Alt hvad jeg er

Spioner under trappen, spioner på mit tag,

Spioner i mit bad, både nat og dag.

Spioner på min plæne, hvor skyggerne bli’r lange,

Spioner i min have, hvor selv bærrene bli’r bange,

Spioner ude foran og spioner bag min ryg,

Og gemt imellem frakkerne med skæg og falsk paryk.

Spioner i mit skab og under mine senge,

Spioner i min kælder, de har været der længe.

„Spionsang“ af W.H. Auden,

fra hans gendigtning af Ernst Tollers

Freden er forbi!, 1935

I London søgte Hans og jeg efter et sted at bo, som omstrejfere i denne nye verden af labyrintiske rækkehuskvarterer, hvor udlejerne nu herskede over os. I det første hus på Coram Street i Bloomsbury viste en kvinde i en lysegrøn housecoat os et værelse i kælderen. Der var en seng, en stol og et køkkenskab med et primusapparat med en enkelt ring ovenpå. Det eneste vindue var et smalt rektangel, hvorfra gråt lys sivede ned fra gadehøjde.

Mens hun talte om huslejen (et pund om ugen, ekstra for at bade), betingelserne (hjemme klokken ti om aftenen, ro fra halv elleve; morgenmad mellem syv og otte, ekstra for kippers), betragtede jeg sko og ankler på vej til arbejde. Hans fortalte hende på sit gebrokne engelsk, at: „Vi har kun midlertidige visa, så vi …“

„Så længe I bare ikke er irere,“ afbrød hun ham, „så er jeg ligeglad.“

Det andet værelse, vi så på, lå i Guilford Street. Denne kvinde havde et kraftigt kæbeparti og var mager med ru, røde hænder og irsk accent. Da Hans nævnte problemet med vores papirer, rystede hun på sit krøllede hoved og lo. „Så længe I bare ikke er englændere,“ sagde hun, „så er det i orden med mig.“

Jeg så på hende – et helt liv med kødpostejer, og en hud der sugede lyset til sig uden at give noget tilbage. Vi kunne være kommet fra hvor som helst; vi var bare „fremmede“.

Det endte med, at vi lejede en lille lejlighed for os selv i Great Ormond Street nummer 12 i Bloomsbury. Den lå et stenkast fra børnehospitalet og Coram’s Fields, hvor hittebørnshjemmet havde været. Viceværten havde boet der sammen med sin kone, men de var flyttet ind i den noget større kælderlejlighed. For at komme til vores lejlighed gik man først ind ad hoveddøren ud til gaden under et halvcirkelformet vindue med et englehoved, der vågede over indgangen. Indenfor var der en hovedtrappe, der snoede sig om sin egen akse op forbi de store lejligheder på de første tre etager. Så endte hovedtrappen, og en smal, brøstfældig trætrappe førte op til vores loftslejlighed.

Der var så lavt til loftet, at Hans automatisk dukkede sig, når han gik ind ad døren. Til højre for indgangen lå der to værelser med vinduer ud til gaden. Glasset i ruderne var gammelt og bulet; de georgianske rækkehuse på den anden side af gaden hoppede og dansede, når vi gik. Til venstre for indgangen var der et spisekøkken med en dør i den modsatte væg, der førte ud til en stor, nøgen betonbalkon, som udgjordes af taget på den større lejlighed nedenunder. Ved siden af køkkenet var der et lille soveværelse og et badeværelse. Lige over for indgangsdøren var der endnu en dør. Hans åbnede den og trak i snoren til lyset. Det var et skab, der var så stort, at man kunne gå helt ind i det. Der var hylder på de tre af væggene.

Fordi min far kunne sende os penge fra Polen, var vi relativt velstående i sammenligning med andre flygtninge, hvem det var forbudt at tage deres penge ud af Tyskland. Hvilket betød, at vi ikke var nødlidende og henvist til at bede om penge fra flygtningehjælpen og kvæker-organisationerne som de fleste andre. Selvom vores lejlighed var lille, havde den den store fordel, at der var tre adskilte værelser. Hvis vi spiste i køkkenet, ville der være plads til Bertie og måske også Dora. Medmindre hun ville bo hos Toller – men vi vidste aldrig helt, hvad der foregik dér.

I mine forældres villa boede tjenestepigen i et værelse ved siden af køkkenet, men kokken og resten af personalet havde boet i huse, jeg aldrig havde været i. I Berlin havde Hans og jeg en pige, Rosalie, som kom hver dag, men hun boede sammen med sine forældre og brødre i en toværelses lejlighed i Neukölln. Vi havde alle sammen brugt årevis på at tale om arbejderklassen, men idet jeg så mig om i denne lille lejlighed med dens lave, ubesmykkede lofter og små rum, indså jeg, at vi faktisk aldrig rigtig havde haft nogen idé om, hvordan de boede.

Og selvom vi havde talt om arbejdernes rettigheder, til vi var helt blå i hovedet, ville det aldrig være faldet mig ind at slutte mig til dem i praksis. Den anden uge, vi boede i Great Ormond Street, hyrede vi mrs. Allworth, som gjorde rent for det ældre par neden under os, som rengøringshjælp. Mrs. Allworth boede i East End. Hun var en mager, energisk kvinde med opstoppernæse og en tendens til rødmen, der startede på halsen og blomstrede op bag hendes ører, nogle gange helt op over kæben. Jeg tror ikke, at det skyldtes generthed, snarere følelser, som hun ikke lige i øjeblikket var i stand til at placere og få styr på.

Under ansættelsessamtalen så jeg ind i hendes lyseblå øjne og ignorerede den lyserøde rødmen, men den fik mig til at kunne lide hende. Det føltes som ærlighed, sådan at kunne se de skiftende sindsstemninger under huden. Mrs. Allworth sad med sine foldede hænder i skødet og så sig omkring fuld af forundring over, at dette sted hele tiden havde været der, gemt af vejen heroppe. Jeg så det et øjeblik med hendes øjne: forfaldne rum med umage, donerede møbler: En falmet grøn ottoman, vi havde arvet efter viceværten og hans kone, og en kasse med et klæde over som natbord. Skabsrummet var fyldt med papirer og skrivematerialer og kontorudstyr i stedet for mad. Hun kommenterede det ikke, men jeg forestillede mig, at hun selv boede under bedre (og i hvert fald mere ordnede) forhold.

Mrs. Allworth havde sit bølgende, lyse, rødbrune hår samlet i et hårnet; forklæde om livet og ærmerne smøget helt op til overarmene. Jeg kom til at sætte særlig pris på hende for hendes sprog. Hun brugte „elbow grease“ og „went like the clappers“ i lejligheden; ting „tickled her fancy“, og folk „rabbited on“ eller „made a palaver“. Hendes „old man“ eller „himself“ arbejdede på havnen, og de havde fire sønner, og de blev alle sammen – hele familien – dræbt i Blitzen. Hun kom tirsdag og fredag.

Reichstag-branden og forfølgelserne i dens kølvand havde sendt femoghalvtreds tusinde tyskere i eksil – heriblandt omkring to tusinde forfattere og kunstnere. Flere hundrede af os endte i England. Et vittigt hoved blandt de eksilerede hævdede spøgefuldt, at vi udgjorde en „Emigrandezza“: de veluddannede, politiske modstandere af regimet. Størstedelen af jøderne kom senere. Der var imidlertid intet storladent over os. Alle kæmpede og var ved at bryde sammen – uden vores sprog, ofte uden penge, uden læsere og uden arbejdstilladelser.

Vores engelske visa stipulerede „ingen politiske aktiviteter af nogen slags“. Men vores liv gav kun mening, hvis vi fortsat kunne hjælpe undergrunden i Tyskland og forsøge at gøre omverdenen opmærksom på Hitlers krigsplaner. Vi fik tilbudt eksil på den udtrykkelige betingelse, at vi tav om grunden til, at vi havde brug for det. Tavsheden gnavede. Den fik os til at føle, at vi forrådte dem, vi havde ladt tilbage. Den britiske regering insisterede på at behandle Hitler som et fornuftigt menneske, måske i håb om, at han så ville opføre sig som et.

Selv forsendelser fra Tyskland kunne sætte os under mistanke, hvilket kunne føre til, at vores visa blev inddraget. Men på forskellig vis slap der alligevel nyheder igennem om, hvad der foregik derhjemme. For hvert forsigtigt formuleret brev eller rygte, antog truslen om at blive sendt tilbage nye nuancer af rædsel.

Barbarerne begyndte med den hævn, de havde måttet vente længst på, nemlig over de revolutionære fra 1919. Tollers adjudant, Felix Fechenbach, blev „skudt under flugtforsøg“ på så klos hold, at hele hans ryg var ét stort, åbent sår. Da Hitlers mænd fandt Erich Mühsam, en anden af Tollers medrevolutionære, brændemærkede de ham i panden med et hagekors og bankede ham til plukfisk. Så lod de ham grave sin egen grav, men afstod i sidste øjeblik fra at dræbe ham – bare så han fik en lille forsmag på helvede. Hans’ redaktør, den anerkendte pacifist Carl von Ossietzky, var blevet arresteret, og ingen havde hørt nyt om ham siden. De forsøgte på ingen måde at lægge skjul på, hvad de foretog sig: De ønskede, at alle skulle være bange.

Hver tredje måned, når vi respektfuldt anmodede Hans Majestæt, Kongen af England, om at få lov at blive, havde vi hovederne fulde af alt det, vi ikke kunne nævne i vores høflige visumansøgninger – de sande grunde til, at vi ikke kunne tage hjem. Det var som at undergå en medicinsk undersøgelse: Man føler sig rask, indtil undersøgelsen med pinefuld og ulidelig præcision fremmaner muligheden for, at man fejler netop den sygdom, undersøgelsen drejer sig om. Pludselig er de symptomer, man har ignoreret, såsom ømheden i milt og lever eller den jagende smerte i brystet, beviser på ægtheden af den diagnose ethvert fjols, bortset fra en selv, vidste var på vej.

London var hårdere for Hans end for mig. Jeg havde lært nogenlunde engelsk i skolen, men hans var helt rudimentært. Han fandt det svært at læse avisen, og han fandt den kendsgerning, at hans navn ikke optrådte i den endnu værre. Hans havde det samme skarpe blik for briterne, som han havde haft for tyskerne, men her havde han ingen mulighed for at fortælle, hvad han så. Langsomt smuldrede hans offentlige selvbillede, og det tog hans private med sig i faldet. For ham var London et sted, hvor vinden blæste affald rundt om røde postkasser, og hvor parkerne var lukket med lås og slå. Forretningsmænd i jakkesæt og bowlerhatte, klædt på for at dække over mennesket indenunder; ethvert tegn på individualitet begrænset til mønstret eller farven på deres slips. Selv husene lå i identiske, udtryksløse rækker med sorte støbejernsrækværk, kun kendetegnede ved farven på deres døre.

Faktisk kunne ingen af os vænne os til de bittesmå detaljer, der markerede differentiering – vi kunne ikke tage det alvorligt. Vi fejltolkede folks overdrevne høflighed og ros som venlighed, når den i virkeligheden var beregnet på at holde os på afstand. Hans bemærkede spydigt, at hensynet til sæderne indhegnede selv parkerne som jomfrueligt uberørte fæstninger.

I dagtimerne gik han alene til læsesalen på British Museum, mens jeg havde travlt med at tage billeder og arbejde for den jødiske flygtningekomité og kvækerne. Han ville skrive sig væk i en roman.

De første uger oplevede jeg det som et chok ikke længere at blive anerkendt som det, jeg altid havde været vant til at blive opfattet som – tysker, overklasse, jøde. Som socialister havde vi argumenteret for et internationalt, menneskeligt broderskab, i hvilket klasse og race var irrelevant, men jeg havde altid funderet over, hvordan det rent faktisk ville føles. Her blev hele kategorier af min identitet udraderet af eksilets magi.

Det stod mig imidlertid hurtigt klart, at jeg havde fået tilstået en vidunderlig frihed. Det var den autoriserede betragters frihed, turistens frihed – ingen forventede noget af mig. Mens vinter blev til vår tilbragte jeg lange, selvforglemmende timer med at fotografere rundt omkring i byen – børn i farvestrålende strikhuer i zoologisk have; behændige taskenspillere på Oxford Street, lutter blinkende, uforståelig fortryllelse; besindige kvinder med håndtasken i skødet i busserne. Hans, der var tilbageholdende med at snakke med englænderne, talte til gengæld om dem, som det passede hans fordomme: en nation af butiksindehavere og tedrikkende haveentusiaster. Men jeg kom til at opfatte dem anderledes. Det, der først havde forekommet mig en konformistisk reserverthed, afslørede sig efter nogen tid som en ubeskrivelig, medfødt sans for fairplay. De havde ikke brug for så mange ydre regler, som vi havde, fordi de havde internaliseret deres normer for anstændighed.

Noget som de på deres egen uudtalte facon forsøgte at lære os. En rig og meget generøs jødinde, mrs. Eleanora Franklin, holdt åbent hus for flygtninge hver søndag i sit hjem på Porchester Terrace i Paddington. Mrs. Franklins øreflipper var tunge af juveler, og hun bar rundt på et tilsyneladende benløst, hvidt dyr i en stoftaske. På vej ind til teen spurgte hun, om vi ønskede at vaske hænder. Hverken Hans eller jeg havde rørt ved hunden, hvis hoved nikkede med sit tryllebindende underbid ud for hendes albue.

Mrs. Franklin lænede sig frem imod ham og oversatte det for ham: „Jeg mente, kære, om I ville benytte toilettet?“

Måltidet blev annonceret, idet klokken slog. Det var eftermiddagste, ikke et måltid, vi var bekendte med. Bordet var dækket op med opsatser med sandwich af hvedebrød, fyldt med agurk, røget laks, hårdkogt æg, mayonnaise og rejer. På andre opsatser var der kager – små chokoladefirkanter i fint papir, små frugttærter og lyse kokosmakroner. Marmeladeskåle glitrede mørkt for begge ender af bordet, side om side med tyk fløde. Stuepigen kom med bakker med varme scones og satte dem ned. Vi anede ikke, hvor vi skulle begynde eller ende. Vi iagttog de andre omhyggeligt og gjorde, som de gjorde: Åbenbart kunne man godt tage en kage, inden man tog en sandwich eller en aspargesrulle, men kun én ting på tallerkenen ad gangen. Vores værtinde stod og skænkede te med højt hævet tekande. Der var ingen citron til teen, men mælk i stedet. En tjenestepige kom rundt med en bakke med fyldte champagneglas.

Hans sad ved siden af mig og ventede og iagttog, mens han konverserede dæmpet med en midaldrende kvæker med pomadehår. Pludselig hørte jeg manden sige: „Er det sådan, man sidder til bords i Tyskland?“

Jeg så hurtigt på Hans. Han sad fuldstændig rank med hænderne i skødet. Hans sagde ikke noget, men nikkede høfligt. Manden strakte armene ud og sikrede sig, at han havde hele rummets fulde opmærksomhed, inden han demonstrativt anbragte sine håndled på bordkanten. „Her i landet,“ sagde han, som for at være venlig, „sidder vi sådan her.“

Jeg så Hans rødme og smile anstrengt. Jeg vidste, at selv hvis han kunne finde på noget at sige, ville han ikke kunne få det frem uden at stamme, så han tav.

Bagefter gik hele selskabet en tur rundt i haven. Jeg havde aldrig set noget lignende: Den var omhyggeligt og møjsommeligt anlagt, så den lignede noget naturligt. Skellene var skjult af træer og espalierer og fantastiske tidsler, der tårnede sig stikkende op i rodede bede. Det var, som om nabohusene ikke eksisterede. Da vi kom tilbage, slog folk sig ned i sofaer og bløde stole, og mændene røg cigarer. Jeg stod netop ved pejsen, da jeg til min forbløffelse pludselig hørte højlydt snorken fra en lænestol ved siden af mig. Det var vores værtinde. Et kort øjeblik blev der stille i rummet, som i et lydstudie. Så – som om det ved nærmere eftertanke ikke var værd at hæfte sig ved – genoptog folk deres samtaler.

Vel hjemme igen grinede Hans og jeg ad denne snorken, men han var stadig såret for sit eget vedkommende. Han havde tændt op i komfuret og travede op og ned ad gulvet. I Berlin havde han forvandlet sig selv fra den stammende søn af en landsbypræst til en sprogmester, de fine nuancers behersker og en elegant, ufejlbarlig charmør. Her i London blev han bombet tilbage til følelsen af at være et provinsielt nul, hvem det var nødvendigt at lære eufemismer for kropsfunktioner, samt hvordan man sad korrekt til bords.

„Mente hun faktisk i fuld alvor,“ han stod med hænderne i siden og stirrede ned i linoleumsgulvet, „mente hun helt alvorligt, at jeg skulle være nået hertil i tilværelsen uden at være i stand til at undskylde mig og spørge tjenestepigen, hvor toilettet er?“ Hans stemme steg og knækkede over. „De betragter os som børn.“

Jeg sad ved bordet og sorterede filmruller og satte mærkater på dem. Jeg havde efterhånden øvelse i at aflede disse krænkede udbrud. „Jeg samler på engelske eufemismer for toilet,“ sagde jeg: „Lavatory, ladies’ room, powder room, bathroom, smallest room, loo. Mrs. Allworth lærte mig ’crapper’ og ’spend a penny’, men jeg måtte hale dem ud af hende. De er forlegne ved det,“ sagde jeg. „Det er ikke en kultur, der har det nemt med kroppen.“

„Det er mere end det.“ Hans kom hen til bordet og begyndte at hakke i et blødt formbrød med en kniv. Det smuldrede og faldt fra hinanden i ubrugelige humpler. „Det er en kode. Enhver samtale har en undertekst, det er meningen, man skal gætte sig til. Hvis man kan, er man inde; hvis man ikke kan – pis.“ Han havde skåret sig i tommelfingeren. Blodet piblede frem i en klar dråbe. Han hævede hånden for at forhindre mig i at rejse mig efter gazebind. „H-hvis man ikke kan,“ fortsatte han, mens han fumlede efter sit lommetørklæde, „griber de straks chancen for at betyde en, hvor outré, man er. De stammer, den der falske stammen – nogle gange tror jeg, at det bare er for at gøre nar af mig. De siger: ’With the gr-gr-greatest of respect’, inden de leverer det tilintetgørende slag. Og de foregiver ikke at vide noget som helst, når de i virkeligheden er eksperter, blot for at få en til at fremstå som p-prætentiøs. Eller latterlig.“

„Briterne underspiller,“ sagde jeg. „Understatement. De finder os sikkert plumpe.“

Hans opgav brødet og lod sig dumpe ned på den grønne ottoman. Han tog sin notesbog op af lommen. „Det er en lusket kultur. Lutter bagholdsangreb.“ Han bladrede hurtigt gennem den, så siderne blafrede. Han fyldte disse sider med alle sine forsinkede svar på tiltale, sit sammenbrud og sin hjemve. Der var ikke plads nok til det hele.

Jeg knælede på linoleumsgulvet mellem hans ben og tog hans hænder. Hans øjne svømmede fortabt. Det var én ting at genopfinde sig selv i ens eget land og eget sprog, men noget ganske andet at gøre det et helt fremmed sted. Det krævede et overskud, vi måske ikke var i besiddelse af. Jeg ønskede, at jeg kunne være nok for ham.

Han rystede på hovedet. Notesbogen faldt på gulvet. „Hvad får dem til at tro,“ hans stemme skælvede af skam og raseri, „at vi har lyst til at være som dem?“ Han samlede notesbogen op og gik ind i soveværelset. Jeg sad alene tilbage på ottomanen. Så fortsatte jeg med at sortere mine film. Da jeg gik ind til ham, var han faldet i søvn.

Kort efter vores ankomst havde jeg overtaget vores korrespondance med Bertie, fordi Hans ikke følte, at han havde „noget at fortælle“. Jeg nød Berties muntre, sludrevorne breve om „dette såkaldte liv, jeg lever“. Han kunne ikke fortælle noget om sit politiske arbejde for det tilfælde, at vores breve skulle blive opsnappet, så han var henvist til at skrive om dagligdagen. Bertie syntes overrasket over at finde ud af, at livet uden for arbejdet ved nærmere eftersyn havde så meget at byde på til trods for, at hans eneste sociale omgang var med bageren, bartenderen og postbuddet. Men han var i højt humør, og ensomheden gjorde ham til en bedre iagttager.

„Jeg begynder at se de små ting, ligesom du gør,“ skrev han, og jeg vidste, at han ikke mente det som en fornærmelse. „Jeg ser hjørner af skønhed og tænker på dine fotografier.“ Bertie delte små, fjollede detaljer med mig – om sine tænder, der var „ved at falde ud på denne diæt af bløde pandekager”; hundene i parken „som små fugle i snor”; kvindernes skønhed, „når de går, som om der altid er nogen, der ser efter dem“. Han spøgte med, at det var noget, han burde lære sig.

Jeg tænkte på ham i hans liv af fattigdom og arbejde og eksil, hans tynde, pjuskede hår og dårlige tænder, de gamle, hjemmestrikkede trøjer fra dengang, hans mor stadig levede, hans ligegyldighed over for sig selv, der på en eller anden måde var et tegn på hans ivrige og overvældende ansvarlighed over for alle os andre. Mens Dora var langt væk et eller andet sted sammen med Toller, og Hans hældte sit liv ned i sine notesbøger, føltes det intimt og fortroligt at have en ven, der lod mig komme helt ind under huden på sig.

„Tror du, det er muligt kun at elske et enkelt menneske?“ Claras blik flakker. Hendes krop trækker sig ind i sig selv, og hun ser ned.

Idiot! Først danser jeg med hende, og nu skræmmer jeg hende, så hun tror, jeg vil være hendes elsker. Hendes ansigtsudtryk fortæller om svigt: Jeg troede, vi var venner, siger det, men så er det bare det, du vil have. Jeg troede, jeg var et menneske i dine øjne, men nu ser jeg, at jeg bare er et stykke legetøj. Det er disse spidsfindigheder mellem mænd og kvinder, specielt mellem ældre mænd og yngre kvinder, der er sådan en fælde.

„Nej, nej – det må du undskylde.“ Jeg læner mig frem imod hende, men kommer så på bedre tanker og tager mig i det. „Det var ikke ment som et personligt spørgsmål. Det var slet ikke et spørgsmål. Ikke fordi jeg ikke er interesseret – undskyld, jeg ville bare …“ Jeg kniber brynene sammen.

Clara slapper lidt af. Hun vil gerne have sin gamle version af mig tilbage: stor og måske nok lidt falmet, men ikke en slibrig gammel mand.

„Hvorfor elskede I, som I gjorde?“ Hun glatter sit hår og retter sig op, der er stadig en vred undertone i hendes stemme, resterne af hendes forskrækkelse.

„Jeg tror,“ jeg lukker øjnene, „at vi forsøgte at leve efter de nye regler for vores ’frihed’, hvilket betød at elske … bredt.“ Da jeg åbner øjnene igen, stirrer hun stadig på mig.

„Men hvorfor elskede du med andre, når du i virkeligheden kun elskede Dora?“

„Fordi,“ jeg skodder min cigar, „jeg ikke ønskede, at hun skulle se mig,“ jeg slår ud med armene over mine knæ, ud imod hele værelset, dette imploderede liv, „sådan her. Ikke, hvis jeg kunne undgå det.“ Jeg mærker selvmedlidenhedens varme tårer vælde op i øjnene. Jeg bekæmper dem, mens jeg banker cigaren ned i askebægeret.

Lydene udefra trænger dæmpet ind: bilhorn og en avissælger: „Her-ald Tribuu-une! Yankees mister Gehrig, slår Red Sox! …“ Ude på gangen klirrer sølvtøjet på en fyldt trillevogn højt og dernæst svagere, idet den passerer værelset. Og så tager Clara sin blyant og blok i stedet for at finde på et ærinde, så hun kunne slippe ud herfra, eller blot lade det være godt for i dag.

„Vi har ikke så meget tid,“ siger hun, og jeg kan høre på hendes stemme, at jeg er tilgivet, eller at der i hvert fald er slået en streg over episoden. „Vi må hellere se at komme videre.“

Jeg burde have sagt det til Dora i Ascona. Men nogle gange løber en samtale bare af sporet trods alle gode intentioner – som en løbsk hest. At spørge hende, om hun ville føde mit barn, var så tæt på at fri til nogen, som jeg nogensinde havde været. Jeg troede ikke, at hun ville sige ja. Men jeg havde brug for, at hun afviste mig, så vi kunne genoptage vores trekantstilværelse, når Christiane kom til London – hun var på ferie med en skolekammerat i Sankt Moritz – med Christiane som min kæreste og Dora som min hemmelige elskerinde, som af egen fri vilje havde valgt, at det skulle være sådan.

I Hampstead lejede jeg en lejlighed på Constantine Road i nærheden af parken i et rødt rækkehus med enkle, blå fugle i glasmosaik over hoveddøren og en lille gårdhave ude bagved. Det var forår, da Dora kom dertil, men haven lå stadig hen som mudder med nogle forpjuskede vækster ude i siden, der måske og måske ikke ville genopstå. For enden af haven var der et tomt fuglebræt. Så vidt jeg kunne afgøre, var hele gaden beboet af psykoanalytikere.

Jeg så ud ad vinduet oppe ovenpå, idet taxaen standsede. Jeg gemte mig bag gardinet et øjeblik for at betragte hende. Det føltes som afluring eller tyveri. Hun lænede sig lyttende frem, mens chaufføren afsluttede en historie. De lo begge to, da de steg ud. Efter at han havde hjulpet med hendes tasker, rakte hun hånden frem til håndtryk, og jeg så ham stivne, glædeligt overrasket. Idet hun bøjede sig ned for at tage sin bagage, straktes hendes hals, nøgen og fin og hvid, ud af den røde frakke.

Det var umuligt for mig at undvære Dora. Alle andre kvinder var underligt uvirkelige. Hun lod mig se ting, som min stridbare natur ellers ikke ville have tilladt mig at se; ting som min forfængelighed ville have afholdt mig fra. Uden hende var jeg et mindre menneske og en mindre forfatter.

Jeg løb ned ad trapperne, hev efter vejret og åbnede døren. Hun gestikulerede mod den bortkørende taxa. „Han fortalte mig, at han en gang havde haft hertuginden af Kent i sin bil,“ sagde hun. „’Lige-på-det-sæde-De-nu-sidder-på-miss-intet-mindre.’“ Hendes parodieren var næsten lige så god på engelsk. Hun lo og satte dokumentmappen og rejseskrivemaskinen fra sig i entréens blå lys. „De behandler et møde med en kongelig røv som den hellige velsignelse.“

Dernæst: „Hej med dig.“ Hun hoppede op og slyngede armene omkring min hals og benene omkring mine hofter.

Jeg bar hende op ad trapperne, og da vores læber slap hinanden, satte jeg hende ned. „Kors, hvor er du tung!“ sagde jeg. Vi smilede over den uudtalte pantomime af at bære bruden over dørtrinnet. Jeg gik tilbage efter hendes tasker.

Mine tre værelser lå på første sal. Jeg havde tændt op i kaminen i soveværelset. Idet hun tog tøjet af, sagde hun: „Hjem, kære hjem!“ Det var en lille vits, der handlede om vores hjemløshed, men det var også, tror jeg, det, hun følte i forbindelse med mig. Jeg sank lidt sammen indvendig med en forudanelse af ulykke.

„Åh, det havde jeg nær glemt.“ Hun åbnede sin kuffert og tog to dyrt udseende gaver ud. Jeg åbnede den mindste. Det var et tungt sølvaskebæger fra Christofle.

Jeg smilede. Dora købte næsten aldrig noget til sig selv – ikke på grund af nøjsomhed, men mere på grund af manglende interesse. Men hun var helt grænseoverskridende, hvad gaver angik.

Den anden var en stor æske Angelina-makroner. Hver eneste pastelkugle lå på sit eget leje af blødt silkepapir som et eksotisk fugleæg. Hun rodede videre i sin kuffert og fandt en karton Gauloises frem.

Dora og jeg diskuterede ikke, hvorvidt hun blev et par dage eller uger, eller indtil hun fandt noget andet at bo i, eller hvorvidt vi måske var ved at flytte sammen.

Vi havde aldrig boet sammen. Selv under sit korte, venskabelige ægteskab med Walter Fabian havde Dora beholdt sin egen lejlighed i Berlin. Hendes behov var instinktivt – enebarnets råderum – men det var også en politisk position. Doras syn var, at arbejderkvinderne blev fanget i en fælde af latterlige, huslige forventninger, der – som hun sagde – „forbinder deres moralske dyd til deres lejligheds tilstand.“

Jeg husker levende en socialistisk kongres i Hildesheim, hvor hun holdt en af sine karakteristiske taler, der opfordrede bevægelsen til at „befri halvdelen af menneskeheden fra husholdningens endeløse trivialiteter.“ Hun travede frem og tilbage på scenen som en finurlig lille kat. „Det kan gennemføres“ – hun smøgede ærmerne op – „med tekniske nyskabelser og kommunale køkkener.“ Kvinderne blandt publikum jublede, og mændene nikkede og flyttede uroligt på sig. „Medmindre vi befrier os selv fra den usunde idé om, at kommunale husholdninger og kommunale køkkener ’underminerer familielivet’, vil vi aldrig opnå et ægte familieliv mellem frie og jævnbyrdige mennesker, der lever sammen – en af dem vil altid være den andens dobbeltbebyrdede slave.“

Hun ventede et øjeblik, så slog hun ud med armene i en favnende gestus, som hun brugte, når hun ville slå noget særlig væsentlig fast. „Individualismens irrationalitet,“ sagde hun, „sluger kvindernes bedste energi.“ Der blev hujet og piftet. Dora lo også lidt, som om de alle sammen var sammen om det. „Der er højere værdier end at tørre støv af og lave mad – end det ’hyggelige hjem’, som gør den kvinde, der skal holde det sådan, til en slave, uanset hvordan det ser ud på overfladen.“

Ved afslutningen var bifaldet over Dora både henrykt, uforbeholdent og smittende. Så stirrede hun ud over publikum. Det virkede, som om hun så lige på mig. Publikum forsvandt. „For slet ikke at tale om en ny måde,“ hun lagde hovedet let på skrå, „for kønnene at leve sammen på. Medmindre vi ændrer disse materielle forventninger, vil et nyt regelsæt at vurdere kvinder efter blot forblive en drøm og et håb.“

Så naturligvis havde hun ingen intentioner om at føre hus for nogen som helst. Spørgsmålet om, hvordan vi indrettede os, hang og svævede i luften, og vi trådte forsigtigt uden om den varme grød. Vi var strandet i en seng i et hus i en by, der syntes at bestå af hundredvis af fremmede byer, og der var rigeligt med spørgsmål indtil videre.

I soveværelset var der kun sengen; kufferterne lå åbne på gulvet. Da vi stod op hen imod aften, sagde jeg: „Jeg ville gerne tilbyde dig at pakke ud, men der er ikke rigtig nogen steder at hænge noget op.“

„Hvornår rejser du igen?“ spurgte hun. Hun var i færd med at rulle en strømpe op over knæet til hofteholderen.

„I næste uge, til PEN-kongressen,“ sagde jeg. „I Dubrovnik.“ Jeg spændte mit bælte. „Du kan blive her, hvis du har lyst.“ Hun så op – jeg havde ikke ladet hende selv regne med det. „Selvfølgelig,“ tilføjede jeg.

Hun tog den anden strømpe på. Satte hænderne i siden. „Er du vred på mig?“

Jeg tog min jakke på; der var altid koldt – den lille kamin varmede ikke nok.

Jeg kan aldrig afgøre, hvor meget af en samtale, der drives af min ubevidste trang til at skændes. Jeg havde ikke lyst til at have denne samtale så tidligt. Vi havde arbejde at se til sammen – min tale til forfatterkongressen for eksempel – men jeg kunne ikke undlade at fortælle hende det.

„Jeg er ikke vred,“ sagde jeg. Jeg tog en dyb indånding og så over mod hjørnet i værelset. „Christiane kommer.“

„Hvorfor?“ spurgte hun omsider. Hendes stemme var anspændt og lige ved at knække over. „Hun behøver jo ikke …“ Hun vendte sig imod mig. Mine arme var tomme og ubrugelige; jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg skulle gøre af mine hænder.

„Jeg bad hende ikke om noget,“ sagde jeg. Det var dig, jeg spurgte! Jeg havde lyst til at skrige: Det var dig.

Som så meget andet indeholdt det sin egen løgn. Hvis jeg virkelig havde ønsket, at Dora skulle blive hos mig, ville jeg ikke have skræmt hende væk med snak om børn. Jeg skulle bare have talt om os. „Christiane kommer for at bo sammen med mig.“

Doras øjne fyldtes med tårer, hvilket gjorde hende rasende. „Jeg troede ikke …“ sagde hun og tog sig så i det. Hun trak sin trøje over hovedet med et ryk. Så rejste hun sig og lukkede sin nederdel. „Jeg går ud.“ Hun fandt sin frakke frem under en bunke tøj på gulvet. „Jeg går en tur.“

„Hun er faktisk nødt til at rejse,“ sagde jeg til hendes røde frakkeryg i døråbningen. „På grund af den rolle, hun afslog. De ville se, om Tollers veninde ville arbejde for dem. Det er min skyld.“

Dora vendte sig om og sagde roligt: „Hold op med at tale om dig selv i tredje person.“ Jeg var ude af stand til at afgøre, om hendes vrede var rettet imod mig eller hende selv. „Det er ikke sjovt længere. Du har så meget brug for at tro på Den Store Toller, den offentlige figur, så du må have en lille kæreste, der kan støtte dig i troen.“

Det er sandt, at jeg nød at føle mig som den mand, Christiane troede, jeg var. Jeg vidste ikke, hvor længe det ville vare, men hvis jeg kunne holde facaden over for denne unge pige, ville de sorte måneder måske holde sig væk.

„Hvorfor er det så forkert at ønske at være …“ jeg ville gerne sige „bedre“ eller „normal“, men kunne ikke få det sagt.

Jeg fulgte hende ud i gangen, og hun gik hen imod trappen. Halvvejs nede vendte hun sig om og så op mod mig – hendes blege ansigt med de skarpe ansigtstræk svævede i opgangens mørke.

Jeg ved ikke, hvor meget senere det var, at jeg atter hørte trin. Jeg gik ud til døren. Det var en kvinde, der var på vej op ad trappen med et indkøbsnet, der bugnede af pakker i brunt papir. Jeg så hendes hoved oppefra. Det var blondt med en snorlige midterskilning. En ingenting. Ikke nogen.

Jeg gik ind igen. Jeg kunne end ikke nærme mig sengen. Der stod en stol i værelset ud til gaden. Jeg trak den hen til vinduet og sad der, stivnet og fortabt. I over en time var jeg ude af stand til at bevæge mig. Jeg mærkede tomheden som en knytnæve i maven – et sort hul indeni, der truede med at åbne sig og opsluge mig. Min barndoms overtro vendte tilbage: Hvis den tredje, der kom ned ad gaden, var en kvinde, var alting i orden. Hvis Dora kom tilbage, inden jeg havde røget min femte cigaret, var alting i orden.

Hvis Dora forlod mig, ville der ikke være nogen til at redde mig. Det er først, når ens elskede forlader en, at man indser, at støttepælen er væk, og at der, hvor de var, er der kun kold luft og ingenting til at holde en oppe.

Da hun omsider kom ind ad lågen, lukkede hullet i mig sig med et meget tyndt dække. Jeg var så ydmyg, at jeg ikke orkede at foregive, at jeg havde foretaget mig noget som helst andet end at sidde og vente. Hendes næse var rød og forsnøftet. Hun stirrede på mig, sammensunket og håbløs i stolen. Hun kunne se, at jeg havde været i frit fald. Hendes øjne blev bløde. Vores kærlighed var som en tømrers vaterpas – vi holdt begge to krampagtigt fast i hver vores ende og kæmpede for at holde den skælvende boble på plads.

Dora fortalte mig, at hun havde siddet og set på nogle vanvittige fyre, der sprang ud fra en vippe i mørket. Søen var mørkere end himlen. Hun måtte have besluttet sig for, at hun ville stå det igennem, som vi begge to havde gennemlidt andre forhold tidligere, som symboler på vores frihed.

„Vi har arbejde at lave, ikke sandt?“ sagde hun og tog sine handsker af, en finger ad gangen.

Claras hånd bliver ved med at bevæge sig hen over papiret et stykke tid efter, at jeg er holdt op med at tale. Hun må være ved at få skrivekrampe. Hun har vendt en hel centimeter af sider på sin stenografiblok, som nu befinder sig på undersiden af spiralbindet.

„Ikke for min skyld,“ siger hun, men hun har lagt sin blyant fra sig og sidder og åbner og lukker hånden forsigtigt.

„Bare lige et øjeblik.“ Jeg rejser mig fra stolen og går over til vinduet.

„Så ordner jeg lige kufferterne,“ siger hun bag mig. Clara er et menneske, der ikke kan sidde stille og lave ingenting, som aldrig vil lade sig trække ned til ingenting. Jeg hører hende begynde at rasle stilfærdigt med mine papirer og mit tøj.

Et liv i to kufferter. Clara tager mine rejseplaner alvorligt, præcis som jeg har brug for. Selv finder jeg dem vanskeligere at tro på. Selvom jeg har arrangeret et møde med Spender om en oversættelse og har sagt ja til at optræde offentligt i Oxford, London, Leeds og Manchester, må jeg kæmpe med den sorte del af mig, der snerrer: Hvem tror du, at du narrer?

De blomstrende kirsebærtræer på den anden side af gaden er ekstravagante eksplosioner – lyserøde skyer af dåsekonfetti. Jeg kigger over i parken efter dem, men de må være afblomstret. Deres skønhed virkede utidig, hjerteskærende.

Jeg er allerede væk. Jeg vender mig om. Clara har taget alting ud af kufferterne for at tilpasse dem mine planer, for at tilrettelægge min fremtid. Hun tæller skjorter og deler den kommende tid med antallet. Hendes bluse suger lyset til sig med sine dybe, magentafarvede folder.

Hun nikker let, som om det giver god mening. Så vender hun tilbage til sin opgave. „Så må vi hellere pakke så meget, som vi kan.“

Selv i sin mest reducerede form vil mit liv måske være svært at bære ud herfra i to kufferter. Jeg føler pludselig en forfærdelig medlidenhed med denne pige, der er nødt til at have med mig at gøre lige nu.

„Undskyld.“ Jeg ser ned med påtaget skamfølelse. „Nej, helt ærligt, jeg ville ikke bekymre mig alt for meget om den pakning.“

„Nej, jeg mener, de vil sikkert gerne opbevare nogle af mine papirer i pengeskabet nedenunder,“ foreslår jeg. „Mens jeg er væk.“ Jeg går over til hende og rækker hånden ud for at lægge den på hendes arm, men tager mig i det. „Hvad siger du til at gøre det der færdigt senere?“ Jeg sætter mig tilbage i stolen. „Jeg er parat til at fortsætte.“

Jeg havde masser af arbejde at udføre i London, og Dora og jeg kastede os over det i ugerne, inden Christiane ankom. Min første plan var at gøre selvbiografien færdig, men begivenhederne i Tyskland tvang mig til at tale om dem i stedet for.

Den 1. april 1933 advarede Goebbels tyskerne om tre ting, der repræsenterede den „jødiske ånd“, som han mente, underminerede nationen: Magasinet Die Weltbühne (de havde allerede fængslet redaktøren, Carl von Ossietzky), filosoffen Theodor Lessing (der nu var i sikkerhed i Tjekkoslovakiet) og mig. „To millioner tyske soldater,“ skrålede den lille hystade i radioen, „rejser sig fra deres grave i Flandern og Holland og fordømmer jøden Toller for at have skrevet: ’Det heroiske ideal er det tåbeligste ideal af dem alle.’“

Jeg blev prompte ekskluderet af den tyske PEN-afdeling. Og så blev mine bøger brændt af ivrige universitetsstuderende og deres feje professorer i små og store byer over hele Tyskland. De holdt bålfester med musik af SS’s og SA’s musikkorps, med pølseboder og med rituelle besværgelser, mens de smed bøgerne på ilden: „Imod dekadence og moralsk fordærv, for disciplin og anstændighed i familien og staten overgiver jeg hermed disse værker af Heinrich Mann, Lion Feuchtwanger, Erich Kästner, Ernst Toller …“

Da jeg kom til London, var H.G. Wells så oprørt over, hvad nazisterne foretog sig, at han inviterede mig til PEN-konferencen i Dubrovnik som en del af den engelske delegation. Jeg ville være den eneste ikke-nazistiske tysker dér. Jeg følte vægten af det på mine skuldre.

Mens Dora og jeg skrev udkast, travede jeg frem og tilbage i værelset eller haven, hvis vejret var godt, og hun sad med sin skriveblok og fyldte ark efter ark. Folk har ofte brug for at være alene for at kunne tænke eller skrive, men at være sammen med Dora var ikke ligesom at være sammen med nogen andre. Vi havde sjældent øjenkontakt. Jeg kredsede rundt om hendes stol og så uden at se, hvordan hendes hår var klippet helt kort i nakken, hvordan det skinnede. At være sammen med Dora var at være befriet for byrden af mit eget selv. Det er hele hemmeligheden ved kreativt arbejde: Det kræver, at man giver slip på sig selv, ligesom kærlighed. Det er en tilstand, hvori man både er mest sig selv og mest levende og samtidig mindst opmærksom på sine egne grænser og derfor åben over for alt og alle omkring sig. Vi legede med idéer og ord, indtil vi havde skabt en ny vej fremad for verden – klarere og sikrere og ædlere end nogensinde tidligere. Derefter gik vi opstemte i seng, ligegyldigt hvad tid på dagen det var.

Den tyske regering havde lukket munden på forfatterne i Tyskland, og nu forsøgte den at lukke munden på dem af os, det var lykkedes at slippe væk. Nazisterne lagde pres på den britiske regering for at forhindre os i at tale ved offentlige begivenheder. De truede med repressalier over for de engelske forlæggere, der udgav vores værker. Det handlede ikke kun om at tage vores levebrød fra os, det var det første skridt mod tavshed.

„Hvad siger du til det?“ Jeg stillede mig lige foran Dora. „’Det er det første skridt mod tavshed.’“

Hun bed sig i kinden. „Bombastisk,“ sagde hun og så op på mig. „Og i dit tilfælde: usandsynligt.“

„Okay, okay.“ Nogle gange har man bare brug for tonen, de rigtige ord, så følger resten af sig selv. „Hvad nu, hvis jeg starter med at fortælle dem, at SS opsøgte min lejlighed, den nat Reichstag-bygningen blev sat i brand, og at jeg ikke var der? At da de kom til von Ossietzkys lejlighed og Mühsams og Renns og alle de andres, var de der, og at disse mænd nu er i koncentrationslejre. Hvad med: ’Den frihed, jeg ved en tilfældighed har fået lov at beholde, forpligter mig til at tale på vegne af dem, der ikke længere kan’?“

Hun nikkede og skrev det ned. Hun sagde ikke noget om, at det var hende, der havde været i min lejlighed, og at det var hende, der var blevet arresteret i stedet for mig – jeg vidste, at hun ikke ville have, at jeg skrev det.

„Jeg nægter,“ fortsatte jeg, „at anerkende det nuværende tyske styres ret til at regere, for de repræsenterer ikke det tyske folks ædle følelser og vilje.“

Da jeg rejste mig for at tale i Dubrovnik, lød der piften og mishagsytringer fra de tyske, østrigske, svejtsiske og hollandske delegationer, som udvandrede. Men der var også hurraråb og, da jeg var færdig, en stående ovation. På gaden rejste folk i caféerne sig for at hylde mig. Mine ord gav genlyd over hele verden. Jeg var glad; jeg tænkte, at en eller anden forestilling om det Andet Tyskland måske ville overleve galskaben.

Jeg har brugt den tale, vi skrev til PEN den dag, eller variationer over den, flere hundrede gange i løbet af de sidste seks år. Men jeg må indrømme, at den opmærksomhed og ærbødighed, jeg længtes efter for at redde mig fra skrivningens ensomhed, heller ikke var god for mig. Jo flere sager jeg støttede, jo mere funderede jeg over, hvad der ville blive tilbage af mig til skrivningen. Jeg husker, at Dora engang forsøgte at spøge med det. „Hvad er der da med dig,“ spurgte hun, „siden du har sådan et behov for verdensomspændende anerkendelse?“

Der kom post morgen, middag og igen sidst på eftermiddagen i huset i Hampstead. Dora sorterede den og åbnede al korrespondance, bortset fra brevene fra Christiane, som hun plejede at lægge på mit skrivebord, delvist af respekt og delvist som en bebrejdelse. En dag efter, at jeg var kommet tilbage fra Dubrovnik, kom jeg hjem fra min morgen-gåtur og fangede hende på vej væk fra skrivebordet med et sammenkrøllet brev i hånden.

Hun nikkede, idet hun indså, at det var umuligt at skjule det for mig. Så glattede hun det. „DØ, JØDISKE FORRÆDERPAK,“ stod der. Brevet var skrevet på maskine – på tysk.

Jeg tog kuverten fra hendes anden hånd. Den var adresseret til mig og poststemplet dagen forinden.

„Jeg antager, at det er en lokal fascistgruppe, der gerne vil føle sig betydningsfuld,“ sagde Dora. „De er nogle brushoveder, men sikkert harmløse. De mødes i den tyske klub her. Folk siger, at de informerer Scotland Yard om flygtningeaktiviteter i håb om at få dem udvist, men det er nok bare frygten, der taler.“ Hun strejfede min arm. „Det sker ikke for dig,“ sagde hun. „Du er Den Store Toller, og englænderne elsker dig.“ Hun sagde det blidt, og hun mente det som en trøst – at min berømmelse ville beskytte mig. Men på det seneste havde ironien sneget sig ind i hendes tonefald.

„Tja, det er adresseret til dig.“ Hun lagde hovedet på skrå. „Men hvis du beder mig om at dele dit henrivende liv, vil jeg overveje det.“

Sandheden var, at jeg allerede havde modtaget hadebreve, og jeg vidste, at jeg blev skygget på gaden.

Dagen inden Christiane skulle komme, var Dora stadig i lejligheden. Jeg var ikke sikker på, hvornår hun ville tage af sted, og jeg kunne ikke spørge. Jeg kom tidligt tilbage fra min gåtur og fandt hende i badeværelset i færd med at trække en injektionssprøjte ud af armen.

Hun så på mig, og hendes øjne var mørke og enorme, og pupillerne var som knappenåle, og jeg vidste, at tomheden havde ramt hende lige i mellemgulvet.

Hun binder den gyldengrønne gardinsnor fast igen og vender sig om og samler sine ting sammen for at gå. Clara kommenterer ikke, hvordan jeg har elsket, men jeg kan mærke, at hun ikke fordømmer mig. Jeg kan mærke det på den måde, hun sørger for at samle de halvt pakkede kufferter på gulvet, så jeg kan komme til sengen, og på den rolige, velafbalancerede måde hun siger: „Så ses vi i morgen.“ Dette er et arbejde, vi er sammen om. Det er vigtigt, og det vil blive gjort. Jeg er altid blevet reddet af praktiske mennesker.

Jeg betaler for min kage og går fra Bondi Junction ned gennem den vildtvoksende kløft i Trumper Park med dens slyngplanter og kvækkende frøer og tiltagende tusmørke. I gamle dage plejede jeg at have en kæp, jeg slog med, for at skræmme slangerne væk, men min krykkestok er lige så effektiv. Jeg finder de slidte sandstenstrin og går sidelæns ned ad dem som en edderkop med fire ben. Jeg kommer ud ved New South Head Road og tager bussen de fem stoppesteder til Rose Bay.

Det er den smukkeste bugt i verden. Lystbådene duver i vandet, forankret til nogle bøjer. Bag dem lander vandruteflyveren og efterlader et fint spor af skum i sit kølvand. Længere ude er havnen fuld af skibe, hvide og lyseblå sejl, der alle sammen er spilet ud af vinden i samme form og retning – som håb. Som håb? Mit flyvske, flyvske sind.

Jeg står på promenaden og stirrer ud. På den anden side af bugten glider en skinnende færge stille ind til kajen. Verden er så stille uden mine høreapparater. En ung mand med nøgen overkrop kommer løbende imod mig. En tatovering kravler op af hans joggingbukser som en edderkop. Kan det være et tegn af en eller anden slags? Keltisk? En rune? Kom nærmere eller vogt dig? Guderne skal vide, at jeg altid har været den sidste til at kunne se forskel.

Ved mine fødder bevæger en gekko sig i staccatoagtige ryk. En lille dreng løber op ad rampen fra stranden med fremstrakte arme. Jeg kan ikke høre, hvad han siger, før han er helt henne ved mig. „Det er en vandemand!“ råber han, så lykkelig som om han selv havde skabt den. „Se! Vandemand!“ I hans hænder blævrer et fuldkommen gennemsigtigt havdyr. Den er så klar, at jeg kan se barnets små, krummede fingre nedenunder. Hvordan kan den være levende? Jeg har brug for et hvil.

Det er et beboelseskvarter – store, gamle huse og moderne lejligheder. Bortset fra det modsatte hjørne, hvor der ligger et lyserødt hotel med borde og stole ude under figentræerne. Jeg trykker på knappen og venter. Ved siden af mig sidder der en stor, oppustet pelikan oven på en lygtepæl. Jeg betragter de fire trafikerede vognspor, fulde af travle velhavere i tyske biler.

Da lyset skifter, træder jeg ud fra fortovet, men ikke helt langt nok – den kraftige hæl på min støttesko skraber mod kantstenen, og den anden fod når ikke at få fodfæste, og tiden … står … stille. Der er tid nok til at tage en dyb indånding – ja, sågar til at overveje, hvad jeg brækker – mens jeg falder gennem luften. Der er alt for meget himmel, og jorden tordner mig i møde, mine lemmer er ubrugelige som tændstikker.

Jeg ligger smadret på asfalten. Et kort øjeblik er jeg bange for trafikken. Så lukker jeg øjnene.

Da jeg åbner dem, er jeg her stadig. En kvinde står foran mig. Hendes løse, blonde hår blafrer i vinden. På vejen bag hende ligger min paryk. Den er lige ved at blive kørt over af en firehjulstrækker. Dækket strejfer den, og den flagrer levende op og lægger sig atter til ro på vejens hvide midterlinje.

Jeg ser op på kvinden. Hun har et barn i den ene hånd, en pige på en fire-fem år. Den anden hånd holder hun højt hævet over mig for at standse bilerne på vejbanen.

Den lille pige betragter mig nysgerrigt og uden frygt. Hun er ikke bange for det syn, der møder hende – en radmager, skaldet, gammel kone med blodskudte øjne og ét brugbart lem, der, stadig klamrende sig til krykkestokken, fægter og kradser mod asfalten. Bilerne holder i kø bagved. Jeg har dårlig samvittighed over trafikproppen. En eller anden står ud og begynder at tale i mobiltelefon. Skjortesnipperne har revet sig løs fra bukserne og flakser i brisen fra havet.

Kvindens læber bevæger sig. „Kan du sidde op?“ spørger hun. „Skal jeg hjælpe dig op?“

Pigen ser så distanceret og nøgternt til, som om det bare var én ud af adskillige lige så usandsynlige begivenheder, som hendes tilværelse byder på hver dag.

Da jeg vågner op, er jeg på hospitalet, og de har givet mig noget, der fjerner alle bekymringer. Jeg er helt utroligt glad. Sygeplejersken er en hel munter énmandsfest i sig selv, pyntet med snore og plastickort og klirrende nøgler om halsen. Hun fortæller mig, at jeg bare skal trykke på knappen på droppet, hvis jeg føler, at jeg har brug for mere.

„Mere hvad?“ Jeg trykker, inden hun kan nå at svare, og stadset glider koldt og kærkomment ind i min arm.

„Petidin.“ Hun tager min hånd mellem sine. „Et morfinpræparat. Det tager ikke bare smerterne,“ hun smiler, „men også enhver erindring om dem.“

Jeg skotter til hende. Men jeg er ikke færdig med dem endnu! Jeg er et erindringskar i en verden af glemsel.

Da hun går, ser jeg ned på min arm. En kanyle er fastgjort til huden lige over håndleddet.

Dora brugte morfin indimellem, i al diskretion, lidt på samme måde som man tager en whisky for at slappe af. Det begyndte med aborten, inden hun blev gift, men hun havde det altid under kontrol. Hun følte ingen trang til at skjule det. På Great Ormond Street boede glasflakonerne i en træholder ude på badeværelset.

Jeg sad i køkkenet i lejligheden i Bloomsbury med tilbageholdt åndedræt. En flue kravlede rundt på kanten af en tekop og kastede en surrealistisk, langbenet skygge i koppen. Jeg forsøgte forsigtigt at fokusere kameralinsen for at fange den, inden støjen fra lukkeren skræmte den væk. Fluen hævede sine to bagben og gned dem mod hinanden i en slags ordløs triumf. Hans var på biblioteket.

Vores telefonnummer var Holborn 7230, men vi stod ikke i telefonbogen, så man skulle vide det. Jeg tog røret, men der var ikke andet end klartonen. Så indså jeg, at det var dørtelefonen, der var blevet installeret, så viceværten kunne tage imod pakker, eller til hvis folk havde glemt deres nøgler.

„Jeg prøver at trykke dig ind.“ Hans og jeg havde hver vores nøgle, så jeg havde ikke brugt systemet før. Jeg begyndte at fumle med kontakten.

Dora stod på dørtrinnet mellem en mappe, jeg genkendte som Hans’, og en tung skrivemaskinekuffert. Hun var iført bukser og en grå rullekravetrøje og noget, der lignede en herrejakke, selvom den måske bare var for stor. Det regnede.

„Jeg har brug for at have mit eget sted,“ sagde hun. „Må jeg godt være her?“ Hendes øjne var røde og ophovnede.

Dora havde ikke sovet. Den første aften tog hun Veronal og sov til næste morgen. Om morgenen kom hun ud i køkkenet i Tollers vinrøde pyjamas og skænkede sig en kop kaffe. Hun åbnede endnu et brev Veronal og tømte pulveret ud i koppen med en let banken med pegefingeren for at få det hele ud. „I aften har jeg indhentet det forsømte,“ sagde hun og gik i seng igen. Hun vidste alt om dosering – for meget på en gang, og hun ville aldrig vågne igen, så hun tog det ad to omgange.

Om aftenen vågnede hun frisk og sprudlende og forlod os til fordel for et møde i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Hans og jeg gik i biografen og så den sidste nye film: King Kong. Vi så monstret klatre op på toppen af bygningen og brøle ad verden.

Fra da af boede vi alle tre i vores ørnerede af en lejlighed i Great Ormond Street nummer 12 og cirklede og listede os omkring hinanden og elskede hinanden på vores egne særlige måder.

Når Dora ikke sov eller var sammen med en eller anden mand, arbejdede hun. Hendes engelsk var flydende – fra skolen og ophold i England – så utallige flygtninge opsøgte hende i lejligheden for at få hjælp. Hun oversatte dokumenter, der over for de engelske myndigheder skulle bevise, hvem de var, og skrev bønfaldende breve til Indenrigsministeriet. Gennem Fenner Brockway lærte hun andre venstreorienterede medlemmer af Overhuset at kende, hvoraf en – Lord Marley, der var formand for en støttekomité for ofre for den tyske fascisme – blev en nær ven.

Dora blev hurtigt den flygtning, der havde de bedste forbindelser i byen; kvinden man opsøgte, fordi hun havde ry for at kunne udrede alle problemer med den uudgrundelige britiske administration. Hun skrev under pseudonym til Manchester Guardian om politiske fanger og tysk genoprustning. Hun arbejdede for at befri politiske fanger i Das Reich og deltog i Nobelpris-kampagnen til fordel for Carl von Ossietzky. Hun arbejdede sammen med Toller på hans taler og hans omfattende korrespondance. Det meste af det, hun lavede, var ulønnet, men det lykkedes hende at skrabe nogle penge sammen fra komitéer, journalistik og fra sit arbejde for de få berømte flygtninge, som Toller, der stadig kunne betale. Nogle gange bad hun mig om en check for at klare sig igennem. Som oftest var det til en anden, som hun vurderede havde mere brug for den. Pengene strømmede gennem hendes hænder. Selv levede hun af luft, krummer, tobak og håb.

Men selv med alt dette arbejde, med alle disse mennesker der trak på hendes energi, så jeg hende aldrig altereret. Som så mange andre, der arbejder i døgndrift, syntes hun paradoksalt nok altid at have tid. I hendes nærvær blev andre rolige, al panik virkede barnlig eller i det mindste uproduktiv. Jeg så desperate og modløse flygtninge genvinde en oplevelse af sig selv som den aktivist, politiker, digter eller journalist, de engang havde været, i vores køkken, mens hun roligt lyttede til dem med tæerne på stiveren mellem stolebenene og en cigaret mellem tommel- og pegefinger. De blev helbredt af en profan tro: Hendes tro på, at der altid kunne gøres noget.

Doras travlhed gjorde Hans og mig til skamme. Mens jeg var glad nok for at udforske byen med mit kamera og lave lidt hist og her for hjælpekomitéer, var han mat og sløv. Så jeg foreslog, at vi tilbød at afholde det socialistiske eksil-arbejderpartis møder hos os. Jeg tænkte, at det ville anbringe os, eller i hvert fald ham, mere i begivenhedernes centrum. Nogle få andre medlemmer af vores lille parti var skyllet i land i London, og de var ivrige efter at mødes. Vi begyndte at mødes tirsdag aften i vores køkken, og jeg skrev referat på Hans’ skrivemaskine. Jeg opdagede, at jeg holdt næsten lige så meget af at befinde mig bag skrivemaskinen som bag kameraet. Det gav mig et formål og en beskyttelse.

Den første, der kom, var altid Helmut Goldschmidt, en typograf fra Mainz. Helmut var en stor mand, så venlig og uforudsigelig som en bjørn. Han havde rustrødt hår og farveløse øjenvipper og en tyk underlæbe, der hang og flaprede, når han glemte at lukke munden. Inden krigen havde han været i lære som taglægger, men senere havde han udviklet en passion for bøger og havde skifter fag. Når der opstod tavshed under et møde, plejede han at løfte en bog i vejret som en granat og grine: „En idé er et våben, der ændrer verden!“

Hans rullede diskret med øjnene imod mig ad disse udbrud af alvor, men vi kunne ikke rigtig tillade os at være kræsne med vores medlemmer. Helmut tiltalte os altid som „kammerater“ og tog skoene af, inden han trådte indenfor.

Vores ven Mathilde Wurm – Doras tidligere chef – kom også, ofte med ost og grovbrød, urtete og sit strikketøj i en kurv. Mathilde havde været en stålsat politiker, men når hun stod der i døråbningen i sine fornuftige sko med sin kurv fuld af forsyninger, gav hun indtryk af, at det, vores bevægelse havde mest brug for i øjeblikket, var ordentlig mad og fornuftigt tøj, så skulle alt det der med at forandre verden nok komme af sig selv. Eugen Brehm, en stille, bebrillet boghandler fra Berlin, var der også, med samt en lille, voksbleg, lyshåret fyr, som altid var sulten, og hvis navn jeg har glemt.

Partiets ledelse havde slået sig ned i Paris. Vi var en udpost med tre opgaver: Først og fremmest at rejse penge, som partiet kunne sende til Tyskland til medlemmer, der var gået under jorden, og som havde brug for mad, samt til dem, der befandt sig i fængsler eller koncentrationslejre, og som havde brug for advokatbistand. Det stod ikke ganske klart, hvordan vi forventedes at rejse disse penge, medmindre vi skulle tigge på gaden (hvilket vi ville være blevet arresteret for). Vores bedste idé indtil videre havde været at producere et nyhedsbrev om, hvad der foregik i Tyskland og opkræve abonnement for det.

Vores anden opgave var at forsøge at gøre briterne opmærksomme på, hvad der i virkeligheden foregik i Tyskland. Verden var nødt til at få øjnene op for den trussel, Hitler udgjorde, ikke kun i forhold til tyskerne, men også for resten af Europa. Men også dette var „aktiviteter af politisk natur“, for hvilke vi kunne blive sendt tilbage til den visse død. Hvad enten det drejede sig om at drive korridorpolitik i Parlamentet, udgive artikler i britiske aviser eller bare vores forbindelse til vores britiske søsterparti, Independent Labour Party, så bragte det os i fare for at blive udvist.

Vores tredje opgave var at producere løbesedler og på en eller anden måde smugle dem ind i Tyskland. Specielt den unge fyr havde nogle gode idéer til, hvordan man kunne gøre det: Vi kunne trykke med småbitte typer på silkepapir og lægge dem som indvendig beklædning af cigaræsker eller trykke på vokspapir og pakke engelsk smør ind i dem eller – mere dristigt – folde dem ind i nazistiske pamfletter. Hitler havde måske nok givet pressen mundkurv på, men vi tænkte, at hvis folket blev ordentlig informeret, ville det komme til fornuft og foretrække friheden. (Det skulle vise sig, at vi undervurderede den frihed fra at tænke selv, som nazisterne tilbød – den bevidstløse følelse af at høre til og have et mål).

Alle tre opgaver – at udgive et nyhedsbrev for at rejse penge, at oplyse briterne og fremstille løbesedlerne – afhang af, at vi havde kilder i Tyskland, som kunne få friske informationer ud til os. Det havde vi ikke. Vi var afhængige af strømmen af nye flygtninge, der kunne fortælle os, hvad de havde hørt, og af at fortolke det, der stod i pressen. Vi endte med at beslutte os for at bruge en blanding af de to kilder i vores løbesedler og i nyhedsbrevet.

En understrøm af angst gjorde os irritable og ubeslutsomme på vores møder. Der opstod hurtigt mundhuggeri om fortiden; fremtiden og nutiden var for uoverskuelige at tage stilling til. Vi spildte tiden på at diskutere, hvilken venstrefraktion – socialdemokraterne, kommunisterne eller vores eget lille parti – der havde skylden for, at nazisterne var kommet til magten i februar. Den unge fyr rablede løs som en spejderdreng om usynligt blæk og døde postkasser og hunde med tønder om halsen. Men vores største problem var og blev, hvordan vi fik informationer ud af Tyskland. Vi havde simpelthen ikke kontakterne. Vi sad fast. I løbet af de seneste to møder havde vi end ikke været i stand til at beslutte os for et navn til vores nyhedsbrev.

Dora kom ikke til disse møder. Hun havde forladt vores parti i januar, inden valget, med det argument, at dets eksistens blot ville splitte venstrefløjen imod den „lille, brutale køter“ yderligere. Som sædvanlig havde hun ret.

Og da vi nåede sommeren 1933, var hun allerede involveret i noget langt større. Dora refererede til det som mod-processen, men officielt hed det Commission of Inquiry into the Reichstag Fire. Det skulle blive en spektakulær begivenhed: En iscenesat proces i London med deltagelse af prominente, internationale dommere. Ærindet var angiveligt at undersøge bevismaterialet imod den stakkels, sindsforvirrede van der Lubbe og de andre, der stod sigtet for brandstiftelse, for at miskreditere den forestående retssag i Tyskland og forhåbentlig redde deres liv. Men det virkelige formål var at sætte hele nazislænget på anklagebænken – at udstille regimets rødder i terror og brand og den efterfølgende bølge af arrestationer. Tankegangen var, at det så ville blive umuligt for Storbritannien fortsat at ignorere eller stiltiende støtte Hitler.

Dora kunne ikke tale om sit arbejde, men jeg vidste, at hun brugte sine undergrundskontakter til at smugle vidner fra Tyskland til England. En gang var hun så begejstret, at hun lod forstå, at det var lykkedes hende at få den tidligere politidirektør fra Berlin – som havde forestået efterforskningen af branden – til at komme. Hun havde brugt sine nætter på at oversætte disse vidners udsagn til engelsk for dommerne.

Gennem sit venskab med Lord Marley havde Dora sikret sig højtstående britisk støtte til processen. Lord Marley var en smuk, alvorlig og stædig mand med store, mørke øjne og markante øjenbryn, en jetsort moustache og bemærkelsesværdig pondus. Han havde gjort en hæderkronet indsats under krigen, som han aldrig talte om, hvorefter han havde kastet sig over en række vanskelige sager, som om det ikke var et samvittighedsspørgsmål, men simpelthen, fordi det handlede om at „involvere sig og bidrage, så godt man kunne.“ Han var lige så insisterende som principfast: Han forsøgte fem gange uden held at blive valgt til Parlamentet (til slut blev han ophøjet i adelstanden og blev medlem af Overhuset, som han med et glimt i øjet omtalte som et „museum, komplet med antikverede oldsager og det hele“). Og det tog ham fire besøg i vores lejlighed, inden han indvilligede i at holde op med at kalde mig dr. Wesemann, men kun mod at jeg til gengæld lovede at kalde ham Dudley. På grund af hans arbejde med at hjælpe flygtninge, havde han for nylig måttet finde sig i at blive udnævnt til „jøde-elsker“ i aviserne. „Ikke nogen videre fornærmelse,“ sagde han til mig over morgenmaden med et grin, „er det vel?“

En eftermiddag i begyndelsen af august sagde Dora: „Jeg er hjemme i aften, så jeg tænkte, at jeg måske kunne være med. Til jeres møde – hvis det er okay.“

Jeg blev glad, men Hans blev irriteret. I Berlin havde han kendt alle, der var værd at kende, været au courant med nyheder og sladder, inden de ramte avisernes forsider. Her var det Dora, der havde alle de rigtige forbindelser på en måde, han aldrig ville kunne få. Det genvakte følelsen af rivalisering fra de tidlige møder i München. Og værre endnu: Den provinsielle usikkerhed, der havde præget hans barndom – følelsen af, at det virkelige liv foregår et andet sted, og at man ikke er med.

„Så hun nedlader sig til at deltage,“ mumlede han, mens han snørede sine sko i vores værelse. „Hvor aldeles henrivende.“

På det senere havde jeg bemærket, at Helmut var begyndt at få det indfaldne, askegrå ansigt, der kendetegner en mand, der lever af „te og to skiver brød“ – det brød med margarine, de delte ud i fattighusene. Der var en slags stolthed selv blandt eksilerede socialister, og vi foregav for Helmuts skyld, at vi ikke bemærkede hans sult. Men Hans og jeg besluttede, at vores møder skulle omfatte mad. Mathilde havde haft farsbrød med gangen før, og nu var det min tur.

Jeg havde aldrig før lavet mad. Mrs. Allworth gav mig en „idiotsikker“ opskrift. „Et godt stykke kød i ovnen,“ sagde hun, „middelvarme i tre kvarter, og så skal den hvile i ti minutter. Kartoflerne ind sammen med. Kan ikke mislykkes.“

Jeg gjorde, som jeg havde fået besked på, og da de andre ankom, var lejligheden fuld af en helt ny og fremmed lugt: lugten af britisk oksesteg.

Da Helmut kom, var hans ene øjenhule auberginefarvet med gult omkring. Øjenlåget var rødt, og han kunne dårligt åbne øjet.

„En mindre trætte,“ sagde Helmut og trak en stol ud for enden af bordet. En flygtning i hans pensionat havde beskyldt ham for at være „meddeler“ og smadret hans ansigt ned i dørhåndtaget. „Han ser værre ud end mig, kan jeg trøste jer med,“ fortsatte Helmut og tog sine papirer ud af skuldertasken. „I øvrigt er det formentlig ham selv. Er det ikke dem, der bebrejder andre det, der med størst sandsynlighed gør det selv?“ Jeg så på Dora, der sad med det ene knæ presset op mod bordet og vendte og drejede en blyant. Hun sagde ikke noget. Det var der heller ingen andre, der gjorde. Det ville have været så let at blive paranoid her. Rygterne svirrede allerede om flygtninge, der ikke kunne klare dette liv med dets angst og afsavn, og som blev meddelere for briterne. Eller det, der var værre. Vi havde ingen beviser for, at Gestapo allerede var aktive her, men snakken gik.

Så lagde Mathilde sin ene plumpe, brune hånd over den anden på bordet. „Jeg tror, det er vigtigt,“ sagde hun med en stemme så rolig, som diskuterede hun mælkeordninger i børnehaver, „at vi ikke lader os tappe for energi. Af mistro. Ubegrundet formentlig. Og,“ hun så skarpt på Helmut over brillekanten, „med stor sikkerhed ødelæggende.“

Så sad vi dér. Vi befandt os måske nok i et lille, lavloftet loftskøkken, omgivet af dampen fra det varme kød, men vi ville ikke lade os afspore. Dora pillede i en neglerod. Hendes tilstedeværelse fik os alle sammen – bortset fra Mathilde, der var uforstyrrelig – til at føle, at vi var nødt til at vise, hvad vi havde bedrevet. Den unge fyr begyndte at spise brød. Hans røg og gimpede op og ned med benet.

Jeg tog fadet ud af ovnen med en grydelap, jeg havde købt, med Tower of London broderet på. Det lignede fuldstændig et rigtigt måltid. Jeg løftede kødet af og satte kartoflerne ind igen for at få dem sprøde. Da jeg begyndte at skære, bemærkede jeg, at kødet havde en farve og tekstur – lyserød og trævlet – jeg aldrig havde set før.

Hans krympede sig. „Hvad er der sket med den arme ko?“ Dora så op. „Det er sprængt kød,“ sagde hun.

„Av.“ Hans sendte mig et medlidende blik. Jeg stirrede på den dampende, vinrøde, salte kødklump – den var beregnet på kogning, ikke stegning.

„Det gør ingenting,“ sagde Mathilde bestemt, og så gjorde det ikke det. Jeg hakkede den op i kødlunser og serverede.

Helmut erklærede mødet for åbnet. Det første punkt på dagsordenen var den forestående, internationale fagforeningskongres i Brighton. Han mente, at en af os burde tage med, eftersom ingen tysk delegation ville få tilladelse til at deltage. Måske kunne det oven i købet være en chance for at opfordre fagforeningerne her til at hjælpe de tyske fagforeningsfolk, der nu var gået under jorden derhjemme. Helmut kendte nogen i London Society of Compositors, der kunne skaffe os en adgangsbillet. Vi blev enige om, at det burde være ham, der deltog.

„Så,“ fortsatte han, „er der dagsordenspunkt nummer to: tryk af vores nyhedsbrev.“

„Hvad det så ellers hedder,“ mumlede Hans. Jeg sendte ham et bønfaldende blik.

Det var min tur til at rapportere. Jeg fortalte mødet, at Independent Labour Party i princippet havde indvilliget i at lade os bruge deres trykmaskine, men at den var i stykker lige i øjeblikket.

„Det,“ afbrød Hans, „er vores mindste problem. Vores største problem er, at vi ikke kan forvente at kunne vække opmærksomhed ved at recirkulere informationer, der allerede er tilgængelige. Vi bliver nødt til at finde vores egne kilder.“

„Jeg troede, vi havde afsluttet den diskussion,“ sagde Helmut. „Vi har ikke nogen kilder, så vi besluttede at lave nyhedsbrevet som oversigtsartikler.“ Han så på Hans, uvillig til at genoptage diskussionen. „Er det ikke rigtigt?“

Men Hans brød sig ikke om at lave nyhedssammendrag i stedet for sensationer. Specielt ikke i Doras nærvær. Helmut fortsatte med at tale på sin ligefremme, godmodige facon, som om Hans virkelig bare havde glemt, hvad vi var blevet enige om på det foregående møde.

„Som I husker,“ sagde Helmut nu og viste to tykke fingre, „var det andet problem, at vores artikler til pressen er nødt til at være på engelsk. Så vi bliver nødt til at få dem oversat. Og for det tredje kan vi naturligvis ikke underskrive dem med vores egne navne, men vi besluttede, at en anonym artikel ikke vil have megen vægt. Så …“

„Det kan jeg hjælpe med,“ det var første gang, Dora sagde noget. Hun så ikke på os, men på kødet på sin gaffel. Hun var ikke noget gruppemenneske. Ligesom Hans havde hun ingen tålmodighed med beslutningsdygtige antal og dagsordener og referater og punkter. Men i modsætning til ham kunne hun nu handle hurtigere alene.

„Men så kan vi jo arbejde sammen.“ Hans’ ansigt strålede pludselig af målrettethed. „Skrive artiklerne.“

Dora puttede en mundfuld af det trævlede kød i munden. Jeg tror ikke, at hun nogensinde smagte på maden.

„Forstår du,“ sagde Dora, henvendt til Hans, med munden fuld af mad, „jeg skal jo alligevel oversætte det hele. Når jeg har gjort det, har artiklen nærmest skrevet sig selv.“

„Det er pålideligt,“ nikkede hun som svar til Helmut. „Jeg får en hel masse om Das Reich’s nye luftflåde i øjeblikket.“ Hun pirkede et stykke kød ud mellem tænderne.

Spørgsmålet om, hvor hun fik sine informationer fra, hang og svævede i luften. Ingen spurgte. Vi var ved at lære, at selvom det engang havde været én for alle og alle for én, var der nu uudtalte hierarkier af viden og tillid.

„Og hvad angår det med anonymiteten,“ sagde Dora, „så er jeg enig. Vi bør ikke publicere anonymt, hvis vi kan undgå det.“

„Vi må finde en englænder,“ fortsatte Dora for at overdøve ham, „i hvis navn det kan publiceres. Det beskytter os – og det beskytter vores kilder. Og,“ hun skubbede sin tallerken fra sig og klappede på sine jakkelommer og derefter bukselommerne efter sine cigaretter, „det er også lettere for englænderne at tro på en af deres egne.“

Hun ignorerede ham. „Tænk på det som den trojanske brite.“ Hun kluklo og strøg en tændstik. „Vi har brug for at finde en trojansk brite til det hele.“

Hans var knust, selvom Dora bare var morsom og direkte og forretningsmæssig som altid. Men set i bakspejlet kan jeg nu se, at siden hun havde forladt Tollers lejlighed, var disse kvaliteter ikke længere overfladiske manifestationer af en dybere ømhed i hende. De var snarere forsvarsværker.

Da mødet var ved at være slut, trak Dora Helmut til side ovre ved balkonen. Jeg var i færd med at rydde tallerkenerne af den ende af bordet.

„Angående konferencen,“ hørte jeg hende sige med en undertone af autoritet i stemmen. „Vær meget forsigtig med, hvordan du taler om at støtte undergrunden.“

„Selvfølgelig,“ sagde Helmut. Jeg kunne ikke afgøre, om han stejlede over at få at vide, hvad han skulle gøre, af en lille spirrevip af en kvinde, der var femten år yngre end han selv.

Da de andre var gået, blev Hans og Dora og jeg siddende i køkkenet omgivet af tallerkener og askebægre. Døren ud til balkonen stod åben. Himlen var dette grågule nattetæppe, der karakteriserer en kulfyret by, og kun en anelse højere end vores eget grågule loft.

Hans’ utilfredshed var blevet værre i løbet af aftenen. „Det er Bertie, ikke sandt?“ spurgte han. Hans knæ var helt ustyrlige. „Han sender dig materiale.“

Dora sad tilbagelænet i sin stol med fødderne overkors. Om lidt ville hun trække sig tilbage til sit værelse for at arbejde til langt ud på natten med udkast til oversættelser og artikler. Visse flygtninge af vores bekendtskab var blevet meldt for politisk aktivitet – forrådt af støjen fra deres skrivemaskiner – så hun gemte den larmende maskinskrivning til dagtimerne, hvor naboerne var på arbejde.

„Til det uafhængige arbejderpartis kontor. Og så er der jo det skønne ved, at han er i Strasbourg,“ sagde Dora, „at der er fransk poststempel på.“

Hans skottede til hende med rynkede bryn. „Og det turde du ikke fortælle os? Om Bert?“

„Det er jo ikke jer to.“ Dora gjorde et kast med hovedet imod døren, de andre var gået ud ad. „Jeg kender dårligt disse mennesker.“

„Mener du dét?“ spurgte Hans. „Helmut er typograf, jordens salt. Mathilde er din gamle chef, din ven – ikke sandt? Eugen er medstifter af partiet. Hvad-er-det-nu-han-hedder er bare en stor knægt.“

Dora tav. Luften syntes at sive ud af Hans; hans skuldre sank sammen, dér på den grønne ottoman. „Nå,“ sagde han, „Bertie valgte dig, ikke mig.“

„Tag dig ikke af det, elskede,“ sagde jeg. „Du må ikke tage det personligt.“

„Er der da andre måder at tage det på?“ Hans’ stemme lød såret. Han sad med en tændstikmappe og bøjede tændstikkerne bagud og rev dem af og tændte dem én efter én.

„Jeg ville ikke lægge alt for meget i det,“ sagde Dora. „Det er vel bare, fordi jeg er sådan et oplagt valg på grund af mit engelske.“

Hans rejste sig fra ottomanen og gik hen imod døren. „Han fortalte mig det ikke engang,“ sagde han ud i luften. Han gik ud for at ryge og gå frem og tilbage på balkonen.

Dørklokken ringede. Dora gik ud i entréen og tog telefonen. „Kom ind,“ sagde hun og lænede sig op ad væggen med den ene bare fod hvilende på knæet. Da hun snurrede rundt igen, strålede hun.

Et øjeblik efter stod Fenner Brockway i døråbningen, smilende og lettere forpustet. Jeg så, hvad hun så: en høj, uskyldigt udseende mand, ranglet som en tommestok, med et langt ansigt og en mørk manke. Han havde røde kinder, og hans øjne var ivrige og strålende bag de runde, uindfattede brilleglas. Han var så høj, at han nærmest var konkav. Det så ud, som om hans bælte holdt ham oppe. Fenner var leder af det uafhængige arbejderparti og en af Doras gamle venner, „en vaskeægte engelsk gentleman“, kaldte hun ham. Jeg havde forhandlet med ham om at få lov at bruge partiets trykmaskine til vores nyhedsbrev.

„Er jeg gået glip af noget?“ spurgte Fenner med et blik ud over det raserede køkken.

„Partimøde,“ sagde jeg. Hans vinkede uden at sige noget ude fra balkondøren og genoptog sin traven. „Og,“ tilføjede jeg, „også et spektakulært måltid. Sprængt og stegt kød.“

Fenner grinede dramatisk og sugede luft ind mellem tænderne. „Åh,“ sagde han. „Åh, du godeste.“ Han smilede. „Jeg ville have sagt det til dig, Ruth. Vokspladerne er i orden nu. Jeg er virkelig ked af hele historien.“

„Det gør ikke noget. Tak. Så snart vi er blevet enige om navnet, er vi klar til at gå i trykken.“

Jeg vaskede op. Dora lavede mere kaffe, og de trak sig tilbage til hendes værelse. Så gik jeg udenfor for at holde Hans med selskab. Han stod og stirrede ud over gaden. Folkene under gadelygterne kunne ikke forestille sig liv som vores, trængt op i en krog og fordrevet hertil.

„Den trojanske brite,“ han nikkede over sin skulder imod Doras værelse. „De er snarere inden i hende.“

„Hans!“ I vores frigjorte cirkler kritiserede vi ikke folk for de elskere, de tog sig.

Han blev ved med at trave op og ned ad gulvet inde i vores soveværelse. Hans spejlbillede var fanget i vinduesruderne – en bleg skygge, der flygtede fra den ene rude til den anden. Han tog tøjet af og gik i seng. Slukkede natlampen og vendte ryggen til mig.

I denne by med de tavse, fugtige køer, hvor kroppene stod med passende og ens mellemrum mellem sig – med den mælkede te og den dårlige kaffe og papbrød – var der ikke plads til, at Hans kunne føle sig levende. Han pløjede sine dage ned i en roman i håb om en dag at genopstå berømt og triumferende inde fra siderne mellem omslaget. Men om eftermiddagen kom han altid tilbage fra læsesalen som en, der havde forlagt sig selv.

Jeg var ikke nogen stor trøst i en verden, der svigtede ham. Selvom han aldrig sagde det, fornemmede jeg, at Hans var hånlig over, at jeg kunne finde tilfredsstillelse og mening i disse prosaiske møder, i at give folk mad og skrive checks ud – fodsoldatens små, lidet ærefulde trin i denne kamp. Hans begær forsvandt. Når vi elskede, behandlede han min krop, som om han betjente en maskine. Mine drømme chokerede mig. I en af dem spredte jeg benene, og inden i mig var der en enorm mund med en furet gane, og drøbelen dinglende højrød bagtil; en mund, der åbnede sig i et tavst skrig af savn.

Hans satte sig op i mørket. Han tog sit tøj på stolen og sin pung på natbordet. „Jeg går over til Werner.“

Hans havde fået sig en ny ven for nylig – en tysker, Werner Hitzemeyer, der kaldte sig Vernon Meyer for at passe ind i England. Werner boede sammen med sin bror i Golders Green og var Liberty of Londons tyske repræsentant. Da Hans fortalte mig, at Werner stadig kunne rejse frit frem og tilbage til Berlin, sagde jeg: „Så han er en af DEM.“ Hans eksploderede og råbte, at jeg var blevet paranoid, at jeg havde ladet DEM vinde over mig, at hele verden ikke handlede om politik, at livet fortsatte på anden vis rundt omkring. Jeg antog, at dette liv på anden vis omfattede en smuk, blond mand med en lille moustache og en kuffert fuld af stofprøver, der gik ud med min mand om aftenen.

Det gjorde ondt, men ikke nok til at jeg ville prøve at standse ham. Trods al Hans’ succes og glamour havde jeg altid inderst inde følt, at jeg var den mest grundfæstede af os, et anker for hans fremadstormen. Jeg tænkte, at han ville komme igennem dette og vende tilbage til mig. Men prisen for at lade ham gå var, at mit eget liv begyndte at forekomme mig andenrangs, som om jeg bare var dubleant i det, og at en eller anden med mere ubesværet karisma og talent snart ville overtage rollen. Måske havde han allerede gjort det.

Næste morgen kom Dora ud for at lave kaffe. Jeg var ved at rense linser ved bordet med en blød klud og alkohol. Jeg forberedte mig på et nyt projekt. Jeg ville fotografere arbejderne på havnen. Mrs. Allworths mand, der var værkfører dér, havde sørget for, at jeg kunne få adgang. Dora var iført pyjamasbukser og undertrøje. Der var allerede varmt heroppe.

Jeg lagde linsen og kluden fra mig. Jeg var nødt til at se på hende. „Hvorfor kan du ikke lukke ham ind?“ sagde jeg. „Give ham noget at lave?“

„Han er i gang med at skrive Eksilets Store Roman, ikke sandt? Det er ikke nogen ringe opgave.“

„Jeg er ikke grusom,“ sagde hun, men hendes stemme blev blød. Hun vidste, at det sårede mig lige så meget, hvis man gjorde nar af ham. Hun trak en stol ud og vendte den om. „Jeg er bare forsigtig. For vores alle sammens skyld. Berties og min og jeres.“

„Okay,“ sagde hun. „Jeg skal nok finde på noget.“ Så tog hun sine to kopper med sig tilbage til soveværelset.

Idet jeg skulle til at gå, stak Dora hovedet ud ad døren. En nøgen, brun skulder.

„Jeg kom pludselig i tanke om det. Hvad med Det Andet Tyskland som navn til jeres nyhedsbrev?“

„Ikke min,“ svarede hun. „Tollers.“ Hun så på mit kameraudstyr. „Forspild nu ikke chancen.“ Hendes stemme havde et dovent, syngende tonefald, en følelse, jeg næsten ikke kunne huske. Hun gjorde honnør og forsvandt ind i sit værelse igen.

Senere gav hun faktisk Hans noget af det materiale, Bertie sendte hende, og andre informationer fra tyske publikationer, så vi kunne bruge det i vores nyhedsbrev. Det handlede mest om opførelsen af lejre for politiske fanger, og hvad der overgik de mennesker, vi kendte, i dem. Femoghalvfems procent af fangerne i lejrene kom fra den politiske opposition – tiden var endnu ikke kommet til kampagnen imod jøderne og de andre.

Men Dora holdt de vigtigste dokumenter for sig selv for at prøve at få placeret artikler ud fra dem i de britiske aviser. Jeg antog, at de kom fra Berties kontakter i rustningsindustrien – de bestod af leveringsordrer og fakturaer til regeringen. Hun opfattede sin opgave som at få informationerne frem i offentligheden og samtidig at beskytte Bertie og hans kilder mod at blive afsløret. Det var altid en balance mellem de to ting: informationen og dens mulige, forfærdelige pris.

Det er altid svært at vide, hvornår noget begynder, hvornår resultatet for første gang begynder at vise sig. Og så er der dette andet punkt, det punkt, hvor det er umuligt at flygte fra det, man har set udvikle sig. Tag denne kalk fra mig, sagde Kristus, gjorde han ikke? Men da var det allerede for sent.

Klokken er otte om morgenen. To bank på døren og så går hun bare ind nu om stunder.

Clara ryster på hånden, idet hun rækker New York Times frem imod mig. Hun har en klump i halsen af angst. „Pauls båd er nået til havnen i Havanna, men Cuba vil ikke lade dem lægge til kaj – regeringen kræver enorme summer. Hvor har de fået det fra? Jeg forstår ikke …“

Jeg tager avisen fra hende. Hovedoverskriften er: „Flygtningeskib nærmer sig.“ Hun kan ikke vente på, at jeg læser det.

„De skulle blive i Cuba som turister og vente på et visum til Amerika.“ Jeg kan høre hendes bestræbelse på at kontrollere sin stemme, at gøre det til et rationelt spørgsmål om indrejsetilladelser, der er købt og betalt, at overbevise sig selv om, at verden er menneskelig, og at hendes angst ikke kan være velbegrundet. „Paul har landgangstilladelse – mine forældre betalte for den sammen med billetten – men nu har den cubanske præsident annulleret det hele. Jeg forstår ikke …“

„De giver dem visum,“ siger jeg. „Eller en eller anden form for tilladelse.“

„De kan jo ikke afvise et helt skib fuldt af mennesker,“ siger jeg, „vel?“

Hun smiler lidt, som om, ja, sikken dum, sort tanke. Men så formørkes hendes ansigt atter. „Der er læserbreve,“ hun peger på avisen, „imod at lade dem lande her, hvis Cuba afviser dem. De siger, at der ikke er arbejde nok til vores egne …“

„Det tror jeg nok …“ Hun sætter sig ned og piller i en løs tråd på sit ærme. „Vores egne,“ gentager hun.

„Det må du bare ignorere,“ siger jeg. „Jeg skriver også et læserbrev. Lad os gøre det straks.“

Jeg skimmer artiklen. Der er et fotografi af dampskibet St. Louis i Havanna havn. Det tager sig ejendommeligt festligt ud med alle flagene, der vajer fra bov til agter. Men det er omgivet af politibåde. Bag ved dem er der små fartøjer, hvorfra familie og venner, der allerede er i sikkerhed, vinker til deres kære. Artiklen fortæller, at den jødiske paraplyorganisation The American Jewish Joint Distribution Committee tager derned for at forsøge at forhandle på flygtningenes vegne med det cubanske styre. Det amerikanske styre er meget fåmælt. Canadierne har fuldstændig afvist flygtningene. Og i Europa udnytter Hitler situationen til det yderste og siger, at hvis resten af verden nægter at tage imod jøderne, hvordan kan Tyskland så klandres for deres skæbne?

Vi skriver et åbent brev til præsidenten i det internationale broderskabs navn og i vores egen menneskeligheds. Jeg skriver: „At blive givet chancen for at redde nogen og afvise den må i enhver religion være en dødssynd …“

Efter at Clara har skrevet det på skrivemaskinen, ringer hun efter et bud til at aflevere det til avisen. Da hun atter sætter sig, tager hun en dyb indånding og glatter sin nederdel over sine knæ. „Tror du, at den slags breve gør en forskel?“ spørger hun. Hendes blik er splittet mellem smerte og håb.

Jeg henter al min indre styrke fra et sted dybt inde i mig, fra skuespilleren, taleren, falbyderen af håb og charlatanen. „Ja,“ siger jeg. „Ja, det tror jeg.“

Den lille knap, harmløs som knappen på et elektrisk tæppe, giver mig petidin når som helst, jeg vil have det. De gider ikke rationere det over for en, der er så gammel, som jeg er. Après moi, le déluge! som franskmændene siger. Stadset sender mig ind og ud af dele af mit liv, som om det var nutid, mere virkeligt for mig end dette værelse. Så vidt jeg har forstået på Bev, kan en narkoman miste ti år af sit liv i jagten på netop det: dette konstante nu. Bagefter vågner de, der ikke er døde, op til en verden, der har bevæget sig videre uden dem. Det er, som om ingenting er sket med dem i løbet af disse år, de er ikke blevet ældre eller visere, og nu skal de til at samle det hele op – med skolen eller med mennesker, de har elsket – men tiden har drevet sit værk med alle andre, de er andetsteds.

Nogle gange gik jeg med Dora på hendes gåture. Jeg fornemmede ud fra målet og hendes tempo, hvilken slags gåtur det var. Om morgenen gik det normalt hurtigt, hendes fødder bevægede sig ad usynlige stier – forbi Coram’s Fields og Russell Square rundt om British Museum og tilbage ad Bloomsbury Square. Hun sagde ikke noget. Så vidste jeg, at hun grundede over et eller andet strategisk problem eller en artikel. Jeg tror ikke, hun bemærkede noget som helst af det, vi passerede: Ikke skolebørnene, der stod på rækker for at besøge museet, eller manden, der stod med panden presset ind mod glasset i telefonboksen, eller den kvindelige cyklist med den fulde cykelkurv, der slingrede og veg til siden, idet Dora blindt trådte ud fra kantstenen.

Om eftermiddagen, når hun var færdig med at arbejde, gik vi arm i arm som søstre og talte om alt mellem himmel og jord eller tav sammen. Disse gåture var langsommere, grønnere – ofte Hyde Park eller Regent’s Park. En sommerdag i Primrose Hill lå vi på græsset med kroppen mod jordens ryg. Himlen var så bleg som en kop. Hvis man pressede hovedet imod den bløde jord og lukkede øjnene, forsvandt hele byen. Luften over mit ansigt duftede honningsødt og var fuld af mælkebøttefrø – små dværge, der ikke kunne lade være med at danse. Lyde nåede os løsrevne fra deres kilde: en kvindes latter, et spædbarns klynken, et dyrs brægen fra zoologisk have. Vi følte kloden dreje.

Noget hårdt og vådt ramte min armhule – en bold, efterfulgt af næsen på en slasket golden retriever-hvalp, der ikke rigtig kunne fylde sit alt for store skind ud endnu.

„Godt grebet,“ lo Dora. Hun stablede sig op på albuen. En lille stemme kaldte: „Digby, Dig-by!“ og så stod der en pige med lyse fletninger foran os og hev efter vejret i sine sandaler. Der var huller i tandrækken, hvor hendes mælketænder havde været, og også i hendes pandehår, hvor hun tydeligvis havde eksperimenteret med en saks. Pigen knælede og holdt hvalpens halsbånd i den ene hånd, mens hun nulrede hans øre med den anden.

„Undskyld!“ sagde hun og så vurderende på os. Da hun indså, at vi ikke bebrejdede hende noget, tilføjede hun alvorligt: „Jeg er ved at træne ham.“

„Det ser jeg,“ svarede jeg. Hun vendte sig tilfreds om og kastede bolden og løb.

„Unger!“ Jeg smilede. Jeg foldede hænderne over maven og lagde mig ned igen. Jeg lukkede øjnene. Solen eksploderede inden i mig, og lyserøde, orange og sorte blodblomster slingrede hen over indersiden af mine øjenlåg.

Jeg åbnede et øje. Hun missede med øjnene imod solen, vendt imod mig. Hun holdt sin hånd der.

Det var et spørgsmål fra en anden verden, et andet liv. Jeg så direkte på hende. Hun var alvorlig. Ja, endog håbefuld. Jeg vendte atter opmærksomheden mod den tomme himmel, chokeret over, hvor fuldstændig umulig min fremtid var blevet. Det oversteg næsten min fatteevne, at bringe et barn til verden i dette vanvid, vi gennemlevede. Men pludselig forsvandt rovdyrene, de uniformerede og de uden uniform, de kendte såvel som de endnu ukendte i byen uden for denne park, i denne bløde eftermiddag med bolde og hunde og tandløse piger. Hvorfor skulle DE have lov at tage det fra os også? Hvorfor ikke tillade os selv en eller anden slags fodfæste i fremtiden?

Doras hånd hvilede stadig let og blidt mod min mave. Da jeg så på hende, var hendes øjenbryn hævede, og hjørnerne af hendes læber vendte nedad i en parodi på et spørgsmål, og jeg vidste to ting: At hun ikke for sin egen del forventede at slippe levende ud af dette, og at hun var nysgerrig efter, hvad fremtiden indeholdt uden hende. Jeg rystede tanken af mig.

Hun fnøs grinende ad min tavshed. „Du ved, det er normalt sådan et ja-eller-nej-spørgsmål.“ Hun flyttede hånden.

Hun tog en dyb indånding, som om hun var træt af et trivielt emne. „Det er snart ovre alt sammen.“ Hun slog affærdigende ud med armene over for vores situation. „Vi rejser hjem. I kan overveje det senere.“

En klokke på et udrykningskøretøj brød stilheden. Lyden blev højere, efterhånden som det kom nærmere. Jeg satte mig op.

„Ambulance?“ funderede jeg højt. „Brandvæsenet?“ Jeg kunne ikke se, hvor lyden kom fra.

„Et eller andet Æret Medlem af Underhuset har sikkert glemt sin pibe.“ Hun så ned imod zoologisk have. „Eller måske er et eller andet heldigt dyr stukket af.“

Vores næste partimøde var midt i august. Jeg spurgte mrs. Allworth, så henkastet jeg kunne, om hun ville have noget imod at lave en suppe til os.

„Hmm,“ sagde hun. Hun var ved at tørre komfuret af med en grå klud. Hun så sig over skulderen. „Hvordan var stegen?“ Jeg tilstod. Hun vendte sig om og stirrede på mig med åben mund, som om hendes indgroede fordomme om overklassens uduelighed omsider blev bekræftet. Men hun var et venligt menneske, og hér stod vi, ydmygede. Det lykkedes hende at få kontrol over sit ansigt. „Jeg forstår godt, hvordan det kunne ske,“ sagde hun med en svag antydning af tvivl i stemmen.

Suppen var en ærtesuppe med skinke – en kraftig, grøn, aromatisk sag. Helmut gav hånd til alle. Hans skuldre ludede, og det røde hår strittede til alle sider. Huden omkring hans øje havde antaget en blegere gyldengrøn farve. Eugen kom og den unge fyr og Mathilde, der kom fejende ind gennem døren i en sort gabardinekjole med en stor kagedåse med småkager under armen. Vi ventede ikke Dora.

Vi havde netop sat os til suppen, da fordøren gik, og hun kom stormende ind i køkkenet. Hendes sweater vendte vrangen ud.

„Se her.“ Hun trak et telegram op fra sin dokumentmappe og lagde det på bordet. „De denationaliserer folk.“

„Det er en liste over treogtredive mennesker, som Berlin gør statsløse ved dekret. På grund af politisk modstand eller,“ hun kiggede ned i telegrammet, „for at have ’forbrudt sig mod loyaliteten over for folket og Riget og skadet tyske interesser’.“ Hun slog ud med armene, og stemmen knækkede over. „De tager alting – huse, lejligheder, biler – de ophæver folks eksaminer, beslaglægger deres bankkonti og annullerer deres pas. De udraderer vores retslige eksistens.“ Hun rystede på hænderne og greb ud efter en stoleryg. „Toller og Bertie står på listen.“

Hvad sker der med en, hvis myndighederne erklærer, at man ikke eksisterer, mens man selv insisterer på at fortsætte med at være til?

„Ja.“ Dora betragtede ham, mens han skimmede navnene. „Du står ikke på den,“ tilføjede hun.

Hans så hurtigt op, men tog sig i det med et skævt smil. „Gad vide, hvad jeg har gjort forkert?“

Dora forklarede de andre, at vores ven Bertie, der var i eksil i Strasbourg, nu ville få sin lille indtægt fra Tyskland konfiskeret. Partiet, altså os der var til stede i rummet, ville blive nødt til at sende ham penge.

„Lettere sagt end gjort,“ sagde Mathilde. „Det er jo ikke ligefrem, fordi vi tjener tykt.“ Mathilde havde en særlig gammelkoneagtig nøgternhed. „Han burde komme herover til os. Han har større chancer for at finde støtte her end helt alene ovre i Frankrig.“

Dora stirrede tomt på hende. „Jeg tror ikke, det er nogen god idé,“ sagde hun. „Og under alle omstændigheder er hans pas også udløbet. Han kan hverken komme ind eller ud nogen steder.“

Det, Dora ikke kunne sige, var, at hvis han kom herover, ville han være alt for langt væk til at få informationer over den tyske grænse. Det bedste våben imod nazisterne ville blive bragt til tavshed.

Der var altid tidspunkter, hvor vi måtte afgøre, om den fare en eller anden var i, var værd at udsætte sig for i forhold til det arbejde, de gjorde for sagen. Vi blev ansvarlige for den risiko, vi lod hinanden løbe. Der burde findes et navn for dette syndrom. I West End havde en gruppe tyskere oprettet en klub for lokale nazister og patrioter. Lederen, Otto Bene, var en mand, der solgte hårplejemidler, og som var kommet til Storbritannien i 1927. Efter at listen med de treogtredive var blevet offentliggjort, satte de fotografier af samtlige personer op på deres husmur. Oven over fotografierne af Toller og Bertie og de andre hængte de et stort banner, malet med dryppende, røde bogstaver: „HVIS DE SER EN AF DISSE MÆND, SÅ DRÆB HAM! HVIS HAN ER JØDE, SÅ LAD HAM LIDE FØRST!“

Af en eller anden grund er det sværere at frygte det, man ser lige foran sig – mænd i uniformer, anført af en gal brillantinesælger. Frygten nærer sig af det usete, for vi har ikke lyst til at tænke, at vi er bange for noget, vi samtidig finder latterligt.

Jeg var på kajen nede på havnen en morgen og så mænd losse sække med blå asbest, der var tungere end de selv, af en båd fra Wittenoom på den anden side af kloden. Når sækkene klaskede mod deres nakker, gryntede mændene og kæmpede for at finde fodfæste. Luften omkring dem bølgede af støv fra hessianen. Jeg knælede med mit kamera for at fange det hele i modlyset – hud og sved, sener og partikler i luften. Hver morgen fulgte den rare mr. Allworth mig ud på kajen. I løbet af de seneste uger var mændene holdt op med at lægge mærke til mig.

Jeg vidste, at der var noget galt, da jeg så Hans komme løbende. Han løb hele vejen langs kajen uden at standse. Da han nåede frem til mig, hev han efter vejret.

Theodor Lessing – forfatter, filosof og ikonoklast – var berømt i Weimar-Tyskland. Han og hans kone Ada var venner med Doras familie. „Skudt af to agenter.“ Hans bøjede sig frem og støttede hænderne på knæene. „Hjemme hos ham selv.“

Jeg førte Hans væk fra kajen. Jeg følte, at vi var nødt til at bevæge os, at det var umuligt at holde sig i ro.

Da vi kom ud på gaden, spurgte en kvinde med en død ræv, der bed sig selv i halen, omkring halsen os venligt om, hvor Redmans syforretning lå, men vi kunne ikke hjælpe hende. Jeg beklagede og så ind i hendes små, brune øjne, der skinnede ligesom dyrets. Jeg kunne have rørt hendes behandskede hånd, hun og jeg kunne have købt bånd sammen, drukket te og være blevet venner. Vi kunne have udvekslet historier om at fare vild i byen, om skuffelser i soveværelset og om pelsværk, men jeg ville aldrig nogensinde opleve den samme tryghed som hun.

Under vores opvækst i krigsårene havde vi gennemlevet de katastrofer, der fulgte med at tro – på Gud, på fædrelandet, på vores ledere. Det var Theodor Lessing, en generation ældre end vi, der havde revet sløret af dem og vist os, hvis interesser de tjente. Han var blevet berømt for at kalde religion for „en opreklamering af døden“. På det seneste havde han udforsket det irrationelles fælde i det politiske liv med demonstrativt fokus på fascismen. Og for dette hadede nazisterne ham endnu mere end for hans latterliggørelse af Gud. Han og Ada var flygtet til Tjekkoslovakiet, da nazisterne kom til magten.

Nogle få uger inden mordet på Lessing havde de tyske aviser annonceret en dusør på 80.000 Reichsmark til den, der kunne fange ham og bringe ham tilbage til Tyskland. Dora havde grinet, da hun viste os hans brev til hende om det. Lessings reaktion var typisk tør. Han skrev, at han hele sit liv igennem havde været udsat for nedsættende bemærkninger om sit hoved – æggehoved, skør kule, kontrær – og dårligt havde været i stand til at tjene sit levebrød med det. „Hvem skulle nu have troet,“ skrev han, „at det ville ende med, at der blev sat så høj pris på det?“ Da vi kom hjem, stod døren ind til Doras værelse åben. Jeg kunne se de sædvanlige papirbunker rundt om sengen og på gulvet ved skrivebordet og kunne høre hende gå rundt derinde. Hans og jeg så på hinanden. Ingen af os vidste, hvad vi skulle sige.

Dora kom ud med en favnfuld papirer i armene. Tårerne løb ned ad hendes ansigt.

„Det er kun begyndelsen.“ Hun gik forbi os og satte nøglen i skabet i entréen. Hun havde flyttet vores lager af kontorartikler ud i køkkenskabet og var begyndt at bruge skabet i gangen, der kunne låses, til sine dokumenter. Hun flåede lågen op og gik derind med papirerne og smækkede dem ned på hylden. Nogle af dem faldt på gulvet.

„Begyndelsen,“ gentog Hans svævende, idet han bøjede sig ned for at hjælpe hende med at samle dem op. Så stoppede han op. „Den tjekkiske regering kan måske tænkes at gøre noget ved det? Skabe international røre om sagen?“

„Næppe,“ sagde Dora og tog papirerne fra ham. „Og hvad bryder Hitler sig i øvrigt om en tjekkisk protest? De lader, som om det var et internt opgør på venstrefløjen.“

Hans samlede endnu et vildfarent papir op fra gulvet. Det var listen over dem, der var blevet gjort statsløse. „Lessing stod ikke engang på den,“ sagde han, nærmest til sig selv.

Doras stemme lød bitter inde fra skabet. „Jeg antager, at de har en anden liste til det her, ikke?“

Hans spærrede øjnene op. Hans stolthed var blevet såret over ikke at stå på den „ærefulde“ liste over de landsforviste, men nu var han skræmt over, at han måske stod på en hemmelig dødsliste. Jeg så ham ryste tanken af sig. Det var, som om Dora altid fangede ham i at tænke på sig selv.

„Vi bliver nødt til at få Bertie væk nu,“ sagde Hans, „ellers bliver han den næste.“

„Tror du ikke, at jeg har tænkt på det?“ Det var et skrig. Hans og jeg så på hinanden og besluttede os tavst for at lade den diskussion vente til senere.

I løbet af de følgende dage sivede der yderligere informationer om mordet på Lessing ud til os fra eksilerede venner i Prag. Det havde været et professionelt mord. En „bibelsælger“ havde opsøgt huset for at udspionere det; en „tidligere bekendt“, som Lessing ikke genkendte, og som talte med Hamburg-accent, havde antastet ham på en kaffebar, formodentlig for at sikre sig, at han kunne genkende sit bytte, når tiden var inde. Efter middagen opholdt Lessing sig i sit arbejdsværelse på første sal bagerst i villaen. Skuddene blev affyret fra forskellige pistoler ind gennem vinduerne. Den næste morgen fandt man en otte meter høj stige lænet op ad muren. Ada opholdt sig nedenunder, mens det skete.

Morderne efterlod ham til at bløde ihjel hen over skrivebordet og løb ud i skoven, hvor hundene mistede færten af dem under jagten næste dag. Mændene må have haft en vogn holdende og vente for at køre dem tilbage over den tyske grænse til deres partiledere.

Jeg kan ikke huske navnene på sygeplejerskerne her og er altid taknemmelig for deres navneskilte. Men jeg husker navnene på Lessings mordere: Eckert og Zischka. De var udsendt af Ernst Röhm, der var chef for Hitlers politiske politi, SA. Efter krigen fandt de Eckert og stillede ham for retten. Han sagde, at de havde forsøgt at bortføre filosoffen, „men der kom hele tiden noget i vejen, så planen blev ændret.“ Den ændrede ordre til mordet var kommet direkte fra Berlin.

Morgenen efter at vi modtog nyheden, stod Dora usædvanlig tidligt op og kogte æg. Hendes øjne var forgrædte. En mand, jeg ikke havde set før, sad og læste ved køkkenbordet.

„Godmorgen,“ sagde han og vendte tilbage til sin bog. Efter et øjeblik kom han på bedre tanker og lukkede den. Uden at se mig i øjnene rettede han på bestikket foran sig, så det lå symmetrisk. Så rettede han på salt- og peberbøsserne, så de stod lige præcis midt mellem ham og mig. Da hans æg blev serveret, bankede han forsigtigt på det med teskeen.

„Normalt,“ bekendtgjorde han, da han så, at det var hårdkogt, „foretrækker jeg blødkogte æg.“

Efter at have modtaget nyheden om Lessing havde Dora ringet til Fenner, der ikke kunne komme. Så havde hun ringet til denne mand, professoren. Det var utvivlsomt begær for Doras vedkommende, men det havde intet med romantik at gøre. Det handlede om at holde sig tæt på livet.

Jeg havde hørt om Wolfram Wolf derhjemme, men manden foran mig var ikke, som jeg havde ventet. Han havde et langt ansigt som en irers og en nydelig, kortklippet, mørk moustache under næsen. Han var iført en lysegrøn mohairtrøje, der var knappet hele vejen op, og bukser, der var trukket højt op over bagdelen, der bredte sig ud over stolen. Wolf havde været universitetsansat jurist, inden han opnåede en begrænset berømmelse som kommunistisk justitsminister i koalitionsregeringen i den tyske delstat Thüringen i 1923, inden hæren blev sat ind fra Berlin for at vriste magten fra venstrefløjen. Måske var det denne dramatiske afslutning på hans eneste strejftog i politik, der havde fået ham til at søge tilflugt på universitetet igen under teoriens grå dække. Hans kone, der var en prominent underviser, var i Danmark for at etablere en progressiv skole. Han var omkring de halvtreds.

„Dora fortæller mig, at du er fotograf?“ Wolf lagde teskeen fra sig og smilede en brøkdel af et sekund hen over kanten af halvbrillerne. Jeg hørte en skjult udfordring i hans spørgsmål, fordi jeg kaldte mig fotograf, som om det forudsatte en særlig formbevidsthed og æstetisk opmærksomhed, som jeg umuligt kunne have.

„Nej, ikke rigtig,“ sagde jeg. „Jeg er uddannet lærer. Fotografiet er en vane – eller … jeg mener, en hobby.“ Jeg rødmede ufrivilligt. „Noget, jeg kan gøre, mens vi er her. Når vi kommer tilbage, vil jeg undervise.“

„Naturligvis,“ sagde Wolf. Han talte så lavmælt, at man var nødt til at læne sig frem imod ham, som i ærbødighed for de intrikate visdomsperler, der, når det passede ham, måtte komme fra hans læber. Jeg så over på Dora for at finde støtte eller måske et godt grin, men hun var travlt optaget af at studere avisen.

Efterhånden som jeg lærte ham at kende – for oftere og oftere indfandt han sig ved morgenbordet – tog hans overlegenhedsfølelse form og karakter. Den fyldte så meget, at den nærmest burde have haft sin egen stol. Han fik os til at føle, at historiens ubønhørlige, store udvikling, næppe kunne påvirkes af nyhedsbreve eller ved at rejse penge eller skrive artikler. Ja, hans teori efterlod vores realitet så langt tilbage, så selv de liv, vi levede, allerede var passé.

Jeg opfattede hans nedladenhed som et forsøg på at udvaske modet fra vores aktioner, så han ikke behøvede at stå til regnskab for sin egen fejhed.

Han skrev, men publicerede aldrig noget her. Han lod sig forsørge af sin kone i Danmark. Han løb overhovedet ingen risiko! Jeg tror, at det krævede alt hans mod at tilbringe nætterne i vores lejlighed sammen med aktivister, der ikke blot var illegale i Das Reich, men også her.

Den næste gang jeg så ham til morgenmaden, fremturede han om „den socialistiske ledelses manglende mod“. Jeg tænkte: „Hvor vover han?“ – taget i betragtning, at han fik sved på panden, blot man nævnte fru Wolf.

Da han var gået, begyndte jeg at rydde af bordet. Han havde spist hver en bid af sit æg og tre stykker ristet brød.

„Nu forstår jeg det,“ sagde jeg til køkkenvasken. „I teorien elsker professoren menneskeheden. Det er blot de enkelte individer, der kan være så fandens skuffende.“

„Lad manden være,“ sagde Hans mildt. Han var ved at tage frakken på for at gå på biblioteket. „Han forsøger bare at klare sig ligesom resten af os.“

Dora grinede og lagde avisen fra sig. Hun var nået til den konklusion, at jeg på en eller anden underlig obskur måde var jaloux, så hun opførte sig overdrevent tålmodigt over for mig. Jeg var ikke jaloux. Jeg havde bare ikke lyst til, at hun skulle være en, der så let lod sig narre.

„Det er sandt,“ sagde hun, „at mens Wolfram ser det generelle, er han selv noget af en original.“

Da fordøren havde lukket sig efter Hans, sænkede Dora stemmen til den spøgefulde hvisken, hun nogle gange brugte til at lokke mig ud af mit dårlige humør med. „En virkelig original. Han tørrer sin penis af efter sex.“ Hun hævede avisen igen. „Fra øverst til nederst.“

Man kan ikke være vanvittig forelsket i nogen, hvis man siger den slags om dem, vel? Efter denne slibrige betroelse følte jeg ikke længere, at jeg behøvede at være taktfuld.

„Nå,“ jeg rystede på hovedet hen over køkkenvasken, „jamen, hvad er det så ved ham?“

Dora lagde avisen fra sig, og hendes stemme blev respektfuld og alvorlig. Wolfs magnum opus forklarede hun, havde tilpasset den kommunistiske teori til tyske forhold, så vi ikke behøvede at følge Moskva blindt; så en lokal, autonom variant af et mere retfærdigt samfund kunne skabes på tysk grund. Russerne var en nation af bønder, der blev styret med en pisk. Men Tyskland var det mest avancerede land i Europa – vi havde brug for en mere sofistikeret, åben version af socialismen. Efter Wolfs opfattelse bedrog både fascismen og bolsjevismen arbejderklassen, og den eneste beskyttelse imod dem var at uddanne masserne. Det var et genialt værk, sagde Dora, der udviste stor følsomhed over for folket. Men Moskva havde straffet hans frafald ved at tvinge ham ud af partiet.

Doras begejstring over at have en, der kunne forklare verden for hende og få hende til at se fra nye vinkler, stammede fra hendes brillante, tålmodige far. Hendes mest grundlæggende kærlighedsmønster omfattede intellektuel udforskning: nye verdener, der åbnede sig, og den gamle set i et nyt lys. Jeg havde lyst til at skrige: Men du er jo ikke alene!

„Skal vi fortsætte med at arbejde?“ spørger jeg. Clara er sunket sammen. Hun virker ukarakteristisk fortabt. „Jeg kan godt forstå, hvis du hellere ville være sammen med Joseph lige nu,“ tilføjer jeg.

Hun ryster på hovedet. Det vil lykkes Clara at lægge sin bekymring for broderen til side for en stund og fortsætte. Hvad skal hun ellers gøre?

„Næste gang jeg så Dora, var efter, at Lessing var blevet myrdet,“ fortsætter jeg. Jeg forklarer, hvordan Hitler, efter at have gjort os statsløse og fattige ved dekret, begyndte at sende mordpatruljer ud af landet. Hun er chokeret; endnu en ting hun ikke vidste.

„Det er ikke din skyld,“ sagde jeg. „Det blev stort set ikke nævnt nogen steder – kun i emigrantpressen.“

Lessing blev myrdet i august ’33. Næste dag stod Dora uden for vores dør. Det var Christiane, der lukkede op. Da jeg hørte Doras stemme, sprang mit hjerte et slag over. Jeg tog mig sammen og rettede lidt på papirerne foran mig.

Christiane viste hende ind og lod os så være alene. Hun forstod, at Dora arbejdede med undergrunden, og at for dem, der ikke gjorde, var det sikrest ikke at vide noget. Og selvom min private grusomhed måske kunne forekomme endeløs, så omfattede den trods alt ikke at pine Christiane med min kærlighed til Dora.

Det var første gang, jeg havde set hende, siden hun var taget af sted for at bo hos sin kusine. Hun var solbrændt; hendes hår var kortere og pjusket i nakken, hvor hun havde sovet på det. Den ene side af hendes krave vendte indad. Hun travede op og ned ad gulvet og vred sine hænder, mens hun talte som et vandfald uden at se på mig.

„Du står på deres liste,“ sagde hun. „Og Goebbels’ tale – han nævnte dig. De fik ram på von Ossietzky i Oranienburg og Lessing og …“

Jeg rejste mig for at gå hen til hende og berolige hende, men hun ville ikke lade mig omfavne sig. Jeg gik hen til karnapvinduet. „Se derude.“ Jeg bankede på ruden. „Jeg har min helt private skygge, der passer på mig.“

„Meget morsomt.“ Men hun kom over for at se fyren, en lavstammet mand med hat, der stod lænet op ad den lave mur på den anden side af vejen med en sammenfoldet avis i hånden. Efter at jeg havde indrapporteret trusselsbrevene, havde Scotland Yard udstyret mig med en politimand, der fulgte mig overalt. Han var lige så udholdende som nyttesløs. Jeg begyndte at have ondt af ham.

„Han ser ikke ud af meget,“ sagde Dora. Hun så på mig og tilføjede: „Ernst, jeg tror, de sender os trusler. I talerne. Jeg er så …“

„De ville ikke turde gøre det i England.“ Jeg lagde armene om hendes skuldre.

„Nej,“ sagde hun. „Det ville de vel ikke.“ Hun blinkede, og hendes læber bævede. „Men jeg har sværere og sværere ved at tro på, at der er nogen grænser for, hvad de vil gøre. Nogle gange,“ hun stirrede på mig og pressede læberne hårdt sammen, „nogle gange tænker jeg, at der ingen grænser er.“ Lyset fra vinduet ramte hendes tinding, kind og hage.

Hun greb om mit ansigt med begge hænder. „Hvis du så bare selv troede på det.“

S-Bahn-vognen er tom. Vinduerne er åbne, og vinden er fanget herinde sammen med os – vild og desperat efter at undslippe. Dora er her!

Hvorfor har jeg ikke set hende så længe? I årtier? Og vi er bare store piger – jeg er tretten, så hun må være atten. Hun holder fast i stangen og snurrer rundt.

Alting er så klart, klarere end virkeligheden. Det er varmt. Doras hår vikler sig ud af den klodsede fletning, mens hun snurrer rundt. Hendes læber er fugtige og hendes sorte øjne enorme. Ved Schlachtensee station løber vi ned ad trapperne og ud til søen. Den er omgivet af spinkle træer, der bøjer sig begærligt mod vandet. Med en del af min forstand indser jeg, at der må være andre mennesker på udflugt, der læser og bader og spiser deres medbragte mad i de små dalsænkninger under løvhanget, men jeg ser ingen. Vi finder en lille lysning og hænger vores kjoler og undertøj på nogle grene. Disse spøgelsesaftryk af os blafrer og venter, mens vi nøgne skabninger af kød og blod træder ud over trærødderne i vandet og kaster os i.

Det er stadig varmt, meget varmt, da vi går op igen. Vi ligger på jorden med vores glatte lemmer som skinnende fisk. Dora lægger med et fast tryk sin våde hånd på mit underliv.

Jeg kan ikke svare. Jeg synker ned i jorden og ind i hendes hånd. Jeg bliver ét med søen i et åbent, smertefuldt univers af strømmende vand og sten og dyr og blomster og … nej! nej! …

Der lyder en alarm. Det må være fra bådudlejningen eller et luftangreb eller et skibshorn eller en bilalarm eller angste kirkeklokker …

En alarm er gået i gang et eller andet sted på hospitalet, og det banker på døren. Jeg åbner øjnene. Det er den muntre sygeplejerske.

„God morgen, Ruth,“ siger hun. Hun har en hvid kittel på og fornuftige sko, der siger små svuppelyde mod gulvet i en rytmisk forskudt takt med nøglerne og kortene, der dingler ned fra hendes hals. Svup svup klir, svup svup klir.

„God morgen,“ siger jeg. Det anede jeg ikke, at det var. Sygeplejersken – hendes navneskilt siger MARGARET PEARCE – trykker på en knap, og den øvre halvdel af min seng hæver sig. Den Genopstandne Ruth. Jeg håber, at jeg ikke kom til at sige det højt.

„Ja. Mange tak.“ Jeg kan dårligt skelne længere. Det forekommer mig, at jeg er mere levende, når jeg sover, end når jeg er vågen.

Hun ser på mit diagram. Jeg kan ikke befri mig fra følelsen af, at der måske er informationer på det om mig selv, der kunne være nyttige – alt taget i betragtning – for mig nu. Jeg kunne måske aflæse et fremskridt af det. Eller den svundne tid. Den tilbageværende tid. Men de holder det helst for sig selv.

Sygeplejerskerne i dette land er topprofessionelle. De er universitetsuddannede og efteruddannede og har rigtige karrierer med forfremmelser og lønforhøjelser og konferencer i laksefarvede kursusejendomme. Det er ikke som min ungdoms velopdragne amatører fulde af god vilje. Men disse kvinder har også noget, man ikke kan uddanne sig til – noget, som lægerne sjældent opnår: Intet menneskeligt er dem fremmed. Der findes ikke det hærgede fjæs, de ikke har set; ingen puds og materie eller famlende ord, de ikke kender til. I modsætning til lægerne, for hvem jeg blot er en samling symptomer, der skal håndteres, er sygeplejerskerne på min side imod ødelæggelserne i mit sind og min krop – denne gang er det hoften og det ene håndled, der er brækket, og mit forslåede hoved er udstyret med en bandage hen over det ene øje. Vi er sammen om dette – hvad man nu end skal kalde det, der foregår her i denne seng. Og det er netop den forretningsmæssige, professionelle karakter af deres uendelige omsorg, der er det magiske: Deres respektfulde pleje og tiltale med mit fornavn gengiver mig min værdighed, selvom jeg snart ikke er andet end skind og ben.

MARGARET PEARCE har strittende, uregerlige krøller, der engang må have været røde, og halvbriller yderst på næsetippen. Hun holder mit håndled mellem tommelfingeren og pege- og langefinger, mens hun holder øje med uret og tager min puls. Så skriver hun noget på diagrammet.

„Du må godt få en større dosis af det her, Ruth.“ Hun løfter dropslangen op. „Men kun, hvis du føler, du har brug for det.“

En morgen i køkkenet hørte Hans og jeg Dora skændes med Wolf inde på værelset. Hendes stemme var insisterende og højrøstet. Jeg opfangede ordene „solidaritet“ og „sætte handling bag ordene“. Wolfs svar var en dæmpet, behersket mumlen. Det var umuligt at høre, hvad han sagde. Dora smækkede døren op på vid gab og kom ud. Hun var rødøjet og kradsede sig på armene, idet hun marcherede hen til kaffekanden. Bag hende listede professoren sig ud ad døren og videre ud af lejligheden.

„Jeg giver pokker i, at han ikke vil ses offentligt med mig,“ sagde Dora og smækkede sin kop så hårdt ned i bordet, at kaffen skvulpede over. „Han kan for min skyld lade, som om vi aldrig har mødt hinanden før.“ Hendes stemme lød vantro. „Men han vil end ikke komme.“

Dora havde arbejdet i månedsvis på at få sin Commission of Inquiry into the Reichstag Fire til at blive en succes. Alle de tyske flygtninge i London ville være til stede, og samtlige britiske politikere, komitémedlemmer, præster og anfægtede borgere, der støttede os. Bortset fra professoren altså.

Ingen andre end Dora ville have kunnet få vidnerne ind i England. Indenrigsministeriet havde ikke været begejstrede for at give indrejsetilladelse til „fremmede venstrefløjselementer, herunder mange israelitter, der søgte at forstyrre relationerne med Das Reich.“ Gennem sit venskab med Lord Marley og hans gamle skolekammerater i Udenrigsministeriet var det lykkedes Dora helt at komme uden om Indenrigsministeriet og få udstedt midlertidigt visum til de mennesker, der skulle vidne imod regimet – nogle af dem under falsk navn i de tilfælde, hvor eftervirkningerne for vidnerne og deres familier i Tyskland risikerede at blive for alvorlige.

Jeg husker, hvordan Dora lo, så hun måtte holde sig for maven, da hun havde lagt på efter at have talt med Lord Marley i telefonen. „Med sand britisk afmålthed,“ smilede hun bredt, „har Udenrigsministeriet meddelt Tyskland, at ’det ikke har juridisk bemyndigelse til at forhindre sådanne rent private sager.’ Men det bliver så offentligt, som vi overhovedet er i stand til at gøre det.“ Hun slog ud med armene. „Verdensomspændende offentlig opmærksomhed! Sikken lærestreg for Berlin fra et sted, hvor regeringen kender sine grænser! Det er helt perfekt.“

Göring og Goebbels planlagde at bruge deres egen retssag til at retfærdiggøre nazisternes magtovertagelse over for resten af verden og til at få nazisternes version af historien banket ind i hovedet på folk: At kommunisterne havde sat ild til Reichstag-bygningen som et signal til deres celler over hele Tyskland om at nedbrænde alle de vigtigste offentlige bygninger, før de tog skridt til at overtage magten i landet. Hitler havde fået sine specialstyrker til at arrestere samtlige mistænkte ’af hensyn til folkets sikkerhed’. Henrettelsen af den arme van der Lubbe og de andre ville skræmme alle andre, der havde planer om at sætte sig op imod det nye regime.

Modprocessen var med stor omhu planlagt til ugen inden nazisternes proces. Så en torsdag morgen midt i september tog Hans og jeg undergrundsbanen til Chancery Lane. Modprocessen blev afholdt i advokatsamfundets retslokale i Carey Street. Folk strømmede til og flokkedes udenfor. Kvinderne klamrede sig til deres håndtasker, og mændene skærmede for deres piber med hænderne, mens de forsøgte at få ild i dem. En fyr i en brun filtkappe trillede rundt med en kaffevogn i muntre farver midt i menneskemængden.

I ophidselsen i dagene op til begivenheden syntes Dora at have genvundet fatningen, hvad Wolf angik – eller i det mindste at have lagt låg på sine forventninger til ham. Hun havde ikke tænkt sig at lade hans fejhed ødelægge sin store dag. Jeg famlede i min lomme efter de billetter, hun havde givet mig.

Retslokalet var ikke stort, men det var storslået med mørke brystpaneler på væggene og et podium oppe foran. Der var så mange af os, der var krøbet ud fra vores rottereder i de små lejligheder og pensionater, at vi stod mast sammen skulder ved skulder op langs væggene og langt ud i midtergangene. Da Hans og jeg gik op foran, passerede vi berømte ansigter fra Emigrandezzaen, noble skikkelser med bløde filthatte og lappede frakker, der hilste hinanden som ved en bar mitzvah. Vi så Otto Lehmann-Russbüldt, Kurt Rosenfeld og Mathilde. Hans hilste på tidligere kolleger fra Die Welt am Montag og Die Weltbühne. Fenner Brockway var der og Lord Marley, kvindesagskvinden Sylvia Pankhurst og gamle mrs. Franklin.

Og stedet vrimlede med britiske og internationale journalister. Dora havde advaret os mod at tale med folk, hvis akkreditering vi ikke først havde tjekket – der kunne være spioner blandt journalisterne såvel som blandt flygtningene, folk der var rekrutteret af enten Scotland Yard eller Berlin. Men den dag var jeg ikke i stand til at være bange. Jeg følte mig omsluttet af noget offentligt, beskyttende og britisk.

Vi fandt vores sæder på tredje række. Netop som jeg var ved at finde mit kamera frem, bankede en retsbetjent sin stav i gulvet. Folk fandt deres pladser og blev helt stille som ét stort, håbefuldt væsen.

Dommerne kom ind ad en sidedør, prægtige at se til med deres sorte kapper og hvide kalvekrøs under hagen. De var kommet fra USA, Frankrig, Sverige, Storbritannien, Danmark og Belgien, og der var en kvindelig dommer fra Holland. Rummet eksploderede i blitzlys. Det var muligvis kun en „teaterforestilling“ eller, som nazisterne formulerede det, „et marxistisk propagandatiltag“, men idet disse eminencer indtog podiet og fandt deres pladser, indså jeg, at i hænderne på briterne havde processen en værdighed, som det ville blive svært for omverdenen at afvise.

Den ansete, engelske højesteretsadvokat, kongelig advokat Sir Stafford Cripps, løftede hånden. Vi var velkomne, fortalte han os, til at fotografere dommerne. Men derefter anmodede han venligst om, at kameraerne blev pakket sammen. Han holdt et eksemplar op af Völkischer Beobachter, hvis markskrigerske forsideoverskrift handlede om „forrædere i udlandet“.

„Aviser i Tyskland,“ sagde Cripps, „kræver dødsstraf for de mennesker, der optræder som forsvarets vidner her. Det er indlysende, at i en sådan atmosfære er et behørigt forsvar for den sigtede ikke mulig i det land.“

Mine erindringer om de fire dage, der fulgte, er som erindringerne fra en markedsdag eller et bryllup. Eller måske et skibscruise, hvor man ser de samme mennesker hver morgen til morgenmaden. Jeg skimtede en fremtid, i hvilken disse eksilmåneder ville være en kort, mærkværdig fase i vores liv. Verden ville vågne op. Den ville holde op med at støtte Hitler, og vi ville kunne rejse hjem.

På andendagen indtog Toller sin plads i vidneskranken. Lokalet blev stille, som om det var en filmstjerne eller en prins. Han var iført en fin, engelsk sildebensvævet jakke, og han tog sig god tid. Uden et ord tiltrak han sig opmærksomheden i rummet; hans blik syntes at gælde hver eneste en blandt os.

„Jeg er ikke,“ begyndte han med sin magtfulde baryton, „medlem af kommunistpartiet. Eller af noget andet parti. Jeg har bestræbt mig på at gøre, hvad jeg opfatter som min pligt som skribent i kampen for social retfærdighed.“ Han lænede sig frem og hvilede hænderne på vidneskranken. „Dagen efter branden, stormede SA-tropperne min lejlighed for at arrestere mig …“

Jeg så på Dora. Hun betragtede ham uden at blinke, med hænderne roligt hvilende i skødet.

„De opsøgte også andre kendte forfatteres hjem,“ fortsatte Toller, „såsom Carl von Ossietzkys, Ludwig Renns og Erich Mühsams og arresterede dem. Nationalsocialisterne ønskede at sætte dem i forbindelse med branden og besudle deres ry.“ Han slog ud med armene imod publikum. „Jeg er af den opfattelse,“ sagde han stilfærdigt, „at branden var en forud arrangeret plan.“ Så tav han.

Der var ingen, der hostede eller rørte på sig. Toller tog en dyb indånding. „Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have været anklaget for. Der er tusindvis af mennesker i koncentrationslejre i dag, som ikke har nogen idé om, hvad de er anklaget for. Jeg nægter,“ nu var hans stemme myndig, „at anerkende Tysklands nuværende magthaveres ret til at regere, for de repræsenterer ikke det tyske folks ædle følelser og vilje.“

Rummet eksploderede i klapsalver. Nogle rejste sig og klappede vildt, og til slut stod vi alle sammen op. Jeg forstod, hvorfor folk havde fulgt ham i døden under krigen og under revolutionen i Dachau. Og idet jeg betragtede Dora, der så på ham, forstod jeg også, hvorfor der ikke var nogen, der kom i nærheden af ham i hendes univers.

Doras eget kup kom den sidste dag. Typisk for hende, var det ikke noget, der nogensinde ville kunne tilskrives hende. En stor, meget rank, ældre mand med stærkt vigende tindinger og udstående øjne under buskede øjenbryn, luntede op til vidneskranken. Det var Albert Grzesinski, den tidligere politidirektør i Berlin. Grzesinski talte med den erfarne, politiske talers stentorrøst. Han fortalte retten, at efter at nazisterne havde stormet kommunistpartiets lokaler på Karl-Liebknecht-Strasse, brugte de den medlemsliste, de havde stjålet, til at udstede arrestordrer mod de fire tusinde mennesker, der stod på den. Arrestordrerne, der var komplette med adresser og i de fleste tilfælde også fotografier, lå parat og underskrevne dagen inden branden; det eneste, der manglede at blive udfyldt på dem, var datoen.

Dernæst fortalte Grzesinski os, at han ud fra sit eget personlige kendskab kunne bekræfte, at: „Der er en underjordisk tunnel, der forbinder Reichstag direkte med minister Görings residens.“

Der opstod et øjebliks chok og derefter ophidset mumlen. Ingen var længere i tvivl.

Da det kom til stykket, var der ingen, der kunne finde beviser imod de fire medanklagede. Retsformanden bekendtgjorde, at eftersom de, der antændte branden, formentlig var kommet ind gennem tunnelen fra Görings hus, og eftersom branden i høj grad tjente nazisternes interesser, „var der tungtvejende grunde til at antage, at ilden i Reichstag blev anstiftet af eller tilskyndet af ledende personer fra det nationalsocialistiske parti.“

Folk hujede og råbte og kastede deres hatte op i luften. Lettelsens tårer fyldte mine øjne, idet jeg omfavnede Hans. Jeg havde været mere bange, end jeg selv havde villet være ved.

I Tyskland sydede Hitler. Senere lyttede vi til hans tale til Reichstag over radioen, fordi vi ville høre, hvilken virkning modprocessen havde haft på ham. „En hær af emigranter kæmper imod Tyskland,“ tordnede Føreren. „Der foranstaltes retssager i fuld offentlighed i udlandet i et forsøg på at påvirke det tyske retssystem … revolutionære tyske aviser trykkes løbende og smugles ind i Tyskland. De indeholder åbne opfordringer til vold.“ Han holdt en pause og tilføjede så: „Programmer fra såkaldte ’sorte radioer’ sendes fra udlandet og transmitteres i Tyskland med opfordringer til attentater.“

Vi havde ikke haft kendskab til modstandsradiostationerne, men hvad angik modprocessen og aviserne, opfattede vi dette som en fuldtræffer – et tegn på, at vores arbejde ramte plet. Vi var ikke bange.

Nazisterne dømte og henrettede den forvirrede, psykisk syge van der Lubbe – deres syndebuk for branden. Men politikeren Torgler og de tre bulgarske kommunister, der hævdedes at have hjulpet ham, blev frifundet. Det var simpelthen ikke muligt at henrette dem alle efter den verdensomspændende offentlige opmærksomhed, vores modproces i London havde skabt.

Bagefter følte vi det, som om vores egen situation også var forandret, selvom der ikke var ændret noget ved vores retslige status. Avisrapporter fra London, Paris og New York anerkendte, at vores hjemland var blevet overtaget af et terrorregime. Vores flugt blev betragtet som legitim. Vi håbede, at restriktionerne mod os snart ville blive hævet, så vi kunne tale frit om, hvad der foregik i Tyskland, og måske endog arbejde åbent imod regimet.

Da vi stimlede sammen på trapperne uden for retssalen, var der nogen, der gerne ville tage et foto. Vi klemte os sammen, en broget forsamling af eksilerede. Dora og Toller stod et trin under mig, til venstre for mig.

„Nej, virkelig. Det er din fortjeneste,“ hun smilede. Og så vendte han sig om og kyssede hende lige på munden. Det var den eneste gang, jeg nogensinde så noget som helst mellem dem i fuld offentlighed. Et eller andet sted må der eksistere et fotografi af det.

Dora forsvandt sammen med Toller og de andre arrangører for at spise sammen med dommerne. Hans og jeg gik hen på en pub i nærheden sammen med Mathilde og Eugen Brehm. Vi følte, at vi kunne tillade os at fylde mere på fortovet og tale højere nu. Pubben var dunkel og tilrøget selv midt på dagen, og næsten alle bordene var fuldt besatte. Hans’ ven Werner sad der allerede og ventede på os. Vi bestilte fadøl og vodka og nødder.

Hans underholdt bordet med vitser om Görings udskejelser med udklædninger, kokain og bjørneskind med dinglende medaljer; om hans kønne drengebekendtskaber, og hvordan den forfængelige kæmpe havde hårnet på, når han spillede tennis. Eller, det var egentlig ikke vitser, for det var sandt alt sammen, men vi lo og hamrede i bordet. Werner skreg af grin og rystede på hovedet. Som altid fik latterliggørelserne os til at føle os sikrere. Hans nød den lystne opmærksomhed omkring hans historier. Efter en pointe lod han hånden løbe op ad mit lår og klemte hårdt til.

Jeg så Helmut kæmpe sig vej gennem det fyldte lokale. Han kantede sig frem gennem tobakstågerne til vores bord. Da han nåede frem, blev han bare stående med sin kasket i begge hænder. Han var udmagret og askegrå igen. De andre holdt op med at grine.

„Tooghalvfjerds timer,“ sagde han dæmpet. „Jeg skal melde mig på den tyske ambassade inden for tooghalvfjerds timer. Scotland Yard har udleveret mig.“

Sejren var forbi. Jeg begyndte at græde. De andre rykkede sig, så han kunne sidde ned. Mathilde rakte mig et rent lommetørklæde. Helmut satte sig yderst på kanten af bænken, som om han snart ville blive ført bort ved albuerne, eller som om han ikke kunne beslutte sig for, hvor han skulle tilbringe sin sidste tid i frihed. Han skelede frygtsomt og snakkede så hurtigt, at der kom små spytbobler i mundvigene.

Under fagforeningskonferencen havde han – ophidset over mordet på Lessing og i forvisning om, at han var blandt venner – ikke kunnet styre sig, fortalte han. Han havde rejst sig i forsamlingen og bekendtgjort, at Nazi-Tyskland var en trussel, ikke kun for dem, der befandt sig inden for dets grænser, men også for dem uden for grænserne. „Det eneste, jeg sagde, var, at den internationale fagforeningsbevægelse,“ han hævede sin knyttede næve, idet han sagde det, „må støtte alle sine medlemmer, ligegyldigt hvor de befinder sig. Det var det hele.“ Han stirrede ned i bordet.

Ude i konferencebygningens foyer havde en Scotland Yardmand i civil høfligt præsenteret sig og bedt om at se Helmuts identitetspapirer og opholdstilladelse. Manden skrev hans adresse ned og ønskede Helmut en god eftermiddag. Tre dage senere blev hans opholdstilladelse ophævet. Og nu ville de udlevere ham til Hitler.

Vi vidste, at der ikke var nogen mulig måde at få Helmut ud af landet på uden et pas. Han blev sikkert også skygget. Enhver, der hjalp ham, ville blive udvist sammen med ham. Jeg fangede Hans’ blik. De var sikkert også her i pubben. Og de havde naturligvis holdt øje med vores lejlighed.

Helmut slyngede to vodkaer i sig. Han blev ved med at køre hænderne gennem sit hår. Han vidste ikke, hvilken lejr han ville ende i, sagde han tørt. „Men jeg er sikker på, at der vil være masser af kammerater dér.“

Jeg fornemmede, hvordan en sort slugt pludselig åbnede sig under bordet med ølrandene på, imellem dem, der måske ville overleve, og denne mand, der sikkert ikke ville.

Da Helmut kom til Oranienburg brækkede de hans næse og kæbe. De fik en af hans nære venner fra typografforeningen til at gøre resten. Vennen græd bitterligt, men piskede ikke desto mindre Helmut, indtil hans ryg var flået op. Det sidste, vi hørte til Helmut, var, at han havde fået kolera og rensede lejrlatrinerne.

Da Hans og jeg kom hjem fra pubben, hang Tollers jakke over en stol i køkkenet. Hans travede op og ned ad gulvet, ude af stand til at finde ro.

Han kunne ikke holde op. „Vi kan ikke blive her!“ råbte han. Hans hænder var helt stive, og alle fingrene strittede. „Vi er et let bytte heroppe.“ Hans øjne var blodskudte, og han så ud, som om han havde lyst til at knuse noget. „Krig kan jeg klare!“ græd han og støttede sig til den grønne ottoman. „Jeg kan klare mudder, mørke – blod og kamp og død. Men dette her – det her usynlige noget, denne venten …“ Hans stemme knækkede over, og han satte sig tungt ned. „Vi er ubrugelige. Flygtninge er svage. Og ubrugelige.“

Jeg nærmede mig, men kom så på bedre tanker og satte mig på en stol ved bordet. Hans var normalt ganske harmløs, om end nu og da hånlig og spottende, når han var fuld. Han plejede at bryde sammen af grin over sine egne vitser. Andre gange svingede han mellem selvmedlidenhed og selvhad. Men denne aften var anderledes. Frygt gør mennesker ubodeligt ensomme. Udpeget af dødens ubøjelige finger adskilles de fra deres fæller og konfronteres med deres egen personlige udløbsdato. Kortet med deres nummer på fylder hele synsfeltet.

Han sprang op. „Alle vores anstrengelser er ynkelige,“ eksploderede han og slingrede ud i entréen, hvor han hev og flåede i døren til skabet. Den var låst, som sædvanlig. „Se? Hun stoler ikke engang på os!“

„Lad nu være.“ Jeg gik hen for at holde om ham, men han rystede mig af sig.

„Eller skulle jeg sige mig.“ Han kneb øjnene sammen. „Hun stoler ikke på mig. Hvad fanden det end er, der er derinde,“ han hamrede på skabet med knytnæven, „så gør det os alle sammen til skydeskiver – os alle sammen.“ Han satte to strakte fingre for panden af mig som en revolver, og dernæst rettede han den mod sig selv. „Dig, mig, Dora – plaf! – skydeskiver.“

„Kom med udenfor.“ Jeg trak i hans ærme. „Vær nu sød, du vækker dem.“

Ude på balkonen stillede han sig med ryggen til mig. Jeg tog en stol. Lidt efter skiftede stemningen omkring ham. Han kom hen og vendte blidt mit ansigt op imod sig.

„Er du ikke bange?“ Han granskede mit ansigt, som om jeg måske skjulte min angst et eller andet sted, så han blev endnu mere ensom.

„Jo, jeg er.“ Jeg flyttede mit ansigt fra hans greb. Jeg skulle have trøstet ham bedre. Men det gjorde jeg ikke. „Vi kan ikke holde op med at gøre, hvad vi gør,“ sagde jeg. „Der er ikke andet, vi kan gøre.“

Han satte sig på hug foran mig med armene på knæene og så ned. „Du er så …“ Han skar tænder og rystede på hovedet. Jeg krympede mig. „… god.“ Så ramte hans knæ betonen, og han udstødte en forfærdende, dyrisk lyd i ujævne spasmer. Hans ansigt glinsede af snot, og hans øjne var små, brændende huller. Han lod mig holde om sig. Efter nogle minutter tog han en dyb indånding for at sige noget.

Inde i køkkenet skænkede han sig en whisky og så en til og røg. Da vi gik i seng, tvang han sig til at ånde roligt og lod, som om han sov. Han ville ikke lade mig røre sig. Det endte med, at jeg faldt i søvn, før han gjorde – den kolde, ensomme søvn i den ene side af en seng.

Jeg kunne ikke finde ud af, hvorvidt Scotland Yard-fyren var der for at beskytte mig, eller hvorvidt han var der for at kunne aflægge rapport om mine „politiske“ aktiviteter. En dag vendte jeg pludselig om og greb hans albue midt på gaden. Han havde blå øjne og sorte øjenvipper og så bange ud – mindre for mig, tror jeg, end for at han skulle blive bebrejdet ikke at have gjort sit arbejde ordentligt. „Du skulle tage at holde øje med dine tyske kolleger,“ sagde jeg. „De har været i hælene på mig i ugevis.“ Han blinkede bare.

„Hør her,“ tilføjede jeg, „hvis I slog pjalterne sammen, kunne I sikkert holde fri hver anden dag.“ Han var ikke til at slå et smil af.

Den morgen, jeg skulle tale ved modprocessen, tog jeg hatten af for ham. Så efterlod jeg ham uden for retsbygningen, hvor det vrimlede med flygtninge og journalister. Og utvivlsomt – uniformerede eller ej – tyskere og englændere, der holdt øje med os alle sammen.

Modprocessen var en triumf. Jeg havde jo ikke selv været i Berlin, da Reichstag-bygningen brændte, men Dora havde fortalt mig alt, hvad hun vidste, og jeg ville naturligvis støtte hendes bestræbelser overalt, hvor jeg kunne. Min optræden forekommer mig latterlig nu, eftersom hun var blevet arresteret i stedet for mig. Hvis hun arbejdede bag kulisserne, hvad gør det så mig til – hendes stråmand?

Bagefter genkendte overtjeneren på Claridge mig og sørgede for, at vi fik mit yndlingsbord. Vi spiste som konger: foie gras og oksekød og franske vine og cigarer. Ved måltidets afslutning kom en flygtning, jeg ikke kendte, hen til vores bord og bøjede sig ned mod Doras øre. Al glæden forsvandt fra hendes ansigt som et lys, der gik ud. Scotland Yard udviste et af medlemmerne af det socialistiske arbejderparti her på grund af hans politiske aktiviteter. Dora ville hjem med det samme.

Dobbeltsengen optog det meste af pladsen i hendes værelse, og der var ikke andre steder at sidde eller stå. Der var papirstakke hele vejen under vinduet og ved siden af døren. Hun refererede ironisk til det som hendes „arkivsystem“. For det meste arbejdede hun i sengen.

Dora satte sig på sengekanten og så ud ad vinduet, mens hun nervøst bed negle. Hun havde advaret Helmut om at være forsigtig, sagde hun. Men hun virkede mere vred på sig selv end på nogen som helst andre, som om hun på en eller anden umulig måde kunne have forhindret dette ved forudseenhed eller klogskab. Jeg stod ved vinduet. Det var mørkt og regnfuldt udenfor. En ynkelig fyr, jeg ikke havde set før, travede frem og tilbage på fortovet overfor med kraven slået op under hatten.

„Det er jo lige netop dét,“ skreg hun og slog ud med hånden imod vinduet. „De behøver ikke engang at sende Gestapo herover. Whitehall gør Hitlers arbejde for ham.“

Hendes vrede var tæt på gråd. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Nogle gange blev jeg bange for hende – som et barn, der lister sig rundt om forældrenes dårlige humør. Jeg flyttede en mappe fra sengen og satte mig ned. At røre eller ikke røre. Da det kom til stykket, valgte vi at røre. Vi fandt trøst i disse øjeblikke, dette slidte kød.

Jeg lå med hovedet på puden, mens hun sad og røg. Loftet i det lille værelse var krakeleret og ujævnt som et levende væsen – en bleg håndflade, der svævede over os. Jeg vendte mig om på siden. Hun havde sat små papirlapper op på væggen over sengen – huskesedler til sig selv, lister, citater, et fotografi af hendes far på ski. Jeg genkendte en del af en tale, vi havde skrevet sammen, og tog den ned.

„’Frygt er diktaturets psykologiske fundament,’“ læste jeg højt. „’Diktatoren ved, at det menneske, der har overvundet frygten, er hinsides hans magt og er hans eneste virkelig farlige fjende. For den, der har overvundet frygten, har overvundet døden.’“ Jeg så op i loftet. „Ikke dårligt,“ sagde jeg. „Hvis jeg selv må have lov at sige det.“

Dora pustede en røgring ud. „Jeg ser ikke megen overvindelse af frygten heromkring,“ sagde hun. „Eller af døden for den sags skyld.“ Hun sad lænet op ad hovedgærdet med en arm over maven og den anden albue hvilende i hånden. Lige over den ene brystvorte havde hun et lille modermærke, en perfekt sort skønhedsplet. Hun så på mig. „For at være helt ærlig har jeg aldrig rigtig forstået det der.“ Hendes stemme lød ikke længere hård.

Dora mente, at jeg indimellem lod mig forføre af min egen retorik, at lyden af ordene fik dem til at avle sig selv helt uden nogen tankevirksomhed bag, som selv-reproducerende væseners partenogenese, så deres opildnende, tilskyndende kvaliteter overdøvede ethvert forsøg på analytisk mening. Det var hendes job at bremse mig. Det havde så ikke været en af de gange.

Jeg vendte mig om på den ene hofte med hagen i hånden. Hendes øjne var sorte og årvågne. „Jeg mener ikke, at vi kan overvinde døden i bogstaveligste forstand,“ sagde jeg. „Det, jeg mener, er, at hvis vi ikke er bange for at dø, kan Hitler ikke holde os som gidsler. Han kan ikke bestikke os med vores liv for at få os til at holde op.“

Hun nikkede. Så skoddede hun sin cigaret i det låg fra et syltetøjsglas, hun brugte som askebæger og lod sig glide ned under dynen for at se mig i øjnene. Hun lagde hånden på min kind. „Er du ikke bange for at dø?“ Hun så på mig, fra det ene øje til det andet.

„Jeg vil nødig dø,“ sagde jeg, „men jeg er ikke bange.“ Vi hørte entrédøren gå og Hans’ og Ruths stemmer i lejligheden. Hendes sprukne læber åbnede sig for at sige noget. Jeg lagde to fingre over dem. „Men nogle gange er det svært ikke at ønske det.“

Hun stod ikke op for at sætte mig i gang, for at læse korrektur eller gøre andre praktiske ting. Hun fyldte ikke den akavede stemning med falsk trøst. Deri bestod hendes mod: at se tingene i øjnene. Og i det øjeblik vidste jeg, at hun forstod de sorte huller. Jeg flyttede mine fingre fra hendes læber, og ordene kom tumlende ud.

Derefter var det ren ømhed, kærlighed for kærlighedens skyld. Da vi var færdige, hørte vi en mand hulke, fortvivlet ulykkelig, ude fra køkkenet.

Jeg vågnede først. Jeg kunne se på lyset i værelset, at det ville være en god dag at tage ned i havnen. Men så vendte aftenen før tilbage til mig – Helmut vendte tilbage som et knytnæveslag. Jeg lå helt stille og ventede på, at Hans skulle røre på sig. Jeg håbede, at søvnen havde hjulpet ham, at mørket havde lukket sig over hans rædsel. Men da han satte sig op i den anden side af sengen, tyngede vægten af det hele stadig hans skuldre.

Vi sad netop og spiste ristet brød med orangemarmelade, da Dora kom ud fra sit værelse. Hun lagde nogle papirer ud i skabet i entréen og kom så ind for at få kaffe. Hun så ikke udhvilet ud.

„Helmut har faktisk selv været ude om det,“ sagde Dora, idet hun hældte kaffebønner i kværnen. „Selvom det ikke er nogen trøst for nogen. Han skulle ikke have sagt sådan i fuld offentlighed.“ Hun lød saglig, næsten kynisk, men jeg kunne se, at hun var oprevet.

„Som om det gjorde nogen forskel,“ mumlede Hans. „De var sikkert allerede efter ham inden.“

Doras stemme lød stadig rolig. „Det tror jeg ikke,“ sagde hun. Det var hendes ro, der ophidsede ham mest.

„Nu kommer de efter os!“ Hans sprang op, så stolen røg hen ad gulvet, og viftede med hænderne i luften.

„Tag det roligt,“ sagde Dora. „Det sker jo ikke.“ Hun vendte sig om og satte kaffekolben på komfuret. „I hvert fald ikke for dig.“

Hans bed på. Han sænkede stemmen. „Hvad? Så du mener, at jeg ikke er et værdigt mål?“ Han forventede altid at blive bebrejdet, at han ikke gjorde nok imod DEM, og var altid parat til at bebrejde hende sin manglende evne til det – fordi hun ikke delte sine vigtigste informationer fra Tyskland med ham.

„Nej,“ sagde Dora og vendte sig om for at se ham i øjnene. Hun talte med samme beherskelse som til et hysterisk barn. „Jeg mener bare, at jeg tror, at du er født under en heldig stjerne, Hansi, og at det ikke vil ske for dig.“

„Slap af. Det sker ikke for nogen af os,“ sagde Dora. Hun slog ud med hænderne. „Hør nu. Der er under alle omstændigheder ikke så meget, vi kan gøre ved det. Hvis vi tænker på os selv, vinder angsten over os. Vi bliver nødt til at tænke på arbejdet.“

Jeg stirrede ned i linoleumsgulvet, et lille, krydsskraveret mønster i hvidt og grønt.

Der var stille i lejligheden. Så lød der en skramlen og raslen i entréen. Hans stod inde i skabet og flåede papirerne ud fra hylderne. Dora måtte have glemt at låse det. Han hvirvlede rundt som en mand i en snevejrskugle. Stakkene vaklede og faldt, papmapperne gylpede deres indhold ud. Blåt karbonpapir svævede yndefuldt ned.

Dora kastede sig imod ham. „Det gør du ikke! Hvor vover du …“ Hun standsede, inden hun nåede ham. Noget var sprunget inden i ham. Han væltede rundt, indtil hylderne var tomme, og man ikke længere kunne se gulvet.

Dora vendte sig om imod mig. „Du må tage dig af ham,“ beordrede hun. „Jeg skal rydde op i retslokalet her i formiddag. Jeg må ordne dette her,“ hun slog ud med armen imod rodet, „senere.“ Hun tog sine kaffekopper med ind på sit værelse.

Hans gik lige forbi mig uden at sige noget og lukkede døren ind til vores værelse. Jeg gik alligevel derind.

„Hun gør det hver gang.“ Hans stemme var roligere nu, men på randen til at græde af raseri.

„Hun forsøgte bare at berolige dig,“ sagde jeg, selvom jeg vidste, at det ikke var hele sandheden.

Han ignorerede mig. „Hun kan bare ikke lade være med at dreje kniven rundt i såret,“ sagde han.

Hans brugte meget lang tid ude på badeværelset. Dora og Toller gik uden at spise noget.

Jeg overtog badeværelset efter ham. Da jeg kom ud igen, sad han inde i skabet i sin morgenkåbe og sorterede papirerne, selvom han ikke havde den fjerneste idé om, hvad Doras system gik ud på. Han rejste sig op. „Jeg er k-ked af det,“ sagde han og flaksede hjælpeløst med hænderne. Der stak nogle sammenfoldede papirer op af lommerne på hans morgenkåbe.

„Lad det hele være,“ sagde jeg. „Jeg skal nok ordne det.“ Han gik forbi mig. Jeg pegede på hans lommer. „Også dem dér.“

Han så ned, som om han var overrasket. „Jeg forsøgte bare at finde et sted til dem,“ sagde han og tog dem forsigtigt op og lagde dem på gulvet. Men jeg kunne stadig se et sammenfoldet ark i hans lomme.

Hvordan var jeg endt her, så fuld af mistro til min egen mand? „Hvis du ikke viser mig det,“ sagde jeg, „så bliver jeg nødt til at sige det til hende.“ Jeg hadede mig selv.

„Det er mit.“ Hans ansigt fortrak sig. Jeg havde en pludselig, syg følelse af, at han talte sandt. Jeg gemte ansigtet i hænderne. Så hørte jeg ham hive papiret op. Han rakte det til mig med tårerne løbende ned ad kinderne.

Det var en side fra hans notesbog, krøllet og nusset, som om han havde haft det i sin pung og befamlet det som en talisman. Det var dækket med hans skrift. Men da jeg så nærmere på det, opdagede jeg, at det var de samme fire ord om og om igen, linje efter linje. Alting bliver godt. Alting bliver godt. Alting bliver godt. Alting bliver godt …

„Jeg er ked af det,“ sagde jeg. Han havde ikke andre steder at gå hen end vores værelse.

Da Hans kom ud igen, bemærkede jeg, at han havde klædt sig på med endnu større omhu end ellers, måske for at stive sig af. Han havde et lommetørklæde i brystlommen på sit bedste jakkesæt, og hans hår var perfekt redt. Man kan også forsøge at ordne tingene udefra og ind. Han gik med en bemærkning om, at han ville „gå det væk“ og så gå på biblioteket om eftermiddagen. Han ville ikke mødes med mig til frokost.

Jeg var vant til, at han klædte sig omhyggeligt. Vi havde talt om, hvordan desperationen hos vores fattige venner forrådte sig – den alt for hjertelige tak, når en flygtning trykkede en potentiel udgivers eller mæcens hånd, øjnene der glitrede af håbet om bare en enkelt oversættelse eller en artikel. Mænd afslørede sig selv med slidte manchetter og blankslidte knæ i bukserne, gabende skosnuder og en krave, der var vendt for at skjule sliddet: forræderiske tegn på, at man levede fra hånden i munden. Vi var ikke fattige, men Hans følte, at hvis andre skulle have tillid til ham, måtte han for enhver pris forhindre, at hans nød var synlig. „Klæde sig passende,“ plejede han at sige til sig selv. „Jeg må klæde mig passende.“

Hans havde indimellem – om aftenen i sengen, eller hvis han mødtes med mig til frokost på konditoriet – betroet mig sine drømme for fremtiden. Jeg forstod på deres detaljerigdom, at disse scenarier var blevet udtænkt og finpoleret gennem lang tid; de var som filmruller, han kunne afspille i sit hoved efter forgodtbefindende for at sætte humøret i vejret. Når alt dette var forbi, ville han udgive sig eget farvemagasin, et Time i et nyt Tyskland. Han ville være en aktør, påvirke et nyt forår i Berlin; politikere og berømtheder ville angle efter hans positive omtale. Vi skulle have en villa i Grunewald, fem uniformerede tjenere og en bil. Vi skulle holde ferie på vores yacht. Vi skulle se pyramiderne. Jeg længtes ikke efter en villa, en tjenerstab eller en yacht, men jeg sagde ikke noget. Jeg kunne se, at han havde brug for et billede af fremtiden, og jeg ville ikke tage det fra ham.

Med tiden blev hans dagdrømme imidlertid slidte og tabte deres virkning. Jo flere skændselsgerninger nazisterne begik, og jo længere ingen andre lande protesterede, jo mere forekom det Hans, at historien ville ribbe ham for hans retmæssige liv. Der åbnede sig et svælg imellem hans drømme og hverdagen i Great Ormond Street, der var større end noget andet, han nogensinde før havde skullet spænde over. Det var større end svælget mellem præstegården i Nienburg og vores liv i Berlin, mellem hjemvendt soldat og berømt journalist, mellem stammeren og smigreren, arieren og jøden. Det var et svælg, som, hvis han faldt ned i en drøm en eftermiddag, om aftenen truede med at få hans liv til at forekomme ham elendigt, som om det blev til aske i munden på ham. Jeg forstod på måden, døren blev smækket og skuldertasken blev smidt på, at det at vende tilbage hertil var som at komme tilbage til en tilværelse, han syntes var uværdig.

Men den dag efter modprocessen var der noget, der forandredes. Hans kom tidligt hjem, lige inden frokost. Jeg var der stadig og sad og kæmpede med at få orden i papirerne. Han kom stormende ind ad døren.

„Jeg har det!“ sagde han. Hans skjorte var fugtig, hans ansigt glinsede, og hans hår strittede. „Jeg kan rejse over til Bertie – det er den ene ting, jeg kan gøre.“ Han travede rundt i cirkler i den lille entré uden for skabet, hvor jeg sad, uden at se på mig. Han talte som et maskingevær, det hele var allerede planlagt. Da jeg omsider fangede hans blik, så jeg, at det var mere levende, end jeg længe havde set det – det var, som om nogen havde pustet små gnister af håb ind i det. Han ville straks afbryde sit arbejde på romanen, sagde han. Bertie var endnu mere udsat, end Lessing havde været, og Hans tænkte, at han ville rejse til Strasbourg for at holde ham med selskab og muntre ham op.

„Og måske kan jeg få placeret nogle artikler fra hans Fri Presse Service her og sende ham nogle penge.“ Hvis det gik godt, sagde han, ville han måske være i stand til at hjælpe flere emigranter ved at placere deres arbejder i britiske publikationer. „Hvad mener du?“ spurgte han omsider. „Hvis jeg ikke kan skrive selv, kan jeg vel i det mindste være mellemmand.“

Jeg syntes ikke, at det gav megen mening, men jeg forstod, at Hans havde lyst til at slippe væk fra lejligheden. Jeg havde en mistanke om, at han gerne ville have sine egne informationer fra Bertie, så han ikke var afhængig af Dora for at få materiale. Og jeg forstod, at jeg med min manglende tillid til ham havde svigtet ham. Det var så langt, som jeg tænkte. Gezwungene Liebe tut Gott weh. Ingen kan tvinge et andet menneske til at elske sig.

På min otteogtyveårs fødselsdag var Hans stadig i Frankrig. Mrs. Allworth kom med en kurv dækket med et ternet stykke stof. Der var noget, der bevægede sig neden under det.

Jeg trak viskestykket væk og så en lille kugle af sort-hvid pels. Killingen havde stadig blå øjne – et lillebitte, perfekt liv. Jeg begyndte at græde.

„Nej. Den er bedårende,“ sagde jeg. Jeg var bare ikke vant til almindelig venlighed længere – til skønhed i en kurv.

Jeg kaldte ham Nepo efter Jan Nepomuk, som nægtede at afsløre en dronnings hemmeligheder. Han voksede op til at være en excentrisk, men venlig kælemis, og jeg fortalte ham alt.

„Det er fint,“ siger hun. Hende her har jeg ikke set før; hun må være natsygeplejerske. Hun er mørklødet, en natteengel med en juvel i næsefløjen. „Det er meget fint, Ruth.“