De fleste mennesker ved præcis, hvor de befandt sig den 11. september 2001, da World Trade Center i New York sank i grus. Det gør Christina Maria Melskens også. Hun var så småt ved at finde sig til rette i sit nye job som socialpsykiatrisk medarbejder på et psykiatrisk dagcenter i Gentofte. Da hun tændte radioen, blev hun chokeret. Der var ikke fjernsyn, så den dag i dag kan hun ikke skelne, hvilke billeder hun forestillede sig, da radioen rapporterede om katastrofen, og hvilke hun senere har set gengivet så ofte, at hun oplever dem, som så hun dem, samtidig med at det virkelig skete.
Hun var rystet, men forsøgte at bevare roen, så angsten ikke forplantede sig til patienterne. De fleste af dem var imidlertid ganske uanfægtede, mens hun uroligt kredsede om radioen i dagligstuen, og tankerne for gennem hovedet på hende: Hvad er det egentlig, der sker? Sker der flere ulykker? Hvilken storby rammer det mon næste gang? Og mens hun med én stemme beroligende kunne sige til sig selv: “Godt, det ikke er New York, hun er rejst til”, insisterede en anden med sit påtrængende: “Hvorfor er det netop nu, hun er rejst? Gid hun var her!”.
Godt en uge tidligere havde Christina og hendes eksmand været i Københavns Lufthavn i Kastrup for at vinke farvel til deres 19-årige datter, Julie, der sammen med sin veninde Sarah tog hul på en længe næret drøm. Allerede i niende klasse havde de to veninder lovet hinanden, at når de var færdige med hver sit gymnasium, skulle de rejse til Paris og finde job og en lille lejlighed sammen. Og det var det, de gjorde søndag den 2. september 2001, hvor Christina lamslået bed tænderne sammen, mens Julies far kneb en tåre og konstaterede:
“Nu rejser vores lille pige ud i verden.”
Allerede en uge efter havde pigerne fundet en lille bitte lejlighed i en baggård, og begge havde fået job i en amerikansk bar.
“Jeg havde det skidt med, at hun netop var taget af sted, da angrebet på World Trade Center skete. Dér gik min lille pige rundt med sin veninde i en fremmed storby, mens der skete forfærdelige ulykker ude i verden. Medierne fokuserede på, at vi rykkede sammen i familierne og om vores kære, når katastrofen indtraf, og der sad jeg, og hun var langt væk,” siger Christina.
“De der sætninger skar i mine ører. Hun var jo netop den, jeg ville ’rykke sammen’ med – og så var hun der ikke! Jeg spekulerede også på, hvordan hun tog det? Men Julie havde det strålende. Hun var iklædt ungdommens immunitet, så hun var upåvirkelig, 19 år og ikke bange. Samtidig var det da også svært ikke at dele deres glæde, når alting lykkedes for dem. Selv om de selvfølgelig havde fået lejlighed i netop det kvarter, de var blevet frarådet.”
| “ | Man bliver nødt til at konstatere: “Jeg kan ikke være med dig hele tiden, men jeg står lige her ved siden af. |
ÆGTE LIGESTILLINGSMOR
Christina ville frygtelig gerne på besøg, men understreger, at hun er stolt over, at der gik hele fire måneder, før hun besøgte sin datter første gang. Lejligheden var lille bitte og lå i stueetagen bagest i en baggård. Der var kun et enkelt vindue, og det vendte direkte ud til en skakt, så der var mørkt, småt og fugtigt. Men der var hyggeligt. Christina lå på en madras på gulvet ved siden af veninden og sin datter, der i dagene efter viste hende Paris og den café, hun arbejdede på:
“Hun var stolt, og det var jeg også. Hun er sådan en, det er svært ikke at være stolt af,” siger Christina.
“Vi har et rigtig godt og nært forhold til hinanden. Det har vi altid haft, måske fordi hun har sin fars integritet, så der har været tydelige grænser for min indtrængen, særlig i pubertetsårene. Men vi er tætte. Så relationens karakter og kvalitet er intakt – det er afstanden, der er forandret.”
Allerede fra Julie var ganske lille, har Christina vænnet sig til at være uden hende i kortere eller længere perioder. Hun betegner sig som en ægte ’ligestillingsmor’, der, da hun og faren blev skilt, delte datteren ligeligt imellem sig og eksmanden.
“Jeg var meget opmærksom på, at hun ikke ’kun’ var min. Men det var barske løjer. Hun var bare tre år, da hun første gang var en måned med sin far på ferie hos farfar og farmor i Sydfrankrig, hvor vi hidtil havde været sammen hver sommer. Jeg vrælede, da de var kørt, og anede ikke, hvordan jeg skulle overleve en hel måned uden hende,” fortæller Christina.
“Da hun kom hjem, lå vi helt sammenfiltrede i sofaen, som om vi var ved at æde hinanden. Heldigvis lavede vi deleordningen om. Det var faktisk hendes far, der efter et halvt års tid mente, hun ville have bedre af at have én fast base – hos mig. Derefter var hun ni dage hos mig og fem hos ham, og det var jeg lykkelig for. Fødselsdage og andre traditioner holdt vi altid sammen.”
Ordningen holdt til starten af 3. g, hvor Julie langsomt flyttede mere og mere permanent ind til sin far. Han havde lejlighed inde i byen tæt på skolen og var også meget ude at rejse, så hun kunne i vidt omfang disponere over lejligheden selv.
“Julie er flyttet ind til sin far på ’jeg henter lige lidt mere tøj’-stilen,” fremgår det af Christinas dagbogsnotater fra dengang.
“Heldigvis var det ikke en flytning, der var udløst af et brud, selv om vi oplevede den der klassiske periode, hvor man som kvinder kommer til at køre meget på hinanden, da hun kom i puberteten. Den afgørende faktor var, at hun syntes, at Valby, hvor jeg bor, var frygtelig langt væk, mens hendes far boede i city nær gymnasiet og alle hendes venner,” siger Christina i dag.
“Det var en lettelse i forhold til nogle af konflikterne imellem os, men jeg var også ked af det. Man kan sige, det er venligt af biologien, at den er med til at gøre det lettere at give slip på dem. Men det ændrer ikke på, at det bliver tomt.”
| “ | Når det drejer sig om adskillelse, tror jeg, man som skilsmissefamilie har et kæmpe smertefuldt forspring. Man har prøvet at være adskilt fra barnet og være alene, man har lært at opgive kontrollen og have tillid til andre. |
SMERTEFULDT FORSPRING
Når Christina genlæser dagbogsoptegnelserne fra dengang, kan hun godt se, at det har været smertefuldt:
“Her er meget tomt uden Julie. Det er bedre nu efter to måneders øvetid, men jeg savner hendes nærvær. Rationelt set er det godt for forholdet imellem hende og hendes far, og også af de praktiske grunde, jeg har remset op. Det er nok også sundt for hendes og min frigørelse – for slet ikke at tænke på Paris næste år!!! Men for mig er det en uundgåelig påmindelse om, at en epoke er slut – og derfra skal jeg videre.”
Dengang rykkede projekt Paris altså truende nær, selv om Christina igennem årene havde holdt det på afstand med tanken: “Der sker jo så meget – lad os nu se.”
Men Paris blev en realitet, og da det kun drejede sig om et år, så skulle det nok være til at klare.
“Når det drejer sig om adskillelse, tror jeg, man som skilsmissefamilie har et kæmpe smertefuldt forspring. Man har prøvet at være adskilt fra barnet og være alene, man har lært at opgive kontrollen og have tillid til andre. Og man har været tvunget til at tage stilling til, hvad man selv vil,” siger Christina.
”Det er de samme elementer, man skal forholde sig til, når ens børn flytter hjemmefra. Der har man så den ekstra dimension, at ’bare nu vingerne bærer’’, men ellers er det det samme. Man bliver nødt til at konstatere: “Jeg kan ikke være med dig hele tiden, men jeg står lige her ved siden af.”
Da året i Paris er ved at være omme, begynder Christina så småt at spørge til datterens videre planer.
“Pigerne forholder sig ikke til kalender og hjemrejseplaner – de bliver der bare. Jeg spørger forsigtigt til det, men uden at få et klart svar. ’Vi har det fint her’, er det mest præcise, man kan lokke ud af dem,” forklarer Christina.
“Og det er præcis sådan, det går. De finder en bedre lejlighed, og et år bliver pludselig til to.”
Efter de første to år tager veninden videre, mens Julie beslutter at blive. Hun har fået kæreste og tilmelder sig et studieforberedende franskkursus på Sorbonne. Så er det, alarmklokkerne begynder at røre på sig hjemme i Valby:
“Så kommer der jo et gran af alvor over det. På den ene side er jeg stolt af hende, fordi hun efter kurset bliver erklæret egnet, og på den anden side er jeg trist, fordi hun bliver dernede,” siger Christina. “Hun kommer nok hjem undervejs,” beroliger jeg mig selv. Og jeg kan huske, jeg havde travlt med at spørge hende, om studiet kunne konverteres til et dansk universitet.”
PÅ VENTELISTE I VALBY
På Sorbonne begynder Julie at læse International Handel & Marketing på fransk og amerikansk, og hjemme i Valby dumper med jævne mellemrum en konvolut ind ad brevsprækken. Det er fra andelsboligforeningen. For siden Julie var 14 år, har hun været skrevet op til en lejlighed i den solide og fornuftige andelsboligforening i Valby, hvor Christina bor. Mindst tyve konvolutter har indeholdt tilbuddet om en ledig lejlighed, men endnu har det ikke været aktuelt.
“I begyndelsen hedder det plus/minus et år i Paris. Så bliver det til to år, og pludselig studerer hun dernede, så det går gradvist op for os begge to, at hun nok ikke kommer hjem lige med det samme,” fortæller Christina.
“Vi ses med sådan tre måneders mellemrum. Enten kommer hun her, eller også tager jeg derned. Jeg kan godt mærke, hvordan jeg glæder mig helt vildt, når der ikke er så længe til, hun kommer. Så gemmer jeg måske noget ekstra lækkert kød i fryseren til vores middag og planlægger noget hyggeligt, vi skal. Og så ringer og mailer vi jo sammen – jeg har gemt alle mailene.”
| “ | Det sværeste fravær er (…) situationer, hvor hun har været trist, og jeg gerne ville have været ved hendes side. |
Gennem årene har afstanden på en vis måde bragt dem tættere. De er nærmest i daglig kontakt. Og går der pludselig en lille uge, hvor de ikke har talt med hinanden, så tager de mindst en time sammen i telefonen i weekenden. Det er tættere, end Christina var med sine egne forældre, da hun var ung, og end hun oplever, nogle af hendes veninder er med deres døtre, selv om de bor i samme land. Men det ændrer ikke på savnet af at have datteren lige om hjørnet:
“Jeg har aldrig ringet og været trist og sagt ’jeg savner dig’. Jeg har været meget bevidst om ikke at påføre hende skyldfølelse af nogen art. Og det har været helt fantastisk at være vidne til, hvordan hun blomstrede dernede. Det blev sat yderligere i relief, da jeg startede i psykiatrien, hvor jeg færdedes blandt unge jævnaldrende med hende, der havde massive problemer i livet og i manges tilfælde var stærkt medicinerede. Så kan man ikke lade være med at være taknemmelig for, hvor godt hun klarede sig, og for at jeg ikke behøvede at bekymre mig om hende,” siger Christina.
“Jeg kommer selv fra en stor familie, hvor vi holder mange sammenkomster, og der er det da ærgerligt, at hun aldrig eller i hvert fald sjældent kan være med. Det sværeste fravær er imidlertid ikke situationer, jeg har været i. Det har mere været situationer, hvor hun har været trist, og jeg gerne ville have været ved hendes side. Heldigvis har vi i familien været forskånet for de store sorger med alvorlig sygdom og dødsfald. Hvis det sker, mens hun er i Paris, vil det være svært for hende og mig, at hun er så langt væk. Vi er begge indstillede på, at vi en dag hurtigt skal kunne springe på et fly …”
Julie gennemførte studierne på Sorbonne. Efter fire år fik hun sin master i International Handel og Marketing, oven i købet med nogle af skolens højeste karakterer. I dag er hun leder af en marketingafdeling i et internationalt firma med ni ansatte under sig.
“Det er det, jeg siger, hun er svær ikke at være stolt af,” siger Christina beskedent. “Det pudsige er, at hun slet ikke er sådan en karrieretype. Hun synes bare, det er sjovt.”
PARIS KALDER
Igennem årene har Christina mange gange med slet skjult skuffelse måttet konstatere, at ’nåh, så er den der plan med Danmark udskudt’, eller ’så kommer du alligevel ikke hjem foreløbig’. Julie står stadig på andelsboligforeningens venteliste, og hun har udviklet sig på det punkt. For Valby er ikke længere ’langt ude på landet’, men rykket op i kategori til ’når vi engang flytter til Danmark’. Men Christinas drøm blev endnu en gang sat på standby, da Julie og hendes kæreste for et år siden købte lejlighed i Pariserkvarteret Canal St-Martin.
“Da stod det tydeligt for mig, at så kommer hun nok ikke hjem lige foreløbig. Selv om Julie slår det hen med at sige, at det bare er en investering.”
Christina har gennem årene vænnet sig til, at hun har sin datter på en anden måde end andre. Det værste er egentlig andres reaktion, når hun fortæller, at hendes datter har boet i Paris i 10 år: “Så kommer hun jo aldrig hjem,” lyder det som regel. Det irriterer både mor og datter, for hvordan ved folk det, når de ikke engang selv ved det?
I virkeligheden befinder Christina sig arbejdsmæssigt netop nu i en alder af 51 lidt i et vadested, hvor der er plads til eftertanke. Meget af livet formede sig måske ikke som forventet, men bød i stedet på så meget andet, som hun siger:
“Jeg havde set mig selv i en mere traditionel familie med tre-fire børn ligesom den, jeg selv er vokset op i, men så er der sket så meget andet, jeg slet ikke havde drømt om.”
Oprindeligt er Christina uddannet designer. Men en rygskade, erhvervet da hun designede pelse, har givet kroniske rygsmerter, siden hun var 27, og begrænset muligheden for at håndtere tunge sakse, store papstykker og timer ved symaskinen. Derefter uddannede hun sig til afspændingspædagog og underviste i 10 år, inden hun begyndte som socialpsykiatrisk medarbejder. Nu sonderer hun nye arbejdsmuligheder, mens hun får afløb for sin kreativitet ved at sy og male.
Tanken om selv at flytte til Paris har mere end strejfet Christina, men hun frygter at ligge datteren til last:
“Julie har sagt ’mor, du kan da bare flytte herned’. Og jeg har da overvejet muligheden. Men jeg har jo min egen familie, mine venner og mit arbejde her, og jeg er meget bevidst om, at Julie ikke skal være omdrejningspunkt for hele mit liv. Vi har et meget nært forhold, som – uden at det skal klinge forkert, for vi er mor og datter – er venindeagtigt, og det vil jeg nødig sætte over styr ved at blive en belastning for hende dernede. Hvis det nogensinde skulle blive aktuelt, skulle det være på Julies opfordring, fordi hun havde brug for det.”
Opfordringen kan meget vel dukke op inden for relativt kort tid. For seneste nyt fra Paris er, at Julie er gravid.
“Det er skønt, at jeg skal være mormor,” siger Christina. “Men det er så nyt endnu, at jeg slet ikke har nået at tænke på alle de nye muligheder, det giver. Jeg skal i hvert fald til at rejse meget derned. Og jeg har sagt, at Julie godt kan sige til svigerfamilien, at i år kommer jeg til jul!”