Kunsten at give slip

I starten er hun øm over det hele. Skuldre, lægge, balder, lår, fødder – alting værker. Skridt for skridt aftager smerterne langsomt hen over den første uge og efterlader i stedet plads for refleksion. De ti kilo bagage på ryggen tynger ikke længere, og øjnene falder til ro i de smukke omgivelsers uendelighed; frodige, grønne vinranker og gyldne hvedemarker i én retning, bjergkæder, der bryder horisonten i en anden, og blå, blå himmel foroven. Skridtene i gruset er meditative. 31 dage og omkring 800 kilometer senere har Jeanette Videcrantz gennemtænkt sit liv – og især sit arbejdsliv – i detaljer og endevendt konsekvenserne af at realisere en drøm, der piblende langsomt har taget form.

Nu er det fire år siden, en veninde lokkede Jeanette med på Camino de Santiago og et tiltrængt afbræk i et privilegeret, men travlt arbejdsliv. Umiddelbart en kæmpemundfuld at vandre fra Saint Jean Pied de Port tværs gennem Nordspanien til Santiago de Compostela. Men nøjagtigt, som hun havde været vant til at håndtere store projekter som HR-specialist for en velrenommeret, større dansk virksomhed, vidste hun, at hvis man tager en bid ad gangen, kan man få has på den elefant, der ellers synes så uoverskuelig at gå i lag med. Hun havde endda for travlt til at forberede sig på vandreturen og sætte sig ind i det forestående projekt, så det lod hun efter aftale veninden om. En aften gik hun dog hjem fra arbejde med en fire kilo tung rygsæk på ryggen. Det var hendes forberedelse. Men hun lovede at gennemføre – og det gjorde hun!

Det er nemlig karakteristisk for Jeanette, at hvis hun først har besluttet sig og sat sig et mål, så gennemfører hun også. Ofte er det tiden op til, at beslutningen tager endelig form, der er tidskrævende og volder kvaler. Men på Camino de Santiago faldt det langsomt på plads. Hun fik tid til at mærke, hvad hun egentlig selv havde lyst til. Indtil da havde sønnen, Mikkel, været den glædelige og helt naturlige førsteprioritet i hendes liv, men selv om han stadig boede hjemme, var han lige knap 20, student og ’godt i vej’. Hun havde været alene med ham de sidste 17 år, og derfor havde hendes indtægt været fuldstændig afgørende for deres liv. Han skulle ikke mangle noget. Og det havde hun heller ikke selv gjort i mange år. Tværtimod. Hun havde haft et privilegeret liv med spændende og udfordrende arbejdsopgaver, der jævnligt sendte hende på rejser verden over, men som samtidig var fleksibelt og selvtilrettelagt, så det kunne passe med en enlig mors forpligtelser. Samtidig var jobbet ekstremt vellønnet. Alligevel kom der, som årene gik, til at mangle noget. Fokus var i mange år min søn. Han var min førsteprioritet, og det var fuldstændig afgørende for mig, at han ikke manglede noget. Det havde optaget mig så meget, at jeg ikke havde registreret, at jeg måske selv manglede noget.

“	Fokus var i mange år min søn. Han var min førsteprioritet, og det var fuldstændig afgørende for mig, at han ikke manglede noget. Det havde optaget mig så meget, at jeg ikke havde registreret, at jeg måske selv manglede noget.

SØGENDE SAVN

“Inden vi gik Caminoen, havde jeg utrolig meget gang i den. Særligt oppe i mit hoved. Men dér på vandringen oplevede jeg en fantastisk ro. Eneste adspredelse var, når man stoppede for at få en ’café con leche’,” ler Jeanette.

“Man når at tænke utrolig mange tanker, når man går op til 30 kilometer om dagen, for man orker ikke at tale med hinanden hele tiden. Det bliver meget meditativt. Og det var tydeligt for mig, at selv om jeg syntes, jeg havde et meget interessant arbejde og følte mig både meget privilegeret og udfordret, så savnede jeg noget. Jeg vidste bare ikke, hvad det var. Jeg tænkte meget over, om jeg lavede det rigtige på den rigtige måde.”

Spørgsmålet havde meldt sig tidligere. Og hun havde i flere år været søgende. En søgen, der i 2004 fik hende til at melde sig til åbent universitet under Københavns Universitet for at læse pædagogik. Først bare for at snuse til det, men så mødte hun en inspirerende studiemakker, og det ene modul tog det næste, selv om hun havde sit faste job ved siden af, som ofte blev til langt mere end 37 timer om ugen. Da hun vandrede Caminoen, manglede hun et år i at blive bachelor, og det var i det spanske klima, hun for første gang mærkede, at det, hun egentlig drømte allermest om, var at være fuldtidsstuderende. Oprindeligt læste hun farmaci, men det lå tyve år tilbage og var ikke en uddannelsesretning, hun ville vælge i dag, hvor psykologiske analyser optager hende mere og mere.

“Det er først i dag, jeg kan se, at det, jeg søgte, var mit eget engagement. Jeg brændte ikke rigtigt for noget ud over min søn. Jeg havde været heldig og haft rigtig gode job, jeg var dygtig og omstillingsparat, fleksibel og en utrolig god arbejdskraft, men den der følelse af virkelig at ’brænde for noget’ havde jeg ikke oplevet,” fortæller Jeanette.

“Jeg var travlt optaget af, om jeg havde det rigtige fokus. Og fokus var i mange år min søn. Han var min førsteprioritet, og det var fuldstændig afgørende for mig, at han ikke manglede noget. Det havde optaget mig så meget, at jeg ikke havde registreret, at jeg måske selv manglede noget. Men efterhånden, som han blev større, voksede også følelsen af at lede efter noget, uden at jeg helt kunne indkredse, hvad det var. På Caminoen gik det op for mig, hvad jeg havde lyst til, og jeg nåede også at tænke konsekvenserne igennem. Og der var mange!”

LOVE YOU, MAMMIE!

Da Jeanette vendte hjem fra Spanien, besluttede hun at gøre sin bachelor færdig. I løbet af året skete der flere ting, der i sig selv kunne opleves skræmmende, men som også kunne turneres i en retning, så hendes drøm på længere sigt kunne realiseres. Om foråret blev hendes far alvorligt syg og blev først indlagt og skulle derefter på plejehjem. Hun ordnede alt det praktiske papirarbejde. Samtidig var der nogle omorganiseringer på hendes arbejde, så hun skulle tage stilling til, hvor hun ville placeres på længere sigt. Det havde altid været en attraktiv arbejdsplads med mange personalegoder, så i en periode legede hun med tanken om at søge en deltidsstilling, så hun kunne læse ved siden af. Men på længere sigt kunne hun mærke, at hun ikke ville være tilfreds med at være deltids-engageret. Det var enten-eller.

Da faren flyttede på plejehjem, fik Jeanette mulighed for at overtage hans lejlighed. Den kom der til at stå Mikkel på. Hele det forår lå hun vandret, arbejdede stadig fuldtids, gjorde sin bachelor færdig, besøgte faren og ordnede de praktiske ting for ham, samtidig med at hun satte en større renovering i gang af hans lejlighed, så den kunne blive i god stand til, at Mikkel skulle overtage den.

“Jeg er sådan en rigtig ’do’er’. Når jeg sætter mig nogle mål, går jeg efter dem. Og når det er sådan nogle praktiske ting, går jeg fuldstændig rigidt, strategisk til værks. Og i den periode var det lige før, det var for meget. Mikkel reagerede i hvert fald på et tidspunkt og følte, at han var blevet overset. At jeg havde været for emsig og bare havde taget styringen uden at inddrage ham og tage ham med på råd. Og det var rigtigt,” fortæller Jeanette.

“Det var helt tydeligt for selv at overleve, at jeg håndterede det meget fokuseret og struktureret. Men han havde ret, og jeg gav ham også en undskyldning. Og så var det så rørende, for en dag havde jeg skrevet en masse post it-lapper, hvor jeg forklarede på hver enkelt, hvad jeg havde sat i værk, fordi han skulle have installeret et IKEA-køkken: ringet til elektrikeren, bestilt et komfur til bygas, aftalt med snedkeren og alt muligt, og så havde jeg spredt sedlerne ud over køkkenbordet her, så han kunne se dem og danne sig et overblik. Da jeg så kom hjem, havde han samlet alle lapperne i en bunke og sat en seddel oven på stakken, hvor der stod ’love you, mammie!’. Det var hans måde at sige tak på. Den hænger stadig deroppe,” siger Jeanette og peger på opslagstavlen i sit køkken.

Det lykkedes både at få lejligheden sat i stand og lave bacheloropgaven ved siden af jobbet og en forretningsrejse til Indien.

“Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at det er utroligt, hvad man kan overkomme i nogle perioder. Men det var, som om alting faldt i hak der. Min far var flyttet på plejehjem, Mikkel skulle overtage lejligheden, der var ved at blive sat i stand, så jeg havde ikke rigtig flere forpligtelser, og samtidig var min opgave færdig. I den periode havde jeg meldt mig som tilkaldevikar på en døgninstitution for anbragte børn i alderen 0 til 6 år, der lå i nærheden, og de begyndte at ringe efter mig,” fortæller Jeanette.

“Logistikken faldt simpelthen i hak. Jeg havde overvejet at søge om at være deltidsansat på mit arbejde, men selv om det var fristende i forhold til økonomien, ville det være utilfredsstillende fagligt. Jeg trængte sådan til at kunne fordybe mig, og jeg havde så meget lyst til kunne engagere mig og bare gå op i det. Så jeg søgte og kom ind på psykologistudiet på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), der hører under Århus, og sagde mit job op. Og så var jeg studerende på fuld tid fra 1. september.”

HVORDAN TØR DU?

Der var ganske vist vagter på døgninstitutionen sideløbende, men ellers skulle hun klare sig for sin opsparing og 5.100 kr. i SU hver måned – meget, meget mindre, end hun havde været vant til i hele sit voksne liv. Beslutningen havde hun vendt med Mikkel forinden, for den indebar også, at hun ikke længere ville være i stand til at støtte ham økonomisk, mens han læste, eller bare stikke ham en seddel indimellem. De ville være nærmest på lige vilkår, for han var begyndt på RUC.

“Han bakkede fuldstændig op. Selvfølgelig. Han syntes, det var en fed beslutning. Og jeg havde jo regnet det hele ud, så jeg vidste, at det kunne lade sig gøre. Det handler jo meget om prioriteringer. Jeg går ikke i Pradasandaler og Gucci-solbriller, og når jeg ser i mine skabe, har jeg, hvad jeg har brug for,” siger Jeanette.

“Det sværeste var omverdenens reaktioner. ’Hvordan tør du?’, var der mange, der spurgte, efterfulgt af et – ganske vist uudtalt – ’din alder taget i betragtning’. Mange sagde ’hvor er du modig’ – et synspunkt, som undrede mig. Jeg var ikke modig, jeg var velovervejet. Alle deres bekymringer gjorde mig urolig og fik mig indimellem til at tvivle på mine egne beslutninger og spekulere over, om der mon var noget, jeg havde overset. Men jeg havde jo opstillet forskellige scenarier og været igennem en lang, lang mental proces. Og selv om det selvfølgelig havde været mere bekvemt, så ville det have været halvhjertet, hvis jeg havde fortsat på deltid. Samtidig var der også utrolig mange, der blottede deres egne drømme: “Jeg har også altid drømt om at åbne en blomsterbutik,” og i den dur, så jeg kunne høre, at jeg ikke var den eneste, der havde drømt om en anden vej. Men jeg var til gengæld en af de få, der havde gjort alvor af at realisere drømmen”.

“	Jeg har aldrig tænkt på det, som om han var væk. Jeg har sådan en følelse af, at ’han er jo lige her’.

SOM AT SMIDE BLEEN

En måned efter studiestart kom en 3X34’er hjem til Jeanette og Mikkel, hvor flyttekasserne stod klar i stuen. Så fortsatte den over til en kammerat og blev læsset med hans ting, mens Jeanette kørte efter med alt det løse og så mange kammerater om bord til at slæbe, at bilen kørte på fælgene. Og så blev Mikkel og kammeraten installeret i den nyistandsatte lejlighed. Han blev derinde, da hun tog hjem.

“Der var tomt på hans værelse, da jeg kom hjem, og det var selvfølgelig underligt. Men det var hverken sørgmodigt eller vemodigt. Jeg har prøvet at forklare det for nogle veninder, for det føltes faktisk lige så naturligt, som dengang han smed bleen som treårig. Da tidspunktet var rigtigt, droppede han bleen både dag og nat. Denne her overgang bestod også af faser, og han var så klar til at flytte hjemmefra, og det var jeg jo egentlig også. Og jeg har aldrig tænkt på det, som om han var væk. Jeg har sådan en følelse af, at ’han er jo lige her’,” smiler Jeanette og peger ved siden af sig.

“Vi har et utrolig varmt og nært forhold og har altid haft det. Jeg savner ham ikke, for vi både ser hinanden og taler sammen jævnligt, og han sender mig alle mulige hilsener på Facebook, musik, jeg skal lytte til og ting, jeg skal se, så jeg har ham jo stadig, hvis man kan udtrykke det på den måde. Jeg har aldrig betragtet hans flytning som en afsked. Jeg glæder mig over, at han har det rigtig godt. I den første periode, efter at han var flyttet, var det selvfølgelig uvant, at han ikke var der, når jeg kom hjem. Og det er vel ikke mærkeligt, når han har været her i 21 år. Men alt var nyt, og det, jeg var i gang med, var noget, jeg brændte for. Så på en vis måde var det skønt, at jeg ikke behøvede at tage mig af andre end mig selv med alt det nye, der skete i mit liv.”

Da faren kom på plejehjem, fik den mentale proces forud for den endelige beslutning om at kvitte jobbet et ekstra skub. Han så tilbage på dele af sit liv og fortrød, at han ikke i højere grad havde realiseret sine drømme. I den periode faldt Jeanettes tanker ofte på et lidt banalt digt, hun tidligere var stødt på, hvor en 85-årig kvinde ser tilbage på sit liv og fabulerer over, hvad hun ville gøre anderledes, hvis hun skulle leve sit liv forfra. Digtet havde gjort indtryk og fået Jeanette til at love sig selv at bestræbe sig på at nå så mange af sine mål i livet og opfylde så mange drømme som muligt.

“Bare gør det. Hvem eller hvad venter du egentlig på?”, som hun udtrykker det.

’Fattig, men lykkelig’ lyder temmelig klichéagtigt, men det kunne ikke desto mindre være overskriften på de tre år, Jeanette havde som fuldtidsstuderende. Hun er nu foreløbig ansat på døgninstitutionen, hvor hun er blevet tilknyttet som fast voksen for en fireårig dreng. Studierne og jobbet gik op i en højere enhed og mere end levede op til hendes forventninger.

“Pludselig gik det jo op for mig, hvordan det føles, når man virkelig brænder for noget. Nu vidste jeg pludselig, hvad det var, jeg havde søgt, og hvordan det føltes at være så opslugt af noget. Det er det psykologiske felt, der interesserer mig, og ikke mindst arbejdet med omsorgssvigtede børn,” forklarer Jeanette

“Tidligere havde jeg undret mig lidt, eller i hvert fald ikke kunnet sætte mig ind i, hvad folk mente, når de talte om ’virkelig at brænde for noget’. Men det kunne jeg nu.”

SOM CHAMPAGNEBOBLER

“Kan man måle en anbringelse? – et singlecasestudie om tilknytning ved døgnanbringelse”, lød titlen på Jeanettes speciale, som skulle vise sig at være lidt af en hurdle til sidst:

“Det var utrolig spændende og samtidig frygtelig hårdt, for der gik det op for mig, hvor socialt et menneske jeg er. Det var ensomt at sidde alene ni måneder og skrive speciale,” fortæller Jeanette.

“Men jeg lærte en masse af processen, og til sidst havde jeg det sådan, at jeg bare skulle have afleveret og bestå, så var selve karakteren underordnet. Og da jeg så sendte specialet af sted, var det en fantastisk følelse.”

Den største cadeau er imidlertid sønnen, som hun er utrolig stolt af, fordi han er helt sin egen og hviler i sig selv.

“Han ’pleaser’ ikke nogen – heller ikke mig. Han er helt sin egen og har sine prioriteringer i orden.”

De andre studerende havde modtaget en mail med besked om, at de havde bestået, men ikke Jeanette. Da perioden på to måneder til votering næsten var gået, undrede hun sig og var også en smule urolig over, hvorfor hun mon ikke hørte noget. Men en dag, da hun var på vej til en vagt på døgninstitutionen, lå der brev fra universitetet i postkassen. Med bange anelser tog hun det med og åbnede det på vejen, og frygten blev med ét manet i jorden:

“Tillykke med din nye uddannelse”, stod der, og så drog hun et lettelsens suk.

“It’s beautiful,” kvitterede Mikkel på Facebook med et billede af to skønne katte, som de begge holder af, da hun havde fortalt ham, at hun havde bestået og oven i købet havde fået 10.

“Det var rigtig dejligt,” siger Jeanette stolt. “Jeg er da glad for karakteren, men det var egentlig ikke så afgørende. Det vigtigste var, at jeg bestod. Og så var det en helt utrolig tilfredsstillelse, at jeg havde haft ret i mine følelser og foretaget de rigtige dispositioner. At jeg havde gjort folks bekymringer til skamme og truffet velbegrundede valg, så det hele lykkedes.”

Målet om kandidatgraden er nået, og oven i købet med flot resultat. Men den virkelige bonus er, at Jeanette de sidste tre år har været glad på en måde, hun aldrig tidligere har oplevet. Hun anede ikke, ’man’ overhovedet kunne have det så godt. Følelsen er ledsaget af en tvivlende skepsis, der med jævne mellemrum prøvende spørger, om det mon nu kan være rigtigt, og om det mon varer ved. Følelsen negligerer hun og påskønner i stedet den kolossale tilfredshed, der ligger i at være bekræftet i at have truffet de rigtige beslutninger undervejs – trods tvivl og andres bekymrende skepsis at have mærket, hvad der føltes rigtigt for hende undervejs, og vedholdende fastholde fokus.

Puslespilsbrikken er faldet på plads. I en alder af halvtreds oplever Jeanette at være ’den bedste version af sig selv’, som hun kalder det. På spørgsmålet om, hvordan det føles, svarer hun:

“Glad … ’glad i låget’ … med et helt andet overskud, som en utrolig lethed både i sjæl og krop, sådan boblende indvendig, lidt ligesom champagnebobler.”