Rekylet havde stødt Kurts pistol så højt til vejrs, at han stod med den løftet op over hovedet, og nu prøvede han desperat at tage sigte igen. Hans røde skjorte stod åben til navlen og blottede hårde, brune muskler og en tyk måtte af sort hår. øjnene stirrede vildt, og læben med arret fortrak sig i en bestandig snerren.

Peter ramte ham midt i brystet, og da tyskeren tumlede tilbage og stadig kæmpede for at tage sigte, skød Peter igen, og denne gang borede kuglen sig ind i tindingen lige foran venstre øre. Hans ansigtstræk gik ud af form som en gummimaske, og han styrtede forover med ansigtet ned mod gulvet.

»To.« Peter fandt ud af, at han som altid i disse desperate situationer handlede koldblodigt og meget effektivt. Han havde endog åndsnærværelse til at tælle skuddene og vidste nu, at der stadig var fire tilbage i Waltheren.

»Og der er endnu to terrorister,« tænkte han, men røgen var stadig så tyk, at han ikke kunne se mere end fem meter frem for sig, og de dinglende iltslanger spærrede hans udsyn yderligere.

Han sprang over liget af den døde soldat, og pludselig tonede Colin Nobles undersætsige, sortklædte skikkelse frem i kabinen. Han befandt sig i den fjerneste ende af midtergangen, fordi han var kommet ind fra den styrbords vinge. I den hvirvlende røg lignede han en dæmon, der var steget op fra et hul i jorden. Han gik straks i skydestilling og holdt den store Browning i et fast dobbeltgreb, mens han sigtede på endnu en rød skjorte, en mand med et rundt, drenget ansigt og nedhængende overskæg. Den store Velex kugle flåede flykapreren i stykker med en vildskab som et rovdyrs kløer.

»Tre,« tænkte Peter. »Endnu en tilbage – og jeg må have fat i det kamera.«

Han havde set kameraet i hænderne på den pige, han dræbte, han havde set det flyve gennem luften, og han vidste, hvor nødvendigt det var, at han sikrede sig detonatoren, før den faldt i hænderne på den anden pige, den blonde, den farligste af dem alle.

Der var kun gået fire sekunder, siden han var trængt ind i flyet, og alligevel forekom det som en evighed. Han kunne høre slagene fra hamrene som slog dørlåsene ud for og agter, og om få sekunder ville resten af angrebsstyrken strømme ind i Boeing’en gennem alle åbninger, og endnu havde han ikke lokaliseret den fjerde af terroristerne. Peter styrede hurtigt mod cockpittet. Han var sikker på, at den blonde pige ville være der.

Og så, lige foran ham, lå den pige, han havde skudt. Hendes lange, sorte hår, der lå spredt ud til siderne og indrammede det blege og stadig skrækslagne ansigt, var allerede gennemvædet af blod, og det sorte hul i hendes hvide tandrække fik hende til at ligne en gammel kone.

Peter samlede sig til at springe over liget, og i det øjeblik rejste den blonde pige sig op fra gulvet og dukkede frem af røgen som et smukt, men djævelsk genfærd.

Hun sprang tværs hen over midtersæderne og greb ud efter kameraet, og Peter skiftede lynhurtigt pistolen over i den anden hånd for at få bedre sigte, og han skød lige godt med begge hænder, men det kostede ham en tiendedel af et sekund, og pigen havde nu fat i remmen til kameraet og rykkede desperat i den. Kameraet lod imidlertid til at hænge fast i et eller andet, og Peter sigtede mod hendes hoved, og trods røgen og forvirringen ville han ikke kunne undgå at ramme hende på ti skridts afstand.

En af de få passagerer, som havde brugt sin iltmaske og derfor stadig var ved bevidsthed, sprang pludselig op og råbte: »Skyd ikke! Få mig ud herfra! Skyd ikke!« Han stod direkte mellem Peter og den blonde pige og spærrede skudfeltet, og i sidste øjeblik drejede Peter pistolen, så skuddet gik af op i luften.

Passageren råbte stadig: »Få mig ud! Få mig ud!«

Peter prøvede desperat på at tage sigte på ny, for pigen havde revet remmen til kameraet i stykker og havde nu fat i den sorte boks, men passageren greb hysterisk fat i Peters hånd med revolveren og rev og sled i den, mens han blev ved med at råbe.

Colin Noble fyrede en gang. Han befandt sig stadig i gangen i styrbords side, og vinklen var næsten umulig, for han måtte skyde tyve centimeter forbi Peters skulder og gennem hele junglen af dinglende iltslanger.

Det første skud fejlede, men kuglen var så tæt på, at pigens gyldne hår flagrede ved lufttrykket, og hun tumlede baglæns, mens hun med klodsede fingre famlede efter detonatoren.

Peter greb den hysteriske passager i struben og kylede ham tilbage i sædet, og derefter prøvede han desperat på at komme på skudhold af pigen. Han vidste, at han måtte ramme hjernen for øjeblikkeligt at lamme fingrene.

Colin affyrede sit andet skud en hundrededel af et sekund før Peter, og den store kugle slyngede pigen til siden og rykkede samtidig hendes hoved ud af Peters skudlinie.

Colins kugle havde ramt hende i den højre skulder og knust overarmsbenet med en sådan kraft, at hendes arm var fløjet til vejrs i en parodi på den kommunistiske hilsen; endnu engang var kameraet blevet kastet til side, og pigen selv blev slynget så hårdt baglæns ned på gulvet i midtergangen, som om hun var blevet ramt af en bil i fuld fart.

Peter sigtede på ny for at rette et dræbende skud mod hendes hoved, men før han kunne nå at fyre, sværmede sortklædte skikkelser ud af røgen og dækkede for pigen, da de holdt hende fast, mens hun skreg og sparkede omkring sig. Mændene var kommet ind gennem den forreste luge, og de var dukket op tids nok til at redde hendes liv. Peter stak sin pistol i hylsteret og bøjede sig for varsomt at samle kameraet op. Derefter tog han sin gasmaske af.

»Vi har fået dem alle,« råbte han. »Stands skydningen. Det er overstået.« Så tog han mikrofonen til sin sender og sagde: »Landing! Landing!« Det var kodeordet for total succes. Tre af hans mænd holdt pigen nede, og til trods for det alvorlige sår i skulderen kæmpede hun som en leopard i en fælde.

»Gør slidskerne klar,« beordrede Peter, og ved alle udgange blev plasticslidsker pustet op og sænket ned på startbanen. Et øjeblik efter var hans folk i fuld gang med at lede de passagerer, som var ved bevidsthed, hen til slidskerne og hjælpe dem ned.

En halv snes ambulancer kom susende hen over pladsen mod flyet, projektørlys fejede hen over skuepladsen for dramaet, og de medlemmer af Thor kommandoen, som havde opholdt sig i lufthavnsbygningen, kom løbende ud og råbte og vinkede.

Stadig med kameraet i hånden trådte Peter hen til pigen og så ned på hende. Hun holdt op med at kæmpe og stirrede tilbage på ham. Hun lignede virkelig en leopard, der var fanget i en fælde. Peter havde aldrig set så vilde og rasende øjne. Så trak hun hovedet tilbage som en kobraslange, der gør sig klar til at angribe, og spyttede på ham. Hvidt, skummende spyt silede ned ad Peters ene ben.

Colin Noble trådte hen ved siden af Peter og rev sin gasmaske af.

»Jeg er ked af det Peter. Jeg sigtede efter hendes hjerte.«

»Jeg slipper snart fri igen,« råbte pigen. »Jeg er på fri fod igen før Thanksgiving Day!«

Og Peter vidste, at hun havde ret. Den straf, som en omtåget verden tildelte disse mennesker, var sædvanligvis kun nogle få måneders fængsel og endda ofte betinget. Han huskede den døende pige, som han havde haft i sine arme, og den varme strøm af blod, der løb ned over hans mave og ben.

Pigen spyttede igen, denne gang op i ansigtet på en af de mænd, der holdt hende nede. »1 vil ikke kunne holde mig indespærret ret længe. I vil blive tvunget til at sætte mig fri.«

Igen havde hun ret. Hendes tilfangetagelse var kun en invitation til yderligere grusomheder, hævnens og gengældelsens hjul var sat i gang. På grund af dette uregerlige vilddyr ville hundreder af sagesløse mennesker komme til at lide og snese af mennesker dø.

Nu hvor kampen var forbi, satte reaktionen ind, og Peter følte en kvalmende fornemmelse brede sig. Det havde været forgæves, tænkte han, at sætte alt det, han hele livet havde stræbt efter, på spil blot for en midlertidig sejr. Han havde bremset djævelens styrker, ikke slået dem – og de ville atter samle sig og angribe, stærkere og listigere end nogen sinde, og denne kvinde ville komme til at lede dem igen.

»Vi er revolutionen.« Pigen løftede den raske arm og hilste med knyttet hånd. »Det er os, der har magten. Intet, intet kan standse os.« Pigen rystede den knyttede hånd op mod Peters ansigt. »Dette er kun begyndelsen. En ny æra er begyndt.«

Den hånende og snerrende klang i hendes stemme var baseret på den fuldkomne selvtillid– og Peter vidste, at det ikke var malplaceret. Der var sluppet nye kræfter løs i verden, kræfter der var farligere, end han havde troet muligt, og Peter havde ingen illusioner om, at han havde opnået noget ved sin lille sejr. Han havde heller ingen illusioner om, at uhyret på nogen måde var frataget modet – næste gang ville det være stærkere, vildere og listigere, og det ville have lært af sit nederlag. Midt i reaktionen efter kampen følte Peter sig overvældet af en bølge af fortvivlelse og håbløshed. Det hele havde været forgæves.

»De kan aldrig vinde,« hånede pigen, som var oversmurt af sit eget blod, men var lige uforknyt og lige ukuelig. Det var, som om hun havde læst hans tanker.

»Og vi kan aldrig tabe.« hvinede hun.

»Mine herrer.« Den sydafrikanske premierminister talte med dyb alvor. »Mit kabinet og jeg står stejlt på den opfattelse, at hvis vi giver efter for terroristernes krav, er det som at sætte sig på ryggen af en tiger, som man aldrig vil komme fri af igen.« Han standsede og sænkede et øjeblik sit store hoved, der var som hugget ud i granit, og derefter så han op på de to ambassadører. » Imidlertid er det ansvar, vi må føle over for menneskeliv så stort, og det pres, som to store nationer kan lægge på en mindre, så tungt, at vi enstemmigt har besluttet os til at acceptere alle betingelser, som vil være nødvendige for en frigivelse af kvinder og børn –«

Telefonen foran den amerikanske ambassadør begyndte at ringe, og premierministeren tav og rynkede irriteret panden, men fortsatte så:

»Jeg må tilføje, at vi naturligvis stoler på de tilsagn, som Deres regeringer har givet –« Han stands de på ny, for telefonen fortsatte med at ringe. »De må hellere tage den, sir,« sagde han til Kelly Constable.

»Undskyld mig, hr. premierminister.« Den amerikanske ambassadør løftede røret, og mens han lyttede, fik hans ansigt et udtryk af den største vantro. »Vent et øjeblik,« sagde han så og lagde hånden over tragten. »Hr. premierminister, det er mig en stor glæde at kunne meddele Dem, at for tre minutter siden brød angrebsstyrken fra Thor kommandoen ind i flyvemaskinen og dræbte tre terrorister – en fjerde blev såret og taget til fange, men der var ingen tab blandt passagererne. De fik hver eneste af dem ud i god behold.«

Den kraftige mand for enden af bordet sank lettet tilbage i sædet, og mens jubelen brød løs omkring ham, begyndte han at smile. Det var et smil, som helt ændrede hans stramme ansigtsudtryk, så han kom til at ligne en faderlig og venlig mand. »Tak,« sagde han stadig smilende. »Mange, mange tak.«

»De har gjort Dem skyldig i grov tilsidesættelse af ordrer, general Stride,« sagde Kingston Parker anklagende.

»Jeg tænkte udelukkende på gidslernes liv og på, hvad der var moralsk forsvarligt.« Peter svarede ham stilfærdigt, og der var gået mindre end et kvarter, siden han var trængt ind i flyet i et helvede af eksplosioner og røg. Hans hænder rystede stadig en anelse, og den kvalmende fornemmelse var ikke forsvundet.

»De har med overlæg ignoreret min udtrykkelige ordre.« Parker var en rasende løve; det var, som om hans sølvgrå manke rejste sig, og han ligefrem glødede på skærmen; hele hans stærke personlighed syntes at fylde kabinen i Hawkeren. »Jeg har altid haft alvorlige betænkeligheder med hensyn til, om De var egnet til at leve op til det store ansvar, som man har betroet Dem. Jeg har allerede skriftligt givet udtryk for disse betænkeligheder over for Deres overordnede, og de er nu fuldt ud blevet retfærdiggjort.«

»Jeg kan forstå på alt dette, at jeg er blevet frataget min kommando over Thor,« skar Peter igennem uden at kunne skjule sin vrede, og Parker tøvede lidt.

Peter vidste, at selv Kingston Parker ikke omgående kunne fyre helten fra en aktion, der var gennemført med så stor succes. Der måtte gå lidt tid, måske var det kun et spørgsmål om dage, men Peters skæbne var beseglet. Det kunne der ikke være nogen tvivl om, og det bekræftede Parker, da han fortsatte:

»De fortsætter på Deres post under mit direkte opsyn. De træffer ikke nogen beslutninger uden at have indhentet mit samtykke, ikke nogen som helst beslutninger. Har De forstået det, general Stride?«

Peter gad ikke svare. Han følte sig pludselig fuldstændig ubekymret. Den håbløshed og bitterhed, der tidligere havde overvældet ham, var forsvundet og erstattet af en følelse af frihed, som han aldrig før havde kendt. Det var første gang i sin karriere, at han bevidst havde nægtet at adlyde en overordnets ordre, og held eller ikke, så var resultatet blevet en strålende succes.

»Deres første opgave nu vil være at trække alle Thor kommandoens enheder tilbage i så god orden som muligt. Den flykaprer, som De har taget til fange, skal bringes til London og stilles for retten –«

»Hendes forbrydelser er begået her i Sydafrika. Det er her, hun bør dømmes for mord – jeg har allerede modtaget henvendelser fra det lokale –«

»Der bliver truffet en ordning med de sydafrikanske myndigheder.« Parkers vrede var ikke stilnet af, men han havde den under bedre kontrol. »Hun skal bringes til England om bord i Deres maskine og ledsages af lægen fra Thor.«

Peter huskede, hvad der skete med terroristen Leila Khaled, som var blevet ført væk fra den El Al maskine, hvor hun blev holdt tilbage af israelske sikkerhedsfolk. Som gæst hos det britiske politi tilbragte hun seks dage i forvaring, og derefter blev hun løsladt i en storm af publicity og virak, nyhedsmediernes heltinde, en terrorismens Jeanne d’Arc – løsladt for at kunne planlægge og gennemføre nye terrorhandlinger, som kostede yderligere hundreder af menneskeliv, løsladt for at kunne føre nye angreb på det grundlag, som den moderne civilisation bygger på.

»Jeg ønsker, at denne kvinde skal være i London inden fireogtyve timer. Hun skal bevogtes og beskyttes hele tiden mod forsøg på gengældelse. Vi har ikke råd til et nyt blodbad – som det, De foranstaltede i Boeing’en.«

Peter Stride gik meget rank gennem afgangshallen med marmorsøjlerne, og efterhånden som han skred frem, råbte hans mænd til ham.

»Fint arbejde, sir.«

»Det var det helt rigtige, general.«

»Sådan skal det være –«

De var ved at tage sig af alle passagererne, som nu var kommet til sig selv, samle deres grej, afmontere udstyret og pakke det væk, men nu lod de tingene ligge og flokkedes om Stride for at trykke hans hånd.

Passagererne blev klar over, at det var ham, der i første række havde reddet dem, og de hilste ham begejstret, efterhånden som han gik gennem hallen, og han smilede tilbage til dem og standsede for at tale med en gammel dame, der til sidst slog armene om ham og med tårerne løbende ned ad kinderne blev ved med at sige: »Gud velsigne Dem, Gud velsigne Dem.« Peter puffede hende blidt til side og fortsatte, og selvom han smilede, var det kun med læberne, for der var stål i hans hjerte.

Thor soldater stod vagt uden for administrationskontorerne på mezzaninen. De var bevæbnet med maskinpistoler men trådte til side for general Stride, så han kunne gå ind.

Colin Noble var stadig i sit tætsiddende, sorte antræk og med den store 45 ved hoften og en cerut klemt fast mellem tænderne.

»Kast et blik på disse ting,« sagde han til Peter. Skrivebordet var dækket af sprængstoffer og våben. »Det meste af det er østeuropæisk fabrikat – men guderne må vide, hvor de har fået disse fra.« Han pegede på de dobbeltløbede haglpistoler. »Hvis de er lavet på bestilling, har det kostet dem en masse penge.«

»De har også nok af dem,« svarede Peter tørt. »Løsepengene for OPEC ministrene beløb sig til et hundrede og halvtreds millioner dollars, for brødrene Braun femogtyve millioner, for baron Altmann femogtyve millioner – det svarer til en hel nations forsvarsbudget.« Han tog en af pistolerne op og åbnede bundstykket. Magasinet var tomt.

»Er det den, hun brugte til at skyde gidslerne ned med?«

Colin trak på skuldrene. »Det er muligt. Den er blevet affyret gennem begge løb.« Colin havde ret. Der var sorte pletter af krudt i begge mundinger.

Peter ladede den med dyrehaglspatroner fra den bunke, der lå på bordet, og derefter fortsatte han videre gennem det lange kontor med tildækkede skrivemaskiner på de tomme skriveborde og en plakat fra et flyveselskab på væggen.

Langs den ene væg lå ligene af de tre flykaprere ved siden af hinanden, hver af dem pakket ind i et gennemsigtigt plasticlagen.

To soldater var ved at samle indholdet fra deres lommer sammen og stoppe det ned i plasticposer, som var forsynet med etiketter.

Liget af den soldat, der var blevet dræbt, da han sprang ind i flyet lige efter Peter, lå ved den modsatte væg, ligeledes indpakket i plastic, og Peter bøjede sig over ham. Gennem plasticet kunne han se den døde mands ansigtstræk. øjnene var vidt åbne, og kæben hang ned. Døden er altid så uværdig, tænkte Peter og rettede sig op.

Stadig med haglpistolen i hånden gik Peter ind i det indre kontor, og Colin Noble fulgte efter ham.

Pigen lå på en båre med en plasmaflaske hængende over sig, og Thor kommandoens læge og hans to sygepassere var ved at undersøge hende. Den unge læge så irriteret op, da Peter åbnede døren, men hans udtryk skiftede straks, da han så, hvem det var.

»General, hvis vi skal redde den arm, må jeg have hende på operationsbordet hurtigst muligt.«

Pigen drejede hovedet og vendte ansigtet mod Peter. Det gyldne hår var plettet af blod, og hendes ansigt var drænet for al farve ligesom hovedet på en engel, der er hugget ud i hvid marmor. Huden havde et voksagtigt, næsten gennemsigtigt skær over sig, og kun hendes øjne var stadig aggressive, end ikke mildnet af den smertestillende indsprøjtning, hun havde fået.

»Jeg har appelleret til sydafrikanerne om at samarbejde,« fortsatte lægen. »To af deres dygtigste ortopædiske kirurger står klar, og de har tilbudt at hente hende i en helikopter og bringe hende til centralsygehuset i Edenvale.«

Hun blev allerede nu behandlet som en berømthed, selv af Thor. Hun havde taget de første skridt på den rosenbestrøede vej til hæder og ære, og Peter kunne let forestille sig, hvorledes massemedierne ville lovprise hendes skønhed – de var gået amok over den mørklødede Leila Khaled, og med Ingrid ville deres begejstring ikke kende nogen grænse.

Peter havde aldrig tidligere følt sig underlagt så stærke følelsesmæssige kræfter som i dette øjeblik.

»Forsvind,« sagde han til lægen.

»Sir?« Manden stirrde forbløffet på ham.

»Forsvind,« gentog Peter. »Alle sammen. Og han ventede, indtil glasdørene lukkede sig efter dem, før han begyndte at tale til pigen.

»De har fået mig til at svigte mine egne principper og stige ned på Deres niveau.«

Pigen så usikkert på ham, og hun sendte et flakkende blik ned på den haglpistol, som dinglede fra hans højre hånd.

»De har tvunget mig, en professionel soldat, til at gå imod ordrer fra en overordnet.« Han gjorde en pause. »Jeg plejer at være en stolt mand, men når jeg har gjort det, jeg nu bliver nødt til at gøre, vil jeg ikke længere have ret meget at være stolt af.«

»Jeg forlanger at komme til at tale med den amerikanske ambassadør,« sagde pigen hæst og stirrede på pistolen. »Jeg er amerikansk statsborger. Jeg forlanger beskyttelse af –«

Peter afbrød hende og sagde hurtigt: »Dette er ikke hævn. Jeg er gammel og klog nok til at vide, at hævnen har den mest bitre smag af alle menneskelige udskejelser.«

»De kan ikke gøre det –« Det var den samme skingre stemme, men nu endnu skarpere af angst. »De vil selv blive ramt.«

Men Peter fortsatte, som om hun intet havde sagt. »Det er ikke hævn,« gentog han. »De har selv klart givet grunden. Hvis De lever videre, varer det ikke længe, før De er på fri fod igen. Så længe De lever, vil andre komme til at dø – og de vil dø berøvet enhver menneskelig værdighed. De vil dø i rædsel på samme måde, som da De myrdede –«

»Jeg er kvinde. Jeg er såret. Jeg er krigsfange,« råbte pigen og kæmpede for at komme op.

»Ja, det er de gamle regler,« svarede Peter. »Men De rev reglementet i stykker og skrevet nyt. Jeg retter mig efter Deres regler nu. Jeg har sat mig ned på Deres niveau.«

»De kan ikke dræbe mig,« skreg pigen vildt.

»Colin,« sagde Peter stilfærdigt uden at se hen på amerikaneren. »Du må hellere gå ud nu.«

Colin Noble tøvede med den højre hånd på kolben af sin Browning, og pigen så bønfaldende hen på ham.

»De kan ikke lade ham gøre det.«

»Peter –« sagde Colin.

»Du havde ret, Colin,« sagde Peter. »Den unge pige, jeg bar i mine arme, lignede virkelig Melissa– Jane.«

Colin Noble vendte sig om mod døren. Nu begyndte pigen at skrige eder og forbandelser, og, stemmen knækkede over af had og rædsel.

Colin lukkede døren forsigtigt efter sig og stillede sig med ryggen til den. Skuddet lød chokerende højt, og strømmen af skældsord standsede brat. Stilheden var næsten endnu mere forfærdende end det brag, der var gået forud. Colin blev stående urørlig. Han ventede fire, fem sekunder, før døren gik op og general Stride kom ud. Han rakte Colin pistolen, og det ene løb var varmt endnu.

Peters smukke, aristokratiske træk var hærgede som efter en lang, svær sygdom. Han så ud som en mand, der ville kaste sig i en afgrund.

Peter Stride lod glasdøren stå åben og gik bort uden at se sig tilbage. Men på trods af det fortvivlede ansigtsudtryk førte han sig stadig som en soldat, og han gik med faste skridt.

Colin Noble end ikke så ind gennem den åbne dør.

»All right,« svarede han til lægen. »Nu kan De tage Dem af hende.«

Og så fulgte han efter Peter Stride ned ad den brede trappe.

I strakt galop gik det hen over den åbne slette. Melissa– Jane red i spidsen på sin rødbrune unghoppe, der var en julegave fra hendes onkel Steven. Som så mange piger i pubertetsalderen var hun vild med heste, og hun så godt ud, som hun sad overskrævs på fuldblods hesten. Kulden havde givet hende en klædelig farve i kinderne, og de honningfarvede fletninger daskede på ryggen af hende for hvert skridt, hesten tog. Blot i løbet af de få uger, der var gået siden Peter sidst havde se hende, var hun blomstret op, og han konstaterede med en vis ærefrygt og betydelig stolthed, at hun var ved at være en stor skønhed.

Peter red på en af Stevens jagtheste. en slank, langbenet vallak, men den havde svært ved at holde trit med hoppen foran.

De kom til en hæk med et led, men Melissa ignorerede leddet, forberedte hesten med et fast tag i tøjlerne og lod den springe over. Hendes lille runde bagdel løftede sig i sadlen, og klumper af sort jord fløj fra hovene.

Så snart hun var ovre, vendte hun sig om og så efter ham, og Peter var klar over, at det var en udfordring til ham. Hækken forekom ham straks at være i hovedhøjde, og for første gang lagde han mærke til, at grunden faldt temmelig stejlt på den anden side. Han havde ikke redet i næsten to år, og det var første gang, han havde været oppe på denne vallak – men hesten sprang villigt, strejfede toppen af hækken, landede klodset og snublede et øjeblik med Peter helt oppe på nakken – et øjeblik, hvor Peter var overbevist om, at han ville blive smidt af lige foran sin datter. Men så genvandt hesten balancen, og de kunne fortsætte sammen.

»Super-Star!« Melissa– Jane, som allerede var langt forude, lo højt, og da han endelig indhentede hende, var hun steget af hesten og ventede på ham under et takstræ oppe på en bakkekam.

»Vores jord gik helt ned til kirken –« Peter pegede på en grå stenbygning i det fjerne – »og næsten helt op til toppen af det højdedrag.« Han pegede i den modsatte retning.

»Ja.« Melissa– Jane stak sin arm ind under hans, da de stod sammen under træet. »Familien måtte sælge det, da bedstefar døde. Det har du fortalt mig. Og det var også godt, at det blev solgt. En familie bør ikke eje så meget.«

Peter så forbavset ned på hende. »Du godeste, vi har en kommunist i familien.«

Hun trykkede hans arm. »Du skal ikke være ked af det, farmand. Det er onkel Steven, som er den opblæste plutokrat. Du er ikke kapitalist – ja, du har ikke engang et arbejde længere –« Og i samme øjeblik hun sagde det, fortrød hun og så ulykkelig ud. »Undskyld, sådan mente jeg det ikke.«

Det var næsten en måned siden, at Peters afskedsbegæring var blevet accepteret af forsvarsministeriet, men skandalen var endnu ikke glemt.

Den første, voldsomme jubel over det heldigt gennemførte lynangreb havde kun varet nogle få dage. De glødende spidsartikler, de store forsideoverskrifter, reportagerne på alle TV – stationer, de overstrømmende budskaber og lykønskninger fra regeringschefer i de vestlige lande, den store triumf for Peter Stride og hans lille gruppe helte havde pludselig fået en anden tone.

Den racistiske sydafrikanske regering havde i virkeligheden besluttet sig til at frigive de politiske fanger, før angrebet satte ind, og en af flykaprerne var blevet taget levende, men blev dræbt af et skud inde i lufthavnsbygningen. Et af de tidligere gidsler, en freelance journalist, som havde dækket lægekongressen i Mauritius og var på vej hjem sammen med lægerne, offentliggjorde en sensationel øjenvidneberetning om hele episoden, og en halv snes andre passagerer bekræftede hans påstand om, at man hørte skrig fra den fjerde flykaprer, skrig om nåde, før hun blev skudt.

En storm af protester og forargelse brød løs i det engelske parlament, anført af Labour regeringens yderste venstrefløj, og på samme måde reagerede demokraterne i den amerikanske kongres. Selve Thor kommandoens eksistens kom under behandling og blev stærkt fordømt. De kommunistiske partier i Frankrig og Italien rørte kraftigt på sig, og en granat – en af dem der blev stjålet af Baader-Meinhof gruppen fra den amerikanske base i Metz – blev kastet ind i mængden, som forlod fodboldstadionet Pare des Princes i Paris, og dræbte en og sårede treogtyve. En mand, der talte fransk med accent, ringede til redaktionen på France Soir og hævdede, at dette var hævnen for mordet på fire flykaprere.

Kravet om Peters tilbagetræden var i første række kommet fra Pentagon, og der var ringe tvivl om, at dr. Kingston Parker stod bag, men han blev aldrig identificeret som leder af Atlas, for der herskede stadig den dybeste hemmelighed omkring organisationen. Medierne var begyndt at forlange en undersøgelse af alle omstændigheder vedrørende Thor, men endnu havde man ikke optrævlet hele rækkevidden af Atlas kommandoen. Kun Thor var til undersøgelse og granskning – endnu anede man intet om hverken Mercury eller Diana.

Inden for forsvarsministeriet og i det hele taget regeringerne i både Amerika og Storbritannien havde der været stor sympati for og støtte til Peter Stride – men han havde gjort det nemmere for sine venner og sig selv ved at tilbyde at trække sig tilbage. Tilbuddet var blevet accepteret, men venstrefløjene krævede mere endnu. De ville se blod, Peter Strides blod.

Nu havde Melissa– Jane tårer i sine store, blå øjne. »Jeg mente det ikke på den måde.«

»Der er en god ting ved ikke at have et job – jeg har mere tid til at være sammen med dig.« Han smilede ned til hende, men hun var stadig ked af det.

»Jeg tror ikke på de skrækkelige ting, de siger. Jeg ved, at du er en retskaffen mand, far.«

»Tak.« I de næste minutter stod de tavse og tæt op ad hinanden, og så var det Peter, der talte igen.

»Vil du stadig være palæontolog?« spurgte han.

»Nej, det var i sidste måned. Jeg har skiftet mening. Jeg er ikke længere interesseret i gamle ben. Nu vil jeg være læge, børnelæge.«

»Det er godt.« Peter nikkede alvorligt. »Men lad os alligevel for et øjeblik vende tilbage til de gamle ben. Til den alder hvor de store reptiler levede. Hvorfor tror du dinosaurerne uddøde?«

»De kunne ikke tilpasse sig de ændrede livsbetingelser,« svarede Melissa– Jane prompte.

Peter mumlede »– et begreb som ære. Det er vist ikke moderne i dag?« Så lagde han mærke til, at hun var bragt i forlegenhed, og han vidste, at han var ved at komme ind på et farligt emne. Hans datter nærede en brændende kærlighed til alt levende, især mennesker. Trods sin unge alder havde hun allerede udviklet en politisk og social bevidsthed, som i øjeblikket ytrede sig ved blind tro på skinnende idealer og det gode i menneskene. I årene fremover ville der blive tid nok til at opleve de smertelige desillusioner. Begrebet »mand eller kvinde af ære« var for Melissa– Jane ensbetydende med den største anerkendelse, der kunne overgå et menneske. Det havde mindre at sige, at hædersbetegnelsen også kunne knyttes til en hvilken som helst af hendes nuværende helte og heltinder – såsom Prinsen af Wales eller en popsanger, hvis navn Peter aldrig kunne huske, eller Virginia Wade, den tidligere Wimbledon– mester eller til hendes lærer i naturvidenskab, som nu havde vakt hendes interesse for medicin. Peter vidste, at han skulle være taknemmelig over at være optaget i denne udsøgte kreds.

»Jeg vil prøve på at leve op til din opfattelse af mig.« Han bøjede sig ned og kyssede hende. »Og nu er det for koldt at blive stående her længere. Pat vil heller ikke tilgive mig, hvis vi kommer for sent til frokost.«

De klaprede hen over brostenene i gården på vej til staldene, og før Peter steg af hesten, hengav han sig til glæden over at beundre det hus, som han altid havde betragtet som sit hjem, selvom det nu sammen med titlen tilhørte Steven, den ældre bror, kun tre timer ældre, men alligevel ældre.

Huset var opført af røde mursten og med et tag, som havde mindst halvtreds forskellige vinkler. Det var lige akkurat så eventyragtigt og fortryllende, at man ikke kunne kalde det hæsligt.

Steven elskede det hus, og det var hans lidenskabelige kærlighed til det, som havde ansporet ham til at gøre den kæmpeanstrengelse, der skal til, hvis en engelsk ejendomsbesidder vil gøre sig håb om at klare kampen mod skattevæsenet og socialistiske restriktioner, som søger at hindre, at nogen samler sig noget, der ligner en formue.

Steven havde gjort sig de anstrengelser, og nu lå Abbots Yew fornem og velholdt midt i en pragtfuld park, og Sir Steven førte en tilværelse, som passede sig for en baron.

Hans forretningsaffærer var spredt over mange kontinenter, og de var så indviklede, at selv det britiske skattevæsen havde tabt modet og opgivet at finde ud af det. Peter havde engang berørt dette emne over for sin tvillingebror, og Steven havde svaret:

»Når en lover så åbenlys uretfærdig, som det er tilfældet med vores skattelov, er det en ærlig mands pligt at undergrave den.«

Peters gammeldags sans for retskaffenhed havde vægret sig ved at acceptere den form for logik, men han undlod at sige noget.

Det var mærkeligt, som det var gået de to brødre, for Peter havde altid været den lysende begavelse, mens familien altid omtalte Steven som »stakkels Steven.« Ingen blev særlig overrasket, da Steven forlod Sandhurst, endnu mens han kun var halvvejs igennem det sidste år– men to år efter var han allerede millionær, mens Peter blot var sekondløjtnant i den britiske hær. Peter smilede uden bitterhed ved tanken herom. Han havde altid holdt meget af sin ældre bror – men i det øjeblik blev hans tanker afbrudt ved synet af en skinnende sølvfarvet limousine, som var parkeret for enden af gårdspladsen. Det var en af disse lange Mercedes– Benz, som foretrækkes af popstjerner, oliesheiker eller statschefer. Chaufføren var iført en diskret marineblå uniform, og han havde travlt med at polere, så lakken kunne skinne endnu mere. Selv Steven kørte ikke så flot, og Peter var straks nysgerrig. Gæster, der kom til Abbots Yew, var altid interessante. Steven Stride spildte ikke sin tid på folk, som ikke var i besiddelse af enten magt, rigdom eller et usædvanligt talent. Bag den store Mercedes 600 holdt en anden og mindre model; denne var sort, og de to mænd, der sad i den, havde de hårde, tillukkede ansigter, som kendetegner livvagter.

Melissa– Jane så misbilligende på bilerne. »Endnu en opblæst plutokrat, formoder jeg,« mumlede hun. Det var hendes yndlingsudtryk for tiden, når hun skulle have luft for sin forargelse. Peter hjalp sin datter af sadlen, tog seletøjet af og gav sig til at gnide hestene. Bagefter gik de arm i arm op gennem rosenhaven og ind i huset.

»Peter, gamle dreng!« Steven kom dem i møde og hilste dem overstrømmende. Han var lige så høj som sin bror, og engang havde han været lige så slank, men vellevned havde lagt pund til hans vægt, og samtidig havde belastningen ved at være international forretningsmand grånet hans hår ved tindingerne og givet ham sølvstænk i overskægget. Hans ansigt var ikke en fuldstændig afspejling af Peters, det var mere fyldigt og rødmosset, men ligheden var alligevel slående, og nu strålede han af glæde.

»Peter, jeg vil gerne præsentere dig for en meget charmerende dame.«

Hun havde siddet i samtale med Patricia Stride, men nu vendte hun sig om, og den blege vintersol, der skinnede ind gennem karnapvinduerne bag hende, omgav hende med et blødt, romantisk skær.

Peter følte det, som om gulvet gyngede under ham, og han havde en jernring om brystet, som forhindrede ham i at trække vejret og forstyrrede hjertevirksomheden.

Han genkendte hende straks fra fotografier, som var indgået i arkivet, da hendes mand blev kidnappet og senere myrdet. På et vist tidspunkt så det ud, som om kidnapperne havde krydset kanalen med deres offer, og Thor havde været i tilstand Alfa i næsten en uge. Peter havde studeret fotografierne, som var samlet sammen fra en halv snes forskellige kilder, men selv det glansbilledagtige farveportræt i Vogue og Jours de France havde ikke formået at gengive den pragt, der var over hende.

Peter var ikke i tvivl om, at hun også havde genkendt ham. Hendes ansigtsudtryk ændredes ikke, men hendes blik flakkede et øjeblik.

»Baronesse, må jeg præsentere min bror, general Stride.«

»Goddag general.« Hendes engelske var næsten perfekt, og den lille accent var meget charmerende, men hun udtalte hans rang i tre adskilte stavelser.

»Peter, det er baronesse Altmann.«

Det kraftige, skinnende sorte hår var skrabet tilbage fra panden, og det fremhævede hendes høje, slaviske kindben og den glatte fejlfri teint, men hendes kæbeparti var lidt for kraftigt, og munden havde et arrogant og beslutsomt drag, som forhindrede hende i at være en skønhed. Pragtfuld og strålende, men ikke smuk – og Peter følte sig voldsomt tiltrukket af hende. Det var en følelse, som han ikke havde oplevet i tyve år.

Hun lod til at være indbegrebet af alt det, han beundrede hos en kvinde.

Hendes skikkelse var sportstrænet, armene under den tynde, østersfarvede bluse smukt modelleret af de opøvede muskler, taljen slank, brysterne meget små og ikke mere beskyttet, end at deres skønne form tegnede sig tydeligt bag den tynde bluse, og hendes let solbrunede hud strålede af sundhed og omhyggelig pleje. Alt det bidrog til Peters beundring.

Men den største del skyldtes det kendskab, han havde til hende. Han vidste, at hun var en kvinde med usædvanlig styrke og usædvanlige evner, og hun udstrålede også en udfordrende fornemmelse af at være uopnåelig. Hun virkede så fjern og urørlig som en dronning eller en gudinde. Det var, som om hun smilede indvendig, et koldt, nedladende smil, over hans beundring, som hun udmærket var klar over ikke var mere, end hvad der tilkom hende.

Hun var begyndt som privatsekretær for baronen, og i løbet af fem år var hun blevet uundværlig for ham. Baronen havde anerkendt hendes dygtighed ved hurtigt at optage hende i bestyrelsen, først for nogle af gruppens underordnede selskaber og senere for selve Holding– selskabet. Da baronens kræfter begyndte at svinde i den håbløse kamp mod en uhelbredelig kræft, blev han endnu mere afhængig af hende og viste hende en tillid, som hun forstod at leve op til. For hun styrede hele imperiet af industriforetagender, elektronog våbenfabrikker, bankvirksomheder, skibsfart og ejendomsselskaber som den søn, han aldrig havde fået. Da han giftede sig med hende, var han otteoghalvtreds år, næsten tredive år ældre end hun, og hun havde været ham en lige så perfekt hustru, som hun var en perfekt kompagnon i forretningslivet.

Hun havde tilvejebragt og personligt afleveret den kolossale løsesum, som hendes mands kidnappere havde forlangt, og hun havde gjort det på trods af, at det franske politi frarådede hende det. Alene og ubeskyttet gik hun til mødet med de kyniske og samvittighedsløse mordere, og da de senere udleverede baronens frygteligt lemlæstede lig, havde hun sørget og begravet ham og fortsat med at dirigere det imperium, som hun nu havde arvet, en opgave hvortil hun var udstyret med klarsyn og styrke, som var langt hinsides hendes alder.

Hun var niogtyve år. Nej, det var for to år siden, kom Peter i tanker om, da han bøjede sig over hendes hånd og berørte den med sine læber. Hun måtte være enogtredive nu. Hun bar en enkelt ring med en diamant, ikke nogen stor diamant, ikke mere end seks karat men med en så fuldendt renhed og glød, at den næsten syntes udstyret med et eget liv. Det var et valg, der var foretaget af en kvinde, som ikke alene var umådelig rig, men også havde en fantastisk god smag.

Da Peter rettede sig op, blev han klar over, at hun vurderede ham lige så omhyggeligt, som han vurderede hende. Det var, som om han ville være ude af stand til at skjule noget for disse skråtstillede, smaragdgrønne øjne, men han stirrede igen og vidste uden at være indbildsk, at han kunne stå for et så undersøgende blik. Men han var nysgerrig efter at vide, hvorfra hun kendte ham.

»Deres navn har været en del fremme i nyhederne i den sidste tid.« sagde hun, som om det var en forklaring.

De var seksten til frokost indbefattet Stevens og Pats tre børn og Melissa– Jane. Det var et afslappet måltid, men baronessen sad så langt væk, at Peter ikke var i stand til at tale direkte til hende, og selv om han anstrengte sig for at følge hendes konversation, var hendes stemme så lav, at han ikke kunne opfatte noget. Hun talte mest med Steven og en dagblads– chefredaktør, som sad på hver side af hende. Peter selv havde nok at gøre med at afværge al den opmærksomhed, som hans borddame til venstre, en køn men tomhjernet blondine viste ham. Hun var en starlet, som havde giftet sig godt og ladet sig skille endnu bedre. Hun var blevet håndplukket til ham af Pat Stride. Peters svigerinde var utrættelig i sine anstrengelser for at finde en passende erstatning for Cynthia til ham. Tolv års fiaskoer havde endnu ikke taget modet fra hende.

Peter lagde mærke til, at selvom baronessen et par gange satte glasset til munden, svandt det ikke i indholdet, og hun spiste også kun meget lidt.

Han betragtede hende hele tiden i smug, men på intet tidspunkt så hun hen i hans retning. Det var først, da de gik ind til kaffen, at hun kom hen til ham.

»Steven har fortalt mig. at der er romerske ruiner i nærheden.« sagde hun.

»Ja. Jeg vil gerne vise Dem hen til dem. Det er en dejlig spadseretur op gennem skoven.«

»Tak. Jeg har nogle forretninger at diskutere med Steven; skal vi mødes klokken tre?«

Hun havde skiftet til en løs tweeddragt, som ville have set klodset ud på en mindre og kraftigere kvinde, og hun havde lange støvler på i samme brunlige tone. Under jakken bar hun en kashmir rullekravesweater, og en bredskygget hat med en lys fjer i hattebåndet var trukket ned over øjnene.

Hun gik i tavshed med hænderne i jakkelommerne, og hun gjorde ikke noget forsøg på at beskytte de dyre støvler mod mudder, torne eller fugtige bregner. Hun havde en smuk gang med vuggende hofter, og hendes bevægelser var yndefulde og ubesværede. Hvis hun ikke havde været leder af et internationalt finans- og industriforetagende, ville hun kunne gøre karriere som mannequin, tænkte Peter. Hun havde talent for at få tøj til at virke elegant og særpræget, skønt hun behandlede sin påklædning skødesløst.

Fra skoven kom de ud på åbent land, og de havde ikke standset en eneste gang undervejs, selvom stien gik stejlt op. Hun trak vejret dybt men roligt, og hun havde fået lige netop så meget farve i kinderne, at det klædte de høje, slaviske kindben. Hun måtte fysisk være i topform, tænkte han.

»Her er de.« Peter pegede hen på resterne af et afvandingssystem, som var næsten dækket af græs, og som dannede en cirkel på bakketoppen. »Det er ikke særlig imponerende, men jeg ønskede ikke at advare Dem på forhånd.«

Nu smilede hun. »Jeg har været her før,« sagde hun.

»Nå, jeg må sige, at det begynder godt. Vi har begge bedraget hinanden ved vort første møde.« Peter lo.

»Jeg er kommet helt fra Paris,« forklarede hun. »De forretninger, jeg skulle diskutere med Sir Steven, kunne være gjort pr. telefon på fem minutter. Men det, jeg skulle tale med Dem om, krævede et personligt møde.«

»Jeg er smigret over en så smuk kvindes interesse for min person.«

Hun blev straks alvorlig, og med en irriteret bevægelse fejede hun hans kompliment til side.

»For nylig modtog De fra Seddler Ståls datterselskab Narmco et tilbud om at lede deres salgsafdeling,« sagde hun, og Peter nikkede. Siden han trak sig tilbage, havde der været mange tilbud. »Ansættelsesvilkårene var meget generøse.«

»Det er rigtigt.«

»Men De foretrækker måske den afsondrede akademiske tilværelse?« spurgte hun, og selvom Peter formåede at holde masken, var han alligevel forbløffet. Det forekom ham umuligt, at hun skulle vide noget om den lærestol i moderne militærhistorie, som et amerikansk universitet havde tilbudt ham, og som han stadig overvejede.

» Der er forskellige bøger, som jeg gerne vil både læse og selv skrive.« sagde Peter.

»Bøger. De har en betydningsfuld samling, og jeg har læst dem, som De selv har skrevet. De er en interessant sammensætning, general Stride. En handlingens mand og på samme tid en mand, der tænker dybt over politiske og samfundsmæssige forhold.«

»Somme tider forvirrer det mig selv,« smilede Peter. »Så hvilken chance skulle De have for at kunne forstå mig?«

»En stor del af det, De skriver, falder sammen med tanker, jeg selv har gjort mig. Med hensyn til Deres handlekraft, kan jeg kun sige, at hvis jeg havde været en mand og i Deres position, ville jeg have handlet på samme måde.«

Peter stivnede. Han brød sig ikke om nogen hentydning til dramaet omkring Boeing’en, og igen var det, som om hun instinktivt forstod.

»Jeg hentyder til hele Deres karriere, general. Fra Cypern til Johannesburg – og Irland.« Han slappede af igen.

»Hvorfor afslog De tilbuddet fra Narmco?« spurgte hun.

»Fordi der bag tilbuddet lå en underforstået overbevisning om, at jeg ikke kunne afslå. Fordi vilkårene var så generøse, at de efterlod en mærkelig utilfredsstillende følelse hos mig. Fordi jeg tror, at man ville forlange af mig, at jeg levede op til det omdømme, jeg synes at have skaffet mig, siden gidslerne i Flight 070 blev befriet.«

»Hvilket omdømme?« Hun lænede sig ind mod ham, og han kunne lugte den særlige duft, der var omkring hende. Det var den måde, hendes parfume reagerede på, efter at hendes hud var blevet ophedet af klatreturen. Han følte sig stærkt tiltrukket af den, og han blev grebet af en voldsom trang til at række ud og røre ved hende, mærke hendes varme, glatte hud.

»Som en mand der kan tilpasse sig en situation måske.«

»Hvad tror De, man ville have forlangt af Dern?«

Denne gang trak han på skuldrene. »Måske at formidle bestikkelse til mine tidligere kolleger inden for NATO’s overkommando, overtale dem til at favorisere leverancer fra Narmco.«

»Hvorfor tror De det?«

»Jeg har tidligere selv været med til at træffe beslutninger inden for NATO.«

Hun vendte sig bort fra ham og kiggede ud over det typiske engelske vinterlandskab med velholdte marker og grønne græsgange og de geometrisk skarpt afgrænsede skove og kratbevoksninger.

»Ved De, at jeg gennem Altmann Industries og andre selskaber kontrollerer aktiemajoriteten i Seddler Stål og dermed naturligvis også Narmco?«

»Nej,« tilstod Peter. »Men jeg vil ikke påstå, at jeg er overrasket.«

»Er De klar over, at tilbuddet fra Narmco i virkeligheden kom fra mig personligt?«

Denne gang sagde han ikke noget.

»De har naturligvis fuldkommen ret i, at Deres kontakter til den øverste ledelse af NATO og til de britiske og amerikanske overkommandoer ville være hver eneste øre af den kæmpegage De blev tilbudt værd. Med hensyn til bestikkelse –« Hun smilede pludselig, og det ændrede hendes ansigt fuldkommen og fik hende til at se mange år yngre ud »– så lever vi i et kapitalistsamfund, general. Vi foretrækker at kalde det provisioner og honorarer.«

Han smilede til hende, ikke på grund af det, hun havde sagt, men simpelt hen fordi hendes smil var uimodståeligt.

»Jeg giver Dem imidlertid mit højtidelige ord på, at man aldrig ville have forventet af Dem, at De hverken tilbød eller overbragte provisioner og honorarer – siden Lockheed er vi blevet mere forsigtige, og intet ukorrekt ville nogen sinde kunne spores tilbage til Narmco og i hvert fald ikke til topfolkene. Og slet ikke til Dern.«

»Nå, men det er jo ligegyldigt nu,« sagde Peter. »Jeg har afslået tilbuddet.«

»Jeg er ikke enig med Dem, general Stride.« Den brede hatteskygge skjulte hendes øjne, da hun så ned. »Når De har hørt, hvad jeg håbede på at opnå, vil De måske overveje tilbuddet igen. Jeg begik den fejl, at jeg til at begynde med ville holde afstand imellem os. Jeg stolede på, at De ikke ville kunne stå for det gavmilde tilbud. Jeg plejer ikke at tage så alvorligt fejl af mennesker –« og hun så op og smilede igen, og denne gang lagde hun en hånd på hans arm. Hendes fingre var ligesom hendes ben, lange og slanke, og de spidsede elegant ud, og neglene skinnede af lyserød lak. Hun lod hånden hvile på hans arm, mens hun fortsatte:

»Min mand var et usædvanligt menneske. En mand med klarsyn, indre styrke og stor medfølelse med andre. Derfor torturerede og dræbte de ham. De dræbte ham på den mest skændige måde –« Hun standsede, men gjorde ikke noget forsøg på at vende ansigtet bort; hun skammede sig ikke over de tårer, der fyldte øjnene. Hun end ikke blinkede, og det var Peter, der først så til den anden side. Først da flyttede hun hånden og kom så tæt til ham, at hendes hofte næsten rørte ved hans.

»Det bliver snart regnvejr,« sagde hun, og hendes stemme var under fuld kontrol. »Vi må hellere gå ned igen.« Og de gik ned ad stien, mens hun fortsatte med at fortælle.

»De slagtere, der gjorde det, gik fri, mens et impotent samfund så til. Et samfund, som systematisk har berøvet sig selv muligheden for at kunne forsvare sig mod det næste angreb. Amerika har i realiteten opløst deres efterretningsvæsen, og det, der er tilbage, skal arbejde så åbenlyst og inden for så snævre rammer, at det star magtesløst. Deres land bekymrer sig kun om egne problemer – ligesom resten af Europa. Atlas var en god ting, selvom det var begrænset til at være en styrke, der kun kunne sættes ind i gengældelsesaktioner og da kun i meget specielle tilfælde. Jeg ved ikke, om Juan på venstrefløjen nogen sinde har anet organisationens eksistens, men nu vil man falde over den som et kobbel hyæner.« Hun trykkede hans arm let og så højtideligt på ham med sine smaragdgrønne øjne. »Ja, general, jeg ved alt om Atlas – men spørg mig ikke hvordan.«

Peter sagde ikke noget, og de gik ind i skoven og passede på, hvor de trådte, for stien var stejl og glat.

»Efter min mands død begyndte jeg at tænke en del over, hvordan man kunne beskytte verden og alligevel stadig holde sig inden for de love, som var skabt for at beskytte samfundet. Med Altmann Industries havde jeg arvet et omfattende system til indsamling af internationale oplysninger, som naturligvis næsten udelukkende var af industriel og kommerciel art –« Med sin dæmpede, næsten hypnotisk indtrængende stemme fortsatte hun med at fortælle om, hvordan hun gradvis havde brugt sin enorme formue og indflydelse på at skaffe sig viden om den nye verden af vold og terror, og hun havde kunnet nå ind over grænser, som var lukket for de fleste. »Jeg var ikke bundet af de samme hensyn, som f.eks. Interpol skal underkaste sig, eller de selvmorderiske love, som forbyder organisationen at beskæftige sig med forbrydelser, som er politisk motiveret. Det var først, da jeg var i stand til at videregive, hvad jeg havde erfaret, at jeg stødte på den samme destruktive indstilling, der giver sig ud for at være demokrati og individuel frihed. To gange lykkedes det mig at foregribe planlagte terroristaktioner og advare myndighederne, men jeg fik at vide, at hensigt ikke i sig selv var en forbrydelse, og i begge tilfælde blev de mistænkte diskret ført til grænsen og sluppet løs, så de åbenlyst kunne forberede sig til nye voldshandlinger. Verden skal pænt afvente, at angrebene sætter ind uden at måtte foretage sig noget for at forhindre dem, og når terroristerne så slår til, er man hæmmet af, at myndighederne er forvirrede, og at man kun kan sætte et minimum af kræfter ind for at beskytte borgerne. –« Baronessen brød af. »Men alt det ved De! De har oven i købet skrevet udførligt om det emne.«

»Det er interessant at høre det gentaget.«

»Jeg kommer snart til det mest interessante – men nu er vi næsten hjemme igen.«

»Kom,« sagde Peter og førte hende forbi staldene til en pavillon med indendørs svømmebassin. Det dampede let fra det opvarmede vand, og de frodige, tropiske planter bag glasvæggene var en stærk kontrast til vintersceneriet udenfor.

De satte sig ved siden af hinanden i en hængesofa, tæt nok til at de kunne snakke sammen i en dæmpet tone, men den intime stemning mellem dem var brudt lige i øjeblikket. Hun tog sin hat og jakke af og smed begge dele på en kurvestol overfor, og derefter sukkede hun og lænede sig tilbage i puderne.

»Jeg kan forstå på Sir Steven, at han gerne vil have, at De træder ind i banken.« Hun skævede til ham. »Det må være svært at være så efterspurgt.«

»Jeg tror ikke, at jeg ejer Stevens respekt for penge.«

»Penge er noget, man hurtigt kan få smag for, general,« forsikrede hun ham. »Man kan endog blive forfalden til dem.«

I det øjeblik dukkede begge brødrene Strides børn op i en storm af latter og snak, og de dæmpede sig kun en anelse ned, da de opdagede, at Peter og baronessen sad i hængesofaen.

Stevens yngste søn, som var en lille buttet fyr med sølvbøjler på fortænderne, kastede et blik hen på dem og hviskede til Melissa– Jane:

»Je t’aime, ma chérie. Bare de ikke dåner!« Hans accent var frygtelig dårlig, og han modtog en hviskende irettesættelse og et dunk i ryggen, som sendte ham ud i bassinet i den dybe ende.

Baronessen smilede. »Deres datter ønsker at beskytte Dem –« hun drejede hovedet for at studere Peters ansigt »– eller er det kun jalousi?« Uden at afvente svar, gik hun straks videre med at stille et nyt spørgsmål. På grund af plasken og råben i baggrunden, troede han, at han havde hørt forkert.

»Hvad siger De?« spurgte han, og hun gentog spørgsmålet.

»Siger navnet Caliph Dem noget?«

Han rynkede panden og lod, som om han tænkte sig om, men i virkeligheden gik hans tanker tilbage til de rædselsfulde sekunder i flyvemaskinen, hvor en pige i rød skjorte var dukket op midt i røg og flammer og geværild og havde skreget de ord:

»Dræb os ikke! Caliph sagde, at vi ikke skulle dø. Caliph –« Og hans egen kugle standsede resten, da den smældede ind i hendes åbne mund. Lige siden havde han spekuleret på, hvad det ord Caliph skulle betyde, og han havde prøvet tusinder af variationer for at finde en fornuftig løsning, og han havde også overvejet muligheden af, at han havde hørt forkert. Nu var han klar over, at det havde han ikke.

»Caliph?« spurgte han. »Det er en muhamedansk titel– jeg tror, at det betyder Muhameds arvtager, profetens efterfølger.«

»Ja.« Hun nikkede utålmodigt. »Det er titlen på en religiøs leder – men har De hørt det brugt som et kodenavn?«

»Nej, det har jeg ikke.« Han vidste ikke, hvorfor han benægtede det, måske var det, fordi det forekom ham af største betydning at holde noget i reserve og ikke lade sig rive med af denne kvindes nærhed og personlighed. »Nej,« sagde han. »Men hvilken betydning har det?«

»Jeg ved det ikke, selv mine egne kilder er i vildrede.« Hun sukkede, og de sad i tavshed og iagttog Melissa– Jane. Hun havde ventet på, at Peter skulle se på hende, og da han gjorde det, løb hun ud på vippen, kastede sig ud i en halvanden saltomortale og skød som en pil ned i vandet næsten uden at frembringe så meget som en krusning på overfladen. Da hun dukkede op igen med håret hængende ned over ansigtet, så hun straks hen på Peter for at indkassere hans bifald.

»Hun er et henrivende barn,« sagde baronessen. »Jeg har ingen børn. Aaron ville gerne have en søn, men det fik vi ikke.« Og der var ægte sorg i hendes øjne, men hun skjulte det hurtigt. Melissa– Jane kravlede op af bassinet og svøbte et håndklæde om skuldrene.

»Caliph,« sagde Peter for at minde baronessen om emnet, og hun vendte straks sin opmærksomhed mod ham.

»Jeg hørte navnet første gang for to år siden og under omstændigheder, som jeg aldrig vil glemme–« Hun tøvede. »Tør jeg gå ud fra, at De kender alt til detaljerne ved min mands kidnapning og mordet på ham? Jeg vil nødigt genfortælle hele den sindsoprivende historie medmindre det er nødvendigt.«

»Jeg er fortrolig med, hvad der skete,« sagde Peter.

»De ved, at jeg personligt afleverede den krævede løsesum?«

»Ja, det ved jeg.«

»Mødestedet var en forladt flyveplads i nærheden af den østtyske grænse. De ventede på mig i et lille tomotores fly, en russisk bygget rekognosceringsmaskine men med kendingsmærkerne overmalet –« Peter huskede den omhyggelige planlægning og de våben, der blev brugt til at kapre Boing’en. Det passede alt sammen. »– Der var fire mand, alle maskeret. To af dem talte russisk. De andre to sagde ikke et ord. Det var i øvrigt et dårligt russisk –« Peter kom i tanker om, at baronessen talte russisk og fem andre sprog. Han ønskede nu, at han havde studeret hendes data mere grundigt. Men han vidste, at hendes far var flygtet med hende fra Polen, da hun var ganske lille. »– Jeg er temmelig sikker på, at russerne forsøgte at skjule deres egen og flyets identitet. Jeg var sammen med dem et stykke tid. Jeg skulle aflevere femogfyrre millioner schweizerfranc, og selvom de var i store sedler, tog det tid at få dem læsset om bord i maskinen. Så snart de blev klar over, at jeg ikke havde nogen politieskorte, slappede de af og spøgte indbyrdes, mens de arbejdede. Ordet »Caliph« blev brugt i engelsk version, men resten sagde de på russisk. Noget i retning af: »Han havde ret igen« og »Caliph har altid ret.« Måske huskede jeg ordet Caliph så godt, fordi de sagde det på engelsk –« Hun standsede igen, og der var en dyb smerte i hendes grønne øjne.

»Fortalte De det til politiet?« spurgte Peter blidt, og hun rystede på hovedet.

»Nej, jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi de havde været så uduelige. Jeg var vred, ulykkelig og forvirret. Det var måske allerede den gang, at jeg besluttede mig til selv at jage ham.«

»Var det den eneste gang, De hørte hans navn?« spurgte han, og hun svarede ikke straks. De kiggede hen på børnene, der legede – og det forekom absurd at skulle diskutere så djævelske ting i sådanne omgivelser og på baggrund af latter og uskyldig leg.

Da baronessen svarede, drejede hun samtalen over i en anden retning.

»Der havde været en pause i den internationale terrorisme. Amerikanerne lod til at have løst problemet med flykapring ved deres aftale med Cuba og grundige undersøgelser i lufthavnene. Deres egen succes i bekæmpelsen af den provisoriske IRA hær her i landet, Entebbe-angrebet og den tyske aktion ved Mogadiscio blev alle hyldet som afgørende slag mod terrorismen. Alle og enhver var begyndt at gratulere sig selv med, at det var slået ned. Araberne havde for travlt med krigen i Libanon og med indre rivalisering.« Hun rystede på hovedet. »Men terrorisme er en industri i vækst – risikoen er altid mindre, end hvis man vil finansiere en større film. Der er bevisligt syvogtres procents chance for succes, investeringerne er minimale; der kan påregnes enorm profit i rede penge og omtale, og resultaterne kommer omgående. Selv ved fuldstændig fiasko er der stadig over halvtreds procents chance for, at de medvirkende overlever.« Hun smilede igen, men nu var der ikke længere nogen varme i smilet. »Enhver forretningsmand kan fortælle Dem, at det er bedre vilkår end på handelsmarkedet.«

Hun drejede sig om mod ham og trak benene op under sig. »Undskyld mig, men general Stride er så langt at sige, og jeg føler det, som om jeg har kendt Dem i lang tid.« Hendes smil var varmere nu. »Jeg hedder Magda til fornavn.«

»All right, og De ved, at jeg hedder Peter. Lad os tale om Caliph igen.«

»Kun en gang til har jeg hørt navnet nævnt, og hvis det virkelig er navnet på en mand, må han være en af de rigeste i verden og snart også den mægtigste.«

»En mand?« spurgte Peter.

»Jeg ved det ikke. Måske drejer det sig om en gruppe mænd måske endda en regering. Sovjet, Cuba, et arabisk land? Hvem ved?«

»Og målet?«

»Først og fremmest penge. Penge til at fremme de politiske mål og penge til at skaffe sig magt.« Magda Altmann gjorde en afværgende bevægelse. »Dette er naturligvis gætteværk baseret på, hvad der tidligere er sket. Nu har de rigdom takket være OPEC, sammenslutningen af de olieproducerende lande, og mig selv blandt mange andre. Nu er det de politiske mål, det gælder, og de begynder med et taknemmeligt offer. En afrikansk racistisk mindretalsregering, som ikke får nogen beskyttelse af stærke allierede. Det skulle være en sikker succes. De skulle kunne vinde en hel nation – en nation rig på mineraler – for en pris af en halv snes menneskeliv. Og selvom det ikke lykkedes dem, og selvom de ikke fik de fyrre tons rent guld, så blev det alligevel en succes. De vestlige lande lagde pres på offeret og tvang det til at acceptere kravene. Det var en styrkeprøve, og det fungerede perfekt – hvis ikke det havde været for en enkelt mand.«

»Jeg er bange,« sagde Peter dæmpet. »Så bange, som jeg aldrig før har været i mit liv.«

»Ja, det er jeg også, Peter. Jeg har været bange lige siden den forfærdelige telefonopringning samme nat, de tog Aaron, og jo mere jeg erfarer, des mere bange bliver jeg.«

»Hvad vil der nu ske?«

»Jeg ved det ikke – men det navn, han har valgt, tyder på storhedsvanvid, måske er det en mand, der tror om sig selv, at han er guddommelig. Men vi kan ikke gøre os håb om at lodde dybden i en mand, der slår ind på en sådan kurs. Sandsynligvis mener han, at alt, hvad han gør, vil blive til gavn for menneskeheden. Muligvis ønsker han at angribe de rige ved selv at samle sig dynger af penge, at tilintetgøre tyrannen gennem universel tyranni, at befri menneskene ved at gøre dem til slaver og skræmme dem med terror. Måske søger han at rette skævhederne i verden gennem djævelskab og uretfærdighed.«

Hun rørte igen ved hans arm, og denne gang var han forbløffet over de kræfter, hun havde i sine lange fingre. »De må hjælpe mig med at finde ham, Peter. Jeg agter at sætte alt ind på den jagt; der vil ikke være nogen forbehold; al den rigdom og indflydelse, jeg er i besiddelse af, vil være til Deres disposition.«

»Har De valgt mig, fordi jeg har myrdet en såret, kvindelig fange?« spurgte Peter. »Er det min adkomst?« Hun trak sig en anelse tilbage og stirrede på ham med de svagt skrånende, slaviske øjne, og så sænkede hun skuldrene.

»All right, det har noget at sige, men kun lidt. De ved, at jeg har læst alt, hvad De har skrevet, og De må vide, at jeg har studeret Dem omhyggeligt. For mig er De den bedste mand til den opgave, og De har desuden bevist, hvor stærkt De selv er engageret. Jeg ved, at De er i besiddelse af den styrke, dygtighed og skånselsløshed, der skal til for at finde Caliph og tilintetgøre ham – før han tilintetgør os og den verden, vi tilhører.«

Peter sad et øjeblik i sine egne tanker. Han havde hele tiden troet, at uhyret havde tusinder af hoveder, og for hver gang de blev kappet af, ville tusinder flere vokse frem – men nu kunne han for første gang forestille sig uhyret som et enkelt individ med et enkelt hoved. Måske var det alligevel dødeligt.

»Vil De hjælpe mig, Peter?« spurgte hun.

»Det ved De godt, at jeg vil,« svarede han straks. »Jeg har ikke noget andet valg.

Med fejende elegance fløj hun gennem svingene, og hver gang hun skar et hjørne, sprøjtede den sprøde sne fra hendes ski. Hun var iført en tætsiddende, perlegrå skinddragt med sort besætning på skuldrene og ærmeopslagene, og hendes ski var professionelle Rossignols, lange, smalle og sorte.

Peter fulgte efter hende og anstrengte sig for ikke at komme for langt bagud, men han havde aldrig lært andet end de solide kristianiasving, og det var ikke en manøvre, der som hendes tog lidt af vægten fra og hver gang gav hende et lille forspring.

Hun var hele tiden et stykke forud, og hun flagrede af sted som et sølvgråt genfærd på disse lange, slanke ben og med de smalle hofter, der svingede rytmisk hver gang hun gik ind i en kurve, hvor den isglatte bane ikke ydede noget holdepunkt. Men hver gang kom hun hurtigt og sikkert gennem svinget, og hendes dæmpede latter nåede ham med vinden, når han begyndte at sætte efter hende. Der er dygtighed, som skal læres helt fra barndommen, og han kom i tanker om, at hun stammede fra Polen og sandsynligvis havde kunnet stå på ski endnu før, hun var vænnet fra. Han prøvede på at glemme den fortrydelse, han altid følte, når han blev overgået af et andet menneske, især af en kvinde, som var ved at blive en besættelse for ham.

Han kom rundt om endnu et skarpt hjørne med den stejle bjergvæg på højre side og til venstre toppene af de nærmeste fyrretræer, som voksede på skrænten ned til dalen.

Advarselsskiltene om isglatte veje fløj forbi ham, og forude var der en træbro med plankerne dækket af grønlig is, og han følte, at han ikke havde nogen kontrol med tingene, da han susede ud på den glatte, jernhårde overflade. Broen gik hen over en dyb, sort kløft med et tilfrosset vandfald, som var naglet fast til bjergets side. Hvis han havde forsøgt at bremse farten, ville det have ført til en katastrofe, og han kunne derfor ikke gøre andet end at lade stå til og med rædsel og bankende hjerte passere den forræderiske overgang.

På den anden side hvor vejen mundede ud i en lavere skråning, stod hun og ventede på ham. Hun havde skubbet snebrillerne op i panden, taget handskerne af og plantet skistavene i sneen ved siden af sig.

»Du aner ikke, hvor meget jeg trængte til dette,« sagde hun. Hun var om morgenen kommet flyvende til Zürich i sit private Lear jetfly, og Peter var kommet med Swissair fra Bruxelles, og sammen var de så kørt op i bjergene. »Ved du, hvad jeg ville ønske, Peter?«

»Nej, fortæl mig det.«

»Jeg ville ønske, at jeg kunne tage en hel måned fri, tredive pragtfulde dage, hvor jeg kunne gøre, hvad jeg ville. At føle mig som et ganske almindeligt menneske, være som andre og ikke plages af så meget som et øjebliks skyldfølelse.«

Han havde kun set hende ved tre lejligheder i løbet af de seks uger, der var gået, siden de første gang mødtes i Abbots Yew. Tre korte og for Peter utilfredsstillende møder.

En gang på hans nye kontor i Narmco hovedkvarteret i Bruxelles, derefter på La Pierre Bénite, hendes landsted uden for Paris, men det havde været til middag med tyve gæster. Den tredje gang var i hendes smagfuldt udstyrede kabine i Lear jet’en på en flyvetur fra Bruxelles til London.

De havde endnu ikke gjort fremskridt i jagten på Caliph, men Peter udforskede stadig forskellige muligheder, som var faldet ham ind, og han havde også kastet en halv snes snører ud med mading.

Ved det tredje møde havde Peter foreslået hende forskellige ændringer med hensyn til hendes personlige beskyttelse, og det havde hun indvilliget i. Han havde derefter udskiftet hendes livvagter med specialtrænede folk fra et bureau i Schweiz, hvis direktør var en gammel og betroet ven af ham.

»Det vil være lyst i endnu to timer.« Peter kiggede ned over dalen til den lille landsbykirke. Viserne på kirkeuret fortalte, at klokken var lidt over to. »Vil du gerne løbe til Rheinhorn?«

Hun tøvede kun et øjeblik. »Ja, verden går jo nok ikke under af den grund.«

Hendes tænder var meget hvide, men en af dem var lettere bøjet, en skavank der kun virkede charmerende, når hun smilede.

Han havde opdaget, at hun arbejdede utrolig hårdt, begyndte dagens arbejde på et tidspunkt, hvor resten af verden stadig sov, og blev ved længe efter, at kontorerne hos Altmann Industries på Boulevard Capucine var forladt undtagen hendes egen kontorsuite på øverste etage. Selv på turen op fra Zürich havde hun gennemgået korrespondancen og dikteret breve til en af sine sekretærer. Han vidste, at hendes to sekretærer allerede ventede på hende i alpehytten på den anden side af dalen med en stak telex– meddelelser og en telefonlinie klar til hendes svar.

»Der er bedre måder at dø på end at arbejde sig ihjel.« Han tabte pludselig tålmodigheden med hende på grund af hendes overdrevne målbevidste natur, og hun kunne ikke lade være med at le.

»Ja, du har ret Peter. Jeg skulle altid have dig i nærheden, så du hele tiden kunne minde mig om det.«

»Det er det første fornuftige, du har sagt i seks uger.« Han hentydede til hendes modstand mod hans planer, som gjaldt hendes personlige sikkerhed. Han havde prøvet på at overtale hende til at ændre sit fastlagte daglige adfærdsmønster, og selvom smilet stadig var på hendes læber, var hendes blik alvorligt nok, mens hun studerede hans ansigt.

»Min mand havde tillid til, at jeg ville føre det hele videre efter hans død – det er en opgave, jeg ikke kan løbe fra. En dag vil jeg gerne forklare det nærmere – men lige i øjeblikket har vi kun to timer.«

Det sneede let, og solen var forsvundet bag bjergene, da de vandrede tilbage gennem landsbyen. Lysene var tændt i forretningernes udstillingsvinduer, og de var en del af den lystige strøm af mennesker, som vendte hjem fra bjergene i deres klodsede skistøvler og med skiene på nakken.

»Det føles rart at være fri for mine ulve et stykke tid.« Magda greb ham i armen, da hun var ved at glide på den glatte vej, og efter at hun havde genvundet balancen, slap hun ikke sit tag.

Ulvene var de livvagter, som Peter havde skaffet, de tavse årvågne mænd, som hele tiden fulgte hende enten til fods eller i en anden bil. De ventede uden for kontorerne, mens hun arbejdede, og andre bevogtede hendes hus, mens hun sov.

Den morgen havde hun imidlertid sagt til Peter: »I dag er jeg ledsaget af en pistolskytte, som har vundet olympisk guldmedalje, og så behøver jeg ikke ulvene.«

Narmco fremstillede sin egen udgave af 9-mm parabellum pistolen. Den blev kaldt »Cobra«. og efter at have prøveskudt den på den underjordiske skydebane var Peter kommet til at synes godt om det våben. Pistolen var lettere og fladere end Waltheren, som han var vant til, og den var også nemmere at bære og skjule. Desuden blev der sparet tid ved det første skud, fordi det ikke var nødvendigt at tage ladegreb.

Han havde først følt det melodramatisk at skulle udstyres med pistol i skulderhylster, men ved nærmere eftertanke var han blevet klar over, at han nok ville forringe sine chancer, hvis han ubevæbnet fulgte i Caliphs spor.

Nu var det blevet en vane, og han tænkte knap over den lille udbuling og vægten af pistolen under armhulen.

»Jeg er ved at dø af tørst,« sagde Magda, og de stillede skiene fra sig og gik ind i en af de kafferestauranter, som lå langs hele hovedgaden.

De fandt et par pladser ved et bord, hvor der allerede sad en del unge mennesker, og de bestilte to glas kogende varm Glühwein.

Et firemands orkester spillede en moderne dansemelodi, og de unge mennesker sværmede ud på det lille dansegulv.

Peter så spørgende på hende, og hun sagde lattermildt: »Har du nogen sinde prøvet at danse med skistøvler på?«

»En gang skal jo være den første.«

Hun dansede på samme måde som alt andet, hun foretog sig fuldkommen opslugt af det, og hendes krop var stærk, hård og slank.

Det var helt mørkt, da de klatrede op. ad den smalle sti over landsbyen og gik igennem den elektronisk bevogtede port i den beskyttende mur omkring alpehytten.

Det var typisk for hende, at hun havde undgået de mondæne skisportssteder. Udefra så hytten ikke meget anderledes ud end et halvt hundrede andre, som lå i en klynge i udkanten af fyrreskoven.

Blandt hendes medarbejdere var der stor lettelse, da de så hende, og det var næsten, som om deres bekymring betød en udfordring for hende – som om hun lige havde bevist et eller andet over for sig selv. Men hun skiftede alligevel ikke fra skitøj. før hun forsvandt op på sit kontor på første sal sammen med sine to mandlige sekretærer. »Jeg arbejder bedst sammen med mænd,« havde hun en dag forklaret Peter. Da Peter havde taget et brusebad og klædt sig om, kunne han stadig høre telexapparatet klapre ovenpå, og det varede en time, før hun kaldte ham over hustelefonen.

Hele den øverste etage var hendes private domæne, og hun stod ved vinduet og så ud over den sneklædte dal, da han trådte ind. Hun trykkede straks på en skjult knap, og gardinerne gled lydløst for vinduerne.

»En drink?« spurgte hun.

»Ikke hvis vi skal snakke sammen.«

» Det skal vi.« sagde hun og bad ham sætte sig i en af de bløde, dybe læderlænestole foran pejsen. Hun havde afstået fra det traditionelle schweiziske kukur og panelerne af det knastfyldte fyrretræ. Tæppet på gulvet var tykt Wilton, som passede til gardinerne, møblerne lave og komfortable men moderne og sporty, og de stod godt til den moderne kunst, der hang på væggene og de abstrakte skulpturer i marmor og året træ.

Hun smilede pludselig til ham. »Jeg anede ikke, at i– s havde fundet frem til en så dygtig salgschef for Narmco – jeg er virkelig imponeret over, hvad du har udrettet på så kort tid.«

»Jeg måtte jo sørge for at spille min rolle troværdigt,« svarede Peter beskedent. »Desuden er jeg gammel soldat – jobbet interesserer mig.«

»Åh, I englændere!« udbrød hun. »Altid så beskedne.« Hun satte sig ikke men gik rundt i værelset. Selvom hun aldrig var i ro, gav hun dog ikke indtryk af at være rastløs. »Jeg har fået oplyst, at NATO endelig efter næsten to års tøven har besluttet sig til at afprøve Kestrel.«

Kestrel var Narmcos transportable mellemdistance jord– til– jord missiler. »

Jeg har yderligere erfaret, at beslutningen blev truffet efter, at du har haft et møde med tidligere kolleger.«

»Hele verden styres efter systemet med gamle venner og kolleger,« smilede Peter. »Det må du da vide.«

»Og står du på en venskabelig fod med iranerne?« Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på ham.

»Det var lutter held. For fem år siden var jeg på et militærkursus sammen med deres nye militære rådgiver.«

»Igen heldig.« Hun smilede. »Er det ikke besynderligt, at heldet ofte følger dem, der er kloge og energiske og handler hurtigere end de fleste?«

»Jeg har måske haft mindre held i andre retninger,« sagde Peter. »Hidtil er det f.eks. ikke lykkedes mig at komme igennem med det, som vi snakkede om ved vort sidste møde.«

De havde diskuteret mulighederne for, om han kunne få adgang til Atlas’ computersystem og indhente oplysninger om Caliph, hvis der var programmeret noget.

»Som jeg forklarede, var der en spinkel mulighed for at få adgang til de oplysninger, og det val: at henvende mig til en mand, som skylder mig en tjeneste. Men han var ikke til nogen hjælp. Han mener, at hvis der er en Caliph opført, vil oplysningerne være blokeret, hvilket betyder, at der omgående bliver slået alarm, hvis nogen forsøger at få fat på dem eller blot rekvirerer en udskrift.«

»Du gav ham vel ikke navnet?« spurgte Magda.

»Nej. Ingen navne. Vi sludrede blot om det ved en middag hos Brooks, men der var altså ikke noget at gøre.«

»Har du andre udveje?«

»Jeg tror det. Der er måske en sidste mulighed. Men før vi kommer til det, kan du fortælle mig, om du har noget nyt fra dine kilder.«

»Mine kilder har være absolut negative,« svarede hun. »Overfaldet på den hollandske ambassade i Bonn havde ingen forbindelse med Caliph. Det var nøjagtigt, hvad det gav sig ud for at være – en aktion foretaget af yderligtgående sydmolukkere. Kapringerne af Kina, Airlines og Transit Airlines var kun amatørarbejde, for så vidt angår både metoderne og udkommet –« Hun smilede skævt, mens hun gik hen til en af væggene og rettede på en indrammet Hundertwasser collage med en typisk feminin bevægelse. »Der er kun en aktion i den senere tid, som er i Caliphs stil.«

»Tænker du på prins Hassied Abdel Hayek?« spurgte Peter, og hun vendte sig om mod ham og satte hånden på den ene hofte. Neglene lyste røde mod det lysegrønne stof, og diamanten lynede i sin fatning.

»Hvad siger du til den historie?« spurgte hun. Prinsen var blevet dræbt af tre kugler i nakken, mens han sov på sit værelse i Cambridge. Han var nitten år, sønnesøn af kong Khalid af Saudi– Arabien, men ikke en af hans yndlinge. Han lod til at være tilfreds med at studere og være langt borte fra kongefamiliens magt og politiske intriger. Der havde ikke været noget forsøg på at kidnappe ham, der var ingen spor af kamp og intet tegn på røveri. Den unge prins havde ingen nære venner og tilsyneladende heller ingen fjender.

»Det så ikke ud til, at der var noget fornuftigt motiv,« indrømmede Peter. »Det var derfor, jeg tænkte på Caliph.«

»Caliphs uransagelige veje,« belnærkede Magda. »Hvis jeg nu fortalte dig, at Saudi– Arabien sidste uge gjorde det klart over for andre medlemmer af OPEC, at man i stedet for at støtte en stigning af råoliepriserne agtede ved næste konference inden for sammenslutningen at presse på for at opnå en fem procents reduktion af priserne på verdensmarkedet –«

Peter rettede sig langsomt op i stolen, og Magda fortsatte: »– og at Saudi– Arabien vil blive støttet i sit forslag af Iran. Hvis jeg fortalte det, hvad ville du så sige?«

»Kong Khalid har andre børnebørn, som har større gunst hos ham – foruden sønner, brødre og nevøer –«

»Ja, syv hundrede,« sagde Magda, og så forsatte hun: »Shahen af Iran har børn, som han lod sig skille fra sin kone for at få –«

»Shahen betalte prompte løsesummen på hundrede millioner dollars for at frelse sin olieminister, som Carlos havde kidnappet – hvad ville han så ikke gøre for sine egne børn?« Peter rejste sig, fordi han ikke var i stand til at holde sig i ro længere.

»Og den saudi-arabiske konge er araber. Du ved, hvordan muhamedanerne har det med deres sønner og sønnesønner.« Magda stillede sig så tæt ved ham, at han kunne føle varmen fra hendes krop og lugte hendes parfume. »Kong Khalid er måske også blevet mindet om sin egen dødelighed.«

»All right.« Peter rynkede eftertænksomt panden. »Hvad er det, vi vil antyde? At Caliph følger en ny plan? To mænd som bestemmer den vestlige verdens økonomiske skæbne? To mænd som træffer deres egne beslutninger uafhængig af deres regeringer?«

»Mænd som derfor er sårbare over for terrorister, og som har rekord i eftergivenhed over for terrorisme.« Magda gjorde en pause. »Det er den gamle sandhed, som stadig gælder. ‘sikker er det hoved, som bærer en krone.’ Hverken shahen eller den arabiske konge vil være fremmed over for frygten for en attentatmands kniv. De vil begge forstå knivens lov, for de har altid levet under den.«

Peter rystede på hovedet. »For pokker, man kan ikke andet end beundre det. Det er unødvendigt at tage gidsler, unødvendigt at udstille sig. Man dræber blot et eller andet upåagtet medlem af en stor kongefamilie, og man lover, at der vil blive andre ofre – hver gang et mere betydningsfuldt medlem efterhånden som man nærmer sig hovedet.«

»Begge familier er udsatte. Shahen er i øjeblikket på skisportsferie oppe i Gstaad. En enkelt snigskytte oppe i et træ ville let kunne få ram på et af hans børn. Hans søster Shams er i Mauritius i denne tid. Med hensyn til kong Khalids familie – så vil man til enhver tid kunne gå ind på Dorchester og se en af hans sønner eller sønnesønner sidde og drikke kaffe i salonen. De er lette ofre, og der er masser af dem. Måske vil det endda være nødvendigt at dræbe to eller tre småfyrster, men verden vil ikke græde over mænd, som selv har holdt verden som gidsel.«

Peter smilede skævt. »Man må ikke alene beundre det, man må også have en smule sympati for det. En bremse på den ødelæggende inflation i hele verden og en bedring i den internationale handelsbalance.«

»Det er en fælde, Peter, den samme fælde som Caliph satte ved at kapre Boeing’en. Hans krav faldt smukt sammen med de vestlige magters, og derfor lagde de yderligere pres på offeret. Hvis vi nu har ret i, at Caliph presser oliediktatorerne for at moderere deres krav, hvor stor støtte kan han så ikke påregne fra de vestlige kapitalistlande?«

»Du er kapitalist.« bemærkede Peter. »Hvis Caliph får held med sin plan, vil du være en af de første, der kan drage fordel af det.«

»Ja, jeg er kapitalist. Men jeg er først og fremmest et menneske og et tænkende væsen. Tror du virkelig på, at hvis Caliph i denne omgang opnår hvad han vil, at det så bliver det sidste, vi hører fra ham?«

»Naturligvis ikke.« Peter slog resigneret ud med hænderne. »Og hans krav vil blive stadig skrappere. For hver succes vil han blive dristigere.«

»Jeg tror godt, vi kan tage den drink nu,« sagde Magda og vendte sig bort fra ham. Den sorte onyksplade på sofabordet gled til side og afslørede et hulrum med rækker af flasker og glas.

» Whisky, ikke sandt?« spurgte hun og skænkede en Glenlivet op i et krystalglas. Da hun rakte ham det, rørte deres fingre ved hinanden, og han var overrasket over, hvor kølig og tør hendes hud var.

Til sig selv skænkede hun et glas halvt op med hvidvin og fyldte det derefter med Perrier-vand. Da hun satte flasken tilbage, så han etiketten. Det var en Montrachet 1969. Måske en af de bedste hvidvine i verden, og Peter kunne ikke lade være med at protestere over den måde, hun vanhelligede den på.

»Alexander Dumas sagde, at den kun burde nydes knælende og med hovedet ærbødigt blottet –«

»Han glemte mineralvandet,« lo Magda. »Under alle omstændigheder kan man ikke have tillid til en mand, som engagerede andre til at skrive sine bøger.« Hun løftede sit glas. »For lang tid siden besluttede jeg mig til at leve mit liv på mine egne betingelser. Ad helvede til med de herrer Dumas og Caliph.«

»Skal vi drikke på det?« spurgte Peter, og de iagttog hinanden over glassets rand. Det var ikke svundet i Magdas glas, og hun satte det fra sig og gik hen og rettede på en buket tulipaner i en krystalvase.

»Hvis vi har ret i, at det er sådan, Caliph arbejder, forstyrrer det unægtelig det billede, jeg har dannet mig af ham.«

»Hvordan?« spurgte hun uden at se op fra blomsterne.

»Caliph – det er et arabisk navn. Han angriber lederne af den arabiske verden.«

»Caliphs uransagelige veje. Navnet er måske valgt netop for at forvirre hans fjender – eller måske stiller han andre krav foruden det med oliepriserne. Måske bliver der også lagt pres på Khalid for at han skal yde større støtte til palæstinenserne eller en af de andre ekstremistiske arabiske bevægelser. Vi ved ikke, hvad Caliph ellers forlanger af Saudi– Arabien.«

»Men så oliepriserne. Det er et krav, som kommer den vestlige verden til gode. Og man har ellers altid accepteret, at terrorisme er den yderste venstrefløjs værktøj. Kapringen af 070 og kidnapningen af Deres mand var begge handlinger rettet imod det kapitalistiske samfund.«

»Han kidnappede Aaron for pengenes skyld og dræbte ham bagefter for at beskytte sin identitet. Angrebet på den sydafrikanske regering, angrebet på olieaftalen, valget af navnet, alt peger på en person, som bilder sig ind, at han er en guddommelig magt.« Magda brækkede hovedet af en af tulipanerne og knuste det vredt i sin knyttede hånd. Bagefter lod hun kronbladene falde ned i et askebæger. »Jeg føler mig så hjælpeløs, Peter. Det er, som om vi vandrer fuldkommen ørkesløst rundt i en ring.« Hun gik hen og stille sig ved siden af ham ved vinduet. »Du sagde tidligere, at der var en sikker måde at fælde Caliph på?«

»Ja.« Peter nikkede.

»Vil du fortælle mig om det?«

»Den indiske jæger benyttede sig i sin tid af et gammelt trick. Når han var træt af at følge efter en tiger i junglen uden at få så meget som et glimt af den, plejede han at binde en ged til en pæl og vente på, at tigeren skulle komme og hente den.«

»En ged?«

»Mit stjernebillede er stenbukken – geden.« Peter smilede.

»Jeg er ikke med.«

»Hvis jeg lod det blive kendt, at jeg jagtede Caliph –« Han smilede igen. »Caliph kender mig. Flykapreren sagde mit navn. Der var ikke noget at tage fejl af. Hun var blevet advaret mod mig. Så jeg tror, at Caliph ville tage mig alvorligt nok til at finde det nødvendigt at komme og hente mig.«

Han så, hvordan alt blodet veg fra hendes kinder.

»Peter –«

»Det er den eneste måde, jeg kan komme i nærheden af ham på.«

»Peter –« Hun lagde en hånd på hans arm og stirrede et øjeblik tavs på ham. Hendes øjne var grønne, mørke og uudgrundelige. På hendes lange, graciøse hals bankede en pulsåre lige under øret. Hendes læber skiltes, som om hun skulle til at sige noget. Det var smukt formede læber, og hun berørte dem med spidsen af tungen, så de hele tiden var fugtige, bløde og på en måde forsvarsløse. Presset fra hendes fingre på hans arm blev stærkere, og hele hendes holdning ændrede sig.

»Jeg har været så alene,« hviskede hun. »Alene i så lang tid. Jeg blev for alvor klar over det i dag, da jeg var sammen med dig.«

Peter følte, at han blev tør i svælget, og det prikkede bag hans øjne.

»Jeg ønsker aldrig at være alene igen.«

Magda vækkede ham tre timer før daggry, og det var stadig mørkt, da de forlod hytten og begyndte at køre ned ad den stejle, snoede vej oppe fra bjergene, hele tiden fulgt af en Mercedes med hendes ulve.

Magda fløj selv sin Lear, og hun styrede den så roligt og besindigt, som kun en dygtig pilot kan gøre det. Hendes private pilot, der sad ved siden af hende, en gråsprængt og fåmælt franskmand, betragtede hende med næsten faderlig stolthed, mens hun lagde Zürich bag sig og satte kursen mod Paris Orly, hvorefter hun overlod det til ham at overvåge den automatiske pilot og gik ind i kabinen. Hun satte sig ved siden af Peter i en af de sorte kalveskinds– lænestole, men hendes holdning var den samme som på udturen – reserveret og høflig – så han havde svært ved at tro, at de virkelig havde oplevet en vidunderlig nat sammen.

Hun arbejdede med sine to sekretærer, der sad over for hende, og hun talte flydende fransk med den samme charmerende lille accent, som kendetegnede hendes engelske. I den korte tid siden Peter var kommet til Narmco, var han blevet nødt til at tage sit eget franske op til en kraftig revision, og selvom det måske ikke var med eclat, så var han dog i stand til med tilstrækkelig kompetence at klare tekniske og finansielle samtaler. Engang imellem vendte Magda sig om mod ham og bad ham om hans mening, men hun forholdt sig fuldstændig neutral og upersonlig over for ham, og Peter forstod, at de ikke over for de ansatte skulle røbe deres nye, intime forbindelse.

Men straks efter blev han klar over, at han havde taget fejl. Det var, da piloten kaldte hende over samtaleanlægget.

»Om fire minutter er vi fremme ved Orly, baronesse.«

Og da vendte hun sig og kyssede Peter på kinden på en ganske naturlig måde.

»Pardonne moi, chéri. Jeg skal foretage landingen. Jeg har brug for flyvetiden i min logbog.«

Hun satte maskinen ned på landingsbanen lige så ubesværet, som når man smører smør på et stykke varmt ristet brød. Piloten havde på forhånd givet meddelelse over radioen om hendes ankomst, så da hun parkerede maskinen i sin private hangar, stod en politimand og en tolder allerede parat.

Da de kom om bord, hilste de hende ærbødigt og kastede knap et blik på hendes røde diplomatpas. De kiggede lidt grundigere på Peters blå og gyldne britiske pas.

»Jeg må skaffe dig et rødt pas,« mumlede Magda til Peter. »Det er meget lettere …« Og til de andre sagde hun: »Det er en kølig morgen, mine herrer, jeg håber De vil nyde et glas.« Og hendes steward i hvid jakke stod allerede parat. De to franskmænd lagde deres kasket og pistolbælte og tog plads i de dybe læderlænestole, hvor stewarden serverede cognac og bød dem cigarer, og da Peter og Magda havde taget afsked med dem, satte de sig mageligt til rette.

Tre biler med chauffører og livvagter ventede på dem bag hangaren. Peter rystede på hovedet, da han så Maseratien.

»Jeg sagde til dig, at du ikke skulle køre i den bil,« sagde han studs. »Det er som at have sit navn i neonlys.«

De havde diskuteret bilen, mens Peter reorganiserede sikkerhedsforanstaltningerne, og Magda var ked af at give afkald på den, fordi hun elskede den sølvgrå farve.

»Det er vidunderligt igen at have en mand, som optræder med myndighed,« spandt hun. »Det får mig til at føle mig som kvinde.«

»Det kan jeg også få dig til at føle på andre måder.«

»Jeg ved det,« sagde hun med et drilagtigt glimt i de grønne øjne. »Og dem synes jeg også endnu bedre om. Nå, men du kan tage Maseratien. Jeg havde netop bestilt den til dig. Du kan jo lige så godt få fornøjelse af den. Og vær sød ikke at komme for sent hjem i aften. Jeg har sørget for ikke at have noget arbejde, så vi kan være uforstyrret. Prøv at være ved La Pierre Benite senest klokken otte.«

På det tidspunkt, da Peter måtte sagtne farten for trafikken ved Pont Neuilly, havde han vænnet sig til vognens kolossale motorkraft og acceleration, og han nød at køre den. Selv i den vanvittige, tætte bytrafik kunne han bruge de smidige gear til at smutte igennem hver eneste lille åbning, mase sig væk fra alle vanskeligheder og overhale med den fantastiske følelse af overlegenhed, som den kraftige motor gav bilens chauffør.

Nu var han klar over, hvorfor Magda holdt så meget af den bil, og da han til sidst parkerede den i det underjordiske garageanlæg på Champs Elysées smilede han bredt til sig selv i bakspejlet.

»Satans til cowboy!« sagde han og kastede et blik på sit Rolex. Der var en time til, at han skulle til sit første møde, og efter en pludselig indskydelse spændte han pistolhylsteret af og låste det sammen med pistolen inde i handskerummet. Han smilede igen ved tanken om det umulige i at vandre ind i det franske marineministerium bevæbnet til tænderne.

Kastanjetræerne på Champs Elysées stod med grønne knopper, da han kom ud på Concorde-pladsen. Fra en telefonboks på Concorde Metro station ringede han til den britiske ambassade. Han talte med militærattacheen i to minutter, og da han lagde røret på, vidste han, at bolden måske allerede var givet op. Når Caliph havde været i stand til at trænge igennem Atlas kommandoens sikkerhedssystem og skaffe sig viden om, at han var chef for Thor – så ville det ikke vare længe, før han også vidste, at Peter nu jagtede ham. Militærattacheen på Paris– ambassaden havde andre og mere hemmelige opgaver end at kysse damer på hånden ved diplomatiske cocktail– parties.

Få minutter før den aftalte tid ankom Peter til marineministeriet på hjørnet af rue Royale, men en sekretær stod allerede og ventede på ham ved indgangen under den blafrende trikolore. Han ledte hurtigt Peter forbi vagterne og op til et konferenceværelse på tredje sal, hvorfra der var udsigt ud over Seinen og til de forgyldte buer på Pont Neuf. To af Peters medarbejdere fra Narmco var kommet i forvejen og sad ved det blanke bord med indholdet af deres mapper spredt ud foran sig.

Mødelederen, en fransk kaptajn, havde været i Bruxelles og en aften havde han været guide på en uforglemmelig tur rundt til byens bordeller. Han hilste nu Peter med gallisk begejstring og sagde »tu« og »toi« til ham, og det lovede alt sammen godt for det kommende møde.

Klokken tolv præcis foreslog den franske kaptajn, at mødet blev suspenderet, og at man gik over på den anden side af gaden og spiste på Maxim’s. Han var formentlig overbevist om, at Narmco ville betale regningen, hvis de fik solgt deres Kestrel raketmotorer til den franske flåde.

Fra Maxim’s vendte de tilbage til marineministeriet, og senere krævede det stor diplomati fra Peters side, da kaptajnen glattede sit overskæg og med et glimt i øjet sagde til ham: »Jeg kender en charmerende lille natklub, som ligger lige i nærheden, og hvor man møder den største venlighed.«

Ved sekstiden lykkedes det Peter at slippe væk, efter at han havde forsikret franskmanden om fortsat venskab og i øvrigt lovet ham, at de skulle ses igen om en halv snes dage. En time senere efterlod Peter sine to medarbejdere på Hotel Meurice, da de kort havde diskuteret dagens resultater. De var alle tre enige om, at der var gjort en begyndelse, men at der var lang vej endnu.

Han spadserede tilbage ned ad Rivoli; til trods for en vis udmattelse efter en lang dags endeløse diskussioner på et fremmed sprog, og til trods for en dump smerte bag øjnene på grund af al den vin og cognac, han havde drukket, og den tobaksrøg, han havde indåndet, var han opmuntret ved tanken om, at Magda ventede på ham.

Mens han holdt ved udgangen fra den underjordiske parkering og ventede på sin tur til at betale, kastede han et blik op i bakspejlet. Det var en vane, han havde haft, lige siden man hos en tilfangetaget irsk terrorist fandt en dødsliste med hans navn øverst.

Han bemærkede Citroën’en. der lå to vogne bag i rækken, fordi forruden var revnet og det nøgne metal skinnede igennem lakken på den ene forskærm, som havde fået en skade.

Han bemærkede den samme sorte Citroen, stadig bag to vogne, mens han holdt ved en fodgængerovergang på Champs Elysées, og da han dukkede hovedet lidt i et forsøg på at få et glimt af chaufføren, blev forlygterne tændt for at blænde ham, og et øjeblik senere skiftede trafiklyset ved fodgængerovergangen fra rødt til grønt, og han blev nødt til at fortsætte.

På turen rundt om Triumfbuen, faldt Citroën’en fire pladser tilbage, men han fik snart øje på den igen, da han var kommet et stykke ned ad Avenue de la Grande Armée. Denne gang skiftede den bane, drejede til venstre ned ad en sidegade og forsvandt. Peter skulle nu have været i stand til at glemme den og koncentrere sig om glæden ved at køre Maseratien, men der lurede stadig en forudanelse om en eller anden fare, og da han var kommet gennem byen og ud på vejen, der førte til Versailles og Chartres, blev han ved med at skifte kørebane og kigge i bakspejlet.

Først da han havde passeret Versailles og kørte i retning ad Rambouillet, havde han helt frit udsyn langt bagud ad vejen mellem platantræerne. og han var sikker på, at der ikke var nogen, der fulgte efter ham. Han slappede fuldstændig af og begyndte at forberede sig på at gense Magda på La Pierre Benite.

Den skinnende våde, sorte landevej strakte sig snorlige foran ham og slog så pludselig et sving. Peter var kommet op på en fart af over 150 km i timen og begyndte straks at danse med fødderne på bremse og koblingspedaler, men modstod fristelsen til at bremse hårdt op og derved risikere at miste herredømmet over bilen. Foran ham dukkede pludselig en gendarm op i vejsiden. Han var iført en skinnende, hvid plasticregnfrakke og svingede med en stavlygte, der lyste rødt,; der var anbragt en selvlysende advarselstrekant på vejen, en Peugeot holdt i grøften med lyset fra forlygterne skinnende op mod himlen, en mørkeblå politivogn spærrede halvdelen af vejen, og i lyset fra forlygterne lå to skikkelser udstrakt på vejen. Over hele sceneriet faldt en tæt, silende regn.

Peter havde fuld kontrol over Maseratien, gik fint ned i gearerne, indtil bilen sneglede sig af sted, og da han rullede sidevinduet ned og motoren spandt blødt, gjorde gendarmen tegn til ham med lygten, at han skulle trække over til den smalle åbning mellem hækken langs vejen og den parkerede politivogn, og i det øjeblik fangedes Peters opmærksomhed af en bevægelse, som en af de kvæstede på vejen gjorde. Peter så ham løfte den ene arm, ikke mere end nogle få centimeter, men det var tilstrækkeligt for Peter til at blive klar over, at han havde holdt en genstand skjult ved hoften, og selv i regnen og natten var Peters trænede øje i stand til at fange et glimt af en kortløbet maskinpistol.

Maseratien! tænkte han. De er ude efter Magda.

Gendarmen kom hen mod ham, og han havde den højre hånd stukket ind under den hvide plasticfrakke, præcis i højde med pistolbæltet.

Peter satte foden hårdt på speederen, og Maseratien brølede som en tyr, der havde fået en kugle gennem hjertet. Baghjulene snurrede på den våde asfalt, og Peter styrede mod gendarmen, men han var for hurtig. Da han kastede sig ind mod hegnet så Peter at han havde fået sin pistol frem, men i øjeblikket havde nok at gøre med at redde sig, til at han kunne bruge den.

Maseratien strejfede hækken med hele siden af vognen, og Peter løftede foden fra speederen, drejede rattet helt om, gav motoren gas og svingede vognen i modsat retning. Denne gang stod der blå røg op fra bagdækkene.

Bag rattet i den blå politivogn sad en mand, og han prøvede på at køre ud og spærre hele vejen, men han var for langsom.

De to biler ramte hinanden med en skrigende lyd af metal, som skurrede i ørerne på Peter, men det, der bekymrede ham mest, var, at de to skikkelser foran politibilens lygter ikke længere lå udstrakt. Den nærmeste af mændene lå på det ene knæ og svingede med sin kortløbede maskinpistol, mens han samtidig dækkede for den anden, der krøb sammen bag ham, ligeledes bevæbnet med maskinpistol og klar til at fyre, når det blev hans tur. – »Sådan skal det gøres,« tænkte Peter, som trods alt havde tid til at anerkende professionel dygtighed.

Peter bakkede væk fra politibilen, drejede rattet hårdt til højre og gav motoren fuld gas. Med hvinende dæk svingede bagenden, og vognen gik i skred ud til venstre og hen mod de to mænd i vejsiden. Peter dukkede ned under sideruden. Han havde med vilje valgt en udskridning til venstre, fordi han så ville være nogenlunde beskyttet af motorrummet og den kraftige sidedør.

Netop som han dukkede sig, hørte han den velkendte lyd fra et automatisk våben, som sprøjtede kugler ud med en hastighed af to tusind skud i minuttet, og kuglerne hamrede ind i siden på Maseratien med en øredøvende larm. Kaskader af glassplinter eksploderede ned over Peter som et glitrende skumsprøjt fra stormpiskede bølger, der slår mod en klippe. De blinkede i hans hår som en diamanttiara, og de borede sig ind i hans nakke.

Den, der havde affyret salven, havde bestemt tømt magasinet i disse få sekunder, og nu rejste Peter sig i sædet og kiggede ud gennem den splintrede glasrude. Bilen var stadig i fart men slingrede voldsomt, så Peter måtte slide med rattet for at holde den på ret køl, og han så et glimt af de to mænd med maskinpistolerne kaste sig sanseløst ned i den halvt fyldte grøft, men i det øjeblik ramte det ene baghjul en sten i vejkanten, og Peter blev slynget så hårdt frem i sin sikkerhedssele, at luften blev drevet ud af lungerne, og Maseratien stejlede som en hingst, der har fået færten af en hoppe. Vognen slog korte, voldsomme sving hen over vejen, mens Peter kæmpede desperat for at få kontrol over den, og ude i mørket og regnen så han tågede skikkelser, som løb og rullede rundt og svingede med deres lygter, men pludselig lå vejen åben foran ham, og han pressede speederen i bund, så vognen sprang frem og motorstøjen steg til et brøl.

Han så op i bakspejlet, og i lyset fra politibilens forlygter så han blå røg stige op fra sine egne dæk, og længere tilbage fik han øje på en af mændene, der dukkede op fra grøften med maskinpistolen ved sin side.

Peter hørte den første salve ramme Maseratien, og denne gang kunne han ikke dukke sig, for der var et sving forude, og han havde både farten og den regnvåde vej at tage hensyn til.

Den næste salve ramte bilen som en haglbyge på et bliktag, og han mærkede ligesom et kraftigt stød i ryggen.

»Ramt!« tænkte han. Der var ikke noget at tage fejl af. Han var før blevet såret. Første gang var, da han førte en patrulje lige ind i et EOKA baghold på Cypern. Men samtidig var han i stand til roligt at vurdere situationen og finde ud af, at han stadig kunne bruge begge sine hænder og alle sine sanser. Enten var kuglen prellet af, eller også havde den brugt det meste af sin kraft på at trænge igennem bagruden og ryglænet på førersædet.

Først da han styrede ind i svinget, hørte han, at motoren begyndte at hakke, og straks efter blev førerhuset fyldt af den skarpe lugt af benzin.

»Ledningen til benzintanken,« sagde han til sig selv, og samtidig mærkede han en silende strøm af varm blod ned langs ryggen i den ene side, og han mente derved at kunne lokalisere såret til et sted neden for den venstre skulder. Hvis kuglen var trængt helt igennem, ville den have ramt lungen.

Motoren hostede igen, og den var ved at gå i stå, fordi den manglede benzin. Den første maskinpistolsalve måtte være gået igennem motorrummet, og Peter tænkte med et skævt smil, at i en film ville Maseratien være sprunget i luften og have lignet et mindre vulkanudbrud – skønt det i virkeligheden heldigvis aldrig skete på den måde.

I et sidste blik op i bakspejlet, lige før svinget tog udsigten fra ham, så han, tre mænd styrte hen mod politivognen – tre mænd foruden chaufføren. Det gav ham ikke de bedste chancer. De ville straks være efter ham, og den udsultede motor tog endnu nogle omdrejninger, der bragte ham fem hundrede meter længere frem, og derefter standsede den.

Forude kunne Peter skimte de hvide låger til La Pierre Bénite. De havde lagt sig i baghold på et sted, hvor de kunne frasortere al uvedkommende trafik og fange den sølvfarvede Maserati i deres net.

Han forsøgte hurtigt at genkalde sig terrænet, som lå bag indkørslen til ejendommen. Han havde kun været her en gang tidligere, og det havde været mørkt – men han havde en soldats øje for terræn, og han huskede, at der var tæt skov på begge sider af vejen og ned til en bro, som førte over et rivende vandløb med stejle skrænter. Huset lå otte hundrede meter fra begyndelsen af indkørslen. Det var en lang vej at gå foren såret mand, der havde mindst fire bevæbnede forfølgere efter sig.

Maseratien trillede langsomt hen ad den skrånende vej og nærmede sig lågerne, og nu kunne han lugte olie og brændt gummi. Lakken på motorhjelmen begyndte at misfarves og danne blærer. Peter drejede om for tændingen for at standse den elektriske pumpe og forhindre, at der kom mere benzin ind i det brændende motorrum. Derefter stak han hånden ind under jakken og fandt såret der, hvor han havde ventet det – dybt nede i venstre side. Det var begyndt at stikke, og da han tog hånden til sig igen, var den klæbrig af blod. Han tørrede det af på sit bukseben.

Bag ham var der de første reflekser i regnen fra politibilens forlygter, en lysende glorie, som hurtigt voksede. Når som helst kunne den være igennem svinget, og han åbnede lågen til handskerummet.

Den 9-mm Cobra gav ham en smule tryghed, da han tog den ud af hylsteret og stak den i sit bælte. Der var ikke noget ekstra magasin, og kammeret var tomt, en sikkerhedsforanstaltning, som han nu fortrød. Han havde kun de ni skud, der var i magasinet – blot en kugle mere ville måske kunne betyde meget.

Peter løsnede sin sikkerhedssele, åbnede døren og styrede med den anden hånd vognen ud mod vejkanten, hvor der var en stejl skrænt. Så drejede han rattet i den modsatte retning og sprang ud af vognen, som trillede langsomt ud mod vejens midte igen og forsvandt.

Han landede på skrænten med samme teknik som ved faldskærmsudspring med fødder og knæ samlet og krumbøjet for at afbøde stødet, og derefter lod han sig rulle med i faldet. En smerte jog gennem skulderen, og han følte, at der var et eller andet, der blev flænget. Han satte sig op i sammenkrøben stilling og løb foroverbøjet hen mod udkanten af skoven, som var oplyst af et orange skær fra den brændende bil.

Hans fingre føltes opsvulmede og følelsesløse, da han satte en patron i pistolens kammer, og i det øjeblik var politibilen nået rundt om svinget, og de kraftige forlygter kastede et chokerende lys hen over landskabet, så Peter havde en følelse af at være blevet overrasket midt på scenen i Palladium. Han kastede sig på maven, og han kunne mærke det varme blod fra såret, der blev ved med at pible under skjorten, mens han desperat kravlede på knæ hen imod skovbrynet.

Politivognen nærmede sig, og Peter pressede sig fladt ned mod den regnvåde jord, som duftede af svamp og muld. Han kunne høre bilen passere med brølende motor.

Tre hundrede meter længere fremme var Maseratien standset med to af hjulene ude i vejkanten, hvor den stod og brændte lystigt. Politibilen standsede i respektfuld afstand fra den, og en af mændene, gendarmen i den hvide plasticfrakke, steg ud, løb hen til den brændende vogn, kastede et blik ind i den og råbte et eller andet. Sproget lød som fransk, men afstanden var for stor til, at det kunne afgøres med sikkerhed.

Politibilen foretog en U– vending, bumpede over rabatten og begyndte langsomt at køre tilbage. De to mænd, der havde optrådt som ofre for en trafikulykke, løb foran som hunde i snor, en på hver side af vejen, begge bevæbnet med deres maskinpistoler og begge med hovedet sænket og spejdende ned ad skrænterne. Gendarmen stod på bilens trinbræt og råbte opmuntrende til dem.

Peter var oppe igen og sammenbøjet på vej hen mod skoven, da han løb lige ind i et pigtrådshegn. Han blev kastet mod jorden, og han kunne mærke, hvordan pigtråden flåede hans bukser i stykker.

»Et hundrede og halvfjerds guineas,« tænkte han. Tøjet var skræddersyet i Savile Row. Han kom fri af pigtråden, og bag sig hørte han et råb. De var kommet på sporet af ham, og mens han løb hen over det sidste stykke åbne land før skoven, hørte han endnu højere og triumferende råb.

De havde fået øje på ham i det kraftige ildskær fra den brændende Maserati, og igen lød en maskinpistolsalve, men afstanden var for stor for et så kortløbet våben. Peter hørte den hvislende lyd af kugler, der passerede hen over ham i mørket, og så nåede han frem til de første træer og kunne søge dækning bag dem.

Han trak vejret dybt men i en regelmæssig rytme. Såret generede ham endnu ikke, og han var kold og rolig som altid, når han var i kamp.

Afstanden til pigtrådshegnet var et halvt hundrede meter, og det var en af hans bedste distancer i pistolskydning. Han tog et fast greb med begge hænder om pistolskæftet og ventede, indtil de rendte ind i pigtrådshegnet, ligesom han selv havde gjort.

Hegnet bragte to af dem til fald, og deres udbrud af vrede og smerte var afgjort på fransk; da de kæmpede for at komme på benene igen, var de klart oplyst af flammerne fra bilen, og Peter havde det bedste sigte, han kunne ønske sig.

9 mm– kuglen borede sig ind i livet på den ene af maskinpistolskytterne med en kraft af 385 fodpund. Det lød som en vandmelon, der blev ramt med fuld styrke af en baseball bat. Det løftede manden et stykke i vejret og slyngede ham bagover, og Peter gjorde straks klar til næste skud, men selvom angrebet fra udkanten af skoven var kommet som en fuldstændig overraskelse, reagerede de andre lynhurtigt og kastede sig fladt ned på jorden. Peter kunne ikke længere se dem, og han havde for lidt ammunition til, at han kunne skyde på må og få.

En af dem affyrede en salve med sin maskinpistol, og kugleregnen rev bark og blade af de yderste træer. Peter sigtede mod mundingsilden, men kun en gang som en advarsel, og derefter dukkede han sig og løb videre ind i skoven.

Skæret fra den brændende Maserati holdt ham orienteret, så han hurtigt kunne søge ned mod floden, men han var ikke kommet langt, før han begyndte at ryste og skælve over hele kroppen. Han var gennemblødt af regnen og fugt fra de buske, som han masede igennem, og hans sko var så tyndsålede, at vandet trængte igennem. Kulden slog ham, såret smertede, og han blev overfaldet af den første kvalmende fornemmelse efter choket, men for hver halvtreds meter, han tilbagelagde, standsede han for at høre, om han stadig blev forfulgt. En enkelt gang hørte han en bil passere ude på vejen, og han spekulerede på, hvordan man ville reagere over for den forladte politibil og den brændende Maserati. Selvom det rigtige politi blev alarmeret, ville der gå nogen tid, før en patruljevogn kunne komme til stede, og Peter udelukkede derfor chancen for hjælp fra den kant.

Han var nu begyndt at undre sig over, at der ikke var mindste tegn på, at han blev forfulgt, og han udså sig et godt skjulested, hvor han kunne afvente og se, hvad der skete. Han skubbede sig halvt ind under stammen på et væltet egetræ, og herfra var der let mulighed for retræte samtidig med, at han fra denne position havde det bedste udsyn i den retning, hvor forfølgerne ville dukke op og stå i skarp silhouet på baggrund af skæret fra den brændende Maserati. Endelig var han selv i sikker dækning. Der var kun tre forfølgere nu og syv skud tilbage i Cobraen. Hvis det ikke var for kulden, som gennemrystede ham, og den vedvarende smerte fra såret, ville han have følt sig mere selvsikker, men i sin nuværende tilstand følte han sig som et jaget dyr.

Han ventede i fem minutter, lå fuldkommen stille med alle sanser spændt og pistolen i begge hænder, men der var ikke en lyd, kun regnen der dryppede gennem træernes blade.

Endnu ti minutter gik, før det pludselig slog ham, at forfølgerne nu måtte være blevet klar over, at det var det gale bytte, som var gået i deres fælde. Det var Magda Altmann, de var ude efter, men den, de forfulgte, var en bevæbnet mand. Han spekulerede på, hvordan de ville reagere, og han var næsten sikker på, at de nu ville trække sig tilbage.

I stedet for en kvinde, som var sine tyve eller tredive millioner dollars værd i løsepenge, måtte det være gået op for dem, at de havde fået fat i en af hendes ansatte, muligvis en bevæbnet livvagt, som kørte Maseratien, enten fordi han optrådte som lokkedue, eller fordi han skulle levere bilen. Ja, tænkte Peter, de ville trække sig tilbage, slæbe den døde med sig og forsvinde, og han var sikker på, at de ikke ville efterlade sig noget, der kunne identificere dem. Han ville gerne have haft chancen for at udspørge en af dem, tænkte han og skar en grimasse, da en ny smerte jog gennem skulderpartiet.

Han ventede endnu ti minutter, og så rejste han sig forsigtigt og fortsatte ned mod floden. Maseratien måtte nu være helt udbrændt, for himlen var sort igen, og han måtte stole på sin stedsans og fornemmelse af retningen. Selvom han vidste, at han var alene nu, standsede han stadig for hver halvtreds meter for at lytte og spejde.

Endelig hørte han floden. Den lå i lige retning foran ham, og den var tæt på. Han satte farten lidt op, og i mørket var han lige ved at tumle ud over skrænten ned til floden. Han satte sig på hug for at hvile sig et øjeblik, for skulderen smertede slemt nu, og kulden var ved at tappe ham for kræfter.

Udsigten til at skulle vade gennem vandet over til den anden side var ikke særlig indbydende. Det havde regnet uden ophold i flere dage, og det lød, som om strømmen var kraftig – vandet ville sikkert også være isnende koldt og snarere nå ham til skuldrene end til midt på livet. Broen måtte befinde sig kun et par hundrede meter længere nede ad floden, og han rejste sig og begyndte at gå langs bredden.

Kulde og smerte kan hurtigt undergrave koncentrationsevnen, og Peter måtte gøre en kraftanstrengelse for at holde sig årvågen. For hvert skridt følte han sig for, og han holdt hele tiden pistolen klar til brug.

Det var hans lugtesans, der advarede ham. Den skarpe lugt af sur tyrkisk cigaretrøg, en lugt der altid havde frastødt ham, og nu opfattede han den straks, selvom der kun var tale om en svag duft.

Peter standsede omgående og forberedte sig på det uventede. Han havde næsten overbevist sig selvom, at han var alene.

Nu huskede han lyden af en bilmotor ude på landevejen, og han blev klar over, at de mænd, som havde udtænkt en så detaljeret plan – den falske trafikulykke, politivognen og gendarmen i uniform, naturligvis også ville have givet sig tid til at kortlægge og studere hele området mellem det sted, hvor de havde lagt sig i baghold, og offerets bestemmelsessted.

De kendte skoven med floden og broen bedre end Peter og var derfor hurtigt blevet klar over, at det var formålsløst at fortsætte forfølgelsen i mørket. Følgelig var det smartere at vende om og køre rundt om skoven og så lægge sig i baghold igen, denne gang ved flodbredden eller på selve broen.

Det eneste, der bekymrede Peter, var deres stædighed. De måtte vide, at det ikke var Magda Altmann, de forfulgte, men så pludselig kom han i tanker om den Citroën, som var fulgt efter ham ned ad Champs Elysées, og han blev klar over, at intet var, som det så ud til at være.

Han stod fuldstændig stille med alle muskler og hver en nerve spændt og lyttede, men han kunne kun høre bruset fra den rivende strøm. Peter ventede. Den anden mand vil altid foretage sig noget, hvis man venter længe nok, og Peter ventede tålmodigt på den snigende leopard, selvom kulden gik gennem marv og ben, og regnen silede ned over ansigtet.

Endelig bevægede manden sig. En svuppen i mudderet og den umiskendelige lyd af grene, der fejer hen over tøj – og derefter stilhed. Han var meget tæt på, kun et par meter borte, og Peter vendte sig forsigtigt i den retning, hvor lyden var kommet fra. Det gamle trick var at affyre et skud og bruge mundingsilden til at oplyse målet og derpå omgående affyre det næste skud – men der var tre mand inde i mørket, og på to– tre meters afstand kunne en maskinpistol skære en mand midt over. Peter ventede.

Længere oppe ad floden var der igen lyden af en bilmotor, stadig svagt, men bilen nærmede sig hurtigt. Straks var der en, der fløjtede sagte, tydeligvis et aftalt signal. En bildør smækkede, men det lød meget nærmere end støjen fra bilmotoren. En anden motor blev sat i gang og forlygter tændtes, og Peter blinkede mod det kraftige lys, som oplyste hele sceneriet.

Hundrede meter forude lå broen, og vandoverfladen var skinnende og sort som nybrudt kul. Den blå politibil var parkeret for enden af broen, sandsynligvis for at vente på Peter, men nu bakkede den tilbage alarmeret af motorstøjen fra den anden bil, som kom oppe fra La Pierre Bénite. Chaufføren styrede tilbage i retning af landevejen, og den falske gendarm løb ved siden af og kæmpede for at komme ind i vognen. Fra mørket tæt ved Peter lød et klagende råb.

»Vent!« Den tredje mand nærede ikke noget ønske om at blive efterladt af sine kammerater, og han gav sig til at løbe hen mod broen uden at tænke på at skjule sig længere. Han havde ryggen til Peter og vinkede desperat med sin maskinpistol; han var klart oplyst af forlygterne, og afstanden var under tre meter.

At skyde manden i ryggen var rent mord, og Peters hårde træning som soldat skulle have kureret ham for at nære sarte følelser, men det, der også især fik ham til at tøve, var hans iver efter at vide, hvem disse mennesker var, hvem der havde sendt dem, og hvem de var ude efter. Det kunne han kun få opklaret ved at tage en af dem i forhør.

Manden styrtede af sted, som om han skulle nå en bus, og Peter så chancen til at fange ham levende. Rollerne var byttet om, og Peter løb frem, mens han tog pistolen over i den sårede hånd.

Han indhentede manden med fire skridt, slyngede den højre, raske arm om halsen på ham og skulle lige til at tvinge ham i knæ med en halv nelson, så han kunne hamre pistolkolben mod hans tinding. Men manden var hurtig som en kat. En eller anden lyd havde i sidste sekund advaret ham, og han dukkede hovedet, rullede med skuldrene og begyndte at vende sig. Peter fik ikke fat om hans hals, armen klemte i stedet fast om munden på manden, og den uventede reaktion bragte ham lidt ud af balance. Hvis han havde haft den fulde brug af venstre arm, havde han stadig kunnet klare sit offer. Manden var allerede ved at vride hovedet ud af hans greb, og Peter kunne mærke hans stålhårde muskler arbejde. Så snart manden havde fået sig vendt helt om, ville han kunne presse det korte løb ind i maven på Peter og trykke af.

Peter ændrede sit greb en smule og prøvede ikke længere på at forhindre modstanderen i at vende sig, men lagde alle kræfter i den højre arm og fulgte hans bevægelser. De snurrede rundt sammen som et dansende par i en vals, men Peter vidste, at i det øjeblik de var fri af hinanden, ville modstanderen have et forspring til at skyde.

Floden var hans eneste chance, og før han mistede grebet over sin modstander, kastede han sig bagover ud over skrænten ned til floden og stadig med et fast tag om den andens hoved. Med Peter nederst styrtede de i vandet, og i brøkdele af et sekund nåede han at tænke, at hvis der var klipper nede i floden, ville han blive knust under vægten af den anden.

Choker fra det kolde vand syntes et øjeblik at lamme manden, og Peter benyttede chancen til at skifte sit greb igen, men han var stadig ikke i stand til at få fat i halsen, og manden begyndte nu en vild kamp for at komme fri og få luft til sine lunger.

Han havde mistet sin maskinpistol, for han rev og sled i Peters arm med begge hænder, mens strømmen hvirvlede dem begge hen mod broen.

Peter prøvede på at holde manden nede under vandet, så han ikke kunne få luft, men den anden greb desperat om sig og fik til sidst lagt den ene hånd over Peters mund. Peter åbnede munden, og den anden stak omgående hånden ind og prøvede på at trække i hans tunge. Peter bed tænderne sammen om mandens fingre med en sådan kraft, at det knagede i hans kæber, og et øjeblik efter blev munden fyldt af en kvalmende varm stråle af den andens blod.

Han havde tabt sin pistol i vandet, og manden kæmpede nu som et dyr for at få luft i lungerne og befri sine lemlæstede fingre; hver gang han prøvede på at trække hånden ud af munden på Peter, flåede tænderne endnu dybere sår, og Peter var ved at blive kvalt af nyt, frisk blod.

De kom begge op til overfladen, og Peter fik et glimt af broen, der hævede sig over ham. Den blå politibil var forsvundet, men Magda Altmanns Mercedes holdt midt på broen, og i lyset fra forlygterne genkendte han hendes to livvagter. De stod og lænede sig ud over rækværket, og Peter tænkte et sekund med rædsel på, at de ville begynde at skyde – men derefter blev han og hans modstander slynget så hårdt ind mod en af bropillerne, at de måtte slippe det jerngreb, som de havde låst hinanden fast i.

Strømmen drev dem ind mod bredden. Gispende og stønnende af kulde, udmattelse og smerte, kæmpede Peter for at finde fodfæste. Hans modstander havde også fået grund under fødderne og tumlede desperat ind til bredden. Peter så de to livvagter styrte hen ad broen for at komme ned på bredden. Han var klar over, at han ikke selv kunne fange manden, før han nåede op af vandet.

»Carl!« råbte han op til den forreste af de to livvagter. »Stands ham. Sørg for, at han ikke slipper væk.«

Livvagten sprang over gelænderet og landede som en kat på skrænten ned til floden. Han fandt straks balancen og holdt med begge hænder sin pistol foran sig.

Neden under ham befandt maskinpistolskytten sig i vand til midt på livet og stavrede ind mod bredden. Det var først i det øjeblik, at Peter var klar over, hvad der ville ske.

»Nej!« råbte han, halvkvalt af blod og vand. » Tag ham levende. Dræb ham ikke, Carl!«

Livvagten havde intet hørt, eller også havde han ikke forstået det. Der lød en tordnende eksplosion, og en orangerød flamme stod ud af mundingen på hans pistol. Kuglen ramte den anden mand i brystet.

»Nej!« hylede Peter. »Åh Gud nej!«

Han kastede sig frem og fik tag i manden, før strømmen tog ham, og ved at holde fast i armen på ham fik han ham trukket med ind til bredden, hvor de to livvagter stod parat og tog imod ham. Peter gjorde tre forsøg på at komme op ad skrænten, men hver gang gled han tilbage i vandet, hvorefter Carl rakte ned og tog fat i hans håndled.

Peter knælede ned på den mudrede bred stadig halvkvalt af alt det blod og vand, han havde slugt, og han gjorde opkastningsbevægelser.

»Peter!« Magdas stemme lød rædselsslagen, og han så op og tørrede sig om munden med sit jakkeærme. Hun var sprunget ud af bilen og var på vej hen over broen i løb. Peter kom med besvær på benene og stod og svajede som en fuld mand. Hun nåede hen til ham og støttede ham.

»Peter, åh Gud, hvad er der sket –«

»Denne fyr og nogle af hans venner ønskede at tage dig med ud på en lille køretur – men de tog fejl af adressen.«

De så begge ned på liget. Carl havde brugt en 357 magnum, og skaden var temmelig omfattende. Magda vendte hovedet bort.

»Smukt arbejde,« sagde Peter bittert til livvagten. »Han vil vist ikke være i stand til at besvare nogle spørgsmål, vel?«

»De sagde, at jeg skulle standse ham,« brummede Carl, mens han ladede sin pistol.

»Jeg gad vide, hvad De ville have gjort, hvis jeg havde bedt Dem om at massakrere ham.« Smerterne tog hårdt fat igen, og Peter gispede.

»Du er såret.« Magda var ligbleg. »Tag den anden arm,« beordrede hun Carl, og sammen hjalp de Peter hen til bilen. Peter tog resterne af sit forrevne og gennemblødte tøj af, og Magda pakkede ham ind i et angora– rejsetæppe, før hun inspicerede såret.

Hullet var ikke større end et stik, men det var allerede betændt, og kuglen havde sat sig fast mellem et ribben og den hårde muskel ved det store mangekantben.

»Gudskelov –« hviskede hun og tog sit Jean Patou tørklæde af for at lægge en midlertidig forbinding. »Vi kører dig direkte til hospitalet i Versailles. Kør hurtigt, Carl.«

Hun åbnede døren til et lille barskab ved bagsædet i bilen og hældte noget whisky op fra en krystalkaraffel. Det tog den værste smag af blod i Peters mund og varmede hele vejen ned gennem svælget, og det stilnede også den krampe, han havde i mellemgulvet på grund af kulden og choket.

»Hvad fik dig til at komme?« spurgte han.

»Politiet i Rambouillet havde fået en anmeldelse om en bilulykke – de kendte Maseratien og ringede derfor straks til La Pierre Bénite. Jeg frygtede det værste.«

På det tidspunkt nærmede de sig indkørslen til ejendommen. Resterne af Maseratien lå og ulmede i vejkanten, og rundt omkring den, som spejdere ved et lejrbål, befandt sig en halv snes gendarmer i deres hvide plasticregnfrakker og runde kepier. De lod til at være usikre med hensyn til, hvad de skulle foretage sig.

Carl sagtnede farten, og Magda rullede sidevinduet ned og talte med en gendarmofficer, som behandlede hende med største respekt. »Oui, madame la Baronne, d’accord. Tout à fait vrai –« Hun nikkede til sidst til ham, og han og hans mænd gjorde honnør, da bilen kørte igen.

»De vil finde liget ved broen –« sagde hun.

»Der er måske et lig til ved udkanten af skoven derhenne.«

»Du er pragtfuld,« sagde hun og så på ham med sine skrå øjne.

»De bedste bliver aldrig ramt,« svarede han og smilede til hende. Whiskyen havde dulmet smerterne og lettet presset i mellemgulvet. Det var herligt stadig at være i live; det begyndte han at værdsætte igen.

»Du havde ret med hensyn til Maseratien – det var den, de ventede på.«

»Det var derfor, jeg brændte den,« sagde han.

»Peter, du aner ikke, hvilket chok jeg fik. Politiet sagde, at chaufføren stadig var inde i den og var brændt. Jeg var lige ved ikke at komme. Jeg ønskede ikke at se det. Jeg ville hellere sende mine ulve, men så overvandt jeg mig selv. Jeg måtte vide besked, jeg måtte have sikkerhed. Det var Carl, der så dig nede i floden, da vi kørte ud på broen. Han sagde, det var dig. Jeg turde ikke tro på det –« Hun brød af, og der gik et kuldegys gennem hende. »Fortæl mig, hvad der skete – det hele,« bad hun og hældte mere whisky i hans glas.

Peter fortalte hende ikke noget om Citroën’en, som havde fulgt efter ham i Paris. Han sagde til sig selv, at der måtte være tale om en tilfældighed; det kunne ikke være rigtigt, for hvis chaufføren i Citroën’en havde hørt til morderbanden, ville han have ringet til de andre og advaret dem om, at baronessen ikke var med i Maseratien, og det ville så have betydet, at det ikke var hende, de var ude efter men ham, og det forekom ikke sandsynligt, for det var først her til morgen, at han havde udlagt sig selv som lokkemad, og det havde de endnu ikke haft tid til at reagere på. Han standsede den snurrende karrusel af tanker – chok og whisky, sagde han til sig selv. Senere ville der blive lejlighed til at tænke det hele mere fornuftigt igennem. I at han var løbet ind i deres net. Sådan fremstillede han det også over for hende og begyndte med det tidspunkt, hvor han fik øje på politibilen, der holdt på vejen. Magda lyttede opmærksomt til ham, mens hun så på ham med sine store øjne og hele tiden rørte ved ham ligesom for at berolige sig selv.

Da Carl kørte op foran indgangen til hospitalet, havde politiet sendt besked i forvejen over radioen, og en turnuskandidat og to sygeplejersker stod parat og ventede med en båre.

Før Magda åbnede døren og lod dem tage ham, lænede hun sig ind over ham og kyssede ham på læberne.

»Jeg er så lykkelig for, at jeg stadig har dig,« hviskede hun og fortsatte med munden tæt ved hans øre: »Det var Caliph igen, ikke sandt?«

Han trak på skuldrene, skar en grimasse fordi det stak i såret, og svarede: »Jeg kan ikke forestille mig nogen anden gøre et så professionelt stykke arbejde.«

Magda gik ved siden af båren helt hen til operationsstuen, og hun sad også ved siden af hans seng, da han vågnede efter bedøvelsen.

Den franske læge var der også, og han fremviste den makabre, blodtilsmurte souvenir med en flot gestus som en tryllekunstner.

»Jeg behøvede ikke at skære,« fortalte han stolt Peter. »Kun skrabe i såret.« Kuglen var flad på den ene side, og den havde uden tvivl mistet det meste af sin kraft, da den trængte igennem Maseratiens karrosseri. »De er en meget heldig mand,« fortsatte lægen. »De er i fin form og med muskler som en væddeløbshest, og det har forhindret kuglen i at gå for dybt. De vil snart være all right igen.«

»Jeg har lovet at se efter dig, så du kan få lov til at komme med hjem nu. Er det ikke rigtigt, doktor?«

»De vil få en af verdens smukkeste sygeplejersker.« Lægen bukkede galant for Magda og gik ud, mens han kastede et langt blik efter hende.

Lægen havde ret. Såret fra kuglen generede ham mindre end de rifter, han havde fået i lårene fra pigtrådshegnet, men Magda Altmann plejede ham, som om han led af en uhelbredelig sygdom.

Da hun næste dag blev nødt til at tage hen til sit kontor på Boulevard des Capucines, ringede hun tre gange til ham for at sikre sig, at han stadig levede og for at spørge om hans nummer i sko og forskelligt tøj. Det var endnu dagslys, da hun sammen med sine medarbejdere vendte tilbage til La Pierre Bénite.

»Du har en arbejdstid som en tjenestemand,« sagde han til hende, da hun kom direkte ind til ham i gæstesuiten, hvorfra der var udsigt over terrasserne med plænerne og den kunstige sø.

»Jeg vidste, at du savnede mig,« svarede hun og kyssede ham.

»Men Roberto fortæller mig, at du har været ude at gå i regnen. Lægen sagde, at du skulle blive i sengen. I morgen bliver jeg nødt til at være hjemme, så jeg selv kan passe dig.«

»Skal det opfattes som en trussel?« Han smilede bredt. »For den slags trusler ville jeg lade Caliph skyde endnu et hul –«

Hun lagde en finger på hans læber. »Peter, du må ikke spøge med sådan noget.« Men den frygt, der pludselig havde afspejlet sig i hendes ansigt, forsvandt lige så hurtigt igen, og hun smilede atter. »Se, hvad jeg har købt til dig.«

Peters kuffert havde ligget i Maseratiens bagagerum, og den havde hun erstattet med en kuffert i sort krokodilleskind fra Hermes. For at fylde den måtte hun have begyndt i den øverste ende af Faubourg St Honore og arbejdet sig hele vejen ned til Place Vendôme.

»Jeg havde glemt, hvor sjovt det er at købe gaver til en som –« Hun afsluttede ikke sætningen men holdt en slåbrok af silkebrokade frem. »Enhver hos St Laurent var klar over, hvad jeg tænkte på, da jeg valgte denne.«

Hun havde intet glemt. Barbermaskine, silkelommetørklæder og undertøj, en blå blazer, bukser og sko fra Gucci, ja selv manchetknapper i guld, hver med en lille safir.

»Nu vil jeg gå ud og klæde mig om til middag,« sagde hun. »Jeg sagde til Roberto, at vi ville spise her, for der er ingen gæsteri aften.«

Da hun kom tilbage, havde hun skiftet fra den grå dragt til en lang kjole, der bestod af lag på lag af spindelvævstynd silke, som bølgede om hende, og hendes glansfulde hår hang løst ned til taljen.

»Jeg åbnerchampagnen,« sagde hun. »Det skal der to hænder til.«

Han havde brokadeslåbrokken på og den venstre arm i en slynge, og de stod og beundrede hinanden over champagneglassenes kant.

»Jeg valgte rigtigt,« nikkede hun. »Blå er absolut din farve. Det skal du bære oftere.« Han kunne ikke lade være med at smile ad den skøre kompliment, og de stødte deres glas mod hinanden og hilste, før de drak. Straks efter satte hun sit glas fra sig og blev pludselig alvorlig.

»Jeg har talt med mine venner i Sûreté. De er enige i, at det var et forsøg på at kidnappe mig, men jeg bad dem om ikke at besvære dig med en redegørelse, før du følte dig bedre tilpas. Jeg sagde, at de måske kunne sende en mand i morgen, som kunne udspørge dig. De har ikke fundet spor af den anden mand, du skød i udkanten af skoven. Enten har han været i stand til at gå, eller også har hans venner slæbt ham væk.«

»Og den døde – hvad med ham?« spurgte Peter.

»Politiet kender ham godt. Han har været i Algier med faldskærmstropperne. Var med til mytteriet. Han har en meget grum fortid. Mine venner var forbavset over, at det ikke var lykkedes ham at dræbe dig. Jeg sagde ikke for meget om din fortid. Det skulle jeg heller ikke, vel?«

»Nej,« sagde Peter.

»Når jeg er sammen med dig, glemmer jeg helt, at du også er en farlig mand.« Hun brød af og kiggede undersøgende på hans ansigt. »Eller er det en del af årsagen til, at jeg finder dig så –« hun ledte efter ordet– »så beundringsværdig? Du har sådan en blid facon, Peter. Din stemme er så blød og –« Hun trak på skuldrene. »Men der er noget ved den måde, du somme tider smiler på, og i et ganske bestemt lys er dine øjne så blå og hårde og næsten grusomme. Så husker jeg, at du har dræbt mange mennesker. Tror du det er det, der betager mig?«

»Det håber jeg ikke.«

»Nogle kvinder lader sig ophidse af blod og vold – der er altid lige så mange kvinder som mænd til tyrefægtning og boksekampe, og jeg har lagt mærke til deres ansigter. Jeg har tænkt over, hvordan jeg selv er, men jeg ved kun, at jeg føler mig tiltrukket af stærke mænd og af mænd med magt. Aaron var sådan en mand. Siden ham har jeg ikke fundet ret mange andre af samme type.«

»Grusomhed har ikke noget at gøre med styrke,« sagde Peter til hende.

»Nej, den virkelig stærke mand har et anstrøg af mildhed og barmhjertighed. Du er så stærk, men når vi elsker, gør du det med den yderste blidhed, selvom jeg altid kan mærke styrken og grusomheden, der bliver holdt i ave ligesom hos jagtfalken, der sidder under sin hætte.«

Hun gik hen til en broderet klokkestreng, der hang ned fra loftet, hvis gesimser var prydet med håndmalede hyrdemotiver af den type, som Marie Antoinette havde beundret så meget. Peter vidste, at det meste af inventaret i La Pierre Bénite var købt ved auktioner, hvor de revolutionære komiteer i sin tid sørgede for at sprede de enorme skatte, som huset Bourbon havde samlet.

Et øjeblik efter trådte Roberto, den italienske butler, ind i værelset med et rullebord, hvor middagen var rettet an. Han skænkede selv vinen op og stillede sig derefter afventende klar til at servere maden, men Magda betydede ham med en gestus, at der ikke mere var brug for ham, og han trak sig bukkende tilbage.

Ved Peters kuvert lå en pakke i silkepapir og med en rød sløjfe på. Han så spørgende op på hende, mens hun øste suppe op i skåle fra Limoges.

»Da jeg først begyndte at købe gaver, kunne jeg ikke holde op,« forklarede hun. »Desuden blev jeg ved med at tænke på, at den kugle lige så godt kunne have været i min ryg.« Så blev hun pludselig utålmodig. »Skal du ikke åbne den?«

Han åbnede den forsigtigt og sad så fuldkommen tavs og stirrede.

»Afrika er din specialitet, ikke sandt?« spurgte hun ivrigt. »Det nittende århundredes Afrika?«

Han nikkede overvældet og åbnede værket, som var indbundet i rødbrunt læder. Det var et usædvanlig velholdt eksemplar, kun forfatterens håndskrevne dedikation på forsatsbladet var gulnet.

»Hvor i alverden har du fundet dette?« spurgte han. »Det var på Sotheby’s auktion i 1971. Jeg bød på det.« Han havde opgivet, efter at buddene var kommet op på fem tusind pund.

»Du har da ikke førsteudgaven af Cornwallis Harris?« spurgte hun igen ivrigt, og han rystede på hovedet, mens han studerede en af hosens store farveplancher.

»Nej, det har jeg ikke. Men hvordan kunne du vide det?«

»Åh, jeg ved lige så meget om dig, som du selv gør.« Hun lo. »Hvad synes du om Dogen?«

»Den er pragtfuld. Jeg er målløs.« Gaven var alt for ekstravagant selv for et menneske med hendes økonomiske baggrund. Det bekymrede ham, og han kom til at tænke på ægtemanden, der kommer hjem og overrasker sin kone med en buket blomster, hvorefter hun siger: »Hvorfor har du dårlig samvittighed?«

»Kan du virkelig godt lide den? Jeg har så lidt forstand på bøger.«

»Det er simpelt hen den udgave, som vil komplettere min samling af betydningsfulde værker. Og det er måske det fineste eksemplar, der eksisterer uden for British Museum.«

»Det er jeg lykkelig for.« Hun var tydeligvis lettet. »Jeg var virkelig meget spændt.« Hun lagde potageskeen fra sig og løftede armene for at modtase hans omfavnelse.

Under måltidet var hun livlig og snaksom, og først da Roberto havde kørt rullebordet ud, og de sad sammen i sofaen foran ilden, blev hun alvorlig igen.

»Peter, i dag har jeg ikke kunnet tænke på andet end Caliph, Jeg har været bange, og det er jeg stadig. Jeg bliver ved med at tænke på Aaron og hvad de gjorde ved h– am – og jeg har tænkt på dig og på det, der kunne være sket.«

De sad tavse og stirrede ind i flammerne, mens de drak deres mokka, og så pludselig skiftede hun emne. Han var efterhånden blevet vant til hendes flyvske måde at tænke på.

»Jeg ejer en ø – nej ikke kun en ø, det er i virkeligheden ni små øer. Og mellem dem er der en lagune, som er ni kilometer Med. Vandet er så klart, at man kan se fiskene i femten meters dybde. Der er en landingsbane på det største rev. Kun to timers flyvning fra Tahiti. Ingen ville nogen sinde vide, at vi befandt os der. Vi kunne svømme hele dagen, vandre i sandet, elske under stjernerne. Du ville være konge over øerne, og jeg ville være din dronning. Slut med Altmann Industries – jeg ville finde en anden, som var lige så god eller bedre end jeg selv til at lede det. Slut med farer og frygt. Slut med Caliph – slut med –« Hun standsede brat op, som om hun pludselig følte, at hun var ved at gå for vidt, men så fortsatte hun hurtigt. »Lad os tage derhen, Peter. Lad os glemme alt dette. Lad os flygte langt bort og blive lykkelige sammen for altid.«

»Det er en smuk tanke.« Han vendte sig om mod hende.

»Det ville lykkes for os to. Vi ville få det til at lykkes.«

Han sagde ikke noget, kiggede hende blot ind i øjnene, indtil hun så til den anden side og sukkede.

»Nej, Du har ret. Ingen af os ville kunne opgive det liv, vi lever. Vi er nødt til at fortsætte – men Peter, jeg er så bange. Jeg er bange for det, jeg ved om dig, og det, jeg ikke ved. Jeg er bange for det, du ikke ved om mig, og det, jeg aldrig kan fortælle dig – men vi er nødt til at fortsætte. Du har ret. Vi må finde Caliph og tilintetgøre ham. Men åh Gud, jeg beder til, at vi ikke tilintetgør os selv og det, vi har fundet sammen – jeg beder til, at vi ikke vil miste det.«

»Den bedste måde at fremmane frygt og angst er ved at tale om det.«

»All right, så lad os gætte gåder i stedet. Jeg begynder. Hvad er det værste, en kvinde kan komme ud for?«

»Jeg giver op.«

»At sove alene en vinternat.«

»Redning er lige ved hånden,« lovede han hende.

»Men hvad med din stakkels skulder?«

»Hvis vi forener vor uhyre visdom og vore talenter, tror jeg, vi finder ud af det.«

»Jeg tror, du har ret.« Hun spandt og kroede sig som en kælen kat. »Som altid.«

Der er altid noget vidunderlig dekadent ved at købe undertøj til en smuk pige, og Peter kunne ikke lade være med at more sig over en midaldrende ekspeditrice, som tydeligvis gjorde sig sine egne tanker om hans rolle og derfor fremlagde de allerdyreste ting i florlet knipling og det fineste silke.

»Ja,« udbrød Melissa– Jane begejstret. »Det er lige netop –« Hun holdt et par trusser op mod sin kind, og ekspeditricen lykønskede sig selv, fordi hun var så forudseende. Peter ville nødigt skuffe hende, og han fortsatte med at spille rollen som den ældre kavaler, der er spendabel over for et pigebarn – han ville gøre det endnu et par minutter, mens han kiggede ind i spejlet bag hende.

Hans »skygge« var der stadig, en ubestemmelig skikkelse i grå overfrakke, som stod i den modsatte side af lokalet og havde travlt med at kigge på en udstilling af brystholdere.

»Jeg tror ikke, din mor ville bifalde dit valg, min skat,« sagde Peter, og ekspeditricen så forbløffet på ham.

»Åh far, jeg bliver fjorten i næste måned.«

De havde skygget ham, lige siden han ankom til Heathrow den foregående eftermiddag, og Peter kunne ikke afgøre, hvem de var. Han begyndte at fortryde, at han ikke havde sørget for en erstatning for den pistol, han havde tabt i floden.

»Vi må hellere vælge noget, der er lidt mere fornuftigt,« sagde Peter til sin datter, og både hun og ekspeditricen så temmelig slukørede ud.

»Ikke noget med elastik i benene!« jamrede Melissa– Jane.

»All right, vi finder et kompromis,« sagde Peter. »Ikke noget med elastik – men heller ikke knipling, ikke før du er seksten. Jeg synes lakerede negle må være tilstrækkeligt lige nu.«

»Far, du kan virkelig være noget så gammeldags!«

Han kastede igen et blik op i spejlet, og nu var der vagtskifte i den modsatte side af dameafdelingen i Harrods. Manden i den grå overfrakke gik sin vej og forsvandt ind i en elevator. Det ville vare noget, før Peter fik øje på hans efterfølger – og så smilede han for sig selv, nej, det ville det ikke. Her kom han! Han var iført tweedsportsjakke og stramtsiddende skotskternede bukser, og han smilede bredt.

»Hej, din gamle satan. Det var en overraskelse.« Han kom hen til Peter og gav ham et dunk mellem skulderbladene, så han krympede sig af smerte.

»Colin.« Peter vendte sig om. »Ja, det var sandelig en overraskelse. Jeg er faldet over dine gorillaer lige siden i går.«

»Idioter,« indrømmede Colin elskværdigt. »Alle sammen idioter!« Så vendte han sig om mod Melissa– Jane. »Du er smuk,« sagde han og kyssede hende med lidt mere end onkelagtig begejstring.

»Onkel Colin. Du kommer som kaldet.« Melissa– Jane tog de gennemsigtige trusser og holdt frem. »Hvad mener du om disse?«

»Det er simpelt hen dig. Dem må du absolut have.«

»Vil du ikke nok sige det til far.«

Colin så sig omkring i Dorchester– suiten og mumlede: »Det kalder jeg luksus. Det finder man ikke i hæren.«

»Far er ved at være en rigtig opblæst plutokrat – ligesom onkel Steven,« sagde Melissa– Jane.

»Så vidt jeg ved, bruger både du og Vanessa og de andre veninder kniplingstrusser,« sagde Peter og gik til modangreb på sin datter.

»Det er noget andet,« svarede Melissa– Jane og trykkede pakken fra Harrods ind til sig. »Man kan godt have sin sociale samvittighed i orden, uden at man behøver at klæde sig som en bonde.«

»Det lyder rimeligt.« Peter tog sin jakke af og gik hen til barskabet. »Bourbon?«

»Ja tak, med is,« sagde Colin.

»Er der noget sød sherry?« spurgte Melissa.

»Der er en coca-cola til dig,« svarede Peter. »Og du kan tage den med ind i dit eget værelse, unge dame.«

Da hun var gået, brummede Peter: »Sød sherry, det må man nok sige.«

Colin tog imod sit glas og raslede isterningerne rundt, mens han satte sig mageligt til rette i en lænestol. »Vil du ikke gratulere mig?«

»Med hvad?« Peter tog sit eget glas og stillede sig ved vinduet, hvorfra han kunne se ned over Hyde Park. »Hvad har du bedrevet?«

»Hold nu op, Peter! De gav mig dit job, efter at du var gået din vej.«

»Før de fyrede mig.«

»Efter du var gået din vej,« gentog Colin stædigt. Han nippede til sin bourbon. Bagefter så han sig omkring i suiten og slog ud med hånden. »Det er pragtfuldt. Virkelig pragtfuldt. Du har spildt din tid i Thor. Du må tjene mere nu end alle de øverste værnschefer til sammen.«

»Jeg tør vædde på, at du allerede har set en kopi af min kontrakt med Narmco.«

»Narmco!« Colin fløjtede. »Er det dem, du arbejder for? For fanden mand, det er jo alle tiders!«

Peter satte sig over for Colin. – »Hvem har sendt dig?« spurgte han. »

Hvorfor skulle nogen have sendt mig? Kunne det ikke tænkes, at jeg blot kom for at slå en sludder af med en gammel ven?«

»Han sendte dig, fordi han tænkte, at jeg ville afvise enhver anden.«

»Alle ved selvfølgelig, at vi elsker hinanden som brødre.«

»Hvilken besked bringer du med, Colin?«

»Til lykke, Peter. Jeg er her for at fortælle dig, at du har vundet en returbillet til New York.«

Peter sad og kiggede udtryksløst på Colin, men han tænkte hurtigt. Han vidste, at han ville blive nødt til at acceptere og tage af sted. På en eller anden måde var der nogle brikker, der var ved at falde på plads.

»Hvornår?«

»Der holder en militærmaskine parat på Croydon.«

»Hvad med Melissa-Jane?«

»Jeg har en bil med chauffør, der venter udenfor, og som kan køre hende hjem.«

»Hun vil hade dig for det.«

»Det er mit livs tragedie,« sukkede Colin. »Kun hunde elsker mig.«

De spillede gin– rommy og drak sort kaffe på hele turen over Atlanten. Det var hovedsagelig Colin Noble, som talte, mens han røg cerutter. Det var snak om Thor, om træningsprogrammer, om mandskabet, små anekdoter om mænd og ting, som de begge kendte så godt til – og han gjorde ikke noget forsøg på at udspørge Peter om hans job eller om Narmco. Han lod kun en bemærkning falde om, at han nok skulle sørge for, at Peter var tilbage i London til den række Narmco møder, som han havde arrangeret, og som skulle starte den følgende mandag. Det var en velovervejet og ikke særlig raffineret tilkendegivelse af, hvor meget Atlas kendte til Peter og hans nye aktiviteter.

De landede i Kennedy– lufthavnen lidt efter midnat, og der holdt en militærvogn med chauffør parat til at bringe dem hen til et motel, hvor de skulle tilbringe resten af natten.

Efter seks timers søvn var Peter stadig klatøjet og tung i hovedet, da han næste morgen med forbløffelse så Colin fortære et af disse utrolige amerikanske morgenmåltider, som bestod af vafler med honning, wienerpølser og bacon og æg, sukkerkager og klæbrige boller, og som skylles ned med talrige slurke frugtsaft og kaffe. Derefter tændte Colin sin første cerut og meddelte:

»Nu ved jeg, at jeg er hjemme igen. Først nu er jeg blevet klar over, at jeg gennem to år har været ved at sulte ihjel på grund af underernæring.«

Den samme militærvogn ventede på dem ved indgangen til motellet. Cadillac’en angav deres status inden for det militære hierarki. Fra det polstrede, luftkonditionerede interiør så Peter ud på Harlems triste ghettoer, og fra den højtliggende kørebane langs East River mindede det Peter om en øde slagmark med kun nogle få overlevende, som gemte sig i mørke døråbninger eller pilede hen ad snavsede og hullede fortove i den kolde, tågede morgen.

Turen gik gennem krydset ved Fifth og One Hundred and Eleventh Street og sydpå forbi Metropolitan Museum of Art, hvor myldretrafikken var begyndt, og derefter kørte de ned i det underjordiske parkeringsanlæg under en af de massive skyskrabere, der syntes at rage helt op i den grå, kolde himmel.

Ved indgangen var der et skilt med »Kun for beboere,« men dørvogteren løftede straks det elektronisk styrede gitterværk og vinkede dem igennem. Colin ledte Peter hen til rækken af elevatorer, og de kørte op til øverste etage, hvor en bevæbnet soldat fra militærpolitiet undersøgte Colins Atlas– papirer, før han åbnede en gitterlåge for dem.

Lejligheden, de kom ind i, optog hele etagen, og gennem glasdørene kunne man se ud i hængende haver og over til andre skyskrabere, såsom Pan American– bygningen og World Trade Center.

Udsmykningen var orientalsk, et nøgent interiør med forskellige kunstgenstande, som Peter fra tidligere besøg vidste var af umådelig værdi – antikke japanske malerier på silke, udskårne ting i jade og elfenben, en hel udstilling af små japanske figurer – og i et atrium, som de gik igennem, var der en miniatureskov af japanske dværgtræer, hvis krogede stammer og grene fortalte om deres høje alder.

Men helt uden for stilen fyldtes de udsøgte værelser af den tordnende musik fra Eroica spillet af Berlins filharmoniske orkester under ledelse af Herbert von Karajan.

I den anden ende af atrium’et var der en almindelig dør i lys eg, og da Colin Noble havde trykket på en knap ved siden af, gled døren næsten omgående op.

Kingston Parker stod ved siden af pianoet, en helteskikkelse. høj og bredskuldret og med det store hoved sænket og øjnene lukket. Hans ansigtsudtryk tydede på næsten religiøs ekstase.

Peter og Colin standsede på dørtærskelen, fordi de følte, at deres tilstedeværelse i dette øjeblik kunne opfattes som en påtrængende forstyrrelse, men det varede kun et par sekunder, før han hævede hovedet og ligesom rystede musikkens fortryllelse af sig, da han standsede grammofonen. Stilheden efter de bragende akkorder føltes overvældende.

»General Stride,« hilste Kingston Parker ham. »Eller må jeg stadig kalde Dem Peter?«

»Mr. Stride vil være udmærket,« sagde Peter, og Parker gjorde en lille beklagende gestus. Uden at række ham hånden anviste han Peter plads i en lædersofa i den anden ende af værelset.

»De kom i det mindste,« sagde han, og Peter nikkede, da han satte sig.

»Min nysgerrighed har altid været umættelig.«

»Det var også den, jeg satte min lid til,« Kingston Parker smilede. »Har De fået morgenmad?«

»Vi har fået en bid brød,« indskød Colin, men Peter nikkede.

»Men så kaffe da,« sagde Parker og gav besked i et samtaleanlæg, før han igen henvendte sig til dem.

»Hvor skal vi begynde?« Parker strøg sig over det kraftige grå hår med begge hænder, og det blev det kun mere uglet af.

»Lad os begynde ved begyndelsen,« foreslog Peter.

»Ved begyndelsen« Parker smilede venligt. »All right, i begyndelsen var jeg imod Deres tilknytning til Atlas.«

»Det ved jeg.«

»Jeg regnede ikke med, at De ville acceptere kommandoen over Thor, fordi det var et skridt tilbage i Deres karriere. De overraskede mig imidlertid, og det var ikke første gang.«

En kinesisk tjener i hvid jakke og med blanke knapper kom ind med en bakke. De sad tavse, mens han skænkede kaffe og hældte fløde og sukker op, og da han var gået igen, fortsatte Parker:

»På det tidspunkt var det min vurdering af Dem, general Stride, at selvom De havde en brillant karriere bag Dem og havde opnået store resultater, så var De alligevel en officer med en gammeldags, usmidig tankegang, som passede bedre til fortidens skyttegravskrige end de skyggekampe, vi udkæmper nu og vil blive tvunget til at udkæmpe i fremtiden.«

Han rystede på sit store hoved og ubevidst kærtegnede han det glatte, kølige klaviatur på flyglet og satte sig på bænken foran.

»Forstår De, general Stride, jeg troede ikke på, at Atlas kunne løse de opgaver, som den var udset til, hvis den kun var et gengældelsesvåben, og hvis man altid skulle afvente en fjendtlig handling, før man kunne reagere. Det kunne heller ikke nytte noget, at Atlas var afhængig af andre organisationer med deres indbyrdes rivalisering og interne kævlerier. Jeg havde derfor brug for officerer, som ikke alene var strålende dygtige, men også i stand til at tænke og handle ukonventionelt og selvstændigt. Jeg troede ikke på, at De var i besiddelse af disse egenskaber, selvom jeg studerede Dem omhyggeligt. Jeg havde ikke fuldkommen tillid til Dern.«

Som for at understrege sine ord lod han de slanke fingre løbe hen over tangenterne, og et øjeblik syntes han helt opslugt af sin egen musik, men så løftede han hovedet igen og vendte sig om.

»Jeg er blevet nødt til helt at revidere min opfattelse af Dem, general Stride – og det var vanskeligt for mig at gøre. For ved at vise de egenskaber, som jeg troede De savnede, kuldkastede De min bedømmelse. Jeg må indrømme, at personlig krænkelse fik afgørende indflydelse på mig på det tidspunkt, og da jeg atter kunne tænke klart igen, var De blevet provokeret til at tilbyde Deres tilbagetræden.«

»Jeg ved, at min afskedsansøgning var stilet til Dem personligt, dr. Parker – og at De anbefalede, at den blev accepteret.« Peters stemme var meget kold, og der var en klang af behersket vrede – og Parker nikkede.

»Ja, det er rigtigt. Og jeg påtegnede Deres afskedsansøgning.«

»Så ser det ud til, at vi spilder vores tid.« Peters læber var presset sammen til en tynd streg, og han havde et hårdt og afvisende udtryk i ansigtet.

»General Stride, lad mig få lov til først at forklare.« Parker strakte en hånd frem mod ham, som om han ville forhindre ham i at rejse sig. Peter sank tilbage i sofaen, men han var stadig sammenbidt.

»Jeg bliver nødt til at gå lidt tilbage i tiden for at få en fornuftig sammenhæng i det hele.« Han rejste sig fra pianoet og gik hen til et pibestativ, som stod på arbejdsbordet ved siden af hi-fi anlægget. Han valgte omhyggeligt en merskumspibe, som efterhånden havde antaget en farve som det ædleste rav, og derefter gik han tilbage og stillede sig foran Peter.

»Nogle måneder før kapringen af 070 – seks måneder for at være helt præcis – modtog jeg antydninger om, at den internationale terrorisme var ved at gå ind i en ny fase. I begyndelsen var det kun antydninger, men de blev bekræftet og fulgt op af stærkere beviser.« Parker stoppede sin merskumspibe fra en skindtobakspung, mens han talte, og bagefter trak han lynlåsen til og lagde tobakspungen fra sig på pianoet. »Vi blev klar over, at de ond– e kræfter var ved at slutte sig sammen under en eller anden form for central ledelse – men vi vidste ikke hvilken slags ledelse.« Han gjorde en pause og studerede Peters reaktion, og han tolkede den som absolut mistro, for han rystede på hovedet. »Ja, jeg ved, at det lyder usandsynligt, men jeg skal vise Dem det materiale, vi har. Vi har beviser for, at der blev afholdt møder mellem kendte militante ledere og nogle andre ukendte personer, muligvis repræsentanter fra en østeuropæisk regering. Vi var ikke helt sikre på det tidspunkt, men det er vi nu. Og umiddelbart efter disse møder indtrådte der en komplet forandring i udførelsen af den militante aktivitet. Jeg behøver vist ikke at gå i detaljer. Men det begyndte med den systematiske tilvejebringelse af umådelige finansielle reserver ved velorganiserede og omhyggeligt planlagte kidnapninger af prominente personer, først olieministrene fra OPEC og derefter ledende industri– og finansfyrster –« Parker strøg en tændstik og sugede på sin pibe, så røgen hvirvlede rundt om hovedet på ham. »Så var der kapringen af 070. Jeg havde ikke forinden betroet mig til Dem, og det var for sent, da De først var på vej til Johannesburg. Jeg kunne ikke gøre andet end forsøge at styre Dem gennem temmelig håndfaste ordrer. Jeg kunne ikke forklare Dem, at vi frygtede, at dette var begyndelsen til en ny bølge af terrorisme, som satte sig længererækkende og endnu farligere mål end hidtil, og at vi måtte lade udøverne afsløre sig selv og deres politik så meget som muligt, før vi greb ind. Det var en frygtelig beslutning at skulle tage, men jeg var parat til at spille hasard med nogle få menneskeliv for at skaffe mig oplysninger af vital betydning – og så handlede De på en måde, som jeg ikke troede, De var i stand til.« Parker tog piben ud af munden og smilede, og når han smilede, var man parat til at tro på alt, hvad han sagde, lige meget hvor oprørende, det lød. »Jeg indrømmer, general Stride, at min første reaktion var fortvivlelse og raseri. Jeg ønskede Deres hoved på at fad. Men så begyndte jeg i stedet at bruge mit eget hoved. De havde faktisk bevist, at De var den mand, jeg havde været ude efter, en soldat, der kunne tænke og handle ukonventionelt og på egen hånd. Hvis De faldt i unåde og blev afskediget, var der en chance for, at den nye militante centralledelse ville anerkende de samme egenskaber hos Dem, som jeg selv var blevet tvunget til at anerkende. Hvis jeg lod Dem ødelægge Deres karriere og blive en udstødt, en bitter mand, men stadig en mand med store evner og et uvurderligt kendskab til vigtige ting, en mand, som havde bevist, at han kunne være skånselsløs, når det var nødvendigt –« Parker brød af og gjorde en undskyldende gestus. »– Jeg er ked af det, general Stride, men jeg blev nødt til at erkende, at De ville være yderst tillokkende for –« han slog irriteret ud med hånden »– jeg har ikke noget navn til dem, så lad os nøjes med at kalde dem ‘fjenden’. Jeg indså, at fjenden ville være stærkt interesseret i Dem. Jeg påtegnede Deres afskedsansøgning.« Han nikkede trist. »Ja, jeg påtegnede Deres afskedsansøgning, og uden at De selv vidste det, blev De derefter hemmelig agent for Atlas. Jeg syntes, det var perfekt. De behøvede ikke at spille en rolle – De troede selv på det. De var den udstødte, den vragede og miskrediterede mand, moden til at foretage sig noget desperat.«

Parker gik hen til sit arbejdsbord igen, tog en konvolut og gik tilbage og rakte Peter den.

Peter åbnede den og fandt et kontoudtog fra Credit 5uisse i Geneve. Det var i hans navn, og opgørelsen viste en række indskud. Ingen udtræk og ingen debet. Hvert indskud var på præcis samme beløb, det som en generalmajor i den britiske hær tjener om måneden.

»Som de ser,« sagde Parker med et smil– »Får De stadig udbetalt Deres gage. De hører stadig til hos os, Peter. Og det eneste jeg kan sige er, at jeg dybt beklager, at vi har måttet udsætte Dem for dette komediespil – men alt tyder på, at det har været det værd.«

Peter så op på ham, mindre fjendtligt end tidligere, men stadig ikke helt overbevist.

»Hvad mener De med det, dr. Parker?«

»Det ser ud til, at De er tilbage i funktion.«

»Jeg er salgsdirektør for Northern Armaments Company,« sagde han.

»Ja, naturligvis, og Narmco er en del af Altmanns industriimperium – og baron Altmann og hans smukke hustru er, eller rettere var, et overordentligt interessant par. Vidste De for resten, at baronen var en af Mossads topagenter i Europa?«

»Umuligt,« Peter rystede irriteret på hovedet. »Han var katolik. Det israelske efterretningsvæsen plejer ikke at rekruttere katolikker.«

»Det er rigtigt,« sagde Parker. »Hans bedstefar konverterede til katolicismen – og ændrede navnet på familiens ejendom til La Pierre Bénite. Det var en omvendelse, som var dikteret af forretningsmæssige grunde, det er vi sikre på, for det var ikke nogen fordel at være jøde i det nittende århundredes Frankrig. Den unge Altmann var imidlertid stærkt påvirket af sin bedstemor og af sin mor. Han var sionist fra en meget ung alder, og han brugte sin enorme rigdom og indflydelse til at støtte den sag – lige indtil han blev myrdet. Men han gjorde det så listigt og forsigtigt, at de færreste var klar over hans forbindelse med judaisme og sionisme. Han begik ikke den fejl at konvertere tilbage til sine forfædres religion. Han var klar over, at han kunne udrette mere ved at optræde som kristen.«

Peter tænkte hurtigt. Hvis dette var sandt, ændrede det meget. Det kunne give en ny forklaring på baronens død – og det ville ændre den rolle, som Magda Altmann var kommet til at spille i hans liv.

»Baronessen?« spurgte han. »Var hun klar over alt dette?«

»Åh, baronessen!« Kingston Parker tog piben ud af munden og smilede. »En ikke helt almindelig kvinde! Vi ved ikke så meget om hende – bortset fra, at hun er smuk og usædvanlig godt begavet. Vi ved, at hun blev født i Warszawa. Hendes far var professor i medicin på universitetet der, og han flygtede til vesten, mens baronessen var barn. Få år efter blev han dræbt ved en trafikulykke i Paris, da han forlod fakultetet i Sorbonne. og bilisten flygtede. Der er stadig lidt mystik omkring den ulykke. Barnet boede hos snart den ene, snart den anden familie, venner af faderen og fjerne slægtninge – hun udviste allerede stor begavelse og musikalsk talent, og i en alder af tretten år var hun en lovende skakspiller – men så for en periode foreligger der ingen oplysninger om hende. Det er, som om hun fuldstændig forsvandt. Vi har kun en udtalelse fra en af hendes tidligere plejemødre, en meget gammel dame nu og med svigtende hukommelse. »Jeg tror, at hun rejste hjem for et stykke tid, hun sagde til mig, at hun rejste hjem.« Parker slog ud med hænderne. »Vi ved ikke, hvad »hjem« skal betyde. Warszawa? Israel? Et eller andet sted østpå?«

»De har i hvert fald foretaget omhyggelige undersøgelser med hensyn til hendes færden,« sagde Peter. Han var blevet urolig over det, han havde hørt.

»Naturligvis. Vi har undersøgt alle, som De har haft kontakt med, siden De forlod Atlas. Ellers ville vi have været skødesløse. Men vi har især interesseret os for baronessen. Hun har været den mest fascinerende af dem alle, det vil De sikkert give mig ret i.«

Peter nikkede og afventede. Han ville ikke i øjeblikket stille flere spørgsmål. På en eller anden måde følte han sig illoyal over for Magda, men han ventede stadig på fortsættelsen.

»Så kom hun tilbage til Paris, nu nitten år – en højt kvalificeret privatsekretær, som talte fem sprog flydende, smuk, altid klædt efter sidste mode og snart omgivet af velhavende og indflydelsesrige beundrere – den sidste af dem var hendes arbejdsgiver, baron Aaron Altmann.« Parker tav og ventede på spørgsmålet, tvang Peter til at stille det.

»Arbejder hun også for Mossad?«

»Vi ved det ikke. Det er muligt – men hun har i så fald sørget for at holde det godt skjult. Vi håber på, at De vil være i stand til at finde ud af det for os.«

»Javel.«

»Hun må have vidst, at hendes mand var sionist. Hun må have haft mistanke om, at det havde noget at gøre med kidnapningen og mordet på ham. Så er der de seks år af hendes liv, hvor vi intet ved om hende – fra det trettende til hendes nittende år. Hvor befandt hun sig i de år?«

»Er hun jøde?« spurgte Peter. »Var hendes far jøde?«

»Vi mener det, selvom han ikke udviste nogen interesse for religion og ikke skrev noget om det på sit ansøgningsskema til Sorbonne. Hans datter har heller aldrig røbet, om hun tilhørte nogen religion – vi ved kun, at hendes bryllup med baronen var en katolsk ceremoni efterfulgt af borgerlig vielse på rådhuset i Rambouillet.«

»Vi er kommet langt fra den internationale terrorisme,« bemærkede Peter.

»Det tror jeg ikke.« Kingston Parker rystede på hovedet. »Baronen var et offer for den, og lige så snart De – en af verdens førende eksperter i terrorisme og byguerilla – begynder at samarbejde med hende, er der et attentatforsøg eller et forsøg på at kidnappe baronessen.«

Peter var ikke det mindste overrasket over, at Parker vidste alt om, hvad der var foregået den nat på vejen til La Pierre Bénite – det var kun få dage siden, at Peter havde fået armen ud af slyngen.

»Sig mig Peter, hvad er Deres opfattelse af affæren? Jeg har læst et uddrag af den redegørelse, De har givet det franske politi – men hvad kan De tilføje?«

»De var ude efter baronessen,« sagde Peter.

»Og De kørte hendes bil?«

»Ja.«

»De var på det sted ved den tid, da baronessen plejede at passere?«

»Ja.«

»Hvem foreslog, at De kørte bilen?«

»Jeg sagde til hende, at den var for iøjnefaldende.«

»Og så foreslog De, at De hentede vognen og kørte den ned til La Pierre Bénite den nat.«

»Ja.« Peter løj uden at vide, hvorfor han gjorde det. »

Var der andre, som vidste, at det var Dem og ikke baronessen, der kørte vognen?«

»Nej ingen.« Bortset fra hendes livvagter, de to chauffører som var mødt op, da de kom tilbage fra Schweiz, tænkte Peter. »

Er De sikker?« spurgte Parker. »

Ja, ingen.« Bortset fra Magda, kun Magda. Han skubbede vredt tanken til side.

»All right, så må vi acceptere, at baronessen var udset til offer men var det et attentatforsøg eller et forsøg på at bortføre hende? Det er meget vigtigt. Hvis det var et attentatforsøg, kan der være tale om, at man ville rydde en rivaliserende agent af vejen, og at baronessen således var knyttet til Mossad, rekrutteret af sin mand. Men hvis det var et kidnapningsforsøg, må man gå ud fra, at det igen drejede sig om penge. Var det attentat eller kidnapning, Peter?«

»De havde spærret vejen,« sagde han. »Og den falske gendarm gjorde tegn til, at jeg skulle standse –« eller i det mindste sætte farten ned, før de begyndte at skyde, tænkte han – »og de åbnede ikke ild, før det stod klart, at jeg ikke ville standse.« Men de var klar til at skyde, hvis Peter gjorde forsøg på at køre uden om vejspærringen. Der var ingen tvivl om, hvad de to maskinpistolskytter havde til hensigt. »Jeg vil sige, at man var ude på at sikre sig baronessen levende.«

»All right.« Parker nikkede. »Det må vi så tro på i øjeblikket.« Han kiggede hen på Colin, som hele tiden havde siddet tavs. »Oberst Noble? Har De nogle spørgsmål?«

»Ja tak, doktor. Vi har ikke hørt, under hvilke omstændigheder Peter kom i forbindelse med Narmco eller baronessen. Hvem etablerede den første kontakt?«

»Jeg modtog en henvendelse fra et London– firma, som har specialiseret sig i at formidle besættelse af ledende topstillinger. De kom med et tilbud direkte fra Narmco –« Og jeg afviste dem tænkte han. Det var først senere i Abbots Yew –

»Javel.« Colin så skuffet ud. »Der var ikke tale om et møde med baronessen?«

»Ikke på det tidspunkt.«

»De fik tilbudt stillingen som salgsdirektør– blev der ikke forhandlet om andre muligheder, sikkerhedstjeneste, efterretningsvirksomhed –«

»Nej, ikke den gang.«

»Men senere?«

»Ja. Da jeg mødte baronessen blev jeg klar over, at sikkerhedsforanstaltningerne omkring hendes person var utilstrækkelige. Jeg foretog nogle ændringer.«

»Diskuterede De mordet på hendes mand med hende?«

»Ja.«

»Og?«

»Og ingenting.« Peter fandt det svært at improvisere svarene, men han benyttede sig af den gamle regel med at fortælle så meget af sandheden som muligt.

»Der blev ikke talt om at foranstalte en jagt på hendes mands mordere? De blev ikke spurgt, om De ville bruge Deres særlige evner til at arrangere en vendetta?«

Peter måtte træffe en hurtig beslutning. Parker vidste utvivlsomt alt om hans henvendelse til den britiske militærattache i Paris – og om den mading, som han havde lagt ud for at lokke Caliph. Selvfølgelig vidste Parker besked, han var øverste chef for Atlas med adgang til efterretningstjenestens oplysninger. Peter turde ikke benægte det.

»Jo, hun bad mig om at skaffe oplysninger, som kunne indkredse hendes mands mordere. Jeg henvendte mig til G.2 i Paris og spurgte, om de havde noget, men de var ikke i stand til at hjælpe mig.«

Parker gryntede. »Ja, jeg har et notat her om, at G.2 udfærdigede en rutinemæssig rapport om sagen – men man kan vel kun sige, at hendes anmodning var naturlig nok.« Han gik tilbage til sit arbejdsbord og kiggede ned på en blok, hvor der var skrevet noget ned i en slags stenografi.

»Vi kender til otte forhold, som baronessen havde før sit ægteskab, alle til politisk indflydelsesrige og velhavende mænd. De seks af dem var gift.«

Peter opdagede, at han ligefrem skælvede af vrede, og det overraskede ham. Han hadede Parker, fordi han talte om Magda på denne måde. Med en kraftanstrengelse søgte han at indtage en neutral holdning udadtil, og hånden i hans skød var afslappet, selvom han havde mest lyst til at hamre den i synet på Parker.

»– alle disse affærer var omgivet af dybeste diskretion. Der foreligger ikke noget om, at hun havde andre mænd i de år, hun var gift, men siden mordet på baronen har der været tre, en fransk minister, en amerikansk forretningsmand, leder af et af verdens største olieselskaber –« Han vendte sig om mod Peter. »Og for nylig har der været endnu en.« Han stirrede på Peter med et gennemtrængende blik. »Damen forstår sandelig at forene det nyttige med det behagelige. Alle hendes partnere har været mænd, som forstod at give hende konkrete beviser på deres følelser. Jeg tror, at denne regel også gælder for hendes sidste valg af sexpartner.«

Colin Noble hostede forlegent og flyttede sig i stolen, men Peter end ikke så på ham, han fortsatte med at stirre udtryksløst på Kingston Parker. Han og Magda havde ikke gjort noget stort nummer ud af at hemmeligholde deres forhold – men det føltes alligevel usmageligt at diskutere det med andre.

»Jeg tror, at De nu befinder Dem i en situation, hvor De vil være i stand til at indhente vigtige oplysninger – jeg tror, at De vil kunne skabe en slags kontakt med fjenden. Spørgsmålet er kun, om De af følelsesmæssige eller andre årsager ikke mener at kunne klare denne opgave?« Kingston Parker lagde hovedet på skrå og afventede svaret.

»Jeg har aldrig ladet mit privatliv influere på udførelsen af mine pligter,« sagde Peter straks.

»Nej,« sagde Kingston Parker. »Det er rigtigt. Og jeg er sikker på, at nu hvor De ved lidt mere om baronesse Altmann, vil De forstå, hvorfor vi interesserer os så stærkt for den dame.«

»Ja, det gør jeg.« Peter havde nu fuld kontrol over sin vrede. »De ønsker, at jeg skal udnytte mit forhold til hende til at udspionere hende. Er det korrekt?«

»Ja, ligesom vi er sikre på, at hun også udnytter situationen til egen fordel –« Parker brød af, som om en eller anden tanke pludselig var faldet ham ind. »Jeg håber ikke, at jeg har været for ligefrem, Peter. Jeg har forhåbentlig ikke ødelagt nogle illusioner.«

»I min alder, doktor, har man ingen il1usioner.« Peter rejste sig. »Skal jeg rapportere direkte til Dern?«

»Oberst Noble vil sørge for at opretholde kontakten mellem os.« Kingston Parker rakte hånden frem til afsked. »Jeg ville ikke have bedt Dem om dette, hvis jeg havde haft noget andet valg.«

Peter trykkede Parkers hånd. Den var kold og tør, og Peter kunne fornemme den fysiske styrke i disse hårde pianistfingre.

»Jeg forstår, sir,« sagde Peter– og han tænkte ved sig selv, at hvis han ikke forstod det nu, ville han i hvert fald komme til det meget snart.

Peter undskyldte sig med træthed for at undgå at spille gin– rommy igen, og han lod, som om han sov under det meste af flyveturen tilbage over. Atlanten. Med lukkede øjne forsøgte han at bringe orden i sine tanker, men de blev alligevel ved med at gå i ring. Han kunne heller ikke blive klar over sine sande følelser for Magda Altmann. Hver gang han prøvede på at analysere dem, antog de nye former. Han vidste ikke, hvorfor det havde gjort ham så vred, da Parker talte om deres »seksuelle forbindelse.« Otte forhold før ægteskabet, seks med gifte mænd, to andre siden hendes mands død – og alle med velhavende og indflydelsesrige mænd. På en eller anden måde følte han sig bedraget, og han hånede sig selv for denne umodne reaktion.

Der var andre spørgsmål, som Parker havde rejst: forbindelsen til Mossad, de seks år i Magdas liv, som man intet kendte til– og så gik hans tanker tilbage til forholdet mellem dem. Var hun virkelig i stand til at gennemføre et så dygtigt bedrageri, eller var det ikke bedrageri? Led han nu blot af såret stolthed, eller var det lykkedes hende at få ham til at blive forelsket i hende?

Hvordan var hans følelser? Det måtte han i det mindste prøve på at finde ud af, men da de landede igen, havde han stadig ikke fundet svaret på det spørgsmål– bortset fra at han glædede sig til at se hende igen, og at tanken om, at hun udnyttede ham til egen fordel og var i stand til senere at kassere ham, ligesom hun havde gjort med de andre, gav ham kvalme. Han frygtede for at få sandheden opklaret, og pludselig kom han i tanker om hendes forslag om, at de skulle flygte sammen til en øde ø. Kunne det tænkes, at hun var plaget af den samme tvivl og samme frygt som han, og at de på en eller anden måde var udset til at skulle ødelægge hinanden.

På Dorchester lå der tre meddelelser fra hende. Hver gang havde hun opgivet sit Rambouillet-nummer. Han ringede straks til hende.

»Åh Peter, jeg var så bekymret. Hvor har du været?« Det var vanskeligt at forestille sig, at hendes bekymring var komediespil, og det var endnu vanskeligere at se bort fra den glæde, hun gav udtryk for, da hun næste dag ved middagstid personligt mødte op i Charles de Gaulle-lufthavnen i stedet for at sende en chauffør.

»Jeg havde behov for at komme væk fra kontoret en times tid,« forklarede hun, og så trykkede hun sig ind til ham. »Det passer selvfølgelig ikke. Jeg kom, fordi jeg ikke kunne holde ud at vente på dig den time længere. Jeg tror nok, jeg opfører mig skamløst. Hvad må du ikke tænke om mig!«

Den aften spiste de på Le Doyen, og bagefter gik de i teatret i Palais de Chaillot. Peters franske var ikke så avanceret, at han kunne klare Moliére, så i stedet morede han sig med at sidde og betragte Magda i smug, og i et par timer lykkedes det ham at fortrænge de ubehagelige tanker, som han tumlede med, og først da de henad midnat kørte tilbage til La Pierre Bénite, foretog han det næste træk i det komplicerede spil.

»Jeg kunne ikke sige det i telefonen,« sagde han. »Jeg modtog en henvendelse fra Atlas. Lederen af organisationen kaldte mig til et møde i New York. Det er der, jeg har været, mens du ringede. De er også ude efter Caliph.«

Hun sukkede og stak sin hånd i hans. »Jeg ventede på, at du skulle fortælle mig det, Peter,« sagde hun og sukkede igen. »Jeg vidste, at du var i Amerika, og jeg havde en frygtelig forudanelse om, at du ville lyve for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg så ville have gjort.« Peter spekulerede på, hvordan hun kunne vide, at han var i New York, men kom så i tanker om hendes »kilder.«

»Fortæl mig om mødet,« bad hun, og han fortalte hende det hele undtagen de nagende spørgsmålstegn, som Kingston Parker havde sat ved hendes person. De mystiske år, baronens forbindelse med Mossad og de ti ukendte mænd i hendes liv.

»Det lod ikke til, at de vidste, at Caliph bruger det navn,« sagde Peter. »Men de er temmelig sikre på, at du jager ham, og at du har engageret mig til det formål.«

De diskuterede sagen, mens den lille kolonne af biler susede gennem natten, og da hun senere kom hen til hans suite, talte de videre, mens de lå i hinandens arme, og Peter var overrasket over, at han kunne optræde så naturligt. Når han var sammen med hende, var det, som om al tvivl var tilbøjelig til at fordufte.

»Kingston Parker har beholdt mig som medlem af Atlas.« forklarede Peter hende. »Og jeg protesterede ikke. Vi ønsker at finde Caliph, og det kan måske være til gavn for os, at jeg stadig har en stilling hos Atlas.«

»Jeg er enig med dig. Atlas kan hjælpe os – især nu, hvor også de er klar over, at Caliph eksisterer.«

De elskede ved daggry, og endnu før det blev lyst, listede hun bort, men en time senere mødtes de igen ved morgenmaden i havestuen.

Hun skænkede kaffe op til ham og pegede på en lille pakke, der lå ved siden af hans kuvert.

»Vi er åbenbart ikke så diskrete, som vi selv tror, chéri.« Hun lo.»Nogen ved, hvor du tilbringer dine aftener.«

Han vejede pakken i sin højre hånd; den var på størrelse med en rulle 35-mm film, pakket ind i brunt papir og forseglet med rødt voks.

»Det er kommet som ekspresforsendelse i går aftes.« Hun brækkede en af de sprøde croissanter over på sin tallerken og smilede til ham.

Adressen var skrevet med maskine på en selvklæbende etiket, og frimærkerne var engelske, stemplet i Sydlondon den foregående morgen.

Pludselig blev Peter grebet af en frygtelig forudanelse – det var, som om en overvældende djævelsk magt gennemstrømmede den hyggelige havestue.

»Hvad er der i vejen, Peter?« Hendes stemme lød forskrækket.

»Intet,« sagde han. »Intet.«

»Du blev ligbleg, Peter. Er du sikker på, at du ikke er dårlig?«

»Ja. Jeg har det fint.«

Han brugte sin bordkniv til at fjerne seglet, og derefter pakkede han op.

Det var et lille klart glas med skruelåg, og det var fyldt med en klar væske. En eller anden form for konserveringsmiddel, tænkte han straks. Sprit eller formalinsprit.

Ophængt i midten af flasken var en lille hvid genstand.

»Hvad er det?« spurgte Magda.

Peter havde en ulidelig kvalmende fornemmelse, mens han stirrede på glasset.

Genstanden roterede langsomt, og der kom et glimt af noget livligt rødt.

»Tillader din mor dig at du bruger neglelak nu, Melissa-Jane?« Han kunne huske, at han havde stillet det spørgsmål, da hans datter viftede med hænderne og viste ham sine røde negle. Det var den samme livlige røde farve han så nu.

»Åh ja,« havde hun svaret, »men naturligvis ikke i skole. Du bliver ved med at glemme, at jeg er næsten fjorten år, far.«

Den hvide genstand, som svømmede rundt i den klare væske, var en finger. Den var blevet skåret af ved det første led, og konserveringsmidlet havde bleget det stykke kød, man så, så det var sygeligt hvidt. Og huden var rynket som på et menneske, der er druknet. Kun den lakerede negl var uforandret, smukt formet og festlig rød.

Peter fik frygtelige opkastningsfornemmelser, men kunne ikke fjerne blikket fra den lille flaske.

Telefonen ringede tre gange, før den blev taget.

»Cynthia Barrow.« Peter genkendte sin tidligere kones stemme, også selvom den var hæs og anspændt, som om hun var ude af sig selv.

»Cynthia, det er Peter.«

»Åh gudskelov. Jeg har prøvet på at få fat på dig i to dage.«

»Hvorfor?«

»Er Melissa– Jane hos dig, Peter?«

»Nej.« Han følte det, som om gulvet gyngede under ham.

»Hun er forsvundet, Peter. Hun har været væk i to døgn nu. Jeg er ved at være vanvittig af angst.«

»Har du underrettet politiet?«

»Ja, naturligvis.« Det hørtes tydeligt på hendes stemme, at hun var på randen af hysteri.

»Bliv, hvor du er,« sagde Peter. »Jeg rejser straks til England, men hvis der er noget, kan du efterlade besked til mig på Dorchester.« Han sluttede hurtigt samtalen og lagde røret på. Han var klar over, at hun kunne bryde sammen når som helst, og han vidste, at han ikke kunne klare det lige nu.

På den anden side af det guldbronzerede Louis Quatorze skrivebord sad Magda bleg og stivnet, og hun behøvede ikke at stille spørgsmål, men hun gjorde det med øjnene, som virkede for store til hendes ansigt.

Han nikkede en enkelt gang til hende, og så drejede han et nummer, og mens han ventede på forbindelsen, blev han ved med at stirre på det makabre trofæ, som svømmede rundt i sin flaske.

»Jeg vil gerne tale med oberst Noble,« sagde Peter ned i tragten. »Sig til ham at det er general Stride, og at det haster.«

Colin var der i løbet af et minut. »Peter, hvad er der sket?«

»De har taget Melissa-Jane.«

»Hvem? Jeg er ikke med.«

»Fjenden. De har taget hende.«

»Du gode Gud, er du sikker?«

»Ja, jeg er sikker. De har sendt mig hendes finger i en flaske.«

Colin var tavs i flere sekunder, og da han talte igen, lød hans stemme svag. »Det er sygt. For helvede, hvor er det sygt.«

»Henvend dig til politiet. Brug al din indflydelse. Få dem til at mørklægge sagen. Der må intet komme ud i pressen. Jeg må jage de dyr, før de bliver advaret. Underret Thor, find ud af, hvad du kan. Jeg er på vej nu. Jeg vil lade dig vide, hvilken maskine jeg kommer med.«

»Jeg holder vagt ved denne telefon døgnet rundt,« lovede Colin. »Og jeg sender en bil ud til flyvepladsen efter dig.« Colin tøvede et øjeblik. »Peter. det gør mig ondt. Det ved du.«

»Ja, det ved jeg.«

»Vi vil alle sammen stå bag dig.«

Peter lagde røret på, og i det samme rejste Magda sig beslutsomt.

»Jeg tager med dig til London,« sagde hun.

»Nej,« sagde han blidt. »Det er sødt af dig, men der vil ikke være noget, du kan gøre.«

»Peter, jeg ønsker at være sammen med dig, så længe dette frygtelige står på. Jeg føler det, som om det er min skyld.«

»Det er det ikke.«

»Hun er sådan en henrivende pige.«

»Du kan være til større hjælp for mig her,« sagde Peter. »Prøv alle dine kilder, hver eneste lille oplysning kan få betydning.«

»Godt.« Hun accepterede hans beslutning uden yderligere protester. »Hvor kan jeg finde dig, hvis der er noget?«

Han gav hende oberst Nobles nummer hos Thor. »Enten der eller på Dorchester,« sagde han.

»I hvert fald følger jeg dig til Paris,« sagde hun.

Historien var kommet ud på det tidspunkt, da Peter landede i Heathrow. Den stod på forsiden af Evening Standard, og Peter købte et eksemplar og læste det på vejen til London.

Offeret blev kidnappet ved indgangen til sit hjem i Leaden Street, Cambridge, klokken elleve torsdag. En nabo så hende tale med nogle mænd i en rødbrun Triumph og derefter sætte sig ind på bagsædet. Vognen forsvandt straks efter.

»jeg mener, at der var to mænd i bilen,« udtaler mrs. Shirley Callon, 32, til vor korrespondent, »og Melissa-Jane syntes ikke at være opskræmt. Det så ud, som om hun af egen fri vilje steg ind i vognen. jeg ved, at hendes far, som er højtstående officer i hæren, ofte sender forskellige vogne for at hente hende eller bringe hende hjem. Så jeg tænkte ikke over det.«

Der blev ikke slået alarm før efter næsten fireogtyve timers forløb, fordi den savnede piges mor troede, at hun befandt sig hos hendes tidligere mand.

Først da hun ikke var i stand til at komme i kontakt med generalmajor Stride, pigens far, gik hun til politiet. Politiet i Cambridge fandt den rødbrune Triumph forladt på en parkeringsplads ved Cam… bridge jernbanestation. Vognen var blevet stjålet i London den foregående dag. Den savnede pige eftersøges nu over hele landet.

Politiinspektør Alan Richards leder undersøgelsen, og enhver, der kan tilvejebringe oplysninger i sagen, bedes ringe

Der fulgte et London telefonnummer og en detaljeret beskrivelse af Melissa– Jane og det tøj, hun havde på, da hun forsvandt.

Peter krøllede avisen sammen og smed den på sædet. Han sad og stirrede frem for sig, vreden kogte i ham, og han sørgede for at holde den i kog. Det kunne han bedre holde ud end den sorte fortvivlelse, som truede med at opsluge ham.

Politiinspektør Alan Richards var en lille, sej mand, og han lignede snarere en jockey end en politimand. Han var tidligt blevet indtørret og runken i ansigtet, og han redte lange tjavser af håret hen over den skaldede isse for at skjule den. Men hans øjne var hurtige og intelligente, og han havde en beslutsom holdning.

Han trykkede Peter i hånden, da Colin Noble præsenterede dem for hinanden. »Jeg må gøre det klart fra begyndelsen, at dette er en politisag, general,« sagde han. »Men under disse ganske særlige omstændigheder er jeg villig til at arbejde tæt sammen med militæret.«

Richards gjorde hurtigt rede for, hvad man hidtil havde foretaget sig. To unge kvindelige politibetjente havde til opgave at besvare telefonopkald på det nummer, som havde været fremme i pressen og i TV. Indtil nu havde der været fire hundrede” opringninger. »De spænder fra de mest spinkle oplysninger til det komplet skøre, men vi bliver nødt til at undersøge det hele.« For første gang mildnedes hans ansigtsudtryk. »Det bliver en langvarig og langsom proces, general Stride, men vi har dog nogle enkelte spor, som vi vil følge.«

Kontoret var møbleret på samme måde som de fleste kontorer i offentlige bygninger, solidt og upersonligt, men på et gasapparat stod en kedel og kogte, og Richards skænkede te op, mens han fortsatte:

»Tre af mine mænd er ved at skille bilen ad. Vi er sikre på, at det er den vogn, der blev brugt til bortførelsen. Deres tidligere kone har identificeret en pung, som vi fandt på gulvet. Det er Deres datters. Vi har taget over seks hundrede fingeraftryk, og de bliver nu nærmere undersøgt. Det varer noget, før vi kan skille de enkelte ud fra hinanden og forsøge at identificere dem. Men to af dem svarer i hvert fald til fingeraftryk, som vi har taget i Deres datters værelse Sukker? Mælk?«

Richards satte en kop te foran Peter.

»Naboen mrs. Callon, som var vidne til bortførelsen, medvirker til at lave et identikit-portræt af chaufføren, men hun fik ikke lejlighed til at se nærmere på ham, så resultatet bliver næppe godt.«

Richards nippede til sin te. »Vi vil imidlertid fremvise tegningen i TV og håber på, at vi får flere spor at gå efter. Jeg er bange for, at i et tilfælde som dette er der ikke ret meget andet, vi kan gøre. Vente på et tip og vente på at få kontakt med kidnapperne. Vi regner ikke med, at kontakten vil blive etableret gennem Deres tidligere kone, men naturligvis aflytter vi hendes telefon, ligesom vi også har et par mand til at holde øje med hende.« Richards slog ud med hænderne. »Det er alt, hvad jeg kan fortælle på nuværende tidspunkt, general Stride. Nu er det Deres tur. Hvad kan De fortælle os? Hvorfor skulle nogen have interesse i at kidnappe Deres datter?«

Peter udvekslede et blik med Colin Noble og sad tavs, mens han samlede sine tanker.

»Jeg har forstået, at De ikke er nogen velhavende mand, general,« fortsatte politiinspektøren. »Men hvad med Deres familie. Deres bror?«

Peter afviste tanken ved at ryste på hovedet. »Min bror har selv børn. Det ville være mere logisk at tage dem.«

»En hævnakt? De var meget aktiv i kampen mod terrorister i Irland. Og det var Dem, der ledede aktionen, som befriede passagererne i Boeing’en.«

»En hævnakt kan ikke udelukkes.«

»Jeg har forstået, at De ikke længere er knyttet til hæren.«

Peter var ikke interesseret i at gå videre i den retning. »Jeg tror ikke, vi får noget ud af disse gætterier,« sagde han. »Så snart kidnapperne fremsætter deres krav, vil vi kende motivet.«

»Det er rigtigt.« Richards klirrede med sin tekop, en lille nervøs bevægelse. »De kunne ikke have sendt Dem hendes –« Han standsede, da han så udtrykket i Peters ansigt ændre sig. »– Det gør mig ondt, general, det er pinagtigt for Dem at tænke på, men vi må acceptere, at fingeren er et bevis på, at Deres datter stadig er i live, og at det er Dem, man vil kontakte, når kravene fremsættes.«

Telefonen på hans skrivebord ringede skingrende, og Richards flåede røret af.

»Richards!« sagde han, og så lyttede han længe, mens han ind imellem brummede opmuntrende til den, der havde ringet. Da han endelig lagde røret på, sagde han ikke noget straks, men bød Peter en cigaret fra en krøllet pakke. Da Peter afslog, tændte politimanden selv en, og hans stemme var usikker, da han talte.

»Det var laboratoriet. De ved vel, at Deres datter var leukocyt– donor?«

Peter nikkede. Det var en følge af Melissa– Janes sociale engagement. Hvis man ikke forhindrede hende i det, ville hun gladelig give spandevis af sit blod væk.

»Vi har fået en vævstypebestemmelse fra Cambridge hospitalet, og ved hjælp af den har det kunnet fastslås, at den amputerede finger har samme vævstype, som Deres datter. Jeg er bange for, at vi må acceptere, at det er hendes finger – Jeg kan ikke forestille mig, at kidnapperne er gået så vidt som at finde en erstatning for den samme type.«

Peter havde inderst inde klynget sig til håbet om, at det var bluff. At fingerspidsen stammede fra et lig, men nu da dette håb svandt, blev han overfaldet af fortvivlelse. I et helt minut sad de fuldkommen tavse, og det var Colin Noble, som begyndte at sige noget.

»Politiinspektør, er De klar over, hvad Thor står for?«

»Ja, naturligvis. Der var en del omtale af det i forbindelse med flykapringen i Johannesburg. Det er en anti-terrorist kampgruppe.«

»Vi er måske verdens største specialister i at redde gidsler ud af kløerne på terrorister.«

»Jeg er godt klar over, hvad det er De prøver på at fortælle mig,« sagde Richards tørt. »Men lad os nu først opspore terroristerne. Ethvert forsøg på at redde deres offer vil derefter ske under min ledelse.«

Klokken var tre om morgenen, da Peter Stride indskrev sig på Dorchester Hotel på Park Lane og henvendte sig til natreceptionisten.

»Vi har holdt Deres suite klar siden i går middags, general.«

»De må undskylde, at jeg kommer så sent.« Peter opdagede, at han snublede over ordene på grund af udmattelse og nervøsitet. Han havde først forladt hovedpolitistationen, da han var overbevist om, at alt, hvad der kunne gøres, ville blive gjort, og at han kunne have fuld tillid til politiinspektør Richards og hans folk. Han havde fået politiinspektørens højtidelige løfte om, at han ville holde Peter løbende underrettet, ligegyldigt på hvilket tidspunkt af døgnet der skete en udvikling i sagen.

»Jeg har dette til Dern,« sagde receptionisten og rakte ham et brev og et par afrevne stykker papir fra en telefonblok.

»Tak – og godnat.«

I elevatoren op kiggede han på de sedler som receptionisten havde stukket ham.

Det første var en telefonbesked.

»Baronesse Altmann beder Dem ringe til hende på hendes nummer enten i Paris eller i Rambouillet.«

Den anden var også en telefonbesked.

»Mrs. Cynthia Barrow har ringet. Venligst ring til Cambridge 699– 313.«

Brevet var en forseglet konvolut med hans navn skrevet med lutter store bogstaver i gammeldags kalligrafisk skrift. Der var ingen frimærker, så brevet måtte være afleveret personligt.

Peter brød kuverten med tommelfingeren og fremdrog et enkelt ark linieret papir, der ligesom kuverten var af en ganske almindelig kvalitet, som man ville kunne købe i enhver forretning, der handlede med papirvarer.

Skriften var den samme upersonlige regelmæssige skrift, og Peter var klar over, at brevskriveren måtte have brugt en skabelon, en af disse gennemsigtige plasticskabeloner, der kan fås i enhver legetøjs- eller papirvareforretning, og som man kan forme hvert bogstav med, så de bliver ens. En virkelig effektiv måde til at camouflere en håndskrift på. Peter læste:

De har allerede modtaget en finger, det næste bliver hånden, så den anden hånd, så en fod, så den anden fod – og til sidst hovedet.

Den næste pakke vil ankomme den 20. april og de næste igen følger med syv dages mellemrum.

For at undgå dette, må De dræbe et menneske. Den dag dr. Kingston Parker dør, vil Deres datter omgående blive frigivet og kan vende hjem levende, og uden at der vil ske hende yderligere fortræd.

Brænd dette brev og fortæl ikke nogen om det, ellers vil De straks modtage hovedet.