15  Moderlig ængstelse er en talisman mod alvorlig katastrofe

Det var et chok for Fay Weldon, første gang hendes ældste søn meddelte hende, at han blev hjemme, da hun annoncerede, de skulle i teateret om aftenen.

“Jeg var sønderknust. Indtil da havde jeg betragtet ham som en forlængelse af mig selv.”

Det var i 1968, og han var 14 år. Det er til gengæld første og eneste gang, hun har ladet sig forføre af den tanke. Siden den episode tog hun for givet, at børn uvægerligt vokser fra deres forældre lidt efter lidt, for langsomt selv at skabe deres eget liv med egne normer, vaner og – for sønners vedkommende – for at blive fordret af andre kvinder.

Fay Weldon har med vid, bid og charme beskrevet kvindeliv igennem fire årtier. Ikke mindst har hun selv levet et kvindeliv på godt og ondt og håndteret alle roller fra enlig mor og eneforsøger til hustru og karrierekvinde.

Som mor til fire sønner med to forskellige ægtemænd, og i dag med en noget yngre kæreste, kan man roligt kalde hende erfaringsramt udi kvindelivets mange facetter. Samtidig er hun en eminent betragter af både de samfundsmæssige ændringer forårsaget af politik og konjunkturer og de modeluner, der har tendens til at diktere vores adfærd, uanset hvor fornuftige de nye bud om opdragelse og livsstil end lyder.

Derfor var det oplagt at spørge hende, hvordan hun har håndteret afskeden med hele fire sønner, og hvor tomt det efterlod hendes hjem. Hendes kontante facon kunne måske oven i købet være lærerig for os andre mere blødsødne og knap så erfarne.

Fay Weldon tumlede selv ind i moderskabet uden de store overvejelser. Hun var 23, da hun afbrød et universitetsstudium i psykologi og økonomi i Skotland for at flytte tilbage til London og føde sin ældste søn. Hun blev kortvarigt gift med en tyve år ældre mand, og arbejdede som tekstforfatter i reklamebranchen. Som 29-årig giftede hun sig igen, og sammen fik parret tre sønner. Det var under perioderne med graviditet og barsel, Fay Weldon indledte sin karriere som forfatter og radio- og tv-dramatiker.

I dag er hun 80 år, og på det tidspunkt, jeg kontakter hende, indlagt for at få et nyt knæ. Da jeg efterfølgende taler med hende, beklager hun, at hun ikke har svaret på mine mails tidligere, men at hun nu er hjemme igen og – på nær et løftet ben – i fulde omdrejninger igen. Hun foretrækker, at jeg mailer hende en masse spørgsmål; så svarer hun, og så kan jeg selv sortere i, hvad jeg kan bruge.

MØDRE, DER KEDER SIG

I sine omgivelser ser Fay Weldon ikke umiddelbart en tendens til, at mødre har svært ved at give slip på deres børn, så mit overordnede spørgsmål om hendes holdning til “the empty nest-syndromet” kommer lidt bag på hende. Efter hendes vurdering er mødre i dag i højere grad kede af, at deres børn ikke er til at drive ud hjemmefra, før de nærmer sig de 30, end de er kede af at blive forladt.

“Jeg møder efterhånden flere mødre, der beklager sig over, at deres sønner ikke gør mine til at flytte hjemmefra. Af en eller anden grund er pigerne åbenbart bedre til at rykke. Mødrene længes efter, at sønnerne flytter. Tilsyneladende er det sådan, at det, der engang var naturligt som 17-årig, først sker, når sønnerne er omkring de 30. En årsag kan selvfølgelig være, at sønnerne frygter, moren forlader faren, når de selv flytter, fordi moren keder sig. Hvilket kunne være en ganske god forklaring på det høje antal skilsmisser, vi oplever på kvindernes initiativ nu om dage. For det har faktisk forandret sig fra tidligere, hvor det var manden, der skiftede til en yngre model med færre kilometer på bagen, når konen var blevet for tung og kedelig.”

Fay Weldon er ualmindeligt generøs, og det gælder også hendes svar, for hun kan ikke dy sig for at kommentere alle de trends, hun ser, lige fra moderne samliv med sammenbragte familier til bedsteforældrerollen – også selv om hun ikke bliver spurgt. Men det er alt andet end uinteressante betragtninger fra en kvinde, der øser fra et rigt liv.

Hendes eget liv som mor beskriver hun i kort form på denne måde:

“Frugtbart, interessant, givende og ængsteligt. Men da jeg altid var forsørger – af ren og skær nødvendighed – var det også altid svært at jonglere arbejds- og familieliv, så det gik op i en højere enhed.”

MORENS SUCCES

I den mere uddybende version forklarer hun, at hendes liv oplevedes meget forskelligt, afhængig af, hvordan årtiets kultur forandrede sig, og hun har faktisk oplevet at blive mor i hele tre årtier. Hun fik sin første søn i 1954, den anden i 1963, endnu en i 1970 og den sidste i 1977. Så her følger et kort rids over 1950’erne, ’60’erne og ’70’ernes forhold for mødre:

“I 50’erne og 60’erne kom børnene bare; de var sjældent planlagte. Det var, før prævention blev almindeligt. Pludselig var man bare gravid og fødte sit barn. Der var ikke så mange valg. Kvinder vidste generelt meget lidt om seksualitet, graviditet og fødsler. De havde fuld tillid til, at babyerne kom velskabte til verden. Indimellem blev der noteret nogle dødfødte – det var det! Selv i 1963 sagde min jordemor til mig: ’Du skal ikke være urolig. Alle de børn, jeg har hjulpet til verden, har været helt normale!’ Jordemødre tog det fulde ansvar for, at ufuldkomne børn ikke overlevede. Det slap de af sted med i al ubemærkethed.”

“Den store psykologiske velsignelse for mødre var, at babyerne startede ud i verden totalt hjælpeløse, og så var det morens job at opdrage dem til at blive i stand til selv at kunne klare sig. Så når det lykkedes, var det et tegn på morens succes. Dengang var kvinden også følelsesmæssigt stærkere knyttet til sin mand, end hun var til børnene, så når børnene flyttede hjemmefra, havde hun altid manden at ’falde tilbage på’.”

THE EMPTY NEST-SYNDROMET

“Til gengæld var den diagnose, som vi kender som “the empty nest-syndromet”, hvor kvinder oplever en form for eksistentiel krise, når ’reden tømmes’, meget udbredt dengang. De færreste kvinder arbejdede, og de havde ingen interesser uden for hjemmet. Så hvad skulle den ’forladte’ kvinde dog stille op med al sin tid?,” spørger Fay.

“Dengang definerede man kvinder som deres mands kone, deres børns mor eller som døtre, søstre og enker. De bar ikke titler fra den omgivende verden, for dengang spillede kvinden ingen rolle i samfundslivet. Hendes sociale liv udsprang udelukkende fra hjemmet og ikke fra arbejdet, som vi kender det i dag. Og børneværelset stod urørt – næsten som en helligdom! – når børnene var flyttet hjemmefra.”

I 70’erne havde kvinderne fået større identitet i sig selv og ikke udelukkende i den rolle, hun havde i familien. Børn forvandledes til ønskebørn, og familiernes størrelse blev nøje planlagt, fordi prævention var blevet almindelig. Som et resultat faldt fødselstallet. Den udvikling får Fay Weldon til lakonisk at konstatere:

“Man skulle altså beslutte sig for moderskabet og ikke bare mislykkes med at bakke ud af det, når det først var for sent!”

I den periode blev forbrugersamfundet en realitet, og børn blev dyrere i samme takt. Pludselig var det nyeste legetøj nødvendigt, børn skulle have smart tøj, og reklamerne pressede mødrene til at overgå hinanden. Der var konkurrence over hele linjen fra børnehaven til skoleporten a la ’min klapvogn er lækrere end din!’.

“Børnene begyndte i skole, når de var fem, og hverken børnehave eller vuggestue var acceptabelt forinden. Kvinder blev opfattet som dårlige mødre, hvis de overlod deres børn til andre for tidligt. Og når barnet startede i skole, havde moren selvfølgelig lært det at læse og skrive sit eget navn,” fortæller Fay.

“	Medmindre man er en ualmindelig moderlig type, er det dybt kedsommeligt at passe børn. Det kræver store ofre. Til gengæld kan man gå i graven i den forvisning, at man gjorde sit bedste for dem.

LETTERE OG SVÆRERE

Fay Weldon har haft børn længe nok til at opleve, hvordan den praktiske side er blevet lettere og lettere, mens den følelsesmæssige er blevet mere kompliceret. Hårdt – som var det i forrige århundrede – lyder erfaringerne fra det første barn:

“Jeg brugte to timer om dagen på at vaske bleer til min første søn. Vi havde ikke varmt vand, så først skulle vandet koges i en kedel på komfuret, inden jeg vaskede bleerne i hånden. Ti år senere, da jeg fik min anden søn, havde vi fået vaskemaskine. Og der var oven i købet bleservice – vaskerier, der havde specialiseret sig i blevask, så man bare fik hentet de beskidte og bragt samme antal rene retur.”

1960’erne var et godt årti at opfostre børn. Det var trygt at lade barnevognen stå udenfor, når man handlede, og der var god tid til at smede rænker og udtænke feminismen, fortæller Fay:

“Jeg har en mistanke om, at den gryende feminisme satte kreativiteten i gang hos diverse producenter af hårde hvidevarer og hjælpemidler til hjemmet. For sammenlignet med tidligere blev 70’erne det rene slaraffenland. Kvinderne var begyndt at køre bil, så de ikke længere behøvede at tage bussen til slagteren, kartofler blev fremavlet, så de kun tog 20 minutter at koge i modsætning til de tidligere 50, og oven i købet kun tre minutter i en mikrobølgeovn! Der var pludselig opvaskemaskiner og supermarkeder, så den daglige husholdning kunne klares på et par timer og ikke behøvede at tage hele dagen, som den hidtil havde gjort.”

Til gengæld ændrede holdningen til børn sig markant i løbet af 70’erne. I takt med terapiens opblomstring bølgede diskussionerne om opdragelse kontra natur frem og tilbage. Hvis en baby skreg i slutningen af 70’erne, blev det ikke længere beklaget med et “stakkels dig, du har fået en skrigeballon”. Nu blev deltagelsen formuleret som en slet misbilligende anklage i spørgsmålet: “Hvorfor skriger det barn dog så meget - hvad mon du gør forkert?”.

“Babyen blev opfattet som ’uplettet’,” fortæller Fay. “Tavlen var ren, og når barnet blev født, var det lykkeligt, og alt var godt. Hvis noget gik galt, var det morens skyld. Mødre var skyldige, indtil det modsatte var bevist, og det er fortsat til den dag i dag. Nutidens mødre er plagede af skyldfølelse og angst, hvilket fortsætter til lang tid efter, at barnet har forladt hjemmet – hvis det da overhovedet gør det.”

SELVOPTAGEDE FORÆLDRE

Men der er også en anden tendens, der falder Fay Weldon for brystet. Det er de mere selvoptagede og karrierebevidste forældre.

“Medmindre man er en ualmindelig moderlig type, er det dybt kedsommeligt at passe børn. Det kræver store ofre. Til gengæld kan man gå i graven i den forvisning, at man gjorde sit bedste for dem. Men med den nuværende sociale indretning af arbejds- og familieliv lider mange børn afsavn. Både mænd og kvinder blomstrer, fordi de har travlt med at tilfredsstille deres egne behov. Børnene kan meget vel ende med at vokse op uden at bryde sig synderlig meget om deres forældre, fordi de overdrager opdragelsen af børnene til det offentlige, mens de selv dyrker deres karrieremuligheder og tilfredsstiller deres seksuelle behov, som var det sakrosankt. Moderne forældre elsker deres børn til vanvid, men det er ikke sikkert, kærligheden gengældes. Børnene vil hellere være i fred på deres værelse og sms’e med de venner, de ikke kan være sammen med, eller falde hen i et computerspil, end de vil sidde omkring et stort bord til middagsselskab med bonusfamilien, stedforældre og halvsøskende. Det er alt, alt for følelsesmæssigt kompliceret.”

GRAVID TIL SØNNENS BRYLLUP

Oprindelig var det altså Fay Weldons ældste søn, der udløste chokket og fik hende til at se i øjnene, at børn voksede sig uafhængige og selvstændige. Spørgsmålet er, hvordan hun så reagerede, da han flyttede endeligt hjemmefra:

“Umiddelbart efter, at min søn gjorde sine universitetsstudier færdige, giftede han sig med sin kæreste. Ved brylluppet var jeg otte måneder henne i min sidste graviditet. Man kan sige, at jeg skiftede det ene barn ud med det andet, så det var ikke nogen sørgelig begivenhed. Tværtimod indebærer et ægteskab en vis form for lettelse. For i det øjeblik, de gifter sig, kan man sende alle sine bekymringer videre til svigerdatteren. Så kan hun få lov til at være rædselsslagen, når han kører på motorcykel.”

“På det tidspunkt står det klart for en, at moderlig ængstelse blot er en talisman mod alvorlig katastrofe. Bare der er nogen, der bekymrer sig! Men hvis det unge par derimod bare flytter sammen uden at overgive sig fuldstændigt til hinanden og formalisere det med ægteskab - fordi de håber, der dukker et bedre parti op i horisonten – så slipper man som mor ikke for den konstante uro over alt fra småting til motorcyklen.”

De fire sønner er født over et spænd på 24 år, så Fay Weldon har næsten altid haft yngre sønner hjemme, når de ældste flyttede, og derfor har hun stort set mest oplevet det som en lettelse, når de rykkede ud:

“Du kan ikke forestille dig antallet af sokker, der skal vaskes, når man har huset fuldt af fire sønner og en mand. Og på den måde føltes det faktisk som en lettelse, hver gang en af dem flyttede.”

“	Reder er forudbestemt til at tømmes på et tidspunkt. Som børnene gror ud af dig, gror du ud af dem.

RYKVIS FLYTNING

“Jeg oplevede også en vis form for tilfredsstillelse ved tilsyneladende at have ’udført mit job’ – at jeg kunne sende dem ud i en verden, som de var klar til at indtage. Lige når de flytter, er det imidlertid sjældent permanent. Ofte sker der jo det, at det strækker sig over længere perioder, fordi de vender tilbage efter et par måneder, hvis de har praktiske eller følelsesmæssige problemer. Så man kan sige, at de flytter gradvist hjemmefra. På den måde oplever man det i små ryk. Der er en tendens til, at for hvert årti bliver det at flytte hjemmefra en længere og længere proces.”

Fay Weldon er en ’tough cookie’ på den skønne måde, så det kommer ikke bag på en, at der ikke er meget sentimentalitet at spore over livets naturlige udvikling. Hun har taget for sig af livet, når det bød sig, og der er ikke noget at pibe over. Som hun selv konstaterer:

“Fire sønner med to mænd og nu samliv med en yngre kæreste er vel ikke nogen dårlig ’score’, når man regner det sammen!”

Derfor er der heller ingen vemod at spore over en ’tom rede’:

“Reder er forudbestemt til at tømmes på et tidspunkt. Som børnene gror ud af dig, gror du ud af dem. Ofte tænker jeg, at teenageårene og den opførsel, der følger med, er opfundet for at forberede og indstille forældrene på barnets fravær. Alene al den tumult, der er omkring deres sexliv. Jeg vil gerne være fri! For min skyld kunne de godt leve det ud andre steder end hjemme. Men det er i hvert fald en god måde at afvænne forældre og forberede dem på, at det har en ende.”

Som travl forfatter – i perioder enlig mor og eneforsørgende – har Fay Weldon været vant til deadlines. Hun har levet sit liv fra den ene deadline til den næste, og sådan oplever hun det egentlig også at have børn: Hun sammenligner børns ’flytten hjemmefra’ med en slags deadline. Så om hun har været god til undervejs at ’give slip’ på sine sønner, har hun egentlig ikke rigtig overvejet.

“Det har været med en vis lettelse og en konstatering af, at en ny fase af livet var begyndt: ’Nu har du klaret dét – hva’ venter så nu?’ Jeg kunne nok have været bedre til det, men den opvækst, mine sønner har fået, er det bedste, jeg har kunnet tilbyde dem på de gældende betingelser – både hvem jeg er og deres natur taget i betragtning,” konkluderer Fay.

“	Og når folk spørger mig, hvad der har været den lykkeligste tid i mit liv, tænker jeg på de små drengearme, der omfavner mine ben, og svarer: ’Da de var små’.

SEXFORNÆGTENDE MØDRE

Hun indrømmer dog, at der bliver stille i stuerne, og rutinerne skal genskabes, når den sidste har forladt skansen:

“Det tager uendelig lang tid, før man vænner sig til at købe ind og lave mad bare til to. Man savner ikke de næsten voksne ’børn’, men man savner dem da som små. Den konstante larm og det liv, de skabte, og også de rutiner, de tvang en til at strukturere ens dag med. Og når folk spørger mig, hvad der har været den lykkeligste tid i mit liv, tænker jeg på de små drengearme, der omfavner mine ben, og svarer: ’Da de var små’. Samtidig har man ganske belejligt fortrængt, hvor hårdt et arbejde, det rent faktisk var, og hvor meget man dengang glædede sig til, at de blev større.”

Forholdet til sønnerne beskriver Fay Weldon som ’gensidigt støttende’. Det forandrer sig løbende, afhængig af deres alder og hvilken fase af livet, de befinder sig i. Nogle perioder ses de dagligt, nogle gange ugentligt, og i andre periode kan der gå måneder imellem, alt afhængigt af begge parters skema og travlhed. Men som hun konstaterer:

“De er aldrig længere væk end et klik på en e-mail. Og de støtter op om hinanden, hvis der er problemer. Det er jeg glad for!”

Alle fire sønner er gode til at lave mad, og de tre af dem, der allerede er blevet fædre, er også gode til det. Det forventer hun også, den sidste bliver. Hun beklager dog, at hun ikke er meget af en bedstemor. Rollen som bedstemor er vanskeligere og mere uklar, når man er farmor, end hvis man er mormor. Den kvindelige symbiotiske genetik trænger sig på, og det er ganske naturligt:

“Jeg er sikker på, at jeg ville have været en langt bedre mormor, hvis jeg havde haft døtre, end jeg er som farmor. Der er en større naturlig overlevering!”

Hvis Fay Weldon ser bort fra egne erfaringer, konstaterer hun, at de såkaldte ’helikopterforældre’, der investerer al deres tid i børnene, selvfølgelig får det værre og oplever et større savn, når deres børn flytter hjemmefra. Men på den anden side minder hun om, at:

“Livet drejer sig ikke om at undgå smertelige følelser, men om at føle det, der skal føles!”

Til gengæld har hun en svada til de kvinder, der har undertrykt seksualiteten i deres forhold til fordel for samværet med børnene:

“De kvinder, der har erstattet sensualiteten til deres mænd med at kramme med barnet, får det hårdt. Typen, der kærligt siger: ’Jeg er for træt til sex, skat, jeg smutter op og putter med baby’. De kvinder får det virkelig slemt, når børnene flytter hjemmefra, for så har de ikke længere nogen undskyldning.”