Mandag den 4. maj
Michael var som sædvanlig allerede vågen, da clockradioen præcis klokken 06.00 udspyede dagens nyheder. Nyhederne kunne have været en kopi af nyhederne fra en hvilken som helst anden morgen. Det virkede, som om han havde hørt det hele før. En vejbombe i Afghanistan var eksploderet, og to danske soldater var blevet såret. En opinions-politiker kritiserede for gud ved hvilken gang regeringens skattestop, og en ny undersøgelse viste, at danske kvinder tilsyneladende oftere døde af kræft i æggestokkene end andre europæiske kvinder.
Michael stod op, så snart nyhederne sluttede, og gik ud i køkkenet for at lave kaffe. Mens han ventede på, at kaffen skulle blive færdig, hentede han avisen i postkassen. Han undrede sig over, at det kunne være så svært for avisbuddet at stoppe avisen helt ned i postkassen, når det regnede. Resultatet var, at avisen endnu en gang var drivvåd i den ene ende. Heller ikke avisen kunne bidrage med nyheder, som han ikke havde hørt før. Det mest overraskende var vel, at en smule tilskuertumult, efter at Brøndbys fodbolddrenge havde været på besøg i Jylland, endnu en gang havde fundet vej til avisens forside. Ingen var tilsyneladende kommet til skade, og politiets indsats havde begrænset sig til anholdelsen af fire fulderikker, der havde smadret et par butiksvinduer. Hvorfor kunne medierne ikke bare en gang imellem fortælle en positiv historie?
Michael rystede de dystre tanker af sig og rejste sig for at gå i gang med at lave morgenmad. Bollerne til ham og Marianne satte han i ovnen, hvorefter han gik i gang med at koge havregrød til Malte og Ida. Han smilede ved tanken om, at den indsats han havde gjort, fra børnene var helt små, for at få dem til spise havregrød, var lykkedes. Nu var det utænkeligt, at de kunne starte dagen uden en stor portion havregrød. Selv kunne han aldrig drømme om at sætte tænderne i den klæbrige masse i gryden, men han var overbevist om, at havregrøden var en langt sundere start på dagen for børnene end franskbrød, boller eller cornflakes. Dobbeltmoralen længe leve!
Da morgenmaden var klar, vækkede han Marianne og gav hende et hurtigt kys, mens hun strakte sig i sengen. Herefter gik han ind for at vække børnene. Malte på 10 år var allerede vågen og havde tændt fjernsynet, som udspyede de sædvanlige tegneserier med de grimt tegnede figurer og enerverende stemmer. Ida på 6 år sov endnu trygt. Han satte sig på sengen og strøg hende blidt over det fine lyse hår. Hun åbnede langsomt øjnene og rakte ud efter ham.
”Jeg vil ikke op endnu,” mumlede hun. ”Kan vi ikke putte lidt?”
Michael kiggede på uret.
”Jo - et lille øjeblik, skat,” sagde han og lagde sig ved siden af hende.
Hun puttede sig ind til ham og faldt atter i søvn. Efter fem minutter tog han sig sammen og vækkede hende igen ved at bære hende ud på hendes stol i køkkenet. Han spiste sin morgenmad og tog et hurtigt bad og barberede sig. Efter badet studerede han sin nøgne krop i spejlet. Man kunne stadig ane, at hans krop tidligere havde været muskuløs og veltrænet. Men over de sidste år havde han taget en del på. Han vurderede den begyndende topmave og bulerne over hofterne, og han besluttede som så ofte før, at nu skulle der gøres noget ved det. Han ville tabe 6-7 kg over de næste måneder.
Marianne kørte altid børnene til skole, så lidt i halv otte gik han ud til bilen for at køre de knap 20 km fra Greve syd for København til Politigården i Albertslund. Trafikken var som altid håbløs på dette tidspunkt, og Michael sad hurtigt fast i trafikken på motor-vejen. Han bandede over, at han ikke havde valgt at køre ad de mindre veje - eller endnu bedre … havde taget cyklen. Så havde han både sparet tid og fået den tiltrængte motion. Han lovede sig selv, at fra i morgen ville han begynde at cykle til arbejde. Ærgrelsen blev ikke mindre af at lytte til radioens trafikinformation. Hvorfor kunne kællingen i radioen ikke blot begrænse sig til at oplyse om trafiksituationen? Og gerne med så korte intervaller, at man rent faktisk kunne nå at finde en alternativ rute, inden man sad uhjælpelig fast i køerne. Hvorfor skulle hun tale til trafi-kanterne, som om de var svagt begavede børn?
”Nu skal I passe på med ikke at køre for hurtigt på ring 3,” plaprede hun løs. ”Der er risiko for kø, og hvis I kører for hurtigt, risikerer I at køre op i hinanden, og den slags små morgenkys skal vi helst undgå.” - Irriterende møgkælling!
Til Michaels store ærgrelse var klokken blevet kvart over otte, da han endelig kunne dreje ind foran politigården. Han befandt sig bedst med at være på politigården før klokken otte. De fleste af hans kollegaer mødte normalt først mellem otte og halv ni, og han kunne godt lide at være der som en af de første. Han gik ind gennem hovedindgangen, forbi ekspeditionen og videre op til det lille kontor på 1. sal, som han delte med sin kollega Peter Mogensen. Peter var endnu ikke kommet, men det var der ikke noget overraskende i. Peter var bestemt ikke morgenmenneske. Faktisk havde Peter en lidt irriterende vane med altid at komme lidt for sent, når der var møder om morgenen. Michael hængte sin jakke på knagen bag døren og satte sig ved sit skrivebord og bladrede bunken af igangværende sager igennem. Det var ikke det helt vilde, de havde gang i for tiden. En mindre voldssag, hvor to lokale småpushere havde banket et af de andre genier fra miljøet, nogle tilsyneladende systematiske biltyverier i området - samt et par andre småsager. Han lagde sagerne til side og slog i stedet op på politiets interne intranetside for at se, om der var nogle inter-essante nyheder. Der var ikke meget nyt at hente - ud over lidt information om de seneste tiltag for at rette op på følgerne af den kuldsejlede politireform.
Informationen gjorde dog ikke Michael meget klogere på, hvad de seneste tilpasninger i praksis ville betyde. Politireformen havde medført, at de tidligere 54 politikredse var blevet reduceret til bare 12 politikredse. Budskabet havde været, at de nye større politikredse i fremtiden skulle være langt mere selvstyrende og selvstændigt varetage alle politikredsens opgaver ved hjælp af egne ressourcer. Resultatet var imidlertid blevet det stik modsatte, da alt i stedet var blevet langt mere topstyret og bureaukratisk. Begrebet Kriminalpolitiet var blevet nedlagt og erstattet af en efterforskningsafdeling, som var opdelt i afdelinger for Organiseret kriminalitet, Personfarlig kriminalitet, Økonomisk kriminalitet og Teknisk efterforskning. Cirka halvdelen af ressourcerne fra det gamle Kriminalpoliti var blevet overflyttet til Lokalpolitiet, der som navnet antydede skulle løse flere opgaver lokalt. Den eftertragtede titel som kriminalassistent var officielt blevet nedlagt. Fremover skulle alle blot bære titlen politiassistent. Hvad årsagen var til dette, stod hen i det uvisse. Ledelsen havde klogeligt forudset, at denne ændring næppe ville falde i god jord hos de gamle kriminalfolk, som var stolte over at bære denne titel. Alle, som hidtil havde båret titlen kriminalassistent, kunne derfor efter ansøgning fortsat benytte denne titel - selv om de reelt nu var politiassistenter. Den mest idiotiske følge af politireformen havde dog været, at stort set alle politifolk nu på skift skulle deltage i de forhadte sponsorvagter i eksempelvis afdelingen for Visitation og Anmeldelse. Så i stedet for at bruge tiden på efterforskning - og på at få smidt alle de grimme fyre og fyrinder bag lås og slå - brugte selv meget erfarne efterforskere nu en masse tid på at sidde ved telefonen i ekspeditionen og udfylde stakkevis af blanketter. Et arbejde der kunne udføres langt billigere og mere effektivt af faste kontorassistenter, som havde styr på alle blanketter og interne arbejdsgange. Han sukkede og klikkede væk fra det lidet informative notat og strakte sig i stolen.
”God morgen,” gryntede Peter, som i det samme kom ind på kontoret og satte sig ved sit skrivebord. Han så som sædvanlig lidt morgentræt og sur ud. ”Er der sket noget?”
”Ikke hvad jeg ved af,” svarede Michael og rejste sig. ”Men jeg kan da gå ned i ekspeditionen og høre, om der er noget nyt.”
”Sikken en arbejdsiver,” udbrød Peter. ”Det har vel ikke noget med den nye frk. Pernille at gøre?” Michael følte, at han blev varm i kinderne, for rent faktisk var den nye Pernille ret sød og bestemt i sig selv en god grund til at besøge ekspeditionen.
”Jeg ved ikke engang, om hun er på arbejde,” løj han og traskede ud af kontoret. På vej ned af gangen hørte han Peter råbe: ”Husk nu, at du er en gammel gift mand!”
Michael kunne mærke, at han blev lidt irriteret over, at Peter så let havde gennemskuet ham. Samtidig spekulerede han over, hvorfor han egentlig var så interesseret i at besøge Pernille. Godt nok var hun både køn og sød, men han kunne aldrig drømme om at lægge op til noget med hende. Han var bare ikke typen på at have noget ved siden af - og da slet ikke med en kollega.
Nå, tænkte han. Det er vel ingen forbrydelse at tale med en sød og køn kollega.
Helt som forventet sad Pernille i ekspeditionen, og som sædvanlig så hun dejlig ud - selv i den ikke specielt feminine uniformsskjorte.
”Hej Pernille,” hilste han og slog sig ned i den ledige stol ”Er der sket noget spændende i weekenden?”
”Mener du privat - eller arbejdsmæssigt?” svarede hun med et lille drillende smil.
”Jeg mente nu arbejdsmæssigt - men det andet vil jeg da også gerne høre om.”
”Hm … arbejdsmæssigt er der vist ikke sket det store. Et husspektakel i en lejlighed nede på hovedgaden og noget hærværk på Vestervangsskolen. Det er vist det vildeste, jeg kan byde på.”
”Ja, det lyder sandelig ophidsende,” smilede Michael ”Men hvad så privat? Har der også været husspektakel der?”
”Nej da,” kvidrede Pernille med et uskyldigt ansigt ”Jeg er jo en pæn pige, ved du.”
Michael følte en ubehagelig forlegenhed, og han vidste ikke rigtig, hvordan han skulle komme videre. Han nøjedes derfor med at smile og rejste sig for at gå tilbage til sit kontor
Da han kom tilbage til kontoret, kiggede Peter op fra sin skærm ”Nå, Score-Kaj - fik du så en date med frk. Pernille?”
Michael kunne ikke finde på et godt svar, så han nøjedes med at ryste på hovedet og satte sig ved sit skrivebord og begyndte at gennemgå sagen med de mange biltyverier. Han var dog ikke nået ret langt, før hans telefon ringede. ”Møde i det store møderum om ti minutter - og tag Peter med,” lød hans chef Torsten Jansens dybe stemme i røret.
”Er der sket noget?” spurgte Michael.
”Ja,” lød svaret, hvorefter røret blev lagt på.
”Hmm …” brummede Peter, da Michael fortalte ham om mødet. ”Nu bliver man sgu da lidt nysgerrig, ikk? Det lyder jo ikke som et helt almindeligt gruppemøde?”
Det måtte Michael give ham ret i. Normalt holdt de gruppemøde i det store møderum for hele afdelingens cirka 15 mand en gang om ugen. Men det var normalt fredag morgen, og det var altid varslet i forvejen. Og ellers holdt de mindre møder i diverse efterforskningsgrupper - men også disse møder var normalt aftalt på forhånd.
Peter rejste sig. ”Skulle vi tage kaffe med - eller tror du, at vi kan regne med servering og hjemmebag?” Uden at vente på svar luntede han mod kantinen for at hente en kande kaffe.