Torsdag den 7. maj
Christian vågnede først, da klokken var lidt over ti. Til gengæld følte han sig mere frisk end dagen før. Det virkede, som om influenzaen var ved at slippe taget i hans krop.
Det danske forårsvejr lignede sig selv. Tunge grå skyer drev over himlen, og vinden ruskede i træerne i haven. Christian strakte sig i sengen. Han følte et stort behov for at komme ud og røre sig. En løbetur ville være herlig, men kræfterne var endnu ikke helt vendt tilbage. Det måtte vente, til feberen var helt væk. Han overvejede, om han turde tage risikoen og gå en tur for at få lidt frisk luft. Hvorfor ikke. En hue ned i panden og et par solbriller. Så var der næppe nogen, der ville genkende ham fra de billeder, der de sidste dage havde været af ham i aviserne. Og han var under alle omstændigheder nødt til at begive sig ud på gader og stræder meget snart. Det var trods alt også relativt usandsynligt, at han skulle møde nogen, der kunne genkende ham under hue og briller en torsdag formiddag i omegnen omkring Gilleleje. Han hoppede derfor hurtigt i tøjet og begav sig ud i det kedelige forårsvejr. Han gik cirka 3 kilometer langs stranden, hvorefter han vendte om og gik samme vej tilbage. Han mødte kun en ældre dame, som var ude og lufte sin hund. Hun værdigede ham ikke et blik. Turen gjorde ham godt, og han var optimistisk og i godt humør, da han efter et brusebad indtog den morgenmad, Niller havde købt til ham. Efter morgenmaden fandt han en pc med telefonopkobling frem. Den lå som Niller havde lovet i et skab under nogle dyner og tæpper. Han koblede hurtigt op til internettet og søgte på forskellige aviser efter oplysninger om hans flugt.
De to første dage havde flugten været forsidestof. Der var endvidere en række artikler, hvor forskellige politikere overgik hinanden i beskyldninger om, hvem der havde ansvaret for, at sikkerheden i de danske fængsler ikke var god nok - og for at der manglede personale i fængslerne. Der var også portrætter af Christian. Det var ikke behagelig læsning. I samtlige artikler blev han fremstillet som en pervers og sadistisk morder. I nogle af aviserne blev det endvidere antydet, at han var en del af en større international kult, hvis hovedformål var at udsætte uskyldige kvinder for sadistiske overgreb som en del af et religiøst ritual. Det ville derfor formentlig kun være et spørgsmål om tid, før han slog til igen. Hvor i himlens navn disse ideer kom fra, fremgik ikke, men de fremstod næsten enslydende i begge formiddagsaviser.
De samme aviser havde endvidere den sædvanlige tegneseriedokumentation, hvor flugten i dramatisk form blev beskrevet skridt for skridt. Der var dog flere steder pyntet en hel del på historien, for at gøre den mere interessant. Ved flugten fra ambulancen ved Glostrup Hospital var indtegnet en stjerne og en liggende person, som skulle indikere, at fængselsbetjentene var blevet slået ned, hvilket jo var i direkte modstrid med sandheden. Det eneste, der manglende, var, at der var skrevet KAAAPOOW eller SLAAAASH som i rigtige tegneserier. De to eskorterende fængselsbetjente blev beskrevet som urutinerede dummernikker. Den ene avis luftede endvidere, at den læge, som havde krævet ham indlagt, havde flere kriminelle i sin patientkreds. Journalisten fremførte derfor en teori om, at lægen mod betaling måske havde medvirket til flugten.
Christian kunne ikke lade være med at grine højt. Det var vel ikke så overraskende, at en fængselslæge havde adskillige kriminelle blandt sine patienter. Men det lød jo som en spændende teori - og det solgte givetvis aviser. Overraskende nok var hans flugt de seneste dage reduceret til små artikler inde i bladet. Forsiderne var overtaget af historier om den pågående bandekrig, hvor medlemmer af forskellige grupperinger tilsyneladende havde sat sig for at udrydde hinanden. En plan, Christian helt og holdet sympatiserede med, hvis blot de kunne begrænse sig til at aflive hinanden. Desværre virkede det ikke umiddelbart til, at disse fyre evnede at skelne rivaliserende bandemedlemmer fra almindelige familiefædre, kvinder og børn. Også politikernes fokus var nu flyttet til dette område, og de bekrigede hinanden på ord om, hvem der havde ansvaret med samme iver og had, som banderne lagde for dagen i deres indbyrdes kamp. Christian rystede undrende på hovedet. Han havde svært ved at vurdere, hvem der var mest usympatisk - bandemedlemmerne, politikerne eller journalisterne. Der var i hvert fald mange lighedspunkter mellem dem. Alle tre grupper havde alene egen vinding for øje, og de var tydeligvis fuldstændigt ligeglade med, hvordan deres handlinger påvirkede andre.
Alt i alt fandtes der ingen oplysninger, som Christian - eller for den sags skyld enhver anden - kunne bruge til noget som helst. Han slukkede pc’en og lagde sig på den behagelige storblomstrede hjørnesofa og tænkte over sit næste skridt. Hans tanker blev ved med at vende tilbage til Stines pc. Han måtte for enhver pris have fat i den pc, da han var sikker på, at dens indhold var af største betydning. Problemet var bare, at han ikke havde den ringeste ide om, hvor den var, eller hvem der havde taget den. Til gengæld havde han i fængslet haft god tid til at tænke over tingene. Her var han kommet frem til den konklusion, at hvis Stines pc virkelig indeholdt vigtige oplysninger, var det helt usandsynligt, at en erfaren pc-bruger som Stine ikke skulle have taget en eller anden form for backup. Det ville måske derfor være en mere farbar vej at prøve at finde ud af, hvordan en sådan backup var taget, og på hvilket medie den eventuelt fandtes. Her kom Stines sambo, Anja Ledin, ind i billedet. Hun vidste måske, hvordan Stine havde taget backup. En anden mulighed var at prøve at finde ud af, hvad der var sket med Stines ejendele efter hendes død. Hvem havde arvet dem? Christian måtte erkende, at han på trods af sit forhold til Stine vidste meget lidt om hendes familie. Han vidste kun, at både hendes mor og far var døde i en relativ tidlig alder, og at hun ikke havde nogen søskende.
Han rejste sig og satte sig igen foran pc’en. Han fandt hurtigt frem til, at Anja Ledin ikke længere boede i den samme lejlighed, hvilket der måske ikke var noget at sige til. Det kunne ikke have været særlig morsomt at finde Stines tilredte lig. De billeder ville nok være svære at fortrænge, så længe man boede i lejligheden. Hun boede nu i en lejlighed på Islandsbrygge på Amager. Hendes telefonnummer fandt han på de gule sider. Længe leve internettet! Han ville ikke ringe til hende fra huset. Han kunne ikke med sikkerhed vide, om han ville slippe godt fra det blufnummer, som var ved at tage form i hans hoved. Hvis noget gik galt, ville opkaldet let kunne spores til en sendemast nær sommerhusområdet. Han iførte sig derfor igen hue og solbriller og gik ud til Golfen. Han kunne ikke lade være med at smile, da han så sig selv i bakspejlet. Han lignede fandeme en eller anden skide rapper fra MTV - kun et stort halssmykke manglede. Han kørte mod Hillerød og holdt ind på en P-plads i udkanten af byen. Her tog han en ny mobiltelefon frem og ringede til Anja Ledin. Telefonen blev ikke besvaret, hvilket måske ikke var så underligt, da klokken kun var lidt over fire. Hvis Anja Ledin havde et normalt job, ville hun næppe kunne være hjemme endnu. Han gik over i en lille kiosk og købte en cola og en avis. Tiden skulle slås ihjel med noget. En halv time senere prøvede han at ringe op igen, og denne gang besvarede Anja Ledin opkaldet.
”Mit navn er Peter Sørensen fra kriminalpolitiet,” indledte han. ”Forstyrrer jeg?”
”Nej, da” svarede den lyse stemme, der næsten lød, som om den kunne tilhøre et barn. ”Men hvad drejer det sig om?”
”Som du sikkert har hørt, er Christian Bjørnbo - som blev dømt for mordet på Stine Jamie - flygtet fra fængslet.”
”Ja, det har jeg hørt. Men hvad har det med mig at gøre?” svarede Anja Ledin og lød pludselig ængstelig.
”Egentlig ikke noget - men vi har brug for din hjælp.”
”Men hvordan kan jeg hjælpe? Jeg havde jo ikke rigtigt noget med sagen at gøre, og jeg har tidligere fortalt jer alt, hvad jeg ved.”
”Bare tag det helt roligt,” svarede Christian beroligende. ”Det er bare en lille detalje, som vi følger op på. Kan du huske, at min kollega Søren Løwborg i forbindelse med retssagen spurgte, om du vidste, hvor Stine Jamies pc var blevet af?”
”Ja, det kan jeg godt huske,” svarede Anja Ledin og lød nu lidt mere rolig. ”Men som jeg fortalte Søren Løwborg, ved jeg ikke, hvad der skete med den. Den var bare væk efter mordet. Så vidt jeg forstod, mente politiet dengang, at morderen havde stjålet den.”
”Det er helt korrekt husket,” svarede Christian opmuntrende. ”Sagen er bare, at pc’en aldrig er dukket op, og vi tror, at den måske kan indeholde oplysninger, der kan kaste lys over motivet for mordet og dermed hjælpe os til at finde frem til den flygtede Christian Bjørnbo.”
”Det tror jeg ikke helt, jeg forstår,” lød det tvivlende fra Anja Ledin i røret. ”Men under alle omstændigheder har jeg som tidligere oplyst ingen anelse om, hvor Stines pc befinder sig.”
”Det er vi helt klar over, og vi tror fortsat, at det var Christian Bjørnbo, som tog pc’en.” Christian forsøgte at lyde så venlig og imødekommende som overhovedet muligt. ”Men vi har spekuleret på, om Stine Jamie eventuelt kunne have taget en backup af sin pc. Det ville være til stor hjælp i vores arbejde med at finde frem til Christian Bjørnbo, hvis vi kunne finde en sådan backup.”
Der blev stille i røret. Det var tydeligt, at Anja Ledin tænkte sig om, inden hun svarede. ”Jeg er nok ikke så teknisk anlagt, som Stine var. Jeg ved ikke engang, hvordan man tager en backup. Og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle vide noget om, hvad Stine gjorde i den retning. Du må huske, at vi egentlig ikke kendte hinanden ret godt. Hun lejede bare et værelse af mig, og vi nåede kun at bo sammen i ret kort tid.”
”Men har du på et tidspunkt set en lille boks - måske på størrelse med en af de her tv-bokse til satellit-tv i forbindelse med hendes pc - eller i nogle af hendes skuffer?”
”Nu tror jeg faktisk godt, at jeg ved, hvad du taler om,” svarede Anja Ledin ivrigt. ”Jeg kan huske, at hun på et tidspunkt bandede over noget med, at hun ikke havde plads nok på sådan en dims. Hun kunne blive pisse hidsig, når noget drillede hende. Nogle dage senere kom hun hjem med en kasse med sådan en ting i, som hun tilsyneladende havde købt. Jeg kan huske, at hun sad og rodede med den om aftenen, men siden har jeg ikke set noget til den.”
”Godt husket,” svarede Christian opmuntrende. ”Men har du slet ikke nogen ide om, hvor den kan være blevet af.”
”Nej, desværre ikke. Jeg har ikke set den siden.”
Christian vurderede, hvor meget mere han kunne presse på uden at vække den unge kvindes mistanke. Men han var nødt til at forsøge, og han vidste af erfaring, at når han først havde fået folk til at snakke, kunne han få dem til at fortælle næsten hvad som helst. Så han fortsatte.
”Okay - men hvad skete der egentlig med alle Stine Jamies ting efter hendes død?”
”De blev hentet af en advokat - eller bobestyrer, eller hvad sådan én nu hedder.” svarede Anja Ledin. ”Det husker jeg tydeligt, da jeg blev bedt om at samle alle hendes ting sammen og pakke dem i kasser. Vores ting var blevet rodet lidt sammen. Det kan ikke undgås, når man bor i samme lejlighed.”
”Det forstår jeg godt,” fortsatte Christian venligt. ”Men stødte du ikke på den eksterne harddisk under denne oprydning?”
”Nej, det gjorde jeg med sikkerhed ikke.” Anja Ledin stemme lød meget sikker. ”Måske har hun opbevaret den i en bankboks. Ville det ikke være det mest logiske, hvis man tager en backup for at beskytte sig mod indbrud, brand eller lignende?”
”Du har fuldstændig ret. Det ville være det mest logiske,” medgav Christian.
”Et sidste spørgsmål. Ved du, hvem der arvede efter Stine?” spurgte Christian uden meget håb om, at Stines sambo skulle have viden om dette. Hans puls steg derfor, da Anja Ledin svarede. ”Ja, det ved jeg rent faktisk. Et stykke tid efter mordet fandt jeg en kasse på loftet med gamle fotos, stilehæfter og sådan noget, som havde tilhørt Stine. Jeg ville ikke bare smide det ud, da jeg tænkte, at nogle måske ville være glade for disse minder fra Stines liv. Jeg kontaktede derfor skifteretten og fik oplyst, at det var Stines faster, som havde arvet det, der var at arve, da hun var den tætteste familie, Stine havde. Skifteretten foreslog, at jeg bare sendte kassen til fasteren, da de ikke skønnede, at indholdet havde nogen økonomisk målbar værdi, hvilket de havde helt ret i. De orkede nok ikke at blive inddraget i sagen blot på grund af en kasse med gamle billeder.”
Christians puls bankede nu for alvor, men han forsøgte at lyde rolig, da han spurgte: ”Og sendte du så materialet til denne faster?”
”Nej, det var trods alt en ret stor kasse, så jeg valgte at køre forbi med den en dag. Fasteren boede på Østerbro, så det var meget lettere end at skulle på posthuset og sende den.”
”Kan du huske adressen?” kørte Christian på, selv om han var klar over, at den unge kvinde på et eller andet tidspunkt ville begynde at undre sig over, at politiet var nødt til at søge disse oplys-
ninger gennem hende. Men Anja Ledin fortsatte med at besvare hans spørgsmål. ”Det var i Århusgade. Jeg kan ikke huske nummeret, men det var i stuen. Og jeg kan huske, at hun hed Alice Jamie. Jeg husker det, fordi jeg tænkte, at det måtte betyde, at hun formentlig aldrig havde været gift.”
Christian var ved at sprænges. Han havde håbet på, at samtalen ville kunne hjælpe ham videre, men han havde slet ikke turde håbe på, at han ville få så mange brugbare oplysninger. ”Mange tak for oplysningerne, du har været til meget stor hjælp.”
Først nu virkede det, som om der var et eller andet, der begyndte at undre Anja Ledin. ”Det var så lidt,” svarede hun. ”Men hvordan kan det være, at I ikke allerede har disse oplysninger? Dem må I da have kunnet skaffe på anden vis?”
Christian havde frygtet spørgsmål som dette, men han forsøgte at bevare roen. ”Inden jeg ulejligede skifteretten, ville jeg lige undersøge, om du kendte noget til en eventuel ekstern harddisk med en backup, så vi vidste, hvad vi skulle lede efter.” Inden den unge kvinde kunne nå at stille flere spørgsmål, afsluttede han samtalen med endnu en gang at takke hende for hjælpen.
Han tænkte hurtigt oplysningerne igennem. Han vidste nu, at Stine rent faktisk havde haft en backup af sin pc, og at den sandsynligvis ikke havde befundet sig i lejligheden den skæbnesvangre dag i september. Hvis den havde befundet sig i en bankboks, måtte man antage, at boksen var blevet åbnet i forbindelse med boopgørelsen, og at indholdet var blevet udleveret til denne faster, som åbenbart var den eneste arving. Han havde ingen anelse om, hvordan arvereglerne var i forhold til en faster, men mon ikke bare man havde udleveret harddisken. Hvad skulle man ellers have gjort?
Han måtte hurtigst muligt tale med denne faster Alice. Han startede derfor bilen og kørte mod Østerbro.