Søndag den 28. september - 8 måneder tidligere
Stine Jamie gik ud i køkkenet og hentede en flaske champagne i køleskabet. Christian, som var fulgt efter hende, bemærkede, at der i det store køleskab lå yderligere tre flasker champagne. ”Damerne har nok smag for champagne,” sagde han. ”Har I noget at fejre - eller har I bare dyr smag?”
Hun vendte sig om mod ham og smilede hemmelighedsfuldt. ”Du skulle bare vide. Jeg har så meget at fejre, at det overgår, hvad du end forestiller dig.”
Christian lagde armene om hende og kiggede hende direkte ind i de katteagtige grønne øjne. ”Jamen fortæl, fortæl, hvad er det, vi fejrer?”
Hun smuttede ud af hans arme og gik ind i stuen med champagnen og to glas. ”Ikke nu … det skal du nok finde ud af helt af dig selv i løbet af nogle måneder.”
Inde i stuen satte de sig i den bløde hjørnesofa.
”Hvem ejer det monster af en pc på skrivebordet?”
”Det gør jeg,” svarede Stine. ”Hvorfor?”
”Jeg undrede mig blot over, hvem der har behov for sådan en maskine”
”Det har jeg,” konstaterede Stine uanfægtet.
Christian tog champagneflasken og begyndte at åbne den. ”Er du spillenørd - eller er den til arbejdsbrug?”
Hun grinede. ”Spillenørd … jeg tror aldrig, jeg har spillet et eneste computerspil i mit liv. Kan du forestille dig mig sidde og spille Counter Strike sammen med en flok nørdede teenagedrenge?”
Christian rystede smilende på hovedet. For nej, det kunne han slet ikke forestille sig. Stine var nok den sidste, man ville forbinde med en sådan hobby.
”Men hvad arbejder du da med nu? Er det stadig sådan noget bioteknologi eller statistikagtigt noget?”
Hun grinede. ”Du får det til at lyde meget kedeligt. Men jo, det kan man vel nok kalde det, hvis man ikke ved bedre. Som du måske husker, er jeg oprindelig uddannet inden for bioinformatik. Men gennem de seneste mange år har jeg arbejdet stadig mere med systembiologi.”
På trods af at Christian mente, at han var godt orienteret om rigtig mange ting, måtte han erkende, at han ikke rigtigt vidste, hvad bioinformatik og systembiologi indebar. ”Bioinformatik og systembiologi,” sagde han og ligesom smagte på ordene. ”Hvad pokker går det ud på, og hvad er forskellen på de to ting?”
Stine strakte armene op over hovedet og bagover, så kimonoen strammede om hendes flotte runde bryster, hvilket fik det til at summe i underlivet på Christian. ”Århhh,” stønnede hun. ”Det er sgu lidt kompliceret at forklare efter al den vodka. Kort fortalt kan man vel sige, at det går ud på at håndtere, analysere og bearbejde biologisk information i forbindelse med forskning.”
”Det er sgu da også nørdet,” grinede Christian. ”Hvor har man brug for sådan noget?”
”Det er sgu da ikke nørdet,” svarede hun mere alvorligt. ”Og der er faktisk et stærkt stigende behov for sådanne kundskaber mange steder, og begge områder spiller en stadig større rolle inden for den moderne bioteknologi. Mængden af biologiske data er vokset eksplosivt gennem de seneste år. Det medfører naturligvis, at det bliver sværere og sværere at bevare overblikket over de enorme mængder af data, der er til rådighed, og at danne de nødvendige sammenhænge. Og det er så her, at bioinformatikken og systembiologien kommer ind i billedet. Specialister inden for disse områder hjælper med at holde styr på disse enorme mængder af data, finde nye sammenhænge og udarbejder modeller til at sikre interaktion imellem de forskellige forskningsområder. På denne måde bliver det lettere at beregne og forudsige, hvordan forskellige biologiske processer fungerer og påvirker hinanden.”
”Men hvad er så forskellen på bioinformatik og systembiologi?”
”Det er der faktisk mange, som roder rundt i,” svarede Stine med et lille smil. ”Men meget overordnet kan man sige, at bioinformatikken hovedsageligt beskæftiger sig med eksempelvis det enkelte gen eller protein og den enkelte syntesevej og forsøger at kortlægge deres egenskaber. Inden for systembiologien arbejder man mere med at sætte de forskellige bestanddele ind i en større sammenhæng i et forsøg på at gennemskue de systemiske effekter. Populært kan man vel sige, at det ikke hjælper at have kortlagt et enkelt gen eller protein, hvis man ikke ved, hvordan det fungerer i en større biologisk sammenhæng. Giver det mening?”
Christian nikkede. ”Ja, det giver god mening. Er du god til det?”
Christian bemærkede, at der skete en pludselig forandring med Stine. Det var, som om der blev tændt en særlig glød i hendes øjne, og hun nærmest sitrede, da hun sagde: ”Jeg er ikke bare god - jeg er den bedste. Jeg burde nok ikke sige det, men jeg står over for en næsten ubegribelig triumf, som ikke bare vil gøre mig meget, meget rig - men også meget, meget berømt.” Gløden i øjnene forsvandt lige så pludselig, som den var kommet, da hun fortsatte. ”Men som sagt … det kan du ikke undgå at høre mere om i den nærmeste fremtid.”
”Hold da op … det lyder seriøst,” svarede Christian og fortsatte drillende. ”Det er måske en kommende Nobelprismodtager, jeg sidder sammen med?”
Stine stirrede tavst på ham et øjeblik, før hun alvorligt sagde. ”Du er tættere på, end du i din vildeste fantasi kan forestille dig.”
”Nu bliver jeg for alvor nysgerrig. Nu er du nødt til at fortælle noget mere om, hvad det drejer sig om.”
”Nix!” svarede Stine og strakte sig igen. ”Jeg har allerede sagt alt for meget. Men det skyldes nok al den sprut, du har hældt på mig. Du må vente lidt endnu sammen med resten af verden.”
Hun kiggede på ham med det lille frække smil og fortsatte. ”Ikke engang under tortur vil jeg fortælle det mindste ... men det skal vel ikke afholde os fra at lege lidt i den retning …vel?”
Christians lyst til Stine var bare steget og steget gennem de sidste timer, så denne åbning lod han ikke gå fra sig.
Han rejste sig og trak hende op af sofaen og kyssede hende lidenskabeligt, samtidig med at han førte hendes arme om på ryggen og holdt dem fast. Stine begyndte at trække vejret dybt og hviske ”Ja, ja” ind i hans ører. Billeder fra gårdsdagens tilsvarende situation med Sidsel flimrede forbi hans øjne, og det føltes, som om det var meget mere end et døgn siden.
”Du er stadig min lille tøs,” sagde han. ”Gå ind i soveværelset og klæd dig af. Så kommer jeg om lidt.” Stine adlød og gik hen mod soveværelset. På vejen lod hun kimonoen glide af og falde ned på gulvet. Christian så efter hendes smukke slanke krop med den snehvide hud. Under kimonoen var hun iklædt en hofteholder og tynde brune strømper - intet andet. Det gav et sæt i Christian - og lysten til at tage hende og bruge hende blev endnu stærkere.
Inden han gik ind til hende, stoppede han foran skrivebordet og studerede tankefuldt den kraftfulde pc.