August

Når man kysser i august, føder man i april. I hvert tilfælde hvis man, som Liljanna Sommer, undfanger sine børn i starten af årets sidste sommermåned og har termin den 29. april det næstfølgende år. Det var nøje planlagt alle tre gange, for hun ønskede sig så inderligt et pigebarn, der skulle døbes April Sommer, og hun tænkte, at skulle man hedde April hele sit liv, var det afgørende, at man også blev født i denne måned. Alt andet ville være noget rod. Hun forestillede sig, at barnet blev nødt til at sige: “Jeg hedder April Sommer, men jeg er født i maj.” Folk ville komme til at ryste på hovederne over tankeløsheden. Men Liljanna vidste, at var barnet navngivet efter den herlige måned, hvor hun var kommet til verden, da ville de i stedet glædes over poesien. Og da hun var meget indstillet på at blive en god og omsorgsfuld mor, planlagde hun sine svangerskaber grundigt.

De to første gange lykkedes det. I uger forinden havde termometeret prydet Liljannas og Xaviers natbord, og pludselig en dag i august vidste hun, at tiden var inde. De elskede med hinanden i den brede seng, og hun faldt til ro mod puden bagefter ved tanken om det barn, der nu voksede i hende.

Xavier var ligeglad med, om det blev en dreng eller en pige, han ønskede sig et barn, sagde han. Men Liljanna var så overbevist og fast besluttet på, at de ville få en pige, at hun strikkede alt i lyserødt og købte bamser i rosa plys.

Den 29. april gik vandet, og Liljanna ankom spændt til hospitalet, hvor hun præcis på det tidspunkt, veerne var forudsagt til, fødte en lille fedtet dreng, som trods sit forkerte køn var det dejligste væsen, Liljanna til dato havde set. De døbte ham Nando.

Drengen var på alle måder velkommen, og det i sig selv sagde mere om Liljannas person, end det kan gøres med ord, for selv om hun så inderligt havde ønsket sig en datter, var hun et menneske, der uden tøven accepterede de bevægelser, som tilfældige hændelser lavede med hendes liv. Hun var overbevist om, at hendes søns overraskende komme bragte mere med sig end det, der umiddelbart lod sig klarlægge.

“Når nogen beslutter på mine vegne, at jeg skal have en søn, så skal jeg have en søn, og det står ikke til at ændre.” Sådan sagde hun, da Xavier ængsteligt spurgte, om hun var skuffet over udfaldet.

Men den tilfredshed, der lagde sig over Liljannas ansigt ved sønnens fødsel, afholdt hende ikke fra en længselsfuld stirren efter termometeret, da sommeren gik på hæld, og august nærmede sig.

“Xavier,” sagde hun midt i juli, “jeg vil have et barn mere, og du skal være faderen.” Ikke at det overraskede ham synderligt, de havde været gift i mere end otte år, men han tænkte på hendes helbred, så nervøst på hende, og spurgte, om det nu også var klogt. Hun så strengt på ham og svarede:

“Xavier, vi har været gift længe, og du er far til Nando, så hvorfor i alverdens riger og lande skulle du ikke også være far til den datter, jeg agter at føde i april?”

Sådan var Liljanna, sådan elskede Xavier Liljanna, og sådan blev det. Igen var det nøje planlagt, og på ny havde Liljanna termin den 29. april, og denne gang var hun slet ikke til at skyde igennem af vished om, at det ville blive en datter. “Man kan se det på navlens facon,” forklarede hun Xavier, “når navlen er konkav, så er det en pige.” Xavier havde hørt, at det var omvendt, men han sagde ikke noget, for det lå fast for Liljanna, at hun var den bedst begavede af de to, og desuden lod hun sig sjældent modsige.

Men den spændte mor måtte igen bøje sig for naturens egen gang, og på Nandos etårs fødselsdag fødte hun endnu et drengebarn.

“De glider ud som svesker, når man er i øvelse,” stønnede hun og så veltilfreds på det blåspættede barn med dertil hørende kendetegn for kønnet. Liljanna smilede over hele hovedet af stolthed. De døbte ham William.

Således gik der nu nogle år, hvor Liljanna havde hænderne fulde, hvis ikke med børnene, så med sine håndarbejder. Xavier havde købt en væv til hende, som han havde ladet opstille i glasudestuen, som vendte ud mod haven, og her sad hun i timevis og sled i aftenrøden. Ud af bunkerne med farvet garn voksede stakkevis af kulørte tæpper, der blev kønnere og kønnere, som tiden gik.

Garnet kom fra en fårehyrde højere oppe på bjerget, og selvom at Liljanna havde farvet det i spande på gårdspladsen og efterskyllet det i timevis i flodens kulde, kunne man altid dufte den sure em af får i nærheden af tæpperne. Det var en vidunderlig duft, på én gang æggende og frastødende. Så vammel og fuldendt. Liljannas sønner voksede op i denne duft og duftede selv af natur hele deres barndom igennem.

William var og blev en skønhed, og allerede inden han blev fem somre, gik der rygter om ‘det smukke barn fra Griflio’. Drengen havde en udstråling af den mildeste slags, og da han ikke havde alt for stor hang til ord, opstod der i nabolaget mystik om det forsagte barn. Det bundede i en respektfuld længsel efter at finde ud af, om barnet var unormalt. Den lille aldersforskel de to brødre imellem gjorde, at man antog dem for tvillinger, og i lyset af den opfattelse kom William til at virke endnu mere stille og mærkelig, end sandt var.

Nando var nemlig helt og aldeles anderledes og slægtede sin mor upåklageligt på. Han var lysere end William, mere udadvendt, talte, fra han kunne gå, og kom lykkelig og beskidt hjem fra en lang legedag med de andre børn i kvarteret. William yndede i langt højere grad at sidde i skyggen på gårdspladsen og tegne sælsomme tegninger og krummelurer, og det var yderst sjældent, at han snavsede sig til, ja, faktisk skete det kun de gange, Nando havde en finger med i spillet.

I Nando boede en trang til at leve side om side med naturen, som var det af samme nødvendighed for overlevelse, som det havde været for hans forfædre. Han elskede træernes voldsomme brusen og syntes først at komme ind på livet af dem, når han sad i deres kroner og svingede med benene. Han interesserede sig for at sejle og ride og lavede så mange flitsbuer og pile af skovens træer, at Xavier blev bekymret for bevoksningen. Hans hår var langt og krøllet og mørkt ved rødderne, men hvor det nåede skuldrene, lysnedes det og afslørede en tilværelse, der blev levet ude. Han var en dreng med brune kinder og sårskorper på knæene, og naturen lærte ham ting om livet, som uindviede aldrig vil kunne forstå.

Liljanna så forskellen. Hun så, hvordan drengene hang sammen som ærtehalm, og forstod ved den søde grød ikke, hvorfor de ikke slægtede hinanden mere på. Der tændtes et bål af bekymring i hende, når hun lod blikket glide fra sin kernesunde førstefødte og hen på William, der sad på sin stol i skyggen og malede med velovervejede penselstrøg. Han var altid vandkæmmet, bleg som en pudret paryk og ren på en måde, som Liljanna ikke var ansvarlig for, da hun ikke vaskede den ene mere den anden. Alligevel virkede William nærmest steril i sin fremtoning. Hun ønskede ikke at se sin dreng ulykkelig, hun vidste ikke, om han var det, men som tiden gik, blev Liljanna mere og mere urolig over Williams indadvendthed.

En gang spurgte hun ved aftenstide Nando om hans mening, opfordrede ham til at tage sin lillebror med ud i sollyset og ned til den buldrende flod for at lege, og da havde Nando set på hende med en meget streng mine og sagt:

“Mor, det kan William ikke tåle, han kunne rive sig på en busk eller vrikke om på foden.”

“Jamen, gør det da noget?” havde hun forsøgt. Hertil havde den søvnige lukket sine øjne og hvisket:

“Mor, man skal gøre det, man er bedst til, og William er bedst til at sidde i skyggen på gårdspladsen og male.” Og hun måtte give ham ret.

Da det blev juli måned, henholdsvis fire og fem år efter at Liljanna havde fået sine børn, kom hun på en idé. Hun ville have et barn til. Et barn, som ville passe ind midt imellem Nando og William og mindske den store forskellighed, og et sted også i håbet om, at en ny lillebror ville give William andre interesser end paletter og akvarelpapir.

Xavier blev glad. Han nærede ikke den samme bekymring for sin yngste søn, som Liljanna gjorde, men han havde altid syntes, at tallet tre havde en vis sødme over sig. Beslutsomt fremdrog Liljanna termometeret fra sine gemmer, brugte det, forberedte sig, elskede med Xavier mange gange, selvom hendes beregninger sagde hende, at hun ikke kunne befrugtes, og endelig, da de nåede august, var hun blevet gravid med et barn af kærlighed. Det blev et lykkeligt efterår for de to, præget af ro og milde.

Så skete det forunderlige. Liljannas beregninger holdt for første gang ikke stik, april kom og gik, og barnet ville under ingen omstændigheder forlade sin mor. Tiden trissede af sted, og hun brugte de afventende aftener på at regne sine regnestykker efter, og hun blev ved med at komme frem til, at barnet skulle være kommet den 29. april som de to andre, men det gjorde det altså ikke.

Den 10. maj fødte Liljanna en pige, og de døbte hende April, for nu var det jo blevet bestemt, og Liljanna var så overrasket over barnets køn, at hun helt havde glemt alle de skrupler, hun havde haft i forhold til navnet og fødselsmåneden. Hun havde troet sig ude af stand til at føde pigebørn, og for øvrigt lignede ungen en rigtig April, som hun havde ligget der imellem blodige ben og havde set fersk og forsigtig ud.

Så dette bliver historien om April Sommer, født i maj, og den begynder her.