Mandag den 4. maj
Da Peter og Michael fem minutter senere gik ind i møderummet, sad deres to kollegaer Tom Olsen og Bent Nørregård allerede ved det store mødebord.
”Hva’ så?” spurgte Peter ”Hvad sker der?”
Tom trak på skuldrene. ”Aner det ikke. Måske er det igen noget om den fantastiske politireform. Vi skal sikkert alle sammen overflyttes til lokalpolitiet i Ishøj.”
I det samme kom Tina Lundstrøm ind af døren. Tina var en forholdsvis ny kollega, som tidligere havde gjort tjeneste på Frederiksberg. Michael havde endnu ikke arbejdet direkte sammen med hende, og han kendte hende derfor ikke særligt godt. Rygterne sagde, at hun var en tough pige, som altid stillede op, når der var brug for hende. Hun var iført et par forvaskede cowboybukser og en kort slidt skindjakke, og hvis det ikke havde været for et ganske kønt ansigt, kunne hun virke næsten maskulin med sit lyse strithår og slanke, senede krop.
”Ved I, hvad der sker?” spurgte hun og lod sig synke ned i en stol.
Der var ingen, som svarede, og der blev blot rystet på hovedet og trukket på skuldrene. De behøvede dog ikke vente længe på svar, for i det samme kom deres chef, vicekriminalinspektør Torsten Jansen, trampende ind i mødelokalet. Torsten Jansen var en stor mand først i halvtresserne med et kraftigt sort fuldskæg. Torsten Jansen havde været kriminalmand, så længe nogen kunne huske, og han var berygtet for sin meget direkte facon, men også accepteret af de fleste for sin dygtighed og for sin vane med altid at bakke sine folk op.
Han lod sit kæmpe korpus falde ned i en stol. ”Siger navnet Christian Bjørnbo jer noget?”
Navnet sagde ikke umiddelbart Michael noget, men Bent, som havde en evne til at huske hvad som helst, kunne selvfølgelig genkende navnet. ”Var det ikke ham kvindemorderen, som mishandlede og dræbte en pige i Valby sidste efterår?”
Tina rettede sig op i stolen ”Det er sgu da rigtig. Jeg havde vagt den dag, det skete, men jeg havde ikke rigtigt noget med sagen at gøre.”
Jansen nikkede ”Det er helt korrekt. Fyren blev hurtigt fanget og dømt for mordet på en kvinde, som hed ...” Han studerede sine papirer og fortsatte ”… Stine Jamie. Han har siddet buret inde i Vridsløselille siden.” Han sukkede og fortsatte. ”Desværre er dette bæst af en kvindemorder stukket af her til morgen.”
Michael kunne ikke lade være med at undre sig over, at mordere, som dræbte kvinder, altid blev betegnet som kvindemordere, og mordere som dræbte børn som barnemordere - mens mordere som dræbte mænd kort og godt var mordere. Det var tilsyneladende værre at dræbe kvinder og børn end mænd. Her var et punkt, hvor ligestillingen endnu ikke rigtig var slået igennem. Han mente dog ikke, at tidspunktet var det rigtige til at lufte sine betragtninger om dette, og han spurgte i stedet: ”Hvornår og hvordan skete det?”
”Det er sket for under en halv time siden foran Glostrup Hospital. De nærmere omstændigheder kender jeg endnu ikke, men jeg ved, at der var to fængselsbetjente fra Vridsløselille til stede ved flugten.” Jansen rejste sig op og fortsatte: ”Jeg vil have ham buret inde igen så hurtigt som overhovedet muligt. Medierne går helt amok, når de hører, at sådan en type er stukket af. Særligt hvis han skulle finde på at genoptage sin interesse for at myrde og voldtage!”
”Skal vi alle fem arbejde på denne sag?” spurgte Tom vantro.
Michael forstod Toms undren. Godt nok var det relativt sjældent, at der her i landet skete egentlige fangeflugter fra de rigtige fængsler. Udeblivelser efter en bevilget udgang eller smutture fra åbne fængsler var der en del af. Men her var årsagen næsten altid, at udgangen var blevet fejret med en druktur. Når tømmermændene forsvandt, dukkede den flygtede som regel selv op - eller kunne uden dramatik afhentes på egen eller kærestens bopæl. Normalt gjorde man derfor ikke så meget ud af at eftersøge sådanne fanger. Man satte blot en spærring på dem og udsendte en efterlysning. Hvis det gik meget højt, sendte man et par patruljevogne ud for at kigge efter dem i deres lokale miljø. Når det drejede sig om mere farlige forbrydere, ville man sætte et par mand til at søge oplysninger hos kærester, venner og familie. Oftest dukkede også de dog selv op på et tidspunkt. I praksis er det temmelig vanskeligt at forsvinde i et så lille samfund som det danske og klare sig uden penge, bopæl og personlige papirer.
”Ja, for fanden” vrissede Jansen. ”Ellers havde jeg sgu da ikke sammenkaldt jer alle sammen.” Han tøvede lidt, inden han mere forsonligt forsatte. ”Jeg kan godt forstå, at I undrer jer. Men jeg har lige haft politidirektøren i røret …” Han tøvede atter, som om han ledte efter de rigtige ord. ”I ved jo, at politireformen ikke har været … hmm … helt den succes, man fra ledelsens side havde forventet. Tanken var, at effektiviteten skulle øges gennem ind-førelse af nye større politikredse, som selvstændigt kunne varetage hovedparten af vores opgaver. Man kan vel sige, at det indtil nu har været så som så med det, da vi i stedet har brugt tiden på alt muligt administrativt pjat. Politidirektøren er derfor meget opsat på at vise, at det nu går i den rigtige retning, og at vores organisation er både kompetent og handledygtig.” Han holdt en lille pause og fortsatte. ”Nok særligt i en sag som denne, hvor vi må forvente, at journalisterne går helt i selvsving, og presset fra medierne vil blive stort.” Han smilede og tilføjede: ”Og samtidig kan vi vel godt blive enige om, at det vil være rart at få sådan en fyr buret inde igen hurtigst muligt, ikk?”
”Men reformen fungerer jo rent faktisk fortsat ikke,” indvendte Tom.
”Jo, i forhold til offentligheden gør den. At vi så ved, at det i prak-
sis ikke er tilfældet, er en helt anden sag.”
”Men fem efterforskere på en sag med en flygtet fange. Er det ikke at skyde gråspurve med atommissiler? Og hvad med alle de andre sager, vi arbejder med? Kan vi bare lade dem ligge?” vedblev Tom, som var berygtet for altid at foregive at have utroligt travlt - uanset om han havde noget at lave eller ej.
Jansen, som tydeligvis var ved at blive lidt irriteret, kiggede rundt på de fem tilstedeværende kriminalfolk og sagde, ”I skal fandeme lade dem ligge! I denne uge - eller til hr. Bjørnbo er tilbage i fængsel - beskæftiger I jer primært med denne sag. Så må alle de andre småpushere og cykeltyve, I ellers hygger jer med, have tålmodighed og vente, til det bliver deres tur. Okay?”
Alle nikkede, og Jansen fortsatte. ”Så ser vi løbende på, om ressourcerne til denne efterforskning skal justeres. Men nu har vi spildt tid nok med snak - lad os komme i gang.” Han smækkede begge håndflader i bordet som tegn på, at han ikke gad høre flere indvendinger.
”Alle patruljevogne i området har allerede modtaget efterlysningen, og der er sendt et par patruljevogne til Glostrup Hospital.”
Han kiggede direkte på Michael. ”Michael, jeg vil bede dig koordinere arbejdet og rapportere til mig om eventuelle fremskridt eller problemer - forstået?”
Michael blev overrasket over, at Jansen på denne måde gjorde ham til tovholder og dermed uformel leder af eftersøgningen, og han fornemmede, at også de andre var overraskede. Det var almindeligt kendt, at Jansen i større sager kunne finde på at udpege en tovholder, selv om alle kriminalassistenterne principielt arbejdede selvstændigt og på lige fod. Det overraskende var derfor ikke, at han udpegede en uformel leder i en sag som denne. Det over-raskende var, at han valgte Michael, da han var relativ ny i afdelingen, og både Tom, Peter og Bent var væsentligt mere rutinerede efterforskere og havde større erfaring og anciennitet.
”Forstået,” svarede Michael kort.
Jansen rejste sig og forlod rummet, mens han råbte: ”Jeg skal nok tage mig af kontakten til medierne. God jagt!”
De fire andre kiggede på Michael og ventede tydeligvis på, at han skulle sige noget. Han følte sig usikker på, hvordan han skulle gribe sagen an. På den ene side var han stolt over, at Jansen havde valgt ham i en sag, som åbenbart havde ledelsens bevågenhed. Samtidig bandede han Jansen langt væk. Hvorfor kunne han ikke have orienteret ham om opgaven først, så han kunne have forberedt sig og undgået at sidde her som et andet fæ.
Han tog en dyb indånding. ”Okay - lad os komme i gang.” Han rejste sig og gik op til whiteboardtavlen. ”Lad os få oplistet de vigtigste opgaver lige her og nu - fyr løs!”
Han glædede sig over, at de i samarbejde hurtigt fik fordelt opgaverne. Tom og Bent skulle tage ud til flugtstedet og se på forholdene samt tale med eventuelle vidner - herunder de to fængselsbetjente, som havde været til stede under flugten. Tinas opgave blev at tage ud til Vridsløselille Statsfængsel for at tale med fængselspersonalet. Peter skulle sørge for kontakten til patruljevognene og hjælpe med at koordinere deres eftersøgningsindsats og i det hele taget være kontaktperson på politigården. Michael selv påtog sig opgaven at køre til politigården i København for at hente sagsmapperne om mordet på Stine Jamie og tale med de kriminalfolk, der havde haft med drabsefterforskningen at gøre. Det var vigtigt hurtigt at danne sig et billede af, hvem Christian Bjørnbo var, og finde ud af, om der fandtes familie, kæreste eller venner, som han kunne tænkes at kontakte.
”Lad os komme i gang,” sagde Michael og rejste sig. ”Vi mødes klokken fem i eftermiddag og sammenfatter, hvad vi ved til den tid.”
Michael gik sammen med Peter tilbage til deres kontor. Han satte sig ved telefonen og tastede nummeret til fyren, som administrerede tjenestekøretøjerne. ”Vi skal bruge tre vogne nu.”
”Har I booket dem i forvejen?” drævede stemmen i røret.
Michael sukkede. ”Nej, hvis vi havde det, ville jeg vel for fanden ikke ringe nu og bede om dem.”
”I ved godt, at I helst skal booke dem i forvejen.”
”Ja, men nu vidste vi jo altså ikke lige, at der ville ske en fangeflugt i dag,” stønnede Michael. ”Men har du tre ledige vogne eller ej?”
”Jeg kan klare to, hvis jeg kan få Jens fra organiseret kriminalitet til at køre i sin egen bil. Han skal vist bare til et møde i København.”
”Okay … tal med Jens om det og lad os få de 2 vogne. Så tager jeg også min egen bil,” stønnede Michael og smækkede røret på. Peter grinede.
”Rolig nu … det er jo ikke den stakkels fyrs skyld, at der mangler biler. Når flere og flere af os fremover skal hygge os i lokalpolitiet med at hjælpe ænder over gaderne, bliver der vel biler nok.”