Ole

Det var faktisk en dårlig ryg, der startede en ny epoke i mit liv. Jeg gik foroverbøjet som en gammel mand og havde meget ondt.

Det førte mig til en kiropraktor, der vistnok kunne en del mere end at være kiropraktor. Jeg spurgte, om han kunne hjælpe mig, og han svarede straks:

”Nej, du kan hjælpe dig selv!”

Jeg blev lidt halvfornærmet i starten. Men han lærte mig, at vores liv og vores skavanker er vores eget ansvar. Jeg lærte at spise rigtigt, hvilket gjorde meget for mig. Kiropraktoren sagde senere til mig:

”Du har evner.”

Først anede jeg ikke, hvad manden mente Han forklarede, at han syntes, jeg skulle være zoneterapeut. Det vidste jeg ikke hvad var. Men jeg tog et kursus i zoneterapi, og det virkede fantastisk i brug. Det viste sig hurtigt, at jeg bestemt havde evner i den retning. Folk, der lå underdrejet og ikke var i stand til at røre sig, kunne jeg hurtigt få ud af sengen ved at give dem zoneterapi.

Jeg syntes, det var pragtfuldt, at det virkede så godt. Senere lærte jeg kinesiologi, og det virkede også. Derefter begyndte jeg med krystalhealing. Det var lige så virksomt. Jeg lærte senere akupunktur. Alt, hvad jeg rørte ved, fungerede fantastisk.

Jeg begyndte nu med hypnose og fandt ud af, at når man fjerner alt det analytiske fra et menneske og sindet bliver gjort helt nøgent, kan det menneske let se, hvad det skal gøre for at få det godt.

Det var jo helt utroligt, og jeg tænkte: Der må være noget mere i det, at folk bare bliver raske, nærmest lige meget hvilke metoder jeg bruger på dem. Det må være noget med psyken. Det fik mig til at spekulere over placeboeffekten. Jeg blev mere og mere overbevist om, at der sker det, vi tror, der vil ske. Men jeg tænkte samtidig, at der måtte være noget åndeligt i det også.

Hvordan kom du videre med den tanke?

En dag fik jeg den ide, at hvis jeg kunne gå på gløder, der var 800 eller 900 grader varme, kunne jeg vise både mig selv og andre, at noget, der rent videnskabeligt er umuligt, uden at man kommer alvorligt til skade, alligevel kan lade sig gøre. Jeg vidste, at mange andre havde gjort det, og jeg tænkte, at hvis de kunne gøre det, var det lige så muligt for mig.

Jeg tog på en tur til Nordsjælland, hvor der på et tidspunkt blev arrangeret et kursus, der indbefattede, at man kunne få lov at gå på glødende kul.

Da vi begyndte at bygge bålet, gjorde vi det i stilhed, idet vi koncentrerede os om det, der skulle ske. Til sidst fik vi alle sammen udleveret tændstikker, og vi tændte ild til bålet samtidig.

Vi blev ledet til at forestille os, at vi kom til et stort bål med en masse gløder, hvor vi enten kunne gå rundt om det eller gå hen over det. På den måde blev vi forberedt til det, der skulle ske.

Først var jeg lidt betænkelig og sagde til mig selv: Du kommer altså ikke over her! Vinden blæste varmen fra gløderne op imod mig, og jeg tænkte: Hold da op, tør jeg det?

Manden, der ledede forløbet, gik nu først hen til gløderne, rakte armene i vejret og gik derpå hen over de glødende kul, fra først til sidst.

Jeg stirrede og tænkte: Hvordan gør han dog det? Hvis han kan gøre det, kan jeg også!

Derefter fandt jeg mit mod frem og gik ud på gløderne. Bagefter tænkte jeg: Jeg mærkede jo ikke spor! Måske var det fordi jeg gik så hurtigt over.

Altså bestemte jeg mig for at gøre det igen, denne gang ved at gå helt roligt over. Mens jeg gik, tænkte jeg på, hvor jeg trådte. Det gjorde jeg ikke før. Jeg kunne godt mærke, at det var varmt. Men jeg brændte mig ikke. Det var nærmest på samme måde, som når man går på varmt strandsand.

Jeg kiggede på mine fødder bagefter. De havde ikke taget skade.

På fjerdetåen havde jeg imidlertid en lille hvid vabel. Den sad på siden af tåen. Nøjagtig samme sted på begge fødder. Det sted, jeg vidste, at jeg havde brug for at blive behandlet med zoneterapi.

Havde gløderne rørt dig der?

Overhovedet ikke. Gløderne havde udelukkende rørt mine fodsåler. Så vablerne havde ikke noget med den fysiske varme fra gløderne at gøre. Men de opstod i den forbindelse.

En ung pige havde svært ved at finde mod til at gå over. Endelig gjorde hun det. Bagefter havde hun en lille vabel under begge fødder, det sted, der zoneterapeutisk er punktet for solar plexus. Nøjagtig samme sted på hver fod.

Ved at tale med hende fandt jeg ud af, at hun som barn havde været udsat for seksuelle overgreb, blandt andet med gløder, og at der lå en gammel skræk i hendes solar plexus tilbage fra den tid. Altså var vablerne et symbol. Og det var mine egne vabler helt sikkert også.

Men ikke én af os havde forbrændinger.

Hvad var din konklusion efter den oplevelse?

Jeg konkluderede, at det, som her var sket, måtte kunne overbevise skeptikere om, at der findes kræfter i os, der bevirker, at vi er i stand til at ophæve de videnskabelige love, og at de universelle love i stedet træder i kraft.

Nok har vi nogle enorme kræfter i os selv. Men jeg spekulerede også på, om der samtidig kan tænkes at være noget andet udefra, der er i stand til at hjælpe os. Jeg tænkte, at et menneske vel ikke alene kan ophæve de fysiske love. Der skal en vis form for tro til. Man går ikke hen til gløderne og siger: Jeg kan ikke gå over her! Man siger: Jeg kan gå over. Og hvor kommer kraften til at gøre det så fra?

I dag spekulerer jeg alligevel på, om et menneske alene kunne klare det? Det er en interessant tanke.

Efter den oplevelse var jeg styrket i min tro på placeboeffekten, men også i, at jeg kan og tør mere, end jeg havde troet.

En dag kom der en ung kvinde til mig og spurgte, om jeg ville give hende hypnose. Da hun var ved at vågne efter en let hypnose, sagde hun pludselig, idet hun pegede:

”Kender du den mand i hjørnet der?”

Jeg kunne ikke se nogen mand.

Kvinden fortalte, at han var skaldet og røg cigar.

Jeg sagde, at det lød nøjagtig som min afdøde far.

”Det er ham,” svarede kvinden uden tøven.

Derpå gik vi ind i stuen. Over en stol har jeg en løber liggende. Denne løber var gledet ned af stolen. I forbifarten løftede jeg løberen op og fortalte, at jeg havde lavet den som soldat. Kvinden kiggede på løberen og sagde:

”Nu griner din far.”

Jeg bad hende spørge min far, hvorfor han grinede, da jeg fortalte om min soldatertid. Et øjeblik efter svarede kvinden:

”Din far fortæller, at han i din soldatertid tog ind for at snakke med dine overordnede, og at han sagde meget skidt om dig. Men da han opdagede, at det, han havde fortalt, bevirkede, at du slap fri for at være soldat, var han glad.”

Mens min far levede har vi aldrig snakket om det, der skete dengang. Jeg prøvede nemlig at blive fri for at være soldat, da jeg var atten år. Jeg mente, at den eneste måde det lod sig gøre på var ved at agere dårlige nerver. Jeg vidste godt, at psykologen og psykiateren skulle snakke med min far om mig dengang. Men jeg ville ikke blande mig i det, så jeg holdt mig langt væk den dag jeg vidste, min far skulle komme. Heldigvis gav det bonus, og jeg blev kasseret. Det er en temmelig underlig oplevelse, når jeg nu aldrig har snakket med min far om det, at han så kommer fra den anden side for at fortælle om den episode. Jeg sagde til kvinden:

”Spørg min far, hvorfor jeg ikke kan se ham, når du ser ham?”

Kvinden gav mig den besked fra min far, at jeg bare skulle se mig omkring. Men jeg kunne stadig ikke se ham, og jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad han mente.

Nu gik der cirka tre uger. Jeg boede alene. Men en aften følte jeg, at der var nogen i huset, og jeg tænkte, det måske kunne være min far igen. Jeg kunne stadig ikke se nogen, men jeg sagde ud i rummet:

”Far, hvis du er her, så giv mig et tegn, så selv jeg kan forstå det.”

Klokken halv fire om morgenen ringede mit elektriske vækkeur. Jeg havde ikke rørt det i tre uger, og jeg havde ikke sat det til at ringe. Desuden ville jeg aldrig sætte et vækkeur til at ringe på det tidspunkt. Da jeg gik hen og tog det larmende ur op for at undersøge det, fik jeg øje på, at off-knappen var trykket ind, og at uret altså slet ikke skulle kunne ringe i den tilstand. Derefter trykkede jeg på on. Straks holdt uret op med at ringe.

Der gik nu et par uger, og jeg lå en nat og tænkte på, at det var en underlig oplevelse, jeg havde haft med vækkeuret. Jeg stod op og gik ud i køkkenet. Her kom jeg pludselig til at se på køkkenuret. Det var halv fire. Det gik ikke mere, men det var stoppet klokken halv fire, nøjagtig det tidspunkt, vækkeuret i soveværelset gik i gang for nogle uger siden.

Jeg har hele tiden tvivlet og prøvet at bortforklare det, jeg oplevede. Det var, som om jeg ikke ville tro, at den slags kunne lade sig gøre, skønt jeg jo måtte erkende, at det var sket.

Jeg ved, at masser af mennesker prøver at bortforklare det, de oplever fra den åndelige side. Man er bange for det. Måske især bange for, at andre ikke vil tro en, eller nærmere mene, at man er blevet tosset.

På et tidspunkt arbejdede jeg for en kvinde, der bød mig ind på kaffe. Kvinden fortalte, at hun havde haft en meget stærk oplevelse på et tidspunkt i sit liv. Hun havde været død i omkring otte minutter. Hun fortalte mig, hvordan hun så sig selv forlade jorden og gå op i lyset, da hun døde. Alt var så vidunderligt i den åndelige verden, at hun havde lyst at blive der. Men hun fik den besked fra den åndelige side, at hun skulle tilbage til jorden igen for at gøre livet færdigt her. Oplevelsen havde været så skøn, fortalte kvinden, at hun nu glædede sig til at dø.

Det var femten år siden, hun havde haft den oplevelse. Og jeg spurgte:

”Hvad sagde din familie til det?”

Kvinden kiggede på mig og svarede:

”Du er den første, jeg har sagt det til!”

En dag ringede en mand fra tv og spurgte, om jeg kunne hjælpe dem med at finde en person, der ville medvirke i en udsendelse om et slot.

Jeg fik fat i en kvinde, som godt ville være med. Men hun ville, at jeg også skulle være med. Jeg forklarede da, at vi i så fald var nødt til at optage udsendelsen her og nu, fordi jeg snart skulle til Grønland. Og sådan blev det.

Under optagelsen gik kvinden rundt og fornemmede på væggene, møblerne og gulvet, og hun kunne ud fra det fortælle, hvad der var sket på slottet i tidens løb.

Kaldes det noget bestemt, når man kan den slags?

Ja, det er psykometri. Får man en ring eller andet, der har tilhørt en person, i hånden, kan man ud fra det fortælle om den person. Det gælder også huse og steder i det hele taget.

Jeg fortalte til udsendelsen, at psykometri bruges på den måde, at folks oplevelser fra fortiden sætter sig fast i omgivelserne som elektriske spændingsfelter, så man derudfra kan finde ud af noget om personerne, der har været på stedet.

Kvinden, der også var med i udsendelsen, gik derpå rundt og fortalte, hvad der var sket på stedet.

Jeg tog nu af sted til Grønland. Der boede jeg alene i et stort træhus. Det var sommer, og på det tidspunkt var det lyst hele døgnet rundt.

En morgen blev jeg pludselig vækket af musik og sang. Jeg kiggede på klokken. Den var halv fire. Jeg fór op og tænkte, om der kunne være kommet nogen ind i huset, som måske spillede musik ude på gangen eller et andet sted i nærheden. Men den tanke droppede jeg igen. Der var jo ingen radio i det hus. Jeg stod op og kiggede ud af vinduet for at se, om der måske holdt en bil på vejen med bilradioen på højtryk. Men der var ikke nogen bil udenfor huset. Der var intet liv at se omkring stedet på det tidspunkt.

Var det høj musik?

Ja, det var det. Musikken var så høj, at den gik igennem vægge, døre og vinduer, hvor den så end kom fra.

Jeg undersøgte huset. Faktisk lød det, som om musikken kom alle vegne fra. Men der var intet at se. Da slog tanken mig: Det er ikke jordisk musik. Den musik kommer fra den anden side.

Hvordan kunne du få den ide?

Jamen hvor skulle musikken ellers komme fra? Jeg var alene i miles omkreds. Det var den mest skønne, klokkeklare musik med harpe og andre instrumenter, og et stort mandskor sang. Det lød som gregoriansk korsang. I det øjeblik jeg følte mig sikker på, at det var musik fra den anden side, hørte jeg dem synge, at de elskede mig. Skønt jeg ikke forstod ordene, vidste jeg, at det var det, de sang. Jeg sad på sengekanten og lyttede i lang tid, fuldstændig opslugt af den skønne lyd. Derefter ebbede musikken langsomt ud.

Bagefter var jeg helt høj og meget lykkelig. Jeg sprang simpelthen rundt i Grønlands bjerge som en gazelle. Det havde været en utrolig oplevelse.

Da jeg kom hjem, så jeg tv-udsendelsen, jeg havde været med til at lave før jeg rejste. Det var blevet en fin udsendelse. Jeg ringede til kvinden, der også var med i udsendelsen, og vi talte om den.

Jeg ville nu fortælle hende om musikoplevelsen fra Grønland, så jeg begyndte at sige:

”Nu skal du bare høre. En nat vågnede jeg ved…”

”Ja, ved musik og sang,” udbrød kvinden.

Forskrækket gispede jeg:

”Hvor ved du det fra?”

”Det får jeg lige at vide ovenfra nu,” svarede hun. ”Det var en lille belønning fra den åndelige side.”

Hvad tror du, at du skulle belønnes for?

Tja, sikkert det, at jeg i mange år har arbejdet meget med det åndelige på masser af måder. Jeg har sørget for at give oplysninger om det åndelige. Anden grund kan jeg ikke se.

Den oplevelse fra Grønland har gjort, at jeg i dag er meget mere overbevist om, at der er noget åndeligt omkring os. Nu har jeg ikke mere brug for, at der hele tiden skal ske små mirakler, for at jeg kan tro på den åndelige dimension.

Jeg kan bruge det, jeg tror på, i mit daglige liv. Fordi det er blevet en del af mig. Det har simpelthen givet mig større glæde ved mit liv.

Jeg er ikke i tvivl om, at man kan sende ønsker ud i universet og få dem opfyldt. Ønskerne vil nå deres mål. For eksempel kan en mand i Danmark sende en besked ud, som opfanges af en mand på den anden side af jorden, der er inde i de samme tankebaner, uden at de to kender noget som helst til hinandens eksistens. Det er en form for telepati. De tanker vil på et tidspunkt kunne nå sammen og udvirke handlinger.

Der er stor kraft i tanker og ønsker. Det er en form for energi, der bare kan drøne af sted. Den energi kan vi sende igennem hele verdensrummet. Altså, hvis vi vil opnå noget, er vi nødt til ved hjælp af energier at fortælle det, så vi kan få vores ønsker opfyldt.

Selvfølgelig kan man så gisne omkring spørgsmålet: Er det personens egen placeboeffekt, der skaber opfyldelsen, eller er det en kraft udefra? Har man ikke et svar på det her og nu, ja, så kan man i det mindste være åben for, at der kan komme et svar på et andet tidspunkt.