset.

Og alligevel skal der være en mening med galskaben. Hun hjælper ofte og gerne, men det skal også passe ind i hendes eget liv. Den store ansvarsfølelse forsvinder, når børnene flytter, men så begynder balladen forfra, mener hun, når de etablerer sig og får børn. Hun bliver ulykkelig, hvis der er problemer i deres liv, men arbejder til stadighed på at holde fokus på sit eget og anerkende, at de unge har deres liv, og at de kan klare sig og er kompetente – også helt uden hende.

“Da de flyttede, tænkte jeg, at det bare var gået alt for stærkt. Det tænkte jeg også ofte undervejs, mens de stadig boede hjemme, for jeg nød det så meget. De stillede så mange interessante og intelligente spørgsmål og var dejlige og spændende at være sammen og snakke med – udfordrende og provokerende. Så det er jo klart, at man savner det pulserende ungdomsliv, men følelsen af tab blev alligevel overskygget af stolthed,” siger Ida med lysende øjne.

“Det gik jo op for mig, at jeg ikke mistede mine børn, men fik lov til at beholde dem som nogle meget betydningsfulde og vigtige mennesker i mit liv.”

Så som Ida skriver til os andre i “Når ungerne bliver unge – et remix”, så behøver livet ikke at gå i stå, fordi de unge får deres eget liv og selv kan. Tværtimod. Det er begyndelsen til en ny livsfase, der kan være lige så interessant og spændende som den, de unge er på vej ud i.

FEM GODE RÅD FRA IDA KOCH

» Vær tilgængelig

» Bliv ved med at vise omsorg og interesse

» Vis kærlighed uden at krænke

» Respekter de unges integritet uden at blive berøringsangst

» Giv gradvist slip