Lørdag den 27. september 2008 - 8 måneder tidligere
Christian og Niller ankom til Rødovre Gymnasium i en taxa lidt efter klokken 18.00 lørdag aften. Lige da de skulle til at vise deres kvitteringer for betalingen i døren, ringede Christians mobiltelefon. Han overvejede, om han skulle lade den ringe, men da han ikke kendte nummeret, som blev vist på telefonens display, vandt nysgerrigheden. Han trådte væk fra døren og besvarede opkaldet. Det gav et lille sug i maven, da han hørte Sidsels stemme i røret.
”Hej Sidsel,” svarede han glad. ”Tak for i går - kom du godt hjem?”
”Jo tak, det gik fint - selv om Steffen ikke rigtig kunne forstå, hvorfor jeg kom så sent.” Efter en lille pause fortsatte hun. ”Jeg har tænkt meget på i går.” Igen en lille pause, og Christian fornemmede, at han blot skulle vente og lade Sidsel tale.
Lidt efter fortsatte hun. ”Selv om det, vi lavede i går, måske ikke var så smart, når man har en kæreste, så må jeg indrømme, at det var en voldsom oplevelse for mig … på den gode måde altså.” Igen tøvede hun lidt, inden hun fortsatte. ”Men hvad med dig? Hvordan har du det med det?”
”Jeg syntes, at det var en helt igennem fantastisk aften, og at du er en fantastisk pige.”
Igen var det, som om Sidsel skulle tage et lille tilløb, før hun svarede. ”Men betød det noget for dig, ud over at vi havde ret heftig sex?”
Christian var helt klar over, at han nøje skulle overveje sit svar. Der var ingen tvivl om, at han mente det, når han sagde, at han syntes, det havde været en fantastisk aften, og at Sidsel var en dejlig pige. Men ville han være skyld i, at det måske kunne få konsekvenser for Sidsels forhold til kæresten, når han nu ikke selv var typen på mere faste forhold? Han valgte en lidt forsigtig formulering. ”Sidsel, selvfølgelig betød det noget. Jeg synes som sagt, at du er en utrolig dejlig pige - og jeg kunne godt tænke mig at lære dig endnu bedre at kende, for reelt kender vi vel ikke hinanden særligt godt endnu - vel?”
Sidsels normalt så muntre stemme lød meget stille og alvorlig, da hun fortsatte. ”Jeg har meget længe følt, at der manglede noget i mit liv - selv om jeg holder meget af Steffen. Jeg har måske nok fornemmet, hvad det er der mangler, men vores … hmmm …leg i går åbnede for alvor mine øjne for, hvor fantastisk sex kan være, når man er sammen med en, som forstår en. Jeg har aldrig oplevet noget så intens som det, der skete i går.”
Christian kunne ikke lade være med at smile. ”Jeg er da glad for, at du også har det på den måde, for jeg syntes også det var en dejlig oplevelse. Men tror du ikke, at du lige skal tænke lidt over det hele, og så kan vi jo mødes en dag og tale lidt mere om det?”
”Det lyder som en god ide,” svarede Sidsel eftertænksomt. ”Jeg var bare nødt til lige at høre, hvordan du havde det med det … og så savnede jeg dig allerede.” Pludselig var den glade stemme tilbage, da hun smågrinende fortsatte: ”Og jeg har nok også brug for lidt hvile. Jeg er godt mør og øm på de underligste steder efter din behandling i går.”
”Ja, sådan kan det jo gå,” grinede Christian.
De afsluttede samtalen med en aftale om, at de skulle finde en aften og mødes sidst på ugen.
”Hvad fanden gik det ud på?” spurgte Niller, som høfligt havde trukket sig lidt væk, men alligevel ikke havde kunne undgå at høre lidt af samtalen.
”Nåh,” smilede Christian. ”Det var bare endnu en af mine beundrerinder.”
”Hvem?”
”Det får du ikke at vide lige nu. Måske er det noget lidt mere seriøst end det plejer at være. Måske har jeg mødt en helt speciel pige.”
Niller rystede på hovedet. ”Den evige ungkarl Christian Bjørnbo skulle have fundet pigen, han vil giftes og have børn med … næppe, den hopper jeg ikke på.”
”Rolig nu, hvem fanden taler om bryllup og børn. Jeg sagde bare, at jeg måske har fundet en pige, der er helt speciel.”
”Nå - nok om det,” sagde Niller og lagde armen om skuldrene på Christian. ”Lad os gå ind og feste og se på alle de dejlige piger, inden du ender som en gammel sat mand ligesom alle os andre.”
Magien opstod som altid i samme øjeblik, de gik ind gennem skolens døre og trådte ind i forhallen foran aulaen og kantinen, som var rammerne om festen. Som i en tidsmaskine blev tiden spolet tilbage, og det var, som om de igen gik i 3.y på gymnasiet. Intet havde ændret sig. Duftene var de samme, de mørke gulve, lamperne og baren på det samme sted, som den også havde stået ved gymnasiefesterne for mere end 20 år siden. Som altid var der endnu halvtomt på dette tidspunkt, men en stadig stigende mængde af tidligere elever i alle aldre passerede gennem indgangen og begyndte at fylde op omkring baren. En del havde tilmeldt sig den traditionsrige middag, mens endnu flere ville støde til senere. Niller styrede direkte op til baren og bestilte to fadøl og kom smilende tilbage. ” Kom, lad os gå over til trapperne, der står Mie og Laila fra c-klassen.”
Efterhånden som flere og flere kom til, samlede de forskellige årgange sig i små grupper, og snakken gik lystigt om de traditionelle emner om, hvad man lavede, hvem der var blevet gift og skilt, og hvem der boede hvor. Efterhånden begyndte grupperne at bevæge sig ind i kantinen, hvor bordplanen som traditionen bød samlede årgangene ved bordene. Igen i år kunne Christian konstatere, at det gik ned ad bakke med hensyn til deltagere fra de ældre årgange. Fra deres årgang var de nu nede på omkring 20 deltagere. De repræsenterede inderkredsen af den klike, de havde tilhørt dengang for mange år siden. De yngste årgange var i sagens natur meget bedre repræsenterede, og med ungdommens kådhed dominerede de lydbilledet. Særligt mange af de unge fyre var allerede stærkt berusede og meget højrøstede. Christian sad og studerede en gruppe fra sidste års afgangsklasse, som var placeret på den modsatte side af midtergangen. Han kunne som så ofte før ikke lade være med at undre sig over, hvordan det kunne være, at de ikke kunne se sig selv, som omverdenen så dem.
Mange af de unge fyre forsøgte at føre sig frem som verdensmænd. Men resultatet var i de fleste tilfælde ynkeligt. Enten forsøgte de sig med halvbillige habitter, der hang på deres endnu drengede kroppe, og hjælpeløst bundne slips. Andre vaklede rundt med hængerøvsbukserne nede om røven og de evindelige Björn Borg underhylere synlige. Når de gik, lignede de noget, der var løgn i deres forsøg på at holde bukserne oppe, samtidig med at de skulle se ud, som om det ikke var et problem. Hvordan kunne mennesker, som trods alt havde været i stand til at gennemføre en gymnasieuddannelse, optræde så ynkeligt? Hvorfor fulgte de blindt en mode, uanset hvor latterlig og tåbelig den var? Havde de ikke en eneste intakt hjernecelle, som kunne advare dem om, at de var totalt til grin? Pigerne lod ikke drengene meget efter. I betragtning af hvor meget tid mange af disse piger formentlig brugte foran spejlet, var det uforståeligt, at så mange så så kiksede ud. Næsten alle havde den obligatoriske ludertatovering hen over røven. Og den skulle naturligvis kunne ses! Det betød, at de var nødt til at vise et stykke med bart - og det uanset at mange af dem var mere end halvbuttede på grund af en kombination af massiv fejlernæring og for lidt motion. Resultatet kaldte i mange tilfælde på direkte medlidenhed. Efter Christians opfattelse var det jo et personligt valg, om man ønskede at være overvægtig eller ej. Det var alene et spørgsmål om de indtagne kalorier i forhold til de forbrændte. Og det valg, mente han, var helt op til den enkelte. Men hvorfor piger, som havde valgt at være overvægtige, samtidig absolut skulle vælge at være nøgne lige omkring mave og hofter, hvor dellerne var mest synlige, lærte han nok aldrig at forstå. Hans generalisering blev dog afbrudt af en ung slank pige, som i det samme gik forbi. Også hun var bar om livet, men hun var åbenbart en oprører og rebel, som med ungdommens vovemod ville vise sin helt egen stil, idet hun næsten provokerende havde valgt ikke at lade sig tatovere. Hurra for oprørske unge, tænkte Christian kynisk. Men måske er det i virkeligheden bare mig, som er ved at ende som en småborgerlig og bedrevidende oldsag.
Middagen fulgte nøje traditionerne med de obligatoriske sange og taler. Maden bød heller ikke på brud på traditionerne. Den var lige så kold og elendig, som den plejede at være. Men at servere mad på paptallerkner til flere hundrede berusede gæster i et gymnasiums kantine til ca. 150 kr. pr. kuvert er måske heller ikke den mest inspirerende opgave for en kok.
Christian hyggede sig dog som altid under middagen. Det var herligt at møde vennerne fra gamle dage og høre nyt fra deres verden og samtidig gennem historier og anekdoter genopleve alle højdepunkterne fra gymnasietiden. Et sjovt fænomen var, at alle hurtigt faldt tilbage i de roller, de havde haft dengang. Dem som dominerede bordet nu, var de samme, der havde domineret klassen for mere end 20 år siden. Og dem som måtte lægge ryg til godmodige drillerier, var også de samme. Det skete helt naturligt og helt uafhængigt af, at livet havde bragt de gamle skolekammerater i så forskellige retninger, at de sikkert i alle andre forsamlinger indtog helt andre roller. Eksempelvis var et af klassens yndlingsofre for drillerier, en stor fyr ved navn Steen Berntsen, nu underdirektør i en af landets største banker. Men han havde været offer for mere eller mindre grovkornede drillerier dengang - og det var han så også nu - direktørtitel eller ej. Jørgen Corel førte som altid an i drillerierne. Selv var Jørgen tilsyneladende i øjeblikket uden arbejde efter at have forsøgt sig som sælger i mange forskellige brancher, og Christian kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan forholdet ville have været imellem disse to mennesker, hvis de først var mødtes nu. På samme måde var alle andre fastlåste i de roller, som de havde haft i gymnasietiden. Det var åbenbart ikke så nemt at bryde med de gamle rollemønstre.
Rent alkoholmæssigt var SILØSEB en farlig størrelse. Da de fleste kun mødtes denne ene gang om året, mente alle tilsyne-ladende, at de burde give en omgang. På trods af det faldne antal deltagere fra årgangen, kunne det hurtigt løbe op i ganske mange genstande. Christian brød sig egentlig ikke ret meget om at drikke sig fuld, men han kunne konstatere, at han allerede havde to fadøl stående foran sig ud over den, han var i gang med. Niller var som altid i højt humør og dominerede bordet.
”Hvad har du gang i, morfar?” hørte han Niller sige gennem larmen, samtidig med at han lagde armen omkring hans skuldre. ”Du er så stille i aften. Du er vel ikke ved at blive gammel og kedelig ligesom alle de andre familiemennesker her ved bordet?”
Christian smilede. ”Nej da, jeg skal bare lige i gang. Jeg har haft en hård nat.”
Niller så forurettet ud. ”Det har du sgu da ikke sagt noget om. Har det noget at gøre med hende den store kærlighed, du talte i telefon med før?”
Christian smilede fortsat, da han svarede ”Ja, det har det faktisk. Og sex tager jo hårdt på kræfterne, når det skal gøres ordentligt.”
”Gamle uforbederlige Score-Kaj,” grinede Niller ”Men hun må sørme have være noget særligt, hvis hun sådan kan tage luften ud af selveste Christian Bjørnbo - årgangens største Don Juan.”
”Man bliver jo ældre … og hun er faktisk ret sød.” Christian rakte ud efter en ny øl. ”Men nok om det. Lad festen begynde … skål!”
Herefter gik festen sin vante gang. Efterhånden som middagen var indtaget, begyndte stadig flere gæster at dukke op, og der kom gang i både diskoteket og bandet, der spillede i den gamle aula. Der blev hilst og snakket med gamle venner og bekendte, og Christian blev ustandseligt hevet med på dansegulvet. Efter endnu en dans var han på vej op i baren for at slukke tørsten med endnu en øl. Idet han trådte ud af forhallen, hørte han en stemme, som han ikke havde hørt i mange år. ”Hej Christian. Kan du huske mig?”
Foran ham stod en yderst attraktiv rødblond kvinde i en både sexet og stilfuld sort kjole. Og jo - Stine Jamie kunne han bestemt godt huske!