Når mørket sænker sig
Heksemesterens tanker var tunge, da han knælede foran alteret i den oplyste sal. Han forsøgte at fokusere på linjerne i marmorgulvet, men de blev i stedet til én stor pløre for hans blik. Weshus øjne søgte et mørke, som altersalens vældige krystallysekroner ikke ville skænke ham på trods af den massive tilstedeværelse af ondskab.
Omkring Weshu svævede fremtoningerne af hans fem mørke mestre. Der hvilede den sædvanlige afslappede stemning af livsfornægtende kynisme i deres flimrende ansigter. Kun ødelæggelse og begæret efter magt lå i deres tanker, og århundreders ophold i spejldimensionen havde ikke gjort ønsket om at knuse De Tolvs skaberværk mindre.
”Og planen skrider som forventet frem?”
Weshu skævede op, men alligevel stift frem for sig. Han fæstnede blikket ved det store, sølvindrammede spejl på alteret. De mange farver inde i spejlet var som altid slukkede, når De Urene lod deres bevidstheder træde ind i Themyscira. Heksemesteren spekulerede på, hvordan der mon måtte være på den anden side af spejlet, mens han lod en hånd glide tænksomt hen over piercingerne i sin slatne brystkasse. Hans langstrakte krop var udtjent og udstrakt til det maksimale efter tidens hårde angreb. Inden længe ville han have behov for at finde andre måder at undslippe døden på, end gennem magiens livsforlængende hjælp. Måske var der plads til en trofast tjener inde i spejlverdenens limbo? Han vidste også, at der i Ushulashs andre citadeller var altersale som denne med andre spejle, hvor de tidligere elvermestre kunne se sig tilbedt. Endda på linje med de mørke guder, der hellere end gerne bifaldt andres ophøjelse. Enhver fornægtelse af liv og overgivelse til ondskab var nemlig i sig selv en ofring til disse ondskabens kræfter, der i tidernes morgen havde forsøgt at ødelægge Skaberværket.
”Weshu?” De flimrende skikkelser standsede deres bevægelse rundt om ham.
Weshu nikkede. Ringene i hans gevirer klingede, da hans bevægelse fik dem til at slå ind mod geviret. ”Ja, mine herrer. Vi er klar til at indlede en serie af hurtige angreb gennem alle de mindre pas mellem Thorians mur og De Vilde Lande. Tilbage mangler kun at lade hovedstyrken marchere mod Thorians mur for at angribe garnisonen ved muren.”
”Det bliver ikke nødvendigt. Vi har ændret mening. Karmantirs vil føre dødemagernes styrker mod Thorians mur.”
”Det var ellers blevet lovet mig?” Vreden var svær at skjule i Weshus perverterede, bundløse øjne. Bag ham standsede mørklingpræsterne deres tavse arbejde med udskiftning af ophængte slaver. Mørklingene havde overkroppene bare, hvilket var traditionen tro for altersalens oppassere. Fede vomme væltede ud over præsternes bælter. Ingen spiste nemlig så godt som de særligt ophøjede mørklinge, der kunne tage for sig af de afsjælede, kasserede slavers legemer. Når disse stakler altså først havde tjent deres formål ved at dø en langsom og umådelig pinefuld død. Nu var disse fedladne afskyeligheders grågrønne ansigter dog momentant vendt mod herren af Citadel Urhtrak, der øjensynligt havde trådt ved siden af over for de mægtigste af de mægtige. Langbladede offerknive lå tungt i præsternes hænder. Klar til brug. Heksemesteren mærkede præsternes pludselige anspændthed over sin forglemmelse.
”Du stiller spørgsmål ved vores lederskab?” Der var ingen emotioner i mestrenes spørgsmål, men Weshu kendte udmærket den kalkulerende ondskab, han selv var en del af. Han så hurtigt ned og rystede på hovedet. Ringene klingede igen mod geviret. Bag ham skreg to af de nyligt ophængte slaver igen op i lidelse, mens præsterne åbnede deres buge og langsomt begyndt at trække deres tarme ud. Blodet væltede ud af staklerne og ned i store kar. Det var også præsternes privilegium at fylde sig med denne ofringens nektar efter deres veludførte gerninger i altersalen. De Urenes skikkelser flimrede af nydelse.
”Så er min opgave altså at forestå stikangrebene gennem passene?”
De mørke mestre vendte blikket fra de lidende slaver mod Weshu. ”Vi forstår, at endnu et forsøg på at tage kongesønnen er mislykkedes?”
Weshu bed sig i sine tyndstrakte, næsten blodløse læber. ”Ja. Det har vist sig at være vanskeligere end beregnet. Jeg ved ikke, hvorfor en så mægtig præst som Lazzti eth Uraklion har kunnet fejle.”
”Vi vil have drengen!”
Heksemesterens udstrakte ansigt vendte sig op mod loftshvælvingerne i en spørgende gestus.
”En konge uden arving vil skabe store uroligheder i et så ustabilt område som borgrigerne. De vil kæmpe om kronen som hunde om et kødben. Vi vil have drengen, Weshu! Vi vil have hans lemlæstede krop hængende på vores bannere, når vi marcherer ind i Sastion i forårets kampagne. ”
”Men hvordan?”
De flimrende skikkelser forsvandt igen. Spejlet begyndte pludseligt at lyse i et sammensurium af farver. ”Der er andre i denne verden, der tilbeder de samme guder som Ushulash. Du har før benyttet dig af nogle af disses tjenester.”
”Fra sydlandene?”
”Død eller levende spiller ikke længere nogen rolle efter det seneste mislykkede forsøg. Se til, at vi får vores trofæ! Derefter mangler vi kun at tage kontakt til De Vilde Lande.”
Weshu rejste sig og bukkede sit lange legeme til hilsen. ”Det skal være mig en ære at tale med vores allierede.”
Porten nede bag i altersalen åbnedes.
Spejlets farver flimrede. ”Åh, nej kære heksemester. Den opgave ligger i en andens hænder.”
Lyden af jernbeslåede støvler, der med vilje stødte hurtigt og tungt imod marmorgulvet, bragte en vished til Weshu. Den lange mager vendte sit gevirkronede hoved mod den nyankomne.
”Ah, Malice! Vores foretrukne søn.” Spejlets femstemmige kor flimrede tilfreds.
Weshus øjne mødte den fuldendte krigers. Den gensidige foragt var ikke blevet mindre siden slaget ved Ringen. Små prust af varme skød fra krigerens flade næsebor. De dyriske gule øjnes smalle mørke pupiller var klar til at trække blankt. Malice var som alle mørkets tjenere et produkt af den konstante magtkamp om positionering. Han så i lige så stor grad Weshu som rival såvel som allieret. Og rivaler blev på et eller andet tidspunkt aflivet. For Malice havde set mange mægtige væsner både rejse sig og falde til jorden i De Urenes tjeneste, og han vidste, at også denne langlemmede mager på et tidspunkt ville have udtjent sit formål.
Den muskelsvulmende kriger bukkede behændigt for spejlet. I en gestus med højre arm slængte han sin kimærekappe tilbage over ryggen og vinkede til sit følge af kutteklædte mørklingpræster, der var blevet stående tilbage nede ved porten. ”Jeg bringer et offer til jer, mørke herrer.”
Følget begyndte at bevæge sig op langs altergulvet.
Spejlet begyndte at flimre endnu kraftigere nu i forventningens glæde. ”Du kan gå nu, Weshu.”
Heksemesteren nikkede og forlod altersalen. På vejen ud passerede han Malices følge. Duften af kneblede spædbørn i hver af de fem mørklinges favne fik Weshu til at se dovent ned, da præsterne gik forbi ham. Han vidste, at denne delikatesse ville tage tid. For De Urene var tålmodige som ingen andre, når de sugede livet ud af det uskyldigste af uskyld.
***
Urhtrak var ikke det største af citadellerne i Ushulash. Det endda på trods af dets strategiske beliggenhed. Alligevel havde det været en fjer i hatten på Weshu, da han for næsten et århundrede siden havde fået overdraget Urhtrak i sin varetægt. Andre af De Urenes mægtigste tjenere havde set med utilfredshed på dette. Weshus opstigen til magt tjente dog åbenbart et formål. Men som Weshu nu sad der i den ældgamle, næsten mørklagte tronsal, følte han sig mere og mere tilsidesat. Som en stikirenddreng. Det var en følelse, der ikke passede med Weshus umættelige magtbegær, selvom han vidste, at lige netop magtbegæret var den største fjende i Ushulash. Hvis ikke De Urenes hærførere og tjenere havde brugt århundreder på at kriges internt om magten, ville de sandsynligvis have løbet den ydre verden over ende for lang tid siden.
Store, støvfyldte spindelvæv hang ned fra loftet, og biller og edderkopper på størrelse med knyttede barnehænder dinglede sultne ned fra tronsalens mørke hvælvinger. Fra krogene kunne man høre Urhtraks kattestore rotter pusle pibende, mens de kravlede rundt i søgen efter føde. Af og til ville citadellets tusinder af rotter finde sammen i så store mængder, at de kunne overmande en uopmærksom mørkling og æde den på stedet.
Heksemesteren strakte sine lange ben og trykkede sig bagud på den store tronstol. Den passede ham kun knapt. Han strakte håndfladen ud og udtalte et enkelt ord.
En glaskugle manifesterede sig på den strakte håndflade.
Weshu var alene i den store tronsal. Således hørte ingen ham messe den besværgelse, der skulle sætte ham i forbindelse med endnu en af mørkets håndlangere.
Et vansiret ansigt kom til syne i kuglen. Det var et stærkt, hårløst fjæs furet af rynker. Det ene øje var lukket af en uklædelig hudflap, der havde vokset sig ned over øjet. Svære ar og bylder skæmmede ansigtet, der mest af alt mindede om et dyrs. Men ejermanden var også en underlig blanding af ogre, dværg og mørkling. Det ene, gode øje lyste fra en indsunken position gennem det mørke hul, det var begravet i. ”Det er længe siden!”
”Jeg har en opgave til dig, Aftem.” Weshu spildte ikke tid på formalia.
Cordian Aftems mund bredtes ud i et grin, der viste et sæt spidsfilede, gule tænder. ”Jaså?”
”Hvor er I nu?”
Den sydlandske snigmorders smil forsvandt med det samme. ”Malphagor. Vi er ved at rydde lidt op i den osamrianske højklan.”
”Hvor hurtigt kan I være i Sassimyre?”
”I løbet af en måneds tid. Haster det?”
Weshu svarede ikke umiddelbart. Snigmorderen Aftem blev pirret.
”Hvem er målet?”
”Prins Eumon af Sastion.”
Cordian Aftem fløjtede imponeret. ”Det bliver svært. Drengen sover vel nærmest med magere og vagter under sengen.”
”Vi har magtfulde hjælpere i Sassimyre. I vil ikke få besvær med at komme til drengen.”
”Hvorfor gør I det så ikke selv?”
”Jeg formoder, at selv sydlandets mørke dræbere har opdaget, at der er krig i norden.”
Den vansirede bastard nikkede stille. ”Også i syd forbereder man sig nu på at indhylle verden i ødelæggelse. Dine høje herrer i spejlet får konkurrence om at høste Themysciras uskyldige.”
”Vi tjener vel alle mørkets guder?” Weshu lænede sig tilbage i tronstolen. Glaskuglens lys fik det langstrakte ansigts konturer til at lægge sig i folder af doven ondskab.
Cordian blev tavs. Øjeblikkes overvejelse blev til et grisk glimt i det onde øje. ”En sæk ædelstene og halvtredsindstyve stærke sjæle til min sjælesten. Intet mindre. Betalingen sker inden dåden!”
Heksemesteren smilte. ”Søg kroen, Fyrtøjet, i Sassimyre. Så vil én af mine allierede finde dig. Du vil få anvist stedet for din betaling.” Weshu lod kuglen forsvinde. Mørket sænkede sig over ham, indtil kun et par glimtende, tænksomme øjne vidnede om hans tilstedeværelse.