Onsdag den 6. maj
Næste morgen var han atter hurtigt af sted og på politi-gården i Albertslund, før klokken var halv otte. Dagen før havde de aftalt, at han og Tina skulle tage fat i Nils Lund. Tina havde lovet at finde et telefonnummer til ham. Michael glædede sig allerede til at skulle ud at køre med Tina igen. Hun vandt mere og mere ved nærmere bekendtskab. De tænkte temmelig ens, og de kunne grine sammen. Samtidig havde hun vist, at hun var skarp, og at hun ikke lod sig imponere af ret meget. Han måtte dog formodentligt vente lidt med at komme af sted, da hun normalt først mødte omkring klokken halv ni.
Michael fortsatte derfor gennemgangen af afhøringerne fra sagen mod Christian Bjørnbo. Denne gang valgte han at lytte til Søren Løwborgs båndoptagelser fra afhøringen. Det var mere tidskrævende end at skimme udskrifterne, men han håbede på, at det kunne give et mere nuanceret billede af Christian Bjørnbo.
Selve anholdelsen var tilsyneladende sket helt udramatisk. Man havde ganske enkelt hentet ham tidligt om morgenen i hans lejlighed, inden han var taget på arbejde. Faktisk havde han stadig ligget i sin seng, da politiet ankom.
Siden sidste afhøring havde han engageret en dygtig og velkendt straffesagsadvokat, der var kendt fra flere spektakulære retssager.
Igen et klogt valg, tænkte Michael. Selv om det i sidste ende ikke havde hjulpet ham meget.
Under den næste afhøring havde Søren Løwborg og en kollega ved navn Alice Jensen for alvor taget fløjlshandskerne af og oplyst Bjørnbo, at han nu formelt var sigtet i sagen. De var gået meget hårdt til Bjørnbo med slet skjulte anklager om, at de vidste, at det var ham, som havde myrdet Stine Jamie. De oplistede alle de beviser, de hidtil havde samlet. De kørte frem med vidnet, som havde set ham forlade opgangen kort tid, før Stine Jamies bofælle var vendt hjem og havde fundet det slemt tilredte lig. De fortalte om de matchende dna-prøver fra spermen i Stine Jamies endetarm og skede og om Bjørnbos fingeraftryk på sexlegetøjet - eller torturredskaberne som Alice Jensen kaldte det. De var fundet på håndjernene, på piskene, som næsten havde flået huden af kroppen, på champagneflasken, der havde sprængt endetarmen, og på dildoen, som til sidst havde kvalt Stine Jamie. De viste Christian Bjørnbo billeder af det stærkt maltrakterede lig og spurgte, om det ophidsede ham at se billederne af hans offer.
Christian Bjørnbo havde tilsyneladende bevaret fatningen og alene holdt sig til at svare, når der blev stillet direkte spørgsmål. Han havde uden vaklen holdt fast i sin oprindelige historie uden at modsige sig selv en eneste gang. Det mest mistænkelige var måske i virkeligheden, at han optrådte så roligt og kontrolleret. Det kunne tyde på omhyggelig forberedelse. Kun en gang virkede det, som om han mistede kontrollen. Det var, da de viste ham billederne af liget. Han blev tydeligvis stærkt rystet, og hans stemme var ved at knække over. Han genvandt dog hurtigt kontrollen og fortsatte med at besvare de mange spørgsmål, mens han ignorerede de mange anklager, når de ikke var formuleret direkte som spørgsmål.
Hans advokat var øjensynlig godt tilfreds med sin klients præstation, og han blandede sig kun et par gange, hvor anklagerne mod Bjørnbo blev for personlige eller direkte krænkende. I disse tilfælde bad han blot afhøringslederne om at benytte en mere anstændig tone og holde sig til facts - samt i højere grad at koncentrere sig om at stille spørgsmål frem for at chikanere hans klient.
Det var ikke overraskende, at de to kriminalassistenter blev mere og mere frustrerede, da hverken advokaten eller Bjørnbo var til at hugge eller stikke i. Bjørnbo svarede ganske kort og præcist på alle spørgsmål uden tøven eller selvmodsigelser. Så forhøret bragte ikke andet nyt frem, end at Bjørnbo bekræftede, at han havde dyrket S/M-sex med Stine Jamie natten mellem lørdag og søndag, men at dette var foregået efter fælles ønsker og i øvrigt blot var en fortsættelse af et tidligere længerevarende forhold, hvor S/M havde spillet en stor rolle. Det var forklaringen på, at hans fingeraftryk var på alt sexlegetøjet og forklaringen på, at hans sperm fandtes i Stine Jamie. Han fastholdt dog stædigt, at Stine Jamie på ingen måde havde lidt overlast ud over det, hun selv havde ønsket, og at hun i den grad var i live og glad og tilfreds, da han forlod hendes lejlighed den efterfølgende morgen.
Den eneste gang, Michael fornemmede en smule tøven fra Bjørnbos side, var, da Søren Løwborg spurgte til, hvordan Christian med sikkerhed kunne vide, hvor langt han kunne gå med Stine, før hun syntes det blev for meget. Bjørnbo havde forklaret, at de havde aftalt et stopord, som Stine kunne bruge, hvis hun ønskede, at legen skulle stoppe. Michael fornemmede en eller anden form for usikkerhed i Bjørnbos stemme. Søren Løwborg havde åbenbart fornemmet det samme, for han vendte flere gange tilbage til dette spørgsmål. Resultatet var dog, at denne tøven var helt forsvundet, da Bjørnbo igen og igen besvarede det samme spørgsmål i forskellige udgaver.
Forhøret sluttede, uden at politiet var kommet meget videre, og uden at de havde fået Bjørnbo til at tilstå noget kriminelt. Det var heller ikke lykkedes at fange ham i løgne eller selvmodsigelser. Omvendt havde forhøret heller ikke frembragt noget, der kunne pege på, at Bjørnbo ikke var skyldig, da han tilsyneladende var den sidste, der havde set Stine Jamie i live.
Michael strakte sig i stolen og sukkede. Der var fortsat intet i sagen, som kunne give det mindste fingerpeg om, hvor Christian Bjørnbo kunne gemme sig.
Da klokken nærmede sig halv ni, stak Tina hovedet ind og sagde ”Godmorgen.”
”Fandt du et nummer til ham Nils Lund, så vi kan få en aftale på plads?”
Hun tog triumferende en lille lap papir op af lommen.”Det er fikset. Jeg fik hans adresse i går aftes, og jeg ringede til ham fra bilen i morges. Vi har en aftale med ham klokken ti i Birkerød, hvor han åbenbart driver en ejendomsmæglerforretning.”
”Perfekt,” smilede Michael. ”Jeg skaffer en bil.”
En halv time senere var de på vej mod Birkerød. Vejret var stadig trist, og regnen silede ned. ”Lorte klima,” sagde Michael med eftertryk. ”Hvordan har vores forfædre dog fundet på at slå sig ned i Danmark? Det er sgu da Europas klimatiske røvhul.”
Tina grinede. ”Klimatiske røvhul … det er ikke helt forkert. Man burde bosætte sig i Australien … skal I ud og rejse i år?”
”Jeg ved det ikke,” svarede Michael. ”Vi har endnu ikke fundet ud af noget. Malte skal på fodboldskole hele to gange i sommerferien, og vi kan ikke rigtig finde ud af, hvornår vi skal holde ferie - og slet ikke hvor vi skal tage hen.”
”Hvorfor rejser I ikke bare sydpå og får lidt sol?”
”Det kan du nok sagtens overbevise Marianne om,” grinede Michael. ”Hun vil altid helst sydpå og brankes. Jeg vil egentlig hellere leje en hytte i Sverige og bare slappe af og hygge sammen med ungerne.”
”I Sverige regner det sgu da også altid,” indvendte Tina.
Han sendte hende et lille smil. ”Men det regner altså på en anden måde i Sverige … mere stille … uden blæst … men du har naturligvis ret. Vi bør nok tage sydpå og få solbatterierne ladet op.”
Han skævede til hende. ”Hvad med dig - skal du sydpå?”
”Næppe,” sagde hun blot. ”Det bliver nok bare til den sædvanlige sommerhustur.”
Michael fornemmede, at hun ikke lød særlig tilfreds med dette, men da de i det samme kørte op foran en stor flot ejendomsmæglerforretning på hovedgaden i Birkerød, nåede han ikke at spørge mere til det.
De gik ind i butikslokalet og præsenterede sig for en elegant kvinde, som smilende tog imod dem og viste dem ind et smagfuldt indrettet kontor.
Bag ved et moderne skrivebord med en sort bordplade på smalle stålben sad en godt udseende mand iført en velsiddende og sikkert meget dyr habit og et elegant slips. Han var solbrun på en måde, der kun kunne stamme fra et solarium. Hans lette lyse hår faldt ned i panden og gav ham et drenget udseende, selv om han formentlig var omkring de 40 år. Manden rejste sig smilende og kom dem i møde med udstrakt hånd og præsenterede sig som Nils Lund. Michael følte straks sympati for den smilende mand, og han undrede sig over den evne, nogle mennesker besad til at vinde folks sympati på ganske få sekunder, uden tilsyneladende at gøre ret meget for det. På måden Tina hilste på Nils Lund fornemmede Michael, at hun havde det på samme måde. Hun hilste på en helt anden måde, og uden den reservation hun havde haft over for eksempelvis Søren Klughgaard på Sidsel Ærtekjærs arbejdsplads.
Nils Lund bad dem sætte sig ved et rundt mødebord i kontoret. Han spurgte, om de ville have kaffe, te eller vand, og han gik selv ud og hentede vand til Michael og kaffe til sig selv og Tina.
Jeg kan jo godt sige nej til kaffe, tænkte Michael stolt. Men blev i det samme klar over, at han ikke havde sagt nej til kaffe, idet Nils Lund netop ikke havde spurgt, om han ville have kaffe, men om hvad han ønskede at drikke. Der var trods alt en forskel, og Michael funderede over, om det var en tilfældighed eller en bevidst handling fra denne Nils Lunds side.
Nils Lund satte sig smilende ved det runde bord og slog ud med armene. ”Hvordan kan jeg være til hjælp?”
Michael gik lige til sagen. ”Som du sikkert ved, flygtede Christian Bjørnbo fra fængslet i Vridsløselille mandag morgen. Vi ved, at du har besøgt ham meget ofte i fængslet. Vi er derfor interesserede i at høre om dit forhold til Christian Bjørnbo. Vi er naturligvis også meget interesserede i at høre, om du har viden om, hvor han befinder sig.”
Inden den stadig smilende ejendomsmægler kunne nå at svare, fortsatte Michael. ”Du bør være opmærksom på, at det bestemt ikke er en god situation for Bjørnbo at være på flugt. Det vil kun forværre hans situation, og vi frygter, at han kan begå nye forbrydelser.”
Michael kunne selv høre, at denne sidste del lød tåbelig, men nu havde han sagt det, og det var der ikke noget at gøre ved.
Nils Lund smilede stadig med sine kridhvide tænder. ”Hvis vi tager det første spørgsmål først, så er svaret, at Christian og jeg har været venner gennem rigtigt mange år. Vi kendte hinanden allerede før gymnasietiden, og vi blev under de tre år i gymnasiet meget tætte venner. Dette venskab har varet ved lige siden. Vi har i alle årene mødtes regelmæssigt, og dette har ikke ændret sig, efter at Christian kom i fængsel. Han er fortsat min bedste og nærmeste ven.”
For første gang efter de var kommet, blev smilet lidt mindre strålende, uden at det dog helt forsvandt. ”Med hensyn til det andet spørgsmål, er jeg lidt i tvivl om, hvad I ønsker at opnå. Uanset om jeg vidste, hvor Christian befinder sig eller ej, ville jeg næppe oplyse det, da han som sagt er en meget god ven.”
”Du er vel klar over, at det er strafbart at hjælpe flygtede fanger - og at stille hindringer i vejen for eftersøgningen,” indskød Tina.
Nils Lunds smil vendte tilbage. ”Naturligvis. Jeg oplyste blot, hvordan min holdning er. Fakta er, at jeg ikke ved, hvor Christian befinder sig. Så selv hvis jeg rent faktisk ønskede at hjælpe jer med at finde ham … ja, så kan jeg ikke … og det er vel ikke strafbart.”
Michael forsøgte at blive irriteret på den glatte fyr over for ham, men det lykkedes ikke rigtigt. Han spekulerede på, hvordan han selv ville have det, hvis det var en af hans venner, der var stukket af fra et fængsel. Hans første tanke var, at det ville komme meget an på, hvad en sådan ven var dømt for. Han forfulgte denne tanke og sagde: ”Men bekymrer det dig ikke, at en fyr, som er dømt for et af de mest bestialske mord i mange år, er på fri fod og derfor potentielt udgør en fare for, at andre kvinder vil lide samme skæbne?”
Nils Lund kiggede Michael direkte i øjnene. ”Hvis det forholdt sig sådan, at jeg bare havde den mindste mistanke om, at Christian havde begået dette groteske mord, ville jeg uden tvivl have et andet forhold til Christian. Men nu forholder det sig rent faktisk sådan, at jeg er hundred procent sikker på, at han ikke har det mindste med dette afskyelige mord at gøre.”
En fyr der taler lige ud af posen, tænkte Michael.
Tina lænede sig ind over bordet. ”Og det er du sikker på, selv om sagen mod Christian Bjørnbo bygger på vandtætte beviser? Hvad får dig til at tro, at han ikke har begået mordet? Har han sagt til dig, at han er helt uskyldig?” Tina sagde det sidste med et lidt nedladende tonefald, der dog prellede fuldstændig af på Nils Lund.
Helt upåvirket konstaterede han nøgternt: ”Christian er den person i verden, jeg kender bedst - inklusiv min kæreste, min tidligere kone og mine børn. Ja, Christian har fortalt mig, at han ikke har begået dette mord … og ja, jeg tror på det. Det forholder sig imidlertid sådan, at selv om han ikke havde sagt det, ville jeg aldrig nogensinde tro på, at han ville kunne begå en forbrydelse som denne. Det er simpelthen bare fuldstændig utænkeligt.”
Før nogle af dem kunne nå at svare, fortsatte han, mens han atter kiggede Michael direkte ind i øjnene. ”Må jeg stille jer et par spørgsmål?”
”Værsgo - fyr løs,” svarede Michael og fik en ubehagelig fornemmelse af, at det ikke længere var ham og Tina, der styrede denne samtale.
”Hvor godt kender I Christian Bjørnbo? Og hvor meget kender I til sagen mod ham?”
Michael fornemmede instinktivt, at han nok ikke burde tillade den drejning, samtalen var ved at tage, men samtidig var han nysgerrig efter, hvad Nils Lund var ude på. Han besluttede sig derfor for at spille med. ”Jeg kender naturligvis ikke hr. Bjørnbo personligt, men jeg har sat mig grundigt ind i sagen og beviserne mod ham.”
”Kan vi ikke kalde ham Christian? Hr. Bjørnbo lyder lidt underligt,” smilede Nils Lund og fortsatte.
”Måske ved I så også, at Christian blev grundigt mentalundersøgt i forbindelse med sagen, og at disse undersøgelser viste, at han var både mentalt rask og overordentlig kvik i pæren.”
Både Michael og Tina nikkede, og Michaels fornemmelse af, at Nils Lund fuldstændig var ved at tage styringen, voksede.
”Synes I slet ikke, at det er temmelig underligt, at en fuldstændig mentalt rask person, som endvidere er overordentligt godt begavet, for det første pludselig går amok og begår et fuldstændig uforståeligt bestialsk mord og bagefter ikke på nogen måde forsøger at skjule, at han har gjort det?”
Tina kom på banen igen. ”Al erfaring viser, at en del mennesker med svære psykiske lidelser optræder helt normalt udadtil og kan bestå selv omfattende psykologiske test. Samtidig er der masser af fortilfælde, hvor mordere og voldsforbrydere ønsker at blive fanget efter deres forbrydelser og helt bevidst efterlader spor, der peger mod dem.”
Nils Lund vendte sit blik mod hende. ”Men er det så ikke tankevækkende, at han efterfølgende vedvarende nægter at have gjort det. Det giver jo ingen mening.”
Michael måtte indrømme, at Nils Lunds argumentation i uhyggelig grad mindede om de spørgsmål, han selv havde tumlet med.
Nils Lund fortsatte. ”Og så er der hele sagen med den forsvundne pc og Stines udtalelser til Christian om, at hun stod foran en stor opdagelse, der ville gøre hende både rig og berømt. Hvorfor er der ingen, der har forfulgt dette spor?”
”Øh, hvilken forsvunden pc?” sagde Michael tøvende.
Nils Lund vendte atter blikket mod Michael, hans smil var nu helt forsvundet, og hans øjne havde pludselig fået et meget koldt skær. ”Sagde du ikke, at du havde sat dig grundigt ind i sagen? Christian har flere gange forsøgt at få politiet til at undersøge, hvad der skete med Stine Jamies pc og forsøgt at få politiet til at undersøge, hvad det var, Stine arbejdede med. Hun mente tilsyneladende selv, at hun gennem sit arbejde var kommet frem til en opdagelse af yderste vigtighed.”
”Lige det der kender jeg ikke til,” sagde Michael tøvende. ”Men nu er det heller ikke vores opgave at tage den gamle sag op. Denne sag er blevet afsluttet, og Christian har end ikke ønsket at anke dommen. Vores opgave er ene og alene at finde Christian Bjørnbo og få ham tilbage i fængsel.”
Han krympede sig indvendigt ved at tale mod sine egne tidligere fornemmelser og bruge de argumenter, som Tom havde brugt imod ham.
”Okay,” sagde den nu igen smilende ejendomsmægler. ”Men som sagt ved jeg ikke, hvor Christian befinder sig. Og jeg kan desværre nok ikke hjælpe jer yderligere. Men uanset om I betragter den gamle sag for afsluttet eller ej, vil jeg nu alligevel opfordre jer til at sætte jer grundigere ind i den. For vil I ikke medgive, at der er nogle ting i sagen mod Christian Bjørnbo, der ikke giver mening?”
Til sin egen store overraskelse svarede Michael: ”Jo, det er der uden tvivl.” Michael bemærkede, at Nils Lund studerede ham nøje efter dette svar. Han kunne samtidig mærke Tinas overraskede blik, og han skyndte sig at fortsætte: ”Men hvis du hører fra Christian Bjørnbo - eller får oplysninger om hvor han befinder sig - bør du straks orientere os.”
”Okay,” svarede Nils Lund blot. Og det kunne man jo lægge i, hvad man ville.
”En sidste ting,” sagde Tina. ”Har du motorcykelkørekort?”
Igen det store hvide smil. ”Ja da. Det har jeg haft i mange år. Men jeg solgte min motorcykel for mange år siden … da jeg fik børn.”
”Hvor var du mandag morgen, da Christian Bjørnbo stak af fra fængslet?” fortsatte Tina.
”Nu ved jeg ikke præcist, hvad tid Christian stak af, men jeg er altid på kontoret senest klokken 7.30, og det var jeg også i mandags.”
”Er der nogen, som kan bevidne det?” spurgte Tina med en stemme, som viste, at hun allerede kendte svaret.
”Naturligvis,” kom det sorgløst fra Nils Lund. ”Både Malene og Jytte, som viste jer ind i dag, var her, da jeg mødte.”
De takkede for hjælpen og forlod kontoret. På vejen ud fik de fra begge kvinderne i forretningen bekræftet, at Nils Lund som altid var ankommet til kontoret omkring kl. 7.30 mandag morgen.
Tilbage i bilen kørte de lidt i stilhed, før Tina brød tavsheden. ”Hvad fik vi så ud af dette besøg?”
”Ikke et hak. Intet andet end endnu et udsagn om, at den gode hr. Bjørnbo er så uskyldig som en franciskanermunk.”
Nu var det Tinas tur til at blive tavs et stykke tid, før hun forsigtigt sagde. ”Og det virkede næsten, som om du gav den gode Nils Lund ret i, at der er noget muggent ved sagen.”
”Argh,” udbrød Michael ærgerligt. ”Det er da ikke rigtigt. Jeg sagde jo netop, at det ikke er vores opgave at vurdere skyldsspørgsmålet. Og at vi alene koncentrerer os om at finde fyren.”
Tina smilede forsonende til ham. ”Men hvad mener du reelt? Er der noget mystisk ved denne her sag?”
Michael sukkede tungt. ”Jeg ved det sgu ikke … måske … nej, jeg ved det ikke. Det er bare sådan en fornemmelse. Kender du ikke det?”
”Jo, da,” grinede Tina. ”Jeg har masser af fornemmelser.” Mere alvorligt tilføjede hun: ”Men nok ikke så meget i denne sag. For mig virker det, som om der er tonstunge beviser mod Bjørnbo, uanset hvad hans motiver så har været. Samtidig kan jeg ikke rigtigt se andre sandsynlige muligheder.”
”Men hvad var det for noget med en forsvunden pc og Stine Jamies arbejde? Det har jeg sgu da ikke hørt eller læst noget om.”
”Men det må da fremgå af sagen, hvis det har noget på sig. Har du været alt materialet igennem?”
”Endnu ikke det hele,” svarede Michael lettere irriteret. ”Der er fandeme meget. Men jeg må vel hjem og læse videre.”
”Det må du vel. Så vil jeg tjekke lidt op på, om vi har noget på Nils Lund i vores arkiver.”
Michael kiggede hurtigt på Tina. ”Tror du, at han har noget med flugten at gøre?”
Hun trak på skuldrene. ”Ifølge ham selv var han og Michael bedste venner. Og nogen har jo hjulpet Bjørnbo.”
”Du har ret. Han er nok umiddelbart den mest nærliggende hjælper. Men det kan ikke være ham, der kørte motorcyklen. Det har han solide vidner på.”
Tina nikkede eftertænksomt. ”Men derfor kan han jo godt have været involveret i det på en eller anden måde. Og vi har jo ligesom ikke rigtigt andet at gå efter … vel?”