“Jeg skal til at opgive min førsteret til min førstefødte”. Instruktøren Cæcilia Holbek Trier taler sørgmodigt til kameraet i begyndelsen af dokumentarfilmen “Tomme Rum”.
Filmen er en meget personlig skildring af hendes ældste datter, Agnes’, løsrivelsesproces og optakten til, at hun flytter hjemmefra. Men filmen er langt mere end det. For Cæcilia vender modigt kameraet mod sig selv og står på mål for en udfordrende teenagedatters indimellem anklagende kritiske og konstant udfordrende konfrontationer. I kraft af konflikterne og samtalerne giver filmen et indblik i moderne familieliv og søskendekærlighed, og en skildring af den angstfyldte udviklingsproces, en mor gennemgår, når hun modstræbende skal give slip på sin datter.
Sceniske nedslag i livet reflekterer de næsten atten års minder: Først den treårige Agnes, der med et fast greb i sin mors hånd fremfører krybbespil som Jomfru Maria i julen 1991; tre år senere er hun den stolte storesøster til en ganske spæd lillesøster; senere igen ’stor’ skolepige i fin kjole, ledsaget af far på første skoledag. Og så med ét slag er hun forvandlet til den teenager, der ligger med sin kæreste i sengen, hvor lillesøsteren vildt irriterende kiler sig ind imellem og bare vil være med.
Det er da også lillesøster Selma, der udtrykker den måske mest hjerteskærende beklagelse over livets gang, da hun filosofisk konstaterer:
“Der er gode ting og dårlige ting, men man lægger mest mærke til de dårlige.”
Hun har smerteligt observeret, at teenagere har så travlt med at blive voksne, at de ikke længere gider lege, men hun funderer over, om det måske vender, når de omsider har nået den eftertragtede voksentilstand. Hun tillader sig i hvert fald at glæde sig en lille smule til, at storesøsteren bliver så voksen, at hun måske kan genopdage glæden ved den legende barnlighed.
JEG KOMMER JO TIL AT MISTE DIG
De fleste forældre vil genkende de smertefulde, knivskarpe og oprørske diskussioner med deres egne teenagere i det replikskifte, der udspiller sig med datteren Agnes, da Cæcilia udtrykker sin sorg over, at hun flytter:
“Jeg kommer jo til at miste dig.”
Hvorpå Agnes replicerer:
“Du er bange for at miste kontrollen, det er derfor, du er instruktør … du stoler ikke på mig.”
Efter en tøvende pause svarer Cæcilia:
“Jo … det er mere, at jeg ikke stoler på verden rundt om dig …”
Scenerne er rammende, rørende og ærlige. Som da den i øvrigt beslutsomme teenager også fanges i et glimt af tvivl om fremtiden og beskriver voksenlivet som ’gråt’, men alligevel begejstret har travlt med at bevæge sig ind i den fase af livet.
Moren har det ganske anderledes. Hun har svært ved at finde fodfæste i det uvante opbrud og kan kun glimtvis indkredse sig selv og sine egne ønsker.
Først troede hun, hun skulle genfinde den, hun var, før hun fik børn. Men den person eksisterer ikke længere, konstaterer hun. Der er noget helt andet i bagagen. Hun er forvirret. Hun drømmer, hun går til fest med sine venner og glemmer sine børn.
I en lang periode er hun meget fokuseret på, hvad hun mister, men ganske langsomt bliver hun optaget af, hvad der venter, og forsøger at blive klar på, hvad hun egentlig vil.
Filmen slutter med Agnes’ 18-års fødselsdag, som er den sidste, Cæcilia får lov til at holde i barndomshjemmet. Både mor og lillesøster holder bevægende taler for hovedpersonen, der er forvandlet fra det lille udforskende barn, den legesyge søster, den stolte skolepige og den oprørske teenager til en ung kvinde på vej ud i sit eget liv.
Tilbage står Cæcilia, der har overvundet den første angst og nu modigt konstaterer, at hun vil udforske, hvad der gemmer sig i det tomme rum – og beskriver processen:
“… først var jeg bange for det, så ville jeg indrette det – nu vil jeg se, hvordan det ser ud, når der er tomt.”
| “ | Denne her fase af livet er måske en slags ’anden’ pubertet. Jeg tror, man skal skynde sig og udnytte de år, hvor man befinder sig i ’det tomme rum’, inden familiefælden klapper igen. |
SØGENDE RADAR
Det er to år siden, Cæcilia lavede “Tomme rum”. Det var en bestillingsopgave, som hun vægrede sig ved at kaste sig ud i. Af personlige årsager havde hun ikke lyst til at undersøge den del af livet. Den forestående afsked med den ældste datter skræmte hende, så en opslidende indre magtkamp imellem tre sider af hende selv: den private Cæcilia, moren og filminstruktøren, gik forud for produktionen. Den private ville helst bare lukke øjnene for det snarlige opbrud; moren ønskede sig en dokumentarisk skildring af den vanskelige periode, hvor børn og forældre løsriver sig fra hinanden; og filminstruktøren var fristet af at arbejde med et fantastisk følelsesmættet materiale. Filminstruktøren vandt, selv om hun i dag siger:
“Jeg ville ikke lave den film. Ikke med mig selv, og slet ikke med mine børn! Jeg har aldrig lavet noget, der balancerede så tæt på grænsen mellem det private og det professionelle.”
“Optagelserne strækker sig over lang tid. Pludselig er det en film. Og det pudsige er, at så er det ikke længere mig! Det er ikke mig og mine børn, det er alment. Heldigvis er der mange, der har været glade for filmen, og filmselskabet var utrolig glad for den.”
Eftersom filmen slutter med Cæcilias erkendelse af, at hun vil udforske det tomme rum, der opstår efter datterens flytning, er det jo oplagt at spørge, hvordan det så ser ud – det tomme rum – efter Agnes er flyttet?
“Det der med at finde sig selv går ikke så hurtigt, som man tror. Som jeg sagde i filmen, så kan man ikke vende tilbage til den, man var helt oprindeligt, for den person eksisterer ikke længere. Man har nogle andre erfaringer i bagagen. Og de kanaler, man har fået åbnet op for som mor, er der jo alligevel. Frekvensen er stadig aktiv, selv om Agnes ikke bor her. Den er ikke lukket. Nu er det snarere som sådan en søgende radar, der har udvidet sit område,” forklarer Cæcilia.
“Det er stadig en proces at give slip på hende og genopdage mig selv. Og det interessante er, at da jeg lavede filmen, frygtede jeg noget, der aldrig skete, men så opstod der noget andet, jeg ikke havde forudset. Hendes flytning var ikke nær så brat, som jeg havde ventet. Hun kommer stadig meget hjem, så det er kun i de perioder, hvor hun er forelsket, at jeg næsten ikke ser hende. Nu frygter jeg til gengæld næste gang, når Selma flytter. Jeg er dybt rædselsslagen ved tanken. Det er værre, har jeg hørt. Hun er også den sidste.”
NYT FÆLLESSKAB
Alting ser anderledes ud nu end i filmen. Cæcilia besluttede nemlig selv at flytte, da Agnes et halvt år efter sin studentereksamen havde fået lejlighed og gik i gang med at sætte den i stand. Ejendommen på Frederiksberg er den samme, men lejligheden noget mindre. Tanken var, at det skulle blive en ny begyndelse. Og det har i hvert fald været noget helt andet med bare ét hjemmeboende barn.
“Selma har været langt mere oprørsk. Og efter Agnes troede jeg ellers, jeg kunne ’det der’ med teenagere, men det har været helt anderledes voldsomt. Det har været med ’råben og skrigen’, ’smækken med dørene’ og ’kylen’ rundt med ting. Hun har kørt mig ud nogle steder, jeg ikke anede, jeg kunne komme. Men jeg kan sagtens se, at det var en reaktion. I starten prøvede jeg nemlig at ’presse’ hende ind i det tomme rum, der var opstået efter Agnes,” fortæller Cæcilia.
“Det kom virkelig bag på mig, at det var så hårdt for Selma, da Agnes flyttede. Selma, der er seks et halvt år yngre, var meget vred på sin storesøster. Hun følte sig svigtet, som om hun var blevet efterladt alene med ’det hele’. Jeg spurgte: ’Jamen, er det ikke skønt at være enebarn?’, og det syntes hun bestemt ikke, det var. Hun kunne slet ikke have al den opmærksomhed. Vi sad der ved middagsbordet og spurgte: ’Hvad har du så lavet i dag?’. Hun følte på en måde, at hun skulle ’bære det hele’. Nu er de perioder, hvor hun var helt ulidelig, gået over. Men jeg tror, de har været nødvendige, ellers var hun blevet kvalt. Og det er jo en gensidig proces, for det har også været en hjælp for mig, ellers ville jeg ikke være kommet videre. Hun skal på den ene side vriste sig ud af min omklamring, men jeg skal også skubbes videre.”
En anden mere glædelig overraskelse – eller måske snarere en ny opdagelse, Cæcilia har gjort – er, at der er opstået et nyt fællesskab med den ældste datter. Cæcilia lyser op, når hun fortæller, at det er en stor gave at erfare, at de har en fælles kultur – ser de samme film, hører den samme musik, læser de samme bøger.
“Nu er hun så pludselig voksen. Vi har diskussioner om kunst, som om vi var ligesindede. Man kan godt være kolleger og kammerater med sine børn, men den ene er mor, og den anden datter, så indimellem er jeg jo stadig den, der siger ’husk nu at tage en varm trøje på’,” ler Cæcilia.
“I det hele taget er der sket en fantastisk forandring med hende, efter hun flyttede. Hun er så taknemmelig, når hun kommer hjem. Hun rydder ud og vasker op. Og hun kommer heldigvis ofte.”
| “ | Nu er vi der, hvor farvel’erne begynder. Der er sidste skoledag, og så følger afslutningerne ellers efter hinanden, men det behøver ikke nødvendigvis at være så sørgeligt. |
EN KÆRLIGHEDSSORG, DER ALDRIG GÅR OVER
Derimod har Cæcilia et noget anstrengt forhold til datterens nye bolig. Hun forsøger at undslå sig og kryber udenom. Det er tilsyneladende stadig smertefuldt og sårbart, når jeg spørger til selve flytningen og lejligheden. Først efter flere forgæves forsøg kommer det nødtvungent:
“Hun var så glad for den … lige lovlig begejstret! Hun brugte meget tid på at sætte den i stand. Og så inddrog hun mig i at indrette den og købe møbler. På et tidspunkt føltes det nærmest som sådan et fælles projekt, og så var det jo hendes … jeg skulle jo ikke med,” siger Cæcilia i et trist tonefald og fortsætter eftertænksomt:
“Jeg tror, at børn, der vokser, er en kærlighedssorg, der aldrig går over … måske med børnebørnene engang.”
Da Cæcilia var ung, sang hun i et band. Medlemmerne mødtes for nylig til en slags reunion, hvor hun overhørte en samtale, som hun refererer essensen af:
“Man elsker sine børn, men børnebørnene er man forelsket i!”, forlød det.
Selv er hun endnu ikke helt nået det stadium, hvor hun forventningsfyldt venter på at blive bedstemor.
“’Nature hates a vacuum’, er det ellers ikke det, man siger?”, spørger Cæcilia.
“Nej, jeg har ikke den der drift imod at få børnebørn endnu. Måske kommer de om fem-ti år, og det ville være skønt. Denne her fase af livet er måske en slags ’anden’ pubertet. Jeg tror, man skal skynde sig og udnytte de år, hvor man befinder sig i ’det tomme rum’, inden familiefælden klapper igen.
Mit fokus er på det faglige nu. Jeg har et større ønske om en kunstnerisk dybde. Professionelt befinder jeg mig på det rette sted. Jeg skal ikke til at skifte profession, som andre måske benytter dette her tidspunkt til. Det overvejede jeg for nogle år siden. Men tværtimod har jeg sådan en glæde ved mit fag. Det er rart at vide, at jeg er tilfreds med det, og oven i købet har lyst til fordybe mig endnu mere og har nogle kunstneriske krav, jeg gerne vil efterforske nu, hvor jeg har tiden til det.”
“Der er en utrolig glæde over at konstatere, at det håndværk, man oparbejdede i de år, hvor børnene var små, fungerer. Det gør det sgu’. Der er nogle færdigheder, der er oparbejdet, uden man egentlig har registreret det. Tidligere havde jeg ikke tid til at fordybe mig. Jeg havde ofte følelsen af, at jeg bare forsøgte bedst muligt at hægte mig på den bageste vogn af et tog, der susede af sted. Jeg havde børnene hele tiden på nær hver anden weekend, og på det par dage kan man jo lige knap nå at få sovet ud og tænke i hele sætninger, før de er retur igen. Der kan man ikke lige smutte to måneder til Berlin og fordybe sig i et værk. Men det ville jeg heller ikke. Jeg havde ikke brug for at sidde tre år i Spanien og udvikle et projekt. Jeg ville ikke væk. Jeg ville ikke undvære mine børn. Jeg savnede dem bare i løbet af en enkelt arbejdsdag. Jeg ville bare være sammen med dem.” Døtrene har været en del af det professionelle liv. På optagelser til større spillefilm har de været med og har måske fået et kostume på og været statister, eller de har haft base i en medfølgende campingvogn. Andre gange har Cæcilia haft en barnepige til dem, der kom, når hun gik ganske tidligt om morgenen, og smuttede, når hun dukkede op sent om aftenen.
“Filmarbejde er ikke familievenligt. I de perioder, hvor man optager spillefilm, har man fri til at sove måske seks timer om natten, resten af tiden arbejder man. Helt bevidst har jeg altid sammensat mine hold, så der også var mødre og fædre til små børn med, for at vi havde en fælles forståelse. Og de er drøneffektive, der er så mange ting, der pludselig kan lade sig gøre – i modsætning til de meget mandsdominerede hold, der kører efter faste strukturer uden fleksibilitet,” forklarer Cæcilia.
“Og selv om jeg altid har haft en skræk for, at jeg ikke kunne få det til at hænge sammen økonomisk, eller ikke kunne få dem passet, så har jeg haft en glæde ved mit arbejde. Og det er interessant, at selv om jeg ofte har haft dårlig samvittighed, så har det tilsyneladende ikke afskrækket mine døtre. De er ikke bange for at blive enlige mødre, og de vil gerne beskæftige sig med kunst, selv om de ved, det er brødløst. Det er fantastisk at tilhøre den første generation, der kan være rollemodel for sine døtre.”
| “ | Langsomt vænner man sig til at slippe kontrollen. Det er en kombination af tillid og afstumpethed. Man lærer – eller tvinger sig til – ikke at tænke på, hvad der kan ske. |
GODDAG TIL FARVEL’ERNE
Fokus er forandret hos Cæcilia på de år, der er gået, siden hun lavede filmen. Hun har en meget større nysgerrighed efter at udforske de nye muligheder i ’det tomme rum’ og fokuserer ikke længere nær så meget på, hvad hun mister:
“Der ligger en fantastisk frihed i denne her tid. Indtil nu har hele livet været en række goddag’er. Goddag til livet, til skolen, til kærligheden, til børnene, og nu er det forbi. Nu er vi der, hvor farvel’erne begynder. Der er sidste skoledag, og så følger afslutningerne ellers efter hinanden, men det behøver ikke nødvendigvis at være så sørgeligt,” filosoferer Cæcilia.
“Biologien er ikke længere en drivkraft. Det er op til en selv, hvad der skal ske. Man siger ikke goddag til noget, medmindre man selv sætter det i gang … på en vis måde stopper vores drømme nok her. Indtil nu har vi været styret af vores drømme. Vi har forestillet os, hvordan det var at være en lille skolepige, hvordan vi ville være som teenagere, hvordan det så ud, når vi blev mødre og fik familie. Men nu er der ikke flere drømmebilleder at navigere efter, eller man kunne også sige at lade sig diktere af, og det rummer jo en fantastisk frihed. For nu er der ikke længere forventninger knyttet til livet. Nu skal det, vi gør, ikke leve op til en bestemt forestilling … det er en fantastisk frihed, at nu skal vi selv definere livet. Vi skal bare leve det.”
Friheden til at fordybe sig i arbejdet frister. Men der har sneget sig en lethed over livet ind, efter at forventningspresset er taget af, som også tillader en friere fortolkning af moderrollen.
“Jeg synes, det er befriende, at der er længere og længere perioder, hvor Selma ikke er her. Det føles faktisk også som en lettelse at have perioder uden børn, for jeg har virkelig taget den store tur og haft dem hele tiden,” konstaterer Cæcilia.
“Det levner også en frihed for mig til at gå ind og ud af de forskellige roller, som det passer mig. Nu kan jeg også selv bestemme, hvornår jeg vil være mor – og hvor meget!”
Cæcilia mindes sin farmor, der havde ti børn. Farmoren var knust, da den yngste flyttede.
“Det var hårdt for hende. Men jeg synes også, vi som mødre står meget alene med det. Vi er mere ensomme i savnet end mændene, fordi vi har været så fysisk forbundne med børnene.”
På falderebet kan jeg ikke lade være med at spørge, om det er hende eller Agnes, der har ret i replikskiftet fra filmen om at miste kontrollen. Svaret falder prompte:
“Det har hun! Det er kontrollen, jeg mister. Men det er jo, fordi jeg vil beskytte hende. Jeg ville gerne kunne kontrollere alt omkring hende, pakke hende ind i dun. Langsomt vænner man sig til at slippe kontrollen. Det er en kombination af tillid og afstumpethed. Man lærer – eller tvinger sig til – ikke at tænke på, hvad der kan ske,” forklarer Cæcilia.
“Sidste år var Agnes på interrail. Jeg var hele tiden bange. I år skal hun til USA, og Selma skal på Roskilde Festival. Jeg må skynde mig at arbejde en masse, for ellers får man alle de der billeder af, hvad der kan ske dem. Det er ikke bare ’get a life’, som de siger. Man bliver nødt til at kanalisere frygten et andet sted hen, ellers er det ikke til at overkomme. Jeg kommer sådan til at savne Agnes, når hun er helt derovre – men nu ved jeg, at hun også kommer til at savne mig.”