Kronik af Bjarne Reuter
Der er billeder fra ens barndom, man altid vil huske, aftryk, der har sat sig som helleristninger på ens hukommelse a la den dag i november, da jeg så min genbo falde ned fra sit tag.
Manden var ved at lægge nyt tagpap, da han mistede fodfæste og rullede ud over vindskeden og forsvandt. Det hele tog mindre end fem sekunder og mindede om et klip fra en stumfilm. Hvad jeg aldrig har kunnet glemme, var den efterfølgende stilhed. Man forventer, at den slags uheld ledsages af en lyd, en form for afmelding, men det var ikke tilfældet, og således forblev snedkermester Nielsen i et frit fald, og det frie fald er, hvad denne kronik handler om.
| “ | Med tanke på, hvor meget børn fylder i ens liv, undrer det, at de – når de flytter – efterlader sig så lidt. |
De gamle grækere sagde, at man skal plante et træ for hvert barn, man får. De gamle grækere sagde jo så meget, ikke desto mindre plantede jeg et morbærtræ, da min datter kom til verden for tyve år siden, og det vender vi tilbage til.
Når ens barn når en vis alder, vokser det i mange sammenhænge én over hovedet, og en dag har poden pakket sydfrugterne alias emigrantens sparsomme rejsegods, der er stablet på reposen som et håndgribeligt bevis på, at noget er forbi. Når først man er kommet dertil, går resten meget hurtigt, pludselig står man i carporten med et vankelmodigt smil for bagefter at gå op ad havegangen med bukserne nede. Man har selvfølgelig vidst, at børn er lig med de sten, man ruller ned ad et bjerg, det kan kun gå én vej, og sådan skal det være.
I dagene, som følger, gør man, som man plejer, livet går jo ikke i stå, fordi ens datter har rykket teltpælene op. Alligevel er man som manden, der faldt ned af taget, nemlig i frit fald.
Med tanke på, hvor meget børn fylder i ens liv, undrer det, at de – når de flytter – efterlader sig så lidt. Der er i hvert fald kommet en ny stilhed i stuerne, en bemærkelsesværdig og uklædelig orden i køkkenet, badeværelset er altid ledigt, og i baghaven står et legehus, som engang var Robinson Crusoes tømmerflåde og samme eftermiddag kejseren af Stormogulens slot.
Heldigvis er man jo ikke født i går, så man stiver sig af med de daglige rutiner. Går i byen og køber den hornfisk, man ikke har kunnet få, fordi ens datter ikke brød sig om den, lissom man tillader sig at skrue op for Eric Satie, Fiorella Mannoia og Finlandia, hvor sidstnævntes forbrug af snedriver virker så overvældende, at man slukker for anlægget, accepterer stilheden og sætter sig hen til vinduet, hvorfra man kan se sin hustru rense fliser, bejdse udhuse, brænde ukrudt og styne træer. Arbejdsmoralen har aldrig fejlet noget, nu har den fået et strejf hen imod det maniske, og man spekulerer på, hvor meget der bliver tilbage af den oprindelige have.
Hen på eftermiddagen overvejer man et glas portvin, skønt man ikke bryder sig om portvin, det virker bare så uskyldigt, sandheden er, at man helst vil have et glas Jack Daniel’s king size, men da vinen allerede er trukket op, går det jo ikke.
| “ | Min kone ler. Hendes latter kender jeg, navnlig når den er fabrikeret til lejligheden. |
Man intensiverer sine cykelture. De ugentlige cirka et hundrede kilometer bliver til et hundrede halvtreds kilometer. Man kører på tid, mellemtid, overtid og rekordtid, suser gennem Roskilde uden at se andet end asfalten og kommer hjem, stiller cyklen i skuret og slæber malerbøtter op fra kælderen, vasker trappen til første sal og arbejder på vandbasis og på terpentin, skønt trappen blev malet i fjor.
Min kone siger, hun vil bruge det næste år på at tilegne sig et nyt sprog, og jeg ser frem til at have en hustru, som kan manuducere mig på portugisisk.
Men en dag ringer telefonen alias den sorte anakronisme, der har fået et liv efter døden i den lille anrettergang som et vidnesbyrd om, at vi er nabo til Frilandsmuseet, og at vi – når det kommer til stykket – aldrig har brudt os om de satans mobiler. Nu ringer altså den gamle telefon, og jeg kan på ringetonen høre, at det er hende, altså udflytteren.
Min kone befinder sig på verandaen en snes meter fra ringeapparatet, selv står man i vindfanget, i færd med at skifte vægten fra den ene fod til den anden. Hjemme hos os har vi altid haft et afslappet forhold til telefoner, somme tider har vi ikke nået at tage dem. Min kone er imidlertid på vej gennem spisestuen.
Jeg stiller mig med ryggen mod væggen ved den nymalede trappe, usynlig og dog så tæt på, at jeg vil kunne høre i hvert fald halvdelen af samtalen. Jeg ved som sagt, at det er et opkald fra udflytteren, som – det må man sige – ikke har forhastet sig, men har ladet dagene, for ikke at sige ugerne gå, uden at give lyd fra sig. Men der er jo meget at se til, når man for første gang skal koge sin egen pasta i en toværelses med alkove i Farimagsgade.
Min kone ler. Hendes latter kender jeg, navnlig når den er fabrikeret til lejligheden. Hun svarer med enstavelsesord og siger let og afslappet, at “han står og lytter med ude i gangen, vil du tale med ham?”.
Det er den slags bemærkninger, som forgylder et ægteskab.
Opkaldet er fra en forlagsforbindelse og drejer sig om lydbøger.
Dagen efter gør jeg det forbudte. Det, som jeg har lovet mig selv ikke at gøre. Der er vel grænser for, hvor dybt man kan synke. Men ens rygrad er åbenbart lavet af vingummi, og cyklen vil den vej. Herregud, det drejer sig trods alt kun om femten kilometer, så er man i Øster Farimagsgade, hvor jeg standser helt tilfældigt og spiser en banan, og mens jeg leder efter et sted at smide skrællen, ser jeg på navneskiltene ved siden af gadedøren og genkender et navn skrevet med en sirlig lidt naiv skråskrift, som virker sårbar i forhold til omgivelserne.
På vejen hjem køber jeg hornfisk. Jeg elsker hornfisk, navnlig i begyndelsen af september, hvor de er fedest. Persille, citron, en god kartoffel og et glas med Wiibroes den bedste, så er alt, som det skal være. Men heller ikke dét kan man tillade sig, eftersom ens kone påpeger, at det er tredje gang på fjorten dage med hornfisk. Man forsvarer sig ved at sige, at man i tyve år har levet i et hornfiskeunderskud.
| “ | I ventetiden reflekterer jeg over alle de gange, man har stået og trommet mod biltaget, mens man har skottet til uret. Den første skoledag i silende regn, søndagen i april, da hun skulle konfirmeres, dagen hvor studenterhuen skulle sættes på. Det er som at se en stumfilm. |
Det er en tid med megen selskabelighed. Bagefter får man revet i næsen, at man har været åndsfraværende ved bordet. Ikke at det er noget nyt. Min kone siger, at vi er nødt til at tage os sammen. Hun har selvfølgelig ret, men er der noget, jeg er dårlig til, så er det at tage mig sammen. Jeg ved dårligt nok, hvad det betyder. Er der et håndtag, man kan benytte, når man tager sig sammen?
Findes der en metodik, eller burde det sidde på rygraden? Når jeg har mig selv på tomandshånd, erkender jeg, at jeg savner fodfæste. Selv sproget skrider. Jeg nævner fænomenet for min kone, idet jeg fører en slags bevis for, at vi bør revidere det semantiske aspekt.
Hun fortæller mig, at vi er inviteret til middag hos den fraflyttede. Det første måltid med kniv og gaffel i de nye omgivelser. Efter næsten en måned. Otteogtyve dage for at være helt præcis. Jeg tjekker min kalender for at se, om jeg overhovedet kan den onsdag i næste uge. Jeg er bange for, at det kommer til at knibe. Min kone siger det ligeud og på portugisisk: Não jogar duro para conseguir, som på nudansk betyder: Don’t play hard to get.
Der er fire dage til onsdag. Man spekulerer uvilkårligt på, hvordan det vil blive at sidde i hendes stuer? At være gæst i hendes hjem? Hvad skal vi tale om? Ikke, at der ikke er nok at tale om. Det har aldrig været et problem, eftersom datteren har været en formidabel samtalepartner – loyal, lyttende og lattermild – selv for ham, der er kendt for at sige de forkerte ting på de forkerte tidspunkter.
Men nu er alting anderledes. Jeg har altid været skrækslagen for middagsselskaber, hvor man kan høre et standur tikke i Malmø. Jeg bliver direkte akavet, og det akavede har somme tider sat sig som et hold i nakken, der i løbet af aftenen har bredt sig til det meste af ryggen med en efterfølgende stivhed i det venstre ben, så man har forladt matriklen som en krigsinvalid.
Onsdag eftermiddag spørger min kone, om vi skal tage en buket blomster med? Jeg tror ikke mine egne ører. Som om denne konvention kan gøre det ud for otteogtyve dage. Det viser sig nu, at min kone har fyldt en papkasse med gammelt bestik, en lerkande fra Børglum Kloster, en jomfruelig olivenolie, et udpluk af Dostojevskijs samlede værker, tomater på dåse, lidt frugt af egen avl, en proptrækker, jeg ikke har set i årevis, samt en række små og store ting, som enhver nybygger vil sætte pris på. Jeg spørger let sarkastisk, om ikke osse udflytteren skal have mit bibliotek med oversøisk gastronomi? Det, som har taget mig tredve år at samle. Det bengalske køkken vil være et godt sted at starte. Min kone svarer, at de mølædte kogebøger allerede står i Farimagsgade.
Det er mig, som får æren at bære kassen med alt det praktiske ned i bilen, hvor man som vanligt står og kukkelurer, indtil det behager resten af familien at indfinde sig. I ventetiden reflekterer jeg over alle de gange, man har stået og trommet mod biltaget, mens man har skottet til uret. Den første skoledag i silende regn, søndagen i april, da hun skulle konfirmeres, dagen hvor studenterhuen skulle sættes på. Det er som at se en stumfilm.
Jeg sætter mig ind i bilen og studerer mit slips, som den fraflyttede gav mig i julegave anno 1998. Det er grønt med tre pinkfarvede englebasser, som tilsyneladende lider af bulimi.
Da min kone endelig dukker op, har hun sin mobil i hånden. Det viser sig, at vores værtinde har måttet aflyse i sidste øjeblik, da hun har fået uanmeldt besøg af fem venner fra sin tur til Vietnam sidste år. Aflysningen har noget med maden at gøre. Altså den, vi skulle have haft. Den, som asiaterne har sat tænderne i.
| “ | Min kone spørger, om jeg forsøger at slå mig selv ihjel? Jeg siger, at hvis ingen andre vil gøre det, må man jo selv til det. |
En halv time senere sidder fruen og jeg med en købepizza, det vil sige en plade dej med ketchup og fem selvdøde ansjoser. Vi taler om begrebet hensynsfuldhed og bliver enige om, at det hele beror på noget semantisk.
Intet er som før. End ikke Satie, som også var et rundforvirret individ, som jeg i al ubeskedenhed synes, jeg har noget til fælles med. Efter Saties død fandt man – bag hans piano – musikken til en opera. Manden var virkelig langt ude. Det kan høres på hans musik, og det er dét, jeg er så vild med.
Vi tager fat på november. Bladene har omsider taget sig sammen til at falde af træerne, og med vanlig præcision har de lagt sig i mine tagrender. Jeg lider af højdeskræk, men finder alligevel stigen frem. Vi bor i et forholdsvis højt toplanshus, så der er langt derop.
Min kone står i baghaven og spørger, om det er sandt, hvad genboen har sagt, at en tagsten oppe ved skorstenen har løsrevet sig? Jeg svarer, at tagsten aldrig har interesseret mig. Konen siger, at løse tagsten kan give vandskader på loftet, underforstået, at ham med højdeskræk skal klatre op på taget for at se efter.
Udsigten deroppefra er overraskende god. Man kan se, at parcellerne på vores vej er nogenlunde lige store. På en koteletgrund sidder to ældre mennesker og ser på gråspurve. Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor studiet af havens fugle optager mere og mere af ens tid. Det er et varsel, man bør tage alvorligt. Jeg har sågar hørt om dem, der har navngivet deres egern.
I baghaven får jeg øje på et eller andet ved det gamle morbærtræ, som jeg plantede for tyve år siden af ren og skær taknemmelighed. Jeg lægger mig på tagryggen for bedre at kunne studere fænomenet. Det er ikke så tit, jeg ligger på maven på tagryggen, og det er ikke meget, som blomstrer på denne årstid. Det ligner vinterjasmin.
En sårbar, men insisterende gul farve midt i novembers bundløse mørke. Jeg mærker et eller andet løsrive sig i mit bryst, som nemt kan forveksles med en brusen. Jeg ihukommer de gamle grækere, som sagde, at man skal nyde livet, mens man har det, men i samme sekund mister jeg fodfæste og kurer ned ad taget. Jeg tænker på det frie fald, vinterjasminen og den frygtindgydende stilhed – da fødderne støder mod tagrenden.
Min kone spørger, om jeg forsøger at slå mig selv ihjel? Jeg siger, at hvis ingen andre vil gøre det, må man jo selv til det.
Ti minutter senere har jeg et bilateralt møde med Jack Daniel’s, idet jeg sender en venlig tanke til efterårsløvet, vinterjasminen og tagrenden, der redder mange liv på denne mørke årstid, men det sagde de gamle grækere ikke noget om.
Bjarne Reuters kronik blev bragt i Politiken den 24. oktober 2010.