Mosen

Næste morgen dumpede børnene igen ned på jorden. Gamle Balt satte sig udmattet ved siden af dem. En hostende rallen, der ikke ville stoppe, fik børnene til at frygte, at de skulle ende med at være helt alene om at finde vej hjem.

Da anfaldet stoppede, var manden stille. Hans øjne kæmpede med at falde i. Heldigvis rev Eumon deres fører ud af den trance af træthed, som vanskabningen var på vej ind i.

”Hvor langt er der endnu, Balt?”

Pukkelryggen spærrede øjnene op på vid gab. En træt, evigt behandsket hånd gned øjnene fri for den værste mathed. ”Måske nogle dages løb endnu, før end vi kan få fat på heste. Derefter måske endnu nogle dage.” Han klappede sig på kinderne og fandt soltsækken frem.

Syrina spejdede observant ud over det flade, blågrønne landskab, der strakte sig nedenfor Ellsridges fødder. Det var for størstedelens vedkommende et sumpet marskland med mange søer og små floder beklædt med sivskove. ”Men kan vi ikke komme hurtigere igennem Mosen end det?” Hendes eneste svar blev stukket op i hovedet af hende i form af brød og tørret kød. Før den hårde rejse ville hun være blevet fornærmet over en sådan opførsel, når hun havde tiltalt nogen fra pøblen. Men de seneste dages terror havde givet den forkælede fyrstedatter et mere pragmatisk syn på tingene. Derfor tog hun tavst imod maden og spiste i stilhed.

”Vi kunne gøre det hurtigere, hvis vi tog hovedvejen gennem Mosen. Det er halvingeland, og Balt har mange venner der. Ikke sjældent har det lille folk fyrsteligt beværtet en gammel, træt mand med den dejligste mad og øl til lyden af strengeklang og fløjter.” En stille pause blev brugt til at fordøje en tanke. ”Men Balt vil ikke risikere at lede en flok hærgende mørklinge og sortdværgeaffald ned gennem små ubeskyttede byer og deres fredelige beboere.”

”Men så er der jo kun sumpene?” Fyrstinden stoppede med at tygge.

Gamlingen nikkede.

”Hvad er der i vejen med sumpene?” Eumons stemme var grødet af udmattelse. Han tyggede med et tvivlende blik på sine ben. Ville de mon nogen sinde nå hjem.

Syrina valgte igen at tie stille.

Så sukkede gamle Balt. ”Sumpene er et nogle steder bundløst helvede. Trist og vådt og med gamle væsner som dem i Mørkskov. Mangen eventyrer og uheldig vandringsmand er blevet væk der.” Pukkelryggen følte det usagte i Eumons spændte holdning. ”Bare rolig, unge herre. I er på vej hjem. Der er ikke den lygtemand, mosekone eller sågar drage, der kan bryde gamle Balts ord.”

”Drager eksisterer ikke,” sagde Syrina spidst. Så var fyrstedatteren alligevel ikke helt borte.

Vanskabningen lo. Trætheden fik det til at lyde lidt højere end tiltænkt. ”Åh, jo, unge frøken. Themyscira er stor. De Store Krige udryddede godt nok stort set alle disse bevingede skadedyr i dette område af verden. Men tro mig. Der er masser af drager, søslanger og andre monstre fra jeres ammestuehistorier, der lever i bedste velgående, når man rejser mod nord ind i Ushulash eller sydøst for sletterne, eller tager den lange tur vestpå gennem De Vilde Lande. Der er mørke elvere med sjæle så sorte som graven, enorme dværgriger med porte af guld. Der er varme lande, hvor mægtige magikere flyver på tæpper. Der er menneskeriger større end jeres fantasi og regeret af troldmænd og præster og kejsere. Man kan møde dyr i menneskeskikkelse og se områder, hvor mørklinge i jordens dyb regerer frit fra De Urenes åg. For Themyscira er stor. Så stor, at jeres trængsler heroppe i nord, knap kendes til af andre folk i fjernere egne.”

Børnene skævede til hinanden. Havde han drukket, mens de ikke havde set det?

***

Sumpene levede til fulde op til beskrivelsen. Et fugtigt og ubehageligt sted med en dertilhørende stank af råd og gammel jord. Tempoet sagtnedes, mens gamle Balt med børnene som bagage årvågent trådte en - for de unge passagerer - ukendt vej på små græstuer og fugtige dyreveksler uden om brede mosehuller skjult bag visne siv og filtrede, delvist visne buske. Kun et lille lys fra en lanterne, hentet i soltsækkens gemmer, viste vej i det monotone sumlandskabs sivskove, hvor et fåtal af knudrede små træer brød landskabets sceneri. Kraftigt mos hang fra de små træers tyngede grene som klamme gardiner, og af og til kiggede små lysende øjne ud fra træernes mørke. En mismodig stemning af elendighed smittede fra lanskabets grå tæppe.

Igen kom aftenen og derefter en nat fuld af sælsomme, uhyggelige lyde i en tæt og stillestående tåge. Dødtrætte som de var, virkede søvnen alligevel svær for børnene at hengive sig til. Ikke engang prustene fra den gamle mand, kunne nu vugge dem i søvn. Og han var for længst ophørt med de muntre sange til fordel for lejlighedsvist at skælde ud på den vedvarende sværm af myg, der grådigt kastede sig over børnene og ham.

I natten skiltes tågen nu og da, så de engang imellem kunne se lys i periferien omkring dem. De brød gennem den måneløse midnatstime, mens duften af mos og mosevand krydrede børnenes svælg med fugtige strejf. Sumpenes natdyr havde påbegyndt deres dont, for det var om natten, at sumpene først virkeligt fik liv.

”Lygtemænd,” sagde pukkelryggen og hentydede til lysene. ”Lad være med at se på dem.”

På et tidspunkt lød der råb og brøl i det fjerne bag dem. Balt mumlede overstadigt gnæggende. ”Balt sagde jo, at man ikke skulle se på dem.”

***

Tidligt om morgenen to dage senere så de land igen. Mosen og sumpene ophørte. Og da de betrådte fast grund igen, fandt børnene uanede kræfter til at danse jublende rundt, mens gamlingen foroverbøjet og træt sad og så på med benene spredt ud til siden i mathed. Hans hænder rystede så meget, at han var nødt til at sætte sig på dem. I dag og nat siden angrebet havde han næsten uden pauser vandret med børnene som bagage.

Nu fik børnene lov selv at gå. Sastions grønne enge og bugnende marker begyndte at vise sig i periferien. De første små gårde øjnedes. Mange steder var det dog kun brandtomter, der mødte dem. De Urenes hærgende møklinge var nået langt ind i Sastion, inden de øjensynligt var blevet bremset.

”Nu bliver det godt at komme hjem til jeres fædre og mødre,” hviskede den gamle hæst. De holdt stadig et hurtigt tempo.

Syrina nikkede og begyndte at pludre. Eumon forblev tavs.

”Min mor er død,” sagde prinsen så efter et stykke tid.

Gamlingen så på drengen. ”Er det lang tid siden?”

Underlæben skød op over overlæben. Drengen nikkede. ”Fire år siden. Hun døde, da hun var ved at føde min lillesøster… De døde begge.”

Der blev ikke sagt mere. Drengen havde fået sagt sit, og han var blevet hørt.

***

De undgik de små gårde, der i større antal begyndte at dukke op. Det var fattige rønner, hvor beboerne så ud til at kæmpe for at holde mad på bordet. Der ville ingen hjælp være at hente der. Her og der sås også flere og flere spor efter mørklingbanders hærgen i form af nedbrændte bygninger og flokke af krager, svævende over et uvist punkt i periferien, som børnene ikke fik oplevelsen af på tæt hold. Den gamle mand gelejdede dem fast videre og udenom alt mistænkeligt.

Men da de i middagssolen øjnede en lille landsby, der tilsyneladende var gået fri af mørklinges hærgen, gjorde de holdt et stykke derfra. Ved en lille gruppe af birketræer, hvor skyggen lindrede dejligt mod middagssolen, blev børnene skubbet ind under nogle buske.

”I venter her, mens gamle Balt smutter hen og skaffer os noget transport. Måske kan I nå at få jer en lur.” Børnene så sig uroligt omkring. Gamlingen smilte træt. ”De mistede vores spor i sumpene. De der altså overlevede sumpens væsner.”

”Men kan vi ikke gå med dig alligevel?” spurgte Eumon.

Den gamle mand rystede på hovedet.

”Hvorfor ikke?”

Balt gled ned på hug. De blev vel nødt til at høre sandheden. ”Fordi vi stadig må passe på andre ting. Det er vigtigt, at folk først opdager, hvem I er, når I er hos jeres forældre igen.” Gamlingen blev mødt af spørgsmålstegn. ”Der er forrædere et eller andet sted i kongens hær. Mørklingene havde aldrig fundet os ellers. De vidste lige præcis, hvor vi var. Og det bliver kun bekræftet af, at djævelskaben nu ikke længere er i stand til at finde os. Forræderen eller forræderne måtte være blandt vores nu bortgåede rejsefæller. Men måske er der flere blandt Deres faders krigere, unge herre. Forsigtighed er altså vigtig. Uhyre vigtig. Og et par børn som jer, uanset jeres nuværende fremtoning, vil stikke ud som en trold til et gnombryllup.”

Syrina så ned ad sig selv. Hun kunne nu ikke se, at hun ikke kunne gå for at være den tarveligste rendestensunge.

”Det er måden, I bevæger jer på. Jeres sprog. Mest af alt den måde, hvorpå I taler til folk på. Og hvordan I ser andre i øjnene. Det skinner tydeligt igennem, at I aldrig har været vant til at få andet end respekt fra andre. I har aldrig levet et liv, hvor I har skullet bøje hovederne for andres overlegenhed på samme måde, som folkene inde i den landsby har måttet gøre hele deres liv for ikke at ende i gabestokken. I er børn af et liv af overflod, og det ses.” Der var en slående hårdhed i vanskabningens stemme. Den fik næsten Eumon til at krympe sig. Han havde aldrig tænkt over, hvor meget han egentligt havde taget livet for givet. Et eller andet sted havde den i forvejen trængte dreng måske også hørt en snert af bebrejdelse i den gamle mands røst. Men han kunne jo ikke gøre for, hvem han var?

***

Et par timer senere bumlede gamlingen ud af landsbyen i en lille kærre trukket af to små muldyr. Allerede på afstand kunne de høre, hvordan han igen var begyndt at synge sine viser. Og da kærren stoppede, og vanskabningen lidt usikkert hoppede ned på jorden, opdagede børnene, at gamle Balt igen var fuld.

”Her skal I se, børnlille! Gamle Balt byttede soltsækken for vogn og rigtig mad til rejsen. Og han fik endda den dejligste blommebrændevin med i købet.” Pukkelryggen bar en lille tønde under armen. Han klappede den forsigtigt, som var den et spædbarn. ”Sastions hære har allerede kæmmet området for de sidste af de hærgende mørklingbander, så der skulle være frit lejde nu. Mørklinghærene har trukket sig tilbage, og slaget skal efter sigende nu stå om Ringen, hvor De Urenes hære har slået sig ned. Men sid nu op! Nu begynder hjemturen for alvor!” Trætheden syntes at være forsvundet i grøden fra den begyndende rus.

Både Eumon og Syrina faldt næsten øjeblikkeligt i søvn, da de lagde sig bag på kærren. De vågnede først ud på aftenen, da Balt gjorde holdt for at lade dyrene hvile sig for natten.

I varmen fra et lille lejrbål fortalte vanskabningen resten af aftenen historier om fremmede steder for at lette stemningen. Det var fortællinger om elverbyer og ørkenprinsesser, om dæmoner fra andre planer og om helte, der stod, hvor andre faldt. Det var de livligste historier, børnene nogen sinde havde hørt. Det lød endda nogle gange som om, at gamle Balt selv havde været der. Men det tænkte børnene ikke videre over. Lige så lidt som de så det dystre, lidende blik gamlingen igennem endnu en vågen nats druk sendte ind i flammerne fra deres lille bål.

Morgenen kom. Dagslyset begyndte at trænge frem. Og mens tågen endnu klyngede sig til det høje græs på engdragene omkring dem, lykkedes det gamlingen at lære de velopdragne børn et par meget uartige sange til lyden af kærren, der rumlede stødt derudad.