Af hensyn til mine sovende naboer listede jeg stille op ad den fælles trappe, mens jeg bar den røde nylonsportstaske som en baby mod brystet, for at den ikke skulle bumpe mod gelænderet. Midsommerlørdage i Prince of Wales Drive er uforudsigelige. Nogle nætter er der skæg og ballade til langt ud på morgenen, hvor Penelope, hvis hun er hjemme, ringer til politiet og skælder dem huden fuld og truer med at skrive en historie i sin avis om, at der er alt for få betjente på gaden. Andre aftener, når skolerne har ferie, og der er bombetrusler, og alle og enhver har fritidshuse at se til, er det eneste, man hører, når man kommer til Norfolk Mansions' hoveddør, ens egne fodtrin på fortovet plus den apachelignende tuden af ugler i Battersea Park. Men lige nu var der kun den ene lyd, der betød noget for mig, og det var Hannahs ulykkelige stemme, der hviskede sine beskyldninger.
Som sædvanlig afslog hoveddøren mig, hvad jeg syntes virkede helt symbolsk. Som sædvanlig skulle jeg trække nøglen lidt ud igen, vrikke den rundt og prøve igen. Da jeg først var inde i entreen, følte jeg mig som mit eget genfærd. Ingenting var ændret, siden jeg var død. Lysene var tændt, og det burde de sandelig også være. Jeg havde ladet dem brænde, da jeg kort havde været indenom for at kyle smokingjakken på, og Penelope havde ikke været her siden. Da jeg trak de forhadte sko af, blev jeg opmærksom på et plettet stik af Tintagel Slot, der havde hængt ubemærket i det mørkeste hjørne i fem år. Penelopes søster havde givet os det i bryllupsgave. Søstrene hadede hinanden. Ingen af dem havde nogen forbindelse med Tintagel. De havde aldrig været der, havde ikke noget ønske om at komme der. Nogle gaver siger alt.
I det, som indtil nu havde været det ægteskabelige soveværelse, hev jeg mit fangetøj af og smed det i vasketøjskurven med en følelse af afsky og befrielse. For god ordens skyld sendte jeg min sammenrullede smokingjakke efter. Måske ville Thorne the Horn synes, den var værd at gå på slankekur for. Jeg hentede mit barbergrej fra badeværelset og fik med pervers tilfredshed bekræftet, at den blå toilettaske med teddybjørnen, hvor Penelope havde alt det, hun skælmsk kaldte for sit pressemateriale, ikke stod på sin hylde: lige hvad enhver pige har brug for på en weekend med en flok ambitiøse reklamefolk i Suffolk.
Jeg gik tilbage til soveværelset og tømte mine tyvekoster ud på sengen - båndene og notesblokkene - og overpertentlig som jeg er, spekulerede jeg over, hvordan jeg bedst kunne skille mig af med mr. Andersons plasticrejsetaske, indtil jeg kom i tanke om affaldskværnen i køkkenet. Jeg skulle lige til at lade Brian Sinclairs visitkort gøre den følgeskab, men besluttede uvist af hvilken grund at lægge dem til side til trange tider, som tante Imelda ville have sagt. Så tog jeg en fri mands udstyr på: jeans, løbesko og en læderjakke fra før Penelopes tid, som jeg havde foræret mig selv efter min første universitetseksamen. Som kronen på værket tog jeg min mørkeblå, uldne tophue på, som hun havde nedlagt forbud mod, fordi den var for afro.
Jeg fortæller detaljeret og kronologisk om disse handlinger, for mens jeg udførte dem, var jeg bevidst om deres ceremonielle betydning. Hver bevægelse, jeg gjorde, var endnu et skridt hen mod Hannah i det lønlige håb, at hun ville have mig, hvilket jeg godt kunne være i tvivl om. Hver ting, der nøje blev udvalgt fra min kommode, var en del af den afskedsgarderobe, der ville følge mig ind i mit nye liv. Fra entreen hentede jeg min Antler Tronic Medium-trolley med integreret kombinationslås og indstilleligt håndtag. Engang havde den været en skattet ejendel, der pyntede på en meningsløs eksistens. Det første, jeg kom ned i den, var båndene og notesblokkene, som jeg pakkede ind i en gammel skjorte, inden jeg stuvede dem ned i en af lommerne. Jeg gik metodisk rundt i lejligheden og skar alt, der kunne give et nostalgisk ryk i mig, af ved roden, tog min bærbare computer med tilbehør, men på grund af pladsmangel uden printer, mine to båndoptagere, den ene i lommeformat, den anden i bordstørrelse, begge i robust indpakning, plus to sæt hovedtelefoner og min lommetransistorradio. Dertil kom min fars livsplettede andagtsbog, broder Michaels opmuntrende breve fra dødslejet, en guldmedaljon, der indeholdt en lok af tante Imeldas uregerlige hvide hår, et chartek med personlig korrespondance, inklusive Lord Brinkleys brev til mig og hans julekort, og den solide lærredsskuldertaske, som jeg havde båret ingredienserne til min coq au vin hjem i.
Fra bordet ved karnapvinduet tog jeg en lakforseglet kuvert frem, hvorpå der stod BRUNOS EKSEMPLAR, og som indeholdt den ægtepagt, der var udformet af Penelopes fremsynede far til at imødegå præcis dette øjeblik. Jeg havde altid haft en fornemmelse af, at han havde et mere realistisk billede af vores ægteskab, end jeg havde. Så højtideligt, som om jeg lagde en krans ved gravmælet, lagde jeg aftalen med de to underskrifter på Penelopes pude, tog vielsesringen af venstre hånds ringfinger og anbragte den lige i midten. Med denne ring af-ægter jeg dig. Hvis jeg følte noget, så var det hverken bitterhed eller vrede, men fuldbyrdelse. En opvågning, der var begyndt længe før den lille gentlemans udbrud i trattoriaet, havde nået sin eneste mulige afslutning. Jeg havde giftet mig med den Penelope, hun ikke ønskede at være: en frygtløs forkæmper for vores store engelske presse, min trofaste og stedsevarende elskede, der forsagede alle andre, min livsstilsinstruktør og moder til mine fremtidige børn og, i mine mørkeste øjeblikke, min egen hvide reservemor. For sin del havde Penelope giftet sig med det eksotiske i mig, kun for at opdage konformisten, hvad der må have været en betydelig skuffelse for hende. På det punkt havde hun min dybeste sympati. Jeg efterlod ikke noget brev.
Jeg smækkede min trolley i, undlod at kaste et sidste blik rundt i lejligheden og satte i stedet kursen ned ad gangen mod fordøren og friheden. På vejen hørte jeg låsen dreje uden dens sædvanlige modstand og et par letvægtsfødder komme ind i entreen. Min umiddelbare reaktion var frygt. Ikke for Penelope personligt, for det var et overstået kapitel. Men frygt for at skulle udtrykke det med ord, som jeg allerede havde gjort. Frygt for at blive forsinket, for at miste fremdrift, for kostbar tid, der ville blive spildt på skænderier. Frygt for, at det var kikset med Penelopes flirt med Thorne, og at hun ville vende hjem for at blive trøstet, men i stedet ville blive udsat for endnu en ydmygende afvisning, og det fra en kant, hun anså for at være ude af stand til at yde troværdig modstand: mig. Jeg var derfor lettet over, at det ikke var Penelope, der stod foran mig med hånden i siden, men vores nabo og reservepsykolog Paula, klædt i regnfrakke og, så vidt jeg kunne se, ikke andet.
"Hannibal hørte dig, Salvo," sagde hun.
Paulas stemme er en monoton blanding af amerikansk og britisk, en slags permanent klagesang. Hannibal er hendes vagtmynde.
"Når flotte fyre sniger sig rundt og prøver på at være stille, så hører Hannibal dem," fortsatte hun dystert. "Hvor skal du hen, for fanden? Du ser helt vild ud."
"Arbejde," sagde jeg. "Sent opkald. Det er en hastesag. Undskyld, Paula, men jeg bliver nødt til at gå."
"I det tøj? Den skal du længere ud på landet med. Du trænger til en drink. Har du en flaske?"
"Ja, ikke på mig, hvis du forstår, hvad jeg mener" - vits.
"Det har jeg måske for en gangs skyld. Og jeg har også en seng, hvis det er det, du leder efter. Du har aldrig troet, jeg kneppede, vel? Du troede, jeg varmede røven ved jeres ild. Penelope bor her ikke mere, Salvo. Den person, som bor her, er mindet om Penelope."
"Paula, jeg skal faktisk gå."
"Den virkelige Penelope er en usikker, overkompenserende møgkælling, som handler i stedet for at tvivle. Hun er også psykopatisk og selvbedragerisk og min bedste veninde. Kommer du ikke med i min INDRE KROPSERFARING-gruppe? Vi taler en masse om kvinder som Penelope. Du kunne måske nå op på et højere bevidsthedsplan. Hvad er det for et job?"
"Hospital."
"Med den kuffert? Hvor er hospitalet - Hongkong?"
"Paula, jeg har faktisk travlt."
"Hvad med at kneppe først, og så tage på hospitalet?"
"Nej. Desværre."
"Hospital, så kneppe?" - stadig forhåbningsfuld. "Penelope siger, du er rigtig god."
"Tak, men nej tak."
Hun trådte til side, og jeg smuttede taknemligt forbi hende ned ad trappen. På et hvilket som helst andet tidspunkt ville jeg være blevet forbløffet over, at vores hjemlige leverandør af livets sandheder og modtager af utallige flasker af min Rioja så gnidningsløst havde krydset grænsen mellem guru og nymfoman, men ikke denne aften.
***
Jeg indtog min plads på en parkbænk over for hospitalets hovedindgang cirka klokken 7.00 efter tante Imeldas ur, selvom jeg ved hjælp af diskrete forespørgsler i receptionen var klar over, at natteholdet ikke gik hjem før tidligst 8.30. En brutalistisk moderne skulptur stod midt i mit synsfelt, så jeg kunne holde øje med indgangen uden at blive set. På hver side af glasdørene stod en uniformeret repræsentant for en af Englands hastigtvoksende private militser. Zuluer og ovamboer, hører jeg Maxie sige stolt. De bedste krigere i verden. Ved en indkørsel i kælderhøjde holdt en procession af hvide ambulancer og læssede deres sårede af. Ved siden af mig på bænken lå den lærredstaske, som jeg havde flyttet mine bånd og notesblokke over i. Jeg var bevidst om mit skrøbelige greb om livet og havde snurret skulderstroppen rundt om håndleddet.
Jeg var supervågen og halvvejs faldet i søvn. At finde en seng ved midnatstid i Bombesæsonen, når ens farve er zebra, og man slæber af sted på en stor kuffert, er ikke nogen let sag. Jeg anså derfor mig selv for heldig, da en venlig politibetjent, der var holdt ind til siden for at se nærmere på mig, havde vist mig ned til et projektørbelyst pensionat i romantisk gotisk stil i en sidegade til Kilburn High Road. Det var ifølge ejeren, mr. Hakim, der var cricketfan, åbent for alle hudfarver på alle tider af døgnet, forudsat de overholdt spillereglerne. For kontant forudbetaling - der kom fra Maxies dollars, der blev vekslet til pund - var jeg umiddelbart blevet lejer af Luksussuiten, et rummeligt soveværelse på husets bagside med dobbeltseng plus tekøkken og karnapvindue med udsigt til et frimærke af en køkkenhave.
Klokken var nu over tre om natten, men søvn kommer ikke af sig selv til en mand, der er besluttet på at genoprette forbindelsen til kvinden i sit liv. Mr. Hakims omfangsrige hustru var knap nok blevet færdig med at fortælle historien om sin store familie og havde lukket døren ind til mig, før jeg gik frem og tilbage i værelset med hovedtelefoner på og en båndoptager i hånden. Og S stod faktisk for satellit. Og Philip havde gjort god brug af den. Han havde talt med en stemme, der rent faktisk var bemyndiget til at sige ja. Og stemmen, der sagde ja, tilhørte til min inderlige ærgrelse ingen anden end min mangeårige helt og revser af Penelopes fantastiske avis, Lord Brinkley of the Sands, selvom lyden af retfærdig harma gav mig grund til håb. Først var han skeptisk:
"Philip, jeg kan simpelthen ikke høre, hvad du siger. Hvis jeg ikke kendte dig bedre, ville jeg tro, du var i gang med at spille Tabbys kort."
Og da Philip gjorde det klart for ham, at aftalen ellers ville blive forpurret:
"Det er det mest umoralske, jeg nogensinde har hørt. Hvad er et håndtryk værd, for fanden? Og du siger, at han ikke engang vil lade sig nøje med halvdelen nu og resten senere? Nå, men det bliver han nødt til. Forklar ham det."
Og da Philip fastholdt, at de havde forklaret ham alt, hvad de kunne komme i tanke om, var Brinkleys stemme til min store lettelse indbegrebet af såret uskyld:
"Drengen er gal. Jeg må tale med hans far. Men godt, giv ham, hvad han beder om. Det bliver i den grad med forventning om snarlig gevinst, og den vil vi forsøge at få fingrene i fra Dag 1. Forklar ham det, Philip, tak. Jeg er ærlig talt skuffet over dig. Og over ham. Hvis jeg ikke kendte dig bedre, ville jeg overveje, hvem der gør hvad for hvem."
***
Sytten minutter over otte kom en ung mand i en hvid kittel flyvende ned ad hospitalstrappen. Han blev fulgt af to nonner i grå dragter. Tyve minutter over kom et slæng af sygeplejersker, mandlige og kvindelige, de fleste sorte. Men på en eller anden måde vidste jeg, at Hannah ikke ville være en del af gruppen i dag, skønt hun var selskabelig. 8.33 kom endnu en skare galoperende ud. Det var en glad forsamling, og Hannah ville have passet godt sammen med dem. Men ikke i dag. Klokken 8.40 kom hun ud alene og gik med den forkrøblede gangart, der rammer folk, som lytter til en mobiltelefon. Hun var i uniform, men uden sin sygeplejekappe. Indtil nu havde jeg aldrig set hende i andet end uniform eller nøgen. Hun rynkede panden på den samme omhyggelige måde, som når hun tog Jean-Pierres puls eller elskede med mig. Hun nåede det nederste trin, standsede pludselig op og ænsede ikke dem, der blev nødt til at gå rundt om hende for at komme op eller ned, hvad der kunne virke overraskende for en kvinde, der var så betænksom over for andre, men ikke forbavsede mig.
Hun stod stille og skulede bebrejdende til sin mobiltelefon. Jeg ventede næsten, at hun ville ryste den eller smide den væk i lede. Til sidst klemte hun den op mod øret igen, mens hun holdt sin lange hals på skrå for at møde den, og jeg vidste, at hun hørte på den sidste af de otte meddelelser, jeg havde indtalt i de tidlige morgentimer. Da hun løftede hovedet, faldt den hånd, der holdt mobiltelefonen, slapt ned til siden, og jeg gættede på, at hun endnu en gang havde glemt at slukke for telefonen. Da jeg nåede hen til hende, begyndte hun at le, men da jeg tog fat i hende, blev latteren til tårer. Og i taxaen græd hun lidt mere og lo lidt, og det gjorde jeg også, hele vejen ned til mr. Hakims pensionat. Men der blev vi overmandet af en gensidig forlegenhed, som passionerede elskende så ofte oplever det, så vi slap hinanden og gik hver for sig over den grusbelagte indkørsel. Vi vidste begge, at meget skulle forklares, og at vores rejse ind i hinandens arme skulle være hensynsfuld. Med behørig formalitet åbnede jeg derfor døren til værelset og trådte til side og inviterede hende til at gå ind af egen fri vilje i stedet for efter tilskyndelse fra mig, hvilket hun valgte at gøre efter en brøkdel af et sekunds tøven. Jeg fulgte med ind og låste døren, men da jeg så, at hendes arme forblev beslutsomt ned langs siden, modstod jeg impulsen til at omfavne hende.
Jeg vil imidlertid tilføje, at hendes blik ikke et sekund havde flyttet sig fra mit. Der var ikke noget anklagende eller fjendtligt i det. Det var mere et forlænget studiebesøg, det aflagde, og det fik mig naturligvis til at spekulere over, hvor meget hun så af den voldsomme uro, der var begravet i mine øjne, for her var en kvinde, hvis job det var at tage sig af mænd i fortvivlede situationer, og som derfor vidste, hvordan hun skulle finde rundt i deres ansigt. Da hendes inspektion af mig var overstået, tog hun mig i hånden og tog mig med på en tur rundt i værelset, tilsyneladende for at forbinde mig med mine ejendele: tante Imeldas medaljon, min fars andagtsbog og så videre og - en sygeplejerske bemærker alle særheder, hvad hendes patient angår - den tomme, lyse streg på venstre hånds ringfinger. Derefter tog hun den ene af mine fire notesblokke op, næsten pr. osmose, syntes jeg - det var nummer tre, den, som handlede om Maxies detaljerede krigsplan - og på samme måde som Philip havde gjort det seksten timer tidligere, krævede hun forklaringer, som jeg tøvede med at give, fordi min strategi for at indvi hende krævede avanceret planlægning og timing i overensstemmelse med efterretningsarbejdets faste principper.
"Og det her?" ville hun vide og pegede med stor sikkerhed på en af mine mere komplicerede hieroglyffer.
"Kivu."
"Har du talt om Kivu?"
"Hele weekenden. Eller mine kunder har, må jeg hellere sige."
"Positivt?"
"Jeg ville nok snarere sige kreativt."
Jeg havde sået frøet, omend noget klodset. Efter en tavshed kom der et trist smil fra hende. "Hvem kan være kreaiv om Kivu nu om dage? Måske slet ingen. Men ifølge Baptiste er sårene begyndt at hele. Hvis vi kan fortsætte på den måde, har Congo måske en dag børn, der ikke kender til krig. Kinshasa taler hele tiden om at afholde valg, siger han."
"Baptiste?"
Først lod det til, at hun ikke havde hørt mig, så optaget var hun af min kileskrift. "Baptiste er Mwangazas uofficielle repræsentant i London," svarede hun endelig og gav mig min notesblok tilbage.
Jeg overvejede stadig, hvad Baptiste lavede i hendes liv, da hun udstødte et forskrækket råb, det første og sidste, jeg nogensinde har hørt fra hende. Hun holdt Maxies hvide kuvert op, der indeholdt de seks tusinde dollars, som jeg endnu ikke havde vekslet til pund, og anklagen i hendes ansigt var tydelig.
"Hannah, det er ikke nogen, jeg har stjålet. Jeg har tjent dem. De er min løn. Ærligt fortjent."
"Ærligt?"
"Nå, måske ikke, men legalt. Uanset hvad er det penge, jeg har fået af" - jeg skulle til at sige "den engelske regering", men for mr. Andersons skyld skiftede jeg mening - "de kunder, jeg har arbejdet for i weekenden." Hvis jeg havde beroliget hendes mistanke, blev den tændt igen ved synet af Brian Sinclairs visitkort, som jeg havde ladet ligge og flyde på kaminhylden. "Brian er en af mine venner, "forsikrede jeg hende med misforstået snedighed. "Faktisk en, vi kender begge to. Jeg skal nok fortælle dig om ham senere."
Jeg vidste umiddelbart, at jeg ikke havde held med at overbevise hende, og hvis jeg havde haft mulighed for det, ville jeg på stående fod have væltet hele historien ud over hende - mr. Anderson, øen, Philip, Maxie, Haj, Anton, Benny, Spider og ti gange Haj - men en slags eftertænksom træthed havde overmandet hende, som om hun havde hørt, hvad hun kunne klare på én gang fra mig. Så i stedet for at overfalde mig med spørgsmål, strakte den trætte natsygeplejerske sig fuldt påklædt på den ene side af dobbeltsengen og faldt i en let slummer, som var desto mere overraskende, eftersom hun blev med at rynke panden. Jeg var desperat efter at følge hendes eksempel og lukkede også øjnene, mens jeg spekulerede på, hvordan i alverden det nogensinde skulle blive muligt at forklare hende, at jeg var en modvillig medskyldig i et bevæbnet kup mod hendes land. Baptiste, gentog jeg for mig selv. Det var ikke faldet mig ind, at hendes beundring for Mwangaza også kunne omfatte medlemmer af hans organisation. Men på trods af min vanskelige situation må Moder Natur være kommet mig til hjælp, for da jeg vågnede, var jeg stadig klædt i jeans og skjorte, og Hannah lå nøgen i min favn.
***
Jeg bryder mig ikke om at være overtydelig, og det gjorde broder Michael heller ikke i den retning. Efter hans mening var kærlighedsakten lige så privat som bøn, og sådan skulle det være. Derfor skal jeg ikke dvæle ved ekstasen i vores fysiske forening, som fandt sted med stor selvfølgelighed - ligesom morgenens sollys, der strømmede ind gennem karnapvinduet på det mangefarvede sengetæppe på mrs. Hakims seng. Hannah lytter til en. Jeg var ikke vant til mennesker, som gjorde det. I min eksalterede forventning havde jeg været bange for, at hun ville være forsigtig eller måske ligefrem skeptisk. Men det var Penelope, ikke Hannah. Det er sandt nok, at nu og da - for eksempel da jeg var tvunget til at skuffe hende om Mwangaza - rullede der nogle tårer ned ad hendes kind og lavede pletter på mrs. Hakims himmelblå pudebetræk, men ikke et eneste øjeblik svigtede hendes sympati eller hendes bekymring for min ubehagelige situation. For to dage siden havde jeg været fuld af beundring over, med hvilken finfølelse hun havde fortalt en mand, at han var døende, og jeg var fast besluttet på at efterligne hende, men savnede både færdighederne og tilbageholdenheden. Da jeg først var begyndt, gav jeg los for mit behov for at fortælle hende det hele med det samme. Afsløringen af, at jeg var en grundigt skolet ansat i det almægtige engelske efterretningsvæsen, omend i en deltidsstilling, fik hende til at miste pusten.
"Og du er tro over for de mennesker, Salvo?"
Jeg talte engelsk, så det gjorde hun også.
"Hannah, det har jeg altid bestræbt mig på at være. Og jeg skal gøre mit bedste for fortsat at være det," svarede jeg, og selv det lod hun til at forstå.
Hun lå krøllet rundt om mig som et søvnigt barn og var henrykt over at høre om min magiske rejse fra lejligheden på øverste etage i South Audley Street til det forgyldte palads i Berkeley Square, helikopterrejsen og den mystiske flyvetur til en navnløs ø oppe nordpå. Jeg præsenterede hende for vores krigsherrer og så hendes ansigt gennemgå tre årstider på lige så mange minutter: mørk vrede mod den lumpne Franco med hans lamme ben og kærlighed til krig, fulgt af en medvidende bedrøvelse for den aidsramte Dieudonné. Det var først, da jeg gav hende min foreløbige skitse af den skandaløse Haj - vores halvkriminelle, franskuddannede natklubejer i Bukavu - at jeg mødte pigen fra Pinsemissionen og blev behørigt sat på plads.
"Natklubejere er forbrydere, Salvo. Haj kan ikke være anderledes. Han sælger øl og mineraler, så han sælger formentlig også narko og kvinder. Det er sådan, den unge elite i Kivu opfører sig i dag. De tager solbriller på og kører i prangende firehjulstrækkere og ser pornografiske film sammen med deres venner. Hans far Luc havde et temmelig dårligt ry i Goma, det kan jeg godt fortælle dig. En stor mand, som spiller med i politik for egen vindings skyld og overhovedet ikke for Folket." Hun trak tøvende brynene sammen, mens hun modererede sin dom. "Uanset hvad, må man indrømme, at det ikke er muligt at tjene penge i Congo i dag uden samtidig at være en forbryder. I det mindste må man beundre hans skarpsindighed."
Da hun fik øje på mit ansigtsudtryk, holdt hun inde og så igen tankefuldt på mig. Og når Hannah gør det, er det ikke let at fastholde ens Personlige Sikkerhed. "Du har en helt særlig stemme til ham Haj. Har du også særlige følelser for ham?"
"Jeg havde særlige følelser for dem alle sammen," svarede jeg undvigende.
"Hvorfor er Haj så anderledes? Fordi han er blevet vestlig?"
"Jeg svigtede ham."
"Hvordan, Salvo? Jeg tror ikke på dig. Måske svigtede du dig selv. Det er ikke det samme."
"De torturerede ham."
"Haj?"
"Med en elektrisk stav. Han skreg. Så fortalte han dem alt det, de ville vide. Og så solgte han sig selv."
Hun lukkede øjnene og åbnede dem igen. "Og du hørte det?"
"Det var ikke meningen. Det gjorde jeg bare."
"Og du optog ham?"
"Det gjorde de."
"Mens han blev tortureret?"
"Det var et arkivbånd. Det skal arkiveres, ikke bruges."
"Og det bånd har vi?" Hun sprang op fra sengen og gik hen til bordet i karnappen. "Det her?"
"Nej."
"Det her?"
Hun så mit ansigt og lagde stille båndet ned på bordet og kom tilbage til sengen og satte sig ved siden af mig. "Vi skal have noget mad. Når vi har spist, spiller vi båndet. Okay?"
"Okay," sagde jeg.
Men inden maden fik hun brug for noget almindeligt tøj, som hun skulle hente fra sit kollegium, så jeg lå alene med mine tanker i en time. Hun kommer aldrig tilbage. Hun har besluttet sig for, at jeg er gal, og hun har ret. Hun er taget ud til Baptiste. De fodtrin, der kommer trippende op ad trappen, er ikke Hannahs, det er mrs. Hakims. Men mrs. Hakim vejede mindst femoghalvfjerds kilo, mens Hannah er en sylfide.
***
Hun fortæller mig om sin søn Noah. Hun spiser pizza med den ene hånd og holder mig i den anden, mens hun på swahili fortæller mig om Noah. Første gang vi var sammen, havde hun talt undseligt om ham. Nu må hun fortælle mig det hele, hvordan han kom til, hvad han betyder for hende. Noah er hendes kærlighedsbarn - bortset fra, Salvo, tro mig, der var ingen kærlighed, ingen overhovedet.
"Da min far sendte mig fra Kivu til Uganda for at læse til sygeplejerske, faldt jeg for en medicinstuderende. Da han havde gjort mig gravid, fortalte han mig, at han var gift. Han havde fortalt en anden pige, han i seng med, at han var bøsse."
Hun var seksten år, men i stedet for at vokse sig stor med babyen tabte hun syv kilo, inden hun tog mod til sig og fik taget en hiv-test. Testen var negativ. Hvis hun i dag skal gøre et eller andet ubehageligt, gør hun det med det samme for at gøre ventetiden så kort som mulig. Hun fødte barnet, og hendes tante hjalp med at passe det, mens hun gjorde sin uddannelse færdig. Alle de medicinstuderende og de unge læger ville i seng med hende, men hun gik aldrig i seng med nogen igen før mig.
Hun bryder ud i latter. "Og se på dig selv, Salvo! Du er jo også gift!"
Ikke længere, siger jeg.
Hun ler og ryster på hovedet og tager en slurk af husets rødvin, som vi allerede er blevet enige om er den mest elendige vin, vi nogensinde har drukket i vores liv - værre end det sprøjt, de tvinger i os til hospitalets årsfest, siger hun, og det siger ikke så lidt, tro mig, Salvo. Men ikke så slem som Giancarlos maskinolie-Chianti, overgår jeg hende, og tager timeout for at fortælle hende om den modige lille gentleman på Trattoria Bella Vista i Battersea Park Road.
To år efter Noah blev født, blev Hannah færdig med sin uddannelse. Hun steg i graderne, lærte sig engelsk og gik i kirke tre gange om ugen. Gør du stadigvæk det, Hannah? Lidt. De unge læger siger, at Gud ikke kan forenes med naturvidenskaben, og på hospitalsafdelingerne ser hun ikke mange tegn på Ham, hvis hun skal være helt ærlig. Men det afholder hende ikke fra at bede for Noah, for sin familie og for Kivu, eller fra at hjælpe til med søndagsskoleungerne, som hun kalder dem, i kirken i Nordlondon, hvor hun deltager i gudstjenesten med den smule tro, hun har tilbage.
Hannah er stolt over at være nande, og hun har fuld ret til at være stolt, eftersom nanderne er beundret for deres driftighed. Hun kom til England via et bureau, da hun var treogtyve, fortæller hun mig over kaffen og endnu et glas af den forfærdelige rødvin. Det har hun fortalt mig før, men i den leg, vi leger, går man tilbage til start, hvis man taber tråden. Englænderne var ikke slemme, men bureauet behandlede hende som lort, og det var første gang, jeg hørte hende bruge et grimt ord. Hun havde ladet Noah blive i Uganda sammen med hendes tante. Det knuste hendes hjerte, men en spåmand i Entebbe havde fastlagt hendes livs skæbne: at udvide sit kendskab til Vestens lægefaglige erfaringer og teknologier og sende penge hjem til Noah. Når hun har lært nok og sparet nok sammen, vil hun vende tilbage til Kivu sammen med ham.
I den første tid i England drømte hun hver nat om Noah. Hun blev oprevet, når hun ringede til ham, indtil hun rationerede det til en gang om ugen på de billige tidspunkter. Bureauet havde aldrig fortalt hende, at hun skulle gennemgå en omskoling, hvilket hun så brugte hele sin opsparing på, eller at hun skulle starte helt fra bunden igen i sygeplejerskehierakiet. De nigerianere, hun var indkvarteret med, betalte ikke deres husleje, indtil værten en dag smed dem alle sammen på gaden, også Hannah. For at opnå forfremmelse på hospitalet skulle hun være dobbelt så dygtig som sine hvide konkurrenter og arbejde dobbelt så hårdt. Men ved Guds hjælp, eller som jeg foretrak det, i kraft af sin egen heltemodige indsats, havde hun sejret. To gange om ugen følger hun et kursus i enkle kirurgiske indgreb i fattige lande - hun skulle have været af sted i aften, men det vil hun indhente senere. Det er en eksamen, hun har lovet sig selv at tage, inden hun får Noah tilbage.
Hun har gemt det vigtigste til sidst. Hun har overtalt oversygeplejersken til at lade hende tage en ekstra uges ferie uden løn, og det vil også give hende mulighed for at tage med sine søndagsskoleunger på deres todagesudflugt til havet.
"Var det kun på grund af søndagsskoleungerne, du bad om ferie?" spørger jeg forhåbningsfuldt.
Hun snøfter hånligt. Tage en uges ferie bare på grund af den beskedne mulighed for, at en eller anden lusket tolk vil holde sine løfter? Latterligt.
Vi er færdige med kaffen og har betalt regningen med nogle af Maxies vekslede dollars. Om et øjeblik vil det være tid at gå hjem til mr. Hakims pensionat. Hannah har taget en af mine hænder og undersøger min håndflade, mens hun tankefuldt følger dens linjer med en fingernegl.
"Skal jeg leve evigt?" spørger jeg.
Hun ryster afvisende på hovedet og fortsætter med at læse i den hånd, hun har taget til fange. Der var fem, siger hun lavmælt på swahili. Egentlig ikke niecer. Kusiner. Men hun tænker på dem som sine niecer, selv nu. Født af den samme tante, som tog sig af hende i Uganda, og som nu tager sig af Noah. De var de børn, tanten havde. Ingen sønner. De var i alderen seks til seksten. Hun fremsiger deres navne, alle bibelske. Hendes blik er sænket, og hun taler stadigvæk med min hånd, og hendes stemme er fladet ud til en enkelt tone. De var på vej hjem og gik langs med vejen. Min onkel og pigerne, i deres bedste tøj. De havde været i kirke, og deres hoveder var fyldt med bønner. Min tante var ikke rask og var blevet i sengen. Nogle drenge kom hen til dem. Interahamwer fra den anden side af grænsen, helt stenede af stoffer og på udkig efter underholdning. De anklagede min onkel for at være tutsi-spion, skar pigernes haser over, voldtog dem, bankede dem og smed dem i floden, mens de sang smør! smør! og så på, at pigerne druknede. Det var deres måde at fortælle, at de ville kærne alle tutsier til smør.
"Hvad gjorde de med din onkel?" spørger jeg hendes bortvendte hoved.
Bandt ham til et træ. Tvang ham til at se på. Lod ham forblive i live, så han kunne fortælle om det i landsbyen.
I en form for gensidighed fortæller jeg hende om min far og skampælen. Det har jeg aldrig før fortalt til andre end broder Michael. Vi går hjem og lytter til Haj, der bliver tortureret.
***
Hun sidder rank i den anden ende af værelset, så langt væk fra mig som hun kan komme. Hun har taget sit officielle sygeplejerskeansigt på. Dets udtryk er fastlåst. Haj kan skrige, Tabizi kan råbe op og håne ham, Benny og Anton kan gøre deres værste med hvad det nu end var, Spider så velvilligt havde fikset til dem fra værktøjskassen, men Hannah forbliver lige så udtryksløs som en dommer uden at se på noget, mindst af alle mig. Da Haj beder om nåde, er hendes udtryk stoisk. Da han håner Mwangaza for at indgå sin beskidte aftale med Kinshasa, bevæger det sig knap nok. Da Anton og Benny vasker ham under bruseren, udstøder hun et dæmpet råb af væmmelse, men det forplanter sig ikke på nogen måde til hendes ansigt. Det er først, da Philip kommer ind på scenen og begynder at overtale Haj med sund fornuft, at det går op for mig, at hun har delt hvert eneste sekund af Hajs pine med ham, akkurat som om hun plejede ham i sygesengen. Og da Haj forlanger tre millioner dollars for at forråde sit land venter jeg på hendes stærke indignation, men hun ryster blot medfølende på hovedet.
"Den stakkels blærerøv af en knægt," mumler hun, "de har dræbt hans ånd!"
På det tidspunkt vil jeg slukke for båndet, for at spare hende for den endelige hån, men hun standser min hånd.
"Det er bare sang fra nu af. Haj prøver på at gøre det bedre for sig selv. Det kan han ikke," forklarer jeg blidt.
For at føje hende spiller jeg båndet til den bitre ende, begynder med Hajs tur rundt i Mwangazas salon og ender med klapren af krokodiller, da han trodsigt tramper hen ad stien til gæstesuiten.
"Igen," beordrer hun. Så jeg spiller det igen, hvorefter hun længe sidder ubevægelig.
"Han trækker på den ene fod, kan du høre det? Måske har de skadet hans hjerte."
Nej, Hannah, jeg havde ikke lagt mærke til, at han trak på foden. Jeg slukker, men hun rører sig ikke.
"Kender du den sang?" spørger hun.
"Den lyder som de sange, vi sang."
"Så hvorfor sang han den?"
"For at få det bedre, tror jeg."
"Måske er det for, at du skal få det bedre."
"Måske," medgiver jeg.
***
Hannah er en praktisk natur. Når hun har et problem, der skal løses, finder hun roden og arbejder sig metodisk op derfra. Jeg har broder Michael, hun har sin søster Imogène. På missionsskolen lærte Imogène hende alt, hvad hun vidste. Da hun var gravid i Uganda, sendte Imogène hende trøstende breve. Imogènes Lov, som man efter Hannahs mening aldrig må glemme, siger, at siden intet problem eksisterer isoleret, må vi først reducere det til dets bestanddele, og så tackle én del ad gangen. Først når vi virkelig har gjort dette - og ikke før - vil Gud udpege den rette vej for os. Eftersom det var Hannahs modus operandi, både på arbejdet og i livet som sådan, kunne jeg ikke indvende noget mod en temmelig ligefrem afhøring, som hun med passende venlighed og beroligende kærtegn underkastede mig på fransk, vores mest uforstyrrede sprog.
"Hvordan og hvornår stjal du båndene og notesblokkene, Salvo?"
Jeg beskriver mit sidste besøg i fyrrummet, Philip, der uventet kom derned, og hvordan det var lige ved at gå galt.
"Under flyveturen tilbage til Luton, var der da nogen, der så mistænksomt på dig eller spurgte dig, hvad der var i din rejsetaske?"
Ingen.
"Er du sikker?"
Så sikker, som man kan være.
"Hvem ved nu, at du har stjålet båndene?"
Jeg tøver. Hvis Philip havde besluttet sig for at vende tilbage til fyrrummet, efter at holdet var fløjet væk, og tage et ekstra kig i affaldssækken, så ved de det. Hvis Spider undersøgte sine bånd, da han kom til England, inden han afleverede dem til arkivformål, så ved de det. Eller hvis den eller dem, han overlod dem til, besluttede sig for selv at tjekke, så ved de det. Jeg er ikke sikker på, hvorfor jeg anlagde en patroniserende tone på det tidspunkt, men det var formentlig i selvforsvar.
"Men," insisterer jeg og søger tilflugt i den langtrukne advokatstil, jeg fra tid til anden tvinges til at gengive, "hvad enten de ved det eller ej, er der næppe tvivl om, at jeg rent teknisk har begået et graverende brud på Loven om statshemmeligheder. Hvis min person kan benægtes, så følger heraf, at det kan hemmelighederne også. Hvordan kan en tolk, som ikke eksisterer, anklages for at stjæle hemmeligheder, som ikke eksisterer, når han handler på vegne af et navnløst Syndikat, som selv hævder, at det heller ikke eksisterer?"
Men som jeg burde have vidst, er Hannah mindre imponeret end mig af min retssalsretorik.
"Salvo. Du har stjålet noget, der er meget værd, fra magtfulde arbejdsgivere. Spørgsmålet er, om de finder ud af det, og hvis de fanger dig, hvad vil de så gøre ved dig? Du sagde, de vil angribe Bukavu om to uger. Hvordan ved du det?"
"Det fortalte Maxie mig. I flyet hjem. Det drejer sig om at tage lufthavnen. Lørdag er fodbolddag. De hvide lejesoldater kommer i et schweizisk charterfly, de sorte lejesoldater vil lade, som om de er et fodboldhold på besøg."
"Så nu har vi ikke to uger, men tretten dage."
"Ja."
"Og det er ikke sikkert, men ret sandsynligt, at du er eftersøgt."
"Det tror jeg."
"Så må vi snakke med Baptiste."
Hun trækker mig ind til sig, og for en stund glemmer vi alt andet end hinanden.
Vi ligger på ryggen og kigger op i loftet, og hun fortæller mig om Baptiste, der er congolesisk nationalist, brænder for et forenet Kivu og lige er kommet tilbage fra Washington, hvor han deltog i et studieforum om afrikansk bevidsthed. Rwanderne har flere gange sendt deres mordere for at opspore ham og dræbe ham, men han er så dygtig, at han altid har udmanøvreret dem.
Han kender alle de congolesiske grupper, inklusive de rigtig slemme. I Europa, i USA og i Kinshasa."
"Kinshasa, hvor de rige svin kommer fra," foreslår jeg.
"Ja, Salvo. Hvor de rige svin kommer fra. Og også mange gode og seriøse mennesker som Baptiste, som bekymrer sig om det østlige Congo og er klar til at påtage sig risici for at beskytte os mod vores fjender og udnyttere."
Jeg vil så gerne være ubetinget enig med hende i alt, hvad hun siger. Jeg vil så gerne være lige så congolesisk som hende. Men jalousiens rotte, som broder Michael plejede at kalde den, gnaver i mine indvolde.
"Så selvom vi ved, at Mwangaza har lavet en beskidt aftale i Kinshasa, eller Tabizi har, eller hans folk har," spørger jeg, "så tror du stadigvæk, det er sikkert at gå til Mwangazas repræsentant her i London og afsløre hele historien over for ham? Så meget stoler du på ham."
Hun vender sig om på albuen og kigger ned på mig.
"Ja, Salvo. Så meget stoler jeg på ham. Hvis Baptiste hører, hvad vi har hørt, og når frem til, at Mwangaza er korrupt, hvad jeg nu ikke tror, så vil Baptiste - for han er reel og drømmer om fred for hele Kivu, som vi gør - så vil han vide, hvem han skal advare, og hvordan han skal forebygge den katastrofe, der lurer lige rundt om hjørnet."
Hun lader sig falde ned igen, og vi genoptager vores undersøgelse af mrs. Hakims loft. Jeg stiller det uundgåelige spørgsmål: Hvor har hun mødt ham?
"Det var hans gruppe, der organiserede busturen til Birmingham. Han er bashi ligesom Mwangaza, så det var naturligt, at han så Mwangaza som fremtidens mand. Men det gør ham ikke blind for Mwangazas svagheder."
Selvfølgelig ikke, forsikrer jeg hende.
"Og i sidste øjeblik, lige inden vores bus startede, hoppede han helt uventet om bord og holdt en stærk og følelsesladet tale om udsigterne til fred og samling af hele Kivu."
"For dig personligt?" spørger jeg.
"Ja, Salvo. For mig personligt. Ud af seksogtredive mennesker i bussen talte han kun til mig. Og jeg var helt nøgen."
***
Hendes første indvending mod min foretrukne helt, Lord Brinkley, var så kategorisk, at den for mig lugtede stærkt af søster Imogènes fundamentalisme:
"Men Salvo. Hvis onde mennesker trækker os i krig og stjæler vores ressourcer, hvordan kan der da være nuancer af skyld mellem dem? Du må da give mig ret i, at den ene må være lige så ond som den anden, siden de alle er medskyldige i den samme sag?"
"Brinkley er ikke som de andre," svarede jeg tålmodigt. "Han er en kransekagefigur, ligesom Mwangaza. Han er den slags mand, de andre marcherer bag ved, når de går på rov."
"Han er også den mand, der kunne sige ja."
"Det er rigtigt. Og han er den mand, der udtrykte både chok og retfærdig harme, hvis du husker det. Og som faktisk beskyldte Philip for dobbeltspil, nu han var i gang." Og som trumf: "Hvis han er manden, der kan gribe telefonen og sige ja, kan han også tage den og sige nej."
For at understrege pointen trak jeg på min rige erfaring fra erhvervslivet. Hvor ofte havde jeg ikke observeret, sagde jeg, at mændene ved roret ikke var klar over, hvad der blev gjort i deres navn, så optaget var de af at skaffe midler og holde øje med markedet? Og gradvis begyndte Hannah at nikke samdrægtigt, vel vidende, at der alligevel var områder her i livet, hvor min viden overgik hendes. Jeg hobede argumenter op og mindede hende om min ordveksling med Brinkley i huset i Berkeley Square. "Og hvad skete der, da jeg nævnte mr. Andersons navn for ham? Han havde ikke engang hørt om ham!" sluttede jeg og ventede på hendes svar, som jeg oprigtigt håbede ikke ville omfatte et yderligere forsvar for Baptiste. Til sidst viste jeg hende brevet, der takkede mig for min støtte: Kære Bruno, underskrevet Din hengivne, Jack. Men selv da gav hun ikke helt op:
"Hvis Syndikatet er så anonymt, hvordan kan de så bruge Lord Brinkley som kransekagefigur?" Og da jeg ikke havde noget godt svar på rede hånd: "Hvis du absolut skal gå til en af dine egne, så gå da i det mindste til mr. Anderson, som du stoler på. Fortæl ham din historie og overgiv dig til hans nåde."
Men jeg var endnu engang i stand til at udmanøvrere hende, denne gang med min indsigt i den hemmelige verden. "Anderson vaskede sine hænder, hvad mig angår, inden jeg overhovedet forlod hans sikre lejlighed. Operationen kunne benægtes, jeg kunne benægtes. Tror du så, han vil af-benægte mig, når jeg kommer valsende og fortæller, at det hele var et svindelnummer?"
Vi sad side om side foran min bærbare computer og gik i gang med arbejdet. Lord Brinkleys hjemmeside var tavs om, hvor han boede. De, der ønskede at skrive til ham, skulle gøre det c/o Overhuset. Mine presseklip om Brinkley kom mig nu til nytte. Jack var gift med en Lady Kitty, en adelig arving, der var involveret i velgørenhedsarbejde for Englands værdigt trængende, hvad der helt naturligt anbefalede hende over for Hannah. Og Lady Kitty havde en hjemmeside. På den var opført de velgørenhedsorganisationer, som nød hendes protektion, plus den adresse, som donorer kunne sende deres checks til, plus en meddelelse om hendes formiddagskaffearrangementer hjemme om torsdagen, som velgørere blev inviteret med til, men kun efter forudgående aftale. Hjemme var Knightsbridge, centrum i Londons gyldne trekant.
***
Det er en time senere, jeg ligger vågen, mit hoved er superklart. Hannah, der er opøvet i at sove, når som helst der er lejlighed til det, rører sig ikke. Stille trækker jeg i skjorte og bukser, tager min mobiltelefon og går ned i gæstestuen, hvor mrs. Hakim er ved at rydde morgenmaden væk. Efter den obligatoriske udveksling af selvfølgeligheder slipper jeg ud i den lille have, som ligger i en slugt mellem høje, brune bygninger. Prentet ind i mig er en stadig bevidsthed om det, vores undervisere på endagskurset ville kalde Penelopes handelsruter. Efter sin hede weekend med Thorne vil hun dukke op i Norfolk Mansions til en morgenreparation, inden hun begiver sig af sted til ugens strabadser. Hun kan bedst lide at ringe fra taxaer, som avisen betaler. Som alle gode journalister har hun tænkt meget over åbningsreplikken.
Og fuck dig, Salvo, skat! Hvis du havde ventet en uge mere, kunne jeg have sparet dig for ulejligheden! Jeg vil ikke spørge om, hvor du var i weekenden, efter at du havde gjort mig til grin for øjnene af ejeren. Jeg håber bare, hun er det værd, Salvo. Eller skulle jeg måske sige han? Fergus siger, han er bange for at gå ind på et herretoilet sammen med dig.
Jeg gik tilbage til værelset. Hannah lå, som da jeg forlod hende. I sommervarmen lå overlagenet draperet som en malers slør hen over det ene bryst og ned mellem hendes lår.
"Hvor har du været?"
"Nede i haven. For at blive skilt."