Kris

For et par år siden tog mit liv en total vending. Årsagen var fuldstændig spontan og tilfældig, hvis man ellers tror på tilfældigheder.

Jeg havde arbejdet som læge i flere år, og min kone og jeg var nu flyttet til Sverige, hvor jeg havde fået arbejde på et hospital. Det gik fint de første år. Men efterhånden voksede arbejdspresset.

I stort set hele mit voksne liv havde jeg været dybt stresset. Først igennem studierne, hvor jeg samtidig tog arbejde for at klare mine udgifter. Senere stressede mine ambitioner mig.

Jeg var efterhånden træt af det liv, jeg levede. Det hele handlede om arbejde, og endnu mere om det, jeg ikke nåede. Min kone var efterhånden ved at være træt af mig. Hun så mig stort set aldrig, og jeg forudså, at det ville ende med, vi gik fra hinanden. Vi kendte stort set ikke hinanden mere.

En dag, hvor jeg løb ned ad trapperne til kælderen i vores hus, faldt jeg. Det uheldige var, at der nedenfor trappen, netop der, hvor mit ben ramte, lå et stykke glas, som i faldet borede sig ind gennem huden og efterlod en temmelig grim flænge.

Jeg var alene i huset, da det skete. Det blødte en del, og jeg havde ikke remedier derhjemme til at kunne ordne det. I en fart fik jeg dog lagt en foreløbig forbinding, så jeg kunne holde lidt sammen på det hele, startede min bil og kørte på skadestuen. Det endte med, at flængen blev syet, og jeg kørte hjemad igen.

På hjemvejen væltede mit liv pludselig op i mig. Jeg følte med et, at jeg nu var nødt til at tage det hele op til revision. Ulykken var sket på grund af stress og dermed følgende alt for hurtige bevægelser. Var mit liv virkelig værd at leve, som det var?

Jeg syntes ikke, jeg kunne ændre på det nu. Jeg havde en god stilling, men der skulle arbejdes hårdt. Alt for hårdt. Det var der ikke noget at gøre ved.

Samtidig med min sindstilstand, der ikke var noget at prale af, vidste jeg, at mit ben kunne give mig problemer i den nærmeste fremtid.

Forholdet til min kone kom op at vende. Også tanken om, at vi aldrig havde fået børn, fordi vi ikke havde tid. Jeg så omkring mig og vidste, det var forår. Men jeg oplevede ikke mere årstidernes skiften, fordi jeg var så stresset og fortravlet, at den slags bare forduftede i en tåge for mig.

Jeg kunne ikke se nogen udvej.

De helt vilde tanker, der blev affødt af at være fange i mit eget liv, som derefter kom frem, og som forskrækkede mig var, at jeg jo enten kunne forsvinde uden et ord, sætte mig og glo på en sydhavsø, eller i stedet gøre en afslutning på mit liv. Efterhånden som jeg lagde mærke til den ene store bil efter den anden i modsat side af kørebanen, var det i brøkdele af et sekund fristende at drøne derover, så alt kunne slutte her og nu.

Den tanke chokerede mig så meget, at jeg pludselig mærkede den kolde sved på hele kroppen. Det var jo ikke det jeg ville. Slet ikke.

Jeg overvejede at køre ind til siden et øjeblik. Bare lige for at komme lidt til mig selv igen.

Pludselig viste tilfældet mig en helt anden grund til at køre ind til siden. Jeg fik nemlig øje på en blaffer, der stod med hånden fremme. Jeg har aldrig så lidt som overvejet at tage en blaffer op, og jeg har flere gange advaret min kone mod at gøre det.

Men i det øjeblik var jeg ikke mig selv. Jeg var totalt ude i tovene, ikke på grund af benet, men på grund af de tanker og følelser, min lille ulykke var årsag til. Faktisk tror jeg, at jeg stoppede, fordi jeg lige i det øjeblik havde et ekstremt og totalt barnligt behov for medfølelse. Og da der ingen var i nærheden, som jeg kendte, ja, så stoppede jeg altså og åbnede bildøren for en fremmed.

Et sted i mit indre dyb sagde min egen kendte, advarende stemme, at det her kunne blive farligt. Men den stemme var for svag til at betyde noget lige nu.

Det var en pæn mand, omkring de fyrre vil jeg tro. Måske lidt yngre. Med cowboybukser og en hvid T-shirt. Han lignede hverken en vagabond eller en voldsmand.

Fra det øjeblik, han steg ind i bilen, mærkede jeg en befriende ro og tryghed. Noget, jeg ikke havde følt på samme måde siden jeg var barn, kom jeg senere til at tænke på. Denne mand udstrålede sådan en harmoni, at jeg – ja, nu flæber jeg næsten, men sandt er det – var lige ved at kaste mig hulkende i hans arme. Jeg ved, det lyder latterligt, at en mand i min position, der skal være stærk og klare andres problemer, kunne have det på den måde. Jeg har, når jeg tænker efter, altid følt, det var at synke dybt, hvis man havde brug for at græde ud hos en anden. Og selvfølgelig tog jeg mig selv i det.

I stedet tændte jeg en smøg, som den anden ikke ligefrem så ud til at nyde. Så efter et par dybe sug, slukkede jeg den igen. Derpå spurgte jeg, hvor han skulle hen.

Det var ikke så vigtigt, svarede han. Han ville bare gerne køre med et lille stykke. Det svar burde have gjort mig urolig, men det gjorde det langtfra med ham.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg startede ikke bilen og kørte. I enhver anden situation, på ethvert andet tidspunkt, ville det lag af stress og uro, der lå omkring mig, have befalet mig at drøne videre omgående. Men nu… det var som om jeg bare skulle blive holdende der ved vejkanten sammen med den fremmede i tid og evighed.

Vi begyndte at snakke. Han var utrolig let at snakke med, skønt han mest lyttede. Det var nærmest som om han kendte alt til mit liv. Måske havde han selv et liv ligesådan, tænkte jeg. Eller havde haft det engang.

Jeg fortalte om mit arbejde, der tog hele mit liv. Efter at have sagt den sætning, prøvede jeg at glatte ud med, at jeg selvfølgelig havde valgt det selv. Den fremmede skulle jo nødig få indtryk af, at jeg klynkede. Men jeg havde ikke noget valg, sluttede jeg. Jeg var nødt til at arbejde mere og mere. Og jeg skulle såmænd også nok klare det, når alt kom til alt, og endda ende med at blive lykkelig.

Den fremmede så bekymret på mig, men han sagde ikke noget. Efter en tavshed, jeg fandt næsten pinlig, spurgte jeg, om han ikke mente det samme.

Han sagde nej.

”Du vælger selv,” sagde han. ”Det er dig, der styrer dit liv. Hvorfor vil du styre det i afgrunden?”

Jeg smågrinede lidt, en smule nervøst. Hvordan kunne han bare sige den slags? Jeg sagde afværgende, at jeg vel ikke styrede mod afgrunden, men mod at blive en god læge.

Men han svarede, at jeg om kort tid ville dø af et hjerteslag, hvis jeg blev ved på den måde.

Jeg tror faktisk, jeg grinede lidt fjantet, fordi jeg blev genert over hans ligefremhed og indvendte, at jeg vel ikke ville dø, fordi jeg havde travlt. Det havde andre også. Men han holdt på sit.

Nu var tiden inde til at spørge, om han var enten psykolog, spåmand eller noget lignende, siden han bare kunne slynge den slags ud.

Manden smilede bare.

Jeg spurgte ham, næsten stædigt, hvad han så ville foreslå mig at gøre, for jeg kunne da ikke bare sige mit arbejde op og uden videre tro på, at et andet job stod og ventede på mig lige om hjørnet.

Manden svarede roligt, at hvis jeg ville have et liv, skulle jeg sige mit arbejde op, uanset hvad jeg så troede, der ville ske. Det var begyndelsen.

Og jeg indvendte, ja, vist endda i en temmelig høj tone:

”Begyndelsen til hvad?”

”Til dit liv,” svarede manden. ”Sådan et har du ikke haft, siden du var barn. Men du kan vælge at leve, hvis du vil det.”

Jeg smilede igen, nok lidt mere anstrengt nu, fordi hans ord ramte lige i hjertet, uden at det føltes spor behageligt, og jeg svarede, at jeg vel havde et liv. Hvad snakkede han om?

Manden påstod, at det havde jeg ikke, og det vidste jeg udmærket godt.

”Men hvad så, hvis jeg mister min indtjening, at jeg ikke har flere penge overhovedet, eller at jeg går totalt i hundene?” indvendte jeg for at gå helt ud til yderlighederne. Nu måtte han komme med en forklaring. Et alternativt bud. Eller holde sin mund.

Men det eneste, han svarede, var, mens han så på mig med sine rolige øjne, der borede lige igennem mig:

”Du mister intet af værdi, hvis du gør det, du inderst inde ønsker. Det er problemet, at de fleste aldrig gør det, de ønsker. Bare tro på, at du intet mister. Problemet er, at folk tror, de mister noget. Og så bliver det, som de forestiller sig. Tro på, du får noget, og det vil ske.”

”Lover du det?” sagde jeg på en spydig måde og startede bilen med et ryk. Jeg så manden nikke, endda overbevisende, og fandt det latterligt. Hvad vidste en fremmed om mit liv? Jeg var irriteret og i oprør indeni. Hvor vovede han! Og hvordan kunne jeg finde på at åbne ind til min egen sårbarhed overfor en fremmed. Den slags havde jeg aldrig gjort.

Nu skulle jeg bare fremad. Om lidt ville jeg sætte ham af og sige, at vi var ved vejs ende, selv om der var et stykke til mit hus endnu. Det, jeg mindst af alt havde brug for nu, var en fremmed, der prøvede at gøre sig klog på min bekostning.

Jeg kørte nok lidt hurtigere, end reglerne tillod. Blodet kogte i mig. Jeg skelede til manden, der sad helt rolig, og jeg så, at han iagttog mit ben med forbindingen.

”Det var en slem forskrækkelse,” sagde han pludselig efter lang tids tavshed. Han rakte hånden hen mod mit ben, som om han ville røre ved det.

Jeg råbte, at han for guds skyld skulle holde fingrene væk. Det var slemt nok endda. Selvfølgelig var det da en forskrækkelse. Man går vel ikke rundt med en stor flænge i benet uden, at det har medført en smerte og en forskrækkelse.

Først længe efter tænkte jeg, om det egentlig var det med benet, han mente.

Jeg skulle netop til at sige, at turen snart var slut, fordi jeg næsten var hjemme. Det var lige meget for mig, om det var løgn eller sandt. Han skulle ud af min bil. Han havde lyttet til mig, og det var sikkert fint nok, men på den anden side tålte min stolthed ingen afhængighed. Jeg var klar til at slippe ham, og jeg vendte mig om mod ham.

Hvordan det har kunnet lade sig gøre, ved jeg ikke. Men manden var ikke mere i bilen!

Jeg kastede et hurtigt blik om på bagsædet, som var den eneste alternative mulighed, når han ikke sad på forsædet. Her var han heller ikke.

Jeg var så rystet, at min fod, der lå på speederen, ikke mere ville lystre mig. Få meter fremme drejede jeg ind på en vigeplads, hvor jeg først sad og stirrede ud i luften og derpå gik udenfor og kiggede overalt i nærheden. Selv i bagagerummet kiggede jeg. Ret tåbeligt, kan jeg selvfølgelig se nu. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg foretog mig ellers, for jeg sansede hverken tid eller sted.

Hvor var manden? Man kan da ikke bare forsvinde ud af en bil, der kører hurtigt fremad uden at stoppe. Og jeg sværger, at vi ikke har været igennem en eneste lyskurv, hvor jeg har været nødt til at stoppe, for det var længe før vi kom til lyskurvene. Jeg har heller ikke drejet fra vejen, hvor jeg helt naturligt ville have sat farten ned. Eller af nogen som helst anden årsag sat bilen ned i fart.

Fakta var, at manden var forsvundet på uforklarlig vis. Og jeg kunne ikke regne mig frem til nogen forklaring.

Hvordan kom du videre fra det punkt?

Aner det ikke. Jeg kørte tilbage for at lede. Langsomt, hvor jeg spejdede som en gal overalt, især i vejsiden. På den anden side, bildøren kunne ikke åbnes, uden at jeg havde hørt det. Det var totalt umuligt, at det kunne være sket på den måde. Men hvad ellers? Jeg var fuldstændig hektisk. Men han var ikke at se, uanset hvor meget jeg ledte.

Efter at have kørt rundt i lang tid, begyndte jeg at køre hjemad, langsomt og totalt uopmærksom på, hvad der skete omkring mig. Jeg er klar over, at jeg i den tilstand må have været livsfarlig at møde i trafikken. For jeg anede ikke hvad jeg gjorde eller hvor jeg kørte. Jeg fandt hjem på min overordnede hukommelse om, hvor mit hus var. Den tur, jeg havde kørt så tit, og som jeg ikke behøvede at tænke over at finde vej til. Men alt i mig var centreret om, hvordan manden kunne forsvinde.

Hvad sagde din kone til det her?

Idet jeg smækkede bildøren udenfor garagen, var jeg skærende klar over én ting:

Uanset hvad der var sket, og om jeg nogensinde ville forstå det eller ej, vidste jeg, at jeg aldrig kunne fortælle nogen om det. Ikke en eneste. Jeg vidste, hvordan andre ville tage det, også min kone. Og hvad de ville tænke om mig, hvis jeg sagde, at en mand var forsvundet ud af min bil, mens jeg kørte hurtigt derudaf. Det er ingen bebrejdelse mod nogen. Jeg ville have tænkt det samme, hvis jeg ikke selv havde været ude for det.

Men at fortælle den slags og ikke blive troet, det kunne jeg ikke klare.

Da min kone kom hjem, mærkede hun, at jeg var meget tavs og ville selvfølgelig vide, hvad der var galt. Jeg dækkede min totalt fraværende sindstilstand ind under, at jeg havde fået en flænge i benet. At have noget fysisk at kaste det hele hen på er altid en nødløsning. Men fakta var, at jeg overhovedet ikke havde ondt i det ben. Det undrede mig faktisk lidt, da jeg blev så nærværende, at jeg kunne begynde at tænke på min flænge. Og jeg besluttede mig for lige at kigge på sagen. Bare sådan et helt almindeligt, lægeligt tjek.

Min kone stod og så på, mens jeg langsomt åbnede forbindingen.

Efter at jeg havde taget forbindingen af, så hun forbavset på mig og begyndte at le, mens hun kaldte mig en spøgefugl.

Men jeg lo ikke. I hvert fald ikke lige dengang. I stedet stirrede jeg øjnene næsten ud af hovedet for at finde såret. Det var der ikke. Benet så ud, som det plejede at gøre. Der var rester af blod på forbindingen. Men mit ben var helet og fuldstændig i orden. Der var ikke det mindste spor af hverken flænge, blod eller mærker efter slaget.

Jeg sagde ikke noget. Jeg gik med på hendes opfattelse af det, hun så, for at slippe for at fortælle om noget, jeg ikke selv fattede bare en brøkdel af.

Hvordan kunne du som læge acceptere det, du så?

Det kunne jeg da slet ikke! En stor flænge, der var blevet syet, var forsvundet, nøjagtig som manden i min bil. Hvad jeg foretog mig lige efter, husker jeg ikke. Det var ligesom for meget for mig. Min kone tog det let. Hun var stadig sikker på, jeg gjorde grin med hende.

Hvordan blev dit liv derefter?

Kort efter sagde jeg min stilling op. Min kone var bestyrtet, men der var ikke noget at gøre. Jeg havde tænkt og tænkt. Det, manden i bilen havde fortalt mig, gjorde, som tiden skred frem, et dybere og dybere indtryk på mig. Det skulle stå sin prøve, koste hvad det ville. Når jeg tænkte efter, kunne min situation ikke blive værre, end den var. Jeg havde bare indtil da ikke villet se det i øjnene.

I tiden efter havde jeg intet arbejde. Jeg vandrede rundt i skovene og så ting, jeg aldrig før havde set. Jeg fornemmede. Jeg følte naturen. Og jeg mærkede mig selv. Det var både stort og rystende. Det sidste fordi jeg ikke havde følt sådan, siden jeg var barn. Manden havde ret, og hvem han så end er, kan jeg kun sige, at jeg er ham dybt taknemlig.

I løbet af sommeren begyndte jeg at fokusere på at få en ny stilling, en, der ikke var så meget arbejde i. Og det lykkes efter forbavsende kort tid.

I dag kan jeg kun sige, at mit liv er blevet et andet, hvor jeg også har tid til både at se, føle, tænke, og frem for alt at leve.

Efter det, der skete med mig den dag i bilen, er jeg klar over, at man kan komme ud for overraskelser i livet, man aldrig havde troet kunne forekomme. Og da kan man enten vælge at løbe skrigende væk, fordi man tror, noget farligt er på spil, eller fordi man ikke orker at vende en måske fastgroet mening om, hvordan alt hænger sammen. Ofte er det jo sådan, at det vi ikke forstår, afviser vi pure.

Når jeg tænker over det, ser jeg mere og mere tydeligt, hvordan de fleste er låst inde i deres egen forestilling om livet. Tit er man ikke til at rokke derfra, uanset hvad man så end ser af beviser på, at de forestillinger er forkerte.

Jeg har, efter det jeg oplevede på vejen, tænkt: Hvad nu, hvis alt er fuldstændig anderledes, end vi har troet? Hvad nu, hvis vi har sovet grundigt i timen og derfor kun har set og oplevet en brøkdel af det, vi ellers kunne opleve, hvis vi bare var åbne?

Jeg indrømmer, at jeg selv var sådan tidligere. I dag har jeg ikke mere nogen fast forestilling om noget som helst. Det havde jeg før. Nu er jeg blevet mere fleksibel og bevægelig. Og fri. Jeg blev tvunget til det.

Jeg har aldrig fortalt om denne hændelse til nogen. Det er første gang, det sker nu. Og sikkert også den eneste. Der er, for mig at se, intet formål med at fortælle den slags til mennesker, som jeg ved, ikke vil tage det ind eller respektere det som sandt. Men det bliver min beretning ikke mindre sand af.