Da Hitler kom til magten, var jeg i bad. Vores lejlighed lå på Schiffbauerdamm i nærheden af floden lige midt i Berlin. Fra vinduerne havde vi udsigt til kuplen på rigsdagsbygningen. Der var skruet op for radioen i dagligstuen, så Hans kunne høre den ude i køkkenet, men den eneste lyd, der nåede mine ører, var en begejstret jublen, som ved en fodboldkamp. Det var mandag eftermiddag.
Hans forsøgte at presse limefrugter og lave sukkersirup uden at brænde det til karamel med samme koncentrerede opmærksomhed som en kemiker. Han havde købt en særlig latinamerikansk pistil i KaDeWe samme morgen. Ekspeditricens læber var purpurrøde, og jeg havde grinet ad os, forlegen over at købe sådan en luksusgenstand. Denne træpind med det afrundede hoved kostede sikkert mere end, hvad ekspedienten tjente på en hel dag.
„Det er jo vanvid,“ sagde jeg, „at have en dims, der kun skal bruges til at lave mojitos med!“
Hans lagde armen om mig og kyssede mig på panden. „Det er ikke vanvid.“ Han blinkede til pigen, der lyttede opmærksomt, mens hun pakkede dimsen ind i guldpapir. „Det kaldes ci-vi-li-sation.“
Et kort øjeblik så jeg ham med hendes øjne: en smuk mand med tilbagestrøget hår, stålblå øjne og en helt ubegribeligt lige næse. En mand, der sikkert havde kæmpet i skyttegravene for sit fædreland, og som nu fortjente alle de små luksusgoder, tilværelsen kunne byde på. Pigen stod og måbede. Sådan en mand kunne gøre hver eneste detalje i ens liv smuk, helt ned til en latinamerikansk limepistil.
Det var aften. Vi var gået i seng om eftermiddagen og var netop stået op, da radiotransmissionen begyndte. Mellem jubelråbene kunne jeg høre Hans støde limefrugter – en rytme som hans hjerteslag. Min krop svævede, afslappet af vellystig udmattelse.
Pludselig stod han i badeværelsesdøren, en lok af hans hår var faldet ned i panden, og hans hænder hang fugtige ned langs siderne. „Hindenburg har gjort det. De har samlet en koalition og udnævnt ham. Hitler er taget i ed som rigskansler!“ Han styrtede tilbage ned ad gangen for at høre mere.
Det virkede så ubegribeligt. Jeg greb min badekåbe og gik dryppende ind i dagligstuen. Speakerens stemme skælvede af ophidselse. „Vi får netop at vide, at kansleren vil optræde offentligt allerede i eftermiddag, at han befinder sig inde i bygningen i dette øjeblik! Folkemængden venter. Det er begyndt at sne lidt, men folk her viser ingen tegn på at ville forlade stedet …“ Jeg kunne høre de taktfaste råb i gaderne udenfor, og ordene strømmede ind i stuen gennem radioen. „Vi … vil … se … kansleren! Vi … vil … se … kansleren!“ Radiokommentatoren fortsatte: „… døren til balkonen går op – nej – det er kun en vagt – men jo! Han anbringer en mikrofon på gelænderet … hør engang mængdens jubel …“
Jeg gik hen til vinduerne. Hele den sydlige ende af lejligheden bestod af en buet væg med vinduer, der vendte ud imod floden. Jeg slog to af vinduerne op på vid gab. Luften strømmede ind, kold og skarp og fuld af dundrende brøl. Jeg betragtede rigsdagsbygningens kuppel. Spektaklet kom fra kanslerkontoret bag den.
„Ruth?“ sagde Hans inde fra stuen bag mig. „Det sner.“
„Jeg vil høre det med mine egne ører.“
Han stillede sig bag mig, og jeg trak hans våde, citrusduftende hænder rundt om min mave. En fortrop af snefnug hvirvlede rundt i luften foran os og afslørede usynlige luftstrømninger. Projektørlys strøg hen over skyernes underside. Under os lød der fodtrin. Fire mænd kom løbende ned gennem vores gade med brændende fakler højt hævet over hovedet. Der lugtede af petroleum.
„Vi … vil … se … kansleren!“ Menneskemængden derude råbte på deres frelser. Fra skænken bag os lød radioens dåse-ekko tamt med flere sekunders forsinkelse.
Så lød der et drønende råb. Det var deres førers stemme, der brølede. „Den opgave, vi står over for. Er den vanskeligste. Tyske statsmænd nogensinde har stået over for. Alle klasser og alle enkeltpersoner må hjælpe til. Med at forme. Det nye Reich. Tyskland må ikke, Tyskland vil ikke bukke under for kommunismens kaos.“
„Nej,“ sagde jeg med kinden lænet ind mod Hans’ skulder. „Vi foretrækker at gå til grunde i sund folkelighed og under ordnede forhold.“
„Vi går ikke til grunde, Ruthie,“ hviskede han ind i mit øre. „Hitler kan ikke gøre noget. Nationalisterne og ministerrådet vil holde ham i stramme tøjler. De skal bare bruge ham som kransekagefigur.“
Unge mænd samlede sig i gaderne nedenunder, mange af dem i uniformer: partiets egne tropper i SA’s brune og Hitlers personlige garde i SS’s sorte. Andre var menige entusiaster i civilt med sorte armbind. Et par drenge havde hjemmelavede armbind med hagekors på. De svingede med deres faner og sang: „Deutschland, Deutschland über alles“. Jeg hørte kampråbet: „Republikken er en prut“ og ud fra intonationen genkendte jeg den gamle spotteremse fra skolegården: „Flå jødens tøj itu / tøjet sprak / jøden slog en prut“. Petroleumsdunsterne fyldte luften. På fortovet overfor var de ved at sætte en stand op, hvor de unge mænd kunne bytte deres nedbrændte fakler med nytændte.
Hans gik ud i køkkenet igen, men jeg kunne ikke løsrive mig. Efter en halv time fik jeg atter øje på de grimme, hjemmelavede armbind ovre ved standen.
„De sender dem rundt i cirkler!“ råbte jeg. „For at få det til at se ud, som om der er flere, end der er.“
„Kom nu ind,“ råbte Hans hen over skulderen ude fra køkkenet.
„Er det ikke utroligt?“
„Helt ærligt, Ruthie.“ Han stod lænet op ad dørstolpen og smilede. „De bliver bare opildnede af at have tilskuere.“
„Vent lige lidt.“ Jeg gik ud til garderobeskabet i entréen, som jeg havde lavet om til mørkekammer. Der stod stadig nogle koste og andre lange ting – ski og et universitetsbanner – i det ene hjørne. Jeg fandt mit røde venstrefløjsbanner frem og gik tilbage.
„Det kan du ikke mene?“ Hans holdt sig for munden med påtaget rædsel, idet jeg foldede det ud.
Jeg hængte det ud ad vinduet. Det var kun et lille et.