Torsdag den 7. maj
Michael vågnede forvirret op ved siden af Ida. Klokken var lidt i seks, så Marianne var åbenbart gået i seng uden at vække ham. Det var ikke et godt tegn. Hun var sikkert sur over, at han bare var faldet i søvn, når hun havde gjort sig umage for at arrangere en hyggeaften for dem. Han orkede ikke at tage diskussionen med hende om dette nu, så han stod stille op og klædte sig på og forlod huset allerede kl. 6.30. På vejen til politigården ringede han til Tina. Telefonen ringende mange gange, før en søvndrukken stemme svarede. ”Michael, for fanden - klokken er ikke engang syv. Hvad sker der?”
”Sover du endnu?” spurgte Michael undrende.
”Hør nu her, kammerat,” Tinas stemme lød uvant irriteret. ”Jeg har været i løbende kontakt med politiet i Hamborg hele aftenen og en del af natten for at finde ud af, hvad der er blevet af den forbandede Christian Bjørnbo. Jeg var først hjemme efter midnat, og jeg har rent faktisk også et liv ved siden af arbejdet, hvor jeg havde et par ting at tage mig af. Jeg har derfor kun sovet i knap fire timer - okay?”
”Undskyld. Jeg var ikke klar over, at det havde taget så lang tid.”
”Nej, men det gjorde det altså,” sagde Tina med en højlydt gaben.
”Okay - sov videre og ring til mig, når du frisk.”
”Nu har du jo vækket mig.” Tinas stemme lød ikke længere irriteret. ”Vil du ikke høre, hvad jeg fik ud af min indsats?”
”Selvfølgelig,” svarede Michael interesseret.
”Okay,” begyndte Tina, som nu lød næsten helt vågen. ”Vores tyske kollegaer var meget imødekommende og effektive. De fik hurtigt iværksat ekstra kontrol ved alle flyafgange, og al sikkerhedspersonale blev udstyret med et foto af Bjørnbo, som jeg mailede til dem. Samtidig gik de i gang med at tjekke alle overvågningskameraer for at se, om de kunne finde optagelser af Bjørnbo.”
”Og hvad kom der ud af det?” afbrød Michael.
”De er ret sikre på, at Bjørnbo ikke er gået om bord på et fly, efter at de fik iværksat den øgede kontrol. På eget initiativ har de bedt sikkerhedspersonalet kigge efter Bjørnbo på alle de destinationer, hvor der var afgået fly i tiden fra opkaldet og frem til de fik iværksat den øgede kontrol.”
”Og hvad kom der ud af det?” spurgte Michael igen.
”Jeg har ikke hørt fra dem siden, jeg tog hjem i går. Så de har åbenbart endnu ikke fundet ham.”
”Det ville jo næsten også have været for godt til at være sandt,” sukkede Michael. ”Men hvad med overvågningskameraerne?”
Tina grinede. ”Først og fremmest kan man vel konstatere, at de er helvedes meget mere effektive end os - eller også har de bare langt bedre udstyr og flere ressourcer. Der gik ikke mere end en time, før de sendte nogle optagelser fra lufthavnen, hvor Bjørnbo tydeligt optræder. Jeg har sendt filerne til dig på en mail.”
”Og det er med sikkerhed Bjørnbo?” spurgte Michael.
”Det er der næppe tvivl om. For det første er han jo a good looking guy, og dem har jeg godt øje for. For det andet virker det næsten, som om den gode Bjørnbo udlever en Hollywood-drøm.”
”Hollywood-drøm? Hvad fanden mener du?” spurgte Michael, samtidig med at han med nød og næppe undgik at køre op i den forankørende bil, der pludselig bremsede op som følge af de kødannelser, der allerede var opstået på motorvejen.
Tina grinede igen. ”På optagelserne virker det, som om Bjørnbo bevidst optræder tydeligt foran kameraerne, så vi kan spotte ham.”
”Mystisk. Hvorfor skulle han gøre det?”
”Det ved jeg sgu da ikke,” Tina gabte på ny. ”Det må du tænke lidt over. Du skal vel også bestille lidt.”
”Fair nok. Og super godt arbejde. Sov nu lidt, så tales vi ved senere,” svarede Michael, mens han spekulerede over, hvilke motiver Bjørnbo kunne have til at lade sig se på overvågningskameraerne i Hamborg Lufthavn.
”Jeg kan sgu da ikke sove nu,” vrissede Tina, uden dog at lyde rigtig sur. ”Vi ses på gården om en times tid.”
Da Michael ankom til stationen, konstaterede han, at Pernille endnu ikke var mødt. Han var ikke rigtig klar over, om han var skuffet eller lettet over dette. På vej op til sit kontor passerede han Torsten Jansens kontor og kunne konstatere, at også Jansen var tidligt på færde. Han bankede derfor på den åbne dør og spurgte, om Jansen havde fem minutter.
”Naturligvis,” smilede Jansen bag det store fuldskæg. ”Kom indenfor.”
Michael satte hurtigt Jansen ind i udviklingen i sagen og fortalte om telefonopkaldet fra Bjørnbo og Tinas resultater fra kontakten med Hamborg.
Som altid når Jansen tænkte, fik skægget en kradsetur. Og ud fra omfanget af kradseriet at dømme tænkte han sig nu meget grundigt om.
”Gad vide, hvad den fyr har gang i?” sagde han endelig og kiggede på Michael. ”Har du nogle ideer … eller skal vi kalde det fornemmelser?”
”Jeg ved ikke rigtigt,” begyndte Michael forsigtigt. ”Christian Bjørnbos opførelse har vel siden mordet på Stine Jamie været ret … atypisk … og det lader til, at det fortsætter. Ud fra det jeg efterhånden har erfaret om Bjørnbo, tvivler jeg på, at der er ret meget af det, han foretager sig, som er tilfældigt eller ugennemtænkt. Alternativet er naturligvis, at han er rablende skør.”
Jansen kiggede interesseret på ham. ”Fortsæt.”
”Jeg tror, at Bjørnbo var meget bevidst om, at vi hurtigt ville spore hans opkald til Hamborg, og at han helt bevidst har sikret sig, at vi hurtigt kunne finde ham på overvågningskameraerne.”
”Og hvad skulle han så opnå med det?” spurgte Jansen stadig interesseret.
”Jeg gætter jo blot - men jeg kan se to ting, han kan opnå. For det første tror jeg, at han vil sikre sig, at vi fik bekræftet, at opkaldet virkelig kom fra ham og ikke fra en eller anden skør kugle. Det må derfor være vigtigt for ham. For det andet tror jeg, at han gerne vil have, at vi ved, at han har forladt Danmark. Når han vælger at optræde i en stor international lufthavn, betyder det, at han reelt nu kan være hvor som helst.”
Det store skæg fik endnu en tur, før Jansen svarede. ”Du kan meget vel have ret, selv om jeg stadig ikke kan se, hvad fyren kan opnå med alt det her.” Han holdt en pause, før han ligesom for sig selv stille sagde. ”Medmindre han rent faktisk ikke har begået mordet på Stine Jamie … og det er vel lige så usandsynligt som en varm og solrig dansk sommer.”
Michael nikkede. ”Jeg er kommet frem til de samme konklusioner. Bjørnbo opfører sig, som om han vitterlig vil overbevise os om, at han er uskyldig. Men vi ved jo, at det ikke er tilfældet. Og derfor giver hans opførsel ingen mening.”
Jansen klaskede begge hænder hårdt i bordet og rettede sig op. ”Hvorom alting er, så betyder det, at Bjørnbo nu er ude af landet, og at en større eftersøgning i Danmark derfor ikke længere giver mening. Eftersøgningen må derfor nu gå ind i en anden fase, som hovedsageligt bygger på samarbejde med udlandet. Vi bør naturligvis forsat se på, om vi kan finde oplysninger om familie, venner eller bekendte til Bjørnbo, der opholder sig i udlandet, og som han kunne tænkes at opsøge. Men alt i alt kræver det ikke så mange ressourcer, som vi hidtil har haft på sagen. Og da vi har mange andre opgaver, bliver jeg på baggrund af den seneste udvikling nødt til at reducere din gruppe.”
”Okay,” svarede Michael blot, da han godt kunne se rimelig-heden i Jansens ræsonnementer.
Jansen fortsatte. ”Jeg vil mene, at to personer på sagen fremover må være tilstrækkeligt. Jeg vil derfor foreslå, at det bliver dig på fuld tid og to personer på halvtid, da det giver både mere bredde og fleksibilitet. Det mest oplagte er, at den ene bliver din normale makker Peter, og den anden bliver Bent, da han har størst erfaring med internationalt samarbejde. Så kan Tina hjælpe til omkring bandeopgørene, hvor vi nok kan forvente både flere skyderier og et øget mediepres - og Tom kan blive frigivet til diverse andre sager.”
Han smilede og forsatte. ”Så slipper du også for Tom. Jeg har en fornemmelse af, at jeres indbyrdes kemi ikke er den allerbedste.”
Michael var lettet over, at Jansen valgte at flytte Tom, men han sagde: ”Jeg vil have Tina.”
Jansen kiggede forundret på ham. ”Hvorfor det? I bliver ikke flere, og i så fald bliver det på bekostning af din normale makker Peter, da jeg vil holde fast i, at Bent skal med på grund af hans er-faringer med internationalt samarbejde.”
Michael tænkte sig om et kort øjeblik. ”Så må det blive på bekostning af Peter. Tina er den, der ud over mig er bedst inde i sagen, og vi arbejder utroligt godt sammen. Og du ønsker vel det stærkest mulige team, ikk?”
Jansen grinede højt. ”Du skal ikke forsøge at manipulere med mig, Michael. Det slipper du aldrig godt fra. Men jeg kan godt lide, at du siger din menig.” Han så vurderende på Michael og fortsatte. ”Jeg kan godt se meningen i det, du siger, så du får det, som du vil have det … denne gang. Efterforskningsgruppen består altså så fremover af dig på fuld tid - og Bent og Tina på halv tid. Bent og Tina må selv styre tiden, men de vil også få andre opgaver, som de skal afse tid til… okay?”
”Helt okay … og tak,” svarede Michael.
”Helt i orden,” smilede fuldskægget. ”Men lad mig orientere om disse ændringer. Det er nok det bedste.”
Det var Michael helt enig i, og han nikkede derfor blot og forlod Jansens kontor.
Da alle i gruppen var mødt, indkaldte Jansen til møde. Han bad Michael orientere om udviklingen i sagen, hvilket han gjorde. Han sikrede sig helt bevidst at lade Tina bidrage med indspark om udviklingen i Hamborg.
Da Michael var færdig, tog Jansen ordet. Han gentog de begrundelser, han havde nævnt for Michael, at han på baggrund af udviklingen i sagen var nødt til at indskrænke gruppen.
Han orienterede herefter kort og kontant om, hvem der fremover skulle arbejde med eftersøgningen af Christian Bjørnbo, og hvem der skulle arbejde med andre sager. Han nævnte ikke med et ord, hvordan Michael havde påvirket beslutningen, hvilket Michael var ham taknemmelig for. Michael blev endnu en gang bekræftet i, at Jansen var en både dygtig og sympatisk chef, som ikke alene lyttede til sine medarbejdere, men også turde tage det fulde ansvar for sine beslutninger. Den slags chefer fandtes der vist desværre ikke ret mange af.
Så længe Jansen var til stede, var der ingen, som kommenterede ændringerne, men det var tydeligt, at især Tom undrede sig over beslutningen. Efter at Jansen havde afsluttet mødet og forladt lokalet, sagde han med en hovedrysten: ”Tingene bliver sgu mere og mere underlige. Det er ikke mærkeligt, at det hele går ad helvede til.” Han rejste sig og forlod lokalet. Michael, Tina og Bent blev i mødelokalet og fordelte dagens opgaver imellem sig. Bent ville tage sig af at intensivere samarbejdet med Interpol, så Bjørnbo kunne blive efterlyst internationalt. Tina ville holde kontakten med Hamborg. Samtidig ville hun hjælpe Michael med at grave dybere i, om Christian Bjørnbo havde internationale kontakter, der kunne tænkes at tilbyde ham hjælp og logi.
Da Michael var tilbage ved sit skrivebord, var hans første tanke - Paris. Sidsel Ærtekjær var rejst til Paris. Kunne det være et tilfælde? Han måtte prøve at finde adressen på den påståede veninde i Paris og se, om hun fandtes i virkeligheden.
Han fandt frem til Sidsels forældres telefonnummer, og fra dem fik han oplyst et navn og en adresse i det centrale Paris. Inden han nåede videre, dukkede Tina op i døren. ”Hvis du nu var på flugt og ville gemme dig i Danmark - hvor ville du så ønske, at politiet koncentrerede deres eftersøgning? I Danmark eller i udlandet?”
Michael gloede måbende på hende.
”Bare en tanke,” sagde hun og forsvandt igen ned ad gangen.